Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Hjemturen

Miami kl. 18.52 d. 15.06.2012
Vi er broke eller rettere det siger ATM’erne, jeg tror snarere at der må have været nogle transaktioner, som har gjort at jeg er nået over en eller anden grænse for forbrug på VISA, har jeg taget vores MasterCard med – Nej, vi bruger bare Hannes VISA, nå nej det har hun jo forlist.
Det var tæt på at vi ikke havde til lufthavnsafgiften i Managua, måske helt fint at få prøvet, hvordan det er ikke at have penge, nu har vi jo set masser af mennesker, som lever med det hver dag, så overlever vi vel også en enkelt dag eller 2.
Men Hanne er blevet lidt desperat, vi er gået ombord i chips som hun mente vi bare skulle efterlade på værelset, men som jeg insisterede på at tage med – heldigvis.
Det var også heldigt at vi havde 129 US$ i cash, nu vi troede at vi kunne bruge mit VISA kort, det lykkedes at trække de sidste 11 US$ ved skranken i lufthavnen i Managua, da det koster 35 US$ pr. pers. i lufthavnsafgift at flyve hjem, var det et krav og uden betaling ingen hjemtur…
Men det betød så at far her ikke kan købe, hverken rom eller cigarer, lidt nedtur men overlever det helt sikkert.
Jeg kan se at ”Svennerik” skal løbe Berlin marathon i 2013 og er gået i skarp træning, så jeg må have sat mig et mål når jeg kommer hjem, der skal høvles nogle kg. af den spækfyldte krop og så skal der nogle km i benene, jeg starter nok med at cykle på job, når jeg kommer hjem og så tager vi den derfra.
Nu kommer Hanne og ungerne retur fra en shop seeing, det bliver billigt i mellemlandinger, da vi jo ikke har kongens mønt, Hanne har SMS’et til Eline om lige at indkøbe noget rugbrød så vi har lidt at spise når vi ankommer til Vejen.
19.28 Er netop gået gennem security gaten, jeg bliver lige irriteret hver gang, hvis man vil disse sindsyge kontroller, bør det gøre ens for alle der passerer igennem, hvorfor skal børn fx ikke have skoene af osv., det giver ikke mening at differentiere, hvis det er pga. potentielle terrorister – ssshhh, man tør jo næsten ikke engang skrive det, der kunne jo været et kamera bag mig som opfanger det…. 😉
Men hermed er rådet givet videre til kommende selvmordsterrorister, I skal tage jeres børn med, hermed kan vi måske også få brudt fødekæden af terrorister….
Der må også bliver omsat gud ved, hvor mange flasker drikke (Cola, Fanta, vand etc.) når man nu ikke må tage dette med længere, alt sammen i bestræbelser på at undgå yderligere terroranslag, jeg er glad for at jeg ikke er frequent flyer, det ville simpelthen drive mig til vanvid, at være vidne til at visse steder tager man sikkerheden højtideligt og alle får samme behandling og andre steder tager man en slapper og det går jo nok, jeg stemmer for en ”slapper” og det går jo nok, skulle en vanvids terrorist ville lave et anslag mod det fly jeg var med, ville døden (ved et perfekt attantat) jo komme lynhurtigt og det er måden jeg ønsker at dø på, ikke det langstrakte, hvor man stille og rolig afkræftes for til sidst at være afhængig af andre mennesker og opleve uværdigheden ved ikke selv at kunne foretage de mest basale ting uden hjælp.
Nå nok om det, vi er på vej hjem og jeg og Sofus glæder os, tøserne kunne vi godt have efterladt 14 dage mere, de savner ikke at komme hjem, jeg glæder mig til at komme på job og påbegynde noget målrettet træning igen.
Man bliver lidt dvask af 6 ugers ferie i rap, men det er skønt at kunne koble helt af og bare være sammen med familien uden at have en masse forstyrrende elementer.
Jeg har sagt til Hanne at jeg tror vi får aftensmad på flyet og morgenmad, hun har taget nej-hatten på og tror at vi skal sulte ihjel, normalt er jeg den negativ tænkende af os, men rollerne er pt. byttet rundt, formentlig fordi vi er på vej hjem, at vi så heller ikke kan købe noget når vi kommer til KBH overlever vi nok, vi får vist en lille snack mellem London og Kastrup og hvis Eline har fået SMS’en er der lidt mad i køleskabet når vi kommer hjem….
Slut på en dejlig ferie, hvor ingenting helt blev som forventet.
Vi ville oprindeligt have været til Syrien og mellemøsten på MC, men der var lige en revolution, der skulle overstås, så var det Cuba, men visumreglerne og vores ønske om at rejse til Cuba være der lidt og så rejse videre for siden at returnere til Cuba, blev simpelthen for besværligt og ville have krævet at vi skulle detailplanlægge for meget, I stedet blev det så Nicaragua og Honduras, Nica fordi prisniveauet mv. var attraktivt for denne del af verden og så var der også lige et par vulkaner eller 3, Honduras pga. Bay Islands, hvor der kunne snorkles på en del af verdens næstlængste koralrev.
Sofus uheld betød at der var nogle ting vi ikke fik gjort, en aktiv vulkan betød at vi ikke fik set rødglødende lava, var det så en god ferie alligevel – Ja, vi forstod ikke at lade os gå på at de ændrede forudsætninger og nød bare det at være afsted sammen, gør vi det igen – ja, planen lige nu er USA’s sydlige stater om ca. 2 år, hvis ikke der sker ting, der forhindrer os i at tage af sted.
Tak for denne gang til hele min dejlige familie, I har været en fornøjelse at være sammen med i hele ferien, vi ender med at komme til at holde af hinandens nærvær, hvilket nok var en prøvelse første og anden gang vi var afsted, men vi har lært af turene og prøver at give hinanden den plads, der skal til for at man stadig kan være sig selv, hvis der er behov for dette.
Slut.

