Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Dag 23 og 24, d. 6. og 7. jan.

 

Kære Eline

Jeg har ikke meget at skrive fra de sidste par dage.

I går vågner jeg op midt om natten med voldsom kvalme og jeg bruger resten af dagen på at være syg med opkast. Jeg mander mig op og kører med i taxi til Aung sans hu chis hus, der hvor hun har siddet i husarrest og også bor nu. Huset ligger bag en høj mur og der er spærret af en høj ugennemsigtig port bevogtet af flere vagter. Bagefter kører vi hen til hvor hun boede som barn, da hendes far blev likvideret og årene efter. Det er omdannet til museum og meget spændende. Jeg kan næsten ikke holde mig oprejst og tager her fra en taxi hjem, mens de andre går videre og ser hvad vi ellers havde planlagt.

I dag skal vi videre til Bangkok. Jeg har det bedre i maven, men har nu en forkølelse/ ondt i halsen/ ondt i musklerne i anmarch. Vi bruger dagen på at gå efter et mall, vi finder dog et andet på vejen der opfylder vores behov og beslutter os derfor til at gå efter et bageri vi kan se på kortet. Vi er nysgerrige efter hvor vores hotel får deres brød fra, for man kan ikke købe rigtig brød nogen steder og vi har ikke duftet nybagt brød på hotellet. Vi finder bageriet, som er ligeså kedeligt som alt andet vi har set og mere er som en slags snackbar end et egentligt bageri. Vi får dog øje på Inya lake som er omgivet af et smukt parkanlæg og vi finder en burgerkæde der hedder Lotteria, hvor vi går ind og spiser frokost. Jeg har ganske vist helt mistet appetitten (tro det eller ej) og nøjes med at nasse lidt pommes hos de andre, men de er yderst tilfredse med deres burgere og syntes faktisk de er bedre end Mac D. Stedet er så moderne og der er mange ansatte, så ikke noget med at vente her.

Jeg gider ikke skrive om flyveturen, bare lige nævne at Yangon internationale lufthavn har én terminal og kun fem gates. Er det ikke vanvittigt morsomt? Vi skal flyve lige omkring spisetid, men det er helt umuligt, for de har kun to bittesmå steder der sælger mad, til helt uhyrlige priser og i en rædselsfuld kvalitet. Der er kun én lille kiosk der sælger en smule slik, her koster en almindelig Ritter Sport 35 Kr., så vores sidste store Kyat er hurtigt brugt og de små sedler får rengøringsdamen på toilettet som sædvanligt.

Det er sent da vi ankommer til vores hotel, som er kæmpe stort og starter på 11 etage og fordeler sig i fire tårne. Alt er vanvittigt pompøst, med gigantiske blomsteropsatser (som Jose siger, det er plastik og det ville det ikke have været på Cinnamon Grand) og nok er det af ældre dato og lidt slidt, men imponerende er det nu altså alligevel. Vores lejlighed er med to soveværelser, stue, bad og køkken og vi har kæmpevinduer mod byen fra 24. etage. Wow. Det vildeste er, at man ikke kan høre en eneste lyd fra byen. Jeg går direkte i seng med min stakkels syge krop, mens de andre går ned og henter noget mad fra gadekøkkenerne.

Mange kærlige hilsner fra mor.

 

 

Dag 22, d. 5. jan.

 

Kære dejlige skat

Morgenmaden her er fantastisk, man sidder udenfor ved ét langt bord OG man får groft brød der smager som hjemmebagt OG Nutella OG rigtigt smør OG mælk. Wow;O)

I dag ser vi Shwedagon pagoden. Den er gigantisk, med 500 kg ægte guld på toppen og det er omgivet af alle mulige hellige templer i et helt kompleks af guld. Jose har sarongen hun vandt ved Chaungtha med til at dække sig med og da vi fumler med den, kommer den en moden lokal dame, som med sikker hånd vikler hende ind på den helt rigtige måde. Hvor er folk altså søde her. I går havde far glemt en pose i en taxi og tænk engang, chaufføren kom tilbage på hotellet med den… I dag har vi fået vasket tøj her, tre kæmpe poser og de ville egentlig ikke have penge for at vaske, men nu da der var så meget sagde chefen, ville det da være dejligt med lidt drikkepenge til pigen der vaskede det. SÅ sødt af dem.

Vi går omkring i de kæmpe omkringliggende parker, sejler i pedalbåde, prøver væmmeligt is med duriansmag (Jose troede det var banan), spiser på den indiske, går på marked og….. tro det eller ej, går i biffen og ser Star Wars på engelsk i 3D for 15 kr. pr. snude.

Yangon er en dejlig storby syntes jeg, den rummer nogle af alle de vilde kontraster som i Bangkok, her er der bare endnu mere rodet og endnu flere gadekøkkener og så lidt længere imellem de fede butikker;O)

Sender dig og jer knus og kærlige tanker hver dag;O)

Kærlig hilsen mor

Dag 21, d. 4. jan.

