Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

De sidste templer samt en knold på 226m i mere end 40 graders varme… pyyyh

D. 22. maj 2010, dag 29.
Så er det den sidste hele dag vi har her i Siem Reap, vi har bestemt os for at tage mod LamPang således at vi kan nå det til d. 25. maj, da den mail Hanne har fået fortæller at vi kan komme i elefantlejren i perioden d. 25-27 maj, Hanne har svaret på mail og fortalt at vi først havde planlagt at tage ind i Thailand d. 24. maj, hvilket ville gøre det hele lidt presset, men da hun ikke har fået en returmail, bliver vi nødt til at tage af sted d. 24. maj.
Vores ”nye” tuktuk driver kommer og afhenter os kl. 0900, vi kører mod et af de fjerne templer, Banteay Srei – ”Kvindernes tempel”, på tilbagevejen skal vi lige forbi en lille ”knold” Phnom Bok på 226m for så at slutte af med Banteay Samre, hvorefter vi skal hjem og ”dyppes” i poolen.
Banteay Srei har de flotteste udskæringer i stenene som vi endnu har set, stedet derude er markant anderledes end, hvad vi tidligere har set, ny flot modtagelsesområde, med skilte, billeder etc. etc., det virker næsten vestligt og ser mere ordentlig ud end vi før har set, det viser sig også at det er moderniseret inden for de sidste par år, her er alligevel en del besøgende, på trods af den lidt afsides placering i forhold til de andre templer i Siem Reap, dejligt at gå rundt her, Hanne og Sofus er ved at være tempeltrætte og skal nok bare have overstået dagens besøg, da vi er færdige med at se på selve templet, er der en udstilling, der forklarer lidt om stedet, udgravningerne og udskæringerne mv., jeg glemte rent at der ved modtagelsesområdet/indgangen, var en oversigt over historiske bygninger i verden, her kunne vi se at den gl. del af Nortre Dame i Paris er fra ca. samme tidspunkt som Angkor Wat, ikke noget jeg ville have gættet på, men interessant, da man når man går rundt her, let får opfattelsen af at templerne er meget ældre end noget vi har i Europa, hvilket jo slet ikke er tilfældet.
Efter besøget her kører vi mod Phnom Bok, det skal siges at det var en pludselig indskydelse i morges og da jeg bad vores driver om at tage den med i vores plan, sagde han det jo lå lidt uden for ruten, så det derfor ville blive dyrere, nevermind sagde jeg så til ham og troede at vi ville springe den over, så da vi ”lander” der, tror jeg rent faktisk at vi er kommet til Banteay Samre og at det derfor er det sidste tempel, så ”kloge kloge” Jan fører an og marcherer, nærlæser IKKE i guidebogen, kl. er nu ca. 1230, så er her er forbandet varmt, da vi har gået lidt op af bakke, kommer der nogle trapper, jeg får lokket resten med, vi har ikke meget vand tilbage, så det må rationeres, der bliver holdt mange hvil på vejen op, da vi endelig når op for enden af trappen, fortsætter bakken bare, Sof og Hanne gider ikke gå længere og så kan tempel i øvrigt være tempel, Josse har pevet det meste af vejen op, så hun slutter sig til de andre, jeg vader videre alene, når vi nu er gået så langt, skal jeg jo have det sidste med, ellers er de første mange mange skridt op af denne lille knold jo komplet forgæves, de får vandet og jeg klarer mig nok uden.
Da jeg kommer helt derop, synes jeg ikke rigtig jeg kan få det til at stemme med at det skulle være Banteay Samre, der stod i guidebogen at templer skulle være i en meget god stand, det er ikke tilfældet med det jeg ser her, selve ydermuren er dog nogenlunde velbevaret og kun styrtet sammen visse steder, men alt indenfor er nærmest styrtet sammen, her ligger stort set kun brokker, til gengæld står der 2 kanoner heroppe, de er overdækket med pressening , rent militær strategisk er det jo også en perfekt knold at have, her er frit udsyn til det flade land rundt om, faktisk kan man se over til Angkor Wat herfra, der er selvfølgelig et stykke vej, men man kan tydeligt se det herfra, jeg får taget billeder af ruinerne og af udsigten og begiver mig ned mod de andre igen.
De har forladt den øverste del af trappen og er begyndt nedstigningen, jeg er jo bedst på ”nedkørsler” så jeg henter dem på halvvejen, de har drukket stort set alt vandet og Josse er ked af det, hun ville godt have været med mig, men Hanne ville ikke efterlade hende deroppe, så nu har hun tudefjæs på fordi hun ikke fik set, hvad der var på toppen, jeg forklarer at der ikke var det store at se deroppe, så hun er ikke gået glip af noget, men lige lidt hjælper der, min skjorte kan vrides og jeg har mest lyst til at smide den, det går hverken værre eller bedre end at Josse falder og slår sig og IKKE kan gå mere, jeg smider skorten og binder den fast til rygsækken og får hanket op i Josse med et ”brandmandstag” og så går vi ned af bakken, det hjalp, hun er træt og så skal der jo ikke så meget til ”at vælte hendes læs”, Sof falder også et par gange men børster bare skidtet af og går videre, næsten ned ved vores tuktuk, vil Josse gerne gå lidt igen, hun humper hen til tuktuk’en, vi kører videre mod vores hotel, snart stopper vi igen, Banteay Samre forkynder vores driver, så går det op for mig, hvad der er sket, alle bliver alligevel lokket med ind og se templet, vi bliver modtaget af en flok unger som vil sælge sodavand mv., vi tager imod med kyshånd og køber lidt

I dag er det Hanne’s fødelsdag, hurra hurra hurra..de 29 år blev rundet for gud ved hvilken gang…

D. 21 maj 2010, dag 28
Jer tidligt oppe, der skal købes gave fra børnene og så skal jeg lige have fundet et sted, der sælger blomster, det hele skulle gerne overståes inden kl. bliver 0800, så jeg trækker tidligt i løbetøjet og tager nogle $$ med.
Røgen ligger tæt lige nu, man kan mærke når man trækker vejret, jeg ved ikke om det er alle madstederne, der har startet deres brændekomfurer mv. op, i hvert fald er det tydeligt at der bliver fyret lige nu.
Det er allerede varmt og den ½ l vand jeg har taget med, forslår som en skrædder et vist sted, allerede nu er det varmt, jeg løber/går 5-6 km, får indkøbt et tørklæde som fruen har peget ud forleden, det er en gave fra ungerne, hun har jo fået støvler af mig inden vi rejste, snart kan hun åbne en støvlebutik og efter turen her også en taskebutik xD.
Herefter er jeg løbet tør for vand, jeg prajer en tuktuk, beder om at blive kørt til de lokales marked, da jeg formoder at jeg må kunne finde én, der handler med blomster der, ganske rigtigt jeg finder et sted, der sælger buketter til buddisterne, men hvad der er godt nok til budha, må være godt nok til min kone, får bundet en buket af 4 buketter, det koster den helt horrible sum af 1$, hvis det samme var tilfældet i Danmark, købte jeg helt sikkert flere blomster, jeg køber ved samme lejlighed 2 stk. vandmeloner til 1000 Riel stykket, dvs. ca. 2 kr. pr. stk., det er det helt rigtige marked for mig, alt er jo væsentlig billigere her, hvor de lokale gør deres indkøb, jeg bliver kørt tilbage til hotellet, ungerne er vågnet og Hanne sover rævesøvn, vi får lige arrangeret blomsterne og hun får overrakt gaven, herefter læser hun højt fra det fødselsdagskort som jeg fik med fra min svigermor.
Herefter får vi spist morgenmad, det er Hanne der bestemmer i dag, vi går i poolen, herefter går vi op i byen for at få en is til frokost, bagefter går vi til et børnehospital for at donere blod, vi bliver begge tappet for 350 ml, for ulejligheden får vi hver en cola, en pakke bisquit og en t-shirt, det er mere end man får i Danmark, da vi er der, kan jeg se at der er flere udlændinge end lokale der donerer blod.
Herefter går vi hjem, hopper igen i poolen og hygger os med en øl og lidt vand.
Hen på eftermiddagen går vi mod aften-/natmarkedet, ungerne får en gang fishmassage og Hanne en gang fodmassage, herefter går vi på Curry Wally og spiser aftensmad, da vi endnu ikke har hørt fra elefantlejren om hvor vidt vi kan komme der efter d. 25 maj, er vi næsten klar til at bestille en taxi mod Poi Pet d. 23. maj, men da det er en weekend vil vi helst undgå dette, laoter mv. bruger weekender og helligdage på at få fornyet deres visa og da Poi Pet ligger i kort afstand fra Bangkok, er der en livlig trafik af disse ”fremmedarbejdere”, der skal have fornyet deres visa for ikke at få problemer, det giver jf. alt, hvad jeg har læst lange køer og uvenligt Thailands administrativt personale ved grænsen, hvorfor man bør undgå at krydse denne i weekender mv. da der virkelig er spidsbelastning der, jeg har i morgen fået bekræftet at vi kan få en taxi til 20$, da der samtidig bliver annonceret med busbilletter til 4$ pr. stk., er valgtet ikke så svært, jeg tror det bliver en Toyota Camry fremfor en Hyndai bus, men vi afventer lige for at se om vi kan trække afgangen til om mandagen i stedet for søndag, for at undgå det store pres, som der forventeligt er på grænsen denne dag.
Da vi kommer hjem skal, der afholdes fødselsdags-disney-erstatnings-fredag, så vi finder en film, snart efter får jeg ”tunge øjenlåg” og bliver fra min drømmetilstand kaldt tilbage til nutiden, da min drøbel vibrerer lidt for voldsomt, det sker dog kun et par gange under filmseancen, herefter går vi alle til ro og ser frem til den sidste tempeldag i morgen, vi skal køre tuktuk ud til et tempel, der efter sigende skulle have de flotteste udskæringer mv. det ligger ca. 37 km. herfra, så det bliver en halvlang tur, på tilbagevejen skal vi se et andet tempel, det bliver det sidste i denne omgang, nogle er mere trætte end andre af templer, jeg tror Josse og jeg godt kunne have taget 10 templer mere, men af hensyn til de andre i familien begrænser vi os og stopper her.
G’nat.

