Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Spis, bed og elsk i Ubud - i hvert fald bed og elsk ;-)

11. juli 2016

Vi ankommer til Ubud på Bali med taxi fra lufthavnen. Ingen tvivl om, at vi betaler for meget for taxien, for han starter på 60 USD, men ryger hurtigt ned på 40 og indvilger herefter i, at køre forbi Mac drive inn og han gør det med et smil.

Ubud ligger inde i landet og har du læst bogen (eller set filmen) ”Spis, bed, elsk” vil du trække på smilebåndet og ikke undre dig, når jeg fortæller at mange steder har navne som ”Ketuts place” og noget der ligner. Ubud er en halvstor by, her er masser af trafik i de smalle gader, både biler og scootere og gående. Fortovene er så smalle at man dårligt kan passere hinanden, hvorfor der også går folk på vejene. ”Folk” er her mest turister fra hele verden og også mange danskere. Byen er kendt for kunst og kultur, balinesisk dans, yoga og den slags, samt de smukke hindutempler og de omgivende rismarker.

Vi har 4 nætter her på et lille familiedrevet hotel, inde midt i centrum. Stedet er også familiens hjem og som de fleste andre små hoteller i Ubud, opbygget nærmest som et hinduistisk tempel, med flere smukt udsmykkede bygninger på samme grund og et decideret tempel/ alterområde i midten. Stedet drives hovedsagligt af sønnen, med lidt hjælp fra hans meget gamle far og det gør de ikke særligt godt. Værelserne er store, med egen balkon, men desværre er de møgbeskidte og her bliver hverken gjort rent eller tømt skraldespande mens vi er her, ligesom vi heller ikke får håndklæder og toiletpapir hvis vi ikke specifikt beder om det. Desuden er de sværere at ryste af sig, end sultne myg i Sveriges skove, i deres iver efter at sælge ture, fastboattickets osv. Jeg vil ikke tæske rundt i det, men der findes dem som driver et sted med lysten til at gøre det så godt som muligt og dem der driver deres sted, med et ønske om at slippe så nemt om ved det som muligt… Dem der har det her sted hører til sidstnævnte kategori.

Her er masser af fede butikker der sælger tøj, souvenirers, spirituelle ting, yogaudstyr og den slags og her er også mange restauranter, isboder og cafér. Men ingen madboder eller muligheder for hurtig og billig mad og heller ingen steder at købe frisk frugt osv., her er simpelt hen for turistet og for dyrt. Men vi nyder livet, spiser is hver dag og drikker friskpresset juice og den slags og så har vi fundet et godt og billigt pizzeria, hvor vi faktisk samlet set har fået den bedste spiseoplevelse her i Ubud.

Vi besøger også den berømte abeskov, et lille konstrueret jungleområde med templer i udkanten af byen, totalt invaderet af makak aber, meget hyggeligt, men meget turistet som alt andet her. Den bedste oplevelse er faktisk, at vi finder ud til de omkringliggende rismarker og har nogle dejligt lange gåture der. Det fede er, at man rundt om rismarkerne, har lavet ok stier, hvor det er nemt at gå og langs stierne er der små boder og simple restauranter, men langt imellem dem, så det er ikke for meget. Det er heller ikke sådan det ligefrem vrimler med turister, her er meget stille, men det er lavet så turister kan synet af de flotte risterasser, samtidigt med at de lokale kan sælge en sodavand eller et maleri. Og risene skal jo dyrkes alligevel… Her sidder bla en meget lille og meget gammel og rynket mand og skærer skøre hoveder ud af kokosnødder. Han har bare et lille bord som bod, men hans scooter er dekoreret med skøre kokoshoveder og glasmosaikker og jeg kan så godt lide ham, at jeg køber ét af de grimme hoveder, selv jeg ikke aner hvad jeg skal med det…

Jeg får naturligvis også zoneterapi/ massage her, det vrimler med den slags steder og jeg deltager i en yogatime i den fedeste spa. Det hele er meget yogaagtigt og for at komme ned til yoga pavillonen, må man først igennem receptionen, for dernæst at gå ned af en lang trappe, med rindende vand løbende ned af trapper til begge sider, med den rislende lyd det fremkalder og omgivet af konstrueret jungle. Her er virkelig smuk og hyggeligt. Af små stier, fortsætter man igennem den tætte bevoksning til en lille pavillon, indrettet til yoga. Vi er kun 4 deltagere, men det er noget særligt at lave yoga i de omgivelser. Bagefter får man ingefær te med honning i deres smukke udendørs café og jeg er så begejstret at jeg overtaler resten af familien til at spise aftensmad her, hvor de både laver rawfood og international mad. Maden er lækker, men portionerne franske, så desværre bliver jeg ikke udråbt til ”verdens bedste mor” den dag;O)

I morgen tager vi videre. Vi har kigget på strandene her på Bali, men har besluttet os for at nyde den sidste uges tid på Giliøerne, nærmere bestemt Gili Air, som ligger tættere på Lombok end på Bali og som vi derfor må tage til med fastboat.  Nettet skulle efter sigende ikke være fantastisk på Gili Air, så bliv ikke bekymret hvis i ikke hører fra os de næste dage, vi har bestilt 8 overnatninger der;O)

Mange kærlige hilsner fra os

Flores - djævlerokker og komodovaraner

  1. juli 2016

Vi havde en vemodig afsked med Corinne og hendes medarbejdere på On the Rocks, det var et meget dejligt sted og vi sluttede af den sidste dag, med at se orangutanger i udkanten af nationalparken fra restauranten og en ret stor slange i et træ.

Vi er nu i byen Labuan Bajo på øen Flores. Vi bor et sted der hedder Le Pirates og det er indrettet så man næsten tror man bor i en skandinavisk strandhytte af træ i hvide og turkise farver og ikke på 2. sal af et hotelbyggeri. Her er lavet hytter med hver sin indgang, restaurant på 1. sal og rooftopbar med pool og filmfremvisning. Virkelig cool.

Lad mig starte med at fortælle, at vi forleden bookede en 3- dages tur til Rinca og Komodoislands og nogle forskellige snorkelspots ect. Noget gik galt i kommunikationen og da vi befandt os på skibet, fandt vi ud af, at denne tur slet ikke indeholdt besøg på Rinca og Komodo. Heldigvis var et andet par udsat for præcis den samme fejltagelse og fejlen blev derfor rettet så vidt, at vi dog kom til at se Rinca, men ikke Komodo. Jeg nægter at ærgre mig over denne fejl, ligesom jeg IKKE vil spilde dårlige tanker på det faktum, at jeg tabte og ødelagde mit undervandskamera forleden da jeg hastede efter orangutangerne og at jeg derfor ikke har billeder fra under vandet.