Kære elskede Eline

Far har det heldigvis bedre til morgen og kan tage med os til Yangon. Klokken er kun 4.45, da vi i mørke bærer vores ting op i den udendørs reception, hvor der er bælgmørkt. Til vores store overrsakelse, kommer der dog to natte vagter, et par gamle mænd og også et par unge drenge, af dem vi ser både tidligt og sent i restauranten. Der er gjort nogle sandwich med marmelade og et æg klar til hver af os og vi kan få pulverkaffe inden vi skal af sted. Vi lægger drikkepenge til de søde mennesker. De siger vi skal til busstationen på motorcykler, men at der kun er én. Far kører først af sted i mørket, med alt sin bagage og sig selv, bag på én motorbike chauffør. En anden familie kommer ud i mørket, de har også to børn og heldigvis kommer der så en bil, hvor i vi kan være fire og to motorcykler mere. Vi når selvfølgelig alle bussen, en lokal bus, men med sædenumre og vi har faktisk en behagelig tur til Yangon, det tager ca 6 timer.

Fra den hektiske busstation bliver vi kørt til vores hotel. Personalet her er utroligt søde og vores værelse er stort og rummeligt. Desværre mangler det den opredning vi hjemmefra har betalt 25 USD pr nat for. Det viser sig, at hotellet ikke er i stand til at lave opredningen og vi må nøjes med 3 sovepladser som ved Inle og de vil så betale os pengene for opredningen tilbage.

Hotellet har sin egen taxichauffør og da det er midt på eftermiddagen og vi er meget sultne, beder vi om at blive kørt til en indisk restaurant, cafeteriastyle, fra LP. Yangon minder på mange måder lidt om Bangkok. Her er mest faldefærdige huse, små gyder og gader, men indimellem alt det fattige og usle også store gader, flotte hoteller og banker og den slags. Der er mere af det flotte i Bangkok.

Restauranten er proppet med mennesker, man bestiller sine retter fra et stort menukort med billeder på disken og sætter sig så ved et ledigt bord, hvo man senere får serveret det hele. Her er som et meget travlt cafeteria. Maden smager himmelsk og er overhovedet ikke dyr.

Gaden vi er på er et mylder af biler, humplede fortove med gadeboder, souvenirbutikker, tøjbutikker, gadekøkkener, restauranter og masser af mennesker. Vi kørte forbi et moderne butikscenter og vi bruger vel et par timer på at lede efter det til fods. Vi finder ikke det, men ser den store gyldne pagode, du nok husker fra TV, den hedder Shcweddagon pagoda og den kæmpe omgivende park der hedder peoples park. Her daldrer vi rundt og ungerne bliver fotograferet endnu engang. Vi ender med at tage en taxi i tusmørket til centeret, hvor vi finder mange butikker, men allerbedst, et supermarked i bunden. Ok det lyder selvfølgelig mærkeligt, men efter 3 uger med bambusboder i vejkanten, er et rigtigt supermarked helt fantastisk. Vi kan både få yoghurt (én slags) og mælk, ritter sport og Toms orangebuer på dansk. Jeg siger til ungerne at min virkelighed er, at det er fredag i dag og de vælger hver et stykke chokolade.

Vi er dødtrætte da vi lander i sengene ved 20 tiden.

Vi sender dig og jer de kærligste tanker og hilsner;O)

Dag 20, d. 3. jan.

Kære dejlige dig

Edderkopperne der lever i vores bambusbungalows, får de store på Mindevej, du ved der tramper rundt med store støvler på, til at ligne tissemyrer. Da Jose har fundet hele to af den slags ovre i deres hytte, kan du sikkert gætte at vi har overnattende gæster i vores hytte og far vælger at sove i deres. I morges sidder der så én af gutterne på døren i vores badeværelse, så ingen er vist kede af vi skal videre i morgen. Man kan diskutere om det bliver bedre eller værre af, at vi kun har strøm og dermed lys fra kl. 18 til kl. 06, så hytten henligger jo nærmest i mørke det meste af tiden. Nu ved vi de er der, men kan ikke se dem….

Nå, desværre er far mavesyg i dag, det hjalp altså ikke at undgå kød og i dag har vi sagt til ungerne, at de kun må vælge vegetarisk og noget der er tilberedt. Vi trænger alle til frugtsalat, men det er udelukket.

