Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Long time no see

Nå, det er lidt længe siden, men her er ikke sket meget, hvis man ser bort fra et ikke planlagt sygehusbesøg mv.

Sofus humper stadig rundt på et ben, den fod som han har gips på er lettere misfarvet det samme er hans knæ på begge sider, begge skinneben er skrabet med andre ord han ligner en der har fået bøllebank.

Det begrænser os jo lidt i at bruge gåben til at komme rundt med, da far her bliver træt i kadaveret af at bære rundt på Sofus, det samme gør han i øvrigt, så det er blevet til nogle laaaaange timer på hotellet, det er lige før jeg får hotelkuller, dette her var ikke planen, så hvad gør vi så.

Vi synes jo ikke at Sofus’s imobilitet skal hindre hele følget i at undvære oplevelser, så Hanne og Josse bestemte sig for at tage til et skildpaddeprojekt som vi har læst om, men som vi reelt ikke ved mere om end som så, det kunne være nedlagt som mange af de andre ting vi har oplevet har ændret sig her siden LP årg 2009 (findes pt ikke nyere) søgninger via google har ikke rigtig bragt noget så det er et sats, om ikke andet får de en oplevelse og kommer ud til et kystområde med mangrove, laguner etc.

Vi er enige om at vi ikke tager nogen chancer mht. sikkerheden, Honduras er et fattigt land og drabsraten (også for udlændinge) er højere her end i noget andet land i central amerika ca. 82 per 100.000 til sammenligning er raten 5 per 100.000 så med andre ord er der 16 gange større risiko for at blive slået ihjel her end i USA.

Nå et er statistik noget andet er virkeligheden, vi ved jo ikke, hvor meget der er narkotikarelaterede drab osv., ud over et par knægte med revolvere er de eneste bevæbnede her i byen alle vagterne, der sædvanligvis er udstyret med pumpguns, så vi tager ovenstående med et gran salt, men er oberservante og påpasselige med ikke at gøre os unødigt bemærkede.

De drager af straks efter morgenmaden, vi har aftalt lige at orientere hinanden via sms, så vi har en idé om, hvor langt i forløbet de er, jeg skulle være blevet ringet op af hospitalet i går, vi skal lige have en lægelig udtalelse for at få dækket evt. ekstra påførte udgifter fra vores rejseforsikring, fx nu hvor vi skal dele os i 2 hold, da Sofus stadig skal holde benet i ro.

De ringer fra receptionen og siger noget om hospital, jeg regner med at det er aftalen fra i går, men kan ikke gøre mig forståelig overfor hende i receptionen via tlf., så da vi går ned at spise “fanger” hun en tjener, som kan engelsk, han forklarer at jeg skal gå til hospitalet, jeg får bestilt noget morgenmad til Sofus og går til hospitalet, her er der lavet en udtalelse og jeg returnerer og indtager morgenmad, i dag cornflakes med varm mælk, ikke at jeg har bestilt det med varm mælk, men sådan skulle det åbenbart være i dag, det smagte nu udmærket, generelt misser de næsten altid mindst én ting når vi bestiller morgenmad, men de er flinke og imødekommende og hva f…, det går jo nok det hele og det kan ikke få os op i det røde felt.

Hanne sms’er at de nu har nået til pickup truckene og at hun vil sms’e igen om 2 timer, ca. den tid det tager at køre til vandtaxiene.

Ikke ret meget senere får jeg en ny sms, de har fået kolde fødder og vil returnere, et acceptabelt valg taget i betragtning at de jo er 2 tøser, her må jeg tage hatten af for de piger, der rejser selv rundt i verden, det kræver nogle gange mod at få de fede oplevelser og kender jeg Hanne ret, havde hun taget med, hvis ikke Josse havde været med på slæb, men sådan skulle det så ikke være.

Sofus og jeg keder os bravt, der bliver læst mail, spillet lidt rumble (broder_dk), vi er ikke gode til det endnu, vi misser alt for mange af de lange ord, der virkelig giver point, Sofus får talt med Anders fra klassen, vi bestemmer os for at gå en tur til stranden, dvs. jeg går og har Sofus over skulderen, her er stadig varmt, men det blæser op og himlen bliver mørk, vi er der ikke så længe da blæsten rigtig begynder at tage fat og det var meget godt, 5. min. efter vi er kommet hjem, går der hul på himlen og den svalende regn siler ned over byen.

Jeg får googlet forskellige muligheder for at tage ud i vildnisset her fra hotellet, men tilbuddene er få og priserne rå, jeg bestemmer mig for at Hanne og jeg tager til turistkontoret og får dem til at ringe et af selskaberne op.

Så Hanne og jeg går derhen og får arrangeret 2 overnatninger i en ecolodge i nærheden af en national naturpark.

Jeg må sande at vores “normale” adhoc planlægning er meget mere beværlig her i Honduras end vi har kunnet forudse, noget vi aldrig tidligere har oplevet.

Regnen høvler stadig ned da vi når hjem til hotellet, det opmuntrer dog hele selskabet at få at vide at vi skal undvære hotelværelset i de næste 2 dage, aht. Sofus gips tager vi ud i den store Mall, her kan vi være i tørvejr og her er der mange tilbud til de sultne, Wendys, Burger King, Sub Way etc., vi får alle ordret, midt i min whopper finder jeg et plastic stykke ufedt, nå de beklager og jeg går en ny menu, Hanne vælger selvfølgelig Sub Way, men bollen skuffer og det våde fyld er vel rigeligt.

