Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Dag 11, d. 25. dec.

I dag skal vi på søen Inle Lake. Det er det man er her for. Vi havde egentlig aftalt at købe vores tur på vores guesthouse, fordi de er så søde og fordi vi ikke havde opdaget man kun måtte bo 3 på værelset da vi bestilte og derfor nu er 4 der bor og spiser morgenmad for 3 mands pris, fordi de ikke vil have betaling for 4. mand. Far kom dog i snak med en mand og hans lille kone på gaden og du ved hvordan det er…. Når man først har indladt sig, er det så nemt at ende med en aftale, man egentlig ikke havde tænkt sig. Jeg er småirriteret, fordi jeg syntes vi burde vide bedre, men nu er det altså sådan og jeg NÆGTER at lade mig gå på af, at vi faktisk har gjort noget andet end det vi ville.

Vi går gennem hovedgaden før klokken 8 om morgenen, ned til ”havnen” hvor alle long boats ligger. Her er allerede masser af liv i gaden, handlende, turister, skolebørn osv.  Damen vi lavede aftalen med, lader næsten til at have glemt os og jeg tror hun er en benhård forretningskvinde og ikke den lille stakkel vi så forleden. Hun har lovet os redningsveste og en guide der taler engelsk. Der ligger nogle redningsveste i båden, som på ingen måde kan rede liv og jeg siger til damen, at vi ikke sejler med dem, hvis vi ikke får nogle ordentlige redningsveste, hvilket vi så straks får. Bådføreren taler ikke et ord engelsk, men jeg VIL ikke ærgre mig mere, bare i fremtiden stoppe far mere bestemt, når han kaster sig i snak med chauffører og folk der vil sælge ham noget….

Vi sejler af en slags flod eller indsejling til søen, et godt stykke tid, før vi rammer selve søen, hvor det første, der møder os, er en af de der fiskermænd, med ét ben på åren og ét på båden og med den store fiskeruse. Han står helt tæt på os og jeg får taget nogle gode billeder, så holder han, nærmest karikeret, en lille fisk op foran mig og opfordrer mig med hånden til at tage et billede. Jeg gør det, selv om jeg ikke har lyst og bliver ikke forbavset, da han bagefter opkræver penge. Jeg giver ham den mindste seddel jeg har og føler mig turistscammet. Senere går det dog op for mig, at det faktisk giver mening. Der er jo mange fiskere på den store sø, som rent faktisk fisker på den traditionelle måde og hvis de skulle forstyrres af, at alle vi mange turister vil tæt på for at have gode billeder, så ville de ikke fange mange fisk. Vi bliver sejlet rundt til flere forskellige workshops. Man sejler ligesom igen ud af smalle floder der udgår fra søen og de er omgivet af åkander og bevoksning. Der er pælehuse af meget forskellig kvalitet og størrelse, nogle steder står de alene, men mest står de i små bysamfund rundt ved hele søen. Workshopsene vi ser, laver sølv, cigarer og stof og materialer af åkandefibre. Man får vist håndværket og forventes så at købe noget i deres butikker bagefter. Vi køber ingenting, låner bare deres toiletter. Vi ser også et par pagoder og spiser frokost på en ”pælerestaurant”. I én af pagoderne er der et par flokke fnisende kinesiske piger, som først spørger Jose om de må fotografere hende og siden tager mere mod til sig og spørger Sofus også. Ungerne lader sig fotografere med først den ene, så den anden og flere af gangen. Vores chauffør siger på intet tidspunkt et eneste ord. Det bedste vi ser er de flydende haver som vokser rundt i ”floderne”, her gror tomater og andre afgrøder som sælges på markedet i byen. En anden fed ting er ”5 dages markedet”, som kun afholdes hver 5. dag. Det er et ret skønt marked, fordi det er en komplet blanding af turist boder med souvenirs og så helt og aldeles lokale ”boder” eller faktisk bare tæpper smidt ud på jorden, hvorfra der sælges grønt, frugt, urter osv. som handles af kvinder der slæber tunge kurve på hovedet og babyer på ryggen og af beteltyggende mænd i alle aldre. Det hele vejes af på gammeldags maner med lodder på vægtskåle. Hunde, katte og unger, løber selvfølgelig omkring over det hele. Vi køber snacks af en gammel, beteltyggende mand. Han siger med et smil at det er ”Inle chokolade” og lader os smage, gavmilde stykker af noget sødt karamel. Han vil så gerne sælge os en hel pose for 500 Kyat, men vi vil kun have et par stykker og så må han jo rode alle sine pengesedler igennem for at kunne give os tilbage. Den almindelig burmeser, kunne ikke drømme om at snyde, bare fordi vi er dumme turister. Sofus er faldet for nogle små figurer, som han vil bruge til dungens and dragons. Dem køber han flere af, ved flere boder og han bliver bedre og bedre til at forhandle. Her er de stadig i så ”lavt turistgear”, at de siger:”This is my price, but you can negotiate”.

Selv om vi er irriterede på det ægtepar som solgte os turen (damen minder faktisk om ”du ved hvem”, altså busdamen i Vietnam), bliver vi enige om at det jo ikke er bådførerens skyld at de lover noget de ikke kan holde, så vi giver ham en slat drikkepenge og er enige om, at vi har haft en dejlig dag trods alt. På vej hjem gennem hovedgaden, bestiller vi hjemmelavet middag ved vores taxidame, det kan man nemlig hos hende og drikker derefter juice samme sted som i går, på Sunflower.

Vi håber I havde en dejlig aften i går og at i vil nyde resten af juledagene ;O)

De kærligste hilsner fra mor.

 

Dag 10, d. 24. dec.

Kære elskede Eline

I dag skal vi ikke andet, end at holde jul. Vi spiser morgenmad efter solen er kommet op og vælger derfor at sidde ude og lidt længere end vi plejer. Her får man en kæmpe stor, halv avocado til morgen, foruden frugt, æg og toast.

Formiddagen bruger vi på at ”dalre” rundt i byen af de stille gader og vi får talt med en del hundehvalpe til Joses store fornøjelse. Vi drikker øl og juice ved en lille biks og får den dejligste avocadosalat til frokost, efter at have købt is og snolder i en butik og et par souvenirs på markedet. Efter at have hvilet lidt, fletter vi julepynt. Jose er møgforkølet, men SÅ opsat på at skabe en dejlig jul og hun spiller julemusik, fletter stjerner og pynter ”juletræ”. Her er masser af planter i krukker og vi vælger bare én og bærer den hen foran vores altan. Vi har pebernødder med hjemmefra og dem putter vi i kræmmerhusene. Vi giver også de søde damer her et julehjerte hver med pebernødder i. Vi lægger gaverne under træet og Jose syntes egentlig vi skal danse om juletræ, men det bliver så underligt kejtet, omgivet af japanske og kinesiske naboer at vi bare vælger at synge et par sange på altanen, inden vi deler gaver ud. Okay…. Jeg må indrømme det er lidt svært at komme i rigtig julestemning, men her er i det mindste ingen julestress…..