Jeg tager med ungerne til stranden og efterlader far med kold cola og Imodium i hytten. I morgen er det independence day og det kan ses på vores ellers så rolige strand. Der kommer horder af hujende lokale turister drønende forbi på deres motorbikes og stranden ligner nærmest mere en rallybane, end en strand og det til trods for klokken kun er 8.30. Vi går helt hen til Coral beach, men dropper det da vi ser de larmende menneskemængder og trækker os tilbage til stranden mellem vores og Coral, her er ingen colabikse og ingen mennesker. Vi bader og soler os. Sofus går hjem før os andre, men Josefine suger det sidste ud af den sidste stranddag og vi er først hjemme midt på eftermiddagen. Far har det heldigvis lidt bedre og det ser lovende ud for den 7 timer lange bustur i morgen.

Her på den lille vej som går ned til hotellet, ligger der et skur, hvor en flok unger holder til om dagen. Vi tror det er én af de ansattes børn, der er en 5-6 unger, de ældste ser vi ikke meget, men de yngste får dagene til at gå der alene, med selskab fra de to små hundehvalpe, dem der fulgte efter os forleden. Én af drengene, jeg tror han er 6 år, kommer med hvalpene hver dag her i vores bungalows. Han behandler dem virkelig hårdhændet og i dag har han bundet snore om halsen på dem, og forsøger at lære dem at gå i snor, noget INGEN hunde her gør. Han flår og hiver rundt med de stakkels kræ og sparker dem når de ikke forstår de skal gå pænt og da jeg skælder ud, efterligner han mig bagefter til én af de yngre drenge med et stort grin. Sofus har lyst til at være ond ved drengen og det fører til en del snak om børneopdragelse, forskellige kulturers syn på dyrevelfærd, burhøns i Danmark og meget andet.

Vi sender dig og jer de kærligste tanker og hilsner;O)

Dag 19, d. 2. dec.

 

Kære elskede Eline

Tænk engang, i går faldt FAR i snak med et par danske piger der bor her og de fortalte om en dejlig snorkeltur de havde været på, med en fyr der hedder Nemo. Efter det gik far og jeg straks op til hovedgaden, hvor vi mødte fyren og fik en aftale med ham. FEDT.

Til morgen bliver vi hentet uden for vores hotel af et par gutter på motorbikes. Vi kører på stranden (ligesom dem jeg kalder motorbøller alle de andre dage) mod nord. Du vil måske henvise til min tilbøjelighed til at overdrive, når jeg fortæller at her er kilometervis og atter kilometervis af hvide sandstrande, med kokospalmer og turkisblåt vand, som INGEN bruger. Vi kører og kører i 45 min og vi ser stort set ikke et andet menneske, når først vi når ud efter Coralbeach hvor vi var i går. Båden ligger alene i en lille vig. Der sejler en lille bitte bilfærge, som dem der sejlede busserne over floderne i Bolivia, den sejler over til en ø, et stenkast fra hvor vi befinder os. Ellers er der lyst sand, palmer, blå himmel og turkis vand, lige meget hvor vi vender blikket hen. Vi sejler først ud til en lille bitte klippe ø og plumper i vandet fra båden. Nemo giver os det råd, at smøre os godt ind i solcreme, selv om vi allerede har gjort det hjemmefra. Det beskytter nemlig mod Jellyfiskene som her ikke er mange af, men nok til at de genere og vi kan skam også høre den sitre i vandet. Nemo har spyd med og fanger faktisk et fisk med det, desværre taber han fisken, han fortæller ellers at bådmanden plejer at få den. Korallerne er døde eller døende og kedelige og her kan det jo ikke være pga turister, for ingen kommer her, men her er stadig flotte fisk, om end på ingen måde så mange, som vi har været heldige at se andre steder. Efter nogen tid, sejler vi videre, igen kun i kort tid. Vi er nu tættere på stranden og børnene føler sig mere trygge her, fordi vandet er lavere og vi kan blive tættere på båden. Mærkeligt nok føler de sig utrygge når der er for langt til land og båden er et stykke væk, de er jo dygtige svømmere begge to. Korallerne er også ødelagt her, men her er flere fisk. Nemo finder et flot stort konkylie på bunden som han rækker mig, men ungerne opdager at det er beboet af en snegl, så jeg må lade det synke til bunds igen. Det er stadig ikke fantastisk snorkeling, men vandet er ok klart, Nemo er sød og vi får trods alt set mange flotte fisk, inden vi sejler ind til den fuldstændigt øde strand, for at spise den frokost, Nemos hustru har lavet til os. Vi spiser på en væltet kokospalme. Josefine finder et stort flot konkylie, men efter den har ligget stille ved min side i nogle minutter, begynder den pludseligt at spadsere væk og vi må se i øjnene at det allerede tilhørte en anden og at den anden er den største eremitkrebs vi nogensinde har set. Her vrimler med liv, hundrede hvis ikke tusindvis af eremitkrebs i alle størrelser, lukrerer på den store rod af palmen, hvor vi tror der må befinde sig en masse insekter de kan spise. Vi har også set de spiser kokosnødder, hvid de ligger på stranden. Vi får 1½ time til at gå her med at bade i det lune vand, finde skaller, sole os og lege md krebsene. Da Nemo spørger om vi er klar til at komme hjem, svarer jeg at jeg syntes vi skal bliver her for evigt. Desværre venter virkeligheden som jo heller ikke er så dårlig og vi bliver kørt hjem af de sandede veje på motorbikes.