Hjemme igen pakker vi til turen, får tævet nogle i rumble, nu er vi jo fire…. 😉

Lige nu er vi næsten klar til at drage af, selvom der først kommer én for at hente os om ca. 1½ time.

CU.

D. 22. maj, dag 18 - Med chickenbus

Kære Eline
Josse og jeg går tidligt ned og spiser morgenmad, det tager nemlig en rum tid at få sin mad og tjeneren skriver aldrig ned (han er en ældre herre og kan måske ikke skrive) så det er heller ikke altid man får det man har bestilt….
Vi tager en taxi ud til ”Mirnabus”, et lidt bedre busselskab. Taxichaufføren snyder mig så det driver. Taksten er 20 L pr mand, men han beholder min 100 L og nægter at give tilbage.
Mirnabus har deres egen lille busstation og bussen kører direkte til Tocoa.
Fra Tocoa skal vi videre med noget der i LP er beskrevet som en 4×4. Vi skal bede om Paila a Batailla, som så vil køre os 2 timer til nogle vandtaxier, der så vil sejle os til den lille by mellem kysten og junglen, hvor et lille projekt redder skildpadde æg og sætter de udklækkede skildpadder ud i havet. Om natten kan man komme med på ”ægindsamlingspatrulje” når de store havskildpadder kommer ind og lægger æg. Vi glæder os vanvittigt, men jeg har sagt til Josse at vi ikke aner om vi når frem, eller hvad vi i så fald når frem til……. Vi har nemlig ikke kunnet følge op på om projektet stadig eksisterer…..
Køreturen går fint, bussen er ikke luksus, men forholdsvis pæn og helt klart for øvre middelklasse. Bussen holder ikke pauser undervejs og samler ikke tilfældige nye rejsende og sælgere op. Det tager ca. 2 timer.
Vi ankommer til udkanten af Tocoa, som er en meget mindre by end La Ceiba, men større end jeg havde troet…. Meget, meget levende, med masser af markedsboder og larm i midtbyen, måske lidt som Puno ved Titicacasøen….. Vi må tage en taxa til ”Paila a Batailla” for vi ved jo ikke helt hvad det er vi leder efter. Det viser sig være nogle almindelige pickup trucks, som holder til i midten af byen, hvor også den ”rigtige” busstation, altså den med de billige busser, som her kaldes ”chickenbusses”, ligger. Her er et leben af en anden verden…. En flok meget rå og barsk udseende mænd, omringer os og råber i munden på hinanden at vi skal køre med den ene eller den anden truck. Flere af dem har store guldkæder (sikkert falske) om halsen og deres øjne er hårde og rå. Pickup’erne er ved at blive læsset til bristepunktet med store sække og tunge varer. De råber at vi kan sidde på ladet (oven på alle sækkene? I to timer?) for 300 L el. inde i bilen for 800. Da de kan se jeg tøver ryger prisen ned på 500 for at sidde inde i bilen. Jeg trækker Josse til side og spørger, hvad hun syntes vi skal gøre. Jeg er jo ekstremt ekstrovert som type, og finder mine egne svar i dialog med andre, også selv om de kun er 10 år. Josse svarer, at hun syntes ikke de virker så rare, men det er jo mig der er den voksne, så det er mig der skal træffe de rigtige valg, mig der skal passe på hende og ikke omvendt (hvilket jeg forklarede hende, da far sagde, inden vi kørte hjemmefra, at Josse skulle passe godt på mig). Hun har jo ret og jeg vælger at vi skal gå lidt ned af gaden for at se, om der skal andre biler afsted til Batailla. Jeg håber at møde et par rare øjne, for sagen er, at ALLE de, som er omkring de her pick ups, har de samme hårde øjne og grimme attitude. Der er ikke en gammel kone, eller en venlig ung mand til at bløde lidt op for stemningen….. Det vil være Josse og jeg, sammen med de her mænd, på en to timer lang køretur, ind i junglen af næsten ubefærdede grusveje. De ved, vi kun er os, og at jeg har alle vores værdier på mig, minimum de penge vi skal bruge for at komme videre OG tilbage igen…… Og vi er jo i Honduras. Vi går længere ned af gaden og finder to pickups mere, men en af mændene fra før går med. Han kan lidt engelsk og forsøger på sin højrystede og ubehagelige facon at prakke os én af bilerne på…. Jeg spørger igen Josse hvad hun tænker og hun svarer, at hun forfærdeligt gerne vil se skildpadder… Jeg spørger en taxichauffør hvad han skal have for at køre os, men han kigger bare underligt på mig og siger at han KUN kører i byen….Mændene siger nu at det kun er Josse der kan sidde inde i bilen (alene sammen med dem) og jeg skal sidde på ladet…. For 500… Det nægter jeg purre, så de siger, at jeg så må tage Josse på skødet og sidde indenfor. Vi sætter os ind og jeg sender en SMS til far for at fortælle hvor vi er, Jeg skriver, at jeg vil skrive igen om 2 timer….. Mændene pakker stadig varer på den i forvejen tungt belæssede bil….. Jeg finder Josses lommekniv frem og sætter fast i hendes bukser, da jeg ikke kan komme til mine egne lommer, fordi hun sidder på mig….. Jeg tænker på, at jeg flere gange har sagt til mig selv, til dig og til far og børnene at jeg IKKE går på kompromis når det gælder sikkerheden…. (Nu vil nogle nok ryste på hovedet og tænke, at det da netop er, hvad jeg meget ofte gør, men det er jo i forhold til min mavefornemmelse og min viden). Men hvis jeg ikke går på kompromis med sikkerheden, har jeg vel ikke brug for en lommekniv til at forsvare os med? Jeg siger til Josefine, at jeg syntes, vi skal tage en bus til La Ceiba. Josefine er heldigvis enig, hendes mave siger også nej, selv om hun så frygteligt gerne vil se skildpadder. Vi stiger ud af bilen og går hen til busstationen, der ligger lige ved siden af med alt sit leben og tager den første ”chickenbus” til La Ceiba. Bussen er hullet og møgbeskidt og den har et helt andet klientel end den finere bus vi kørte i før, men chaufføren har rare øjne og folk smiler til os da vi stiger på. Det her er den slags busser man bliver advaret om at køre med i Honduras, men min mave siger ja og vi føler os aldeles sikre her. Mens bussen stadig holder stille, vrimler det ind med sælgere, der sælger frugt, grøntsager, medicin, parfume, brød, madportioner, drikkevarer og alt muligt andet…… Jeg kan mærke, hvor jeg har savnet rumlebusserne, det er nu en fest. Sælgerne lokker mig med glimt i øjnene og medpassagerer vinker og smiler. Josse græder i skødet på mig, selv om hun er enig i min beslutning, men skuffelsen gnaver i vores maver….. ØV…… Vi havde SÅDAN glædet os….
Turen er festlig og lang, for dels samler vi passagerer op undervejs, dels skal buschaufføren jo snakke og køre lidt om kap med andre busser osv. og så skal sælgerne ved hvert stop jo også lige have deres tid…. Jeg SMSer med far undervejs og jeg tænker på om ”chickenbus” har mere en én betydning i dag….. Er jeg en ”chicken” eller tog jeg den rigtige beslutning? Nej, jeg kan bare mærke det var det rigtige….. Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis jeg lod min datter komme noget til, fordi jeg glemte at lytte til maven og bruge hovedet….Josse græder så hun hulker og er så ked af det, men hun er stadig enig….. Jeg lover hende at vi VIL finde på noget andet, end at sidde på vores hotelværelse i den her forfærdelige by helt til på søndag, når vi skal videre…. Problemet er, at vi simpelt hen ikke kan finde nogle der kan hjælpe os, fordi alle bureauer osv. er lukket siden LP blev lavet….. Men jeg kan mærke stædigheden vokse, mens vi kører og jeg husker at ét selskab har en lodge ude i junglen. Det ville være fedt bare at komme der ud og nyde naturen, selv om vi ikke vil kunne få fuldt udbytte af den pga. Sofus.
Da vi kommer hjem ved 14- tiden, har far tænkt i samme baner…. Han er ved at gå AGURK over værelset…. Han har båret Sofus ned til stranden, men det blæste op og blev regnvejr, så de gik hurtigt hjem igen…. Han har lavet lidt forarbejde og foreslår at vi går på turistkontoret og beder dem om at ringe op til denne lodge (Omega lodge) for at høre om de har plads og om de kan arrangere transport hele vejen der ud. Juhuuuuu, det kan de. Vi bestiller værelse for 2 nætter, så vi er tilbage fredag, hvor vi har forhåndsbetalt værelset her ifm. karnevallet. Børnene jubler da vi kommer hjem og fortæller det….. Sofus har sagt han er træt af at spille…… SOFUS….. Det havde jeg aldrig troet jeg skulle høre fra ham…… Vores lunter er lidt korte, ungerne skændes og piver lidt, først den ene og så den anden…. Simpelt hen fordi vi har oplevet for lidt de sidste dage….. Men nu skal vi ud i naturen og forhåbentlig se lidt dyreliv…. Bare en lille smule……
Vi tager i mallet og spiser. Der er sådan et sted, som du husker fra Bangkok i det store center, der hvor der var mange mad steder, men man kunne sidde sammen, selv om man køber forskellige steder. Her i byen er det meget mindre, men princippet er det samme. Far og Sofus køber Burger King, jeg køber Subway og Josse fra Wendy´s. Sofus må jo hinke sig igennem hele mallet og han bliver så træt og træt af det, men tager det faktisk pænt…..

