Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Dag 47. Farvel til solen goddag til smog’en.

Dag 47, d. 09. august.

Så blev det dagen da vi skulle tage endelig afsked med La Paz og Bolivia.

Hanne vil som sædvanlig op før en hvis herre får sko på, så jeg har sat mit ur til at vække os, just in case, det er endnu ikke sket på denne rejse at jeg ikke er vågnet får uret har ringet, det sker heller ikke denne gang.

Jeg glæder mig til at komme hjem, hjem til alt det vi har savnet, et spil squash, en arbejdsdag, rugbrød, mælk (ikke uht eller mælkepulver), en gåtur i byen, et besøg hos venner og familie, ja alt det man ikke kan når man har valgt at være væk i 7 uger, 7 uger mine damer og herrer er lang tid, man får virkelig trukket stikket ud og når man stresser mens man af sted, hvis man da gør det, er det ikke over det manglende arbejde, men mere over børnene, der ikke kan sidde på deres flade mens man er på restaurant, Sofus der for gud ved hvilken gang lige skal røre ved et eller andet ulækkert, der med garanti indholder flere bakterier osv. end et dørhåndtag på hovedbanegården eller lign., det bliver også underligt at vende hjem, hvad er det lige mine password er til alle de forskellige programmer mv. som jeg bruger på mit arbejde, nå jeg dvæler nu ikke meget ved disse tanker mens jeg er på rejse, men lige nu trænger de sig på, jeg sidder og skriver om gårsdagen her i flyveren, så dette er skrevet på lokaltid kl. 0813 – ? over det Atlantiske Ocean i en højde af 10972 m ved en hastighed på 1126 km/t med -47 grader celcius uden for vinduet, , vi har nu ca. 1700 km. tilbage og det tager ca. 2 timer inden vi er i Amsterdam, hvor tiden lige nu er 1113 , jeg har netop talt med Hanne om det at flyve kontra det at køre i bus, vi har jo kørt med bus på stræk, der har varet mere end 13 timer, vi er begge enige om at bussen er mere komfortabel at rejse med end fly, også når der skal krydses grænser, her mærker man ikke terrorrens grimme ”ånde”, der gør at man skal tømme sine tasker for drikkevarer osv., her tager det ikke op til 2 timer at få tjekket bagage ind, komme igennem sikkerhedstjek osv., her sidder man ikke altid som sild i en tønde, det gør man heller ikke altid fly bevares, men i fly er en VIP/1.st. class ikke noget der er inden for vores økonomiske rækkevidde, så det er ”monkey class”, hvor der ikke er meget plads, jeg er ikke sikker på at Sofus, Eline og Josse er enige i betragtningerne, de ville savne computerspillet, filmene, musikken atmosfæren osv. ved flyveturen, men de vil sikkert som mig gerne undvære al ventetiden mv. i lufthavnene.

Nå, nok om nu, vi får spist morgenmad og jeg går efterflg. ned for at få afregnet de 2 x 280 bol. pr. nat.

Da vi efter at have tømt værelset står med al vores pikpak og er klar til at gå ud og praje en taxi, siger de i receptionen at vi skal af med yderligere 10 bol., for en i h……, hvorfor kunne de ikke fortælle mig det, da jeg afregnede, her står vi og er klar til at gå, med alt vores grej, jeg bliver stiktosset, for det første har jeg ikke aftalte penge, jeg brugte de sidste småpenge da jeg afregnede, da de ikke kunne give tilbage, så jeg stikker hende en 100 bol. seddel, aarhhh siger hun så, for fa….. siger jeg så, hvad forventer du, jeg sender Hanne & Co. ud for at praje taxien, mens piccoloen bliver sendt i byen for at veksle min 100 bol. seddel, således at jeg kan få 90 retur, lige før han kommer tilbage, komme Hanne og siger de har fået en taxi og fået forhandlet prisen ned i 40 bol., selvom den vel ikke burde koste mere end 25-30 bol., hun er ikke den skrappeste forhandler og lægger altid for blødt ud,men 40 er stadig billigere end de 50, som er standardtakst for udlændinge. Jeg får byttepenge og iler mod taxien som er ved at blive proppet med vores tasker.

Vi har nu ret meget med efterhånden, en ektra sportstaske samt en guitar incl. et kaktusrør med korn eller hvad det nu er i, i et guitarhylster/-taske, vore 3 store rygsække, de rnu er fyldt helt op, samt vore 5 små rygsække, der ligeledes er fyldte, hertil kommer en plastikpose samt 2 kameratasker og 2 bærbare i egne tasker, så der stuves, det er godt vi ikke flytter os med alt grejet, hver dag…..

Taxien holder hele vejen til lufthavnen og vi takker og bukker og betaler 40 bol. til den venlige chauffør.

Vi har ikke fået et billede om aftenen ud over La Paz, en ren forglemmelse, det er et prægtigt syn ud over dalen, hvor alle husene lyser op som stjerner om aftenen, det ærgrer mig at vi ikke selv har fået taget billedet, jeg beder Hanne om hun ikke kan finde et postkort, selvom jeg har billedet af det inde i hovedet.

Vi får brugt de sidste håndører og får tjekket ind, det går stærkt, i sikkerhedskontrollen borer en medarbejder hul i vores kaktusrør/-instrument, for at se om der skulle gemme sig kokain mm., intrumenterne bliver kørt gennem scanneren flere gange inden vi bliver sluppet videre, jeg forstår ikke, hvorfor de ikke gør brug af hunde, de ville signalere at de gør en indsats mod drugs, det her er latterligt, han borer lidt og slikker så på borestøvet, vel i håb om at få sin daglige dosis coke, nå spøg til side, jeg er bekendt med at Hanne skriver at det var guitaren, men det var nu mest kaktusrøret, der var i søgelyset, vi kommer igennem, alt i alt er det gået hurtigere, meget hurtigere end forventet, vi har betalt 25 US$ i lufthavns tax pr. billet, så det koster at flyve, fremfor at tage bussen, det går så også lidt hurtigere…..

Det er en lille Airbus vi skal flyve med, det er tydeligt at det er et nyere fly end den store Boing 777-200 som vi skal flyve til Europa i, det hele er gennemtænkt og der er mere plads til ben osv.

Det er kun en kort flyvetur på 1½-2 timer, så vi får lige en/et lille snack/mellemmåltid i flyet og kan lige nå at få den/det fortæret inden vi lander.

Vi venter i en rum tid på vores bagage, jeg har udfyldt immigrationspapirer mv. hjemmefra, fik det printet sammen med billetterne, nu står de så og vil have endnu flere papirer udfyldt, jeg skummer og vi udfylder, jeg lærer aldrig nogensinde at sætte pris på dette bureaukratiske p.., hvad fa…. bruger de alle disse data til, statistik og målrettet markedsføring, jeg ved det ikke, det virker hul i hovedet og er en torn i øjet på turisterne, vi tjekker om hotellet i lufthavnen er for os, ud fra bygningen at dømme er det nok ikke, nope priserne på værelserne starter ved 325 US$ pr. nat, så tjekker vi om opbevaring af bagage i lufthavnen er for os, med en pris på 10 US$ pr. skab, vi skal bruge 3-4 skabe til de store sække og en sportstaske, det er hvad en overnatning ca. koster, så det dropper vi også, vi går ud mod taxierne, en chauffør kommer os imøde, han vil køre os til byen for 10 US$, han anbefaler dog ikke Lima centrum, men mener at vi i stedet skal bo i Miraflores, det gjorde vi også sidst, grunden til at vi denne gang vil vælge centrum er at vi godt lige vil se os lidt rundt og måske besøge en kirke, katakomber mv., vi lader os dog overtale, specielt da han viser os det hotel han vil anbefale, han har fået at vide at vores limit ligger på ca. 40 US$ pr. nat, jf. pamfletten som han viser, har hotellet svimmingpool, så kunne ½ dag evt. tilbringes her, specielt ungerne ville være begejstrede.

Da vi ankommer til hotellet, kan jeg ud fra skiltningen på hotellet se at normalprisen for det billigste værelse ligger på 125 US$, jeg fortæller at vi vil betale omkring de 40 US$, receptionisten siger at så har hun et værelse, jeg lige skal se, jeg ser værelset, det ser ok ud, jeg kommer ned og siger, det er ok, jeg orienterer lige Hanne, jeg vil lige have bekræftet prisen igen, inden vi begynder at tømme prisen, prisen er 80 US$, nej det vil vi ikke være med til, så bliver prisen 60 US$, vi fortæller chaufføren at han må køre os et andet sted hen i stedet, hvad vil vi betale spørger han, 50 US$ må være max. får han at vide, han går ind igen og vupti, så er prisen 50 US$, det vist ikke højsæson nu, vi får tømt bilen, da vi kommer ind i receptionen, kan vi se poolen, den er tom for vand, Hanne er klar til at tjekke ud igen, beliggenheden er godt nok i Miraflores, men ikke optimalt da det ikke er centrum, her boede vi sidst på Flying Dog, det var dog meget basic, her var prisen 40 US$ uden bad mv. på værelset, her er det et rigtigt hotel, fri internet, gym., morgenmad mv. og 10 US$ dyrere, men en beliggenhed lige ud til en stor vej og med motorvejen nedenfor, så der er mere støj, vi diskuterer lidt og Hanne må bøje sig for flertallet, vi bor ikke længere væk fra centrum end vi sagtens kan gå derind, så vi synes nok at hun overreagerer lidt, hun er helt uenig, men roen sænker sig efterhånden, jeg får tjekket om der er wireless uden beskyttelse, det er der, jeg får ordnet vores KLM billetter og får booket sæder ved siden af hinanden på hjemrejsen, så smider jeg det på en memorystick og mangler så blot at få dem skrevet ud, det må vi klarer når vi går til byen, det gør vi da jeg er færdig, inden har ungerne lige været nede for at løbe om den tomme pool.

Vi går ind mod Miraflores centrum, det tager vel ca. 20. min. i Josse tempo, der er ikke længere end vi sagtens kan gå derind, på vejen kommer jeg forbi en biks, der annoncerer med at han udskriver billeder mv., jeg prøver at forklare at det ikke er billeder men billetter, han henviser efter nogen tid til en kopi-biks i stdet,, vi kommer forbi det sted, hvor Eline og jeg handlede sidst vi var der og kommer også forbi den lille park med legeplads, den ligger lige foran Flying Dogs, hvor vi boede sidst.

Jeg og ungerne tilbringer lidt tid der, mens Hanne og Eline går på jagt efter en kinesisk restaurant, de kommer tilbage uden den store succes

Vi går lidt videre, tøserne mener de har set en gågade, det viser sig ikke at være tilfældet, til gengæld er her masser af fastfood steder, MC D., BurgerKing , KFC mfl., Eline får lov til at vælge, hvor vi skal spise, hun vælger MC D. uden at have været udsat for pres, jeg får veklslet 100 US$ til Soles, vi går ind, Eline og ungerne finder et bord på 1. sal, Hanne og jeg får bestilt, vi går op får spist, ungerne skal have børnemenu, vi får dobbelt op på plastic toy ved en fejl, legepladsen inden for er for pattebørn siger Sofus, men efter lidt tid suser de dog rundt, sammen med nogle lokale unger.