Far er været ude at løbe i varmen og er ikke hjemme da vi kommer hjem, men han bliver så glad da han endelig kommer og hører hvor dejligt vi har haft det. Nemos slidte maske gik i stykker da vi snorklede, så jeg gav han 10 USD i drikkepenge, foruden de 30 USD vi har betalt i alt for turen. På hotellet har jeg fortalt om den dejlige tur, men den søde dame svarer noget studst at der er forskel på gæster og andre gæster har været SÅ glade for den dumme fyr vi var af sted med forleden, hvilket jeg simpelthen ikke kan få mig selv til at tro på. Desværre er Nemo ikke på tripadvisor og har ikke adgang til PC. Der findes ikke en netcafé i denne by og han kender ingen der har en computer. Tænk engang…. I 2016. Men det går op for mig, at de på det her ret store hotel, heller ikke har én. De registrerer alt i en stor bog med kuglepen. Vildt…..

Elskede skat, vi sender dig de kærligste tanker;O)

 

Dag 17 og 18, d. 31. dec. og 1. jan.

Kære elskede Eline

Vi har bestilt en snorkel tur og skal af sted fra morgenstunden. Der er kun Sofus, Jose og jeg og så en engelsk pige, der hedder Clair. Vi bliver afhentet på 4 motorbikes og ankommer til en lille, grim havn, med ca. 10 faldefærdige fiskerbåde. Manden der siger han er vores kaptajn, viser os hen til én af dem. Clair skal leje snorkeludstyr, men får kun en maske og en snorkel, ingen finner. ”Kaptajnen” siger at det er ligegyldigt. Båden har bestemt kendt bedre dage. Den er slidt og rodet, der ligger endda en død fisk i den og da den ikke har nogen stige hængende på siden, går jeg ud fra turen går hen til et sted, hvor vi kan svømme ud fra en strand. Vi tøffer ud af havnen og rundt om en pynt. Her ligger ”hovedstranden” åbenbart og den er PROPPET med lokale turister, ponyrideture, bildæk, parasoller og masser af små både, nogle ligger så dybt at jeg ikke fatter folk tør sejle i dem, men de er så fyldte med mennesker, at de nærmest hænger ud over siderne. Alle de små både overhaler os. Med i båden har vi kaptajnens ”crew”. Det er 3 teenagedrenge med røde tænder og hårde blikke. Da vi kaster anker ud for en lille ø, som ligger ret tæt på fastlandet og hvor hundredevis af lokale turister bliver sat i land, bliver jeg forundret. Damen på hotellet fortalte nemlig, at denne ø havde et flot coralrev for 5 år siden, men at det nu er ødelagt af turister. Kaptajnen siger at vi skal hoppe i her, så han kan se hvor øvede vi er, specielt børnene. Her er kun 2 meter dybt. Clair og jeg kigger på hinanden inden jeg får spurgt om han da har tænkt sig, at vi skal hoppe i fra denne her båd. Det har han. Der er godt en meter ned fra stævnen og han mener vi skal klatre op, via et algebevokset bræt i bådens bagende, som ligger i vandkanten. Clair melder sig hurtigt til at hoppe i først. Hun er frisk og fast besluttet på at snorkle. Da hun hopper i og råber at hun har set en fisk, følger jeg efter. Ungerne har ikke mod på det. Vi er dog kun i vandet et par minutter, før vi bliver brændt af Jellyfish og desuden er revet så dårligt og sigtbarheden så ringe, at vi kun ser meget få fisk. Vi kæmper os op på det glatte bræt, det eneste vi har at holde fast i, er skruen på båden som er fuld af alger og vipper fra side til side. Ingen af de 4 mænd på båden gør noget som helst for at hjælpe. Vores guide siger, at han nu vil sejle os hen til et rigtig godt sted. Han flytter båden ca. 20 meter og siger at her er det meget bedre. Vi plumper i igen, også her er revet meget dårligt og vi bliver brændt af jellyfish. Vi beder nu fyren om at sejle os hjem og kræver pengene tilbage. Efter nogen parlamenteren indvilger han os i at give os nogle af pengene tilbage, men siger at vores utilfredshed kun skyldes at vi ikke er dygtige nok og bange for vandet. Skuffelsen overskygger vreden, mest fordi jeg ikke ser andre muligheder for at komme til at snorkle. De rev som er omtalt i LP er ødelagt og jeg ser ikke nogle både her, som jeg vil sejle længere væk med.