Nu har vi pakket til i morgen og vi vil være uden net i et par dage.

Ha´det godt I kære der hjemme ;O)

Mange, mange knus og kram fra
mor

Træt

Jeg er blevet træt af at spille :-)/:-(

D. 21. maj, dag 17

Kære dejlige datter
Vi spiser morgenmad her. Far og jeg går på turistbureauet, fordi vi forventer at kunne få lidt information der. Kontoret er egentlig halvstort og der er masser af ansatte, måske 7- 8 stk. En af dem taler fint engelsk, men ellers er stort set alt på spansk og vi kan faktisk ikke få noget som helst at vide om noget. De har ingen gode forslag til hvad vi kan gøre her, de aner intet om junglen, de forskellige lodges, udflugter til reservater osv. De tegner et enkelt tourselskab ind på et kort, men da Josse og jeg senere kommer derhen, er det bare et villakvarter, hvor jeg bestemt ikke tror der nogen sinde har ligget et bureau af nogen art…..
Nå vi går derefter på buskontoret. Ticabus har ikke busser der kører her fra, men vi kan få billetter fra San Pedro Sula hvor vi må tage en overnatning, og så kan vi komme videre derfra til Léon. Vi kan ikke betale med visa på kontoret så far må finde en ATM. Han må i 4 forskellige inden han finder en der har åben, så jeg har god tid til at tale med damen i det lille bitte kontor. Heldigvis taler hun engelsk og jeg får forklaret vores situation, vi udveksler informationer om vores børn og børnebørnsstatus, hvor vi bor, hvad vi oplever i den her by osv. osv. Da Jan kommer tilbage har jeg navnet på et hotel i San Pedro Sula der kan være behjælpelig med sikker overnatning samt transport til og fra bus, navnet på et busselskab der sikkert kan køre Josse og jeg til Tocoa (mod skildpaddeprojekt) og informationer om alle de forskellige minikarnevals der bliver holdt rundt om i byen i denne uge, særligt ét der er målrettet unge mennesker. Damen her har været 100 gange så behjælpelig som turistkontoret og jeg glæder mig over ATMerne her så tit løber tør for penge, ellers havde jeg aldrig fået så meget at vide ;O)
Josse og jeg går til mallet, mens Sofus og far placerer sig i foyeren for at kunne få gjort rent på værelset. Vi går hele vejen i varmen ud til Uniplaza som mallet hedder. Det er ikke et stort mall, men der en stor tøjbutik, hvor Josse vælger et par toppe og jeg køber shorts til Sofus. Så skal vi have fundet det der rejsebureau og busselskabet som begge dele skulle ligge lige i nærheden. Jeg leder og leder og syntes ikke kortet passer. Vi vælger at gå en stor omvej, for at finde den letteste vej og det viser sig, at det vi troede var byens eneste mall, bare er et minindkøbscenter der ligger næsten lige om hjørnet af det rigtige og store mall og det er derfor kortet ikke passede…… Josse begynder at klage lidt over varmen og da jeg ser en “Baskin Robbins” hiver jeg hende med derover hvor hun får is og vi køber kager til drengene ;O) Det var godt, så kan vi gå igen uden problemer. Vi kigger lige ind i mallet inden vi går videre til busstationen som ser fin ud, mindre lokal og larmene end den vi fandt forleden. Det er afgjort, Josse og jeg vil forsøge at finde det skildpaddeprojekt alene ;O) Tourbureauet finder vi som sagt ikke. Vi tager en taxa de 4-5 km hjem.
Vi spiller lidt Rumble inden det er fars tur til at gå. Han skal købe busbilletter fra Hedman Alas (her fra til San Pedro Sula) som også ligger i udkanten af byen. Han er væk i flere timer, har som sædvanligt taget en “genvej” (læs: faret vild, det ved du Eline, men det gør andre ikke). Da han kommer hjem er det spisetid og vi vil spise fødselsdags middag, men vi aner ikke hvor vi skal spise for alt vi har set er friture og fastfood, uanset om det er amerikansk eller lokalt. Du kan huske det fra Sydamerika ;O) Vi tager en taxa (pga Sofus) hen til et sted jeg har set, men da vi kommer ind, ser det ikke indbydende ud, så vi tager en taxa ud til Megamall (det rigtige) hvor der er mere at vælge imellem. Vi vælger en dyr en der hedder “Applebee”. Det er både bar og restaurant, men vi bliver yderst positivt overrasket over maden som er fin og det samme er servicen. Menukortet er stort (i forhold til de meget få ting man ellers kan vælge imellem andre steder) og alle får noget de gerne vil have. Regningen er ca. 3- 4 gange større end ellers, men det er jo fødselsdag og grundet omstændighederne er det den eneste måde vi har fejret det på.
Sofus har taget det hele fint i dag, selv om han stort set er bundet til hotelværelset. Resten af tiden hinker han grinende. Han har dog stadig meget ondt i foden hvis han så meget som rører jorden med den. ….
Nu skriver vi blog og jeg har pakket færdigt til Josse og jeg i morgen.
Vi sender dig og Alex de varmeste hilsner ;O)
Kærlig hilsen mor

Mega Plaza Mall

I morges stod vi op, tog tøj på osv. Så gik vi ned og spiste morgenmad. Så gik mig og mor hen til Uni Plaza Mall som vi troede var Mega Plaza Mall. Mor og mig gik ind og købte tøj. Mor ville finde et buskontor. Hun kunne ikke finde det fordi at det jo ikke var Mega Plaza Mall. Mor ville gå rundt om indkøbscenteret men det passede ikke med vejene. Så gik vi en lang vej udenom og fandt en lille butik hvor jeg fik en is. Så gik vi hen til det store indkøbscenter.
Så gik vi indenfor og fandt ud af at det var det indkøbscenter vi skulle have været i til at starte med. Så fandt vi buskontoret og ordnede det med bussen til det skilpaddeprojekt. Det er kun mig og mor, der kunne komme med, fordi at Sofus har fået gips på benet. Så tog vi en taxi hjem til hotellet, hvor far og Sofus spillede pc og ipad. Så gik far ud og købte busbilletter. Så fandt vi en restaurant som mig og mor så tidligere. Der ville vi ikke spise. Så tog vi en taxi til det store mall hvor vi fandt en restaurant ved indgangen. Fordi det var mors fødselsdag gik vi derind og spiste både forret, hovedret, og dessert. Så kom vi hjem og gik i bad. Så børstede vi tænder og nu skriver jeg på bloggen.

