Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Vi skulle køre med Sightseeing bus i dag, troede vi men…………..

Dagbog d. 3. juni, dag 41
Vi har planlagt at vi vil køre rundt med de(n) sightseeing bus(ser), der kører rundt her i KL, men det er markant dyrere end vi havde regnet med, ca. 70 kr. pr. person, dvs. dyrere end da vi tog bussen til Pangkor, det er for dyrt, alle er enige næsten, Josse er skuffet, hun er træt, det blev for sent i går, pludselig skriger hun vildt højt, en myre har bidt hende, hmmm det kan gå hen og blive en laaaang dag, igen er det en af de værste dage i hendes liv, heldigvis er det ikke dem hun har flest af, altid altid er hun superoptimistisk, men tingene er ikke lige gået hendes vej de sidste par dage, så hun er ikke ovenpå lige nu, til gengæld har Sof denne gang affundet sig fint med at rejse, det er jo ikke hans livret (hjemme er bedst), men han har igen en ”fed dag” som han selv udtrykker det, vi skal have fundet noget andet vi kan tage os til i dag.
Der er en anden større sø i KL, ”Titiwangsa”, vi forsøger os først med en bus derud, men efter at have ventet i laaang tid ved det stoppested, hvor de 3 linier, der går derud skal afgå fra, opgiver vi, man kan ikke se, hvornår busserne går, men i den ½ time eller længere som vi står der, kommer ingen af de nr. som vi har brug for, vi tager højbanen fra den nærmeste station i stedet, 5. min. gang herfra.
I LP står der at parken er ca. 800 m. øst fra Titiwangsa stationen, der er ikke skiltet til parken og der er markant længere end 800 m., men vi spørger os for og når derud, hmmm ikke så idyllisk som vi, havde regnet med, vi finder dog en legeplads, får lidt is og sodavand, på legepladsen er der armgangs”fætre”, så ungerne bruger dem så meget så Sof får vabler i begge hænder!
Der er også lavet veje alá køreskolen i Legoland, men den er selvfølgelig ikke i brug lige nu, der er sikkert små elbiler i ferierne eller i weekenderne som man så kan leje til ungerne, vi er her vel i ca. 1-1½ time og tager herefter monorailen hele vejen ud til Brickfield, hvor den indiske vi spiste på i går ligger, vi spiser igen fremragende for under 100 kr. for os alle, jeg har endnu ikke gennemskuet, hvordan de regner prisen ud, har nu forsøgt at regne efter de 2 gange vi har været der, men har opgivet begge gange, men prisen er måske lidt dyrere end jeg havde regnet med til gengæld er maden rigtig god og prisen er ikke urimelig, så jeg har bare betalt, alt andet lige er det jo væsentlig billigere end det sted tæt på markedet, hvor de rundbarberede mig for 79 ringgit for et måltid til os alle.
Bagefter går vi på nationalmuséet efter opfordring fra Josse, et meget fint muséum, ikke kæmpe stort, så det er helt fint når man nu har unger med.
Det er tilmed billigt, vi skal dog også købe billetter til en separat udstilling omkring begravelser, meget interessant udstilling som også fanger ungerne, her beskrives de forskellige gl. stammefolks begravelsesritualer, så vi får nogen tid til at gå på muséet og får lidt mere viden omkring malaysisk kultur og historie og selv Sof bliver fanget, da han jo er et rigtigt ”røre-barn” er det helt fint at han vender tommelen op, han skal jo helst være fysisk og har til tider været rastløs, når vi har vandret rundt i storbyen, at gå er ikke nok fysisk udfoldelse for ham, så skal der hoppes, løbes mv. og i en storby er det jo ikke altid lige smart.
Da vi er færdige på muséet vandrer vi hele vejen hjem til hotellet, der bliver holdt ”fredag” i dag selv om det er torsdag, dvs. film og slik mv., jeg går sammen med Josse ned for at få presset prisen på en ”Ferrari” jakke ned, i går sagde sælgeren 70 ringgit, han starter i dag med 65, jeg har givet Josse 40 ringgit og har fortalt hende at kan vi presset prisen ned på 30 er der 10 til hende, det vil sælgeren nu alligevel ikke være med til, ikke engang de 40 er ok, så byder vi 50, det er heller ikke nok, vi går men bliver kaldt tilbage af sælgeren, 55 nix siger vi og går hjem, Hanne er ikke helt enig og da vi har bestemt at vi i dag vil slutte dagen af med fastfood, går vi forbi sælgeren igen, jeg driller Josse med at hun så faktisk skylder mig 15 ringgit, da jakken jo nu blev dyrere end de 40 vi havde afsat, nå pyt den ser fin ud og vi håber på at den falder i ”Kong” Peters smag.
Sælgerne siger at vi ses næste år, jeg fortæller ham at med de priser på jakker kan vi da ikke have råd til det, han griner.
Bagefter går vi på MC D. og bagefter går ungerne og jeg, hjem og ser film, det regner så meget at vi ikke kan sidde på altanen som aftalt med Hanne, der er gået til massør, så vi sidder på værelset uden vinduer, ikke så hyggeligt, men bedre end at side men en laptop i regnvejr xD.
Nu er tankerne ved at være i DK, dagen i morgen skal for mit vedkommende bare overståes, nå er vi næsten på vej hjem, vi får set filmen færdig og går til ro, Hanne har stort set pakket alt, jeg har som sædvanlig ikke pakket mit, kan ikke sove det meste af natten, men da vi kun har et rum og jeg IKKE må tænde lys, får jeg ikke pakket men surfer og finder sidetasker til den ene mc.
G’nat.