Dagbog d. 21. maj, dag 28

Kære Eline
Jeg bliver vækket med blomster, gave og kort fra mormor. Ja dvs. jeg er selvfølgelig vågen da jeg bliver vækket, men far har været på jagt efter blomster siden kl. 6, altså i 2 timer. Her er ingen blomsterbutikker, men på et meget lokalt marked et godt stykke fra hvor vi bor og i retning ud af byen, har far fundet 4 duske, som han har fået lagt sammen til en buket. Jeg tror de skulle have været brugt til ofringer til Buddah, men bukketten er fin og meget anderledes end de bukketter jeg plejer at få, der er bla. åkander i. Far indrømmer at alle fire duske til sammen kostede 1 dollar og det passer ham jo svært godt;O) Nu står blomsterne i en afskåret colaflaske og pynter i mellem alt vores rod på hotelværelset. Jeg ved at mormor vil trække på smilebåndet og mindes vores hotelværelser når hun læser dette;O)
Formiddagen bruger vi på at lave lektier, læse, uploade billeder og bade i poolen. Over middag går vi til byen for at spise isdesserter til frokost og donere blod på det internationale børnehospital i Siem Riep. På hospitalet skal vi først udfylde en blanket, så bliver vi vist ind i et lille bitte bloddoner rum, hvor en ganske ung og lidt genert, smilende læge beder far tage plads på en briks, der fylder hele rummets længde. Først far og så mig. Jeg tror lægen spørger mig mindst 10 gange om jeg er ok og det er jeg naturligvis, selv om mit blod åbenbart løber lidt langsomt. Godt 1000 mennesker donerede blod i 2009 og ud af dem, var over 700 turister. Vi læser på skilte at ca. 75 % af alle cambodianere er uden sanitet og 35 % uden rent drikkevand. Hver 12. barn lever ikke til dets 5 års fødselsdag. Her er hårdt brug for blod donorere og som tak for vores blod, får vi hver en lille pakke, indeholdende en T-shirt, en pakke kager og en cola. På T-shirten står der “Friends without a border”, som er den organisation der har taget initiativ til sygehuset.
Lidt svimle går vi hjem. Der er jo ingen grund til at ofre en tuk tuk, bare fordi man er lidt svimmel.
Da vi kommer hjem går far og ungerne i poolen, indtil jeg befaler dem op, fordi jeg er sulten. Vi går op til byen og jeg får fodmassage, imens ungerne får fiskemassage. bagefter spiser vi på indisk og bestiller lige hvad vi vil, uden at skele til prisen. For Sofus betyder det 2 shakes, for Josse frugtsalat til dessert. Vi runder aftenmarkedet på vejen hjem.
Jeg har været i kontakt med elefantlejren i Lampang og de skriver vi kan komme d. 25. Vi har først planlagt at tage herfra d. 24., men så vil det ikke være muligt at komme i lejren d. 25. Desværre har manden jeg har skrevet med ikke mailet tilbage i dag og derfor ved vi ikke, om vi skal afsted søndag el. mandag. Uanset hvad og hvordan, bliver det en lang rejse (ikke mindst pga urolighederne i Bangkok) og der vil gå dage, hvor vi ikke kan lade høre fra os…..
Her i byen er der vist ingen biograf, men der er noget andet…… Flere steder er der store rum, naturligvis åbne mod gaden, som alt er her. På bagvæggen hænger 3- 5 fladskærme som kører alle sammen på forskellige TV-kanaler. det er ikke alle skærmene der er store… I lokalet står omkring 50 havestole og udenfor holder ca. halvt så mange scootere, som der er mennesker på havestolene. Jeg tror det er erstatning for “eget TV apperat”,som mange mennesker jo ikke har;O)
Forresten har far besluttet at han ikke vil benytte denne lejlighed til at få sin tatoo, da den koster næsten 400 dollars. Jeg syntes på en måde det er noget pjat, men for far er det lige så meget et princip om, at en cambodianer ikke skal have 100 dollars i timen i løn, det vil nemlig tage 4 timer. Det er simpelt hen for vildt, når vi ved en normal ugeløn er på 20- 25 dollars. Jeg syntes på en måde det er noget pjat, for far får jo nok aldrig chancen igen….. Altså for at få den lavet med bambus….. Men det må han o selv om…..
Elskede skat, vi savner dig og sender dig varme og kærlige tanker hver dag. Kan du ha´det rigtig godt og hilse alle de søde mennesker omkring dig.