Hanne og jeg deler en sundae ice, Josse får en selv Eline får en MC Flury brownie et eller andet….

Bagefter går vi i parken igen, jeg går ud for at handle ind til lidt ektra aftensmad i fald MC D. maden ikke slår til, jeg glemmer at købe øl til Hanne, jeg går afsted igen, for at få printet E-ticket mv. og købe øl, jeg glemmer igen øllen, bagefter går vi hjemefter, på tilbagevejen møder vi et par mimere, der står sølvfarvede og udfører bevægelser mv., når primært børn ligger penge i deres pengedåse, jeg går ind for at købe denglemte øl, i mellemtiden bliver resten af familien foreviget af nogle unge tøser og deres mor, som åbenbart synes at det er noget særligt at blive fotograferet sammen med ”hvide”.

Vi kommer hjem på hotellet, ser lidt OL, tjekker mail mv. og går til ro, jeg falder ikke i søvn før kl. 0230 er nok lidt spændt på flyveturen og den snarlige hjemkomst.

 

Dag 47. Farvel La Paz og velkommen til Lima.

Dagbog d. 9, august dag 47

 

Vi står tidligt op. De andre gør nar fordi jeg vil så tidligt op, men vi bruger nu som sædvanligt al tiden alligevel.

Vi spiser og går ned med vores stopfyldte tasker. Jan har allerede afregnet, men lige da vi skal til at forlade hotellet siger den venlige dame ved skranken at vi skal betale 10 B ekstra. Det forstår vi ikke, men hun forklarer at den “dovne” morgenmadsdame har sagt at vi skal betale 10 B akstra for morgenmad, fordi vi jo kommer fem og spiser. Jeg siger at vi hele tiden har givet 280 pr. nat og at det hele tiden har været incl. morgenmad. Damen insisterer og da Jan hiver vores allersidste penge op, en 100 B seddel, siger damen at den kan hun ikke give tilbage på. Vi forklarer at vi jo er på vej ud af Bolivia og derfor ikke har andre penge og så sender hun guddøddemig piccoloen afsted for at veksle. Vi står allesammen stablet op med tasker og store tunge rygsække…. Jan bliver tosset og den eneste grund til jeg ikke også bliver det synligt er at jeg ubevidst bliver mere rolig når Jan bliver umulig….

Vi prajer en taxa, som vi får lidt billigere nu da vi har prøvet at køre med en lokal, Marcos; og ved hvad en taxatur skal koste.

Jan har boardet os til flyet hjemmefra og vi slipper for at stå i kø i lufthavnen, men kan bare aflevere vores bagage, bruge de sidste håndører og gå igennem sikkerhedschecket. De er noget mistroiske omkring Jans guitar og holder ham tilbage og ridser og skraber i guitaren så den får et hul i sig. De har ingen narkohunde og det virker helt latterligt. Vores bolivianske instrument der er lavet af en hul kaktus og ligger i guitartasken værdiger de ikke et blik, trods det, at det da ville være et meget mere effektivt narkoskjulested. Nå, men vi kommer på flyet som er fint og nyt. Turen varer kun ca 1½ time. Vi ankommer Lima og får alt vores bagage. Vi er lige ved at blive nervøse, men endelig kommer den sidste taske da kørende. Da vi skal ud, skal vi pludselig til at udfylde papirer på os alle igen om hvorvidt vi er gift, hvad vi arbejder med osv. Alle steder har de taget kopier af vores pas. Vi spørger os selv hvad de dog bruger alt det papir til og ikke mindst hvordan de opbevarer det, det virker jo helt skørt. Nå, jeg har hørt at man kan opbevare bagage i lufthaven og efter at have styrtet lidt rundt imens vi småskændes, finder vi endelig bagage opbevaringen der koster væsentligt mere end beskrevet i LP, så vi dropper det og går ud efter en taxa. En chauffør byder sig til, men han har ikke skilt i forruden og så bliver jeg jo mistroisk. Han viser mig sin taxalicens, men alle steder advarer de imod fuskerchauffører, endda i lufthavnen, men de andre er irriterede på mig og stiger ind i taxaen og jeg følger med. Chaufføren bakker ind i en anden bil på vej ud af lufthavnen. Det klares ved at de skælder hinanden højlydt ud og kører videre. Nå ja, de fleste biler har jo buler alligevel og Jan mener at have læst at 7 ud af 10 biler i Lima er taxaer. Det samme eller mere gør sig vist gældende i La Paz, for der er næsten ingen P-pladser i byen….

Nå, chaufføren fraråder os at søge bolig i Lima centrum. Han siger det er alt for farligt og usikkert. Der vrimler det med tyve og banditter og man kan ikke færdes sikkert om aftenen. Han syntes i stedet vi skal tage til Miraflores som vi også boede i sidst. Vi vælger at høre på ham og spørger om han kan anbefale noget til omkring 40 usd. Han viser os en brochure fra et ret fint hotel med pool og det hele. Vi kører i Limas smog langs kysten imod hotellet. Der er surfere i bølgerne og vi kan tydeligt se da vi nærmer os det fine kvarter. Jeg spørger chaufføren om solen nogen sinder skinner igennem smoggen og han ryster på hovedet og forklarer at Lima altid er dækket af smog. Temperaturen er vel omkring 18-20 gr. og luften er meget fugtig som en stor kontrast til La Paz´s ulidelige tørre luft, som fik vores hår til at flyve, vores læber til at sprække og vores hud til at rynke og skalle. Chaufføren griner da han hører at DK har omkring 5 mill. indbyggere. I Lima er der omkring 9 mill……Hotellet ligger ud imod en stor trafikkeret hovedvej og et stykke uden for Miraflores centrum. Jan går ind og får vist et værelse, som han opfatter koster 48 usd for 4 senge. Jeg spørger Jan om der er pool og det siger han ja til.Vi begynder at bære bagage ud af bilen, da chaufføren siger det koster 80 usd og vi begynder at pakke i bilen igen. receptionisten kommer ud og foreslår 60, men vi siger at det er for dyrt. Chaufføren spørger om vi vil give 50 og det siger vi ja til. Så forhandler han og kommer ud og siger at 50 er ok. og incl morgenmad. Vi pakker ud igen og bærer ind, da jeg får øje på poolen, der er UDEN VAND. Jeg siger at så syntes jeg altså vi skal køre ind til Miraflores centrum og finde et sted. Det her område er jo slet ikke hyggeligt, med den store vej og hvad skal vi dog her, hvis der ikke engang er en pool, når vi ved vi kan finde mindst lige så billige (og selvfølgelig ikke lige så gode) hoteller i centrum? Jan bliver vred og Eline lige så. De syntes jeg brokker mig og jeg syntes det er latterligt at bo et træls sted, når vi med lethed vil kunne finde noget, der ligger meget billigere. Vi skændes højlydt hele vejen op af trappen til et værelse med kun 3 senge. Jan fik fremvist ét med 4….. Jeg er tosset på Eline og Jan og de syntes jeg er rædselsfuld. Sofus bliver ked af at vi skændes og syntes jeg skal være glad for det dejlige værelse, som faktisk ER ret dejligt og hotellet er rigtig fint med græsplæne, pool (uden vand), træningsrum, vaskemaskiner osv. Jeg spørger Sofus om: “Hvis du nu gik ud for at købe en bluse, gik ind i en butik hvor du kun fik fremvist bluser du ikke brød dig om, ville du så købe en bluse i den butik, eller vælge en butik med pænere bluser?” Sofus svarer at han da er ligeglad med hvordan hans tøj ser ud. Jeg prøver historien igen med computerspil og han fatter pointen men nægter at hoppe på krogen og siger at han altid ville være frisk på at afprøve om et spil ville være bedre end først antaget……

Vi genopretter den gode stemning og går ned for at se på den tomme pool og haven, inden vi begiver os på gåben op imod Miraflores centrum, hvor vi boede sidst. dengang havde vi ikke tid til at se på bydelen og legepladsen i parken var aflåst. I dag er her livligt og fuldt af børn på legepladsen i den fine park, med mange siddepladser og flotte blomsterbede. Eline kalder mig mormor da jeg kommenterer den flotte burgonvilla. Omkring parken er der masser af trafik og mennesker og der står malere på rad og række med deres malerier, ligesom langs Seinen i Paris. Eline vil gerne spise kinesisk. kl er ganske vist 15, men vi har kun fået en lille tør croissant i flyet til frokost og er sultne,så Eline og jeg går en runde om den store park, imens Jan bliver hos ungerne på legepladsen.

Vi finder kun semikinesiske der ikke ser indbydende ud. Desuden er der KFK, Mac D, Burger King, Dunkin donuts og flere andre kendte kæder.

Vi vender tilbage til legepladsen og diskuterer hvad vi så gør. i Lima centrum er der en kinesisk bydel med mange kinarestauranter, men der er vist næsten 10 km derind og for langt til vi kan gå. Desuden er det et usikkert område efter mørkets frembrud. Vi foreslår Eline at hun vælger, hvor vi skal spise nu og at vi så spiser kinesisk til frokost imorgen, når vi alligevel er i centrum for at se Plaza de Armas og kirken med katakomberne. Eline indvilger og hun vælger storsmilende at vi skal spise på Mac D, hvilket hendes små søskende er yderst tilfredse med. I modsætning til i Thailand ligner burgermaden her den vi kender fra DK og ungerne hygger sig i legerummet. bagefter påstår Josefine at vi har LOVET at de kunne prøve legepladsen igen senere. Det har vi vist ikke, men Eline og jeg tager plads på kunstgræsset på legepladsen imens Jan går hen for at handle ind til lidt sen aftensmad og få printet vores boardingpass til i morgen. Børne hygger sig SÅ meget på karrusellen med de andre børn og her ser sproget ikke ud til at være en hindring for at have det hyggeligt. Eline og jeg taler hyggeligt sammen om mormor og morfar, Heinrich og hans familie. Da vi går fra parken har et par “sølvstatuer” eller “sølvmimere” taget plads og vi står lidt og ser på, hvor dygtige de er. Imens Jan lige er inde i en butik spørger et par fnisende præ-teenagere og deres mor om de godt må tage billeder af os. Jeg forsøger at undslippe, men de ender med at få billeder af os alle sammen, imens pigerne efter tur lægger armene om os og får taget billeder.

Vi går hjem og skriver dagbog og jeg tror vi går i haven for at spise aftensmad senere….

Dag 46. Museumsbesøg og indkøb af ”drengerøvs” t-shirt….