Dagbog d. 3. juni, dag 41

Kære Eline
Til morgenmaden spørger damen om jeg vil give hende opskriften på brød og forklare hende hvordan hun skal bage. Ret hyggeligt:O)
Vi har aftalt at skulle køre med sightseeing bus i dag. Den kører fra den nationale moské ved vi og går der hen. Jeg har hørt dem sige det koster 8 ringits. I stedet viser det sig at det koster 38 pr mand (altså 76 kr). Det syntes vi godt nok er lige skrapt nok…. Vi vil jo bare køre en tur og faktisk er det mest fordi det er en dobbeltdækker vi vil det…… Josse bliver ked af det, men det syntes vi simpelt hen er for vildt…… Det er lige så meget som vi gav for at køre i taxa fra Cambodia til Bangkok….. Da vi så sætter os på en bænk for at finde ud af hvad vi nu skal bruge dagen på, bliver Josse bidt af en stor, rød myre og nærmest skriger af forskrækkelse. Hun hulker højt og er helt utrøstelig. Igen i dag, er det den værste dag i hendes liv……
Vi beslutter os for at tage hen til en sø med en dejlig park. Den ligger i udkanten af byen, men der går en bus lige der til. Vi trasker hen til busstationen og venter vel der i knapt en halv time. Der kommer MASSER af busser, men ikke den vi skal bruge. Så må vi jo tage et tog, som kører næsten helt der ud. Da vi står af toget, havner vi igen imellem store trafikerede hovedveje og igen er det svært at orientere sig. Vi går og går, op af trapper, over gangbroer, ned af trapper, så er det forkert, tilbage igen osv….. Tp er lige omkring 35 gr. Godt det ikke er værre….. Sofus siger pludselig til Josse:”Pas på…. Røde myrer”og så hyler hun jo op igen….. Det syntes jeg ikke er sjovt. Omsider når vi til søen og parken. Området er kæmpe stort og fuldstændigt mennesketomt, men heldigvis er der en mad- og isbod i udkanten. Det koster 2 is til hvert barn for den lange gå tur, men klokken er også blevet 12……Josse bliver ved at skælde ud, men SÅ skruer jeg bissen på. Nu har jeg hørt på det brok hele formiddagen….. Hvis hun vil følges med mig skal det slutte nu. …. Godt hun er som hun er, for hun vender på en tallerken og finder det sædvanlige gode humør frem igen på ét sekund……
Vi går rundt om søen og finder en stor og mennesketom legeplads. Heldigvis er den god og ungerne træner armgang og leger i en times tid. Ved siden af legepladsen er der træningsredskaber til voksne og Sofus mener det må være noget for mig. Heldigvis er de ret dårlige, så jeg slipper for at bruge dem:O)
Vi vil alle sammen gerne på den indiske fra i går. Den ligger i den stik modsatte ende af byen, også i udkanten….. Far finder ud af der går en monorail hele vejen der til, vi skal bare lige gå lidt først, men nu kender vi jo vejen og alle stier og broer under og over alle de store veje og så er det ikke så slemt.
Den indiske er lige så fremragende som i går. Man bestiller sin ret, ris og evt. chapattis. Så får man flere forskellige små “klatter” på sit palmeblad. I dag er der to grøntsagsretter, agurker i yougurt, noget grønt pesto, noget stærkt chutney, tørrede og saltede chillifrugter og to slags hjemmelavede chips. I dag får vi også samosas. Hele balladen koster under 100 kr. Og i dag må vi endda have to flasker vand.
Josse har fundet på vi skal på nationalmuséet og det er godt fundet på, for det ligger i gå afstand fra den indiske. Sofus syntes det er træls, men muséet, som er både stort og flot, er heldigvis og godt. Der er flere forskellige sale og det er delt op og beskrevet på en overskuelig måde, så det er let for os at forklare og oversætte. Vi får indblik i noget malaysisk historie og også her bliver det fremhævet, at Malaysia rummer mange kulturer, racer og religioner, som lever sammen i harmoni og det er de stolte af. En særudstilling om begravelser er særligt spændende. Her bliver vist en masse forskellige begravelsesmåder, som alle bruges eller er blevet brugt her i Malaysia af alle de mange forskellige stammer og folkefærd. En film viser hvordan en begravelse typisk finder sted, inden for mange forskellige kulturer og religioner og slutter af med at sige;” Alle de forskellige kulturer i Malaysia begraver deres pårørende forskelligt…. Èn ting er de dog alle enige om….. Det er vigtigt at gøre det på den bedst mulige måde”. Jeg får lyst til at sende Pia K og hendes kumpaner på uddannelse i Malaysia…. I en 2-3 år eller noget…..Selv Sofus må indrømme at det her ikke er det værste museum han har været på og Josse kan bryste sig af, at det var hende der fandt på det.
Vi trasker hjemad, godt trætte nu hvor klokken er næsten 18. Børnene forlanger fredag i dag, fordi i morgen er rejsedag, så vi må lige en tur i 7/11 og købe slik.
Sofus og jeg går op, mens far og Josse går ned for at købe en Ferrarijakke til Peter. Jeg har set de har én næsten lige som den vi gav ham fra Sydamerika og som nu er blevet for lille. Josse skal med far for at prøve størrelse og for at charme prisen længere ned. Da de kommer tilbage på hotellet er det uden jakke. Far syntes ikke prisen kom langt nok ned. Men nu er det jo mig der er boss og manden griner da vi kommer tilbage. Han giver hånd til far med et grin og siger”;See you next year” Og far svarer med et smil;” No, we can´t afford it”. Det er blevet øs regn vejr og vi spiser aftensmad på Mc D som ligger tæt ved, inden far og ungerne går hjem og ser “fredagsfilm” og jeg går hen og får massage.
I skrivende stund siger Sofus;” Hvem har en FED dag i dag? MIG………”
Jeg har også haft en fed ferie. Vi har haft det så godt sammen alle fire og stunderne med dårligt humør har været få og skænderier endnu færre. Ellers plejer vi godt at kunne mundhugges lidt, når vi er så tæt sammen i så lang tid, men det har vi faktisk ikke gjort denne gang….. Måske fordi vi er blevet gode til ikke at presse os selv for hårdt, børnene er blevet større og vejret har været med os…… Og så har vi jo efterhånden lært at vi klarer det meste og ikke behøver at lade os slå ud af bagateller, som at vi ikke kan finde et hotelværelse midt om natten og den slags….. Især Sofus har hjemvé nu og han siger mange gange hver dag at han glæder sig til at komme hjem. Omvendt har han det så godt, at det ikke ødelægger humøret. Josse er bare så harmonisk at det er en ren fornøjelse, når man altså lige ser bort fra de to sidste formiddage…….
Nu er vi snart hjemme hos dig min skat og jeg glæder mig sindsygt til at give dig et kæmpe knus;O)
Kærlig hilsen mor

Jeg finder vej, en omvej – nej, det må være kortet den er gal med….