Hjemme igen bliver far meget overrasket over at se os, han har til gengæld været ude at løbe og fundet en rigtig dejlig strand kun 3 km fra hvor vi bor. Eftermiddagen bruger vi på klipperne ved stranden, hvor vi finder fisk, eremitkrebs og andet kryb vi stadig fascineres af.

Vi får også den dejlige overraskelse, at hotellet har planlagt at fejre nytår med os og at de derfor inviterer til en buffet i aften. Det betyder at stort set alle hotellets gæster samles ved 19 tiden i restauranten. Buffeten er ikke fantastisk, men det er langt mere festligt and at skulle bestille fra det kedelige menukort. Vi køber øl og sodavand og i dag er det mig der vinder en gratis øl. Kl 21 er der en konkurrence hvor hoved præmien er en gratis overnatning. Alle værelser har et lod og alle vinder noget. Vi vinder 3 grimme T-shirts med hotellets logo og en flot sarong. Bagefter er der fest og fyrværkeri på et hotel, som ligger 15 min gang herfra, af en meget mørk og smal vej. Jose vil jo ikke gå glip af noget, så vi trasker op mod byen. Den lille hundehvalp, der bor ved siden af vores hotel, bliver dog ved og ved med at følge efter os, så vi må tilbage flere gange med den. Festen afholdes på et noget større hotel end vores og det ligger helt ud til vandet. Her er langt flest lokale turister. Der er sat en scene op, hvor der skråles karaoke, ulideligt, men alligevel sjovt. De unge går helt amok og danser vildt. På stranden er der fyrværkeri og det viser sig, at 5- 6 årige drenge, går rundt og sælger store raketter, som man så kan købe og fyre af. Det ser flot ud, men vi tør ikke købe noget og det er Sofus helt ok med, selv om det var det, han var allermest ked af at gå glip af. Vi går hjem igen og opdager, at baren er lukket, vi kan ikke købe mere at drikke. For første og forhåbentlig sidste gang, må vi altså skåle i vand og skylle kransekagen ned med det. Heldigvis har kransekagen holdt sig fint i bøtten i rygsækken og smager som en bid af himlen.

 

I dag har personalet vist tømmermænd, for buffeten som ellers åbner kl 7, er først klar 7.45.

Vi trasker ud til det dejlig stykke strand far har fundet. Det er en kæmpe fornøjelse at følges med Sofus og Josefine. Jeg tror det tager 1½ time at gå de 3 km. Vi finder skaller, konkylier, snegle, fisk, eremitkrebs osv. Alt det liv jeg aldrig selv får øje på, får jeg lov at se, fordi dine søskende opdager det og viser mig det. Vandet er roligt i dag og de lange hvide sandstrande er nærmest tomme, bortset fra nogle få lokale der drøner forbi på scooter. Der er flere lokale på den gode strand, men ikke mange og vi kan købe kolde drikke. Her får vi det meste af dagen til at gå, inden vi går hjem og spiser frugt på terrassen og laver lektier.

Vi har hørt at flere har været syge her på hotellet og vi tror det skyldes dårlig hygiejne, her er nemlig slet ikke rent. Vi har 3 nætter mere og har bestemt os for at vælge retter uden kød….

For resten er det sjovt som vi bliver ved med at have noget at tale om. Hvad mon en taxichauffør tænker om en familie, der stadig fører lange samtaler efter 20 timers køretur? ;O) Ungerne har fortalt at de syntes vores familie er den bedste. Sofus kalder os ”Chill”. Vi har det ikke så pænt, man må altid have venner på besøg også til spisning og overnatning og der er ikke ret mange regler. Det er meget bedre end hos de fleste af vennerne…. Gad vide hvad andre unger siger om deres egne familier og om vores……;O)

Kærlig hilsen mor

 

 

Dag 15 og 16 d. 29. og 30. dec.

Kære elskede dig

I dag skal vi jo forlade Zawgi Inn. Det er fint nok, her er dejligt, men vi har set, hvad vi vil se her.

I går gik Jose og jeg til massage. Det var hos en familie i en lille indrettet bambushytte, med måtter på gulvet. Vi blev budt på te først af manden, mens alle ungerne løb omkring og legede. Vi fik, til vores store fornøjelse, fodmassage i en hel time, fordi deres egentlige koncept var en times helkropsmassage og da vi i stedet bad om fodmassage, syntes de altså vi skulle have det i en hel time. Dejligt.