Jeg har nemlig haft en fantastisk tur og har besluttet, at intet skal sætte skår i min glæde.

Båden er ret fint indrettet. Der er et fint dæk med et stort spisebord beregnet til otte personer, fire sækkestole på dækket og udspændte net på siden af båden, hvor fire mand kan ligge tæt på bølgerne og slikke sol. Alt er holdt i de samme fine farver som vores hotel. Her er naturligvis også et styrhus, et lille toilet og et simpelt udendørs køkken i bagenden. Oven på hele balladen, er der lavet fire teltkabiner med madrasser.

Egentlig er der kun 4 kabiner og plads til otte, men som en undtagelse er her en niende mand med også. Vi følges med et ungt par fra det nordligste Norge, Kristina og Ludvig, de læser begge to til læge og har rejst en del. Kristina har boet i Århus i ½ år ifm hendes studie og forstår alt hvad vi siger, hvilket er temmelig irriterende, eftersom de taler så nordnorsk at vi ikke opfanger så meget som et enkelt ord af deres samtaler. Så er der Stephan, som er franskmand, men bosat i Indonesien, hvor han har ledet en møbelfabrik i halvandet år. Han ligner én der har vundet i lotto, når han beskriver sit indonesiske liv, men han ligner præcis en franskmand, iklædt ternede, smarte shorts, Ralph Lauren polo og den stråhat vi ofte ser franskmænd med (den detalje husker Sofus, vi mødte nemlig nogle franskmænd i Burma, iført hatte magen til). Jeg skyder ham til at være omkring 30 år. Med ham følger hans yndige indonesiske kæreste Anna, hun ligner nærmest en filmstjerne og den første times tid på båden, inden jeg kender deres baggrund, tager jeg dem for at være noget selvoptagede og højrøvede pga af alle de selfier de tager og hele deres fremtoning. Jeg kunne ikke have taget mere fejl, Anna er uddannet psykolog, hun taler nogenlunde engelsk og er i gang med at lære fransk, ligesom Stephan taler flydende indonesisk efter bare 1½ år her og engelsk med den flotteste franske accent. De er velbegavede og ikke spor højrøvede. Stephans franske ven, fik jeg ikke navnet på, jeg syntes han så lukket og kedelig ud og hørte derfor ikke ordentligt efter, da han præsenterede sig, senere blev det lidt pinligt at spørge. Han har den her lidt lukkede udstråling, der gør, at alt sjovt der kommer fra hans mund, bliver endnu sjovere, bare pga af hans facon. Han har klippet får i Wales, arbejdet i Canada og har arbejdet med vin i Frankrig. Han bor nu i Paris og arbejder med human ressources. Behøver jeg sige mere? Han er alt andet end kedelig.

Husk det nu fru Lyngholm, døm aldrig på udseende og udstråling, virkeligheden er alt for ofte en anden.

Himlen er blå, vandet stille og båden dejlig. Vi sejler ud til et snorkelingspot, hvor der kastes anker og vi hopper i vandet. Jeg ved ungerne, især Sofus, ikke bryder sig om at hoppe i fra en båd, men her er en trappe som er nem at hoppe i fra og vandet er klart, lunt og dejligt. Her er naturligvis andre både også, men egentlig fylder det ikke meget i min bevidsthed. Revet er fantastisk der hvor det ikke er ødelagt. Korallerne er de flotteste vi har set og for første gang ser vi klovnfisk, fordi her også er søanemoner. Jeg sender mormor en tanke, da jeg glider over korallerne, fordi de er så flotte og varierede, at de næsten udgør en flot have i mange farver. Vi ser også både sommerfuglefisk, påfuglefisk og mine yndlings picasso- og kuffertfisk. Josefine svømmer længere ind mod stranden end Sofus og jeg, så hun ser også kæmpe søstjerner. Sofus dykker ned med sin snorkel og kan derved se ind under korallerne. Når han ser noget flot, peger han det ud for mig, jeg tør ikke dykke ned. Da vi kommer op er der frokost, inden vi sejler videre. Det næste sted vi holder ind, er en lille ø, hvor vi skal ud at gå en aftentur, det er ikke noget særligt og vi syntes generelt vores guide virker noget usikker. Desværre er strømmen ved øen meget stærk og guiden fraråder os at svømme ud, men fra båden kan vi se adskillige flotte og farvestrålende fisk og koboltblå søstjerner. Efter aftensmaden bliver der vist film på dækket på et stort lærred og det er hyggeligt i mørket og det gode selskab.

Sofus er lidt sløj og har hovedpine og feber, så igennem natten strømmer farefantasierne i gennem mit hoved og jeg er inde i hans telt og mærke hans varme krop mange gange i løbet af natten, indtil han til min store lettelse ikke længere er varm ud på morgenstunden og jeg kan tage en formiddagslur i ét af de udspændte net, mens vi sejler videre til næste snorkelspot. Også Sofus og Josefine kommer godt ud af det med resten af forsamlingen og deres gode engelsk gør, at de andre taler med dem, ligesom de gør med os.

Også dette sted byder på flotte fisk og franskmændene og Anna ser endda små revhajer. Det gør vi ikke, men vi ser baby Nemoer i kæmpeanemoner og Jose tager sig mod til at dykke ned ligesom Sofus og overraskes over, hvor meget tydeligere man ser de flotte fisk, når man kan komme så tæt på.