Vi går ned for at spise på den restaurant, hvor vi har bestilt bord, fordi de har en særlig reward fra Tripadviser. Den ligger i en ret stille gade, men restauranten er et stort, flot pælehus og vi skal sidde øverst på den store terrasse. Da strømmen pludselig går, er hele byen mørklagt indtil der kommer gang i generatorerne flere steder. Andre steder må man nøjes med stearinlys. Vi har sagt til ungerne, at de må bestille præcis hvad de ønsker og derfor bestiller vi både forretter og hovedretter. Maden er ikke ligefrem fantastisk og vi læser da også siden på tripadviser, at kokken vist er skiftet ud, siden de fik den flotte pris. Serveringspersonalet er til gengæld utroligt opmærksomme og aftenen rundes af med en pandekage, hvori jeg har stukket mandler, så ungerne kan få deres snydemandelgaver som de plejer hos mormor. Vi går hjem i mørke, strømmen er endnu ikke tilbage og slutter dagen af med Polarekspressen på værelset.

Vi sender jer de varmeste kærligste tanker;O)

Dag 8 og 9, d. 22. og 23. dec.

Kære Eline

I dag skal vi jo starte med at pakke, vi skal være ude af værelset kl. 11.30. Jeg gruer for busturen senere i dag og faktisk ved jeg ikke helt hvorfor, for vi har jo prøvet det her så mange gange før under meget bedre vilkår. Tænk på turen i slowboat gennem Laos og den senere tur i bus til Vietnam og tænk på turene i Bolivia, særligt den hvor jeg blev bidt i tåen af en næsebjørn står skarpt i min erindring ;O) Men jeg gruer altså for den her tur, uden altså at være bekymret over den.

Vi har endnu ikke fundet ud af, hvilken dag der er Burmesernes fridag. Vi syntes de har været i skole alle dage og alting har haft åbent hver dag. I den skolegård som ligger lige bag vores hotel, udspiller der sig det sjoveste scenarie hver morgen. Jeg tror det alderstrinene 1.- 5. klasse. Hver morgen bliver der afspillet et stykke musik flere gange i træk, som får os til at tænke på de allerældste sorthvid film med lyd. Det er et stykke klavermusik med en stemme på, der guider ungerne igennem et gammeldags gymnastikprogram med armsving osv., som stammer fra en tid fra lang tid før jeg som barn har set mormor og morfar undervise i gymnastik. Lyden er som en meget, meget gammel optagelse og vi er HELT sikre på, det bliver afspillet på gammeldags bånd og spolet tilbage, så samme stykke spilles flere gange hver morgen, mens ungerne svinger armene i takt. Desværre står der et stort træ mellem vores altan og skolegården, så vi kan kun skimte ungerne igennem det grønne, men har altså videooptaget alligevel ;O)

Selv om vores værelse ligner en mindre katastrofe da vi går i gang, tager det os ikke mange øjeblikke at pakke og alle (undtagen far måske, men jeg bærer passene og billetterne) ved hvor vi har vores ting. Sofus har dog mistet sine briller, hvilket han ikke er alt for ærgerlig over, godt vi købte de billige. Vi går ned på markedet og køber snacks. I går købte far og jeg noget chokolade til Sofus han så brændende har ønsket sig fra en meget lokal butik og det smagte selvfølgelig ligeså rædselsfuldt som vi troede, så i dag vælger ungerne lokalt fremstillede snacks og ikke wannabe vestligt. Der efter afleverer vi nøglen til vores værelse og trasker ud til fru Popcorn. Hun gør store øjne da vi dukker op igen, for hun ved nemlig vi skal rejse i dag. Hun minder lidt om damen fra vores hotel i Luang Prabang, så utroligt sød og imødekommende og med den der stærke udstråling. Vi får serveret et kongemåltid og lægger gode drikkepenge. Ungerne får en hel pose lokale chips som gave til rejsen.

Eftermiddagen bruges på den fælles altan, hvor vi spiller et spil der hedder Dobble, som en australsk kvinde henter på sit værelse og giver os lov til at låne.

Klokken 16 bliver vi kørt til busholdepladsen, bare et lille stop ved hovedvejen, af Charles bil som ligner en songthaew. Her er en songthaew ellers en motorcykel med et stort lad på, med plads til 8 personer og den bliver bare brugt som taxi og hedder nok slet ikke en songthaew. Men Charles er altså en rigtig bil. Bussen er 45 min forsinket, men da den endelig dukker op, bliver vi lettede over at opdage, at det er en rigtig fin bus, med både tæpper og hovedpuder på hver plads. Jeg fatter ikke de absolut skal skrue så højt op for den air con, at alle incl chaufføren, skal sidde pakket ind i flere lag tøj OG tæpper, men flere gange viser temperaturen i bussen 11 gr celsius. Tissepauserne er meget få og den ene foregår bare bag en busk, men altså bortset fra et par små forskellige ubehageligheder under den 14 timer lange tur, så overlever vi jo turen og bliver kl 6.30 i morges, smidt af på en mørk og kold hovedvej, sammen med en flok andre backpackere. Busselskabet har lovet at der vil være transport ind til byen som ligger 7 km her fra, men vores buschauffør kan kun få kontakt med en enkelt songthaewchauffør, som kun har plads til 1/3 af os. Han ringer og ringer og omsider kommer der et køretøj mere, som vi springer op i, sammen med 4 andre. Vi sidder nærmest kilet ind mellem hinanden, da den første chauffør forklarer at denne chauffør ikke har en aftale med busselskabet og derfor ikke kan køre os alligevel. Her kan vi altså ikke lade være at grine, de får det dog løst og vi bliver, i bidende kulde og igennem et meget smukt, tåget landskab med morgensol, kørt ind til byen, faktisk direkte til vores nye ”hjem”.  Vi bliver modtaget i et lille lokale, omgivet af en dejlig terrasse med masser af planter og blomster. Vores værelse er en slags bungalow med egen lille terrasse. Vi får dejlig morgenmad og som solen står op, får vi langsomt varmen. Personalet er de sødeste og vil bestemt ikke have betaling for morgenmaden, selv om vi jo i virkeligheden først har morgenmad fra i morgen.