Bagefter spiste vi på Sunflower inden vi gik ned for at stå på rulleskøjter. Her er sådan en udendørs disco rulleskøjtebane. De lokale unge mennesker suser omkring og laver de vildeste piruetter, forlæns og baglæns og drengene er helt vilde med Josefine. Sofus mister desværre modet da vi står der, mest fordi det er så amerikansk disco-firser film agtigt at det føles helt forkert. Derfor lokker Josefine mig med, under kraftige protester. Rulleskøjterne er tunge og så slidte at det næsten er trist og jeg må indrømme, at vi mest af alt ligner en usikker udgave af Bambi på glatis. Vi har dog også kun kørt en enkelt runde, da jeg bliver braget ned af en smart teenager i fuld fart og baglæns. Han jorder ind i mig, uden jeg når at tage den mindste smule fra og jeg lander direkte på halebenet på det hårde beton gulv. Av for pokker hvor gør det ondt. Heldigvis hjælper det med en håndfuld smertestillende og en god nats søvn stablet op med puder omkring mit skrøbelige bækken og jeg bliver klar til køreturen i dag.

Jose og jeg dulrer på marked og handler småting, får vekslet penge osv. og vi spiser alle på Sunflower, inden vores chauffør henter os kl 14. Vi kører igennem bjerge de første timer og det er flot og meget langsomt. Senere kommer vi til en motorvej, som er noget dårligere end en europæisk motorvej, men man må dog køre 100 km i timen, hvilket de fleste andre gør, vores chauffør sniger sig enkelte gange op på 70, men holder sig mest på omkring 60 km i timen natten igennem. Da vi igen rammer landevej med den sædvanlige uoplyste trafik af hestevogne, oksekærrer, forgængere, dyr, cykler og scootere uden lys, falder hastigheden til omkring 25. Eline du ville elske ikke at skulle være bekymret over eventuelle trafikuheld ;O)

Vi når Chaung Tha Beach kl 9. På det sidste stykke vej har børn og kvinder været i gang med at bygge vej. De hælder sten på ved håndkraft og overhælder det derefter med tjære, som de har opvarmet i olietønder og derefter hælder på ved håndkraft med små ”vandkander”. Pyhh ha, det er ikke rart at se på.

Vores guesthouse ligger lidt væk fra larmen på hovedstranden. Det er bungalows omgivet af bananpalmer, papaya, blomster osv. Det kunne minde lidt om det i Mae Sai, men noget større. Restauranten ligger i midten og vi når lige resterne af en sørgelig morgenbuffet, inden vi bliver vist hen til vores bungalows, som heldigvis ligger ved siden af hinanden. De er af bambus og hyggelige og pæne, men bestemt ikke ”very, VERY clean room”, det må jeg prøve at overse. Den her strand er mest for lokale og det bærer det hele præg af. Vi har valgt denne strand fordi den bedste strand kun huser luksusresorts og den anden ikke havde hoteller i vores prisklasse på nogen bookingside og i øvrigt går for at have meget dårlig valuta for pengene. Der er en mindre og endnu ikke opdyrket strand et stykke fra ”hovedstranden” og tættere på vores hotel end de 20 min gang vi har til den anden. Her er vi stort set de eneste, bortset fra, at nogle lokale kommer drønende forbi på scootere, en enkelt i bil og en flok køer også lige passerer stranden. Der ligger et par ”resorts”, som ser ud til at være ved at dø. Det er højeste højsæson og alligevel ligger de nærmest øde hen. Sandet er ikke helt hvidt, men fint og selvom her ligger affald, er det ikke så slemt som andre steder vi har været. Vi har det hele for os selv. Fordelen siger sig selv, ulempen er, at her ikke kommer nogen forbi med en kold sodavand, en is eller en gang fodmassage. Vi har oplevet det her flere gange før. Man siger det er højsæson og ALT skal bestilles hjemmefra, men nu LOVER vi hinanden at vi aldrig vil høre på det mere, her er masser af plads. Vi hygger os indtil lidt over middag og trasker så hjem, inden far og jeg spadserer alene op i byen i middagsheden. Her er ikke andet end en støvet hovedgade, med store, men slidte hoteller til den ene side, ud mod stranden og små fedtbikse til anden side. Vi køber noget kedelig kage ved en lille café, det er jo fars fødselsdag og en vandmelon og trasker hjem igen. Vi får juice og øl på terrassen og det lykkes elvfølgelig far at vinde en gratis øl ved at få det rigtige symbol på bagsiden af kapslen. Fætter Højben.

Mange kærlige hilsner fra mor ;O)

Dag 14, d. 28. dec.

Kære Eline

Pigerne her hvor vi bor er altså bare noget af det sødeste. Hvis man er her om eftermiddagen kommer de med te og juice og i går da vi kom hjem med Zawgi, kom de med kolde avocado smoothies til os og det hele er uden beregning.