Dag 46, d. 08. august.
Nu er vores Sydamerika tur snart forbi, det er vores næstsidste dag I La Paz, vi går ned til morgenmaden, der er ny værtinde, der mangler bade varmt vand osv. og hun virker til at være ligeglad, der er overskyet og vi vælger at gå på de museer som var lukket forleden, vi drager alle af efter morgenmaden, det skal lige siges at vi sad og så en del af OL åbningsceremonien fra Beijing, jeg forsøgte om jeg kunne finde et sted, der sælger chokopulver til den varme mælk, men trods det at jeg var afsted både før kl. 0800 og efter kl. 0800, fandt jeg ikkenogle steder, der var åbne, så vi måtte nøjes med te til morgenmaden.
Vi drager af mod museerne,de er åbne i dag, her er udstillet figurer osv. fra inkatiden og fra spaniolernes tid.
De 3 af museerne ligger i bygninger med små krummelurer og er bundet sammen vha. gangarealer, de sidste museum er Murillos hus der foregår stadig restaureringsarbejde på nogle af møblerne mv., mens vi er der, det er ikke så spændende som musikmuseet vi var på inden vores tur til Uyni, så det går forholdsvis hurtigt at gå gennem de 4 museer, i det 3. Museum er der en udstilling, der omfatter inkasmykker i guld og her er store bankboksdøre som lukker museet af uden for lukketid.
Mens vi er der, er der en flok skolebørn på besøg, de støjer en del, det betyder at vi ikke behøver gå at tysse på vores unger.
Bagefter går vi mod Murillos Plaza for at fodre duer med det brød vi har til overs fra i går, det regner lidt og pludselig synes Hanne at det skal gå stærkt med at komme hjem til hotellet, jeg tror det er fordi hendes jakke ikke er vandtæt, jeg har selv kun en langærmet skiundertrøje, en t-shirt og en kortærmet skjorte på og synes ikke det regner så meget at jeg bliver rigtig våd, men pyt lad os bare kommehjem, tæt på hotellet får Eline til opgaver at tager ungerne med på værelset, Hanne går i en retning for at handle ind til frokosten og jeg i enanden, på vejen tilbage får jeg lige udskrevet e-billetter til flyveturen i morgen, samt indrejseformular mv., så kan vi have det hele klar og behøver ikke udfylde noget i flyveren.
Hen på eftermiddagen går Hanne, Josse og jeg en ordentlig tur, vi kigger samtidig efter en restaurant som skulle ligge i 20. De Octubre 2041 jf. ”Turen går til Peru og Bolivia 2007”, vi kan se at der har ligget et flybureau, men det er lukket, det kommer en lokal dame og siger at det er flyttet, jeg spørger om der har ligget en restaurant her, det kender hun ikke noget til, jeg bliver usikker på om jeg har husket forkert, så mens Hanne og Josse går ind i en lille legetøjsbutik, går jeg længere ned af vejen for at set om den skulle ligge der, det gør den ikke, jeg iler tilbage, de står allerede og venter udenfor, butikken var lille og de kunne ikke få megen tid til at gå der, vi bliver enige om at spise på den indiske igen i aften, vi kender kvaliteten af maden og ved at vi ikke bliver skuffede.
Vi går hjem og henter de andre og går mod den indiske, her får vi bestilt mad og jeg får bestilt en ”drengerøvs” t-shirt hvorpå der står; ”I survived the world’s most dangerous vindaloo”, jeg har jo overlevet den, så det er jo sandt.
Bagefter går vi hjem og pakker, vi kan få det hele til at være i de tasker vi har så det er fint.
Ungerne ser BBC’s ”The Planet Earth” eller i hvertfald en del af den, den er jo i 11 afsnit, så da Eline og Hanne har været i bad, er det deres tur og kiggeriet og slikspiseriet er slut.
Vi gør klar til natten, da vi jo skal mod lufthavnen umiddelbart efter vores morgenmad i morgen.

Dag 46. Sidste bad til ungerne i La Paz…

dagbog d. 8. august dag 46

Vi står op og er veludhvilede. Morgenmadsdamen er skiftet ud med én der er noget sløv i betrækket. Buffeten er næsten tom og vi må vente på både, brød, smørrelse og varmt vand… Til gengæld ser vi åbningsceremoni til OL i Beijing..Nå, men vi har besluttet os for at gå på museum idag. Vi vil se de fire museer vi ikke fik set forleden fordi de var lukkede, men det var jo så der vi så musikmuseet istedet, så det var jo fint. Vi kæmper os op af bakkerne på den anden side af gaden i gråvejr. Vi kender jo vejen til museerne så vi finder det nemt. Museerne har fælles indgang og billetsalg og biletter til alle fire museer for os alle sammen koster 12 B (ca. 8 kr).
Museerne ligger i de hyggeligste bygninger, bundet sammen af trapper og små gårdhaver. Det hele er utroligt lyst, hyggeligt og venligt, men desværre begynder det at REGNE imens vi er der. Hvad mener i? REGNE. det er frækt syntes jeg, det regner næsten aldrig i La Paz på denne årstid. Museerne er slet ikke lige så gode som musikmuseet og selvfølgelig er alt på spansk. Vi ser masker, brugt til fester og ceremonier, opstillinger med dukker af forskellige revolutioner, markeder og henrettelser, fund af guld, sølv og keramik fra før Bolivia blev erobret af spaniolerne, fotos, og endelig Murillos hus som stadig er møbleret. Murillo var en berømt hærleder under La Paz revolutionen i omkring 1800-et eller andet..
Alt i alt en hyggelig formiddag som vi slutter af med at gå til den store dueplaza, hvor vi fodrer duerne i en fart pga regnvejret. Vi skynder os hjem og sender ungerne op på værelset imens Jan og jeg går hver sin vej for at handle ind til frokost som vi indtager på værelset.
Da regnen stilner lidt af, går Eline og jeg op i heksegaden for at købe en hængekøje til Eline. I samme øjeblik vi træder ud på gaden, tager regnen til igen…. Vi finder hængekøjen samt et par andre småting og begiver os hjemad igen. På vejen går vi på internetcafe´for at checke om man kan købe ”Marching powder”, by Rusty Young på nettet. Bogen er skrevet af en forfatter der frivilligt har tilbragt 3-4 mdr i San Pedro fængslet for at kunne skrive en bog om fængselslivet der. Man kan købe den på nettet, det er fint, så behøver vi ikke løbe rundt i regnvejr for at finde en boghandel der har den.
Da jeg kommer hjem, ser vi en film. Jan går ned for at købe en DVD ved en af gadehandlerne foran vores hotel og kommer tilbage med tre film. Da vi får dem sat på er de ikke på engelsk som lovet og Jan går ned igen for at brokke sig. Endelig kommer han da tilbage med en nogenlunde god Kung fu Panda på engelsk som jeg oversætter så godt jeg kan for ungerne, imens Jan skriver dagbog…
Da filmen er slut er Jan og jeg desperate efter at komme ud fra hotelværelset og vil ned og se San Fransisco kirken der ligger lige i nærheden. Kun Josefine vil med og da vi har set kirken går vi en lang tur, bla for at se efter en argentinsk restayrant Jan har læst om og gerne vil spise på i aften. Restauranten eksisterer ikke mere på adressen og Josefine må have en slikkepind at gå hjem på, men det er så hyggeligt at have bare et enkelt barn med og Josefine er så sød og positiv og lægger mærke til, og kommenterer, alt hvad vi går forbi.
Da vi kommer hjem er kl 18 og det er tid til at gå ud at spise, så vi henter bare de andre og går igen. Vi spiser indisk og holder fredagshygge ligesom igår. Vi pakke, giver ungerne deres sidste bad på rejsen og går tidligt i seng.

Dag 44 & 45. Farvel til kulden og hjem til varme, varme bade….