Næste stop er ”Mantapoint”, altså et sted hvor man efter sigende skulle kunne se djævlerokker. Vi har set mange naturudsendelser og vi tør ikke tro på, at vi virkelig vil få en djævlerokke at se. De er jo gigantiske dyr og det ville være som en drøm, der gik i opfyldelse, bortset fra, at vi finder den drøm så urealistisk, at vi aldrig har turdet at drømme den. Jeg kan simpelt hen ikke beskrive hvad der sker inden i mig, da den første kæmpemæssige djævlerokke passerer tæt forbi mig, efterfulgt af endnu en kæmpe. Vi er ude på havet, så her er for dybt til at vi kan se bunden, men vandet er klart og vi ser dem SÅ tydeligt, at det er helt uvirkeligt. Her er masser af de her små, forbistrede Jellyfish i vandet, som er så små at man næsten ikke ser dem, men som brænder når de rammer ens krop. Jose må op og have en pause, men hun plumper snart i vandet igen, for pludselig er både båden og vi i vandet, omringet af kæmper, med stor åbne munde og så fredelige som kæmpesommerfugle under vand. Her er måske 10-20 mantaer, som bare kredser om os, bedst som man ligger og kigger efter en manta, svømmer der en kæmpe lige under én. Sofus kan ikke dy sig for at svømme med dem, helt tæt på og selv om han ved han ikke skal røre dem, rækker han en hånd ud og rører en vinge. Da han har gjort det et par gange, rækker Jose også en hånd ud, da en manta er helt tæt på hende. De smertefulde jellyfish burns, bliver ligegyldige. I kan nok høre, at jeg kan skrive om det her i én uendelighed og først da for mange turister kommer til i både og plumper i vandet, er det på tide for os at komme op og fordøje den kæmpe, kæmpe oplevelse. De billeder forsvinder ALDRIG fra mit hoved, det var simpelt hen SÅ fantastisk. Vi er helt i ekstase og heldigvis har far taget fantastiske billeder fra båden og er ligesom os VILDT begejstret over den oplevelse, da han har set dem helt tæt på fra båden. Sofus skifter ønsket om at komme en tur til Kreta ud med ønsket om at svømme med djævlerokker igen og han overvejer om det måske ville være muligt for ham, at komme til at arbejde for Animal Planet.

Vi går en tur til toppen af en høj, stejl bakke på en ø, inden vi sejler lidt ud, for at se den smukkeste solnedgang. Øerne ligger meget tæt her, lidt ala Halongbugten i Vietnam, så lige meget hvor vi vender blikket, kan vi se øer og det gør kun solnedgangen endnu smukkere.

Denne nat bliver bedre for mig, da jeg ikke har syge børn jeg skal forstyrres af natten igennem.

På dag tre, sejler vi til Rinca efter morgenmaden. Rinca er en del af Komodo National Park, men en lidt mindre ø end selve Komodo. Det tager en rum tid at komme her hen og en rum tid at stå i kø til betaling af en ranger, som er obligatorisk for en rundtur på øen. Her er rigtigt mange turister, også lokale, det er nemlig Ramadan og helligdag i dag. De komodovaraner, der holder til tættest på indgangen til parken, er mætte og dovne efter at have nedlagt en bøffel forleden. De spiser alt på dyret, undtagen kraniet og det betyder et de fordøjer i 2-3 uger, inden de har behov for at spise igen. Vi går en rundtur på ca 1½ time med vores ranger, men vi ser kun 5-6 store komodovaraner og en ét år gammel unge. Det er nu ganske fint, men selve oplevelsen blegner lidt ift. gårdsdagens uventede djævlerokkesucces.

Vi har ikke tid til mere i dag og sejler direkte hjem efter komodooplevelsen. Det er en halvlang tur, men vi nyder luften og solen på dækket og udsigten til det blå hav, den blå himmel og alle de grønne småøer.

Vi siger varmt farvel til vores dejlige og inspirerende rejsefæller og glæder os over, at turen har budt på hyggeligt socialt samvær som en ekstra bonus.

Vi har haft en smule internet på turen og desværre har vi læst, at Inge og Jaris lejede mobilehome i Italien er brændt, sammen med alle deres ejendele og mange andre tilsvarende mobilehomes. Heldigvis er ingen kommet noget til, men de er godt nok i vores tanker.

Vi sender jer de kærligste tanker;O)

 

 

Jungletur i Bukit Lawang

Vi mødes med vores guider og to unge mennesker Katie og Thomas som kommer fra Scotland kl 9. Man kan gå direkte her fra ind i nationalparken og det første vi møder er en lille flok Thomas the Leaf monkeys. De er vældigt sjove, for de har sådan nogle sjove frisurer og så er det en art der kun lever her på Sumatra. De er tydeligt vant til mennesker her i udkanten af parken og vi kan komme helt tæt på dem. Kort efter møder vi de første orangutanger. De er semi-vilde, dvs de har været håndteret af mennesker, enten fordi de har levet i fangenskab og er blevet reddet fra det, eller fordi de er blevet reddet i junglen og har tilbragt tid i et rescuecenter. Centeret er lukket nu og det samme er den station hvor man indtil for 6 mdr siden lagde mad ud. Det at orangutangerne har været håndteret af mennesker, betyder at vi kan komme tættere på. Her så tidligt på turen, ser vi flere grupper af turister og det føles lidt som zoo, når flere grupper står og kigger på de samme aber. Vi har en 1. guide og en 2. guide, 1. guiden er ham som styrer vores gruppe og fortæller om de ting vi ser, den anden går bagerst og bærer en masse ting, han er meget stille. Snart bevæger vi os væk fra de andre turister og guiden skåner os ikke. Junglen er tæt og her er næsten mørkt, stierne er smalle og eftersom junglen ligger i bjerge går vi stejlt, stejlt op og stejlt, stejlt ned. Hvad der for mig ser fuldstændigt ufremkommeligt ud, er for guiderne fremkommelige stier og de går i samme tempo som jeg gør, når jeg går i Brugsen derhjemme. Cikader, insekter, fugle og aber holder en koncert af den anden verden og luftfugtigheden er ubegribelig høj. Thomas og Katie er i god form og Sofus og Josefine holder trit i fin stil. Jan og jeg udgør bagtroppen efterfulgt af 2. guiden. Ret snart ser vi også gibbonaber der svinger sig højt oppe og hurtigt rundt, de er svære at se fordi de bevæger sig så hurtigt, men længe kan vi høre deres kalden på hinanden. 2. guiden har masser af frugt i sin store rygsæk og vi holder pauser til både frugt og frokost inden vi når de første lejr først på eftermiddagen. Ved siden af en stille flod, er der lavet primitive barakker, som er gjort vandtætte med sort plastik. I to af barakkerne er der slået telte op, to telte til os i den ene barak, ét telt til Thomas og Katie i den anden. I en tredje barak er der køkken, altså ildsted og køkkengrej. Vi opdager at tre yngre mænd er gået i forvejen og har gjort det hele klar til os. De laver mad, vasker op i flooden, dækker op, laver te, koger vand og køler ned til drikkevand osv. Resten af eftermiddagen går med at bade i floden, gå til et vandfald, udse os toiletsteder og finde os til rette. Vi har heldigvis taget kortspil med og det er fint og også en icebreaker ift Thomas og Katie. Da mørket falder på, serveres der aftensmad på måtter på jorden og jeg må sige at jeg forstår noget helt andet ved bålmad nu, end jeg gjorde før denne tur. Der diskes op med mange forskellige retter og selvfølgelig ris og kogt flodvand der smager af røg. Vores guide giver os forskellige gåder og lærer os nogle spil, som vi hygger os med inden vi går til ro. De søde campfolk har sat lys op hist og pist, så vi kan finde vores telte i mørket. Her er en larm af den anden verden, altså en god larm af insekter og nattedyr. Teltene er nye, men alt for tætte og der bliver varmt og vådt indenfor. Underlagene er selvoppustelige liggeunderlag og de er jo bedre end sivmåtter, men en plage for mit bækken og for fars krop. Jeg deler telt med Josefine og vi holder alt hermetisk lukket af frygt for kryb. Far og Sofus sejler så meget i vand i deres telt, at de til sidst giver pokker i kryb og åbner døren. Natten er lang, lang, lang… Jeg er ikke den store campist og kun min kærlighed til regnskoven og dens dyr, har fået mig til at acceptere at campere, i bytte for de fede oplevelser. Jan og jeg er tidligt oppe og de cikader der lyder præcis som ambulanceudrykninger larmer så hyggeligt.