Ondt i r!ven

Det startede med at jeg fik min yndlings omelet til morgenmad :D.
Så gik vi ud og ledte efter rejse bureau og turist bureau osv…
Men det havde alt sammen lukket :(.
Så tog vi over i en park og så på tog og så skete det D:
Jeg hang på en eller anden ting der så faldt ned over mig.
Ned over min fod altså. Det gjorde fandeme ondt og jeg græd D;.
Så fik jeg is på min fod. Så tog vi hjem og hvilede os.
Men mor var bekymret så jeg kom på hospitalet.
Der skulle jeg scanes med x-ray. Jeg havde heldigvis ik’ brækket noget.
Så fik jeg en smerte stillende kanyle op i røven. Det gjorde fandeme ondt.
Så spurgte lægen hvordan jeg havde det. jeg svarede: ”jeg har ondt i røven”.
Så fik jeg gips på foden og så bar far mig hjem.
Så spiste vi aftensmad og nu sidder jeg her med gips og skal det i 2 uger!!!
Men jeg vil gerne spille nu så jeg siger farvel.

Den grimmeste mand i hele sims 3 pets

I dag vågnede vi og tog tøj på. Så pakkede vi det sidste og spiste morgenmad. Så galede hanen(det var nu lidt sent at gale kl. 9). Så gik mig og mor en tur for at sige farvel til stranden og bådbroerne.
Da vi vendte om for at gå tilbage, var der en mand, der spurgte om vi skulle bruge en taxi. Mor sagde “nej men måske senere”. Manden spurgte om vi skulle til lufthavnen. Så sagde mor at vi skulle til havnen.
Manden sagde at for fire kostede det 20 dollars. Mor sagde “nej hvad med 15 dollars”. Så kom vi hjem og spillede lidt pc og rumble. Så kom taxien og hentede os. Så kørte vi til havnen. Der sejlede vi fra.(som om I egentlig ikke allerede vidste det). Så så vi fodbold i tv`et på den lille færge. (den var ikke bare lille. Den var MEGET lille). Da vi kom til havnen ovre ved fastlandet fandt vi hurtigt en taxi og blev kørt til hotellet. Vi spillede lidt sims 3 pets. Mig og Sofus lavede en grineren familie. Sofus lavede den grimmeste mand i hele sims 3 pets. (han var fandeme også grim). Så spiste vi aftensmad på en pizzabar. Så kom der en lillebitte del af de mennesker, som også skulle være med til karnevallet. Der kom skønheds dronninger osv. Mig og mor løb ned igennem gaderne for at se det. Sofus og far blev hjemme. Så børstede vi tænder og gik i seng. Slut.