Efterskrift, da vi kom til KBH fik jeg hævet i en kontantautomat, så kunne der købes div. sandwiches mv. og dagen blev reddet, Eline og Aleksander stod på banegården i Vejen da vi ankom, hjem og være lidt social, dvs. jeg kunne lige nå at se afslutningen på de 2 fodboldkampe der blev spillet og se lidt Le Mans, sent i seng og for første gang i jeg ved ikke hvor lang tid, fik jeg en laaang nats søvn, vi vågnede først kl. 0832 søndag morgen, Hanne vil gerne være social med sin familie, men jeg orker det ikke og det ender med at Sofus og jeg bliver hjemme, Sofus får besøg af Jonas og jeg får lige skrevet det her færdigt.

D. 15.juni, dag 42

Kære Eline
I dag tager vi hjem til dig. Jeg skal jo tidligt op, fordi vi jo har en aftale på vores ”gamle” hotel, om at skulle hente Josefines bog. Josefine står også op og vi går glade af sted i solskinnet, selv om vi jo begge er trætte af at ferien er forbi. Da vi kommer hen på hotellet står ejeren klar og er helt klar over hvad vi kommer for. Han tilkalder rengørings personalet og meddeler os så, at de ikke har fundet bogen. Jeg er helt uforstående, for i går fik vi jo netop at vide de havde fundet den, men at den låst inde på kontoret. Vi får den ikke og Josefine græder hele vejen hjem og fortsætter på hotellet. Det hjælper ikke at jeg lover hende en ny top model bog, for hun har jo tegnet en masse flotte designs i den her, som hun ikke kan få igen.
Vi spiser morgenmad og Josefine kaster selvfølgelig sin op igen, sådan er det jo, når hun er urolig.
Vi pakker færdigt og går ud til vejen med alt vores bagage. Klokken bliver 5 min. over halv, den bliver 10 min. over halv….. Så går jeg hen til ”Eric tours” som skal hente os. Selv om de har skrevet kvitteringen med gennemslag og dermed kan se tidspunktet som også står på min seddel, tror de først det 9.30, men vi har aftalt 8.30. Klokken er næsten 9 da der endelig dukker en tudsegammel og lidt for lille bil op. Vi må have en stor del af bagagen på skødet, men det går jo…..
Da vi kommer til lufthavnen går køen helt i stå og vi venter i evigheder. Da det endelig bliver vores tur, må far om pakke sin George Georgeløs oppakning, med 13 kg hængekøjer surret fast uden på og vi bremser køen yderligere…. Så skal vi betale 150 USD i lufthavnsskat og far giver damen sit visakort, det eneste kort vi har tilbage. Damen giver far kortet tilbage og siger, at der ikke står penge på…. Det står jo masser af penge på og vi brugte jo kortet så sent som i går, så vi insisterer på hun prøver igen, vi har nemlig ikke alt for mange USD tilbage. Det ender med far må løbe til en ATM for at hæve, men han kommer nedslået tilbage, mens folk bagved i køen, står og tripper utålmodigt. Kortet skriver, at vi ikke kan hæve. Vi forstår det simpelt hen ikke, for selv om der er et max man kan hæve pr dag, har vi slet ikke været i nærheden af det beløb og jeg bliver aldeles klam, da det går op for mig, at hvis vi ikke kan betale, kan vi ikke komme med vores fly. Vi tømmer vores punge for hver eneste dollar vi har, i alt 129 USD. Damen siger, at hun kan se på vores kort, at vi kan hæve, netop 11 USD, det giver altså nøjagtigt 140 USD. Pyhhha, men det betyder stadig, at vi skal rejse i 30 timer, uden at kunne købe så meget som en flaske vand. Vi har simpelt hen ikke så meget som en dollar tilbage, eller for den sags skyld nogen anden mønt…… Det er altså lidt svært at bevare optimismen, især fordi vi ikke med sikkerhed kan huske, om vi skal betale noget i Miami også….. Godt vi har orange billetter til toget fra Kastrup…. Men vi får kun mad på den lange flyvning, så 30 timer er GODT NOK lang tid, når vi kun har fået en skål cornflakes til morgenmad…..
Børnene tager det overraskende pænt, de trækker lidt på skuldrene og siger: ”Det går nok, bare vi ikke skal betale i Miami….., Hvad hvis vi skal betale i Miami???” . Det kan vi ikke svare på, men far siger med sikker stemme, at han er sikker på vi har betalt det vi skal betale.
Det har vi heldigvis også. Ved hver flyvning hamstrer vi væske, som vi så skal drikke inden sikkerhedstjek til næste flyvning. Vi hamstrer også tørre boller, ulækker cheesecake og flypersonalets frugt, men ungerne brokker sig ikke en eneste gang på hele turen og vi får KUN mad på den lange flyvning på 9 timer…. Og kun ét måltid…..Jeg er lige ved at dø af sult og forsøger ikke at brokke mig for meget, men jeg er helt klart den der har sværest ved det. Far syntes det er lidt sjovt, fordi jeg normalt er den der har lettest ved at undvære mad. Vi har afprøvet visakortet ved mellemlandingerne, men med samme resultat. Da vi ankommer til Kastrup er fars rygsæk ikke med flyet… Vi står i kø i evigheder og igen…. Ungerne brokker sig ikke en eneste gang….. På hovebanegården lokker jeg far til at forsøge visakortet en sidste gang, bare for at være sikker på det ikke virker, jeg tænker også på indkøb i morgen, brændstof til bilen osv. Og minsandten om det ikke virker. Mine tre rejsefæller, som for få minutter siden bekendtgjorde at de da ikke er spor sultne og jeg må tænke på der kun er 4 timer til vi er hjemme, jubler næsten lige så meget som jeg og da det første Sofus øjne falder på er et skilt med et billede af en fransk hotdog, beder han om sådan én. Det ender nu med en dejlig, grov sandwich fra Sunset, som vi indtager stående ved bagagen. Bagefter får børnene et blad hver. Vi får ringet til elskede Eline, som har fyldt køleskabet og lavet aftensmad til i morgen.
Jeg er så uendelig taknemmelig over min dejlige familie og over at jeg har mulighed for at tage på disse rejser, hvor jeg har så god tid til at sætte pris på det.
Når du læser det her, er vi kommet hjem ;O)
Mange kærlige hilsner fra mor

D. 14. juni, dag 41

Kære Eline

Jeg står op til vores sidste dag i Nica, med en vis vemod. Jeg glæder mig sindsygt til at se dig og Alex, men jeg er trist over vores eventyr er forbi. Josefine har det på samme måde og hun har dårlig mave i dag, ved tanken om dagen i morgen, eller skulle jeg måske sige døgnet. Vi skal rejse i ca. 30 timer og det er ikke fordi hun er bange, hun er bare spændt og urolig. Jeg spørger hende om ferien har levet op til hendes forventninger og hun svarer: “Ja, meget bedre end forventet”.