Dagbog d. 6-7 august, dag 44 og 45

Vi står op kl 4.30 i bidende kulde og jeg skal love for det ikke er en fornøjelse at gå på toilet. Ungerne fryser som små hunde selvom vi pakker dem ind i soveposer imens vi venter på chaufføren, der bakser med at låse bilen op. Jan må komme ham til undsætning og jeg trøster kolde trætte børn og ser på den ufatteligt smukke stjernehimmel. Den ligner den på øen i titicaca. Vi kan se MANGE flere stjerner end vi kan derhjemme. Imens vi venter ser jeg at alle andre pakker deres rygsække. Vi har forstået at vi kommer tilbage hertil, men nu går det op for mig at vi har misforstået det og jeg får travlt med at pakke og når LIGE at blive færdig da vi skal køre. Selvom vi igen har pakket os alle ind i soveposer, piver Josefine af kulde og ingen af ungerne vil ud af bilen da vi når geiserne, hvis damp vi mærker og ser i mørke fordi solen endnu ikke er stået op. Da vi efter ialt ca 1½ times kørsel når de varme kilder græder Josefine. Kilden, den største, er indrammet af en lille kant, som laver et bassin. Vandet er badekarsvarmt men det fryser mindst 10 gr udenfor og der er ikke meget varmere i det lille cafeteria der ligger ved kilden og P-pladsen. Jan går om i et omkædningsrum og skifter til badetøj, inden han går i badebukser ned til kilden der vel ligger 20 m væk. Jeg gyser, men Sofus spørger, hvornår han skal have badetøj på, så jeg efterlader Eline og Josse, indpakkede i soveposer, i cafeteriet, imens jeg følger Sofus ned til kilden, hvor Jan med et sagligt smil plasker rundt. Sofus piver ikke, da vi lynhurtigt tager tøjet af ham og sender ham i vandet. Han ligefrem jubler over hvor dejligt det er, men hverken jeg eller pigerne kan overtales til at smide tøjet i den kulde. Sofus får vådt hår, der omgående fryser til is, men han fryser ikke i varmen fra kilden. Der kommer flere og flere rejsende til og nogle klæder bare om ved kanten eller går nøgne i vandet. Josefine græder nu så meget i cafeteriet på skødet af Eline at jeg gør hvad jeg kan for at overtale hende til at komme i vandet, men hun vil ikke. Jeg bærer grædende Josse, indpakket i sovepose, ned til vandet og tager sko og strømper af hende så hun da i det mindste kan varme tæerne, men hun skriger imens Sofus venligt pøser vand over hendes kolde tæer. Hun får sko og strømper på og bliver afleveret hos Eline, så jeg kan hjælpe Sofus med frossent hår i tøjet. Han fryser slet ikke under processen, selvom hans badebukser fryser til is, i samme øjeblik jeg lægger dem på en sten.
Vi får tørt brød, kolde pandekager, drikke yougurt m/cornflakes uden mælk og te til morgenmad. Udenfor cafeteriet står kokkene fra jeepene i rækker og steger pandekager i kulden. Desværre kan pandekager i det det her vejr ikke serveres varme, de bliver kolde så snart de har forladt panden.
Vi spiser og det hjælper lidt på Josse. Sofus og Jan laver high five med hinanden og fortæller igen og igen hvor dumme vi var at vi ikke hoppede i. Hvem er de eneste der ikke fryser nu? Drengene…
Vi kører videre imod den grønne sø som først fryser ved over 70 minusgrader og vi ser også en rød sø igen. Vi kører tilbage imod kildestedet, men nu hvor solen er kommet op og vi er tøet nok op til at have lyst til at smide tøjet, er der desværre kun tid til at tisse, ikke til at bade.
Vi kører imod vores frokoststed af skrækkelige veje. Jan skal tisse og er helt gul i øjnene da vi endelig når frem til en lille bitte flække, som ligge i ren ørken omgivet af bjerge og flotte klippeformationer. Der løber en lille bæk ved udkanten af den lille by og der sidder en ung kvinde og vasker tøj i vandet. Omkring går der lamaer som vi prøver at klappe imens vi venter på kokken laver mad ved det lille hus vi er holdt ind ved. Desværre er lamaerne for sky. Eline og jeg går en tur i den brune og grå by, hvor der hænger bolivianske flag ved næsten hvert eneste hus. Mange har spisehuse, hvor kokkene fra jeepene kan lave mad og der er toiletter overalt i byen, som man kan benytte imod betaling på 1 B. Vi spiser ris, tomat, agurk og tun fra dåse inden vi kører videre. Vi ser endnu en masse lavaformationer, men kører ellers resten af eftermiddagen imod Uyni. Jeg fotograferer et skilt der advarer imod lamaer der krydser vejen. Børnene er trætte, men klarer den lange bumlede køretur utroligt flot. Klokkenn er vel omkring 5 inden vi når Uyni. Sofus har grædt lidt over at vi ikke kan komme hjem i dag og vi tæller nætterne og dagene igen, inden vi pakker bilen ud. Damen fra det bureau, der har arrangeret turen mener ikke vi allerede har betalt for lejen af soveposerne og da vi ikke kan bevise andet må vi betale igen. Desuden giver vi chaufføren og kokken 50 B i drikkepenge. Vi går op og reconfirmer vores billetter til lokalbussen IGEN og går ud for at finde et pizzaria. Dem er der masser af her,pga de mange turister, der hver dag kommer på gennemrejse. Så snart solen er nede er her hundekoldt, men vi finder et nogenlunde pizzaria hvor vi spiser alt for dyre pizzaer og børster tænder, imens vi venter på at vi skal være ved bussen ½ time før afgang. Om jeg begriber man altid skal ankomme ½ time før. Vi bliver jo aldrig lukket ind før tiden alligevel, jeg brokker mig lidt imens Eline beder mig holde mund og tænke på at dette er den sidste bustur i Bolivia..Tak Eline og da vi ser at bussen ikke er af de værste og at der oven i købet er lamatæpper til hver passagerer er vi lettede. Busturen hjem går ualmindeligt fint og selvom benpladsen her er yderst sparsom får Jan lavet en “seng” til josefine på gulvet og han deler igen pladser med ungerne. Da bussen nærmer sig La Paz får jeg pludesig ulidelig ondt i maven og skal på toilettet, så da bussen endelig holde lader jeg Jan og Eline om bagage og unger og styrter ud på toilet. Vi piger har et problem med toiletforholdene på sådan en tur her og det må jo næsten ende med dårlige maver når vi holder os i flere dage af gangen….
Vi tager en taxa hjem og jeg tror jeg skal dø, lige indtil vi har fået vores værelse og jeg har fået et dejlig varmt bad. Ungerne ser film imens Jan afleverer vasketøj, checker mail osv og jeg skriver dagbog…

Sofus og Eline er ikke uden for en dør hele dagen. Eline tager sig en lang middagslur og Sofus leger med legoklodser. Resten af os gør dem selskab det meste af dagen, men vi er dog lige ude en tur for at købe musikinstrumenter, som den der sjove én vi så på musikmuseét. Josefine får en lille tromme som den vi kender fra ”karate kid”. Jan siger vi kan have ALT med hjem, men jeg ved nu ikke…..
Til aftensmad går jeg ned og shopper kylling, avocado, frugt mm og gør det hele klar derhjemme. Til gengæld går Jan efter vasketøj kl 8 pm og det er jeg glad for, for der skal jeg have varme bad nr 2 og da Jan kommer hjem, sover jeg og det bliver jeg ved med lige til den lyse morgen…Forresten har vi også holdt slik-filmaften fordi Sofus mener det vil gøre ventetiden lettere hvis vi holder fredag både torsdag og fredag…

Lige et par iagttagelser jeg skal huske:
– Udenfor alle banker står der bevæbnede vagter.
– Her er mange fotokopibutikker hvor selv TAM-lufthavnskontoret og vores store hotel går hen og får kopieret.
– Man kan gå til en ”maskinskriverske” hvis man skal have renskrevet et brev. De sidder på gaden med deres gammeldags skrivemaskiner og skriver for folk…
– Jeg forstår godt at her så meget gang i den både dag og aften, til trods for kulden, for her er næsten lige så koldt indenfor som udenfor.
– Her på hotellet serveres cocablade til cocate til morgenmad.
– Handlende checker ALTID pengenes ægthed ved at holde dem op i lyset, inden de tager imod betaling.
– Selv på firemandsværelser får man kun tre håndklæder og de bliver IKKE skiftet hver dag…
– Næsten alt her er billigt, men importerede varer såsom mærkevareslik, importeret ost og pålæg, mærket økologisk osv. er næsten samme priser som i DK. Lego og fisher price som vi kun har set nyt i en enkelt butik er endda dyrere…

Dag 43, 44 & 45. Køb ikke Toyota Landcruiser, hvis du bor, hvor det er kold, låsene fryser til……