Nå, i dag vil vi igen gå, men vores ubeslutsomhed fører os igennem en del af byen og ud af et par markveje, før Josefine giver os et egentligt mål. Vi har fået øje på en jordvej i det fjerne, som fører op af et bjerg. Vi går ud af byen af en smal, ret trafikeret vej med boder ved den ene side af vejen på det stykke tættest mod byen. Vi kan se der er for langt at gå ud til vejen, så vi rækker tommelfingeren op, de få gange der kommer noget på 4 hjul forbi. En pickup stopper op. En ung mand spørger smilende, næsten grinende, hvor vi skal hen og vi peger mod jordvejen, som han godt ved hvor ender. Vi springer op på ladet, selv om vi har gættet det ikke er en taxi vi har stoppet. Den unge mand kører os helt hen til det lille T-kryds hvor stien starter og nægter smilende at tage i mod penge, selv han vender om og kører tilbage mod byen igen. Der ligger en lille restaurant i T-krydset og da vi lige vil købe lidt ekstra drikkevarer, bliver vi inviteret ind til te. På den anden side af vejen har de en hund med de sødeste hvalpe og dem må vi jo også lige have snakket med, inden vi begiver os op af bjerget. Stien er rød, smal og stejl. Der er mest græsser og træer, men også en enkelt solsikkemark. Vi går længe og stejlt i den bagende sol, godt vi fik købt ekstra væske. Udsigten tæt på toppen er fantastisk. Vi kan se ned over byen og ud over søen. Nede ved vejen igen er det ikke så let at finde et lift. Alle de taxier der kommer forbi, kommer fra lufthavnen og er fyldt op og da der endelig kommer en tom, vil han have uhyrlige 5 USD for at køre os et par km tilbage til byen. På den måde havner vi på ladet af en pickup igen, denne er bare proppet til bristepunktet med rygsække, både på ladet og i førerkabinen. Men fyren stoppede og går efter skarpe forhandlinger med til, at tage os med for 3. Ungerne og jeg maser os grinende ind mellem alle sækkene på ladet, mens far snupper kabinen.

Frokosten på Sunflower er fantastisk. De laver de lækreste salater, særligt deres avocadosalat er som en bid af himlen. Og da vi kommer hjem venter der en overraskelse på værelset. Pigerne har flyttet terrassebordet ind på værelset og lavet en helt buffet af forskellig frugt. Druer, æbler, pærer, klementiner, bananer og papaya. SÅ søde er de altså.

I aften vil ungerne stå på rulleskøjter, der er nemlig en rulleskøjtebane her og måske går Jose og jeg hen og får massage et sted. Ellers står den bare på pakning i morgen, hvor vi bliver hentet af taxien kl 17.

Vi sender jer de kærligste tanker og hilsner

Dag 13, d. 27. dec.

Kære Eline

I dag har vi haft en hund….Den valgte os selv…. Vi går ned til markedet, da jeg mener at have læst, der ligger et ret fint tempel dernede. Jeg må nu have læst forkert, for det gør der ikke, så vi beslutter os for at gå ud af en vej og lave tempelturen om til en vandretur. Da vi har gået 3-4 km kommer vi til et tempel, ikke det jeg har læst om, men et andet, fint, oldgammelt tempel, et af dem som faktisk har lidt sjæl. Da vi har set det og leget med alle kattekillinger og hundehvalpe i nærheden, beslutter vi os for at gå en anden vej hjem. Det er en smal vej, modsat den vi kommer fra og her er hyggelige pælehuse og små bitte boder på begge sider af vejen, men den fører ikke i retningen ”hjem”. Folk hilser og smiler. Efter nogle km, syntes Sofus vi skal vende om og gå tilbage, men du kender jo far…. Når først han er besluttet på en ordentlig travetur, er det ikke sådan at få vendt kareten, så da Josefine opdager en lille sti, der fører ind imellem markerne og rent faktisk peger i retning mod ”hjem”, okser far af sted efter hende og Sofus og jeg følger efter. Vi er omgivet af høj bevoksning, træer og majsmarker og det er dejligt at være i skygge. Netop her er det, at Zawgi som vi senere kalder ham, slår følge med os. Han er meget ung, ikke engang teenager, kun en hvalp og af racen ”ubestemmeligt gadekryds med meget venligt sind”. Vi mindes hunden som fulgte os til vandfaldet i sidste uge og syntes bare det er drønhyggeligt at have følgeskab. Set i bakspejlet burde vi jo nok have værfet ham væk og lidt skamfuldt må jeg jo nok indrømme, at vi faktisk måske endda ligefremopmuntrer ham til at blive hos os, med alle vores kærtegn og søde ord. Det er først da vi nærmer os byen og der begynder at komme andre hunde og køretøjer, at vi begynder at blive betænkelige ved, at Zawgi har fulgt os så langt. Han er tydeligt utryg og går med halen mellem benene. Flere gange må vi nærmest redde ham fra andre hunde, som viser tænder og gøer af lille Zawgi, men ikke desto mindre følger han efter os, hele vejen til Zawgi Inn som vores guesthouse hedder. Her løber han rundt og snuser til det hele og opfører sig i det store hele som om, dette er hans hjem og været det altid. De søde piger kommer ud og efter et øjeblik har Zawgi både vand og mad. Vi er jo nok klar over, at dette lille problem ikke går væk af sig selv. Far fantaserer om et helt nyt liv for Zawgi, som tydeligt viser tegn på at være blevet slået og kastet ting efter, som alle hunde bliver det her. Et liv som guesthouse hund, en ven for alle gæsterne og en vagthund for de søde piger, drømmer far. Sofus påpeger lidt tørt, at de nok havde haft en hund, hvis de ønskede sig en hund, eftersom Zawgi Inn skiller sig ud, ved at være omtrent det eneste sted i byen der ikke har en hund. Der er hvalpe i ca. hvert 3. hus og vi undrer os til stadighed over, hvad de mon gør ved alle de hunde. Vi kan i øvrigt heller ikke gå ned i byen efter frokost, Zawgi følger jo efter os og der er alt for mange hunde på vejen. Det ender med vi beslutter os for at spise i hold. Først går far og Sofus på Sunflower og da de kommer tilbage, går Jose og jeg. Så er det meningen, at far skal løbe tilbage med Zawgi, men da Jose siger hun gerne vil med, vælger jeg også at tage med og så altså på gåben. Lille Zawgi følger os trofast alle 5 km tilbage til hvor vi fandt ham, men det lader godt nok til han har besluttet sig for, at vi er hans nye familie. Vi siger strengt farvel til ham flere gange, men må tæt forbi det hus vi tror han kommer fra, før det lykkes os at ryste ham af os. Med en smule vemod begiver vi os tilbage og vi er godt trætte da vi når hjem. Over 20 km har vi gået i dag og til vores overraskelse har Sofus lavet 5 sider matematik da vi når hjem.