I dag har vi besluttet os for at leje cykler og cykle ud til “Laguna de Apoyo”. Sofus modsætter sig dog, han ønsker ikke at cykle i nicaraguansk trafik, selv om der er meget mindre trafik her end i dk og de kører meget pænere. Fx er her stort set ingen lyskryds. Der er jo masser af kryds, men hverken trafiklys, fodgængerovergang eller hajtænder. Folk holder pænt tilbage for andre billister og for fodgængere. Vi siger til børnene at der er langt, ca. 6-7 km hver vej, men hvis de hellere vil gå, er det da ok.

Vi går afsted før det endnu er blevet rigtig varmt. Ud af byen, mod kirkegården, som ligger helt i udkanten. Lige forbi kirkegården bliver vejen til en grusvej og husene langs siderne er mest skure lavet af planker og blik el. en blanding af diverse affaldsmaterialer, nogle små stenhuse og enkelte pænere huse. Skurene er som regel omgivet af mudder og pigtråd. Nogle steder er skurets huller dækket med plastikposer eller plastikstykker. Toiletterne er simple latriner, også i små skure ved siden af “husene”. Udenfor står der cementvaske, hvor flere mødre står og vasker tøj i hånden, tøjet bliver bagefter hængt til tørre på pigtråden. Der render dyr rundt over det hele, heste, grise, køer, hunde, katte og høns, her af flere med kyllinger. Der er lige så mange børn som dyr og alle steder råber de, “Hola” og vinker og når jeg tager et billede af dem, griner eller fniser de, når jeg viser dem billedet. Det er ikke et helt kvarter, bare en grusvej omgivet af marker og vildnis. Gaden er nogle steder godt mudret, der hvor pytterne samler sig ruller grisene sig i mudderet og sommerfugle i alle farver basker lystigt omkring. Solen bliver skarpere som vi går. Da det er ved at være slut med huse, deler vejen sig i to. Her er der en lille, bitte bod og udenfor den, holder der en mand med sin hest og vogn, bare en helt primitiv én. Vi spørger ham om vej og han peger til højre. Vi går og går og drikker masser af vand. Laguenen skulle ligge 5 km uden for kirkegården, men da vi har gået noget mere end 5 km (tror vi i hvert fald) kan vi stadig ikke se skyggen af vand og ungerne begynder at brokke sig lidt. Jeg lader kun være at brokke mig, fordi jeg er den voksne og skal holde hovedet koldt og modet oppe…. Men vi skal jo også hjem igen og her kommer ingen taxier….. Far foreslår at vi kan hvile os i skyggen under et træ, mens han går lidt videre og finder ud af, om der er noget at gå efter. Børnene finder naturligvis straks nogle orange tusindben og nogle andre insekter som de kan lege med i den lille halve time far er væk. Han kommer tilbage endnu mere koks rød i ansigtet end da han forlod os. Han har fundet lagunen, men det er næsten umuligt at komme helt ned til vandet. Han kan dog se, at der er adgang et godt stykke længere henne, men så skulle man nok have været en helt anden vej. Vi beslutter os for at vende om. Selve gåturen har været det hele værd, for det har jo været lige som at være på “treck” til en landsby, bortset fra vi ikke er inviteret inden for. Jeg kan godt mærke at ungerne er ved at være brugte, her er jo nok over 30 gr. og solen står lige på, så jeg begynder at spørge Josse om, hvordan hendes bondegård skal være, altså den bondegård hun skal have, når hun bliver stor. Vi snakker og snakker. Da vi kommer til hvilke hunde hun skal have, blander far og Sofus sig og vi snakker og snakker om hvilke hunderacer vi kender, hvilke vi kan lide, hvad hver race er gode til osv. Vupti, pludselig er vi ved den lille kiosk, hvor vejen delte sig. Så må vi ind og have en cola ved gamle bedste, der er ved at lære sit lille barnebarn, at sy på en gammeldags symaskine. Colaerne er usædvanligt billige og Sofus insisterer på, at vi skal lægge drikke penge til bedste. Det gør vi så… Og tager billeder af lille pigen….. Så går vi videre og snakker om fattigdom, om kiosken og den gamle dame og lille pige, hvordan vi bor og hvordan de bor osv. Vupti, så er vi ved kirkegården og inden længe er vi hjemme ved poolen….. Som tiden dog går når man snakker godt. Vi har gået i over 5 timer.

Så må jeg ind og købe flere tasker, far brokker sig til den danske dame over, at hendes butik ødelægger vores feriebudget, det syntes hun er helt fint ;O)

Eftermiddagen tilbringes i solen og ved poolen. Der falder hele tiden insekter i vandet og Sofus og Josefine redder nænsomt dem alle sammen op. Nogle af dem bider, men det er ikke et problem, de bliver hejst op i dykkermaskerne. Desværre ryger rattanbolden i kådhed, over taget på den bygning vores værelse ligger i og vi må indse, at den rattan bold vi købte på vores første tur i 2006, nu ikke længere er vores….. Josse er bare SÅ træt af det…. Den er så god at have med på rejse og vi har den jo ALTID med, hvad skal vi så gøre næste gang???? Vi må se om vi kan finde én på nettet…..

Sofus er løbet tør for læsestof og vi vil downloade flere E-bøger. Det viser sig dog, at vi har lånt alt det vi må og da Sofus bliver død træt af det, får jeg den lyse idé, at tjekke om du stadig er tilmeldt Vejen bibliotek. Jeg må med skam sige, at jeg logger på som dig og spørger Sofus hvad han gerne vil låne. Sofus udbryder med en blanding af fryd og forargelse:” Altså mor, har du HACKET DIN EGEN DATTER????”. Jeg får en flov smag i munden og far er også ret forarget, men ikke nok til de ikke syntes Sofus skal låne E-bøger… Bare rolig, de afleverer sig selv… Jeg håber du kan tilgive mig, jeg vil aldrig gøre det igen…… Og du har reddet din lillebrors hjemrejse….