Dag 43, 44 & 45, d. 05., 06. & 07. august.
Der lugter dejligt at æg mv.her til morgen, vi skal afsted kl. 0730, desværre er æggene til det andet selskab (englændere)
Vi nøjes med megatørre boller kanelthe, mv. , jeg skal love for det er basic, maden er ikke noget at råbe hurra for, kokken virker lidt sløj og det er chaufføren der serverer, om det er grunden til det spartanske morgenbord.
Der er et engelsk selskab, der har en anden tourarrangør, de får æg mv. til morgenmaden og spiser i det hele taget bedre end os, så på det punkt kan Blue Line ikke anbefales, jeg oplever også senere at der faktisk er et selskab som har en engelsktalende guide, selvom vi har fået at vide at det ikke kunne lade sig gøre.
Solen er så småt stået op og vi får pakket bilen, jeg lader en sovepose være rullet ud til ungerne, da bilen stadig er kold, så kan de måske bedre holde varmen her i kulden, vi kører og kører landskabet varierer ikke meget, det er grå og brunt, der bjerge omkring os, på et tidspunkt kører vi på en vej, der ikke er en vej op ad en lille stigning, men lav udveksling og 4-hjulstræk gør meget ved det, bilen kører stille og roligt næsten i tomgang og har ikke problemer med at trække os op af den/det knollede bakke/bjerg.
Vi ser undervej noget bevoksning som chaufføren udpeger som guinoa,der bliver også dyrket andre grøntsager, det må være nogle hårdføre sorter, der dyrkes her, da der stort set altid er nattefrost.
Vi når til et område med vulkan aflejringer, store lava formationer som vi kan kravle lidt rundt på, aflejringerne stammer fra en vulkan, der ligger på grænsen til Chile,Sofus skal pludselig hurtigt på toilet, det bliver i det fri og det sprøjter ud af ham, han klager sig nu ikke, men må efterhånden også have vænnet sig til at have dårlig mave, da han nu har haft det adskillige gange.
Bagefter kører vi videre mod en sø, hvor der er fyldt med flamingoer, undervejs kommer ungerne op at slås på bagsædet, jeg vrisser af dem og siger at vi må flytte dem, hver for sig, hvis de ikke stopper.
Ved søen skal vi først registres og betale, da vi nu kører ind i et område, der er udlagt som nationalpark, omkring søen er der hvide mineralaflejringer og der is på vandet og selvfølgelig skal hr. Sofus Lyngholm lige se om isen nu også kan bære alle steder, det kan den selvfølgelig ikke, så han får våde sko og mudrede bukser, fedt nok, vi har jo ikke meget skiftetøj med, så Hanne skælder og smælder og jeg siger at sådan er drenge, vi skal jo lige prøve tingene af, det er da irriterrende at knægten ikke hører efter og gør som man siger, men der er da ingen grund til at gå sådan over gevind, det er som om at det er ok at hun skælder ud, men når vi andre gør det, er det ikke ok, det er faktisk lidt belastende engang imellem.
Vi kører nu videre mod en anden sø, her skal der spises og holdes hvil, der holder allerede masser af andre Toyota Landcruisere som åbenbart er den foretrukne bil her.
Her er masser af flotte flamingoer, vi ser også en lokal ræv eller noget der ligner, den har brækket det ene bagben og humper rundt og finder føde alt for tæt på menneskene, som den helt sikkert ville have undgået, hvis den havde været rask.
De store tøser går på toilet og betaler 5 bol. pr. næse, det er meget dyrt i forhold til, hvad man normalt betaler, men her er ikke andre muligheder bortset fra buskene, så tøserne betaler.
Efter frokosten kører vi mod Laguna Colerada, det er en rød sø, som når der er vind, får hvivlet microorganismer op således at vandet farves helt rødt.
Undervejs passerer vi igen nogle lavaformationer, denne gang er det nærmest figurer, den mest fotograferede lavaformation ligner et træ og bliver kaldt stentræet, vi får taget nogle billeder og Sofus må lige sprøjte igen, bare hans mave da snart bliver i orden igen, nu gør det ondt når han skal tørres, så han er også selv ved at være træt af det.
På et tidspunkt kommer bilen ud af kontrol og begynder at slingre, ikke fedt på dette underlag som består af løst sand og tilfældigt udstrøede store sten eller klippestykker, heldigvis er der ikke nogen afgrund eller lign., der hvor det går galt, vi rammer ingen store klippestykker eller sten og chaufføren genvinder kontrollen over bilen, så vi slipper med en forskrækkelse.
Vi når vores næste logi, som vi er blevet lovet er meget basic, uden rindende vand og uden strøm osv., det holder ikke helt stik, der er tale om et sted med 4 længer, vi er de første og kan vælge, hvilket værelse vi vil overnatte i, vi får et væk fra vindretningen med 5 senge, at vi også har sol sidst på eftermiddagen og indtil solnedgang er bare endnu et plus, her er ikke så koldt som på salthotellet ihvertfald ikke endnu.
I hver længe er der et fælles opholdsrum, der er en lille ovn/brændeovn der kan fyres i, vi kan ikke se noget brænde, om der bliver fyret i den ved vi ikke endnu, her står også en generator, som sikkert skal levere strømmen for at vi kan få lys mv.
Vi får te mm. og spiller yatzy og kort, jeg er ude og se toiletterne, her er is på gulvet, det fortæller lidt om temperaturen her, der kommer flere biler og rejsende, vores chauffør vasker og pudser bilen, det virker lidt omsonst, da vi imorgen jo igen skal ud at køre i støvet.
Maden i dag er lige noget for os, pulversuppe (asparges) bagefter kartoffelmos og tomatsovs med champignon, alletiders vi får tømt gryderne i en fart, får puttet ungerne, mens Hanne læser kommer vores kok og spørger om vi ikke vil have en flaske vin, det vil vi da gerne, vi får fundet Josefines lommekniv, den har nemlig proptrækker, vi får åbnet flasken, jeg stiller den hen på brændeovnen for at få varmet vinen lidt op, da den har køleskabstemperatur.
Vinen når nu ikke at blive videre varm inden Hanne er klar til at spille og drikke, vi får spillet 500 rommy og får tømt vinen, da vi er færdige med et meget jævnbyrdigt spil som Hanne tilfældigvis vinder er vi klar til at gå i seng, vi har af chaufføren fået at vide at vi skal være klar til at køre kl. 0500 i morgen, så det er helt fint at komme tidligt i seng, jeg sover elendigt da min sovepose hele tiden glider af, den kan jo ikke lynes, så jeg kommer faktisk til at fryse, at jeg så på et tidspunkt må overgive mig og gå på das, blot for at finde ud af at jeg har fået tynd mave, gør det ikke bedre, mens jeg er på das, er lyset i min maglite nærmest ved at gå ud, heldigvis er det genopladelige batterier, så det hjælper at slukke og tænde igen lidt efter, jeg overlever og sikrer at jeg få tørret mig ordentligt, herefter går jeg i seng igen, men jeg kan ikke falde i søvn og ligger vågen i flere timer før jeg endelig får sovet ½ times tid, jeg er klar da kl. er 0430, der er allerede en bil, der er startet, det er ikke vores, jeg kan ikke finde vores chauffør, da kl. bliver 0500 er jeg ved at være lidt sur på den klovn, det er sgu ikke ok, at han siger vi skal være klar kl. 0500 til at køre, når han så ikke selv er klar, jeg har forstået på ham at vi skal tilbage for at spise morgenmad, 10 min. over 0500 dukker han op, men han kan ikke få låst dørene i bilen op de er frosne, jeg prøver at blæse ind i nøglehullet, men det hjælper ikke stort, heldigvis har Hanne nogle tændstikker, jeg viser ham at jeg vil varme nøglen, det virker ikke, han går og kommer tilbage med et stearinlys, så lykkedes det, imens kan vi se at de andre pakker rygsække mv., jeg spørger ham om vi skal tilbage hertil, det skal vi ikke, damn, heldigvis er Hanne i mellemtiden begyndt at pakke tasker mv., jeg får pakket 2 soveposer ned, de andre kommer ud i bilen, bagi kan de små sidde på en og have en anden over sig, vi får en vi kan have over os.
Chaufføren får pakket gasflaske mv. på taget, det virker som om at det med at komme tilbage er blevet ændret, ellers ville han da have pakket det i går, nå bilen bliver pakket op og vi er klar til at køre kl. 0524, så da bilen først var låst op gik det stærkt.
Vi kører mod nogle geysere, her er Hanne og jeg de eneste der går ud af bilen sammen med chaufføren, her lugter umanerlig meget af svovl, der bliver taget billeder og så er vi klar til at køre igen, ved den næste geyser, beder vi chaufføren om bare at køre forbi, så interessante er det heller ikke.
Vi kører nu mod nogle varme kilder, vi er næsten de første der ankommer, der er ikke nogen i vandet og omklædningshuset er låst, jeg mærker vandet det er varmt rigtig varmt, fedt det her må jeg bare i, jeg gider ikke lige stå og strippe foran en flok gamle koner som også er på tour, så jeg går op og skifter bagved spisestedet som er på stedet, her er toiletter mv., så giver jeg Hanne mit tøj og vader i badebukser og sko ned til vandet, her er koldt flere minusgrader, så det vækker lidt opsigt, da jeg kommer derned, er 3-4 af de gamle koner allerede kommet i vandet, man får hurtig varmen, efter lidt tid kommer Hanne med Sofus og han hopper bare i, han er jo en rigtig vandhund og kan ikke lade være med at svømme og dykke, så jeg må lige bede ham slappe lidt af, da der sidder folk ved kanten med deres varme tøj på, det er ikke alle der vil i vandet, nogle piger hopper i topløse, enkelte nøgne, så jeg kunne bare have klædt om dernede, det ville ikke have vagt opsigt, da der er gået nogen tid kommer Hanne med en grædende Josse, hun vil ikke i vandet, hun prøver at få Josse med hen til vandet, så hun kan få dyppet fødderne og dermed få varmen, men hun fryser sine fødder så meget så hun skriger, da Sofus pøser lidt vand på hendes fødder og vil aldeles ikke vandet, så Hanne tager hende med op til spisehuset igen.
Sofus og mig bader videre, vi har ikke lyst til at stå op og komme i tøjet igen, men man mærker ikke kulden, selvom man får overkroppen over vandet, ens hår fryser til mens man sidder i vandet.
Jeg har jo sammen med Hanne prøvet noget lignende i Østrig, men det her helt anderledes nok mest fordi folk sidder ved kanten med deres vintertøj på og fryser, jeg forstår ikke at hende og Eline ikke vil ned for at få varmen, men det vil de ikke, de ved ikke, hvad de går glip af, Sofus og mig kommer op og går op for at spise, det er første gang jeg får varmt vand med mælkepulver, cornflakes og sukker i en kop, det er ok, det betyder ikke så meget lige nu,vi har fået varmen og det var det vigtigste, jeg spiser også en halv pandekage, bagefter får jeg drikke jordbæryoughurt og cornflakes, så er jeg klar, vi får pakket bilen op igen og er klar til at køre videre mod den grønne sø, den er grøn pga. indhold af arsenik og andre stoffer, det gør at søen jf. LP ikke kan fryse før end ved minus 70 grader, vi får taget nogle billeder, jeg går op mod noget geyserlign. men kommer ikke helt derhen, da det ligger længere væk end jeg umiddelbart, havde vurderet de til.
Vi kører tilbage af samme vej som vi kom, kommer forbi en sø, der er hvid igen pga. af indholdet af microorganismer mv., vi kommer tilbage til de varme kilder, det er tid til en tissepause, hvilket jeg burde have udnyttet, for kort tid efter på turen mod vores frokoststed, er jeg meget tissetrængende og det er lige før det kommer ud gennem øjene, ja, jeg joker lidt med det over for Sofus og spørger om jeg ikke er ved at blive gul i øjnene, han fanger den ikke lige først, men så siger han til mig at mine øjne er ved at være helt gule, det går nu alligevel, vi når vores frokoststed som ligger i en lille landsby op ad nogle klipper.
Jeg og Sofus skynder os på toilet, imens er pigerne gået, vi går på jagt efter dem og finder dem i nærheden af en lille bæk, hvor der sidder en lokal kvinde og vasker tøj, her går også en flok lamaer rundt, Josse slår sig sammen med os og vi forsøger om vi kan komme nær lamaerne, Josse siger at de har forsøgt men uden held, vi er ikke bedre eller heldigere, hver gang vi kommer dem nær, går de deres vej.
Vi går tilbage mod vores spisested, hvor maden er ved at være klar, jeg går på jagt efter Eline og Hanne, de har vandret lidt rundt i byen, jeg får dem med tilbage, maden i dag er den kedeligste vi endnu har fået, ris iblandet nogle de grøntsager vi ikke har spist de foregående dage, samt en dåse tun vendt ud på en tallerken, hertil tomater og agurker, der kommer også et fad med æbler, der bærer kraftigt præg af at være transporteret på dårlig vej uden at være emballeret ordentlig, de er fyldt med pletter, jeg får skrællet de 4 og vi får alle fyldt maverne.
Vi kører vider mod Uyni og passerer lavaformationerne fra i går, vi når Uyni omkring kl. 1700,da vi kommer tilbage til bureauet forklarer det at vi skal betale for leje af soveposer, vi er sikre på at vi har betalt for det ved bookingen, jeg får lov at kigge på voucheren igen, der står intet om betaling for soveposer, den kvittering som Hanne har kan heller ikke bevise at vi har betalt, vi betaler 200 bol. for leje af poserne, så er de da betalt.
Vi får pakket alle vores drikkevarer om og jeg får handlet masser af mærkevareslik ind til hjemturen eller til fredagsslik.
Vi går op til busterminalen og får reconfirmet vores billetter hjem, herefter går vi på pizzaria, priserne er alt for høje, men det havde jeg regnet med, folk er parat til at betale, hvad det skal være, efter at have været på tur i ørkenen og med flere timers ventetid inden der går en bus hjem.
Da vi er færdige med at spise får vi børstet tænder og gør klar til at gå mod bussen, man skal være der ½ time før, vi er lidt usikre på, hvilken bus, det er vi skal med, men får bekræftet at det er den, der holder der, selvom en lokal sagde at den kun kører til Ouori.
Ingen bliver lukket ind før afgang, der er heldigvis en lama ved hvert sæde, vi får os placeret, Eline og Hanne og Josse, Sofus og jeg, jeg får redt op til Josse på gulvet foran Sofus og jeg, der er ufattelig kort afstand mellem sæderne og ikke meget plads, men Josse bliver der indtil kl. 0200, hvor hun kommer på skødet af mig i stedet, Sofus sover stort set hele tiden, det er ikke nær så koldt som på vejen herned, eller også har vi bare vænnet os til kulden.
Da vi næsten er nået La Paz, siger Hanne at hun skal på toilet og det skal gå hurtigt, hun smutter ud af bussen så snart vi holder, Eline og jeg får pakket alle vores ting ned og går ud af bussen, her er Hanne klar igen, hun forlanger at vi tager en taxi hjem, selvom det ikke tager mere end 10 min. at gå hjem til hotellet, vi finder en taxi, 7 bol. for at blive kørt hjem, det er ok, mend turen hjem tager pga. traffikken længere tid en det ville have taget at gå.
Hanne er den første til at få et varm bad og har det bagefter allerede meget bedre, herefter er det Elines og så min tur, herefter er det ungernes tur, vi får pakket alt vores snavsetøj ned og jeg begiver mig mod vaskeriet således at vi måske allerede kan få det i aften igen.
Jeg tjekker ved samme lejlighed lige mail mv., men har ikke fået kopieret dagbøgerne ud på mit memorystick, så jeg får ikke opdateret vores blog.
Ungerne og Eline bliver på værelset hele dagen, Hanne og jeg får shoppet nogle musikinstrumenter som er udhulede kaktusser, hvori der er isat tandstikkere på kryds og tværs, herefter der de fyldt med frø eller ærter eller lign., således at der kommer en rislende lyd når man vender instrumentet, jeg glemmer helt at Josse var med og fik en tromme alá den der bruges i Karatekid.
Jeg lover at vi nok skal få plads til det hele, det kan være vi skal købe en taske mere, men det finder vi ud af i morgen.
Hanne handler aftensmad, kylling avocado mv. så sidder vi og smovser på værelset og da kl. er ca. 1930, går jeg efter vasketøj, det er dog ikkeklar og jeg må vente på at det bliver færdigt, da jeg kommer hjem, sover de små og Hanne, Eline sidder med sin notebook, jeg ligger mig og skriver dagbog.