Dagbog d. 22. maj, dag 29

Kære Eline
Jeg glemte at fortælle i går, at de vi skulle hjem i går aftes, gad Josse ikke at gå. Far sagde til hende, at hvis hun kunne skaffe en tuk tuk til en dollar, var det ok. Vi gik hen til én som bød sig til for to, men Josse sagde:”No, one”, med et stort smil og da han rystede på hovedet vendte hun sig om og vi gik videre til han kom løbende og sagde ok. Du ville have været stolt af hende, mens jeg bliver lidt flov over at prutte så hårdt om prisen, når folk her har så lidt…..;O)
Far har planlagt en tempel tur for os i dag og chaufføren fra forleden kommer og henter os kl. 9. Hotellets chauffører sender blikke efter os, men det må de nu om. Vi kører omkring 35 km hvilket er temmelig langt i tuk tuk, det tager vel en god time, men der er jo dejligt at blive blæst igennem og vi nyder at se på alt det vi kører forbi. Templet vi kommer ud til hedder Banteay Srei og er det flotteste af alle Angkors templer, især fordi det har så flotte udskæringer. Desuden er det omgivet af en smukt anlagt parkeringsplads, som dog ikke har skygge til chaufføren og et smukt og helt nyt indgangsparti, med informationstavler og alt muligt. Alle andre templer er bare omgivet af brunt grus og en masse boder, lavet af forhåndenværende materialer. Templet er også flot, men ikke særligt stort. Heldigvis er der anlagt stier rundt om hele området og da junglen også her breder sig er der dejlig skygge. Da jeg hører musik bagved templet går jeg efter lyden og finder et helt orkester af “mineramte” der alle spiller hver deres instrument. Èn spiller bare på et blad, men får hele melodier frem og sammen med alle de andre instrumenter lyder det virkelig godt. Omkring dem står flere “ben”, som de afmonterer mens de spiller. De andre finder mig der og som altid donerer vi penge, inden vi går videre.
Far har spurgt chaufføren om han vil køre os til to templer mere, i stedet for det ene mere vi havde aftalt og chaufføren siger at det kan han godt, men det ligger længere væk, så det vil koste mere. Så siger far at så nøjes vi bare med det aftalte. Så da chaufføren parkerer ved et lidt øde sted for foden af en stejl bakke og smilende peger opad, tror vi at det er det først aftalte tempel vi er ved. Det er lidt mærkeligt her slet ikke er nogen handlende, men sådan er det så her……Vi begynder at gå op af bakken og da den er tæt bevokset kan vi ikke se ret langt frem. Vi tror templet ligger et lille stykke længere fremme, men jo mere vi går, jo stejlere bliver det og der kommer også en trappe, som går stejlt, stejlt op ad så langt øjet rækker, hvilket retfærdigvis skal siges ikke er særligt langt. Vi er midt i middagsheden og temperaturen har vel nået omkring 45 gr. Vandet svinder hurtigt som vi aser og maser op af trappen og Josse klynker, mens Sofus bander. Sveden løber af os i stride strømme og da det omsider ser ud som om trappen får ende, siger jeg til de andre, at hvis templet ikke ligger der hvor det ser ud til trappen ender, skal de vide jeg ikke går et eneste skridt mere op ad. Desværre ligger templet ikke der, men heldigvis er udsigten fantastisk og jeg sætter mig på trappen med Sofus ved siden af. Far går ud fra ingen går længere, så han maser videre for at vi ikke skal vente for længe på ham der i solen. Bevoksningen er aftaget her oppe. Da han er gået, finder Josse pivende ud af hun ville have været med og hun skynder sig efter ham, men kan ikke nå at råbe ham op og hun bliver rasende da jeg efter et stykke tid siger vi skal begynde at gå ned. Dels fordi vi kun har omkring 200 ml vand tilbage og dels fordi jeg har haft halvdårlig mave i dag og gerne vil tættere på et toilet, som jeg har set der er for foden af bjerget. Mine ben ryster under mig da far indhenter os og Sofus skælder ud, mens Josse tuder, fordi hun også ville have set templet. Hun er så gal, at da vi endelig når foden af trappen og går på jordstien, sparker hun sådan til stenene at hun falder og slår hul på knæ og albue og så kan du nok regne ud der går en sirene i gang;O) Det ender med far tager hende på ryggen resten af vejen ned og chaufføren smiler da vi vender tilbage.
Sofus mener far skylder mindst tre sodavand……
Mens vi tror vi kører hjemad, undrer far sig over der stod i guiden at templet var “godt bevaret”, for det var nærmest faldet helt sammen, fortæller han. Men sådan er der jo så meget. Så stopper chaufføren op, og siger navnet på det tempel, vi troede far lige havde set og det går op for os, at chaufføren alligevel har valgt at køre os til både det ene og det andet tempel. Josse er altså slet ikke gået glip af templet og her er de sædvanlige sælgende børn og boder og alt det andet. “Please buy scarf madame…… I give you good price madame….. Maybe you buy later madame……” Far “betaler” sodavand for strabadserne, dog ikke tre til hver og han og børnene klatrer op og ned af stejle trapper i templet, imens jeg bare går en lille runde og sætter mig ned og venter. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af om det er maven, varmen eller den manglende frokost, men det hele føles lidt underligt…… Vi giver chaufføren en kold sodavand som han smilende tager imod. Fordi han kørte os til alle templerne giver vi ham et par dollars ekstra og vi siger varmt farvel og ønsker hinanden held og lykke i livet frem over.
Jeg går på hovedet i seng og falder i søvn med det samme, mens de andre læser og skriver. Da jeg vågner efter en halv times tid, kan jeg høre det regner uden for, men jeg har fået det bedre. Vi er alle sammen hunde sultne her ved halv fem tiden, så vi går op i byen, mens det stadig drypper. Vi skal have bestilt taxa til grænsen i morgen. Vi vil tage en taxa fordi det er lige så billigt som bus når vi er 4 og så kan vi komme tidligere afsted. 20 dollars koster det for en 2 timers køretur. Vi har hørt søndag er en træls dag at krydse grænsen, men da vi stadig ikke har hørt fra elefantlejren som har foreslået vi kan komme tirsdag, bider vi i det sure æble….. Jeg køber også lige en taske og forsikrer far at han er heldig at have en kone der er så billig i tasker. Jeg køber jo aldrig tasker der hjemme og her får jeg dem for 8 dollars. Vi går på pizzaria og far bestiller en hel bunke mad, han tror han kan spise en elefant. Selvfølgelig ender det med levninger, men dem får vi pakket i en æske, som vi senere forærer til tre småbørn der kommer kørende med en tung vogn fuld af skrald. Nogle her lever af at samle affald og sortere det og de får så penge for pap, flasker, metal osv. Faktisk er det sådan en del af mineulykkerne sker. Man får nemlig penge for både det plastik der er omkring minerne og sprængstoffet inden i. Så fattige er nogle her, at de løber den risiko at forsøge at skille skidtet ad, for at tjene lidt håndører… Da vi går hjem ad ser vi to flotte regnbuer og henter vores vasketøj på vejen. Vi har fået vasket et nyt sted og desværre har de ikke haft et sted at hænge tøjet i tørvejr, så de smiler undskyldende og siger at det først er klar i morgen. Det kan vi jo desværre ikke vente på og de er meget kede af at give os to poser vådt tøj tilbage. Det er vi også, for vi skal jo pakke og bliver afhentet kl. 8 i morgen, men der er jo ikke noget at gøre ved det så vi smiler bare tilbage og siger det er ok. Nu hænger der 4 kg. vasketøj rundt om på vores værelse, som vi håber er tørt i morgen tidlig.
Far og ungerne går ud og tager en aften dukkert i mørket. Jeg går og pakker imens og får afregnet værelset. Inden de kommer ind igen, når jeg lige ud og sidder og kigger lidt på min dejlige familie i vandet og mangler kun lige at du er her også, for at det er helt perfekt.
Forresten havde vi dollars med for 15.000 kr. og det passer lige med at de er ved at være brugt nu. Tænk engang at fire mennesker har kunnet bo, spise og rejse i 4 uger for det beløb. I morgen rejser vi ind i Thailand og der bruger man jo Bath, som vi heldigvis har lidt tilbage af fra sidst.
Knus og masser af kærlige hilsner til dig min skat.
mor

En tattoo til 380$, det er 2-3 gange så meget som jeg troede…..

Dagbog d. 20. maj, dag 27
Jeg starter lige med overskriften, her i aftes var jeg hos tatovøren, for at aftale det videre forløb, men da jeg fik prisen, måtte jeg lige synke et par gange, det var fa… dyrt, meget dyrere end jeg har læst at det koster i ex. Thailand, skal det gøres med bamboo koster det 380$ med moderne pistol 200$, tidsforbruget er 4 eller 2 timer ca., imo er det lidt for god en timeløn, taget i betragtning at vi er Cambodia, så tuschen er droppet indtil videre – ja, ja kald mig bare tøsedreng, men det er nok mere de vestjyske gener, der spiller ind, når jeg tænker lidt længere, har jeg heller ikke set ham i arbejde eller snakket med nogle, der har gjort brug af ham, så ret beset er jeg mere og mere sikker på at det ikke skal være ham, der laver en tattoo på mig, jeg finder nok en bamboo tatovør senere i livet, vi er jo ikke færdige med at rejse endnu, jeg ved ikke, hvorledes de tatoverer i mellemøsten, men da næste tur går dertil, kunne det jo være der at der skulle indkøbes noget langtidsholdbart pryd til kroppen, men det skal gøres på gl. dags manér, skulle det gøre med pistol, havde jeg jo bare fået gjort det derhjemme, det er den primitive måde som tiltaler mig, at det så ydermere kunne tjene som minde om en af vores rejser, finder jeg bare positivt, evt. Kunne der kommer flere til, hvis man får hang til dette.
Nå, dagen gik med at gå til tatovøren som igen havde lukket, er tilbage til aften stod der, så forsøgte vi at få den stemplede 100$ seddel med en lille revne vekslet i en bank, de vil heller ikke tage denne, lidt træls når det nu er en seddel, som vi har fået hjemme fra vores egen bank, men jeg synes ikke vi skal spilde mere tid på at veksle den nu.
Vi aftaler med en tuktuk chauffør om at blive hentet på vores hotel kl. 1300 for at blive kørt til en ikke turistede del af Tonle Sap søen, undervejs hjem spiser vi på en Khmer restaurant, vi spiser vesterlænding mad, dvs. sandwiches med frugtshake til, vi er ikke så meget for den indfødte mad, her i Cambodia spiser de jo alt, biller mv. glider bare ned, okay, var vi trængte så måske, men når vi kan vælge, ja så spiser vi altså noget vi kan lide.
Vi når lige en pooltur inden vi bliver afhentet, vi har fået at vide at vejen derud er dårlig, det er den nu ikke til at starte med, men det skal jeg love for at den bliver, den er ikke skabt til tuktuk, men vores chauffør har gode skills, så det lykkes os at nå frem til pælebyen, hvorfra båden videre ud på søen afgår fra, prisen taler vi ikke om, altså sejlturen, f… hvor er det dyrt, helt ude af proportioner med, hvad man faktisk får for pengene, 2 unge knægte styrer båden for hårdt, her er lavvandet så skruen sprøjter mudder mv. op når den bliver sænket for meget, men med stager går det de steder, hvor vi bliver hængende, her er godt nok lavvandet, på vejen ud kan vi se at det flodleje der er på vejen ud til søen, næsten er totalt udtørret og at de i høj grad må glæde sig til regntiden, dyrene lider under den tørke der er her, køerne er totalt afpillede at se på, de eneste, der stortrives ud fra der fysiske tilstand at dømme er svinene, som er ekstrem fede i forhold til køer, høns og kyllinger mv.
Sejlturen er hurtig overstået, jeg tror ikke det tog en time, ingen guide undervejs, bare sejle rundt og se på de pælehuse, der er placeret i søen, vel tilbage gør vi holdt ved den pæleby, som ligger lige ved, her er der pt. ingen vand, hvilket får det til at se underligt ud med huse som ligger 2½-3 meter over normal niveau, i regntiden sejler man rundt, hvor vi pt. kører tuktuk, det er tydeligt at her ikke kommer turister i et omfang som andre steder ved søen, her intet turistsalg af alt mulig gejl, hvilket imo er den bedste målestok for om det er et turistområde eller ej, alle tager imod os med smil og Josse er rigtig i sit es, hun elsker at blive feteret, jeg har alle vores engangstandbørster og farvekridt fra flyveren med, samt nogle kamme som man også får på hotellerne, hertil har vi indkøbt nogle kladdehæfter fra en ung kvinde, som sagde at børnene skulle bruge disse i skolen, stor jubel da vi uddeler det hele i løbet af 5 min., alle unger i byen kommer løbende og tager del i det, jeg forstiller mig et par udlændinge med underligt udseende i Danmark komme forbi og uddele engangstandbørster, de ville nok ikke få den samme succes som vi fik her, fed fed og helt igennem autentisk oplevelse, godt vi ikke valgte det flydende turistmarked som også findes på Tonle Sap søen, det her er for mig den indtil nu største oplevelse, templerne er jo i parantes bemærket blot gl. sten og ruiner, her var det levende mennesker som vi var i kontakt med, turen har nok være mere turist/charter-agtig end jeg havde forestillet mig at den ville være hjemmefra, så oplevelsen med at komme herud, hvor der ikke kommer så mange hvide turister var en rigtig god oplevelse for os alle, vi har alle en rigtig god følelse da vi igen kører hjem af den miserable vej, der i regntiden jo også er oversvømmet, flere gange må vi af undervejs, for at sikre at tuktuk’en ikke skrider ud og vælter, da vi kommer hjem aftaler jeg med vores chauffør at vi vil ud til nogle af de fjerntliggende templer om lørdagen.
Ungerne og jeg går i poolen da vi kommer hjem, herefter går vi til byen og spiser aftensmad, bagefter opsøger Hanne og ungerne hoppepuden, mens jeg går til tatovøren og får den i starten nævnte ublu pris på tatoveringen, alt i alt en god dag bortset fra den helt horrible pris på tatoveringen.
G’nat