Jeg begynder at få pakket lidt og far får styr på billetterne. Jeg går på apoteket for at købe flere Imodium, for alle tilfældes skyld, til turen i morgen. Apoteket er ret stort. Jeg trækker først et nr. Så bestiller jeg Imodium hos én dame. Hun spørger hvos mange jeg skal bruge og jeg spørger hvor store pakkerne er. Hun viser mig en brudt pakke…. Nååå…. Man køber ikke en pakke, siger bare hvor mange piller man skal have…. Indlægsseddel? Sådan noget pjat. Jeg finder penge frem, men nej, nej… Jeg skal hen til “La caja”, kassen og betale. Her tror jeg så jeg får pillerne, men nej, den første dame går rundt om hele skranken. for at aflevere pillerne til den tredje dame, som så udleverer dem til mig. Det er nu meget smart med de her arbejdsgange i et land med 50% arbejdsløshed. Ellers var arbejdsløsheden vel 70 %. I det lille supermarked i vores gade, hvor jeg aldrig har mødt andre end min egen familie, står der en vagt i døren og desuden er der altid en til at betjene og sommetider også en ekstra ved kassen.

Vi vil egentlig gerne på børneprojektet Carita Feliz og der skal man komme omkring kl. 18, men da vi ikke har fået noget at spise siden i morges, kan vi simpelt hen ikke vente med at spise og vi går på Garden café lidt over 17, i håb om at kunne spise først og nå det andet bagefter. Desværre kommer vi så for sent til Carita Feliz og da vi kommer hen til projektet, vrimler det ud med børn i mørket. De er færdige med at spise og på vej hjem. Børnene kan få gratis mad der og man kan se at de vrimlende børn drysser ind i husene langs vejene omkring projektets bygninger. Vi kan da se her gøres noget godt. Projektet støtter også børns skolegang og vi har læst at man for 300 kr. om året, kan få et barn i skole, så det må vi have set på når vi kommer hjem.

Som vi pakker færdigt, opdager jeg, at Josses “top model” bog mangler….. Åh nej, ikke flere ting der er blevet væk…. Jeg mener, hun havde den sidst på det andet hotel her i Granada. Klokken er næsten 21….. Far og jeg ender med at gå derhen sammen i mørket. Gaderne hotellet ligger på, er nemlig ret skumle, især om aftenen. Sandelig om ejeren af hotellet ikke har bogen liggende på kontoret, som desværre er aflåst nu, forklarer “aftenvagten”, men hvis vi vil komme tilbage i morgen tidlig, skal ejeren låse dem ud til os. Nej hvor bliver Josse glad da vi kommer hjem og fortæller det.

Sofus er så glad for at skulle hjem i morgen. Josefine kan næsten ikke falde til ro og hun snakker og snakker om ferien, om hvordan andre holder ferie og om hvordan hun syntes det er godt at holde ferie. En ferie skal være lang og man skal have mange oplevelser. Det er hun og jeg enige om. Sofus har en drøm om, at vi engang skal en uge til Kreta….. Så når Josse for gud ved hvilken gang, snakker om at hun og Sofus kan rejse sammen når de bliver store, så siger Sofus:”Ja, så tager vi til Kreta”;O)

Vi bliver hentet kl. 8.30 i morgen af vores transport til lufthavnen. Køreturen tager ca. 1 time. I overmorgen for mig, i morgen for dig, ses vi;O)