Dag 43. Kold rødvin er bedre end ingen vin….

dagbog d. 5. august dag 43

vi har fået at vide at vi spiser kl 6.30 og kører 7.30. Det er ikke rart at komme ud af soveposerne og alle fryser. Vi kan lugte der er stegt æg osv, men det er desværre til det andet selskab og vi må tage til takke med halvtørre boller med abrikosmarmelade…
Vi syntes chaufføren og kokken, som vi tror er ægtepar, ser halvsløje ud og det er måske derfor han serverer morgenmaden for os..
Solen står op og vi pakker bilen. Jan er jo gammel soldat og har tænkt på at bilen nok er kold, så han har rullet en sovepose ud til ungerne de kan vame sig i. Det er fint, for det er godt nok koldt indtil solen har fået ordentligt bid. Vi kører nogle timer igennem ørken. Jeg ser marker gjort klar til dyrkning og jeg spørger chaufføren hvad der kan gro her, for jeg kan kke begribe man kan få afgrøder ud af den tørre jord. Chaufføren fortæller at her vokser quinoa og grøntsager. Landskabet varierer i alle farver af brunt, gråt og hvidt og her er jerge og flade sletter og kun spredt bevoksning bestående af tørre buske og visne græs- el.sivtotter. Vi får øje på en slags dyr der ligner lamaer men ikke er det og de er da også noget mere elegante at se på. Vores første stop er ved en vulkan som ligge på grænsen til Chile. Vulkanen er et stykke væk, men vi kan se hvor det ryger op af toppen. Der hvor vi stopper er der dannet formationer af gammel lava som vi kan klatre rundt på. Jan og Sofus ser et par af de dyr vi også så på macchu picchu og som ligner en blanding af kaniner og egern og hopper som kænguruer…
Sofus skal pludselig hurtigt på toilettet og bagved en lavaformationen løber det af ham med vandtynd diarre´. Heldigt vi nåede at få bukserne ned først. Vi kører videre. Ungerne skændes i bilen og jeg syntes Jan og Eline vrisser og vrisser af dem… Heldigvis finder sofus på vi skal fortælle historier fra da de var små og stemningen bliver bedre. Han har frygtelig hjemve´og vi er vist alle ved atvære lidt påvirkede af at være så tæt sammen. Næste stop er ved en sø med flamingoer. Rundt om søen er der hvide aflejringer som ikke er salt men minaraler og desuden ligger der is og sjap rundt om søen. Trods utallige advarsler om kulde og våde fødder, ender Sofus naturligvis med at få våde fødder og mudder til lårene. Æv hvor er det bare træls for vi har jo ikke nok tøj at skifte med.
Vi kører videre til en endnu flottere sø, med endnu flere flamingoer. Her skal vi spise frokost, sammen med et utal af andre jeeps fulde af turister. Hver jeep har en kok der tilbereder maden på et lille blus. Der står borde omkring på pladsen og der er ved at blive bygget et resort, som udlejer toiletter til 5 B….. 5B, helt ærligt det er over 3 kr for at tisse. Men flamingoerne er flotte og maden god. I udkanten af pladsen løber en ræv rundt på tre ben og tigger mad. Det er lidt sørgeligt. Vi kører videre og ser en rød sø med flamingoer. Søen er rød pga røde microorganismer i vandet.
Vi ser også lavaformationer som ligner forskellige ting, den mest berømte ligner et stentræ.
Vejen vi kører på kan nogle steder dårligt kaldes veje og Sous giver dem navne såsom klippevejen, flyvehopvejen osv. Et enkelt sted er vi lige ved at vælte, trods det at chaufføren er meget forsigtig…
Sidst på eftermiddagen ankommer vi til vores logi, som vi er blevet lovet vil være meget mere primitivt og koldt end det den første nat. Vores logi er et hotel i 4 længer. Hver længe har fælles spisestue og dertilhørende soveværelser. Heldigvis er vi de førstankomne og får et dejligt værelse med fem senge og et stort vindue. Her er lyst og venligt så længe solen er på, selvom både gulv og senge er lavet af sten. Der kommer flere jeeps og værelserne bliver fyldt op. Vi får te og småkager imens vi spiller kort og yatzy. Hver selskab medbringer egen kok med eget blus og alle får derfor ikke det samme at spise. Vores chauffør vasker den møgbeskidte bil inden solen går ned og vi inspicerer toiletterne som har indgang på ydersiden af huset. Der er to toiletter med træk og slip, men gulvet er af cement og vandet der ligger er frosset til is nogle steder. Da solen går ned og kulden bliver massiv, bliver den lille “stue”, med stengulv, stenvægge, fire borde og intet andet, tøet op af en lille brændeovn der bliver fyret i og generatoren bliver tændt så vi kan få lys. Vi får posesuppe og kartoffelmos med champignonsovs at spise. Da jeg læser for ungerne kommer vores kok med en flaske vin og tre glas til Jan og Eline. Hvor hyggeligt. Da ungerne sover deler vi vinen og spiller kort inden vi går i seng. Så vidt vi har forstået på chaufføren, skal vi op og se geisere og varme kilder imorgen kl 5 og derefter herhjem og spise morgenmad. Vi deler senge som vi gjorde igår, men i nat er det meget koldere og der er frost på indersiden af ruden. Jans sovepose kan ikke lynes og han får en kold og urolig nat, imens vi andre da sover nogenlunde, i hvert fald halvdelen af natten.

Jeg har glemt at fortælle at Sofus læste et skilt igår hvorpå der stod “San Fransisco”. Selv om han hører ordet tit fordi mange gader og plazaer hedder det, syntes jeg det var godt gået. Godt han begynder at indhente Josse lidt, det er nu lidt træls at have så dygtig en søster.

Dag 41 & 42. Uyni stedet, hvor snot bliver til is, har jeg valgt det?