Dagbog d. 20. maj, dag 27

Kære Eline
Vi går op i byen til morgen, igen for at lave aftale med tatovøren, som stadig ikke har åben. Så prøver vi at gå i en bank fordi jeg har en 100 dollars som nogen har sat et stempel på og desuden har en lille revne. Det er folk så krakilske med her, at vi nu har opgivet at få nogen som helst til at acceptere den som betalingsmiddel. Banken vil heller ikke bytte den….Jeg køber en enkelt taske på markedet og Sofus spørger om jeg er “gået over til” tasker i stedet for støvler…..Vi laver en aftale med en chauffør i byen om at hente os kl. 13 og køre os til en flydende landsby på Tonle sap søen. Vi vælger den landsby de andre ikke vælger. Det gør de ikke fordi den ligger længst væk, men vi tror den de andre vælger nu er et turistmekka. Vi får chaufføren ned på 9 dollars.
Så spiser vi på en lille Khmerrestaurant hvor vi får rørende billige sandwich og shakes. Der nu lidt husspektakler. Et par af børnene har været oppe at skændes og den ene får regulære “smæk” af moderen, imens vi kigger på. Børnene (altså vores) husker den anden mor der slog i bussen, altså hende den fulde og Sofus mener denne mor er lige så slem og selv skulle have smæk….. Det har vi en længere drøftelse om… En lille dreng kommer for at sælge postkort og da vi ikke vil købe beder han om mad. Jeg ryster på hovedet med blødende hjerte og gør det igen da han kommer anden gang. Da vi skal gå sidder han stadig med store sultne øjne uden for restauranten, men rejser sig og går da vi går. Jeg løber efter ham og spørger om han vil have mad. Vi står uden for en lokal restaurant, de ligger på stribe og er en del af markedet og drengen ser forbavset ud. Han vælger det fedeste og mest ulækre kød, men får serveret en stor portion med ris til og ser glædestrålende på mig. Jeg ønsker ham held og lykke frem over.
Far og ungerne er næsten nået hjem før jeg indhenter dem efter mit madindkøb og vi går alle i poolen imens vi venter på klokken bliver 13. Vi går ud et par minutter i 13 for at chaufføren ikke skal vente, for det er nok ikke helt vel set at en anden tager hotelchaufførernes kunder…..
Vi kører af gode landeveje en rum tid, indtil vi drejer ind af en lille, smal, men dog asfalteret vej. Chaufføren har sagt det er dårlig vej vi skal køre på og vi mener nu nok han har overdrevet lidt. Smal ganske vist, men da ikke dårlig….. Vi er mere og mere på landet og husene vi passerer, er lavet af pæle og palmeblade. Omkring går børn, høns og radmagre køer, med knoglerne stikkende ud alle vegne. Husene her har ikke indlagt vand og et enkelt sted ser vi en gammeldags vandpumpe, men det er også meget almindeligt med brønde. Folk vinker begejstret til os og råber ”hello” og ”goodbye” og vi vinker og råber tilbage. Bagved husene langs vejen, kan man se hvor floden løber når det er regntid. Nu er et bare et udtørret flodleje og jo længere vi kører, jo brunere bliver landskabet. Kanoer ligger langs ”floden”, men gør ingen nytte nu. Asfalteringen hører op og vi bumper af sted på en sandet vej og stenet vej. Nogle steder er det helt fast, men bare bulet, andre steder er det løst strandsand vi kører i. Vores fremragende og smilende chauffør, må flere gange bede os om at stå af, mens han lige bugserer forbi et særligt slemt sted. Nu forstår vi hvad han mener med dårlig. Vi kører og kører og der bliver længere og længere imellem husene. Vi kommer til et sted hvor der står ”Both ticket”. Det betyder ”boat ticket”. Sådan er der så meget….. De siger vi skal betale 15 dollars pr. mand for båden. Det lyder helt vanvittigt og er væsentligt mere end beskrevet i bogen. Far himler en smule og de siger så at børn er gratis. Det er nu stadig vanvittigt, men vi må jo betale hvis vi vil se landsbyen. Den forfærdelige vej er helt klart beregnet på en firhjulstrækker og ikke en gammel tuk tuk, men vi kører og kører og hver gang vi syntes, nu må vi da snart være der, kan vi bare fortsætte. Så kommer vi pludselig til en landsby. Husene her er tårnhøje. Det er faktisk pæle hytter i tre etager og bygget side om side. Op om husene vokser der slyngplanter og folk har flere steder bourgonvillaer stående i potter. Her plejer floden at dække hele området og byen står normalt under vand. Kun fordi regntiden lader vente på sig kan vi nu køre her. Folk her er ikke vant til så lyse turister som os, det er helt sikkert. De råber, vinker og smiler fra alle verdenshjørner og vi råber, vinker og smiler tilbage igen. Jeg vil så gerne tage billeder, men det bumper simpelt hen så meget, at det er helt umuligt. Chaufføren har aldrig før kørt her, for her plejer jo at være vand, så han kører af den forkerte sti mod søbredden og må vende om. Så er vi nødt til at stå af og inden han får vendt på den smalle sti, er jeg oppe ved landsbyen på gåben og kan fotografere. De snottede, møgbeskidte, grinende børn er helt ville efter at se dem selv bag på kameraet og til sidst må chaufføren kalde på mig, for at vi kan køre det sidste lille stykke. Vi skal sejle fra der hvor floden mod søen begynder at blive til flod. Der ligger et par overdækkede træbåde med påhængsmotor af en slags og vi entrer via en planke. Jeg når lige at købe et par flasker vand i et lille palmeskur og sandelig om de ikke er isafkølede…. Hvordan mon de kan få is herud….? Jeg byder chaufføren en flaske vand, men han smiler og ryster på hovedet og siger han selv har vand. På træbåden er monteret kurvestole som siddepladser, 8 stk tror jeg, så vi sidder behageligt. Vores kaptajn er vel omkring 15 år og hans medhjælper måske 10. Han er sandelig vaks den lille gut. Floden er jo så lav bundet at vi hele tiden er ved at støde på grund. Motoren er en lang sag der får det til at sprøjte ud til alle sider, så hver gang en fisker i en lille kano sejler forbi, må der gasses ned. Drengene, især den lille, springer fra forende til bagende og hjælper til med at styre motoren og stage når det er nødvendigt. Vi ser et lille jordegern ved flodbredden. Vi sejler ikke længe før vi er ude på søen, som er næsten lige så lav bundet som floden. Husene på søen er jo næsten lige som de huse vi lige har set, disse har bare det meste af pælene under vand og ligger længere fra hinanden. Der sejler masser af kanoer og lidt større både som vores rundt og det er sjovt at se et helt samfund der lever på den måde. Denne by er ikke for turister. De der lever her, lever af at fiske og har levet sådan her altid. Hele sejlturen tager vel ikke meget over en time. Da vi klatrer i land igen tager en sød ung dame i mod. Hun spørger om vi vil købe skolehæfter at give børnene. 10 hæfter for 5 dollars. Det vil vi gerne. Hun rækker mig en stak hæfter og beder chaufføren om at stoppe ved skolen i landsbyen, så vi kan dele hæfterne ud. Jeg spørger chaufføren om han vil stoppe i landsbyen så jeg kan tage billeder. Han stopper i landsbyen og jeg fotografer et par børn. De skrupgriner når de ser sig selv og er tydeligvis ikke vant til så tæt kontakt, med de få turister der kommer forbi. Jeg kommer i tanker om, at far har en masse engangstandbørster, sæber og farveblyanter i sin taske, som vi har samlet sammen undervejs. Jeg opdagede for et par uger siden at far gemte de engangstandbørster man i dette land bruger at lægge på hotellerne og endda guesthouses. Du ved jo han ikke kan lade være at samle og jeg bad ham lade det ligge, indtil vi fik den idé af nogle andre, at man kan forære det væk. Tænk, børnene bliver ellevilde da de får tandbørsterne og de andre småting. Den unge dame er fulgt efter os og siger at jeg også bare kan dele hæfterne ud nu og ungerne jubler højlydt og kommer spænende fra alle kanter. Èn lille pige, stopper et hæfte ned i sine bukser for at jeg ikke skal se hun allerede har fået og griner da jeg viser hun er opdaget. Jeg køber 10 hæfter mere, men så er det slut. Tænk engang altså….. Èngangstandbørster…… Det er helt vildt og SÅ hyggeligt….Flere af børnene må lige hen og røre Josefine og Sofus siger:” Det er sgu´da klart. ALLE er bare vilde med Josefine, det fordi hun er SÅ PISSEsød”. Det fede er at han ikke siger det i pjat, det kommer lige fra hjertet og Josse stråler som en lille sol. Vi kører forbi skolen, der slet ikke ligner en skole, hvor børnene i deres hvide og blå uniformer nu har fri. Det ser helt forkert ud med uniformerne imellem alle de små børn i hullet tøj og kun delvis påklædte og alt det beskidte og primitive. En flok skolepiger råber i kor:”One, two, three…… HELLOOOOOOO”, da de ser os komme kørende og skraldgriner da vi råber tilbage. Et sted er der hængt et volley net op og top trimmede voksne mænd og store drenge spiller i bar overkrop. Hver en muskel er tydeligt aftegnet og giver baghjul til alle de danske mænd jeg kender. På hjemturen er vi helt høje og chaufføren som også fungeret som guide et par gange under vejs får 12 dollars da turen er slut, i stedet for de 9 vi havde aftalt. Han har stadigvæk kørt den længste og sværeste tur for de færreste penge, så vi bestiller ham til på lørdag hvor vi vil ud at se på templer og jeg kan se på ham at han er lige så glad for os, som vi er for ham.
Ungerne og far når en tur i poolen, inden vi går på markedet og spiser aftensmad. Vi opdager på vejen at hoppepuden er i gang igen i dag, så mens far går til tatovøren bare for at aftale pris og design, slutter ungerne og jeg af på hoppeborgen og da vi alle er færdige, følges vi hjem til Bulderby og dagbog.
Fed dag i dag. Det kan godt være 1000 år gamle templer er spændende, men der er simpelt hen ikke noget der slår sådan en oplevelse som den vi har haft i dag. Æv at du ikke var med;O(
Mange kærlige kys og tanker
Fra os til dig;O)