Hvis vi syntes det var hårdt første dag, skulle vi bare have vidst, hvad vi havde i vente 2. dag. Hold nu op hvor skal vi op, op, op og ned, ned, ned. Mange steder er det nærmest lodret og bortset fra benene selvfølgelig syrer til, så er det også bar SÅ svært at gå, særligt ned, uden at falde. Hver gang jeg lige når at tænke ”hjælp”, så står 2. guiden bag mig, eller foran, alt efter hvad han ser jeg har brug for. Når han kan se det er vanskeligt at gå med et kamera om halsen, foreslår han at jeg pakker det væk, når jeg nægter at pakke det væk, tager han det om halsen. Ned af de stejleste skråninger, går han foran mig, bøjer grene ned som jeg kan bruge til gelænder, rækker mig sin hånd til støtte, børster blade væk fra træernes rødder så jeg kan se naturens trappetrin og på de allersværeste steder, sætter han mine fødder de rigtige steder. Jeg lagde nærmest ikke mærke til ham i går, men jeg skal love for jeg ser ham i dag.

På et tidspunkt holder vi en lille pause og pludselig får Jose øje på Gibbon højt, højt oppe i trækronerne. De er hurtigt væk og vi får kun et glimt af dem. Det overrasker mig ikke, at Josefine ser dem før guiden, det er nemlig ikke første gang, at mine unger udpeger dyr for erfarne guider. Vi ser også næsehornsfugle, en stor vild påfugl, en ørn og masser af insekter, kæmpe sommerfugle, firben og den slags. I en pause sidder vi øverst på bjerget og kigger ud over regnskoven, hvor alt er grønt så langt øjet rækker og jeg fatter ganske enkelt ikke, at vi er GÅET op på den her top.. Der var da ingen der havde fortalt mig, at jeg skulle bestige bjerge…

Hen på eftermiddagen, da vi er kommet ned af den stejleste, sværeste, længste skråning, som jeg ALDRIG ville have klaret uden 2. guiden, skal vi krydse floden for at komme til vores camp. Selv om vi smøger bukserne helt op, bliver vi våde næsten til livet, men vandet er svalende og dejligt og vores campfolk tager i mod og bærer vores ting sikkert over i vandtætte poser.

Også denne camp ligger dejligt, ved en stenbred ved floden, som her er bredere end ved den sidste camp. Her er et lille vandfald bag ved campen og her kommer flokke af makakaber på den anden side af floden heldigvis, de er nemlig nogle labaner, der hærger og stjæler, men på afstand ser de søde ud. Der flyver svaler rundt over floden, de har et blåligt skær på ryggen og er meget fine. Guiden har vist Jose, at man kan lave okkerfarve med nogle af stenene ved floden, så ungerne hygger sig med at male sig selv og de store sten, de bader, kaster sten efter en ophængt vandflaske på den anden side af floden og laver et stentårn sammen med mig. Vi spiller selvfølgelig også doubble, uno og kort og får serveret te på måtterne og siiden aftensmad. Også her er teltene stillet under de sorte plastikbarakker, som campfolkene piller ned og sætter op, hver gang et nyt hold turister kommer eller rejser. Vi får igen den lækreste aftensmad, men den efterfølgende hygge må flyttes ind i køkkenteltet, fordi det regner. Som guiden siger med et bredt smil, ”No rain, no rainforrest”. Han er god til at holde selskabet i gang med gåder og skøre lege og det er en fornøjelse at være sammen med Katie, som netop er færdig som læge og Thoomas som netop er færdig som ingeniør. De er glade, varme og har god humor. Josefine er rigtigt i sit es. Hun HYGGER sig, med alt det sociale og taler så flot engelsk at Katie kalder det ”flydende”. Sofus hygger sig også og det har været en fornøjelse i dag at se, at han har sluppet restløsheden over det manglende internet og bruger tiden med det der er og med os andre. Han er bestemt ikke campist og er KUN med på den her tur, fordi vi har bestemt han skulle. Derfor glæder det mig ekstra, at han lægger modviljen på hylden og får det bedste ud af det og faktisk samtidig lader sig selv opleve. Inden vi går til ro i teltene, spørger Katie om vi kan lade teltene stå åbne. Guiden siger, at selvfølgelig kan vi det. Jose og jeg spørger om der er slanger og scorpioner og guiden svarer med et smil, at det er der i køkkenteltet og mændenes barak, men de håber da ikke de kommer over i teltene. Hvor er det dog også et tåbeligt spørgsmål, det er jo regnskoven og ikke en forlystelsespark.