Dag 41 & 42, d. 03. & 04. august.
Vi får spist morgenmad og får packet de store sække som vi vil efterlade, sammen med den ekstra sporstaske vi købt og guitaren, vi er endnu ikke færdige med at købe ind, så det ender nok med at vi skal have købt en ekstra taske mere, gad vide om vi kan have det hele med i flyet, men mon ikke det går, jeg mener vi må have 20 kg. plus håndbagage pr. person og da vi kun har haft 3 store sække med hvoraf den ene vejede under 10 kg. går det nok, det er mest guitaren jeg er bekymret for, jeg er ikke meget for at få den vejet ind sammen med de store sække, så den skal med i kabinen, men vi må se, hvad man må og hvad man kan, når vi kommer dertil.
Vi får ligeledes pakket de små sække med det ekstra tøj vi skal have med til Uyni, det er jo et koldt sted, så lange ”lyn” mv. bliver pakket ned, gad vide om det tøj vi har med, er nok til at modstå kulden, Hanne minder jo lidt om en lørdagskylling godt forfrossen temperaturen sniger sig under 05 grader celcius, det er helt klart for min skyld at vi tager dertil, ellers var vi nok taget hurtigere til Lima eller omegn og havde slænget os under solen, godt det ikke blev sådan, vi har jo haft badeferien i Santa Cruz og badeferie kan man jo altid tage på.
Vi pakker næsten indtil middag, så går vi ud og finder en sejg Ferrari jakke til Peter, vi får spist og Eline og jeg går på jagt efter en i-cafe, med en tålelig hastighed, vi finder nu ikke nogen, der er speciel hurtige men det går, der skal tjekkes lidt mail mv. hjemmesiden bliver ikke lige opdateret i dag, da jeg ikke har fået kopieret dagbøgerne og på den memorystick jeg har med.
Så får vi tjekket ud, vi får fyldt alle taskerne ind i deres ”storage-room” og forklarer at vi i eftermiddag kommer og henter alle de små sække igen, det er ok, vi har også afleveret et stykke papir, hvoraf det fremgår at vi gerne vil reservere et værelse til når vi kommer retur fra Uyni, ikke noget med mundtlige aftaler, da det jo svipsede sidst.
Så er det ind i en taxi, vi kender nu prisniveauet efter at have kørt ufattelig langt sammen med Marcos forleden og kun være kommet af med 30 & 25 bol., så jeg tilbyder 10 bol., hvilket er en vild overpris, men så snart det er gringos på egen hånd, uden en lokal i bilen, så er det dobbelt op eller mere.
Da vi kommer til parken er der en lang kø, men efter forholdende går det faktisk hurtigt med at få den afviklet, det er jo søndag og mange familier har besluttet sig for at have en eftermiddag der, ungerne har glædet sig til igen at kunne prøve den store brede rutchebane som findes her, i dag er der pustet hoppeborg op og der er også stillet en karrusel op, de koster begge ekstra, borgen koster 1 bol. for 3 ture, det er én af dem med rutchebane, karrusellen koster 2 bol., indgang for ugerne til parken er 1 bol., så der bliver taget ved her og der er ingen forskel på gringos og lokale.
På et tidspunkt ser ungerne og Hanne nogle, der spiser is, der bliver ikke solgt is i parken, de finder ud at der igennem hegnet bliver langet is denene vej og penge den anden, så de får købt nogle is.
Bagefter går vi hen til en cirkusforestilling som finder sted på en arena i den ene ende af parken, det er kun noget klovne noget, det er hele er på spansk, så vi kan ikke grine med de rigtige steder, da klovnerne ikke er proffesionelle men mes bruger sproget som jo er spansk, nå vi bliver da underholdt i 10 – 30 min., hvorefter de sidste ture skal tages i rutchebanen.
Så prajes der en taxi til hjemturen, vi når hotellet, får vores små sække spændt på ryggen og går mod busstationen som ligger 10 – 15 min. i gå afstand fra hotellet.
Vi får byttet vores voucher til billetter, vi ser et par danskere men får ikke snakket med dem, inden vi skal afsted kan vi lige nå at indtage lidt varm mad i et lille cafeteria i den ene ende af den forholdsvis store og moderne busstation.
Så bliver bussen klar, den er ikke så luksuriøs som den vi endte i efter nattevandringen sidst, men ganske fin, med tilpas afstand mellem sæderne, Josse sidder hos Hanne og Eline og jeg overhører en samtale mellem de 2, der nævner mig og noget med at spare en plads og jeg har sagt …..”bla. bla. bla” og nu ender de med hende, jeg går redt en intermistisk seng op mellem sæderne, det kræver et par ”lamaer” så Hanne og Eline må afgive deres det ene, det gør de gerne for at slippe for Josse, nu ligger hun på gulvet foran Sofus og jeg og har den måske bedste plads i bussen, selv ved et evt. sammenstød.
Det bliver koldere efterhånden som vi komm er nærmere Uyni, vi skal jo køre i 12-13 timer så der er langt derhen, vi kører på/i Alto planoen, her er barskt, vinden blæser og alt er grå eller jordfarvet, her bor ikke mange mennesker og her er koldt, der kommer is på indersiden af ruderne i bussen så for at se må man tø isen op med en hånd eller lign., det tager ca. 14 timer før vi ankommer og det sidste stykke vej er kørt på deres nogle steder udmærkede grusveje, denne her var dog ikke udmærket det sidste stykke, vi burde have haft udleveret nyrebælter, jeg tænker på den eller de chauffører som kører på disse ruter med de dårlige veje, deres indvolde må være fæstet godt for at kunne overleve den ene tur efter den anden, vi overlever nu også denne tur, da vi ankommer skal vi have reconfirmed vores returbilletter, det får vi og vi går mod det selskab som skal køre os rundt.
Vi ankommer i god tid, trods busforsinkelsen og får at vide at vi sagtens kan nå at indtage morgenmad, det tager længere tid end forventet og vi kommer nogle minutter senere end aftalt, her får vi at vide at bilen er ved at blive gjort klar og de vil se om 2 piger som har købt og betalt for turen når at komme, de er nemlig ikke dukket op endnu, de kommer aldrig og vi har nu Toyota Landcruiseren for os selv, det er kun os chaufføren og en kok som vi henter på vejen, der fylder bilen op, det betyder at vi kan have alt vores baggage, på nær de soveposer vi har lejet,inde i bilen, det gør det lettere at have nok drikkevarer mv. ved hånden.
Så går turen ellers i gang, først kører vi ud til en togkirkegård for gl. damplokomotiver mv., her får vi kontakt med 2 af de danskere vi så på busstationen i La Paz, det er 2 søstre fra nordjylland, de er afsted i 6 uger og har bla. være på Cuba som de syntes vildt godt om og beskriver cubanerne som nogle varme imødekommende mennesker, de boede også på noget bed and breakfast om kom på den måde tættere på de lokale, da det typisk var hos lokale familier, de drager hjem samme weekend som os, vi ønsker dem forsat god tur og kører mod en by, Colchani, der lever af at udvinde salt fra sletten, der bliver indkøbt lidt forskelligt drømmefangere samt et raflebæger med terninger, det sidste udført i salt.
Så kører vi forbi et salthotel som er inaktivt, jeg har læst i LP at det er ulovligt opført og at man derfor ikke skal støtte det, der er ikke noget man kan her, så jeg forstår ikke at vi holder her, vi går en tur rundt om bebyggelsen og sætter os i bilen igen.
Herefter går turen mod en ”ø” midt i al saltet, øen er kendt for sine mange kaktusser og det forstår man, her er kaktusser på op til 12 m. højde, det er nogle ordentlige krabater, de sætter først blomst når de er 40 år gamle, det er lidt western agtigt, man skal betale for at gå en rundtur på øen, det gør vi, Eline gør dog ikke alligevel, da hun ikke gider, teenagere – hvor jeg dog ikke altid forstår dem, jeg kan ikke huske at jeg selv var så inaktiv, som jeg til tider oplever at hun er.
Josse må give op efter nogentid, hun kunne sikkert sagtens have gået med det sidste stykke, men Hanne vælger at gå tilbage med hende, for at undgå at hun bliver vrøvlet, hun er ellers den, der må have sovet bedst og længst i bussen, men hun kan hurtigt få ondt af sig selv, når der skal gåes lidt, nå pyt Sofus og mig går selv rundt blandt de store kaktusser, vi får taget et par billeder undervejs, da vi kommer tilbage til de andre, er maden næsten klar, kokken står bag bilen med gasblus og kokkerer, jeg går lidt rundt for mig selv og tænker at det ville være oplagt at ”skyde” en sommerkollektion med badetøj her, er er ingen vand, men alligevel, tror jeg det ville kunne se fedt ud, med det rigtige setup.
Til frokost er der guinoa, noget grønt og noget kød som vi tror er oksekød, guinoaen smager ikke rigtigt at noget, der er ikke min kop the og den eneste i familien, der rigtig bryder sig om det er Hanne, vi får dog spist os mætte alligevel og gør klar til at køre herfra.
Turen går nu mod det salthotel, hvor vi skal overnatte,det er basic så det vil noget, hotellet ligner ikke noget hotel, her er ikke hyggeligt, der intet gjort for at gøre det tiltrækkende, det ligger op mod et lille bjerg, vores chauffør prøver at fortælle os at der er en hule som vi kan se mod betaling, den er ikke imponerende og kan ikke anbefales, man mister ikke noget ved ikke at have set den.
Tilbage igen, ind på værelset, sengene er lavet af salt, der er salt på gulvet, murstenene er lavet af salt, vinduesrammerne er lavet af kaktus, lyset virker ikke på værelset, jeg gør opmærksom på det, det er åbenbart lavet sådan at kun halvdelen af hotellet er koblet til det batteri, som lades af solceller, resten er på en generator, som endnu ikke er startet, da den startes, er der også lys på vores værelse.
Vi får at vide at man kan tage varmt bad, jeg tager som den første i familien et varmt bad, de andre skal ikke nyde noget, det er nu dejligt bagefter, der er selvfølgeligt koldt når man lige har smidt kludene, men når man har stået under den meget tynde stråle varmt vand, fået sæbet sig ind og vasket håret og skyllet det hele af igen, er man som født på ny og man ænser ikke på samme måde kulden, formentlig det samme som når man i frostgrader hopper i en opvarmet pool, Hanne og jeg har tidliger været på skiferie i Bad Gastein og her havde de et Felsenbad, med pools opvarmet af varme kilder, vi kan den sidst dag for mulighed for noget lignende her og jeg glæder mig allerede.
Vi får spist og Hanne har nu fået så meget varme at hun har mod på et bad, jeg hjælper til med håndklæde osv. og hun er godt tilfreds, da huner færdig med badet, hun overtaler Eline til også at få et og hjælper hende.
Bagefter får vi puttet unger og sidder og spiller lidt yatzy og kort, bagefter kryber vi også til køjs, den ene sovepose kan ikke lynes, den tager jeg, her er koldt ikke frostgrader indenfor, men det må være tæt på, luften er så tør og det gnistrer nede i soveposen når man bevæger sig, jeg har aldrig tidligere oplevet så meget statisk elektricitet, jeg falder hurtigt i søvn.

Dag 41 & 42. Afsted til kolde kolde Uyni, ikke min kop the……

dagbog d. 3. august dag 41 & 42.