Knus og kærlige hilsner fra mor

D. 14. juni, dag 40

Kære Eline
Nu er det i overmorgen vi skal hjem og bortset fra jeg glæder mig som en sindssyg til at se dig, så glæder jeg mig slet ikke til at komme hjem. Josse og jeg pjatter med, at vi sender drengene hjem og så tager vi er par uger mere….. Josefine siger hun får dårlig mave af at tænke på, på fredag og hun beder os lade være at tale om det…. Det har Sofus meget svært ved, for han glæder sig helt vildt og kan næsten ikke lade være med at sige det hele tiden….
Far har det heldigvis bedre og vi spiser morgenmad sammen, mens regnen stille siler ned. Vi skal hen over poolområdet for at komme til terrassen hvor vi spiser morgenmad, men her er så varmt at det ikke gør noget vi bliver lidt våde. Næsten alle huse og hoteller er indrettet, så man skal under åben himmel, for at komme fre det ene til det andet.
Far vil se fodbold og ungerne og jeg ville have solet os, men det sætter vejret jo en stopper for, så da jeg har rumblet lidt, tjekket mails og den slags, går jeg mig en tur. Jeg bliver vanvittig af at sidde her, mest fordi jeg ikke har en god bog, børnene læser e-bøger. Jeg går sådan lidt rundt på må og få og kommer forbi en lille hængekøjeproduktion, som hænger sammen med en café. Jeg går ind og kigger og det viser sig, at det er et projekt for døvstumme, som alle er ansat til at betjene caféen eller lave hængekøjer. Rundt på væggene er der malet håndtegn, så man kan lære at kommunikere med de døvstumme. Her er ret hyggeligt, men desværre ser menuen meget kedelig ud.
Jeg går ud i regnen igen og hører gardermusik. Lidt oppe af gaden ligger der en kirke og udenfor den, bliver der spillet musik af en garde, som også laver en slags dans. Jeg finder ikke ud af hvad det går ud på, men det samler mange mennesker og senere da jeg går hjem, ser jeg flere garder, der samles på plazaen, foran en stor bygning.
Jeg går forbi markedet, hen til supermarkedet. Gaderne her er meget forskellige fra den pæne gade vi selv bor i, husene her er faldefærdige og her er masser af mennesker og boder på fortorvene. Jeg køber lidt morgenmads ting og opdager at de faktisk også har grillede kyllinger, så det køber jeg også. På vejen hjem køber jeg udskåret frugt og en enkelt stor muffin fra Garden café.
Da jeg kommer hjem er kampen næsten færdig og det er blevet frokost tid, så vi spiser kyllingen og det andet jeg har købt. Regnen er stilnet af og vi begiver os af sted mod en gammel togstation, som far har set er lavet om til teknisk skole, hvor de bl.a. Skulle have en restaurant. Vi kan se et par veteran tog vogne bag et hegn og et skilt hvor der står noget med restaurant, men vi kan ikke se der er en restaurant. Remisen står endnu, men er låst af. Et enkelt tog står så man kan klatre på det, hvis man skulle have lyst til det, men det har Sofus og Josefine sjovt nok ikke….Josefine går forsigtigt op i førerhuset, men rykker godt i stangen man kan holde ved, for at se om den sidder godt fast, før hun lægger vægt i og kravler op. Foran stationen ligger der en plaza, med nogle legeredskaber for mindre børn og en lille kiosk. Her er en del unge mennesker og nogle store drenge griner og peger på kameraet og jeg tager et billede af dem.
Vi begynder at gå ned mod vandet. Normalt går vi ned fra vores egen gade og drejer til højre mod parken når vi kommer ned. Nu befinder vi os et godt stykke til venstre fra vores gade og vil ned til vandet for at gå af den vej, vi ikke har set før. Selv om vi ikke er langt væk fra bymidten, kan man tydeligt se forandringen i gaderne. Her kommer ikke mange turister og her er flere små spiseboder med borde og stole uden for og med primitive ildsteder til at lave maden på. Flere vinker til os når vi går forbi. Gaderne er dog forholdsvis øde. Vi går forbi en stor kyllingefabrik og kan se ind når portvagten åbner en stor port i den høje mur der omkranser fabrikken. Der står kyllinger i bitte små bure lige som der hjemme….. For at komme ned mod vandet her fra, må vi ned af nogle u-asfalterede veje med små, faldefærdige huse eller skure langs siden. Her kommer så absolut ingen turister, er vi virkelig kun et par kilometer fra vores pæne gade? Det er næsten ikke til at forstå. Gaden er mudret og man kan se hvordan regnvandet samler affald, som løber af vejen ned mod søen. Her står flere heste bundet og vi ser også en enkelt hestevogn foran et af de små huse. Vi taler om, at så kan man bedre forstå, kuskene somme tider næsten løber efter os og bliver ved og ved at spørge, om vi dog ikke skal en tur til La Islas…. De må virkelig være desperate….. Josefine reflekterer meget over, alle de muligheder hun har i sit liv, som de børn der vokser op her, ikke har. Vi taler om fordele og ulemper ved skoleuniform. Her er der nemlig mange børn der ikke kommer i skole, fordi de ikke har råd til den påkrævede skoleuniform….. Som for resten, utroligt nok, altid er kridhvid, der hvor den skal være hvid, uanset om børnenes hjem er omgivet af mudder og deres mor skal vaske skjorten i en beskidt vask, i beskidt vand og skal hænge den op på en beskidt snor. De kan noget særligt, kvinderne her…. Vi går forbi et skur, hvor der render en masse børn uden for. Jeg tager et billede og de nærmest skriger af grin, da jeg viser dem, dem selv på billedet. Jeg må tage adskillige billeder før alle børn er tilfredse. Forældrene kigger til med et lille smil fra sidelinjen. Bagefter siger de ”pesos, pesos” og hvert barn får en mønt. Jeg gemmer 1 pesos mønterne til den slags og har heldigvis én til dem hver. Vi kan ikke komme helt ned til vandet, for der går et par bistert udseende dobbermanns som vi skal passere og det har vi ikke lyst til. Vi vender om og går tilbage og finder en anden vej, som er lige så fuld af affald og grimme skure som den her…. Vi kommer nu aldrig helt ned til vandet, for det kan man ikke, men vi går ind mod byen igen og havner på vores egen gade, ned mod vandet. Pludselig standser far, han har fået øje på en butik, der ligger et par huse fra vores hotel. Her har de lædervarer i en helt anden stil, end vi ellers har set. Jeg har været i flere forretninger, fordi læder er billigt her, men jeg har simpelt hen ikke fundet noget jeg kunne lide. Her derimod, kunne jeg købe hele butikken hvis jeg havde råd (og plads). Alt er simpelt hen så lækkert og også ret meget dyrere end i de andre butikker. Vi ser en sjov rygsækagtig skoletaske, som far har lyst til at købe til dig, men vi ved jo ikke om du kan lide den og den er både stor og dyr, så vi lader være. Far går efter børnene som er gået i forvejen til hotellet og da jeg henvender mig til damen bag disken, smiler hun og siger på dansk, at vi vist lige så godt kan skifte sprog. Hun har boet her med mand og teenager i 3½ år. De har rejst i Nicaragua flere gange og fik så tilbud af danske Peder Kolind som har startet børneprojektet ”Caritas feliz”, om de ville drive hans hotel i Granada i et år. Hotellet har til formål at skaffe penge til projektet. De flyttede her til og har nu startet denne læder butik. Jeg køber en taske og tænker ved mig selv, at jeg vist kommer tilbage i morgen og køber en mere….
Børnene laver matematik (Josefine var alligevel ikke færdig, hun havde set forkert) og far og de bader i poolen. Det er så dejligt at se på dem, for far nyder at pjaske, lege og pjatte med børnene og de nyder det sammen med ham. Det glæder mig sådan og det er dejligt bare at sidde og se på. Jeg føler mig så heldig.
Vi går ud for at spise aftensmad. Der er stemning for at prøve noget nyt. Egentlig var pizzariaet jo ok, men ingen af os har rigtigt lyst til at gå der ind. Vi har set en ret dyr restaurant lige over for pizzariaet og der prøver vi at gå ind. Jeg er ved at vende om i døren, for det første man få øje på når man kommer ind i det nydelige lokale, er en meget velassorteret bar. Og der hvor man prioriterer en god bar, har jeg ikke stor tiltro til køkkenet….. Det viser sig, at de har en dejlig have ude bag ved, med en nydelig terrasse, med borde der er dækket flot op med hvide duge og høje vinglas. Maden er godt nok dyr, men det er jo vores næstsidste aften…. Vi skal have sodavand og øl og lige det at spise vi kunne tænke os. Tjeneren er meget opmærksom og alt tegner godt…. Indtil maden kommer. Fars bøf er helt rå og må ud og steges igen. Børnene får ben, der er så fede, at de faktisk er uspiselige. Vi må skære næsten alt væk og alligevel er de for fede. Jeg får en salat…. Du tror det er lyv, den koster 12 USD, her…. I Nicaragua…. Og den består af 3 salatblade og nogle ganske få strimler stegt og slatten gulerod og squash, samt to skiver ost fra en skivepakke…. 12 USD…. Det ville man ikke engang være bekendt der hjemme… Fars bearnaise sovs er desuden heller ikke en bearnaise…. Det er helt uden tvivl det allerdårligste mad vi over hovedet har fået på turen og det absolut dyreste. Det er endnu dyrere, end da vi spiste på min fødselsdag og fik både forret og dessert…. Vi spiser det vi kan af maden og jeg tilkalder tjeneren og påpeger alle anker… Jeg beder om en discount. Han kommer med regningen og jeg giver ham den tilbage og siger at vi ønsker en discount. Da jeg får regningen igen, er der fratrukket 100 cordobas. Regningen lyder nu på 1500 Cordobas, næsten 400 kr. Vi plejer at spise for mellem 500 og 700 C. De skulle skamme sig, skulle de. Men vi glæder os over dette ikke var den sidste aften og at vi har fået så mange gode måltider på Garden ;O) Hvor vi i øvrigt går hen og køber brownies på vejen hjem, for at stille den værste sult…
Da vi har været hjemme et par timer, får jeg dårlig mave. Jeg tager af vores sidste brev Imodium, som vi havde aftalt at gemme til fredag, for alle tilfældes skyld…. Nu må jeg på et farmacie i morgen…
Nu ses vi snart igen du dejlige ;O) Det er så dejligt at det gik så godt med eksamen, vi er simpelt hen så stolte af dig ;O)
Kærlig hilsen mor