Sunrising – Angkor Wat

Dagbog d. 19. maj, dag 26
Vi fik sent i går lavet en aftale med vores chauffør, gennem en anden chauffør som ringede ham op, jeg kunne i tlf. godt fornemme at han ikke var tilfreds med de 12$ som jeg stillede ham i udsigt for at køre os i dag, da vi her til morgen kl. 0500 kommer ud foran hotellet er han her heller ikke.
Ham som ringede ham op i går er her til gengæld, han siger at vores chaufførs ”moto is broken” og at han skal køre os i stedet, det er nu den 3. chauffør vi har, mens vi bor her, er vi for nærige – arh et lidt dumt spørgsmål, da jeg selv er med, selvfølgelig er vi det, pengene skulle jo gerne række til hele tiden.
Jeg tror at de chauffører, som holder til her på hotellet har det lidt for let, de skal ikke kæmpe for turene som dem vi har mødt nede i byen, her er vi nu 2 gange blevet tilbudt en chauffør, der vil køre os en hel dag for 10$, vi tilbød vores chauffør 12$, godt nok skulle vi starte kl. 0500, til gengæld vil vi være færdige kl. 1200 i dag, dvs. det giver ham ½ dag til at tjene mere, så jeg synes prisen er fair.
Vi bliver kørt ud for at se solopgangen ved Angkor Wat, det er nu så som så med at se denne, da der er et ret kraftig skydække, som skal ”brændes” af først, solen når aldrig at titte rigtig frem inden vi kl. 0700 kører tilbage for at spise morgenmad, her er vi også 2 personer som næsten er ved at gå til af sult (Sof og undertegnede), det resulterer i at vores søn fortærer 1 stk. french toast og 40 stykker vandmelon! Hanne er gået inden rekorden er i hus, jeg har lagt mærke til at når vi spiser morgenmad er vi dem som spiser i længst tid, om det så også er fordi vi er dem der fortærer mest skal jeg ikke gøre mig til dommer over, men i dag må Sof være den der har spist absolut mest, han siger efterflg. at nu også er ved at være træt af vandmelon, hvilket jeg til fulde forstår.
Kl. 0900 kører vi mod Preah Keah, et andet tempel, som er mere ruin end hel, de lange gange mod øst vest nord og syd er smalle, vi bliver forklaret at dørene mod vest nord og syd er mindre end dem mod øst, da kongen brugte øst indgangen, Sof har efterhånden mistet interessen og da man ikke må klatre rundt i ruinerne her, keder han sig tydeligvis, det er allerede varmt, så sveden har allerede gennemblødt ens tøj, når man har gået i en times tid.
Så da kl. bliver 1100 er vi alle kørt lidt trætte og beder om at blive kørt hjem, vi har købt frugt mv. ude ved templet og spiser det hele, selv Sof spiser vandmelon selv om han proklamerede at han var træt af vandmelon i morges, der bliver læst et kapitel i bulderby og Hanne og ungerne tager en lur.
I mens leder jeg efter tattoo’s, jeg ender op med noget ordinært, jeg vil ikke ”bare” have et bånd om armen, det skal sno sig som en slange men bestå af khmer skrift som siger ”Det som ikke slår mig ihjel gør mig stærkere”, jeg havde overvejet ungernes navne samt div. ordsprog mv., nu ender det med at blive ordinært, hvis det skulle være ægte Khmer, skulle det have været på ryggen og der skulle alle mulige figurer mv. til, men det vil jeg nu ikke lægge ryg til, så kan det godt ske at de andre tattoo’es kan gøre at jeg bliver usynlig og usårlig, men så heller være synlig og sårbar xD
Efter de andres lur, går vi i poolen, vi skal se noget cambodiansk skyggeteater i aften, vi begiver os tidligt af sted, da jeg godt vil forbi tatovøren inden, på vejen bliver vi sultne, så meget mætter frugt jo heller ikke, vi køber 8 stk. vafler, hos nogle damer som sidder med simple vaffeljern over åbne ildsteder, de smager godt men mætter nu ikke helt så meget.
Tatovøren har lukket og kommer først tilbage i aften står der, hmmm så må det blive i morgen i stedet.
Vi dalrer lidt omkring i byen, det er for tidligt at gå derud nu, Hanne mener det starter kl. 1930, vi leder som gale i vores bøger, men kan ikke finde ud af om det er tilfældet.
Der ligger et lille hospital inde midt i byen, det ser noget miserabelt ud, der står at man kan give blod, der er et skilt mod blodbanken på hospitalet, vi følger de skilte der er, pludselig er der ingen skilte mere, jo mere vi har set jo mindre har vi lyst til at give blod lige på dette hospital, det virker meget primitivt, så vi vælger at besøge børnehospitalet en anden dag, her reklamerer de da med sterile nåle etc. og også her kan man give blod.
Vi tager en lille pause i det center, hvor vi købte is og spiste pizza forleden, her er aircon, dejligt når man lige skal have en pause for den bagende sol, Hanne kigger guidebøgerne igennem for at finde tidspunkt mv. for skyggeteateret men finder ingenting, jeg bliver kontaktet af en kvinde, hun er Vietnam nærmere bestemt Halong, hun virker skuffet over det tøj mv. som hun kan købe her, hun siger at det hele er fra Kina, men at hun ønsker at købe noget ”Made in Cambodia”, jeg kan ikke rigtig greje, hvorfor hun henvender sig, måske blot for at få en snak med os.
Vi begiver os ud mod stedet, der annoncerer med skyggeteater, det ser dyrt ud her, maden er måske lidt dyrere end ellers, vi vælger de billigste retter, nogen tid efter ankommer de børn, der skal optræde, på bordet er der nogle folder, der fortæller om organisationen, der står bag, der fortælles også om de historier de skal optræde med i skyggeteateret, i historierne er der en rød tråd, det gode og det onde, sjovt nok gik Sof og jeg og talte om de gode og det onde, i tegnefilm ofte symboliseret med en sort engel på den ene skulder og en hvid på den anden, efter skyggeteateret vil der være noget dans, heriblandt noget bambusdans, jeg har set det før, det praktiseres også af thai’er, jeg så det fx mens jeg var på Cypern, her var der cabaretter, hvor de optrådte med deres dans.
Jeg fortæller, hvad de forskellige historier handler om og hvilke danse, der skal danses, vi får spist vores mad og forestillingen begynder, Sof bliver lidt hurtig træt af at se på skyggeteater, men brokker sig ikke over at vi skal sidde og se det færdigt.
Bagefter får vi afregnet og går hjem mod vores hotel, på vejen kommer vi på afstand forbi det sted, hvor hoppepuden burde være stillet op, det er den ikke, ærgerligt ungerne håber på den snart bliver stillet op igen, men vi kan ikke rigtig love noget.
Vi tager vasketøjet med hjem på hjemvejen, Hanne brokker sig over at de har sat farvede bomuldstråde i tøjet og mener at vi bør finde et andet sted at få vasket, de hænger også tøjet op så nederdel mv. buler der hvor klemmerne har siddet, godt det er de største problemer vi har, når jeg tænker på de arme fattige og handicappede stakler som vi ser hver dag, bliver man lidt træt af at høre på brok over vasketøjet, jeg mener ikke det er et problem, vi skal ikke gå ”catwalk” og er velsagtens de eneste, der bemærker at tøjet buler underligt.
G’nat