Dagbog d. 2. juni, dag 40
Vi står senere op end vanligt, jeg har fået strenge ordre på IKKE at vække nogen, hverken kl. 0400 eller kl. 0600, så da Hanne genner os ud og ned for at få morgenmad kl. 0800 driller jeg hende lidt, jeg er ved at lægge flere sange ind på ungernes mp3 afspillere, hotelværtinden indleder en samtale med Hanne efter vi er færdige med at spise, hun har kinesiske rødder og har gået i kinesisk skole og er derfor ikke så god til engelsk proklamerer hun, hendes engelsk er nu hverken dårligere eller bedre end som så mange andre vi har talt med, vi får fortalt lidt om, hvilke sprog man lærer i folkeskolen i Danmark, hun er rigtig flink, sød og rar og jeg tror hun vil strække sig langt for at hotellets gæster føler sig godt til rette, lidt synd for hende at ham receptionisten fra i går ikke helt har forstået, hvad service betyder i denne branche, sådan en fyr kan jo ødelægge alt det som hun går og bygger op.
Vi får købt lidt tøj inden vi begiver os mod Lake Gardens, jeg fører an, jeg har lige skimmet kortet og fundet en hurtigere vej, tror jeg, vi ender ved en motorvej, 2 x 3 spor, de andre mener ikke vi skal krydse den, slukøret går vi tilbage, jeg finder ved nationalmuseet en overgang over motorvejen, men da vi når søen, tror jeg ikke vi har sparet noget ved denne alternative rute, Lake Gardens er en del af sommerfugle- og fugleparkerne, her er også en orkidé park mv., vi tager en parkbus ala legotoget rundt i parken og vil herefter leje en kano og padle lidt rundt, vi må IKKE være 2 voksne og 2 børn i en kano, men højest 2 børn og 1 voksen, det er åbenbart ufravigeligt, vi gider ikke at diskutere og gider da slet ikke sejle rundt i 2, her er det ikke prisen for det koster kun 3 ringgit pr. kano, nå pyt vi kan altid sejle en tur i legeparken i Kolding når vi kommer hjem, vi finder i stedet en stor legeplads, hvor ungerne rigtig hygger sig, vi ser en hel flok af egern og får filmet og fotograferet, herefter begiver vi os mod Brickfield, en indisk bydel i KL, jeg får allernådigst lov til at vise vej, det viser sig at vi har været 10 meter fra en undergang under motorvejen på vejen ud, så mine fornemmelser var gode nok og et bedre kort, havde forbedret resultatet, jeg synes faktisk selv at jeg håndterer kortene godt og vi kommer da også til Brickfield, som også huser den store Centrale togstation, her undersøger vi lige, hvad det koster at køre til lufthavnen, 37 ringgit pr. person, måske er det billigere i en taxi, det må jeg lige finde ud af inden fredag.
Vi går mod et indisk eller rettere mod 2 indiske restuaranter som er nævnt i LP, vi finder dem ikke og jf. kortet går vi lige derhen, hvor den ene burde være, på vejen køber Hanne samosa, som vi så fortærer på vejen, da vi ikke kan finde de 2 restauranter bestemmer vi os for at spise der hvor vi fik samosa fra, super lokalt spisested, vi maden serveret på bananpalmeblade, god mad, nok mad, med andre ord den indtil nu bedste indiske madoplevelse vi har haft i Malaysia, de havde dog ikke naan brød før end om aftenen, vi tager toget tilbage til vores egen station Pasar Seni som oversat betyder ”Bazar Seni”, navnet er afledt af det centrale marked som i gl. dage husede bazaren tror jeg, jeg spørger en taxi chauffør om, hvad han skal have for at køre til den internationale lufthavn, 80 ringgit, det er jo billigere end at tage tog, men jeg er usikker på om vi kan have alt vores grej, som jo er vokset lidt i omfang, vi tager shuttlebussen ud til Low Yat, hvor jeg forsøger at få et batteri til Eline’s laptop, de kender ikke Medion, jeg mener at det en MSI model som bare er relabled af Medion men er usikker på modellen, så jeg tør ikke at købe et batteri, jeg ved ikke om jeg når at kommunikere med Eline og evt. den vej rund kan få et billede samt lidt flere data omkring batteriet, men vi må se.
Bagefter går vi over i et indkøbscenter som hedder Times Square, større end MBK i Thailand og med ”rigtige” butikker, Josse prøver parykker men beslutter sig for IKKE at bruge 250 kr. på en sådan, pludselig får jeg øje på mange fjernstyrede helikoptere, man har i Danmark kunnet købe de små indendørs i snart lang tid, hvor holdbare mv. de er ved jeg ikke, vi får demonstreret nogle små samt en stor, den store er feeeed, men der er ikke tale om en nitro, begge modeller er elektriske, den mindste er ikke ret stor, de demonstrerer at man kan flyve dem i jorden og vippe med joysticken og de letter igen på trods af at de ligger ned mv., vi køber 2 eller rettere Josse og Sof køber 1 hver, vi ender med at betale, hvad der svarer til ca. 150 kr. pr. stk., hvilket måske er næsten samme pris som i Danmark.
Vi venter på shuttlebussen hjem mod det centrale marked, men da den ikke kommer, går vi mod den næste togstation for at spare en omstigning, da vi kommer til det centrale marked har Josse besluttet at vi skal have kage, jeg siger at vi i dag skal flotte os og have én hver, det fortryder jeg godt nok, pyyyh jeg føler mig total stoppet, da vi går derfra, det er for kvalmende med så meget kage, vi kan ikke have aftensmad nu.
Tilbage på værelset bliver helikopterne pakket ud, de fungerer fint begge to og bliver hamret i gulvet utallige gange, de bliver begge pakket pænt ned igen og der skal først flyves med dem når vi kommer hjem, jeg søger flere oplysninger om batteriet til Eline’s laptop og tror nu at jeg ved, hvilken MSI model Medionen er baseret på.
Hanne har købet t-shirts mv. til alle ungerne derhjemme, men vi mangler at købe til Peter, skal det være øl eller biler, Kirsten har skrevet tilbage at den Ferrari jakke vi købte sidst er blevet for lille, vi har set en lign., men den koster jo en del mere end en t-shirt, Hanne har fået presset prisen, jeg går lige ned for at se, hvad den evt. kan fås til andre steder, jeg får et tilbud fra en gut 70 ringgit og det uden at jeg har presset ham, så mon ikke den kan købes for 35-40, i morgen tager jeg Josse med, så kan hun blinke mv. til ham og stå med sine ”egne” penge og lade som om at den er til hende, hun har et godt tag på de unge mandlige sælgere, så jeg tror at vi på den måde får den bedste pris, der bliver lavet lektier skrevet dagbog mv. imens at der bliver hørt musik på de nye mp3 afspillere, herefter bliver der spillet lidt online spil.
Vi går sent i seng.
G’nat.

Dagbog d. 2. juni, dag 40

Kære Eline
I dag har du lovet os hakkebøf på lørdag og satte julelys i øjnene på os alle;O)
Vi står halvsent op. Far driller mig, fordi jeg ikke syntes han kan være bekendt at vække alle når han vågner kl. 6, vi kan nemlig først få morgenmad kl. 8. I dag jager jeg så alle op kl. 8, så vi kan komme ned at spise og ud at få noget ud af dagen. Og så er det de driller mig…….. Far og børnene er optagede af deres spilledibbedutter og lægger sange ind og synger og det tager en farlig tid….. Når jeg bare vil spise…. Idag taler vi lidt med den søde dame der serverer for os om morgenen. Hun er vel omkring 60 og utroligt sød og hjælpsom. Hun hører lidt om Danmark, vi lidt om Malaysia.
Klokken er næsten 9.30 da vi begiver os op i byen og så skal vi lige have købt nogle T-shirts (til en forandring) inden vi kommer videre mod “lake gardens” som vi vil til i dag. Lake gardens er egentlig hele det område der også huser sommerfuglefarmen, fuglefarmen og flere andre ting, men hele området omkring er parker med forskellige områder. Èt sted kan man sejle, et andet har legeplads osv. Hele området er omgivet af store hoved- og motorveje og man skal finde under dem, for at komme det rigtige sted hen. Far mener vi kan tage en genvej….. Du kender jo hans genveje, men jeg har vænnet mig til det er bedre bare at gå med….. Så kan vi jo altid vende om når det går galt….. Idag finder Josse ud af på vejen, at hun hellere vil bruge dagen på en rundtursbus der kører rundt i hele KL så man kan se byen. Hende og Sofus laver “sten, saks, papir” om hvad vi skal og hun taber, så hun er sur og tvær (læs: nærmest rasende), hvilket hun ellers næsten aldrig er. Efter flere kilometers vandring befinder vi os ved en motorvej med tre spor i hver retning og trafik som på E 45. Far vil have os til krydse vejen, men børnene og jeg nægter at gå over. Der slår jeg altså hælende i….. Og josse vil ALDRIG mere på ferie, ja det er lige før hun ikke vil leve mere, når livet skal være så besværligt….. Vi vender om og heldigvis finder far en gangbro der fører over vejen . Et øjeblik efter er vi i området med haverne. Josse finder en lille bitte frø og jubler. Far spørger hende med et smil om hun syntes vi har en dejlig ferie og hun opdager slet ikke selv det er sjovt, da hun med glad stemme siger:”Ja DET syntes jeg”. Alt er godt igen og vi kører med en lille rundtursbus rundt i haverne, leger på legeplads og ser mange egern der leger i træerne.
Så begiver vi os afsted efter en indisk restaurant vi har set anmeldt i LP. Vi farer lidt vild igen, men far finder igen ud af motorvejssystemet og vi kommer til det område af KL der hedder Brickfields. Her ligger også den kæmpe store centrale togstation og vi går lige der ind for at finde ud hvordan og hvorledes på fredag når vi skal til lufthavnen. Vi finder ud af, at det er billigere at tage taxa til lufthavnen end tog. Så finder vi ud i området som er udpræget indisk. Her er hektisk aktivitet som i chinatown, med mange små butikker med indiske ting og restauranter. Vi kan ikke rigtigt finde restauranten og vi er meget sultne, så jeg køber samosa´s ved en restaurant der sælger dem udenfor. De smager fantastisk, så da vi har ledt lidt mere uden held, går vi tilbage til samosa stedet og sætter os ved et bord. Også denne restaurant er åben mod gaden og der ved indgangen står de og koger samosa´s og bager chapatis. Så er der en disk som er fyldt med fade med indiske retter, hvor fra man så kan vælge sin ret. Her er kun lokale indere som gæster og de spiser alle med fingrene. Borde og stole er af plastik og gulvet og vægge belagt med fliser. Vi vælger hver vores ret. Fars og min som er med sovs, serveres i skåle, men så får vi hver et stort palmeblad som tallerken. Her på får vi ris, chapatis, to slags hjemmelavede chips og tre grøntsagsretter som tilbehør og børnene får hvert et kyllingelår. Børnene, især Sofus, syntes det er dejligt at alle spiser med fingrene, for man skal jo gøre det de lokale gør;O) Maden er fantastisk. Intet mindre. Og den er ikke “turistkrydret”, så vores næser løber og vores læber brænder mens vi spiser. Regningen lyder på ca. 90 kr. og vi er STOPmætte da vi går derfra. Der må vi hen i morgen igen.
Vi tager et tog tilbage til hvor vi selv bor, for at tage den gratis shuttlebus til elektronkcentret. Far vil gerne se på et batteri til din laptop. Desværre kender de ikke mærket og i hele det store center, finder vi ingen der kan hjælpe. Lidt nedslåede går vi ud af centret og over på den anden side af vejen, hvor der er et stort indkøbscenter der hedder “Timesquare”. Hvis du syntes MBK er stort, skulle du se det her. Det er KÆMPE og i mange etager. Butikkerne er fede og samme priser som hjemme ca. Josse får øje på en parykbutik og går ind og prøver mørkebrune parykker og klukker af grin imens, men besinder sig og køber ikke én. Vi kommer forbi en butik der sælger fjernstyrede helikoptere. Nogle små nogle, der ikke går i stykker når de falder på jorden. Det er næsten for godt til at være sandt, men far bliver ved at stille spørgsmål og helikopteren demonstreres igen og igen. Manden lader Sofus prøve og den falder ned, men går ikke i stykker….. 200 kr. koster de. De fåes også i større og endnu større. Fars øjne stråler…… Det ender med Josse og Sofus køber hver én, mens far behersker sig. Vi får selvfølgelig rabat ved køb af 2, så de slipper med 160 kr hver.
Vi kan ikke finde shuttlebussen hjem, så vi hhv. går og tager tog. Josse har besluttet vi skal have kage og da det er aftensmadstid passer det jo fint. Vi går på centralmarkedet og køber kager, så ingen kan spise andet til aftensmad. Hjemme igen bliver der fløjet med helikopter på vores lille usle hotelværelse, mens jeg pakker souvenirs ned, så vi kan se om vi får brug for en ekstra taske.
Vi taler om dig og far surfer efter flere oplysninger om batteriet, i håb om at kunne finde et til dig.
Mange kærlige hilsner
mor