Vi har god tid denne sidste formiddag, Sofus har lidt dårlig mave og er faldet godt i søvn og står sent op, vi andre dovner bare i roen. Vi har fået flere options i dag og har valgt den lette, at gå lidt op ad floden, bade og hygge os, spise frokost og så riverrafte hjem. Der er strøm i floden, som vi flere gange skal krydse. Vi har sko på og noget let tøj og det er dejligt at gå i det kølige vand, med den vilde jungle på begge sider af floden. Vi ser en lille vandslange, som 2. guiden peger ud. Længere oppe af floden slår vi os ned, bader, slår smut, soler os, kigger på sommerfugle og Jose maler med farvesten. Frokosten er himmelsk som sædvanlig og frugterne driver af saft. Campfolkene gør de store baderinge klar til båd og pakker alle vores ting vandtæt. Vi undrer os over hvor 2. guiden er blevet af, men han og en anden kommer tilbage, med kroner lavet af blade og pinde, til Jose, Sofus og Katie. Han maler dem også i hovedet og så er vi klar til sejlads. Det er vildt skægt at drøne af sted på floden. Guiderne har prøvet det så mange gange før og man kan bare mærke de har HELT styr på det. Junglen ser så stor, så stor ud, men på billederne bagefter ligner det ingen ting. Vi siger øv da sejlturen er slut og vi skal klatre op af vores 265 trappetrin til vores hotel.

Hvor har det bare været en fed oplevelse, jeg har næsten allerede glemt, at jeg hader at sove i telt og hader ikke at have toilet og bade faciliteter.  Sofus er glad for at være tilbage, Jose kunne snildt have brugt et par dage til, hun ELSKER altså bare at opleve.

Ankomst til Bukit Lawang

Vi er landet i Bukit Lavang på Sumatra, efter 48 timers rejse. Som timerne skrider frem undervejs, bliver de blikke mine kære sender mig, mindre og mindre kærlige og jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår jeg engang syntes det var en god idé at tage hele turen i ét stræk, men hvad jeg finder endnu mere underligt er, at ingen bremsede mig undervejs i planlægningen….Sofus og Josefine har lovet mig, at næste gang jeg finder på at planlægge så lang en rejse, vil de tale mig fra det:O)

Det vi når frem til, On The Rocks i byen Bukit Lavang er dog bestemt rejsetiden værd. Vi bliver sat af, af vores chauffør på hovedgaden i Bukit Lavang. Byen er meget, meget lille, ligger på begge sider af en flod og virker meget stille, nærmest affolket. Der er liv i floden, børn bader og leger, voksne bader og vasker tøj. Vi er omgivet af bjerge, med jungle og desværre også gummiplantager. 3 bærere skal hjælpe os til vores guesthouse, det ligger nemlig op af en bjergside, på den side af floden, hvor der ikke er nogen veje. Vi passerer den noget lavvandede flod, over en slidt hængebro og okser os op af de godt 200 stejle trappetrin. På vejen ser vi en lille død slange og møder også en meget smuk, skriggrøn slange, der sidder gemt i en busk, vi ville aldrig have set den, hvis ikke én af drengene der hjælper med baggagen havde peget på den.  Guesthouset er bygget af træ og passer til omgivelserne og heldigvis er de vant til at modtage trætte og varme gæster, så de servere friskpresset og kold passionsfrugtjuice i restauranten.

Vores hytte er med to værelser, ét til ungerne og ét til os og det tilhørende badeværelse ligger nedsænket i et nærmest rundt tårn, som man går ned i via en trappe. Hyggeligt og dejligt.

Vores værter er et ungt par, hun er tysker, han er fra Bukit Lavang. De forelskede sig da hun backpackede i Indonesien og nu er de gift, har en dejlig lille datter på godt 1 år og ejer og driver stedet her sammen. Corinne som vores værtinde hedder, er rigtig god til at fortælle og hun har et varmt og dejligt blik.

I restauranten, som er rund og åben hele vejen rund, kan man få dejlig mad og bare sidde og hænge ud. Sofus gamer naturligvis, Josefine vil gerne være social og spille kort og hende og jeg tilbringer også megen tid med, blot at kigge ud på junglen. Vi har set forskellige aber, egern og sommerfugle. far er i skrivende stund gået til byen efter vandmelon.

Efter en nattesøvn som faktisk var ok for de fleste af os, vil vi besøge en flagermusgrotte der ligger her i nærheden. Man kan gå af stier omgivet af gummi- og palmeolieplantager derhen. På hvert gummitræ, hænger der er kokosskal forneden med rågummi i. Gummiet løber ned af træet, af en snittet rende og bliver ledt det sidste stykke af et blad hæftet fast til stammen, lige over kokosskallen. Her lyder og lugter af jungle. Den her særlige lugt og lyden af alle de forskellige dyr. Nogle summer, andre hyler, andre igen fløjter monotomt, mens fugle synger små melodier, det er et helt orkester og jeg elsker det. Josefine har det på samme måde og vi hygger os ved at gå og lægge mærke til lydene og gætte på hvem der siger hvad. Grotten er ikke så stor, man kan godt få en guide, men vi vælger selv at klatre ind i grotten. far har husket pandelamper og det er godt, for her er ikke sådan turistet med lys og den slags og her er kun os og den søvnige fyr der sælger os biletterne fra en lille interimistisk bod. I grotten hænger der flagermus under loftet og når vi lyser på dem, kan vi se deres små øjne, lyse som knappenålshulle store lygter. De bliver lidt forstyrret af os og flyver lidt rundt, så vi siger tak for besøget og lader dem alene igen.

På vejen er vi gået forbi et børnehjem, som også har en lille restaurant og vi beslutter os for at gå ind forbi på tilbagevejen. Stedet er stille nu, fordi børnene er hos familie i anledning af Ramadanen, men den hollandske kvinde der driver stedet sammen med sin indonesiske mand, fortæller os om stedet, mens vi drikker sodavand. Hun mødte ham på en rejse (surprise) til Bukit lavang og blev forelsket… Resten af historien giver sig selv, bortset fra, at hun flyttede hertil efter tsunamien, som jo ramte særdeles hårdt i denne ende af Sumatra. Det betød, at mange børn her var forældreløse. Den hollandske kvinde og hendes mand besluttede, at noget måtte gøres. De rejste til Holland og arbejdede triple jobs, for at skrabe penge sammen til at bygge en hjem til de mange forældreløse børn. Derefter gik alt et skridt af gangen. De lavede en smuk have, dejlige legeområder og et hjem til de mange børn, over 40 var de, i alderen 10- 16 år. Nu bor her 23 børn. I alt hvad hollænderen (desværre fik jeg ikke hendes navn) fortæller, kan man høre, at stedet her drives med kærlighed og omtanke. Fx bruger de ikke frivillige, som jo ellers kan være en god forretning, fordi de gange hvor de har prøvet det, har børnene givet udtryk for, at selv om de udenlandske unge kan bidrage med noget godt, så er det vigtigere at kunne ”være sig selv” i eget hjem. I stedet tjener de lidt penge på gummi og andre råvarer, modtager lidt donationer, har en sponsorklasse i Holland osv.