Dagbog d. 19. maj, dag 26

Kære Eline
På vores hotel som er ganske stort, er der er en stor foyer med højt til loftet og direkte i forbindelse til 2 gange med værelser, hvor vi bor på ene gang. Hele gulvet af dette areal er dækket af store, kvadratiske, blanke, hvide fliser. Da der ikke er fortove langs gaderne uden for, slæber folk jord og skidt med ind på det flotte gulv og derfor går der nærmest i døgndrift en dame og fejer gulvet. Heldigvis går hun der ikke, da vi lister ud kl. 5 til morgen for at overholde vores aftale med den sædvanlige chauffør. Til vores overraskelse er han der ikke, men en anden som vi godt kender, fordi han i går ringede “vores” chauffør op for at vi kunne træffe en aftale med ham. Han forklarer at “vores” chaufførs motobike er i stykker og at han derfor selv vil køre os. Vi har nu en fornemmelse af, at chaufførerne her er lidt dovne og kommer for let til deres penge og at han her har fået turen, fordi vi ikke vil betale nok. Men i går blev vi oppe i byen tilbudt en chauffør en hel dag for 10 dollars og han her giver vi 12 for at køre fra kl. 5- kl 12. Tuk tuk chaufførerne her på hotellet har deres eget fine overdække med TV og det hele, lige ved siden af restauranten og der ligger de i hængekøjer eller sidder på bænke og sludrer og spiser dagen lang, når de altså ikke lige er ud at køre. Eftersom hotellet her ligger lidt uden for centrum, er det nok lidt let for dem at aftale priser indbyrdes, men oppe i centrum står der tuk tuk-er på hvert et gadehjørne og de nærmest tigger os om at få lov at køre og ser ikke ud til at have det helt så hyggeligt som dem her på hotellet….
Når, det er lidt underligt at køre afsted i de menneske tomme gader i mørket. Jo tættere vi kommer på Angkor Wat, jo mere trafik kommer der nu. Vi er ikke de eneste der har fundet på at se solopgang. Her er meget overskyet til morgen og himlen bliver ikke flot lyserød som jeg havde håbet på, men ganske flot alligevel. Sofus syntes det er groft at jage ham op så tidligt og så ikke engang give ham noget at spise, mens Josse finder ro ved at gå rundt på ruinerne og sidde og se himlen blive lysere og lysere. Far mindes hvordan vi sad og ventede ved Macchu Picchu, du bare på samme sted, vi lidt mere omflakkende, på at solen skulle vise sig i horisonten. Han syntes ikke det her har helt samme magi, men jeg tro nu det er fordi vi har oplevet Macchu Picchu og fordi han og Sofus bliver ved at snakke om mad, i stedet for at nyde udsigten. Vi kører hjem kl. 0700 og da er det helt lyst, men solen har ikke vist sig bag Angkor Wat endnu.
Til morgenmad spiser Sofus sit sædvanlige frenchtoast, samt ikke mindre end 40 stykker vandmelon (skåret i trekanter). Bagefter proklamerer han, at han er træt af vandmelon…..
Kl. 0900 kører vi afsted igen mod et andet tempel. Sofus er helt klart tempeltræt, mens Josse og far stadig nyder og gå rundt på ruinerne. Jeg må indrømme min interesse også er dalende, ikke at forstå jeg ikke nyder at gå rundt i det gode vejr og hygge mig med stemningen, men jeg har lidt svært ved at bevare entusiasmen når jeg læser om hvilke konger der byggede hvad, hvorfor, hvornår osv. Jeg tænker på mormor der ville kunne gå rundt her i dage el. ugevis og fordybe sig i alle historierne og nyde de flotte relieffer og udsmykninger…. Hvis altså hun kunne gå….
Nå, vi har chaufføren til kl. 1200, men allerede kl. 1100 tager vi hjem. Vi har købt frugt ved templet og det spiser vi til frokost. Heldigvis er Sofus kommet sig over morgenmaden og har åbenbart helt glemt han er blevet træt af vandmelon….. Jeg læser et kapitel i Bulderby og bestemmer at børnene (og jeg ;O) skal sove, fordi vi vil til skyggeteater i aften.
Sofus og far tager en tur i poolen mens Josse og jeg bliver på kanten og hhv læser og tegner.
Så går vi op til byen. Sofus har proklameret at han er sulten og det er vel de færreste af os der ikke kan klemme en bid ned, efter vandmelon og ananas til frokost. Heldigvis kommer vi forbi en vaffeldame der ikke plejer at være der. Hun og hendes veninde sidder på jorden med nogle små ildsteder jeg mener vi har set før, sådan nogle små, nærmest lerkrukker, med en lille rist over og så et gammeldags vaffeljern. Vi får otte vafler for en dollar. Så prøver vi tatoomanden, som desværre har lukket og bagefter går vi lidt rundt på må og få. Vi vil gerne donere blod og går ind på et hospital her i midtbyen. Der ser godt nok noget sølle og faldefærdigt ud og da vi ikke umiddelbart kan finde ud hvor vi skal gå hen, beslutter vi at tage ud på børnehospitalet i udkanten af byen én af de næste dage. Det ser nemlig pænere ud udefra og der er store skilte der opfordrer folk til at give blod og der garanteres sterile nåle.
Vi skal se skyggeteater i aften, men vi har ikke helt kunne finde nøjagtige informationer om hvordan, hvornår osv. Det vises på et hotel i udkanten af byen og kun om onsdagen. Egentlig tror vi ikke børnene kan gå hele vejen, men det går nu ganske fint og helt uden brok. Vi taler om ”det gode og det onde”, om dyr vi ser på vejen og alt muligt andet. Vi taler om det at være tvillinger og om at man kan være bedste venner resten af livet lige som moster og jeg. Sofus opsumerer at hvis vi dør eller hvis moster og onkel gør, så tager vi sig af hinandens børn. Måske inspireret af alle de børn vi ser her tage sig af mindre søskende, siger Josse at hun tror nu også godt du og Alexander kan tage jer af hende og Sofus……. Og så kan i jo også holde nogle fester og Josse kan sludre med alle dine venner…….. ;O)
Josse elsker alle de hunde eller katte vi kommer forbi og lige meget hvor magre og grimme de er siger hun:”Åhhh, hvor er den bare nuttet”. Og så synger hun:” Åh mona, Mona, Mona, hvornår kommer den dag……” Far har den med på mobilen og når vi kører bus sidder hun med hørebøffer i og synger med, så nu kan hun hele teksten udenad.
Vi kommer hen til det hotel med restaurant som skyggeteateret skal finde sted i. Det er et nydeligt sted og også væsentligt dyrere end angivet i LP, men jo stadig billigt og da vi opdager det går til et godt formål er det jo bare rigtig fint. Vi når at spise inden det går i gang. Man sidder i en restaurant med en slags indhegning i midten. På den ene side af den, hænges et lærred op hvor skyggeteateret spilles bagved. Det viser sig at teateret er efterfulgt af traditionelle danse og der spilles traditionelt musik til. Skyggeteater ”uddøde” under Pol Pots regime, hvor alle former for dans og forlystelser var forbudte. De svære år bagefter gjorde at det ikke blev praktiseret som det ellers altid er blevet, men heldigvis fik det renesance for 10- 15 år siden. Børnene her deltager alle i et projekt som tager sig af flere forskellige områder. Gadebørn kan få husly, forsømte børn får hjælp til skolegang, der er undervisning for døve og blinde osv osv. Og så er der kunstskoler som børnene kan komme på i dagtimerne og lære at spille, danse og lave skyggeteater. Alt foregår på traditionel vis og der er kun ganske få europæere ansat i projektet, som har centre fordelt over hele Cambodia. Man mener der er 10- 20.000 gadebørn alene i Phom Phen og at der kidnappes og sælges 3000 børn, hovedsaglig til Thailand hvert eneste år…. Altså til prostitution… Børn…..Her er nok at tage fat på. Både skyggeteater og danse er sjovt og spændende og børnene er optagede af det, selvom Sofus godt syntes vi kan undvære dansene….. Det syntes Josefine og vi andre ikke… Vi går hele vejen hjem igen. Halvvejs burde hoppepuden være i fuld gang, men heller ikke i dag er der gang i den…. Æv. Så nu står den på Bulderby….
Forresten har vi fundet et rigtig dårligt vaskested. De binder røde tråde i tøjet for at kende det og i dag har de ikke engang pillet dem af igen. Det er også et være niffel og laver huller i tøjet. Desuden har tøjet klemmebuler….. Far mener nu at jeg skal være glad for det er det største problem jeg har og mener ikke det bliver nødvendigt at finde et nyt sted…..
Jeg forstår godt hvad han mener. Cambodias mange, tapre børn er kommet fuldstændigt under huden på mig og der er så mange svære skæbner i det her land, at man skulle være svært kynisk for ikke at blive påvirket. Jeg bliver ved at se den lille pige, der tog Josses afgnavede kyllingelår, for mig. Hvor er verden bare uretfærdig og jeg syntes det er så lidt vi gør…… Og jeg ved ikke rigtigt hvordan vi kan gøre mere…..Tankerne fylder mit hoved både dag og nat…… Jeg føler mig så egoistisk når vi bare går her og handler og spiser på restaurant og går til skyggeteater osv. Det vi bruger om dagen, svarer til mange cambodianeres månedsløn…. Nå, nok om det….
Forresten skal far beslutte sig for en tatoo. Han tænkte på at få skrevet sine tre børns navne på cambodiansk….. Jeg syntes der er lidt uopfindsomt, men sødt alligevel…. Så overvejede han sit cambodianske stjernetegn….. Indtil han fandt ud af det var en kanin…. (Dit er en abe og Josse og Sofus en slange). Det ender nok med han får skrevet et citat i retning af ”Det du ikke dør af, bliver du stærkere af”… Det passer også godt til far.. Det skal altså skrives med de flotte cambodianske bogstaver i en slags armbånd rundt om overarmen…
Kan du have godt søde skat. Vi elsker dig og savner dig;O)
Kærlig hilsen mor