D. 20. maj, dag 15

Kære elskede Eline
I går efter jeg skrev rejsebrev til dig, hørte vi sirener fra gaden. Far og jeg ignorerede det for ikke at skræmme børnene, men pludselig kunne vi høre det bare var karnevallet der blev skudt i gang med en lille ”forparade”. Vi kan se ud på hovedgaden fra vores altan der hænger ud mod en sidegade til hovedgaden og da Josse og jeg så de fine kostumer spænede vi ned fra 4. sal og ud på gaden hvor der var liv og glade dage. Fed oplevelse ;O)
Vi spiser morgenmad i et lille cafeteria der hører med til hotellet her. Så går vi ud i byen for at finde et turistbureau, et buskontor, en tour arrangør osv. Det viser sig dog snart at det som stadig eksisterer, ikke er åbent i dag, fordi det er søndag. Gaderne er ret tomme, bortset fra marked og de fleste butikker er lukkede. Vi vil gerne ud til et skildpaddeprojekt i Moskitiaområdet (Jungle og reservat) og det er lidt kringlet at komme derud og derfor ville vi gerne have lidt flere informationer og håbede på at kunne tage af sted i morgen, men nu da turistkontoret har lukket, går vi efter den busstation som bussen skulle køre fra. Vi finder også efter et par kilometers gåtur. Den er lige så fuld af liv og masser af små boder som du kender det fra andre steder i verden. Vi finder ud af hvilken bus vi skal med, fordi en venlig mand spørger, hvor vi skal hen og hjælper os med at finde den. Faktisk er der utroligt mange der hilser på os på gaden. Vi er i en by med næsten 200.000 indbyggere, folk går med synlige våben i bæltet og stort set alt hvad vi prøver at finde ud fra LP er lukket og ophørt. Og alligevel hilser MANGE når vi går forbi, enten på spansk eller engelsk. Efter at have fundet markedet, beslutter vi os for at proviantere til i morgen, fordi der jo ikke er butikker der hvor vi skal hen og vi ikke kan være sikre på at få mad. Slet ikke nu hvor stort set intet af det der står i LP passer mere. Ting forandrer sig åbenbart hurtigt her omkring. Markedet er livligt. Der er både boder langs gaderne så trafik og mennesker har svært ved at passere og en lille markedsbygning. Uden for markedsbygningen sidder flere damer og sælger hvedetortillas og der bliver solgt grøntsager og fisk. Vi går ind i markedsbygningen hvor der er en del slagtere. En af slagterne opfordrer mig til at tage et billede af ham og hans pølser der hænger på en krog. Mens jeg gør det og griner lidt med ham, forsvinder de andre og jeg ser ikke hvad vej de går. Jeg ser søgende ud og alle mændene, unge som gamle griner og peger i alle retninger. Jeg går smågrinende lidt rundt og leder, da én smilende råber fra den anden ende og peger. Han har fundet min familie ;O) Hvor er de bare søde. Så meget venlighed i sådan et rædselsfuldt land…..
Vi smider varerne på hotellet for at gå hen i en lille park i nærheden. Parken er sponsoreret af ”Dole”, som har deres oprindelse her i byen. Parken er rigtig fin og der står gamle togvogne rundt i parken, der i blandt et flot lokomotiv. Rundt om togene vokser der ananasplanter, durian træer og mango træer. Jeg husker at have læst i LP om en park med toge, beregnet til at klatre på, så da ungerne kravler op på togene, forsikrer jeg dem om, at de gerne må klatre. Der er skam heller ingen skilte eller hegn der antyder andet. Pludselig ryger en tung smedejernsskorsten, Sofus holder fast i, af lokomotivet og Sofus ryger ned med skorstenen over sig. Han hyler og skriger og vi får ham samlet op på en bænk. Først tror vi det en skinnebenene som er blå med store hudafskrabninger, men Sofus råber: ”Av min fod, min foooooooodddddd……”. Vi får kigget på den og den er allerede blå og hævet, både under og over foden og ud på tæerne. Han græder og jamrer sig. Vi begynder at hælde vores kolde vand over foden. Folk stimler til i den ellers så stille og næsten mennesketomme park. Et par ”Dole” vagter er kommet til og først skælder de lidt ud over skorstenen, men da de ser foden får de hentet is i en fart. Vi bliver siddende i parken en rum tid med is på foden og det bliver klart for os, at Sofus umuligt kan gå på foden hjem, så far bærer ham ud på gaden og han og Sofus tager en taxa hjem (det er kun 3 blokke), mens Josse og jeg går hjem til hotellet. Vi venter et par timer på hotellet og får fortalt i receptionen at vi alligevel ikke tjekker ud i morgen….. Nu havde vi ellers lige fået forklaret at vi gerne ville have opbevaret baggage mm.