Sunshine of Israphpony

I dag stod vi op og så fodbold (far) YEEES (mig) neeej (jose) jaaa (mig igen) ; |ZzzzZzzZZz.
Så gik vi en laaaaaaannng tur. Da vi kom hjem spillede vi vand håndbold (engle kor synger opera),
så læste jeg ebog.
Så spiste vi aftensmad.
Det er det FEDESTE stykke fedt jeg har set længe.
Det var på jose’s ben (altså hendes spareribs ben ik’ hendes rigtige)
Så fik vi discount på maden på grund af det, bagefter fik vi en brownie (engle kor igen)
Så er vi lige kommet hjem og nu har jeg skrevet blog.

I dag var far stadig syg med dårlig mave

I dag var far stadig syg med dårlig mave . Han gik på toilettet hele natten! Mig, mor og Sofus gik på legepladsen. Sofus kunne ikke gå i armgang pga. hans vorte. Til gengæld fik jeg gået rigtig meget armgang. Så gik vi på markedet og købte vandmelon og ananas. På vejen hjem købte vi yoghurt og juice. Så legede vi i poolen og spiste vandmelonen. Så læste vi e-bøger imens mor gik hen for at få massage. Vi lavede også matematik, så nu skal jeg ikke lave mere på ferien. Så læste vi endnu mere e-bog imens mor og far spillede Rumble. Sofus så The Yogscast videoer på Youtube. Så gik vi på The Garden Cafe og spiste uden far. Mig og Sofus fik igen en tun sandwich. Mor fik en kæmpe stor burger. Så fik vi brownies fordi vi ikke kunne finde candy floss manden. Så kom vi hjem og skulle skrive blog.

Josefine

D. 12. juni, dag 39.

d. 12. juni, dag 39.
Kære Eline
Far har rigtig dårlig mave, har rendt på toilet hele natten og ser rigtig skidt ud…. Han jamrer sig dog ikke ;O)
Børnene og jeg spiser morgenmad alene og de tager sig en morgendukkert, inden de og jeg vil gå en tur. Heldigvis ser vi vores egern i træet, for de billeder jeg tog forleden, blev ved et uheld, taget med forkert indstilling og er ikke blevet gode…
Vi ville egentlig have taget ud til en lagune uden for Granada, eller gået til den gamle togstation, men far vil gerne med og regner med, at hvis han bare lige får lov at slappe af en times tid, vil han være frisk igen. Det kan jeg godt se på ham ikke er tilfældet, men ingen grund til at tage modet fra ham, så ungerne og jeg går først på legepladsen og går armgang, der efter på markedet (det lokale) og køber frugt, i et par souvenirbutikker og hen for at købe refill vand ved vaskedamen, som vi for resten også har indleveret vasketøj til.
Det er over middag inden vi er hjemme og ungerne hopper i poolen, mens jeg skærer frugt. Her er ikke mange steder man kan købe udskåret frugt, faktisk kun mango, som vokser på kæmpe træer over alt, men her i byen er de ikke gode til at vælge de modne. Far har ikke fået det spor bedre og vi spiser det selv, ude ved poolen. Jeg vil ikke have børnene bruger hele eftermiddagen på at spille PC, så vi finder på at downloade E-bøger, nu ”må” vi nemlig igen og jeg kan se antallet man må låne, er blevet sat op fra 2 til 5. Det er mere passende når man er på rejse, for det har virkelig været en hæmsko, at vi ikke har haft bøger med, selvfølgelig pga. vægten. Vi har også tænkt tilbage på de første rejser, hvor der stort set aldrig var Wi fi og til nu, hvor det faktisk næsten er på alle hoteller. Dengang læste vi Bulderby igen og igen og børnene legede med lego, du byttede bøger på engelsk, hvor vi kom frem og så taler vi sammen. Det er så dejligt med de her lange samtaler vi ikke får så mange af der hjemme og både Sofus og Josefine er rigtig gode samtalepartnere, der både stiller spørgsmål og lytter interesserede på svarene.
For resten er køleskabet blevet gjort rent, der var så meget is i minifryseren at der næsten ikke var mere rum tilbage i den, så jeg spekulerer på om de forstår en smule dansk….. Vi har gjort os meget umage for, at man ikke skulle kunne se på os at vi syntes den trængte ;O)
Jeg går op og får massage i en hel time og børnene laver matematik imens. Josefine bliver helt færdig og skal ikke lave mere, Sofus mangler kun et par opgaver.
Far er stadig dårlig, da ungerne og jeg går op på Garden café. Sofus og Josefine er ude i et svært valg, da de skal vælge om de skal have candyfloss ved candyfloss manden på plazaen, eller de skal vælge en brownie fra Garden café. Sofus vælger det første, men desværre har candyfloss manden besluttet at holde fri i dag, så de griner lidt på Garden café, da vi kommer tilbage efter en brownie mere ;O)
Aftenen tilbringes på værelset…..
Lidt for stille dag efter min smag, men børnene har faktisk brug for de her dage, så det må jeg jo finde mig i ;O)
I dag skal du til eksamen og jeg sender de bedste ønsker om et resultat DU er tilfreds med ;O)
Kærlig hilsen mor