Vi tager bad og går en tur igennem denne lille (ca. 10.000 indbyggere) tæt ved Inle Lake. Byen er meget turistet, men på den lidt kiksede måde som en by, hvor turismen er så ny, at det lokale er helt blandet med det turistede. Butikkerne er bittesmå og mange, mange steder udbyder trecks, bådture på søen, bus- og flybilletter osv. Vores plan når vi tager herfra er, at vi skal med bus til Yangon (12 timer), have en overnatning der og så videre med bus til stranden dagen efter (7 timer). Lidt spontant går vi ind flere steder og spørger om der kan arrangeres en bil til den lange tur og det lykkes os at få en aftale vi er tilfredse med, så vi sparer overnatningen i Yangon og kan køre direkte herfra og til stranden. Vi får desuden bestilt en bådtur til i overmorgen. Ungerne kan næsten ikke hænge sammen, så vi går hjem med dem og går så selv op i byen igen, Hvor vi bestiller bord på en god (tror vi) restaurant og køber mandelgaver til juleaften. Resten af dagen står på middagslur, lektier og julepyntproduktion.

Mange kærlige hilsner fra mor

Dag 7, d. 21. dec.

Kære elskede Eline

Vi slutter aftenen af i går med kylling på altanen, superfight på den fællesterrasse og film. Selv far lever sig ind i superfightkampen på imponerende vis og til ungernes begejstring.

I dag går vi ud til MR Charles River Lodge. Det er en spadseretur som først bringer os igennem byen, der efter af en lang grusvej ud til lodgen. Vi går kun den vej, for at have et må at gå efter, men langs grusstien er der små landsbyer og i flere af husene laver de bambus ting. De strimler selv bambus i fuldstændigt ens, lange, lige stykker, farver dem og fletter af dem.

Burmeserne er et stolt folk. Vi har ikke set en eneste tigger. Kun én gang er jeg blevet prakket nogle uspiselige frugter på, af en gammel, gammel dame med en meget tung last. Ellers er de handlende tilbageholdende og venlige. Folk er fattige, men ikke som i Cambodia, hvor de også var sultne.

På lodgen, som er meget flot og i klassisk lodgestil med bungalows ud mod floden, møder vi selveste MR Charles og sludrer lidt med ham. Han fortæller at han startede for 20 år siden, fordi han mente Myanmar kunne have gavn af den økonomiske vækst turismen fører med sig. Han var også bevidst om, at turismen mange steder har ødelagt den oprindelige kultur, men han mener det må kunne gøres uden at det sker. Dengang var her mest israelske turister og dem er er her også mange af nu. Først åbnede Charles et lille guesthouse, for 11 år siden udvidede han med den hotelbygning vi bor i og sidste år åbnede han så lodgen. Vi roser det burmesiske folk og han fortæller, at burmesere altid er tilfredse. Da jeg roser den tilfredshed og siger at vi i vesten kan lære af den, i stedet for altid bare at stræbe efter mere og mere, svarer han lidt eftertænksomt, at alting har flere sider. Var det ikke for vesten, havde vi hverken fly, busser, biler, maskiner, medicin eller sanitet. Og han har jo helt ret. Vi er enige om, at forskellige samfund kan lære af hinanden.

Vi år tilbage i retning mod MRS Popcorn som ligger i den anden ende af byen. Her har vi nemlig aftalt at spise frokost. I dag er her igen flere borde fyldte, men vi bliver varmt modtaget. Vi bestiller lidt forskellige retter og får den LÆKRESTE frokost. MRS Popcorns menukort har også israelske retter og dem har vi valgt nogle af. Det er bare så hyggeligt og så godt og tænk engang, vi kommer af med 9½ dollars og giver selvfølgelig også drikkepenge. Det er først på eftermiddagen da vi når hjem, men så har vi også gået næsten 15 km, i går gik vi nok omkring 20.

I morgen skal vi på en 14 timers lang bustur der starter kl 16.30. Jeg gruer for den, men med måde, jeg skal jo ikke tage bekymringerne på forskud. Det værste er ikke det at sidde i bussen. Det værste er det, at bussen er iskold og at der ikke er toilet. Jeg har dog besluttet mig for at iklæde mig ALT det varme tøj jeg har og har desuden købt et dejligt, vævet tæppe på markedet i morges, som jeg kan pakke mig ind i.

Vi sender jer de kærligste hilsner ;O)

Dag 6, d. 20. dec.

Kære elskede skat

I går spiser vi aftensmad på Charles og ser en film inden vi lægger os til at sove. Desuden har vi købt ”kakaopulver” fordi vi har en elkedel på værelset og det smager ganske vist overhovedet ikke som kakao, men da først vi aftaler at det bare er en ny eksotisk drik vi er blevet tilbudt, smager det faktisk ret godt og Sofus drikker 3 kopper.

I dag er vi igen tidligt oppe og det er altså godt ved morgen buffeten.  Vi har bestemt os for at gå mod vandfaldet i dag og til vores store overraskelse ender vi på samme markvej som vi gik på forleden, selvom vi har valgt en anden vej til at starte med. Nu ved vi dog hvad retning vi skal i og derfor ved vi, at vi ikke skal dreje til højre da stien bliver til en å, men blot følge åen af en lille sti langs den. Landskabet er så smukt, stien er omgivet af rismarker og arbejderne knokler, selv om det er søndag. Vi får øje på den søde hund fra vores guesthouse og opdager at der går en gruppe med guide herfra. Det fortæller os, at vi er på rette vej. Da stien munder ud i hovedvejen, for derefter at fortsætte lidt længere fremme, stopper gruppen op og jeg foreslår far, at vente lidt bag ved dem, så vi kan følge efter dem og dermed sikre os, at vi er på rette vej. Det der håndtegnede kort vi går efter, er jo unægtelig noget interimistisk og langt fra alle vegne er tegnet ind. Det syntes far dog er for billigt, så han traver rask af sted, med mig, ungerne og snart efter også hunden halsende efter. Vi går igennem faldefærdige kirkegårde, ret store og både en kinesisk og en muslimsk. Gravene er store og faldefærdige og der vokser græs og ukrudt vildt over det hele. Stien vi går på, snor sig bare i mellem gravene. Vi ser en gigantisk edderkop i et KÆMPE spind, som vi heldigvis ikke støder ind i. Igen er vi omgivet af marker og så fortæller en fæl stank os, at vi må være i nærheden af den losseplads damen der gav os kortet fortalte os om. Midt i alt det smukke, dukker en losseplads op, hvor folk går rundt og roder, mens der bliver brændt affald af rundt omkring. Der er tydeligvis boliger rundt om lossepladsen, meget primitive og usle, lavet af pinde, affald og presenning. Vi får øje på vandfaldet i det fjerne og ved vi er på rette vej, da vi går ned af bakken videre imellem marker. Vi må flere steder krydse åen af interimistiske broer og ind og gå mellem marker.  På et tidspunkt går vi inde langs åen, omgivet af majs og bønner. Der ligger små tomme sivhuse langs åen, der står vandbøfler bundet, der er ildsteder, der ligger vaskesten, vaskepulver og en balje ved åens bred og der er sågar en lille hjemmelavet vandmølle, som forsyner ét af husene med strøm. Vi er virkelig på landet her. Hunden følger os stadig og vi syntes det er hyggeligt den valgte at gå med os. Ved en mark arbejder de mennesker, jeg formoder bor i de tomme huse. Det sjove er, at de bruger gamle hakker, vandbøfler til at trække plove og gamle kærrer og de bærer deres børn på ryggen, men samtidig ser vi nogle holde pause med en smartphone i hånden. Da vi nærmer os foden af vandfaldet, må vi stejlt op ad det sidste stykke, men det er besværet værd. Faldet er ret stort og ender i en pool hvor man kunne bade hvis man havde lyst. Vi får øje på den guidede gruppe neden for bakken og vi holder os ikke tilbage for at godt os lidt over, at vi selv kunne finde vej. Hunden taber vi dog her, den slutter sig til sin retmæssige gruppe og vi savner den lidt. Det er middag da vi når byen igen og vi vælger at spise ved et lidt større, meget lokalt sted, som vi har lagt mærke til er meget besøgt. Her får man mange forskellige ting i små skåle, suppe, noget linse noget, forskellige chilliting, blomkåls noget, rå grøntsager osv. Desuden vælger man ved siden af en ”ret”. Det er virkeligt lækkert, især alt det der ikke er ”retten”.