Det glæder mit hjerte at der findes mennesker som dem og det glæder mig, at se lykken i hendes øjne, mens hun fortæller om det gode hun og hendes mand gør.

I morgen skal vi på jungletur. 3 dage med 2 overnatninger.

 

Dag 27 d. 10. jan.

Kære dejlige skat

Nu er der kun en uge til vi skal hjem.

Vi bruger dagen på at gå i China Town. Vi går så vidt muligt af de små gader og det er helt surrealistisk hvordan man går lige fra de store gaders trafik og ind i de smalle, stille landsbygader. Her ligger bitte små gadekøkkener, med borde man næsten skal kante sig forbi, fordi gaderne er så smalle og vi ser en lille bitte fabrik, der laver nudler, endnu mindre, end Poul og Juttas Vaffeljernet i Nørregade. Da vi kommer ind i selve markedet, som strækker sig rundt i mange små gader omkring og i en stor markedsbygning, mødes vi af en eksplosion af farver, dufte og lyde. Her er proppet med handlende i alle farver, aldre og størrelser og her er varer og madboder på hver en plet. Vi kommer forbi et lille butikscenter og går der ind for lige at få luft. Her kan man få massage i 30 min for 20 kr. Det resulterer i, at vi lidt efter sidder på række alle fire, i magelige stole og med fødderne op og får fodmassage. Sofus er skeptisk, men indrømmer det er dejligt. Vi spiser frokost på Royal India, der er ligeså lille bitte og indrettet præcis som for 10 år siden… For resten tror jeg de har fået nyt toilet….Vi går hjem, igen af de små gader og netop som vi er lidt i tvivl om hvorvidt vi er på vildspor, tårner Prince Palace sig op foran os. Vi går i de smalleste, stille, stille gader og pludselig er vores kæmpe hotel lige der…. Vildt.

Resten af dagen bruger vi ved poolen, på lektier osv. og henter aftensmad ved boder lige her omkring, som vi spiser ved et bord i poolområdet, med udsigt over Bangkok i mørket.

Vi sender jer de kærligste hilsner og tanker.

 

Dag 25 og 26 d. 8. og 9. jan.

Kære elskede skat

Jeg aner virkelig ikke hvordan jeg kunne sammenligne Yangon og Bangkok, tror simpelthen jeg havde været for længe i Myanmar. Yangon er en landsby, Bangkok er en kæmpe metropol. Punktum.

Jeg har det skidt i min krop, mit hoved og min hals, min stemme er næsten væk og der er snot og øv over det hele. Morgenbuffeten på vores gigantiske hotel, er blevet kritiseret på tripadvisor og jeg må sige jeg derfor bliver overrasket over, hvor overdådig den er. Der er selvfølgelig ikke ost og bacon, det er der jo ikke i Asien, men ellers er der bestemt ingen grund til at gå sulten fra bordet her. Jeg har selvfølgelig ingen appetit, men de andre spiser til de er ved at revne.

Vi har ingen specifik plan i dag og derfor går vi ned på gaden og prøver at finde ud af det med flodbåderne og Skytrain. Vi går lidt rundt inden vi finder ud af, at flodbådens stoppested ligger lige ved siden af hotellet. Her nedenfor er nemlig et rodet tøj og lille madmarked, mest med frugt og ud mod floden er det overdækket af noget meget primitivt tagværk. Tuk tuker, taxier, biler, mennesker, scootere og varer, fiser rundt mellem hinanden her og intet viser her er et stoppested, men nu da vi ved det, er det godt nok nemt. Hvis vi kører med to stoppesteder, kommer vi til MBK og til Skytrain. Båden er ikke så stor som på de store floder og man skal ikke være dårligt gående, men for os er det nemt. Vi bruger formiddagen i MBK (kan du huske ungerne og rulletrapperne når du og jeg skulle shoppe tøj?:O) og spiser på 6. etages food island, inden vi tager Skytrain to stationer videre til Lumphini. Alt er jo gigantisk og når jeg kigger ud af vinduerne i Skytrain, kan jeg slet ikke forstå jeg kunne sammenligne Yangon med Bangkok ;O)

Lumphini er totalt forandret, hvis jeg ikke så skiltene, ville jeg ikke kunne kende parken. Den er blevet utroligt flot, med velholdte bede, nyere lege- og træningsredskaber og alt muligt andet. Ungerne er SÅ fortørnede over, at man har tilladt sig at fjerne DERES karrusel og de syntes slet ikke parken er god mere, selv om den jo rent faktisk er meget bedre. Far syntes det samme, men vi kan da glæde os over, at varanerne og skildpadderne er her endnu, selv om kloakristene i stierne er fjernet.

Efter et hvil derhjemme hvor Jose og jeg daser lidt ved poolen på 12., tager vi mad taxi til Kaosan, for at finde Madame Musur. Det er nærmest umuligt at finde en taxi hernede i vores egne små mørke gader og da vi endelig finder én, siger han at taximeteret er i stykker og vi får det til specielprice 200 B, som vi dog forhandler ned på 150, (da vi kører hjem giver vi 49 med meter). Vi finder gaden med madame Musur, her er så mange mennesker, madboder, massagesteder og LIV, men da vi finder madame Musur siger Sofus at vi jo aldrig ville spise der, hvis ikke I havde fortalt om det, han syntes det er en bar og vi ender med at købe ved madboder i stedet. Det er så rørende billigt.

Efter en god nats søvn, er min appetit heldigvis tilbage og jeg nyder morgenbuffeten.

I dag er det lørdag og derfor Chatuchak dag. Det er nemt med flodbåd og Skytrain som er proppet med mennesker pga. markedet. Det ligner sig selv på en prik. Vi holder os primært til de lidt større gader og jeg får købt et vindspil og lidt forskelligt tingel tangel og en masse tørret frugt. Den største forandring er, at vi ikke finder lige så mange dyr, hvilket vi finder meget glædeligt og tager som et tegn på, at dyrevelfærden er på vej til Thailand.

