Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

D. 10. juni, dag 37

D. 10. juni, dag 36
Kære Eline
Vi vågner igen før en vis herre får sko på, mest fordi far vågner tidligt og absolut ikke kan være stille. Han rumbler med lyd, går ind og ud af den meget knirkende dør og fløjter. Når så jeg vågner, taler han højlydt til mig så ungerne også vågner. Jeg fatter ikke, han ikke kan dæmpe sig lidt, men det mener han er umuligt.
Vi kan først få morgenmad kl. 8, for før sætter de ikke tallerkner frem.
I går flyttede der en familie ind og i dag er der kommet et ungt par. Ellers har vi jo været de eneste gæster. Det føltes altså lidt underligt at være de eneste så mange steder, det er vildt svært at forestille sig højsæsonen, hvor de siger der er fuldt af mennesker alle vegne.
Jeg vil gerne på kirkegården og hen og se et nedlagt hospital, der skulle være godt at tage billeder af. Ungerne insisterer på armgang på legepladsen. Tingene ligger i hver sin retning, men alle er indstillede på at gå, selv om det bliver langt.
Ungerne går armgang til de får vabler på hænderne.
Bagefter traver vi igennem den søndagstomme by. De fleste butikker er lukkede og fordi her ikke er vinduer, men tremmer og døre, kommer det hele til at se så tillukket ud. Folk hænger nu ude på fortovene. De fleste har TV, men næsten alle bor i bitte små huse og de har nok ikke computere, internet, bøger og den slags, for slet ikke at tale om haver. Selv små børn, får timerne til at gå, ved at sidde på fortovet og kigge på folk der går forbi. Især sådan nogle som mig, der kan tage billeder, som man kan se bag på kameraet er sjove ;O)
Hospitalet er stort og en fantastisk kulisse, det har fået lov at forfalde, men det har i virkeligheden været en kanon flot bygning med masser af krummelurer. Desværre må vi ikke gå ind, der sidder simpelt hen en bevæbnet vagt og holder øje med ingen går ind. Vil du tro det. Vores guidebog er 3 år gammel og allerede dengang havde det stået tomt længe. Det kan betale sig, at betale en vagt, år ud og år ind, for at holde vagt, fremfor at rive skidtet ned……..
Vi traver videre til kirkegården. På vejen køber vi hvide boller til børnene, som er sultne. Man kan ikke få andet end hvidt brød og jeg tror aldrig, vi har levet så usundt som her på en ferie (eller der hjemme). Nå ja og da vi når kirkegården er vi så varme og svedige at vi falder for fristelsen til at sætte os ved en af de små boder uden for og drikke en cola. Skønt i varmen med en kold cola. Kirkegården er usædvanligt smuk. Der er flere præsidenter begravet og en masse andre rige og betydningsfulde folk, at dømme efter gravstedernes udseende. Et sted er der fx opført en hel lille kirke i marmor som familiegravsted. Vi går rundt mellem gravstederne og bliver alle sammen lidt optagede af det og kommer også til at tale om hvad vi gerne vil have, når vi skal begraves. Josefine vil fx gerne have en statue af en engel, Jesus eller Gud, som holder et kors med hendes navn, fødselsdato og dødsdato. Jeg vil gerne have der bliver holdt en fest, hvor dem jeg kender mindes alle de gode og sjove ting vi har haft sammen. Det vil Sofus også og så skal der være pølsevogn og fadølsanlæg, som jeg har fortalt der var til Karl Verners begravelse. Far er lige glad med hvad der sker når han dør, for så er han jo alligevel død…..Jeg fortæller også at mormor og morfar har skrevet ned, hvad de vil have der skal ske, når de dør. Vi syntes turen hjem er utrolig kort, selv om den er lang, fordi vi snakker så godt.
I går ville Sofus gerne have candyfloss, for det havde jeg lovet, at han måtte få en dag og i går så vi én der solgte det. Far syntes ikke han måtte få det i går, fordi han havde levnet en stor del af sin aftensmad, hvilket der selvfølgelig var en pointe i (det var ikke fordi han ikke kunne lide maden). Far lovede derfor, at han måtte få Candyfloss i dag og det prøver vi så at finde, men det kan vi naturligvis ikke. Det er lidt ærgerligt, for vi andre har nemlig bestemt os for at spise is fra isbaren til frokost og Sofus kan jo ikke lide den slags vafler med kugler. Kompromiset bliver at han får en Brownie fra Garden café, mens vi andre spiser is.
Vi bestiller en tur ved en tourudbyder. Jeg ser de har en havskildpaddetur og bliver straks fyr og flamme, det vil jeg bare SÅ gerne se. Desværre udbydes den kun fra Léon. Jeg har læst flere steder at skildpadderne først lægger æg fra juli mdr., så jeg har ikke kigget efter ture, da vi var i Lèon. Æv…. Så langt vil vi ikke rejse…. I stedet bestiller vi en tur til Mombacho vulkanen, hvor vi skal gå i cloudforrest på vulkanen og desuden på en ”canopy tour”, hvor vi skal spændes fast og kure i sådan nogle ”Ziplines” der er spændt ud mellem træerne. Damen spørger hvor gamle børnene er og tror næsten ikke på de er tvillinger. Tænk hun siger, at hvis Josefine var yngre, ville hun altså få turen til halv pris. Men der har jeg jo allerede sagt hun var 10 år, som om jeg så kan lave om på det….
Det er blevet godt over middag inden vi når hjem og resten af eftermiddagen bruges ved og i poolen. Jeg uploader billeder og går en handletur, som jeg nu godt kunne have sparet mig, for alt er lukket. Ungerne laver matematik og der bliver rumblet og spillet lidt PC. Vi spejder efter vores egern her uden for, for de billeder jeg har taget, er jeg kommet til at tage med forkert indstilling, så de er blevet meget, meget ringe, nu håber vi bare vi får chancen igen.
Vi spiser aftensmad på Garden Café og finder candyfloss på plazaen. Manden er der åbenbart kun om aftenen. Ungerne spæner hele vejen hjem og det er dejligt man kan lade dem løbe i forvejen, uden at tænke på om der sker dem noget undervejs. Her er sikkert og godt.
Hvis vi havde haft bøger, ville vi nok have læst, men vi spiller lidt kort, ser lidt TV, blogger og spiller PC. Jeg mindes Cambodia, hvor mange solgte bøger, skrevet af de som havde overlevet krigen. Det betød at jeg hele tiden havde læsestof, fordi jeg bare dumpede de billige bøger, når jeg havde læst dem, samtidig med at jeg satte mig godt ind i landets historie.
Kære dejlige skat, jeg glæder mig sådan til vi ses på lørdag, selv om jeg sagtens kunne holde til det her driver liv et par uger mere ;O)
Kærlig hilsen mor