Far og jeg går en tur, da Sofus er glad igen og sidder i sengen med benet op og en laptop foran sig. Josse læser en E-bog og gider ikke med. Hotellet her er stort og sikkert, så det kan vi sagtens.
Far og jeg finder et fint mall, som har smart tøj til både børn og voksne, Sofus mangler stadig shorts og Josse vil bare gerne have noget smart til karnevallet næste weekend (noget lårkort siger hun ;O).
Da vi kommer tilbage laver vi en lille ”støttetest”, med meget dårligt resultat, så jeg skærer igennem og beordrer en tur på hospitalet, som heldigvis ligger 3 blokke her fra. Sofus er jo normalt ikke en ”pivskid”.
Hospitalet er småt, men ser ok rent og pænt ud. Vi bliver taget i mod i et lille lokale med det samme af en sygeplejerske, som starter med at tage temperatur og veje Sofus, hvilket vi finder ret sjovt, da han jo skal hoppe på et ben og ned af vægten, men de har vel deres grunde. Vi får forklaret med tegn og fagter og nogle få spanske ord hvad der er sket og Sofus bliver vist ind på den ene af to senge/ brikse som står der i umiddelbart forbindelse med modtagelsen. I den anden seng ligger en gammel syg dame. Vi bliver ret snart vist ind til røntgen og fyren der tager billeder joker med Sofus, som fint forstår hvad han siger (på engelsk).
Et øjeblik efter kommer der en sygeplejerske og giver Sofus en indsprøjtning i ballen med en laaaang nål, Godt han ikke er pjevset, han siger naturligvis ikke en lyd, men ligger bare og smiler. Jeg kan kun få at vide på spansk, hvad det er de giver ham og det rækker mit spanske desværre ikke til.
Der kommer en læge som er lys og som taler engelsk, men ikke bedre end at han kalder tæer for ”fingers”. Jeg har så evig stor forståelse for, at det er svært at lære et nyt sprog ;O) Vi ser billederne og lægen konstaterer at foden ikke er brækket, men har fået et så alvorligt slag, at han beordrer foden i totalt ro i 14 dage……. FJORTEN DAGE!!!!!!! OG GIPSSKINNE…… Han spørger Sofus hvordan han har det og Sofus siger med et grin:” I have pain in my ass” og mener der, hvor han fik sprøjten. Lægen forstår det heldigvis ikke og jeg holder masken og siger:” Pain in his foot”. Sofus får lagt gipsskinne og da jeg presser lægen lidt og påpeger at foden jo netop IKKE er brækket, bløder han lidt op og siger, at vi må tage skinnen af om 10 dage. Jeg er nu helt overbevist om, at en dansk læge ikke ville have lagt gips, selv om foden godt nok er både blå og hævet flere steder og MEGET øm. For resten bekræfter lægen at det var smertestillende Sofus fik i sprøjten.
Vi betaler med visa, men desværre kan vi ikke få en faktura til forsikringen i dag, da det er søndag, så den må vi komme efter i morgen. Bortset fra at alt materiel, fra kørestol til røntgen apparat er meget slidte og rustne, kan vi bestemt ikke klage over behandlingen. Det har taget ca. 1 time alt i alt.
Far bærer Sofus hjem i brandmandstag de 3 blokke, Josse og jeg kigger lige på stranden (hospitalet ligger ved strandgaden), som nu ikke er specielt fed, men den er der jo og det er jo fint, hvis vi skulle få brug for noget at lave de næste dage………..
Af gode grunde spiser vi aftensmad på hotellets (ikke supergode) restaurant. ØV, ØV, ØV hvor er det bare træls….. Og så i denne her by hvor der virkelig INTET er at foretage sig ud over jungleture og den slags…..Her er ét eneste museum og det er et insektmuseum (dem kender vi vist) som kun fylder ét rum……
Nå, vi må jo finde på noget og heldigvis er Sofus ved godt mod……
Josefine kom pludselig til at grine over aftensmaden. Da vi var på Roatan, var der vej/ kloakarbejde på den smalle vej vi boede på og hver dag når vi skulle kante os forbi de dybe huller i vejen, sagde jeg til Sofus: ”Pas nu på du ikke falder i et hul og brækker dit ben, for hvis du gør det, havner du på hospitalet i ”Coxen Hole” (Roatans eneste hospital som ser MEGET slidt ud udefra) og så kommer du hjem med et skævt ben”. Jeg sagde det til ham, fordi Josse naturligvis ikke falder i et hul og brækker sit ben ;O)
Dagen i dag kunne godt have været bedre, men hvis vi får lyst til at brokke os, skal vi bare tænke på hvad der var sket hvis skorstenen havde ramt hovedet eller halsen. Så var det vist en helt fin dag alligevel.
Vi sender dig og Alex de varmeste hilsner og glæder os over jeres flytning er vel overstået med god hjælp fra jeres dejlige familier;O)
Mange kærlige knus fra mor.