Efter et middagshvil går vi hen til mrs. Popcorn og får mangojuice. I dag er haven ret besøgt bla. Af en stor gruppe israelere. Vi snakker lidt med bedstemor igen og hun fortæller at hun åbnede stedet, efter at have være i meditationscenter med nogle hollændere i 3 mdr. De havde givet hende idéen og vejledt hende undervejs. Vi spørger om hun kan lave frokost til os i morgen og det vil hun gerne. Hun forærer ungerne noget jordnødde slik og far og jeg en clementin. På vejen hjem, vælger vi igen nogle små gader og det er så bemærkelsesværdigt hvor hurtigt man kommer væk fra alt larmen fra scootere og lastbiler.

Vi sidder på terrassen og skriver dagbog og læser lektier, inden jeg vil hente kylling til aftensmad.

Vi har virkeligt dårligt internet og kan ikke uploade dagbog. Sofus er lidt fortvivlet og mener at hurtigt internet er SMUKT, men han brokker sig nu kun en smule.

 

Dag 5, d. 19. dec.

Kære elskede Eline

Vi står lidt tidligere op i dag. Da vi har spist morgenmad og afleveret vasketøj, syntes far vi skal gå på morgenmarked og købe frugt til frokost. Det er det samme marked vi var på i går uden ungerne, meget lokalt, crowded, rodet, primitivt, travlt og dejligt. Folk smiler og vinker. Morgenluften er kølig som en dansk sommerdag, men snart bliver det varmere og de lange trøjer ryger om livet. Vi køber flotte, store avocado, noget der ligner samosas og sodavand. Vi har vandmelon og bananer på værelset. Der ligger ting til tørre uden for nogle af husene langs gaden og noget af det kan jeg ikke gætte hvad er, indtil Jose påpeger at det da selvfølgelig er betelnødder, som mange tygger her, selv om det farver deres tænder i en grim, rød farve. Vi køber for resten også en rattanbold, det er første gang vi har set én.

Vi går lige hjem med vores varer, inden vi begiver os mod ”Little Bagan”. Det rigtige Bagan er en slette med tusindvis af gamle templer, det ligger langt herfra og vi har prioriteret Inle Lake i stedet for (som også ligger langt herfra ;O) Men lille Bagan ligger en overkommelig gåtur her fra. Først går vi af en ret trafikeret gade, over en flod og over en jernbane. Langs vejen er der masser af små boder, scooterværksteder, gadekøkkener, sy værksteder med pedaldrevne Singer maskiner osv. Mange vinker og smiler. Vi drejer af ad en grusvej og området ligner helt landsby på landet. Husene er pælehytter med sivvægge, et sted står en ko foran et hus og en gammel kærre, der er brønde foran husene og flere steder er der udsigt til rismarker. Her er frodigt og det ser hyggeligt ud da der begynder at dukke meget gamle pagoder op hist og pist imellem det grønne. Et sted er der et helt lille pagode/ tempelområde og vi går ind og kigger og tager billeder. Sofus beder mig tage et billede af en scooter der holder parkeret op af den ældgamle og meget faldefærdige pagode. Vi fortætter videre af små jordstier og kommer igennem en landsby. Her er en lille skole og mange børn. Også her er der bitte små boder med snacks og mad. Ungerne lader mig fotografere dem og skriger af grin når jeg viser dem billederne bag på kameraet og en udviklingshæmmet mand gør præcis det samme, da jeg viser ham et billede af ham selv. På et tidspunkt vender vi om og går tilbage. Vi har nemlig set et sted på vejen der hedder ”Mrs Popcorn”. Det er det eneste vi har set, tydeligvis henvendt til turister. Det er en meget hyggelig have, med en primitiv hytte og et skur, men omkring står der bambusstole og borde. Her kan man købe læskende drikke, også friskpresset juice og det kan vi jo ikke stå for. Stedet bliver drevet af en bedstemor og hendes datter og de taler nydeligt engelsk. Vi får serveret både lækre snacks og de bedste juices vi har fået længe. Vi lover os selv at gå tilbage her til en anden dag.

Vi har foruden i dag, to hele dage her og så en dag hvor vi skal med bussen kl 16. Her skal vi ud på en bustur på 14 timer og det piner os lidt, men er uundgåeligt i Myanmar. Mig piner det at busserne med air con er så kolde, at det minder lidt om et køleskab og så er 14 timer godt nok lang tid…. Ungerne piner det, at der ikke er toilet. Far er vist ikke forpint…..

Vi tager et hvil da vi kommer hjem og spiser sen frokost på altanen. Bagefter går vi tur igen, her er en park som viser sig at være trist og faldefærdig, så den forlader vi hurtigt igen og slentrer derefter bare rundt i gaderne, inden vi går hjem på den store fælles altan og laver lektier.

Børnene reflekterer meget over livet her, kontra livet hjemme. Det giver anledning til nogle rigtig gode samtaler og jeg NYDER det ;O)

Mange kærlige tanker til alle jer derhjemme.

Dag 4, d. 18. dec.