Da vi er færdige med shopperiet, tager vi Skytrain til MBK, Sofus og jeg har nemlig set en sjov sushirestaurant med all you can eat og vi har derfor aftalt at dele os, så Sofus og jeg kan spise der, mens far og Jose finder noget andet (de går på 5. til international food court). I midten af restauranten kører der et transportbånd med småtallerkner mad, alt sammen råt og rundt langs det bånd, er der borde og siddepladser. Hver plads har sin lille kogeplade, hvortil der bliver leveret en skål klar suppe i en gryde, som man så fyrer op under. Så griber man det man kan lide af det der farer forbi og smider det i gryden. Heldigvis er der en sød dame der hjælper. Sofus er meget modig og tager diverse ting han ikke aner hvad er og man må sige han er sej, for han spiser både blæksprutter og andet der ikke er hans livret, men han har jo en klar holdning til madspild, så det begrænser han helst. Vi snakker om dig og Alex og ærgrer os over i ikke er med. Der er selvfølgelig alt muligt dyppelse til de færdigkogte ting, men bedre endnu en stor sushi buffet, som vi kaster os over. Nøj hvor er det godt.

Da vi finder far og Jose shopper vi lige lidt, inden vi tager hjem og nyder en stund ved poolen til mørket falder på og vi kan spise vores indkøbte mad ved et af bordene ved poolen.

Til aften ser vi film, mens vi spiser tørret frugt og vandmelon.

Mange kærlige hilsner fra mor.

 

Dag 23 og 24, d. 6. og 7. jan.

 

Kære Eline

Jeg har ikke meget at skrive fra de sidste par dage.

I går vågner jeg op midt om natten med voldsom kvalme og jeg bruger resten af dagen på at være syg med opkast. Jeg mander mig op og kører med i taxi til Aung sans hu chis hus, der hvor hun har siddet i husarrest og også bor nu. Huset ligger bag en høj mur og der er spærret af en høj ugennemsigtig port bevogtet af flere vagter. Bagefter kører vi hen til hvor hun boede som barn, da hendes far blev likvideret og årene efter. Det er omdannet til museum og meget spændende. Jeg kan næsten ikke holde mig oprejst og tager her fra en taxi hjem, mens de andre går videre og ser hvad vi ellers havde planlagt.

I dag skal vi videre til Bangkok. Jeg har det bedre i maven, men har nu en forkølelse/ ondt i halsen/ ondt i musklerne i anmarch. Vi bruger dagen på at gå efter et mall, vi finder dog et andet på vejen der opfylder vores behov og beslutter os derfor til at gå efter et bageri vi kan se på kortet. Vi er nysgerrige efter hvor vores hotel får deres brød fra, for man kan ikke købe rigtig brød nogen steder og vi har ikke duftet nybagt brød på hotellet. Vi finder bageriet, som er ligeså kedeligt som alt andet vi har set og mere er som en slags snackbar end et egentligt bageri. Vi får dog øje på Inya lake som er omgivet af et smukt parkanlæg og vi finder en burgerkæde der hedder Lotteria, hvor vi går ind og spiser frokost. Jeg har ganske vist helt mistet appetitten (tro det eller ej) og nøjes med at nasse lidt pommes hos de andre, men de er yderst tilfredse med deres burgere og syntes faktisk de er bedre end Mac D. Stedet er så moderne og der er mange ansatte, så ikke noget med at vente her.

Jeg gider ikke skrive om flyveturen, bare lige nævne at Yangon internationale lufthavn har én terminal og kun fem gates. Er det ikke vanvittigt morsomt? Vi skal flyve lige omkring spisetid, men det er helt umuligt, for de har kun to bittesmå steder der sælger mad, til helt uhyrlige priser og i en rædselsfuld kvalitet. Der er kun én lille kiosk der sælger en smule slik, her koster en almindelig Ritter Sport 35 Kr., så vores sidste store Kyat er hurtigt brugt og de små sedler får rengøringsdamen på toilettet som sædvanligt.

Det er sent da vi ankommer til vores hotel, som er kæmpe stort og starter på 11 etage og fordeler sig i fire tårne. Alt er vanvittigt pompøst, med gigantiske blomsteropsatser (som Jose siger, det er plastik og det ville det ikke have været på Cinnamon Grand) og nok er det af ældre dato og lidt slidt, men imponerende er det nu altså alligevel. Vores lejlighed er med to soveværelser, stue, bad og køkken og vi har kæmpevinduer mod byen fra 24. etage. Wow. Det vildeste er, at man ikke kan høre en eneste lyd fra byen. Jeg går direkte i seng med min stakkels syge krop, mens de andre går ned og henter noget mad fra gadekøkkenerne.

Mange kærlige hilsner fra mor.

 

 

Dag 22, d. 5. jan.

 

Kære dejlige skat

Morgenmaden her er fantastisk, man sidder udenfor ved ét langt bord OG man får groft brød der smager som hjemmebagt OG Nutella OG rigtigt smør OG mælk. Wow;O)

I dag ser vi Shwedagon pagoden. Den er gigantisk, med 500 kg ægte guld på toppen og det er omgivet af alle mulige hellige templer i et helt kompleks af guld. Jose har sarongen hun vandt ved Chaungtha med til at dække sig med og da vi fumler med den, kommer den en moden lokal dame, som med sikker hånd vikler hende ind på den helt rigtige måde. Hvor er folk altså søde her. I går havde far glemt en pose i en taxi og tænk engang, chaufføren kom tilbage på hotellet med den… I dag har vi fået vasket tøj her, tre kæmpe poser og de ville egentlig ikke have penge for at vaske, men nu da der var så meget sagde chefen, ville det da være dejligt med lidt drikkepenge til pigen der vaskede det. SÅ sødt af dem.

Vi går omkring i de kæmpe omkringliggende parker, sejler i pedalbåde, prøver væmmeligt is med duriansmag (Jose troede det var banan), spiser på den indiske, går på marked og….. tro det eller ej, går i biffen og ser Star Wars på engelsk i 3D for 15 kr. pr. snude.