Vi skal spise hos vores taxi dame igen i dag. I går havde vi bestilt en middag hos hende, som var ok, men ikke fantastisk. I da har hun inviteret os til traditionel middag med nudler, ikke noget vi som sådan ser frem til og jeg må strengt minde far om, at han jo selv siger, at gratis mad er god mad.

Jeg lægger mig til at sove, med et endnu større ønske om en hund derhjemme, end jeg havde før.

Mange kærlige hilsner og tanker fra mor

Dag 12, d. 26. dec.

Kære elskede dig

I dag lejer vi cykler på vores guesthouse. Det koster kun 1 ½ USD. Ungerne, især Sofus, er ikke alt for trygge ved det, fordi trafikken er så kaotisk her, omvendt siger jeg til ham, er alle andre gader end hovedgaderne jo nærmest landsbygader og meget sparsomt trafikeret. Vi humpler af sted på de gamle damecykler, på de dårlige veje. Snart er vi næsten ude af vores lille by og far drejer ind på en humplet jordvej. Det er så smukt et landskab, fladt med rismarker, men med bjerge i det fjerne. Småbønder holder køkkenhaver der ligger som små, velholdte frimærker og der arbejdes ihærdigt på alle jordlodder med gammeldags hakker. Der dyrkes også blomster, hvilket jeg ser som et tegn på et vist overskud. Som sagt virker befolkningen her fattige, men ikke sultne eller pressede og vi ser ingen tiggere. Foran mange boliger, også pælehytter, står en karakteristisk lerkrukke, hvorpå der ligger eller hænger et tinkrus. Enhver der kommer forbi, kan drikke sig et krus vand. Ved alle floder og vandløb, ser man folk der vasker tøj eller tager bad. Nå, men vi bumler i solskinnet af stien, som bliver smallere og smallere og netop da far punkterer, stopper Sofus op og siger, at nu vender han altså om. Godt far punkterede, ellers var vi jo nok fortsat, men mens ungerne og jeg cykler tilbage til den rigtige vej, trækker far sin cykel i så raskt tempo, at han ikke når meget senere frem til vejen end os andre. Han låner min cykel og mens vi venter, cykler han hjem med sin egen cykel på slæb og kommer efter mindre end en halv time tilbage, med en anden cykel. Vi cykler videre rundt på småveje i udkanten af byen og det er så hyggeligt at komme rundt i de små bitte landsbysamfund. Sofus syntes nu det er ret træls og er tilfreds da vi begiver os hjemefter og på vejen køber samosas til at akkompagnere vores vandmelon, som vi har tænkt os at spise på terrassen til frokost.

Eftermiddagen tilbringer vi på terrassen, hvor de søde piger serverer te for os, mens ungerne laver lektier og vi læser.

I aften skal vi spise middag hos vores taxadame, som vi har bestilt en hjemmelavet middag hos. Hun har desuden inviteret os til at spise traditionel mad hos hende i overmorgen, helt uden beregning.

Vi sender jer de kærligste tanker og hilsner og håber i nyder juledagene og dem I er sammen med ;O)