På besøg i den nationale moské…

Dagbog d. 1. juni, dag 39
I dag vil vi besøge den nationale moske, den ser post moderne ud og ligner ikke de moskér jeg har set på billeder og film, den ”normale” kuppel ligner nærmere en næsten udfoldet paraply.
Vi bliver iklædt andet tøj, dvs. Hanne og jeg går en kåbe på, at jeg går en på skyldes mine korte bukser, Josse nøjes med et tørklæde og Sof kan gå ind som han er, efter at de har fået at vide at han er en dreng, nu skal han altså snart klippes, vi er selvfølgelig alle barfodede, det er en stor moské, med åbne overdækkede terrasser rundt om, en venlig mand tilbyder at fortælle lidt om stedet, han fortæller lidt om, hvornår den blev bygget, så til orientering, er den bygget i starten af 60’erne og åbnet for offentligheden i 1965, der er glasmosaiker fra Venedig og rhinstene/krystallerne i de flotte lamper i selve bederummet er fra Østrig, der bliver også fortalt en masse om muslimsk tro, han fortæller vel næsten i en time, hvilket er lang tid og da det foregår på engelsk må vi ind imellem oversætte for ungerne, men de bliver mere og mere utålmodige og det er svært at stoppe mandens ordstrøm, han fortæller godt og en behagelig person, han har tidligere været ansat i et teleselskab i Malyasia, her fik man efter 10 års tjeneste en frirejse verden rundt, så han har set og været mange steder i verden også i Danmark.
Vi sætter kurs mod sommerfugle parken, den er bygget op som en have med en masse belagte stier, den er meget meget mindre en fuglehaven, entréen koster en trediedel, de holder også dyr i akvarier/terrarier, en lille varan og flere skildpadder, desværre er deres akvarier/terrarier alt for små, lidt ærgeligt at de ikke bare har lavet et stort, men måske kan de forskellige arter ikke enes i et fælles akvarie/terrarie, besøget er forholdsvis hurtig overstået, ved udgangen er der heldigvis en stor udstilling af både levende og døde insekter og ”kryb”, bla. verdens største biller og vandrende pinde mv., der er bla. et insekt, som i den grad ligner et blad, utroligt som disse insekter har indpasset sig i vores fauna, de vandrende pinde som også i den grad bare ligner en kvist eller pind.
Vi finder en indisk restaurant lige ved det centrale marked, vi spiser bla. naanbrød mv, brødene er virkelige gode, måske de bedste naanbrød vi har fået på turen.
Jeg har efterflg. fået lov at bestemme eftermiddagens forløb, så først i en gratis shuttlebus ud til Low Yat centeret, et gigantisk elektronikmarked i 6 etager, gadgets, mobiltlf. you name it, fedt fedt sted, men bedst uden familien på slæb, nå det kan ikke være anderledes de insisterer på at komme med, så det er de, nogle ting er billigere end i Danmark, men de fleste ting koster næsten som derhjemme, jeg får købt ganske lidt bla. en usb blæser/fan, Hanne får øje på nogle mp3 afspillere, de kan hæftes fast på tøjet, de har ”kun” 2 GB storage, men er fine til ungerne, prisen er ikke meget billigere end i Danmark, men da de indtil nu har deltes om ørebøfferne til min mobil og på den hørt Natasja og Kim Larsen mv. er det fint at de får hver deres.
Det er sjovt nok Hanne der insisterer på at de skal have afspillerne, vi er ikke forvænt med at hun falder for disse ting, men jeg tror hun er påvirket af alle disse fede gadgets som de har derude, fedt sted ærgeligt at vi snart skal hjem, jeg kan se at de også har batterier til bærbare, jeg ved at Eline’s laptop har et fladt batteri, så jeg skal lige have skrevet til hende for at få nogle flere data, så vil jeg gå på jagt efter et batteri, de er formentlig lidt billigere her end i Danmark/Europa.
Da vi vil hjem igen begynder det at regne, vi finder en lækker isbod og der bliver indkøbt is til hele banden, da der bliver et ophold i vejret bliver hjemturen bliver taget i tog med skift undervejs.
Vi står ved siden af det centrale marked, da regnen igen tager fat, vi vælger at spise på den indiske, hvor vi også fik frokost, denne gang er serveringen elendig, vi får nærmest kold mad, det eneste gode naanbrødene, da det er blevet tørvejr, går vi mod vores hotel, Sof og jeg går lige hjem, Hanne og Josse, skal lige ose/shoppe, så Hanne må have fat i receptionen for at komme ind, på hver etage er der en gitterdør, med en kortlås, som skal forhindre udefra kommende i at ”snuse” rundt på hotellet, jeg har forhørt mig om vi kunne få en hver, det kan vi ikke, men det var ikke et problem forklarede de, vi skulle bare tage fat i receptionen, hvis vi skulle ud/ind, på den indvendige side er der en tlf., hvor der er en knap til at kalde receptionen med, jeg troede at de så remote kunne åbne/ lukke, det viser sig nu at de skal lette r.ven for at åbne/lukke og det er åbenbart ikke alle de ansatte som synes at det er fedt at betjene hotellets gæster på denne måde, Hanne oplever i hvert fald at ham, der sidder i receptionen en ældre moden mand, sidder og ser film og synes at det forstyrrer ham voldsomt at han skal følge hende op på 2. sal for at lukke hende ind, så 2. gang hun kommer og vil ind, siger han til hende om hun da ikke bare kunne tage kortet mv. med, hun forklarer at så kan familien jo ikke komme ud af værelset og låse mv., men jeg tror ikke han fatter 1 m., han har aftenvagten og gider nok bare ikke at blive forstyrret i sit tv kiggeri, men vi må se om vi ikke kan tage lidt pis på ham, måske i morgen, da kan vi lave den omvendte, Hanne tager kortet med på shopping og jeg ringer på klokken for at blive lukket ud fra etagen, så må vi se, hvad han siger, hvis han bliver for fræk, må vi jo sætte ham på plads, de har jo selv proklameret at det ikke er noget problem at komme ud og ind, bare tage fat i receptionen.
Det skal siges at da vi havde det andet værelse, værelset med de 3 køjesenge, havde vi 2 nøglekort, grunden til at der var flere til dette værelse, var den at der var tale om et fælles værelse, dvs. at det er deres billigste overnatning, hvor hver seng koster 25 ringgit, men også at hver seng så kan få sin egen nøgle, går jeg ud fra.
Vi sidder på spisealtanen og der bliver lyttet til musik lavet lektier mv.
G’nat.