Brownie

Vi stod op og spiste morgenmad. Så gik vi over til Tierra Tours.
Så blev vi hentet af en bil. Så kom vi over til en kaffe farm.
Så kørte vi op til et lille stoppested. Så tog vi ud og så et vulkan krater, hvor vi også så et dovendyr ved slutningen af turen. Så sku’ vi op i ziplines (det er nogle stålwiere som er spændt ud mellem trætoppene så bliver man spændt fast og kurer ud over ligesom en svævebane. Da vi var færdige
tog vi hjem i bilen. Så badede vi i poolen. Så spiste vi ogjeg fik en brownie 🙂
Så er vi taget hjem og nu skal vi se Mission impossible – Ghost Protocol 🙂

D. 11. juni, dag 38

D. 11. juni, dag 37
Kære dejlige Eline
Sandelig om de ikke sætter morgenmaden lidt før frem i dag, de er jo oppe og det er vi også. De løber nu tør for både cornflakes og mælk, men så er det jo bare godt, vi har vores eget ;O)
Det er lidt blæsende og gråt, men vi ved at det kan skifte i løbet af minutter…. Vi skal møde på Tierra tours kontor kl. 9.30, det ligger lige henne af gaden. Vi henter vand hos vaskedamen som har ”refill” og køber kedeligt brød hos ”bageren” som madpakke, på vejen til kontoret. Det viser sig at der skal to andre par med end os og det er fint, for i dag har børnene så nemlig den rette alder til at komme med til halv pris og det tror vi har noget at gøre med, at bilen nu er fyldt op. Vores guide hedder Carlos og jeg vurderer ham til at være sådan lidt Karl smart-agtig, men jeg finder nu snart ud af, at man vist ikke kan stille ham et spørgsmål han ikke kan svare på…. Bilen vi skal køre i, er en firehjulstrækker, som er indrettet med sæder langs siderne i bag, lige som på en songthow, den her er bare ny og pæn og så er den lukket.
Først skal vi se en kaffeplantage for foden af Mombacho vulkanen. Vi bliver kørt et lille stykke op af vulkanen, hvor der er en P-plads og her bliver vi vist ind i et nydeligt lokale, hvor guiden fortæller os om kaffeproduktion og viser os eksempler på god og dårlig kaffekvalitet. Kaffen bliver høstet efter 3. eller 4. år, alt efter sort. Når kaffen er moden er den gul eller rød, men desværre modnes alle frø ikke samtidig, så det kan ikke undgås at de grønne frø kommer med. Og hold godt fast…. Frøene bliver der efter sorteret i HÅNDEN og skaldelene pilles fra. Hvis dette gøres med maskine, mistes nemlig næsten 40 % af frøene… De grønne og umodne frø bruges til Néscafe, mens de gode frø bruges til god kaffe. Små bønner af dårlig kvalitet, blandes med de grønne frø…. Vi ser de store pladser hvor kaffen spredes ud og skal tørres i 2 uger inden den ristes. Og hold godt fast igen…. Kaffen skal vendes hver 20. minut i alle dagtimerne i 14 dage. Dette gøres også med håndkraft. Kaffen ristes og kan bruges.
Vi bliver kørt videre op af vulkanen som ikke er aktiv, helt op til toppen, hvor der er en ”station” hvor nogle forskere holder til og forsker i dyr og planteliv på vulkanen. Er man til det helt primitive, kan man skam købe en seng på en sovesal der oppe og der er en lille kantine, hvor man kan købe mad…. Sofus griner meget af der står ”sandwhich” på menuen, men ikke hvilken slags fyld de putter i ;O) De har udstillet nogle slanger i sprit og forskellige insekter og den slags og har desuden hængt en masse plakater op med de dyr der lever i Nicaragua. Vi skal gå en forholdsvis kort tur, dels i skyskov hvor alt er fugtigt og køligt fordi det er højt, dels i tørskov som ligger lidt lavere. De stier vi går på er meget velholdte og fint lavede. Vi får udsigt til ét af de fire bevoksede kratere på vulkanen og har også udsigt til ”La islas” som vi har sejlet rundt mellem i Granada og som er opstået ved at vulkanen har haft en eksplosion og har kastet 365 øer ud i Lago de Granada. Vi ser nogle forskellige insekter og guiden viser os, hvilke planter, der kan bruges til hvad. Vi ser nogle af vulkanens ”åndehuller”, hvor der kommer varm damp ud. Vi havde håbet at se lidt mere dyreliv, men tænk…. Da vi næsten er tilbage på stationen, får guiden øje på et lille dovendyr, der sidder som en sammenrullet klump i toppen af et træ. Dovendyr sover i ca. 20 timer i døgnet og dette er en unge.
Vi kører ned af vulkanen igen og det viser sig at de andre i bilen skal hjem, mens det kun er os der skal på ”Canopy tur”. Canopy eller Ziplines er nogle stålwirer der er spændt ud mellem trætoppene, hvor på man så bliver spændt fast og kurer som på en svævebane, fra platform til platform. Vi har ikke lagt så meget op til at børnene skulle vælge det til eller fra, for far vil det virkelig gerne og selv om jeg er skide bange, syntes jeg også det kunne være en sjov oplevelse. Vi er godt klar over, at børnene ikke elsker højder og tænker, at hvis de VIRKELIG ikke VIL, skal de jo nok få sagt fra. Der er lavet en lille bygning med noget café og bagageopbevaring. Vi bliver bedt om at stille alt fra os incl. Solbriller. Guiderne vil tage billeder og video med vores egne kameraer under vejs. På terrassen er der linet op med hjelme, handsker og diverse remme og kæmpe carabinhager. 4 guider går rutineret i gang med at give os remme og stropper på og finder hjelme og handsker, der passer alle. Så bliver vi vist hen til den første platform, hvor vi også får en kort instruktion i, hvordan vi skal gøre og hvad vi absolut ikke må gøre…. (sætte hånden foran det hjul der kører på stålwiren). Man bliver hægtet fast på linen over sig, så man hænger i de stropper man er iført. Så skal man læne sig tilbage og holde sin stærke hånd bag ved hjulet, der kører på wiren og den anden på stroppen man hænger i. Man er iført tykke læderhandsker og den stærke hånd på wiren, bruger man til at bremse med. Én af vores 4 guider kører først. Vi er højt oppe, så jeg er hundræd (det tror jeg også far er ;O) og ungerne ser heller ikke for stolte ud. De bliver spurgt om de vil køre selv, eller med en guide og de er ikke i tvivl. De vil i HVERT fald ikke køre selv….. Den næste guide suser af sted med børnene, pyhhhh det går stærkt og så bliver jeg sendt af sted… Pyhhh det går vist endnu stærkere….. Jeg lander på den næste platform med rystende ben…. og rystende hænder griner Josse, da jeg skal holde mit lille kamera, som jeg har i lommen, for at tage et billede af børnene. Børnene syntes det er noget værre end de værste rutsjebaner, men de holder da ud… Næste tur er lidt lettere…. På tredje platform forklarer den ene guide, sådan en lidt mimikfattig, tør fyr, hvordan vi kan lave ”batman” el. ”batwoman”. Her bliver man spændt ud liggende under guiden og breder armene ud som batman og ”flyver” på den måde til den næste platform. Jeg ryster energisk på hovedet, det er BESTEMT ikke noget for mig. Guiden ryster på hovedet og siger: ”Why not? Just relax…. Close your eyes if you don´t like it…..” På én eller anden måde, hænger jeg pludselig under guiden og suser (skrigende) af sted til den næste platform…. Sandelig om jeg ikke også får prøvet turen hvor man kører selv, men med hovedet nedad…. Børnene skal ikke nyde noget og far skal i hvert fald heller ikke…. Børnene får nu nogle sjove ture, fordi guiderne laver lidt spas og svinger med wiren og laver sjove lyde mens de kører….Guiderne er meget omhyggelige med sikkerheden, hver gang man lander på en ny platform, bliver man spændt fast til stålwirerækværket helt indtil man skal ”køre” igen. Nogle steder er der hængebroer mellem nogle af platformene, hvor man skal gå kort fra én platform til en anden… Børnene syntes jeg er vildt sej og bliver selv mere modige, så på den sidste tur beslutter de sig for at prøve batman turen. For resten ser vi brøleaber over den sidste platform. Det har bare været alle tiders, hele mit indre er i totalt oprør og jeg ryster stadig, mens vi kører mod Granada, men vi er alle i super godt humør og lidt stolte over vi gennemførte….. Sofus syntes selvfølgelig at det var vildt ”awesome”, noget mere nu, end da vi stod på platformene mange meter over jorden ;O)
Vi når hjem til den sidste eftermiddagstime ved poolen, inden vi går på Garden café.
Nå ja for resten, lige inden vi går ud for at spise, vil jeg betale for de næste nætter her og opdager desværre at mit Visakort er væk….. ÆV altså…. Far syntes jeg skal lede, men det kan overhovedet ikke betale sig, for mit Visakort ligger KUN i min pung, mens fars jo altid ligger elle mulige forskellige steder, hvorfor han ALTID finder det igen, når han troede det var væk…. Jeg må enten have tabt det eller glemt det i hæveautomaten….. Heldigt det først sker nu og ikke i starten af turen. Kortet er nu spærret og banken har bestilt et nyt…..
Vi ser Mission Impossible43 inden vi lægger os til sove og fars mave, som har rumlet hele dagen, begynder at skabe sig for alvor…. Endnu engang…. Tak Imodium, du er vores ven i nøden ;O)
Nu skal du snart til eksamen du dejlige og jeg håber og tror det går godt, selv om du er frygtelig nervøs og i tvivl….Hvis det ikke går som håbet, så er det heldigvis ikke verdens undergang….. Husk det ;O)
De kærligste hilsner fra mor