D. 19. maj, dag 15

Kære elskede datter
Vi pakker og spiser vores sidste måltid på Roatan. Josse og jeg går ned i “byen”/ strandgaden og siger farvel til det hele. Også i dag regner det lidt og gaden er mudret, men det er jo varmt alligevel. Jeg må tage mig voldsomt sammen for ikke at fælde en tåre, men sådan er det jo altid for mig, når jeg forlader et rart sted, som jeg sikkert aldrig får at se igen. Sofus og jeg når også en tur ned på gaden, men det er nu bare for at købe tyggegummi hos den lille købmand.
Vi bliver afhentet af en taxi, som jeg har truffet aftale med tidligere, kl 12.30.
Vi oplever noget ret sjovt på færgen. Der er champions league finale på det store TV på færgen og da folk opdager det, samles de i det store rum. Finalen ender med både forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence og folk jubler og hepper på hvem de nu holder med. Sjovt at folk kan samles og mødes om en sportsbegivenhed på tværs af sprog og nationalitet.
Vi ankommer til La Ceiba, hvor vi bliver kørt til Gran Hotel Ceiba, hvor vi i forvejen har reserveret værelse til næste weekend hvor der er carneval. Heldigvis har de også plads i dag. Le Ceiba er Honduras 3. største by. Vi bor i bymidten, faktisk lige på hovedgaden. Kablerne hænger her næsten lige så slemt som i Hanoi og bybilledet er præget af slidte og afdankede butikker og da jeg gik ind i et større supermarked, blev jeg overrasket over, at jeg skulle bestille mine varer ved en skranke og gå hen til en betalingsluge og betale;O) Her står mange unge fyre og hænger på gaden og der er meget larm fra trafikken, selv om gaden egentlig ikke er bred. Det er mest taxier der dytter…Hotellet er stort og har engang været fint. Èn kommer med en falmet bagagevogn i guld og kører vores bagage op på 4. sal hvor vi skal bo med elevator og en anden kommer senere for at hente vores vasketøj. Her er også roomservice og en stor slidt plastikblomstdekoration i den fine, men falmede reception. Alt er slidt og afdanket og da vi åbner værelsets køleskabslåge falder den af, men folk her er utroligt flinke og vi bor i et godt kvarter, også i forhold til sikkerheden.
Ungerne får lov at blive på værelset bag låst dør, mens vi i regnvejr trasker ud for at finde et vaskeri til vores efterhånden ret store bunke vasketøj. (Vi droppede “Larry” på Roatan og har klaret os med selv at skylle op). Det her sker før vi finder ud af de har vaskeri på hotellet. I hvert fald finder vi begge de to adresser der er nævnt i LP, men begge er lukkede, altså ophørt. Ligesom hotel Italia og nogle af de restauranter der er nævnt i LP også er og lige som “Rotterdam beach hotel” som vi sov på sidst vi overnattede her, SLET ikke levede op til beskrivelsen i LP. Her forandres tingene åbenbart hurtigt.
Vi trasker hjem igen og en venlig gæst på hotellet, hjælper os med at få forklaret damen i receptionen, at vi har brug for at få vasket tøj. Og her er det så vi finder ud af, man kan få det gjort her.
Vi spiser på pizza hut, da den restaurant vi gik efter, heller ikke eksisterer mere og da det er ved at blive mørkt og ikke det rigtige tidspunkt at lede efter de hyggelige lokale. Det er dyrt, men jeg kan få salatbar og Sofus får en sjov ballon, som Josefine siger nej tak til. Man er vel 10½……..
Vi kan ikke få internettet til at virke, så far og Sofus har en lille smule krise……. Nå ja og jeg er lidt irriteret over jeg ikke kan spille rumble, men så må vi jo spille røvhul;O)
Jeg håber I havde en dejlig aften med far og co. og Bent og Britta;O)
Mange kærlige hilsner
mor
P.S. Far siger, jeg skal huske at skrive, at vi bor lige over for en skobutik;O)