Dagbog d. 1. juni, dag 39

Kære Eline
I dag vil jeg gerne hen til den nationale moské og børnene vil gerne i sommerfuglehave. Moskéen ligger på vej til haven, så den tager vi på vejen. Moskéen ser meget moderne ud og man kan besøge den inden for bestemte tidsrum hver dag. Altså hvis man ikke er muslim….. Den er omgivet af en plads, med høje palmer og det ser let og luftigt ud og i lyse farver. Vi skal sætte skoene udenfor og far og jeg bliver iført en kåbe, der går helt ned til håndled og ankler og har hue på, som jeg naturligvis skal bære på hovedet. Josefine må beholde sit tøj på, men bliver iført tørklæde. Moskéen er meget stor og omgivet af en kæmpe overdækket terrasse med høje søjler og flotte springvand. Selve moskéen er umøbleret, men gulvet er dækket af tæpper. Udsmykningen holder sig primært i hvide, blå og guldfarver. Rummet bliver brugt til bøn og rummer adskillige tusinde mennesker. Vi møder en venligt udseende, muslimsk mand, som tilbyder at fortælle os om moskéen. Det er spændende hvad han fortæller om moskéen og om den muslimske tro. Han kan godt lide at tale og fortæller godt, men børnene forstår jo ikke hvad han siger og da han har talt i hen i mod en time, afbryder jeg høfligt hans talestrøm fordi Sofus er utålmodig.
Vi fortsætter mod sommerfugleparken. Det er nærmest en frodig have, med masser af små afsatser og springvand, men overdækket af net, så sommerfuglene ikke kan flyve ud. Det er hyggeligt at gå der og sommerfuglene er mange og flotte. Josefine tager en hawaiiblomst i håret, for at få dem til at sætte sig på hende, så jeg kan tage billeder og det hygger hun og jeg os med. Sofus er sommerfuglene helt vilde med og sjovt nok kan han slet ikke ha´ når de flyver tæt hen over hans hoved. Der er også mange forskellige arter af skildpadder, som desværre svømmer frem og tilbage i bitte små akvarier og ser triste ud. Hvor hyggelig haven end er, så er den altså hurtigt set. Heldigvis har de nogle rum med udstillede døde insekter, sommerfugle, biller, fugledderkopper mm foruden nogle flere akvarier med levende insekter.
Vi går ned for at spise frokost for en gangs skyld og finder en hektisk indisk, med flere mad boder, en naanbager og masser af indiske besøgende. Maden er god, men de sjusker med ophældning osv. og jeg forstår simpelt hen ikke at folk i det her land, ikke kan gøre sig en smule umage….. Det koster da ikke noget…. Men som sagt, maden er god og ubegribeligt billig.
Far vil gerne hen i et indkøbscenter som kun handler med elektronik…. Ja du hørte rigtigt….. Et helt indkøbscenter, KUN med elektronik. Forestil dig Kolding storcenter, uden andre varer end elektronik og gadgets….. Et rent mekka for far….. Der går endda en gratis shuttlebus der ud, lige i fars ånd, det kan simpelt hen ikke blive bedre. Far oser rundt på de forskellige etager og vi andre trasker troligt bagefter. Alt er dog ca. lige så dyrt som derhjemme, men han køber en skør “fan” til at sætte til computeren og så finder jeg, ja du hørte rigtigt igen, JEG finder nogle små MP3 afspillere, som jeg syntes børnene skal ha´ en af. De sidder der i bussen hver gang og skal enes om fars mobiltlf. med én øreprop til hvert barn……. De kan snart Natashas og Kim Larsens sange uden ad og nu syntes jeg de skal have deres egen spilledims…..Så far bliver helt opmuntret og så styrter vi rundt for at få dem til den bedste pris. Da vi så vil til at videre, øsregner det pludseligt. Heldigvis står vi netop uden for en isbutik under halvtag og med stole og det hele, så vi køber is og sætter os. Ungerne finder afspillerne frem og så opdager far, at den ene har en fejl. Vi befinder os ved udgangen af centret, så far løber op og får den byttet, inden det bliver tørvejr og vi kører hjem med monorail og rapidtrain. Så regner det igen, men netop da det begynder, er vi uden for den indiske fra i frokost og da det er blevet spisetid igen, går vi der ind. Denne gang er serveringen endnu mere kluntet og maden er kold. Prisen er mærkeligt nok også blevet højere, selv om vi har bestilt for det samme, men det er jo stadig billigt og nogenlunde ok. Deres naanbrød er fantastiske….. De bager osten ind i brødet som vi fik det i Paris…. det må jeg prøve hjemme…..
Det bliver tørvejr som vi skal til at hjem. Heldigt. Jeg sender far og Sofus op, mens Josse og jeg shopper T-shirts. Eller det vil sige….. Jeg shopper, hun flirter…… Gad vide hvordan hun bliver, når hun bliver lidt større…… Hun blinker og flirter med alle de unge mænd, som bliver helt forelskede i hende og flirter tilbage. Jeg får købt en masse T-shirts og ÆRGER mig over at du og Alexander ikke er her. Jeg kommer jo i tvivl om farver, størrelser, mærker og designs………
Josse bliver træt af flirteriet og vil gerne op. Hvert værelse har én nøgle og ét kort til den gitterdør der afsikrer hver etage på hotellet. Det vil sige, at uden nøgle og kort, kan man ikke engang komme hen at banke på sin værelses dør. Så må man i receptionen og bede dem gå med op og lukke én ind. De vil nemlig ikke udlevere to kort til gitterdøren…. Ham der sidder i receptionen i dag, er ved at se en film og gider absolut ikke gå med på anden sal. Da jeg så har afleveret Josse, har shoppet lidt videre og så kommer for anden gang og vil ind, nærmest hvæser han af mig og siger, at så skulle jeg have taget kortet med ned…… Far syntes det er vildt morsomt, for de har jo selv sagt det ikke er noget problem med kortene…. De kan lukke os ud og ind…… Hvis man er på gangen og skal ud, kan man ringe på en lille klokke……..Så da jeg lokker de andre med ned på altanen på første sal, prøver far at flygte uden mig, bare for at jeg skal have fat i hotelmanden for tredje gang, denne gang for at komme ud…… Jeg når heldigvis med;O)
Vi skriver dagbog og laver lektier.
Vi ses om fire dage.
Kærlig hilsen mor
P.S. I skrivende stund, sidder far og udtænker hvordan vi kan drille den sure receptionist. I morgen bliver jeg sendt på indkøb med kortet og så vil far lave mange ærinder her nede. Når så manden skælder ud fordi han skal lukke far ud og ind, vil far uskyldigt sige:” Jamen du sagde jo i går at min kone skulle tage kortet med ned….” Børnene klukker af grin;O)

Rejsedag igen igen, Pangkor – Kuala Lumpur..