Vi spiser og går igang med at pakke imens ungerne ser film. Vi pakker helt til kl er næsten 11, hvorefter vi går op på markedet for at købe en racerjakke til Peter. Sofus brokker sig igen, men tager sig i det…
Vi køber ind til frokost og spiser på værelset. Jan og Eline går på netcafe imens jeg skriver dagbog og ungerne leger. Bagefter tager vi i legeparken, hvor vi hygger os til kl fem. Vi har set nogle med en ispind og vil også gerne have en. Vi går fra bod til bod og spørger flere med ispind hvor de har købt den og de pegerd a også og Josse og jeg går rundt og rundt, indtil vi ser en mand stå med en lille fryseboks uden for hegnet til legeparken. Vi køber is til 3 B og bagefter ser vi noget cirkus som jo er på spansk og ikke noget vi umiddelbart kan få noget ud af. Vi tager en taxa hjem, som vi gjorde det herhen og henter vores bagage vil skal have med til Salar de Uyni inden vi tager den på gåben op af bakke til busstationen.
Busstationen er stor og ok. Vi står i kø i en mindre evighed for at få reconfirmede vores biletter, men heldigvis er vi i god tid og kan nå at spise aftensmad i et lille cafeteria. Der hvor vi købte rejsen sagde den ene at vi ville få mad i bussen, den anden at vi ville få snacks og under alle omstændigheder har vi jo kun købt fire biletter og får derfor kun fire gange snacks, så vi vælger at spise lidt i et lille cafeteria på stationen. Bussen er forsinket, men den er da okay, omend ikke så fin som den vi fik efter roadblokken mod Santa Cruz. Her ligger et stort tæppe på hver sæde og vi tænker at det nok er rigtigt, hvad vi har hørt at vi kan forvente is på INDERSIDEN af ruderne når vi nærmer os Uyni. Vi får en lille portion mad og en cola. Vi sidder lidt trangt da vi kun har fire sæder og da Jan hører at Eline og jeg taler om at Jan sagde da vi bestilte billetterne, at han da sagtens kunne sidde med et barn, men at det næsten altid ender med det er mig der gør det, laver han en liggeplads til Josefine ved hans og Sofus fødder. Natten er ulidelig lang. Flere gange holder bussen stille i lange tid og der bliver is på indersiden af vinduerne som ”lovet”. Vejen er en dårlig jordvej som får os til at hoppe i sæderne fordi det bumler ufatteligt meget og da solen endelig står op og kun børnene har fået sovet ordentligt, er vi overraskede over at ørken kan være endnu mere ørken end det vi har set omkring Puno og La Paz. Her er absolut INTET andet end jord, visne græstotter og buske og lamaer. På et tidspunkt møder vi nogle enkelte huse spredt med flere kilometers afstand. Og jeg fatter simpelthen ikke folk kan overleve her…..Forresten er Eline ret god i pressede situationer. Det har jo bumlet ufatteligt meget i nat og manden foran Eline og jeg, har trukket torsk i land det halve af natten. Da han endelig stopper sin snorken, begynder Jan bagved…. Pludselig griner Eline, og det er altså midt om natten. Hun er kommet i tanker om nogle af de der reklamer der lover at man kan blive rystet slank. Hun mener vi nu kan afprøve om det virkelig passer man kan blive slank af at blive rystet, for hvis det gør, må vi være ufatteligt meget slankere når vi når frem….. Jeg mindes en rædselsfuld bustur i Vietnam for knapt 2 år siden, hvor alles humør var dårligt. Da Eline pludselig begyndte at synge ”I’m a Barbiegirl”, varede det ikke længe før flere englændere sang med på den kendte Aquasang og humøret steg utallige grader……
Nå men det er smukt med den blå himmel og ørkenlandskabet som vi kun kan se igennem ruden fordi vi har lagt vores hænder på ruden til isen smeltede.
Vi når Uyni ved 9-tiden efter ca 14 timers kørsel, og vi ser på sidste del af turen udkanten af saltørkenen. Vi reconfirmer vores busbilletter til d. 6., går på offentligt toilet og køber vand til turen, hvorefter vi går igennem byen efter vores turarrangør. Vi er lidt forsinkede men regner ikke med de kører til tiden uden en gruppe på fem, så det tager vi med ophøjet ro og det med god grund. To piger der skulle følges med os er ikke dukket op og efter at have spist morgenmad på en lille restaurant og ventet yderlligere en times tid kører vi uden de to piger, som nu har mistet både deres penge og deres tur…..
Byen Uyni er forfædelig grå. Husene er lave og grå og gaderne uendeligt brede og lange. Godt der er den blå himmel til at give lidt farve…… Luften er kold selv om solen skinner, men da vi kommer ind i jeepen kan vi sagtens holde varmen. Vi kører ud til udkanten af Uyni, hvor der er en togkirkegård. Vi møder et par danske piger sonm vi taler lidt med og bagefter samler vi en kvindelig kok op. Vi kører mod saltsletterne og stopper på vejen ved et lille saltmuseum hvor man kan betale 5 B for at blive foograferet med en saltfigur. Det vælger vi nu fra, men jeg køber et par drømmefangere og sofus et raflebæger med terninger af salt.. Omkring museet er der bunker af salt som er udvundet af saltsletten og vi smager på det inden vi kører videre mod et salthotel, som ikke længere er i brug. Jeg ved faktisk ikke rigtigt hvorfor vi skal se det, for vi kan kun se det udefra og skal jo sove på et i nat….
Vi kører ud på selve saltsletterne og det er imponerende med de kæmpe hvide sletter. Vi falder i søvn på vejen til kaktusbjerget hvor der er kaktusser på mere end 10 m i højden,men ungerne er så trætte efter at have sovet i bilen at de først sætter sig på en saltstol og ikke vil med op af bjerget. Det ender nu med de mindste går med, omend Josse og jeg vender om på halvvejen. Kaktusbjerget ligger midt i saltørkenen og det er flot og imponerende, men stadig koldt selvom solen skinner fra en skyfri himmel. Vorers kok laver et måltid til os i bilens bagende og et gasblus på jorden. Vi får quinoa, tomat, agurk og noget kød, der måske er oksekød. Det smaget fint og vi kører videre imod vores salthotel, som viser sig at være meget beskedent og hundekoldt. Der er ikke gjort meget ud af udsmykningen og udefra ligner hotellet absolut ikke et hotel. Vores værelse har fire senge, som alle er lavet af salt, lige som væggene og gulvet. Heldigvis har vi lejet soveposer, men jeg frygter natten alligevel. Jeg har strømper, alpaccasokker, alpaccabenvarmere, T-shirt, to langærmede T.shirts- tynd fleece, tyk fleecejakke, alpacca sjal og hue på og jeg fryser alligevel. I morgen nat bliver det ned til 20 minusgr. Og jeg kunne rive hovedet af Jan når han bliver ved at trampe rundt i det…. Det var KUN ham der ville prioritere denne tur, vi andre ville hellere være fri pga. kulden og have brugt resten af tiden omkring Lima. Vi valgte at føje Jan fordi det her er så usædvanligt at det ikke findes magen til andre steder i verden, men det er godt nok træls at høre på når han driller os med vores manglende tolerance overfor kulden….
Efter vi har fået en kop the bliver vi tilbudt at gå med hen til en lille saltgrotte i nærheden af hotellet. Det koster 10 B og de er godt det ikke koster mere for grotten er godt nok meget lille og ikke særlig flot i forhold til de grotter vi har set andre steder i verden…
Da vi kommer tilbage får vi at vide at der er varmt vand i bruseren og alle undtagen børnene og jeg går i bad i den lille tynde stråle de kalder bruser. Jeg kan slet ikke udholde tanken om at skaulle have tøjet af i det iskolde hotel og da man ikke kan klæde om i selve badeværelset uden at få vådt tøj, skal man også smide tøjet i et lille rum foran badeværelset, hvor døren ikke kan lukkes…..
Vi får dejlig varm grøntsagssuppe til aftensmad og da jeg har spist suppe har jeg varmen så meget at jeg alligevel overvejer at gå i bad og da Jan ydemere tilbyder at jeg må låne et par ekstra vinterløbetights han har med, springer jeg til. Han er så sød og står klar med håndklæde mm. og senere da vi også har fået kylling og stegte kartofler og bananer, gør jeg Eline den samme tjeneste og står klar med hendes tøj da hun er færdig under bruseren….
Vi putter børnene med alt tøjet på i soveposer og lamatæpper og de falder snart i søvn imens vi spiller lidt kort inden vi gør dem følgeskab.
Vi sover jo ikke ligefrem godt, men selvom vi har fået fire senge deler Eline med Sofus og jeg med Josse, hvilket betyder at vi kan holde varmen. Ud på morgenstunden opdager vi at det slår gnister når vi bevæger os pga. den tørre luft…

Dag 40. Vi trænger til at blive kølet lidt ned, så vi tager til Uyni i morgen….

Dag 40, d. 02. august.
The day after, dagen i går, er den mest emotionelle vi har haft her, Hanne var ved at græde flere gange og det var bestemt en stor oplevelse at hilse på Max og han familie.
Vi spiser morgenmad på hotellet, den er jo incl. og går derefter mod elektronikgaden som jeg har handlet lidt i før.
Vi er på jagt efter et Wii dansespil samt måtte for do., det ender med at vi får købt en måtte og en stak spil, så børnene er ellevilde, vi har dog ikke en Wii endnu og jeg har forklaret at de spil vi køber her ikke kan bruges i en ny Wii før den er blevet moddet.
Så når vi kommer hjem kender jeg mine opgaver, indkøbe af Wii samt mod-chip, der findes et par forskellige slags, der kan håndtere den nyeste Wii, hvilken vi skal have i, ved jeg ikke endenu, men jeg vælger nok en, der kan firmware opdateres fra dvd-drevet i Wii’en, underligt at gå og tænke på den slags nu, jeg går også og tænker på, hvordan det bliver at tage afsted på motorcykel næste gang, jeg forestiller mig noget med nogle barduner og et af militærets regnslag til at have over cyklerne, samt nogle gode og solide telte, der kan modstå den værste regn, jeg glæder mig allerede, det bliver mere primitivt end, hvad vi indtil nu har prøvet, måske kommer vi til at elske det eller hade det, det må tiden vise, jeg kan mærke at jo ældre jeg bliver, jo mere komfort synes jeg om, men årene hos militæret med adskillige øvelser, hænger stadig i hukommelsen, bla. en tur til Oksbøl, hvor vi efter en patruljetur var nået til pickuppunktet og der måtte vi skiftes til at ligge i den samme sovepose, da det frøs af hel…. til, da vi så blev samlet op, måtte posen knækkes på midten da den var stivfrossen, jeg ved godt at det ikke er om vinteren at vi vil planlægge vores mc tur, men alligevel, en tur uden ”maskinlokummer”, uden morgenmad, med mindre du selv laver den osv. tiltaler mig, nå nok om det.
Sofus er i ”nu vil jeg altså hjem mor” mode, det er forfærdeligt ingen kan stå eller gå ham tilpas, det er tydeligt at han nu har fået nok, som han selv siger; ”jeg kunne jo ikke vælge at blive hjemme, selvom det var det jeg ville, jeg har ikke bedt om at komme med på denne tur”, det er tydeligt at han trives bedst i vante omgivelser og dog, når han kan få lov at bruge sin fysik er det ligesom det går bedre, da vi var i Santa Cruz brugte han jo meget tid i poolen og nød det, det figurerer også som det bedste sted vi har været ikke kun hos Sofus men også hos Eline der elsker komfort og muligheden for at shoppe.
Vi prøver at imødekomme Sofus’s ønsker men det er svært, når han har opnået noget vil han noget andet, godt at vi snart skal hjem, det kan mærkes at vi nu har levet sammen på godt og ondt i de samme hotellejligheder i nu snart 7 uger, vi trænger alle til lidt privatliv og har nu kun en ”udflugt” tilbage saltsletterne ved Uyni, der skal købes handsker/luffer og tykke strømper, jeg selv nøjes med at par luffer, jeg tror nu ikke jeg kommer til at bruge dem, men just in case…..
Vi ”bider” lidt af hinanden i dag, det bliver for meget for Sofus, der ikke kan klare at der er nogle, der skændes, det hele ender nu godt og der bliver fortalt historier om hver og én af børmeme, det er mest Hanne jeg er ikke så godt til detaljerne, men hun er god til at huske og til at fortælle, vi hygger os rigtigt, indtil vi voksne og ungerne går,vpå museumsbesøg, teenageren gider ikke med, det er helt ok, så får hun lige lidt privatliv, ikke at hun piver over ikke at kunne være selv, men det er klart at hun nu også trænger til jævnaldrende og til noget mere privatliv.
De museer vi vil besøge har lukket, undtagen et musikmuseum, det koster næsten gratis at besøge det og det er alle de få penge værd, her er masser af instrumenter , hvoraf flere kan prøves, lige noget for ungerne, der hygger sig med at gå med rundt på opdagelse, blandt dem for os, underlige og finurlige instrumenter.
Udenfor står der et dansk ulands projekt, det er en parabol, der vha. solen kan opvarme en gryde/pande eller lign., hvilket gør det muligt at lave varm mad uden brænde, gas eller brændbare væsker, hvad den laver her, må guderne vide, de der bor her, har da komfurer mv., så jeg forstår det ikke helt.
Vi går hen på plazaen, der ligger på denne side af ”prado’en”, her er så mange duer som jeg aldrig tidligere har set på et sted, selv ikke i Venedig er der så mange.
Ungerne flyver med papirfly, jeg har lært Hanne at folde den model, de gerne vil have, så hun får foldet nogle stykker og nogle lokale unger får disse.
Da solen er ved at gå ned, begynder det at blive for koldt for a Indeklimaet bliver lidt anstrengt og Sofus bliver rigtig ked af det, sjovt nok at Hanne kan skælde mig ud for at være efter ham når hun selv kan ”hugge ham ned” verbalt så han får dårlig samvittighed over at have hjemve, det ender nu godt,mig, der kun har en kortærmet skjorte nu, vi går hjem på hotellet og afleverer ungerne til Eline, så går Hanne og jeg efter aftensmad, det er stegt kylling, der skal fylder maverne denne dag, de er dog ikke klar til at blive solgt og spist da vi kommer forbi, vi går i stedet på jagt eftet et halstørklæde magen til det pigerne har ”forlist” og da det er købt er det en fodboldtrøje, der skal købes, den er til Søren, han er vild med fodbold, så den falder sikkert i god jord.
Indeklimaet bliver lidt anstrengt og Sofus bliver rigtig ked af det, sjovt nok at Hanne kan skælde mig ud for at være efter ham, når hun selv kan/må ”hugge ham ned” verbalt så han får dårlig samvittighed over at have hjemve, det er synd at han ikke som os andre trives med at rejse.
Jeg trøster og det ender med at Hanne lægger sig med Sofus og ligger hos ham til han er faldet i søvn.