I dag hyggede vi os i poolen i laaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaang tid

I dag startede vi med at hoppe i poolen. Så spiste vi morgenmad, og gik på legepladsen. Vi gik i armgang til vi havde vabler på hænderne. Så gik vi over for at få vand i vandflaskerne. Så gik vi hen til det gamle hospital. Det måtte man desværre ikke gå ind i . Så gik vi ned til kirkegården. Altså, der, hvor de rige bliver begravet. Der var også 5 præsidenter begravet der. De gravsteder der var, var mega flotte. De små gravhuse var lavet af det fineste marmor. Det var virkelig flot. Mor spurgte, hvad jeg ville have på min grav. Jeg sagde at jeg gerne ville have en statue, der forestillede en engel, Jesus eller Gud. Englen, Jesus eller Gud statuen skulle have et kors i hånden, hvor der stod dødsdato, fødselsdato og navn. Mor fortalte os om en mand hun havde kendt men, som døde af kræft. Han havde lært hende nogle ting som hun aldrig glemmer. Hans livret var hotdogs med en øl til. Det var det de fik til hans begravelse. Da vi kom hjem hoppede vi i poolen. Vi hyggede os og havde det sjovt i laaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaang tid. Så lavede vi lektier og gik i bad. Så gik vi på The Garden Cafe. Bagefter fandt vi en candyfloss mand og købte candyfloss til mig og Sofus. Far og mor havde nemlig lovet Sofus at vi måtte få candyfloss. Så fandt vi en ATM med en laaaaaaaaaang kø. (det syntes mor og far i, hvert fald den var).Så gik vi hen til en anden ATM men den var ude af drift. Så gik vi tilbage til den anden ATM, hvor der ikke længere var nogen kø. Så hævede vi penge og gik/løb hjem. Så satte Sofus sig ved computeren, imens far og mor så tv. Det var det jeg havde for i dag.

Josefine