Dagbog d. 31. maj, dag 38
Så er dagen kommet, hvor vi igen skal rejse tilbage til KL, vi spiser morgenmaden på ”hårbollen” og bagefter købes der souvenirs, Josse og Sof, de får en t-shirt hver, dvs. Sof’s er en tanktop og ydermere er der selvlysende tryk på den, vi går også hen for at se om vi kan få filmet varanen lidt tættere på, men den er der ikke i dag, skildpadden er kravlet ned i den udtørrede åbne cementkloak, Hanne mener at den vil lide en stille død, hvis Hanne aka ”Florencen Nightingale” ikke redder den fra den for hende sikre død, så hun tager den op af grøften, jeg forestiller mig skildpadden stikke hovedet ud af skjoldet og sige ”nej for f.nden, nu er det 3. gang en eller anden har hevet mig op herfra, nu når jeg aldrig hen i den ende af kloaken, hvor vandet er til min ven hr, varan”, en ganske lang sætning for en skildpadde, men alligevel, jeg tror ikke som Hanne at den er ”faldet” derned, den lever jo i det, nå jeg accepterer at hun griber forstyrrende ind i dyrets verden og hvem ved, måske reddede hun den skildpadde.
Jeg går hen for at praje en pink mini, der efterflg. kører hen og henter os, vi skal nå en færge kl. 0915, overfarten går stærkt og der er mange mennesker med, formentlig folk som har et arbejde på fastlandet, jeg går købt busbilletter, de koster igen næsten 100 ringgit for 4 stk., denne gang er bussen knap så luksuriøs indrettet, der er dog god afstand mellem sæderne, så vi sidder ganske bekvemt, i starten er der ikke mange med, men da den har stoppet nogle gange er den efterhånden fyldt godt op, da vi efter at have holdt nogle gang endelig har nået det sidste stykke motorvej mod KL (ca. 150 km tilbage), meddeler Josse at hun altså snart skal på toilet, ikke så smart da der ikke kan stoppes her, normalt er hun rigtig god til at holde sig, men jeg kan se at hun er presset, vi aftaler at går det galt og hun ikke kan holde sig, må hun gå ned på det næstsidste sæde og lade en tår der, Hanne har kontaktet chaufføren, men vi er i tvivl om han har forstået budskabet, så 1. min. inden det næst bagerste sæde bliver gennemvædet, kører han af en afkørsel ud styrter en europæisk udseende kvinde med en pige på ca. 8 år, pyyh Josse var noget beklemt ved evt. at skulle have tisset i bussen, godt at hun slap for det.
Vi når KL uden andre afbrydelser, da vi nærmer os byen står vandet ned i ”stænger” og bussen og andre biler kaster kaskader af vand op når de kører gennem kæmpe vandpytter, jeg ser et par enkelte moto’er, der bliver totalt gennemblødte ufedt at befinde sig på en motorvej i det her lortevejr, jeg tænker på, hvordan vi selv næste gang vi skal på en længere rejse, vil klare vejret på ryggen af en mc, man er lidt mere udsat for vejrets luner når man sidder der udendørs, men mon ikke det går.
Vi tager en shuttlebus tilbage til centrum og går efter at have ventet på et ophold i regnen igennem denne og bliver våde før vi når vores ”gl.” hotel, her bliver vi ønsket velkommen tilbage, formalia skal overholdes så jeg må igen udfylde formular med pasnr. etc. etc., før vi kan flytte ind.
Vi får denne gang et familieværelse på 2. dal, desværre er værelset uden vinduer, husene er ligesom vi har set det i Hanoi, men smal facade set fra gaden og på grunde/matrikler, der er dybe, da husene er bygget sammen, giver det flere rum, hvor der ikke kan laves vinduer, det skal da være mod fordelingsgangen ned til værelserne, men det er nok også det eneste dårlige ved værelset ellers er det ok, med 2 kingsize senge, separat bruserum , toilet og håndvask.
Vi beslutter os for at kigge nærmere på den nationale moské, på vejen derhen køber vi frugt ved en bod, dvs. det er Hanne og ungerne der køber, jeg står måske 2 m. derfra og kigger på kopiure, da jeg vender mig rundt er de væk, jeg spejder efter dem men finder dem ikke, jeg går mod stationen i den tro at de må være gået uden mig, jeg når stationen men de er der ikke, skal jeg gå tilbage eller…., nej, så kan vi jo løbe rundt efter hinanden i en evighed, de vil passere her når/hvis de går til moskéen, endelig ankommer de, jeg vinker til dem, de har været forbi hotellet mv., for at se hvor jeg var gået hen, men var så blevet enige om at gå videre, vi havde jo aftalt, hvor vi skulle gå hen og så måtte vi bare mødes der, der et første gang vi bliver væk fra hinanden, men det gik jo fint, da vi ankommer er der ikke åbent for ikke muslimer, så vi bestemmer os for at gå herhen i morgen.
På tilbagevejen går vi forbi alle madstederne og vælger at gå ind på et sted vi har været før og indtager aftensmaden der, vel tilbage på hotellet bliver der lavet lektier, tegnet og skrevet dagbog.
Sandet i glasset er ved at løbe ud, denne ferie er snart til ende, underligt som tiden flyver afsted, det mærkes ikke som om at man har været på ferie i 6 uger, det har været skønt indtil nu, det er ikke gået som planlagt, men vi har alligevel haft en rigtig god ferie og nydt hinandens selskab, jeg er begyndt at glæde mig til at komme hjem, det bliver nu rart at gense kolleger og komme på arbejde igen, gad vide om jeg kan huske password etc. når jeg er tilbage…
G’nat.