Hej du dejlige skat.
I nat sover jeg SÅ godt og selv om jeg bliver vækket af fars irriterende vækkeur kl 6, så må han vække os klokken 8 af frygt for, at morgenmads buffeten bliver ryddet væk inden vi når det. Vi tager et lyn bad og går ned til buffeten som er fuld af mennesker, men ret tom for mad. Der bliver dog langsomt fyldt op og der er både pandekager, æg, toast, frugt og lokale retter. Restauranten ligger delvist indenfor og delvist udenfor. Den er hyggelig med gode træmøbler og beplantning. Luften er kold og jeg har både sweater og jakke på og frygter 6 dage i bidende kulde. Mens vi spiser kommer der en venlig dame og udleverer kort over byen og området og forklarer hvordan vi finder vej til bla et vandfald og en varm kilde. Stedet her er kendte for deres arrangerede trecks, så vi finder det meget sympatisk, at de samtidigt informerer om hvor man kan gå på egen hånd. Byen har omkring 50.000 indbyggere, men det hele ligner nærmest en landsby.
Vi går, varmt klædt på, op af vejen hvor noget af det første vi kommer forbi, er en nudelfabrik. Man kan nemt kigge ind og de søde arbejdere inviterer os med et vink indenfor, så vi kan se hvordan de stabler lange plader af pasta, hvorefter de skærer dem til nudler og til sidst hænger dem til tørre i kæmpe bundter. Det hele ser meget primitivt, men også meget effektivt ud. Man kan ikke købe noget her, så de er ikke ude på at tjene noget på os, de er bare venlige. Ved siden af fabrikken holder der flere af de sjove traktoragtige, gamle køretøjer og vi tager flere billeder.
Det kort vi går efter, er et af de her håndtegnede kort, som altid bringer én lidt i tvivl om hvad vej man skal gå. Du kender far godt nok til at vide, at han simulerer ”ikke i tvivl” og traver rask af sted, med os andre halsende lidt efter. Vi smider ret hurtigt de tykke trøjer, da temperaturen stiger kraftigt, mens solen kommer højere på himlen. Vi andre er ret hurtigt sikre på, at vi ikke er på rette vej og da ”stien” vi går på simpelt hen hører op, mener vi at have beviseligt ret i den antagelse. Far får os dog overtalt til at ”skyde genvej” hen over rismarkerne. I øvrigt et meget smukt landskab, med arbejdere med stråhatte på hovedet, hakker og primitive motordrevne maskiner til pløjning, flotte runde stabler af ris der ligger til tørring og vandbøfler der står og græsser. Vi hopper over vandingskanaler og balancerer på kanterne imellem risterasserne og vælger alle sammen at holde humøret højt og tage det som en oplevelse. På et tidspunkt kan vi se en vej og godt nok skal vi lige krydse en å, af nogle pinde som er langt som en slags bro, men det går jo også og snart traver vi på en asfalteret, smal vej, med flere huse langs siderne. Husene er pælehytter, omgivet af masser af rod, børn, høns med kyllinger, hunde og katte. Mange steder råber folk ”hello” og vinker og vi vinker tilbage. Sofus syntes det var GODT vi ikke valgte at gå med en guide, vandfald eller ej, det her er bare så hyggeligt og meget frodigt og smukt. Jose begejstres over hundehvalpe og små bitte kyllinger. Vi skulle ifølge damen komme forbi et kloster og nogle kirkegårde efter ca. 45 min, det har vi nu stadig ikke mødt efter 1½ times travetur, men til gengæld kommer vi til en dæmning og det syntes jeg også hun talte om. Vi skal godt nok lige krydse over en ret bred, men heldigvis ikke særlig dyb flod og ungerne er klar til at vende om, mens far nu nok mener det vandfald må ligge lige om hjørnet. Altså springer vi fra sten til sten over på den anden side af floden og bestiger en dæmning og en høj, stejl skråning og tænk engang, så er ikke vandfaldet, men den varme kilde lige der. Det var en helt anden retning en vandfaldet, men hvad betyder det…. Lokale, unge mænd bader her, børster tænder og vasker hår. Det er kun en lille pool, men vandet er badekars temperatur, mens floden ved siden af er kold. En ung fyr kommer i snak med far. Han fortæller han drømmer om at blive guide og derfor har brug for, at træne sit engelsk. Vi snakker med ham, mens ungerne dypper tæerne i det dejlige vand. I højt humør begiver vi os hjemad. Nu kommer vi forbi de kirkegårde damen talte om og har en idé til hvad vej vi skal vælge i morgen. Vi kommer også forbi en sivhytte med en lille restaurant. Den slags uden strøm og med jordgulv og primitive møbler. Vi køber ikke suppe, men et par colaer og jeg fotograferer en lille fyr der spiser nudler af suppen med pinde, som han håndterer lige så selvfølgeligt som danske småbørn spiser med ske. De to colaer koster ½ USD. Vi havner ude på den store hovedvej, hvor store lastbiler suser forbi og der er stadig et pænt stykke hjem, så da vi endelig når Charles er det først på eftermiddagen og vi er GODT sultne. Vi bestiller omelet og ungerne pasta carbonara som er på menukortet her og kommer af med 27 USD. Det er en mindre formue i det her land og vi beslutter os for at finde noget aftensmad et andet sted. Vi trænger til et hvil og går på værelset lidt. Efter hvilet vil far og jeg gerne gå tur igen, men ungerne syntes vist de har gået nok, for de vil hellere blive på værelset og lave lektier, hvilket vi jo er nødt til at bifalde. Der skulle være et udsigtspunkt der hedder ”Sunset hill” og der vil vi op. Vi går af vejen langs floden, hvor vi også kommer forbi et særdeles lokalt marked. Her har de masser af dejlig frugt og grønt, som vi beslutter at købe senere. Jeg køber nogle dejtingester som bliver stegt af en ung pige i en æbleskivepande i et meget lille gadekøkken. De smager nu ikke så godt som de ser ud og på vej op af den stejle bakke i udkanten af byen, som fører til Sunset hill, forærer jeg dem til en meget sulten hund. Hele vejen til bakken, går vi igennem landsbylignende gader, med primitiv bebyggelse og søde mennesker der vinker og smiler. Jeg tror altså vi får set mere ”ægte” kultur her, end vi gør på de arrangerede trecks. Vi er enige om at gøre i morgen, som vi har gjort i dag, gå selv. Vi går af hovedgaden hjem, for her har vi set et sted der sælger grillkyllinger. En hel kylling koster ganske vist 9 USD, men vi køber den, nogle sodavand i en lille, crowded (som i prop hamrende fyldt til bristepunktet) butik og noget frugt på markedet. Vi har en god altan til vores værelse, men kun en enkelt havestol, som vi breder håndklæder ud på altanen og skærer frugt ud på en lille skammel og så sidder vi der og nyder den dejligste picnic. Ungerne fik vist ikke lavet så mange lektier, men i aften skal vi spille superfight har jeg lovet.
I dag har været en DEJLIG dag;O)
Kærlig hilsen mor

Dag 3 d. 17. dec.