Yangon er en dejlig storby syntes jeg, den rummer nogle af alle de vilde kontraster som i Bangkok, her er der bare endnu mere rodet og endnu flere gadekøkkener og så lidt længere imellem de fede butikker;O)

Sender dig og jer knus og kærlige tanker hver dag;O)

Kærlig hilsen mor

Dag 21, d. 4. jan.

Kære elskede Eline

Far har det heldigvis bedre til morgen og kan tage med os til Yangon. Klokken er kun 4.45, da vi i mørke bærer vores ting op i den udendørs reception, hvor der er bælgmørkt. Til vores store overrsakelse, kommer der dog to natte vagter, et par gamle mænd og også et par unge drenge, af dem vi ser både tidligt og sent i restauranten. Der er gjort nogle sandwich med marmelade og et æg klar til hver af os og vi kan få pulverkaffe inden vi skal af sted. Vi lægger drikkepenge til de søde mennesker. De siger vi skal til busstationen på motorcykler, men at der kun er én. Far kører først af sted i mørket, med alt sin bagage og sig selv, bag på én motorbike chauffør. En anden familie kommer ud i mørket, de har også to børn og heldigvis kommer der så en bil, hvor i vi kan være fire og to motorcykler mere. Vi når selvfølgelig alle bussen, en lokal bus, men med sædenumre og vi har faktisk en behagelig tur til Yangon, det tager ca 6 timer.

Fra den hektiske busstation bliver vi kørt til vores hotel. Personalet her er utroligt søde og vores værelse er stort og rummeligt. Desværre mangler det den opredning vi hjemmefra har betalt 25 USD pr nat for. Det viser sig, at hotellet ikke er i stand til at lave opredningen og vi må nøjes med 3 sovepladser som ved Inle og de vil så betale os pengene for opredningen tilbage.

Hotellet har sin egen taxichauffør og da det er midt på eftermiddagen og vi er meget sultne, beder vi om at blive kørt til en indisk restaurant, cafeteriastyle, fra LP. Yangon minder på mange måder lidt om Bangkok. Her er mest faldefærdige huse, små gyder og gader, men indimellem alt det fattige og usle også store gader, flotte hoteller og banker og den slags. Der er mere af det flotte i Bangkok.

Restauranten er proppet med mennesker, man bestiller sine retter fra et stort menukort med billeder på disken og sætter sig så ved et ledigt bord, hvo man senere får serveret det hele. Her er som et meget travlt cafeteria. Maden smager himmelsk og er overhovedet ikke dyr.

Gaden vi er på er et mylder af biler, humplede fortove med gadeboder, souvenirbutikker, tøjbutikker, gadekøkkener, restauranter og masser af mennesker. Vi kørte forbi et moderne butikscenter og vi bruger vel et par timer på at lede efter det til fods. Vi finder ikke det, men ser den store gyldne pagode, du nok husker fra TV, den hedder Shcweddagon pagoda og den kæmpe omgivende park der hedder peoples park. Her daldrer vi rundt og ungerne bliver fotograferet endnu engang. Vi ender med at tage en taxi i tusmørket til centeret, hvor vi finder mange butikker, men allerbedst, et supermarked i bunden. Ok det lyder selvfølgelig mærkeligt, men efter 3 uger med bambusboder i vejkanten, er et rigtigt supermarked helt fantastisk. Vi kan både få yoghurt (én slags) og mælk, ritter sport og Toms orangebuer på dansk. Jeg siger til ungerne at min virkelighed er, at det er fredag i dag og de vælger hver et stykke chokolade.

Vi er dødtrætte da vi lander i sengene ved 20 tiden.

Vi sender dig og jer de kærligste tanker og hilsner;O)

Dag 20, d. 3. jan.

Kære dejlige dig

Edderkopperne der lever i vores bambusbungalows, får de store på Mindevej, du ved der tramper rundt med store støvler på, til at ligne tissemyrer. Da Jose har fundet hele to af den slags ovre i deres hytte, kan du sikkert gætte at vi har overnattende gæster i vores hytte og far vælger at sove i deres. I morges sidder der så én af gutterne på døren i vores badeværelse, så ingen er vist kede af vi skal videre i morgen. Man kan diskutere om det bliver bedre eller værre af, at vi kun har strøm og dermed lys fra kl. 18 til kl. 06, så hytten henligger jo nærmest i mørke det meste af tiden. Nu ved vi de er der, men kan ikke se dem….

Nå, desværre er far mavesyg i dag, det hjalp altså ikke at undgå kød og i dag har vi sagt til ungerne, at de kun må vælge vegetarisk og noget der er tilberedt. Vi trænger alle til frugtsalat, men det er udelukket.

Jeg tager med ungerne til stranden og efterlader far med kold cola og Imodium i hytten. I morgen er det independence day og det kan ses på vores ellers så rolige strand. Der kommer horder af hujende lokale turister drønende forbi på deres motorbikes og stranden ligner nærmest mere en rallybane, end en strand og det til trods for klokken kun er 8.30. Vi går helt hen til Coral beach, men dropper det da vi ser de larmende menneskemængder og trækker os tilbage til stranden mellem vores og Coral, her er ingen colabikse og ingen mennesker. Vi bader og soler os. Sofus går hjem før os andre, men Josefine suger det sidste ud af den sidste stranddag og vi er først hjemme midt på eftermiddagen. Far har det heldigvis lidt bedre og det ser lovende ud for den 7 timer lange bustur i morgen.

Her på den lille vej som går ned til hotellet, ligger der et skur, hvor en flok unger holder til om dagen. Vi tror det er én af de ansattes børn, der er en 5-6 unger, de ældste ser vi ikke meget, men de yngste får dagene til at gå der alene, med selskab fra de to små hundehvalpe, dem der fulgte efter os forleden. Én af drengene, jeg tror han er 6 år, kommer med hvalpene hver dag her i vores bungalows. Han behandler dem virkelig hårdhændet og i dag har han bundet snore om halsen på dem, og forsøger at lære dem at gå i snor, noget INGEN hunde her gør. Han flår og hiver rundt med de stakkels kræ og sparker dem når de ikke forstår de skal gå pænt og da jeg skælder ud, efterligner han mig bagefter til én af de yngre drenge med et stort grin. Sofus har lyst til at være ond ved drengen og det fører til en del snak om børneopdragelse, forskellige kulturers syn på dyrevelfærd, burhøns i Danmark og meget andet.

Vi sender dig og jer de kærligste tanker og hilsner;O)