D. 18. maj, dag 14

Kære dejlige Eline
I dag vågner vi til lyden af regnvejr og det passer bestemt ikke fruen her….. Jeg skal jo ha´min sidste snorkeldag i dag og jeg har besluttet at INTET og da slet ikke en smule regn, skal forhindre mig i at snorkle, ej heller mine stadig meget smertende læber og det må jeg sige, selv om himlen er grå og det drypper og regner lidt på skift, er der faktisk ingen af mine kære familiemedlemmer der (tør?) stiller spørgsmål ved, om vi skal til West Bay. Vi går selvfølgelig der hen og hvad betyder en smule regn, når det er lunt i vejret? West end som vi bor i, ligger på toppen/ den nordlige del af den vestlige spids af øen, mens West Bay ligger på bunden/ den sydlige del af spidsen. Vi kan se det blæser godt og at havet er lidt vildt i dag, da vi går på den nordlige side endnu, men da vi runder spidsen for at gå om på West Bay bliver det da helt slemt. Bølgerne er virkelig høje og Sofus nævner at jeg skal vide, at vi KUN tager til stranden for min skyld i dag. Far giver ham ret og siger at det KUN er fordi han ikke vil lade mig snorkle selv i det her vejr….. Ret ironisk kan man vel sige, fars svømmeegenskaber taget i betragtning ;O) Vi går langs hele den lange strand, ned til den gode snorkle ende og jeg smider tøjet i regnvejr og tager udstyret på, mens et par forundrede vagter, som står i læ under noget halvtag ved en bar, kigger lidt forundret på de skøre turister……. Det er helt umuligt at snorkle i dag, men bliver smidt rundt i vandet og det er alt for farligt ved de smalle passager igennem koralrevene…. Øv, jeg må svømme ind igen og efter at have leget lidt i bølgerne med ungerne begiver vi os hjemad igen. vi tør nemlig ikke tage en vandtaxi af frygt for den kunne kæntre ;O)
Men det må siges at gåturene er gode til samtaler. Der er en del smalle passager og på én eller anden måde, ender det altid med vi går to og to, et barn og en voksen. I dag gik jeg med Josefine og vi fik talt om en masse tøseting. Venskaber, kroppens forandringer (som de andre piger i klassen er blevet undervist i, i denne uge), deodoranter, tøj mm. Josefine er ved at blive “stor” og har da også været på jagt efter smart tøj her på øen, uden dog at finde “noget smart” i hendes størrelse. Alt det hun kan passe her er t-shirts med fisketryk og alt muligt andet “nuttet” og det er IKKE det hun gerne vil have ;O)
Sofus og far har talt om våben, krig, kampteknikker og strippoker. Også Sofus er begyndt at interesserer sig for andre ting end legoklodser og vi kommer så utroligt dejligt tæt på hinanden på rejserne. Derhjemme er det jo tit noget med at spørge til hinandens dag og sådan noget, men vi er jo sammen hele tiden og derfor får samtalerne en anden karakter.
Vi når et smut til vores egen strand sidst på eftermiddagen da det klarer lidt op og jeg sidder på bådebroen en times tid og ser solnedgangen, min sidste på Roatan. Åhh hvor vemodigt.
Men når jeg ser mange af de typer som aldrig er kommet her fra, er jeg ikke misundelig. Sjovt nok er der rigtig mange af dem som er blevet her, der tydeligvis drikker for meget og måske ikke helt har fået det ud af livet her som de havde håbet på…… En undtagelse er Rick fra T-shirt shoppen forleden……
Vi har ikke spist et eneste måltid mad “ude” her, men har selv lavet mad til alle måltider. Alt hvad vi har brugt har været ris, æg, tomater, stegt kylling fra kyllingestedet, brød, smør, honning og cornflakes. Og så masser af vandmelon og mango selvfølgelig. Ingen har savnet noget og Sofus siger hver aften, at sådan nogle stegte ris der, skal jeg godt nok lave når vi kommer hjem. Selv i dag efter at have fået det i 10 dage;O)
Nå resten af dagen går med det sædvanlige bortset fra at også jeg er blevet grebet af rumble og vi får rigtig mange point når vi spiller med alle 4 ;O)
Vi glæder os sådan over at det går godt med flytningen i Esbjerg og at vi også har hørt godt nyt fra Vejle.
Mange, mange kys og kærlige hilsner fra
mor