Kære elskede Eline
Jeg er igen vågen i flere timer i nat, så da fars vækkeur ringer kl 6, vender jeg mig om på den anden side og sover videre. Jeg vågner ved at Jose hamrer på døren kl 7, fordi de ud af panoramavinduet i deres værelse, kan se kvindelige munke, som syngende går rundt efter almisser, ligesom vi plejer at se de mandlige munke gøre det. Kvinderne og pigerne er klædt i lyserødt og gult og er glatravet ligesom mændene.
Vi tager et koldt brusebad og går ned til morgenmad. Morgenmaden serveres i et rodet lokale som ligger lige om hjørnet fra gaden vi bor på. Man sidder ved et langbord og der serveres hurtigt et spejlæg, u ristet toastbrød med margarine og marmelade og lidt forskelligt frugt. Her er så meget rod alle vegne. Der hvor vi spiser, på gaderne, i butikkerne, i de hjem vi kan kigge ind i osv.
Vi har kun indtil kl 12.15, for der har vi lavet en aftale med en chauffør, som vil køre os til busstationen, hvor vi skal være kl 13. Vi syntes ikke rigtigt vi kan nå en decideret attraktion, så vi vælger bare at drysse rundt i de små gader omkring området hvor vi bor. Mandalay er altså en skæg by. Det ligner visse steder nærmest en landsby der bare er vokset sig stor. Ind imellem primitiv bebyggelse, med boliger, små virksomheder, butikker og spisesteder, ligger der små pagoder, templer og klostre. Vejene er mange steder jordveje, fulde af huller og store vandpytter. Hunde, katte og høns render rundt som det passer dem og småbørn tusser rundt og leger med hvad de kan finde. Vi kommer snart til et marked og jeg tror faktisk aldrig vi har set noget så travlt og proppet og det siger jo en del. Det simpelt hen VRIMLER, med køretøjer af enhver art, mennesker i alle aldre, mænd der slæber kæmpe stabler af stablet karton eller varer i sække og kvinder der kommer balancerende med kæmpe byrder på hovedet. Der er grøntsager og urter af enhver art, men især løg og tomater dominerer og ligger i stakke som nærmest er store nok til at kunne kaldes bjerge. Mange kører på cykler med en speciel anordning på siden, som både kan bruges til transport af én eller et par passagerer, hvis den ene er et barn, eller varer i stabler. Sofus er så vældigt fascineret især af det køretøj og han beder mig fotografere dem fra alle vinkler, fordi han gerne vil tegne én. Mange smiler og vinker til os og lader sig gerne fotografere. Vi drejer nu snart lidt væk fra det vanvittige mylder og går af nogle lidt mere stille gader. Her får far øje på en frisør, også den er omgivet af rod, men traditionen tro må han have en klipning. Herrerne i salonen syntes det er alle tiders. Ungerne og jeg sætter os på en bænk foran den åbne salon og det er ganske fint, for det giver os rig lejlighed til, at jeg kan fotografere køretøjer til Sofus og mennesker til mig selv. På et tidspunkt opdager Sofus, at to af frisørerne står og kigger længselsfuldt på hans hår, mens de udveksler en bemærkning og han ryster grinende, men meget bestemt på hovedet, ham får de ikke lov at klippe. Mændene griner tilbage og har forstået hvad han mener. Da der kommer en kvindelig munk forbi efter almisser, ser jeg at frisøren lægger penge i hendes krukke. Derfor løber jeg efter hende for at gøre det samme. Det udløser mange smil hos de omkringboende og snart efter kommer en flok små pige, også munke, forbi og jeg må lægge endnu et par sedler. Far skal give 700 Kyat (1000 Kyat=1 USD) for klipningen som har varet en halv time. Vi drysser hjemad for at pakke færdig. Far er sulten og vil have frokost inden vi skal af sted, men vi andre kan ikke spise noget. Jeg regner med at finde mad på busstationen, men da far fortæller der ligger et shopping mall lige i nærheden, suser Jose og jeg lige derhen, mens far går for at finde mad. Igen af smalle, travle gader går vi hen til det såkaldte ”shopping mall”. Det står godt nok på skiltet, men det er i virkeligheden en totalt crowded hal, PROPPET med varer fra gulv til loft, efterladende få centimeter ledige, til at man kan mase sig igennem rækkerne. Vi maser os snart ud igen og køber lidt frugt til turen inden vi går tilbage.
På hotellet opdager jeg, at de annoncerer at en taxi til busstationen koster 7 USD. Vores chauffør, som fangede os lige uden for vores hotel, sagde at det kostede 10 USD og at det var prisen fordi det tog 45 min at køre der ud. Jeg føler mig hustlet og beder hotellet om at køre turen i stedet. Jeg føler mig helt i min gode ret, for han ved jo hvor vi bor og HELT sikkert også hvad prisen er her. Vi bærer alt vores bagage ned og jeg følger efter vores ”nye” chauffør af den lille gade vi bor på, med de andre følgende efter. De har på vejen mødt den chauffør vi først havde en aftale med og da de kommer hen til bilen hvor jeg er i gang med at læsse baggage ind, fortæller far om det. Sofus siger tørt, at det nok havde været bedre at give pengene til én der virkelig trængte til dem, end til én der ejer et hotel og tydeligvis ikke mangler noget. Jeg forsvarer mig, men far siger: ”Du skulle have set ham……”, hvorefter fyren dukker op ved bilen. Han fægter af mig, ind igennem den endnu åbne bildør og skælder mig ud. Jeg forklarer, at jeg følte mig snydt, da hans pris jo var langt højere, end turen egentlig koster. Han råber: ”Don´t do that again” og går sin vej. Jeg læser i hans øjne, at han virkelig havde brug for de penge og at han er dybt skuffet over den manglende, forventede indkomst. Jeg SKAMMER mig og føler mig skyldig, så det sidder som en klump i maven. Egentlig syntes jeg, jeg havde ret, men hans blik gør, at jeg næsten ikke kan bære, at byde ham det, for at spare 3 USD, som ganske vist er en mindre formue her, men som ingen betydning har for mig. Jeg an næsten ikke ryste det af mig og Jose fortæller at hun også har det skidt over det, selv om hun er helt uden skyld.
Reminder til mig selv: ”Lad være at kæmpe for nogle få dollars, når jeg har med folk at gøre der har alt for lidt”.
På busstationen er der ikke det sædvanlige mylder. Masser af rod naturligvis, men få busser og ingen travle handlende. De handlende der er, sælger chips og den slags, i ro og mag og de få madboder der er, har vi ikke lyst til at købe noget ved. Efter lidt ventetid, finder vi vores pladser i den flotte bus og jeg har første parket til et lille gadekøkken, hvor jeg følger kundernes gang på tæt hold. Menuen består af nudler med noget jeg tror er grisehaler. Halerne skæres i stykker og hvert lille stykke, sættes på en lille pind og sættes tilbage i fadet hvor de er kogt. Folk får udleveret en skål nudler og tager så selv det antal ”pinde” de kan spise. Pindene ryger efter brug tilbage i en stak og bruges så på ny. Der er en stor beholder med koldt vand. Oven på den, ligger der et tinkrus. Når nogen er tørstig, tager de koppen og fylder den fra beholderen, drikker og lægger derefter koppen tilbage på plads. Det hele er i øvrigt rent og pænt.
Busturen er fin i flotte bjerge, men airconditionen er skruet så langt ned, at det nok er omkring 15 grader i bussen. Trods mange lag tøj pivfryser jeg, ligesom de fleste andre omkring mig, som sidder pakket ind i jakker og tæpper. Min venlige forespørgsel hos buschaufføren om lidt mere varme er kort og kontant. ”No”. Godt så….. Vi får en kort pause undervejs, hvor vi får tisset. På denne lille station er der en dejlig lokal restaurant med buffet af lokale retter. Lige noget for os…. Desværre er vi for længe om toiletbesøget, mest fordi Sofus ”bliver væk” eller det vil sige, har sat sig ind i bussen, som derefter er blevet låst af, så vi ikke kan finde ham og han ikke kan komme ud…. Før far redder ham ved at få døren til at åbne, hvorefter vi så ikke kan låse den igen. Så et par minutter efter at far har forsynet sig selv og ungerne med lækre portioner mad (klokken er 16, vi ha ikke fået frokost, kun snacks), mens jeg har ”holdt vagt” ved den åbne bus dør, bliver vi kaldt ud til bussen. Jeg når lige ind og sluger et par mundfulde, men vi må levne langt det meste. Øv.
Klokken er 20.30 da vi når frem til Hsipaw i mørke, men heldigvis er der afhentning fra MR Charles guesthouse. Det er et stort backpacker sted og vi har bestilt værelser på forhånd. Der er lidt rod med reservationerne, men vi ender i et dejligt familieværelse med masser af plads og egen altan og da vi også kan få stegte ris, øl og sodavand selv om klokken er mange, kan vi vist kun kalde det for en god dag.
Jeg har for resten siddet ved siden af Jose i bussen og har haft fornøjelsen af den her slags samtale med hende du ved, som du og jeg også kan have. Den slags hvor man sammen reflekterer over livet her og der og deler tanker med hinanden. Jeg ELSKER at rejse, man får bare så meget mere af alt det gode også med børnene. Sofus stråler faktisk og jeg ser ham sjældent så glad og levende derhjemme som han er her. Han suger til sig af indtryk og reflekterer over hvad han ser. SKØNT er livet, når det er sådan her ;O)
De kærligste tanker til dig og Alex min skat:O)