Silke – eller hvordan man laver det….

Dagbog d. 18. maj, dag 25
I dag skal vi besøge et projekt, hvor man uddanner lokale i gl. kunsthåndværker, et projekt, der bla. har eller er støttet af EU midler, jeg lægger mærke til at her er mange, som ikke ser ud til at have travlt, hvor vidt de, der viser rundt er frivillige eller aflønnede ved jeg ikke, men er de aflønnede kommer de let til deres løn, de sidder en hel flok, der er forskellige værksteder, som producerer forskelligt håndværk, som så sælges fra en meget fin butik som er etableret på stedet.
Jeg hæfter mig ved at det hele ser meget eksklusivt ud og synes måske at de midler, der bliver stillet til rådighed misbruges på etablering af noget som syner og virker alt for eksklusivt i forhold til det vi ellers ser, selv bilerne, som gratis fragter os ud til en demo af en silkefarm er af meget høj standard, sammenlignet med, hvad man ellers ser, det er ganske gratis at blive fragtet derud og hjem, måske heller ikke lige det midlerne skal bruges til?
Det er tydeligt at når det er NGO projekter, hvor der er tale om private midler, så skeler man mere til, de udgifter der er forbundet med at drive stederne, hvor det samme ikke lader til at være tilfældet her, hvor det er halv eller hel offentlige midler, formidlet fra lande eller tværfaglige organisationer landene imellem, hvorfor skal det være eksklusivt?
Nå det så er sagt, har vi en iøvrigt spændende og god tur til ”silkefarmen”, her der larver i forskellige stadier, således at man kan se udviklingen af disse, der er en god forklaring, både verbalt men også i form af div. plancher mv., vi har set noget lign. I Thailand, men oplevelsen her er bedre, her sidder vævere som lærer det gl. håndværk og her vises hele processen ved fremstillingen og bearbejdningen af silken.
Jeg ved at Hanne har beskrevet selve forarbejdningen mv. i detaljer så det vil jeg ikke spilde plads og tid på her.
Hanne falder selvfølgelig fuldstændig for den ”lækre” butik og skal også lige shoppe til total overpris, men hva vi har vel råd, der er også et tørklæde som hun gerne vil have, men jeg beder hende lade være med at købe dette, da jeg så kan købe dette sammen med ungerne, således at de kan give det som gave til hende d. 21. maj, hvor hun igen igen fylder 29 somre xD.
Man kan også her købe smykkeskrin, lig dem vi har set på markedet, jeg er lidt imod at vi skal betale overpris her, fremfor at købe dem på markedet og kan ikke se det tjener et egentligt formål, jeg tror ikke på at det har en fremtid, i hobetal af skrin mv. er jeg ret sikker på importeres fra Kina og det er en handel og trafik som ikke stoppes med et sådant projekt, det er fint at man støtter om omkring læring af de gl. håndværk, men når jeg ser, hvordan de lægger fliser bygger mv., så tror jeg måske at der her kunne gøres en KÆMPE indsats ved at lære dem disse håndværksmæssige ting, som de ved gud ikke besidder, btw er jeg bedre til at lægge fliser end det jeg indtil nu har set og det siger jo en del, da jeg bestemt ikke er den fødte ”handyman”.
Men at kæmpe mod Hanne og Josse’s indkøbstrang er en kamp som er tabt inden den er kæmpet, så det afholder jeg mig klogeligt fra.
Jeg låner en planche i butikken, der viser hvilke år, der hører til hvilke stjernetegn, således at der bliver indkøbt et skrin, der matcher stjernetegnet, jeg havde håbet lidt på at mit eget asiatiske stjernetegn var noget andet end en kanin, mht. en tattoo tror jeg ikke at jeg vil pryde min krop med en kanin, en slange havde været federe, men den må jeg overlade til Josse og Sof, Eline er født i abens år, og Hanne er født i oksens år, hvorfor fa… er jeg født i kaninens år!
Selv hvis min mor, havde ventet et par dage og jeg dermed var blevet født i 1964 som er dragens år, havde det ikke hjulpet, da årskiftet i asien ligger i sen januar eller tidlig februar, en drage kun ellers også have været fed.
På vejen hjem køber vi en sandwich, vel hjemme hviler Josse og Hanne mens Sof og jeg hopper i poolen.
Efter hvilet, går vi rehabiliteringscenter, hvor mineofre mv. kommer for at få hjælp, mange af de som kommer her, har mistet lemmer, flere har måske levet med dette gennem flere år og i den periode klaret sig med simple udførte kunstige arme, ben etc.
Også børn ramt af ex. Dengue feber kan komme her, det koster ikke noget, normalt er man her mellem 2-3 uger, servicen her er meget basic, fælles sovesale mv. maden er også simpel, ris med meget lidt kød til, vi får en forklaring om, hvordan centeret fungerer, her er lavet gå stier mv., hvor man kan træne sine nye lemmer, gangbroer, klippegange etc. etc., således at de kan klare sig når de vender tilbage til deres egne landsbyer mv., der er mange ofre som ikke kommer her, da de ikke er vidende omkring dette projekt, når man kommer langt nok ud på landet her, er der jo hverken tv eller radio, aviser eller lign. så informationer omkring disse projekter, når ikke derud, via normale broadcasting medier, men kun via mund til øre.
Centeret bistår med transport til og fra centeret, således at ex. en fattig bonde ikke skal bruge midler på at transportere sig til centeret.
Vi bidrager med en håndfuld $$ til projektet som klart har sin berettigelse, her i Siem Reap provinsen er der ca. 1600 mineofre om året, så der er brug for projekter som disse.
Vi går hen og spiser på et turist gadekøkken, der kommer flere børn og tigger/sælger, vi kan ikke fortsætte med at købe bøger, armbånd etc. etc., så vi afviser venligt alle disse forarmede unger, nyder vores mad, da vi er færdige kaster en lille pige, som vi ellers allerede har givet en lille pakke kiks, sig over vores rester, tjenerne har rømmet det meste af vores bord, jeg tror ikke de gider at have gadebørn til at løbe rundt blandt gæsterne for at spise rester, de burde lave en ordning, hvis de ikke allerede har en, hvor alle de uspiste rester, blev placeret et sted, hvor gadens folk kunne tilgå disse.
Ungerne er blevet lovet en tur på hoppepuden, men den er væk!
Katastrofe – eller… Josse er sur og tvær resten af vejen hjem, hun ville have haft en tur i går og nu siger hun at hun vidste at det ville gå galt, godt vi ikke har større problemer, ungerne får da mad, hver dag og går i skole mv., så en manglende hoppeborg må komme i kategorien ”det når vi nok en anden dag”, men set i børnehøjde er det jo skideærgeligt når man nu har glædet sig i 1½ dag til at komme op at hoppe i den igen.
Der bliver læst Bulderby og sagt godnat, vi skal tidligt op i morgen, har via tlf. Aftalt med vores chauffør at vi kører i morgen kl. 0500, for at se solopgang ved Angkor Wat.
Det regner lige nu, jeg håber at det holder tørvejr i morgen tidlig, således at vi kan få en god oplevelse, desværre kan man så forestille sig skyer og morgendis, pga. egnfaldet nu, men det må vi se i morgen.
G’nat