Dagbog d. 31. maj, dag 38

Kære Eline
Nu er du nok kommet hjem fra Jellingfestival og er godt træt kan jeg tænke mig;O) Og vi tæller dagene til vi ser dig igen. I dag har jeg tænkt rigtig meget på dig, fordi vi har kørt i bus i 5 timer.
Vi står op til morgen og spiser morgenmad det sædvanlige sted. Bagefter køber Sofus og Josse lige en T-shirt med “Pangkor, Malaysia”. Du kan nok tænke dig at Sofus er ligeglad med en T-shirt, men han finder én der kan lyse i mørke og med et sejt print og så er det jo ikke helt ligegyldigt alligevel. Vi vil så gerne have varanen at se igen, så vi runder lige det sted hvor vi fandt ham i går, men han er der ikke i dag. Til gengæld er skildpadden faldet i den tørre grøft, så jeg tror nok jeg redder den fra tørst døden, ved at bære den op……
Færgen går 9.15 og den når vi sagtens med en pink minibus. Straks vi er ved busstationen køber vi billetter til bussen, som går 8 min. senere. Nemt må man sige….. 5 timer i bus, igennem det flotte landskab og så er vi igen i KL. Det øsregner hele den ½ time vi kører i shuttlebus fra hovedstationen og fortsætter da vi ankommer til city, så vi er våde da vi går op på hotellet, men tørrer hurtigt. Denne gang får vi værelse uden vindue. Øv. Da husene her er lange og smalle, har kun få værelser vinduer…… Men det går jo for de 4 nætter vi har tilbage.
Det er blevet sidst på eftermiddagen og vi beslutter at gå op til den nationale moské, som ser meget moderne ud udefra og som ligger en kort gåtur herfra. Sofus og Josse vil have frugt ved en frugt bod på vejen og midt i markedsmylderet bliver far pludselig væk. Vi leder og leder og beslutter til sidst at gå mod moskeen. Heldigvis har far tænkt det samme og vi møder ham på vejen. Desværre har moskéen ikke åbent for besøgende da vi kommer, så vi går i stedet en lille tur, inden vi går hen på samlingen af kinesiske gadekøkkener og spiser kylling, dumplings og tomat/agurke salat. Bagefter går vi igen en tur og køber vaskepulver så vi kan få vasket. Her er jo ikke vaskeservice, men vi har adgang til vaskemaskine på hotellet. Aftenen tilbringer vi på hotellets terrasse hvor vi plejer at spise morgenmad og Sofus kæmper sig igennem det sidste matematik, inden han får lov at tegne monstre og mystiske landskaber. Josse tager bare hul på den næste matematik bog;O)
Jeg er en blanding af vemodig, fordi det her er sidste destination inden hjemrejse, og spændt, fordi jeg snart skal se dig igen;O) Jeg glæder, glæder, glæder mig, til at kramme dig og høre om de sidste 6 uger, men jeg er også lidt trist over det allerede snart er forbi, vores lille rejseeventyr. Og vi har haft det så godt sammen alle fire og har kun manglet dig, for at det kunne være helt perfekt. Godt vi allerede er i gang med at drømme om det næste eventyr.
Mon du har eksaminer i denne uge?
Ha´ det godt min elskede skat.
Mange kærlige hilsner mor

Se de sjove orme – hmmm det var igler og de var tørstige – blodtørstige.

Dagbog d. 30. maj, dag 37
Vi spiser morgenmad tidligt, dvs. ”hårbollen” åbner først kl. 0800 og de har ikke travlt med at tage mod bestillinger så tidligt på dagen.
Vi får alle, hvad vi vil have og går tilbage til vores værelse, her får vi gjort klar til afgang, videokamera, digi-kamera, vand mv., vi har alle lange bukser og sko på, jeg har som den eneste også taget en langærmet trøje på, jeg gider nemlig ikke overfaldes af igler.
Sof har igen dårlig mave, vi begynder at tro at det er malaria medicinen, vi har tidligere oplevet at Josse fik dårlig mave af medicinen, den gang droppede vi at give hende medicinen, vi har nu været ude af malariaområde i næsten en uge og bliver enige om at stoppe medicinen til ungerne, de skal have den 1 uge efter, den medicin som Hanne og jeg tager skal tages op til 4 uger efter, det har vi nu aldrig overholdt og gør det nok heller ikke denne gang.
Sof har ikke lyst til at tage med, Hanne vil blive hjemme med ham, han ændrer dog synspunkt et par gang og ender med at tage hjem, under forudsætning af at han kan sige fra når han vil.
Guiden kommer ca. 20 min. senere end aftalt, men sådan er det jo her, vi var mere spændte på om han overhovedet kom, fint nok, han er i shorts og badesandaler og mobiltlf. i stedet for machete, mine forventninger bliver straks skruet ned, på vej ud af byen fortæller vi at vi forleden selv gik ud til vandfaldet, han er ikke videre snaksagelig, men udpeger dog en kødædende plante på vejen.
Vi går af små stier og dyrestier mv., kommer forbi forladte huse, jeg spørger om, hvorfor de er forladte, han siger at familien flyttede, underligt at de ikke solgte, huset ser ikke ud til ex. at blive brugt som sommerhus, men det kan selvfølgelig være at de har til hensigt sidenhen at bruge dette.
Sof brokker sig højlydt på den første del af turen, men er nok også lidt mat pga. den dårlige mave, han tør dog langsomt op og går og synger lidt til sidst, turen tager nok ikke mere end 1½ time og vi ender tæt på det vandfald vi besøgte forleden, her ligger der en camp, jeg spørger ind til om han kender til campen, det gør han, for han er tilknyttet denne og arbejder der, den bliver brugt af skoler, som en slags lejrskole, hvor de kommer og bor her, desuden overnatter de også ude i junglen, jeg håber at der er andre undervisere, end vores unge ”guide”, Hanne får ændret prisen til 50 ringgit, nu da turen blev væsentlig kortere end aftalt.
Sof og Josse blæser i græsstrå på vejen hjem, dejligt med nogle glade unger, Sof har helt glemt at han var i dårligt humør fra morgenstunden.
Da vi kommer hjem, har Hanne og jeg begge fået igler på benene, de skal bare tages af, men det forsætter jo med at bløde lidt efter, lad os håbe vi slipper for infektioner pga. iglerne, vi spritter begge sårene af.
Vi har talt om at snorkle og fiske i dag, Sof vil gerne fiske og Josse vil gerne snorkle, vi taler lidt med ”snorkle-manden”, som også arrangerer fisketure, han siger at 1 time koster 100 ringgit og at der ikke rigtig er store fisk at fange, med mindre vi vil bruge en ½ dag på det, det ønsker Sof ikke, så hellere snorkle, som sagt så gjort, vi tager ud til øen, hvor der snorkles på livet løs, vi får en lejet maske med til Josse denne gang, da den billigt indkøbte ikke kan slutte ordentlig tæt, ungerne syntes det er fedt, det samme synes Hanne, som fortryder at vi ikke opsøgte det, da vi var på Ko Samui, men en ny verden har åbnet sig for dem, det næste bliver vel at de alle skal have et scuba certifikat.
Vi bliver afhentet igen og sejlet tilbage.
Det er tid til lektier, da de er lavet skal der ske lidt mere, Hanne foreslår at vi tager en taxi til et gl. Hollandsk fort eller rettere resterne af det, en nedtur af en oplevelse, det er rent fake, man har bygget lidt op omkring de sørgelige rester af fortet som er ganske lille, det er ikke turen værd, men nå vi spadserer tilbage til byen Pangkor, på vejen passerer vi fiskerhjem som ligger langs med stranden på pæle ud i vandet, den primære indtægt på øen kommer fra fiskeriet og specialiteten her på øen er tørrede fisk, som fås i alle afskygninger.
Da vi når byen køber vi is og vand, vi går hen til færgelejet for at tage en af de pink minibusser tilbage, det er lige før at chaufførerne hugger om ikke at få turen, de har ikke travlt med at lave noget her på øen.
Da vi er hjemme, skal der findes flere dyr til vores dyrefilm, jeg så jo en varan den første dag vi var her, men har ikke set en eneste siden, de er her helt sikkert, men er måske sky, vi går hen mod Seugull, hvor jeg så den, her finder vi i stedet en skildpadde, får filmet lidt og søger længere ned mod bagenden af deres matrikel, hvor der går en åben kloakledning, jeg overser den, men Hanne får øje på den i kloakvandet, den fortrækker dog hurtigt til et mørkt kloakrør, vi går alle tilbage til skildpadden, den har ikke flyttet sig meget siden sidst, jeg går tilbage til varanen, den er kommet frem fra sit skjul igen, jeg går filmet den, men dog kun på afstand og med den på flugt på vej mod kloakrøret igen, den er nok 1½ m. lang så det er en fin lille ”fætter”
Vi går hen for at spise, solen er på vej ned og vi diskuterer om vi skal filme solnedgang før eller efter, vi bestemmer os for efter, vi når næsten at få solnedgangen med, men der er skyet eller diset, det sidste stykke den går ned, så verdens bedste solnedgang blev det ikke, bagefter går vi hjem for at spille yatzy inden vi pakker, vi skal jo videre mod KL igen i morgen, det er nu rart kun at have én af de store rygsække med, det begrænser alligevel vores bagage en del.
G’nat