Dag 2. 16. dec.

Kære dejlige skat.
Josefine har sovet hele natten fra kl 23, men vi andre har haft en noget rodet nat. Klokken fire lægger jeg mig til at sove igen og da vækkeuret ringer kl 6, sover jeg som en sten og har på ingen måde lyst til at vågne. Vi står dog op og nyder en simpel morgenbuffet, bestående af ristet toast med marmelade, på terrassen med udsigt til poolen. Hotellet har en chauffør, som er inkluderet i overnatningsprisen, kører os til den gamle lufthavn, hvor fra vi skal flyve til Mandalay. Ungerne og jeg syntes det er fantastisk at være i god tid, mens far syntes det er brand ærgerligt og spild af tid. Flyveturen er kort og det samme er køen til visa- og paskontrol i Mandalay. Lufthavnen er lille og surrealistisk stille og rolig. Der holder et enkelt fly ud over vores og de eneste i lufthavnen der er i gang, er det for vores skyld, resten ligger nærmest øde. Vi venter en evighed på vores bagage, der nærmest kommer i hold på bagagebåndet, hvilket jo selvfølgelig sætter gang i vores kreative idéer og forestillinger om, hvordan de mon håndterer vores bagage.
Vi tager en taxi til byen. Turen varer omkring en time og vi forhandler os vagt ned i en pris på 15 usd for os alle i en minivan. Vejen mod byen er vel en tosporet motorvej, men den er humplet og vist lavet af beton og ikke asfalt. Trafikken er alt andet end hektisk og der er masser af mulighed for at nyde udsigten, mens det er umuligt at tage gode billeder fordi vi humpler sådan. Landskabet er præget af at det er tørketid, for græsset er helt svedet af, mens træer, buske og palmer er grønne endnu og midterrabatten er pyntet med flotte, men ikke overdådige bourgonvillaer. Jose sender mormor en tanke og syntes det ærgerligt hun ikke er med og kan se dem ;O) Jose opdager, at lygtepælene ved vejsiden har solpaneler, sjovt moderne, samtidigt med at enkelt ko krydser motorvejen mens vi kører. Lige meget hvilken retning man vender blikket, ser man på en pagode, som oftest gylden. De findes i alle størrelser og stikker deres spir op imellem bevoksningen på hele køreturen, det er i sandhed de gyldne pagoders land vi er kommet til.
Mandalay er en storby med over en million indbyggere. Visse steder ligner den også en storby, men mest af alt ligner det en landsby, der bare er vokset og vokset. Kun de største gader har ordentlig og god asfalt. Den gade vi bor på, er så slidt, at det nu nærmest er en jordvej. Renovation har man vist ikke et system til, for der ligger affald alle vegne. Trafikken er tæt inde i byen og køretøjerne er mangeartede i deres udformning. Nogle ligner nærmest en slags traktorer, mens andre er store kærrer, skubbet af små stærke mænd og så selvfølgelig biler, busser, songthaew og scootere. Der er butikker og boder i enhver størrelse, men mest små og de ligger nærmest smidt allevegne, hulter til bulter og breder sig ud på det der skulle have været fortov, ligesom scooterne står parkeret hvor der skulle have været vejkant. Vores hotel ligger i en smal sidegade og vores værelser er acceptable, uden at være dejlige, men det er nu lige meget, vi skal jo kun være her én nat. Vi er sultne og går lidt ned af gaden, hvor der ligger et lille gadekøkken, der skiller sig ud fra de andre ved at være renere. Det er blot et lille blus, en bod og et langbord i vejsiden. To gryder er i kog og vi bestiller nudelsuppe til den søde dames store overraskelse. Snart stimler flere lokale sammen om os, ivrige efter at hjælpe og servicere, med ekstra servietter fra den lille butik overfor og en stor dunk drikkevand, så vi ikke kan være i tvivl om vandets renhed. Maden smager dejligt, selv om den indeholder ingredienser vi ikke hel ved, hvad er og den koster 2 usd for os alle fire. Jeg er stolt over at have børn, der villigt og smilende er med på at spise sådan og det fortæller jeg dem da vi går hjem.
Efter at have holdt tissepause går vi igennem byen for at se ”the hill”, som er et udsigtspunkt på toppen af en høj og stejl bakke inde i byen. Vi snupper en songthaew det sidste stykke derhen og igen møder vi masser af smil fra de lokale. For at komme op til udsigtspunktet må man op af lange, stejle trapper. Indgangen er bevogtet af to kæmpemæssige hvide drageskulpturer og man skal sætte sine sko ved foden af trappen. Trappen er stejl og de fleste steder overdækket af et tempellignende tag. Langs siderne er der mange små boder og butikker og vi tror at nogle familier bor under de primitive halvtag. På afsatserne undervejs, som flere steder er kringlede og store, er der helligdomme som Buddha figurer, drager og den slags. Katte, hunde og høns løber frit omkring og her er tydeligt både lokale og turister. Jeg kommer i snak med nogle unge munke, som stiller spørgsmål til hvilke lande vi har rejst i, hvor vi kommer fra og den slags. Selv fortæller de, at de kommer fra området omkring Inle Lake og at de har været munke i hhv. 1 og 7 år. Udsigten foroven er bestemt turen værd. Solen er på vej ned og det ser smukt ud, ud over landskabet og byen. På vej ned stopper vi ved én af boderne og drikker sodavand. Sofus har haft hovedpine, men den klinger af da vi hviler os. Da vi når foden af trappen igen bliver vi mødt af en chauffør, som vi også talte med inden vi gik op. Han tilbyder at køre os ind til byen for 6 usd, helt sikkert for dyrt, men jeg orker ikke at prutte om prisen i dag, så vi indvilger og lader os transportere næsten hjem, til en meget lokal restaurant, men af en helt anden type, end det lille gadekøkken tidligere i dag. Det her er et rigtigt lokale og tydeligvis et drikkested, hvor lokale mænd kommer for at hygge sig og drikke spiritus. Her er dog også en vis hygge og et menukort på engelsk, som byder på turisttilpassede, lokale retter. Omelet, stegte ris og forårsruller, med pinligt rent service og til en samlet pris af 10 usd inkl. colaer. Herfra går vi hjem på hotellet i mørke og med glæde over at have brugt den første dag så godt.
For resten kan jeg ikke lade være at tænke på dig for 9 år siden, hvor alle de unge drenge og mænd, sendte lange blikke efter dig og fnisende råbte ”hello”. Det samme scenarie udspiller sig i dag og selv om vi har set en del lyse turister også børn og teenagere, så tiltrækker Josefine sig altså en hel del opmærksomhed. ;O)
De kærligste tanker til jer derhjemme:O)