Dagbog d. 18. maj, dag 25

Kære Eline
Efter morgenmad tager vi til en skole for gammelt kunsthåndværk. De som går på skolen er voksne og nogle endda modne mennesker, som lærer et håndværk som de siden skal kunne forsørge sig ved. En enkelt workshop beskæftiger døve. Stedet er støttet af Unicef og flere andre organisationer, men har også indtægter fra salg af de varer som bliver produceret. Skolen tilbyder rundtur i de forskellige værksteder samt gratis shuttlebus og guided tur rundt på en silkefarm 16 km uden for byen. Skolen ligger i centrum og vi går derhen. Man kommer ind i en nydelig gårdhave og ca. 10 guider i lilla skjorter står under et nydeligt halvtag for at tage imod. Vi bliver bedt om først at gå ind i den tilhørende butik, for at blive skrevet op til køreturen til silkefarmen. Butikken er simpelt hen så lækker, ulig alt andet vi ser her….. De har et kæmpe udvalg af håndlavede silkevarer og det er sammensat efter farver så det ser utroligt indbydende ud. De har selvfølgelig også alt muligt andet end silke, forsølvede skrin, stenfigurer, billeder og alt muligt andet. Alt er lavet i hånden og med gamle traditionelle teknikker. Vi bruger hurtigt over en halv time på at kigge og glemmer næsten at blive skrevet op… Med mini bussen kører vi og et ældre ægtepar fra New Zealand, som forresten fortæller de var i DK sidste år, til jazzfestival i København. ”Silkefarmen” ser lige som skolen (og bussen for den sags skyld) nydelig og velholdt ud. Det er virkelig bemærkelsesværdigt her, fordi her altid flyder sådan med affald og skrammel alle vegne og så er det endda ikke slemt her i Siem Riep. Vi får først beskrevet silkelarvernes levetid. Så ser vi nogle færdige gule pupper og får vist hvordan råsilken sidder yders, mens den fineste silke sidder inders i puppen. Vi ser larverne i forskellige stadier, alt efter hvor tæt de er på at forpuppe sig og går videre til at se hvordan pupperne bliver ”trevlet” op i kogende vand, først råsilken, siden den finere silke og hvordan de to forskellige slags ser ud som tråd. Alt forgår ved håndkraft. Så ser vi hvordan tråden farves og vindes på spoler og hvordan det gøres klar til montering på en væv. I en stor hal foregår alt forarbejdet, mens selve vævningen har to haller for sig selv, med kvinder i forskellige stadier af væveprocessen. Hvis et tørklæde skal have mønster vindes silken først op i bundter. Så laves mønstret ved at de binder små bitte plastik snore om hvert bundt i det mønster de ønsker, inden bundterne farves. Der hvor der er tråd om, forbliver silken hvid (som den er bleget til, ellers er den gul), mens det andet tager farve. Tråden vindes så om vævepindene og skal væves i den rigtige rækkefølge, så mønstret bliver som planlagt. Et KÆMPE arbejde, det er helt vildt. Flere tusinde små bitte tråde bindes om for at lave et mønstret tørklæde. Der er ikke noget at sige til, at man ikke får varerne foræret her…. Jeg køber bare et enkelt tørklæde uden mønster, men rigtigt flot alligevel. Børnene følger interesseret med i det hele og Sofus fotograferer. Da vi kommer tilbage til skolen køber Josse et skrin i butikken. Skrinet har hendes cambodianske stjernetegn på toppen og hun undersøger hvilket stjernetegn alle i familien har, så hun tegne dem når vi kommer hjem.
Vi køber sandwich ved en bod på vejen hjem. Mens vi venter på dem kommer vi i snak med en chauffør der er helt desperat efter at komme ud at køre. Han har ikke haft en eneste tur i to dage og har ikke flere penge. Det er vel nok for dem her i lavsæsonen, men desværre skal vi ikke bruge en chauffør.
Josse og jeg sover igen til middag, mens drengene bader. Vi følger trop lidt senere og de tre andre spiller smørklat imens jeg plasker lidt rundt.
Eftermiddagen bruger vi på markedet og så går vi hen til et rehabiliteringscenter for handicappede, hovedsagligt mineofre. Centret er ikke særligt stort og ser faldefærdigt ud, men en venlig mand tager i mod. Vi kommer lidt sent og patienterne på stedet er i gang med at spise aftensmad, men vi bliver vist ind i et lille kontor hvor der er lidt oplysende plancher og fotos. Centret har ca. 3000 patienter årligt, der hver bor på stedet i ca. 2-4 uger. Over halvdelen af dem er mineofre, mens resten har medfødte skader el. skader efter Dengue fever, Polio, trafikuheld el. andet. Der er 11 centre som dette i landet. Tænk, stadig ca. 1600 mineofre om året, bare i dette område…… Manden der tager i mod fortæller at man i landdistrikterne er uuddannede og ikke kender til centrene. Derfor klarer folk sig ofte med hjemmelavede proteser i op til flere år, før de får en rigtig protese som de ellers ikke skal betale for. Vi ser eksempler på mere eller mindre kreative hjemmelavede proteser. Nogle af dem er lavet af skallen af en granat, som passer i længden til et barns lår….. Er det ikke forfærdeligt? På centret laves proteserne individuelt og vi ser de primitive træningsfaciliteter de bruger til optræningen i at bruge proteserne. Fornuftigt nok må der ikke fotograferes på centret uden for kontoret, så jeg har ikke billeder der fra. Vi ser soverummene, som er tæt pakket med senge, uden madrasser, men med sivmåtter til at ligge på. Vi kan se at maden de får, er en tallerken ris, med en lille smule kødret, svarende til en spiseskefuld ved siden af. Vi lægger penge i kassen til donationer og takker for rundvisningen som også børnene er optagede af.
Vi spiser på et turisttilpasset gadekøkken som har andet end nudler på menuen. Masser af børnesælgere kommer forbi, men vi kan simpelthen ikke blive ved at købe armbånd, solbriller og bøger. En lille pige beder om mad og jeg graver en lille pakke kiks frem fra tasken som er fuld af mine indkøb….. Pigen løber sin vej og jeg fortærer de sidste ris på min tallerken. Da vi går fra bordet kommer pigen løbende tilbage med sin søster og snupper Josefines afgnavede kyllingelår….. Jeg kan næsten ikke holde ud at jeg spiste de sidste ris….. Næste gang vi spiser der vil jeg sørge for at bestille rigeligt, men jeg er i et dilemma… Hvis jeg køber dem en portion, hvor mange børn kommer så der? Og bliver det så deres levevis? De må hellere nøjes med rester og så donerer vi penge til røde kors og alle de andre der er godkendte til at have indsamlingsbokse til at stå rundt om…. Men for pokker hvor er det uretfærdigt….. Og vores børn sidder der og kan få lige hvad de har lyst til at spise…. Jeg har altså tabt mit hjerte til Cambodias børn og Sofus mener det er godt jeg ikke kan tage dem med hjem, for så blev der vist lidt pladsmangel i vores hus…..
Dagens største katastrofe er, at hoppepuden ikke er der mere og i går lovede vi børnene, at de måtte få en tur i dag….. Josse sparker vredt sten næsten det halve af vejen hjem…… Hun glemmer helt at flirte…. Hun opfører sig ellers efterhånden som var hun selveste kronprinsessen af Cambodia….. Hun får simpelt hen så meget opmærksomhed og smil og vinken og ”hello” fra alle verdenshjørner og folk tager billeder af hende og aer hende på håret og siger ”beautiful”. Hun smiler og vinker, mens Sofus surmuler og heldigvis ikke får nær samme behandling. Sofus mener også du ville kunne lide det, men jeg forklarer ham, at du har det fuldstændigt ligesom ham og du ville hade den opmærksomhed, du med sikkerhed ville få her.
Vi slutter af med Bulderby, efter at have aftalt afhentning af chauffør kl. 5.00 i morgen til solopgang over Ankor Wat….Desværre kan vi høre det nu øser ned udenfor, så det bliver spændende om vi kan se solopgang i morgen ;O)
Ha´ det godt elskede skat, vi savner dig og tænker på dig hele tiden.
Kærlig hilsen mor