Dagbog d. 30. maj, dag 37

Kære Eline
Vi spiser morgenmad som i går. De åbner først kl. 8, men er overraskede over at se nogen så tidligt;O) Vi skal jo på “jungletur” i dag og har en aftale kl. 9.
Vi bliver “hentet” på vores guesthouse el. rettere “Flora beach ressort”. Navnet griner vi noget af, syntes måske ikke lige vi kan forbinde det her sted med “ressort”. Vi trasker med guiden op af gaden og begynder vores vandring ind i junglen. Vi er iført lange bukser, strømper og sko, da vi har læst der er igler alle vegne i Malysias jungle. Sofus har haft diarré de sidste morgener, men ellers haft det helt ok. I dag har det været slemt. Han har været på toilet flere gange og har ondt i maven, så jeg har tilbudt at blive hjemme hos ham. Han syntes dog vi kan prøve at gå med og så vende om hvis det er for meget. Som sagt så gjort. Desværre har han ikke sin sædvanlige energi og brokker sig over det tætte krat, myrerne og de stejle bakker. Guiden er flink nok, men ikke god. Han går forrest, men det eneste han viser os undervejs, er en kødædende plante. Blomsten er et lille krus, hvori der ligger klæbrig væske som lokker myrerne til. Vi får selv øje på en lille frø, nogle kæmpe myrestier og nogle sjove orm der stikker lige op i luften og så ligesom spadserer afsted. Vi har aftalt at gå i 2- 3 timer, men allerede efter 1½ time, er vi ved udkanten af junglen, der hvor vi så aber i går. Der er et skilt til en “camp” og guiden fortæller at skoleklasser kommer der til, for at lære om naturen og at han arbejder som guide der. Jeg håber han fortæller dem mere, end han har fortalt os. Vi afregner og jeg beder om rabat pga. den kortere tur. Det tror jeg han bliver overrasket over, men vi bliver da enige om en pris. Jeg syntes det er som om folk er lige glade med kvaliteten af den vare de leverer på den her ø…………Hvor om alting er, så er det fint for Sofus at turen stopper her og humøret er helt i top igen da vi går hjem ad. Han og Josse har lært at pifte i strå og det gør de hele vejen. Da vi kommer hjem tager jeg de lange bukser af og kan ikke forstå det ene bukseben er helt rødt. Så tager jeg strømperne af og finder svaret. Der sidder to fede igler. Det røde på buksebenet er såret der bløder efter en igle er faldet af. De sjove orm vi så, var slet ikke orm, men igler. Jeg ved ikke hvordan man fjerner bæsterne, så jeg går ud til den tykke dame i receptionen, der ryster på hovedet og flår iglerne af med en klud. Hun formaner mig at tjekke børnene også og ryster på hovedet igen og spørger, hvor vi dog har været……Far har fået to igler, børnene ingen…..Godt vi først opdagede det da vi kom hjem, ellers kunne jeg ikke have nydt turen;O)
Vi har talt om enten at fiske eller snorkle i dag. Sofus vil helst fiske, Josse helst snorkle. Vi bliver enige om at dele os i to, men “snorklefyren” fra forleden siger, at der ikke er mange fisk at fiske efter og det kun er koralfisk. Ellers skal man på en længere tur og så bliver det dyrt…… Far og Sofus ser på hinanden og er straks enige om at tage med Josse og jeg. Vi får helt nye masker og snorkler i dag, hvor de fleste lokale turister er på retur. De sidder bedre og passer endda Josse også, så hun ikke behøver at bruge den lille, billige maske vi købte til hende. Igen i dag, ser vi super flotte koralfisk. Der er som at ligge inden i et farvestrålende akvarium, omgivet af forskellige fisk. Vi ligger i vandoverfladen sådan, at jeg ligger i midten med et barn i hver hånd. Når én af os får øje på en særlig flot fisk, siger vi nogle lyde i snorklen og peger på fisken. Æv Eline, at du ikke er med til det. Det ÆRGER mig, at du og jeg ikke tog en snorkletur på Ko Samui. Jeg havde aldrig troet man kan se så meget, med så lidt udstyr. Det skal du virkelig prøve ved først kommende lejlighed, du vil elske det……..Far prøver at smide brød ud i vores retning, for at lokke flere fisk hen til os og det virker efter hensigten. Børnene fanger brødet og håndfodrer fiskene under vandet.
Efter snorkleturen tager vi hjem og laver lektier. Jeg uploader billeder på “Face” og chatter med Inge. Vi bliver rastløse far og jeg og far er irriteret over jeg ikke vil køre scooter her, men prøver at bide det i sig. Men de kører i den forkerte side af vejen her og bogen advarer om at her sker mange uheld, pga. de smalle snoede veje. Jeg siger til far jeg elsker ham og så smiler han og siger han også elsker mig, selv om jeg er ikke er så modig. Vi tager i stedet én af de pink minibusser, som reelt fungerer som taxier, ind til et fort, der ligger 3 km. uden for byen Pangkor Town hvor færgen ligger til. Fortet er så lille og uinteressant at man tror det er løgn det er beskrevet i LP, men gåturen på de 3 km ind til Pangkor Town er ret hyggelig. Husene, eller hytterne er det jo nærmest, langs vejen, hænger ud over vandkanten og har flere steder en lille robåd tøjret til altanen. Det ser noget så hyggeligt ud og folk og dyr dovner rundt omkring husene. Der er flere små restauranter, men de fleste er naturligvis lukkede…..I byen sælger butikkerne tørrede fisk og man kan nok få 10 forskellige slags. Øens primære indkomst kommer fra fiskeri. De pink minibusser fylder en halvstor P-plads uden for færgelejet. Chaufførerne sidder og dovner på bænke. Deres chef hundser en chauffør op for at køre med os, men chaufførerne gider tydeligvis ikke og diskuterer, hvem der nu skal være den uheldige, der skal lette røven og køre. Det er altså noget så sjovt. For de som ønsker at nyde sit otium i RO og MAG, vil jeg anbefale dem at købe et lille hus her. Her kan man ikke få stress og de eneste minusser ville være, at madens kvalitet er elendig og at det højst sandsynligt er umuligt at finde en effektiv hushjælp….
Tilbage hos os selv går vi på jagt efter en varan. Far så én forleden, af en lille stikvej lidt længere oppe af gaden og vi mangler en varan til vores dyrefilm. Noget mørkt bevæger sig henne på stien og børnene jubler at der er en varan, men sandelig om det ikke er en skildpadde. Det har vi heller ikke til dyrefilmen, så det er ok. Der en grøft bag et “ressort” og da jeg kigger der om, sidder der en flot varan på omkring 1½ meter. Den løber ind i et kloakrør da jeg kalder på andre, men far fanger den til filmen et øjeblik senere.
Vi spiser og går på stranden for at få et billede af solnedgangen. Bagefter spiller vi yatzy inden vi pakker.
Nu tæller vi dagene til vi ser dig igen søde skat. Du er stadig på Jellingfestival, forhåbentlig i tørvejr?
Mange kærlige hilsner mor