Dag 1. 15. dec.

Kære elskede Eline.
Ærlig talt havde vi en rædselsfuld morgen.
Vi havde egentlig planlagt at tage det seneste aftentog mod CPH, men da DSB laver køreplanen om et par dage før vi skal af sted, syntes vi LIGE vi kan nå det med morgentoget. Desværre er først det ene tog forsinket, så det næste og nerverne kravler længere og længere uden på tøjet som turen skrider frem, i hvert fald hos mig og ungerne. Da toget holder ved CPH, over en time forsinket og kun 35 min før take off, er jeg helt sikker på, at ”løbet er kørt”. Herreste gud kan man jo tænke, men vi har to korte mellemlandinger, en overnatning i Bangkok, en flyvning videre til Myanmar, en overnatning i Mandalay, en busbillet til Hsipaw og en afhentning på togstationen allerede planlagt OG betalt. Jeg ser derfor det hele vælte som en række af dominobrikker. Men så snart vi kan åbne døren i toget, SPRINGER vi ned på perronen og GALLOPERER med alt vore bagage (du der kender omfanget af og har set vores baggage kan sikkert levende se det for dig) og nærmest KASTER hos hen i Air Berlins bagage indlevering netop som de er ved at lukke ned, trods en tidligere opringning fra Jan der fortæller vi er på vej. Vi får checket ind på 2 minutter, hvorefter vi spæner videre op til security, for her at opdage at mit boardingpass mangler i stakken i min hånd (hvis mormor læser med tænker hun på togbilletter i sommers) og i panik nærmest flyver jeg ned igen, får udstedt et nyt af verdens hurtigste Air Berlin medarbejder, som faktisk har lukket sin skranke, for derefter straks ved ankomst til security igen, at opdage jeg har mit boarding pass præcis hvor det plejer at være…. Pyhh….Nu har jeg to…. Vi bliver sendt med lynfart igennem security, hvor en venlig og effektiv medarbejder hastigt følger os på vej til den rigtige gate, hvor vi når frem, drivvåde af sved og Sofus med et astmaanfald der lige må behandles inden boarding. Pyhhh……
Det var rædselsfuldt, men FANTASTISK at opleve de effektive ansatte i lufthavnen. Jeg har selvfølgelig ligget søvnløs på forhånd over den stramme tidsplan, ikke mindst fordi vi også har en transit på 50 min. I Dûsseldorf. Jeg føler mig næsten 100 % sikker på, at vi ikke får vores bagage med hele vejen og har allerede lagt en plan for, hvad vi skal gøre når vi opdager det ikke er i Bangkok, forudsat altså at vi overhovedet når vores fly i Dusseldorf. Så da vi efter et døgns rejse, endelig står i Bangkok til tiden og med ALT vores bagage på vognene, føler jeg mig næsten for heldig og i alt fald må jeg indse, at jeg er nødt til at lave noget om i mig selv. Jeg må altså lære at lade være at tage sorgerne på forskud. Her har det alt fald kun givet mig unødige bekymringer i et meget rigt omfang, så det VIL jeg bare lave om. Ungerne har taget hele turen i stiv arm, Sofus påpeger faktisk mens vi sidder på monkey class på det nye Cathay Pacific fly, at det nærmest er som at være på et bedre hotel. Menukortet indeholder hele 3 valgmuligheder og på hele turen er der mulighed for både mad, snacks og drikkevarer på forespørgsel, ligesom der er rig mulighed for underholdning med film og TV serier.
Nå, nok om den tur. I Bangkok bor vi på et hotel tæt ved den lufthavn vi skal flyve fra i morgen formiddag. Josefine indånder duften af Asien og lytter til lydene af de kendte fugle og fyldes med gensynsglæde. Her er pool og gode værelser i et meget lokalt kvarter, så vi får eftermiddagen til at gå med, at gå et par ture, købe noget meget lokal mad i små poser, spille kort og ungerne bader selvfølgelig. Vi kæmper for at holde os vågne til efter aftensmad (som består af stegte ris og nudler på en wannabe turist, men meget lokal restaurant), så vi forhåbentlig kan sove det meste af natten. Men selvfølgelig er klokken nu 21 og alle, undtagen far, er pivvågne og skriver dagbog.
Vi sender jer de kærligste tanker. Mor