MINECRAFT!!!!!!!!!!

Vi stod op i morges og tog bussen til Masaya. Så gik vi lidt rundt for at finde markedet.
Da vi så fandt det var det første far fik øje på et fjernsyn med kampen Danmark mod Holland.
Så far fik lov til at stå der inde og se fodbold, imens vi så på andre ting. Jeg fik købt mig en gorilla træfigur og et skak sæt. Så så vi en hængekøje fabrik.
Så gik vi på markedet igen og mor købte nogle hænge ting.Så tog vi bussen tilbage igen. Da vi var tilbage fik jeg en hotdog på vej hjem. Så gik vi ud og spiste hos Tele Pizza.
Jeg fik noget godt tunsalat med kiks til. Så gik vi hjem.
Så så jeg Minecraft og jeg skriver blog……men ik’ ret længe

D. 9. juni, dag 36

Kære dejlige skat
I dag vågner vi sent og spiser cornflakes til morgenmad. Vi har jo købt vores egne, men de har nu fået fyldt op og købt frisk mælk, så det havde vi ikke behøvet. Det sjove er, at vi skal spise det med engangsteskeer, det er nemlig det eneste der bliver lagt frem og de bliver vasket fra gang til gang.
Vi går til bussen for at tage til Masaya. Her er mange små busstationer med forskellige destinationer og det betyder selvfølgelig at man lige skal sætte sig ind i hvor busserne kører fra, men det betyder også at det ikke er så kaotisk når man endelig er der. Busstationerne er jo som regel bare en jordplads, med busser og små boder, lavet af affald. Billetkontor er her ikke noget af, man betaler i bussen. Turen i dag skal tage 30- 40 min. men den tager nu mindst 40, for vi samler mange op undervejs, også sælgere.
Da vi når frem til Masaya, parkerer bussen på en KÆMPE stor busholdeplads, også denne er bare en jordplads, men der står vel 30 busser eller mere, spredt rundt på må og få. Midt i det hele er et lille grøntsags marked. Vi har lidt problemer med at orientere os i forhold til kortet. Far har kigget på kortet, men han er ikke så grundig og tror vi er et andet sted, end vi er. Vi begynder at gå, men jeg kan godt se det er forkert og foreslår vi tager en taxi, så kan den jo finde vej. Det vil far ikke høre tale om, så vi spørger om vej nogle gange og finder også markedet, som holder til i en sjov bygning, sådan lidt borgagtig uden på. Omtrent den første butik vi ser, har et lille tv stående, som viser EM kampen, DK- Holland. Far stopper op og kigger og manden, der har butikken er meget forstående, han tilbyder endda far en stol at sidde på, mens jeg går videre på marked med ungerne. Det her marked skulle være primært med lokalt håndværk og håndarbejder og mest henvendt til turister. Jeg er på udkig efter en hængekøje og et par hængestole. Jeg har besluttet mig for en hængestol til jer, fordi jeg tror den er lettere at få hængt op, end en hængekøje. Jeg syntes ikke her er så mange pæne ting. Deres tasker er sådan meget turistede og lædertaskerne som ellers er billige, er lidt for små eller pyntede. Nicaragua er også berømt for deres sorte keramik, men igen, det er sådan lidt for turistet og ikke synderligt pænt. Det er det første af den slags markeder jeg har været på, hvor der ikke er meget jeg har lyst til at købe. Tørklæder er her slet ikke. Sofus falder for en træfigur af en gorilla som han køber og siden et skakspil, lidt lige som det han købte i La Paz, med spaniere og natives. Josefine køber venindegaver (jeg må vist ikke skrive hvad det er, i fald de læser med) og jeg får valgt en hængestol til jer, som jeg håber i kan lide. Det er jo altid svært at købe sådan noget til andre….. ;O) Og jeg aner jo ikke om I kan lide hængestole ;O)
Da vi kommer tilbage til far, har Danmark næsten vundet kampen og jeg bliver nødt til at købe et par bogmærker i mandens butik, som tak for venligheden.
Vi har læst at der er en hængekøjefabrik i nærheden, så der traver vi hen. Gaderne er livlige og vi går igennem en rigtig hyggelig plaza på vejen. Her er en legeplads som ungerne egentlig er for gamle til (ifølge dem selv), men på legepladsen gynger et par lyshårede børn, så Sofus og Josefine leger lige et øjeblik, til de hører, at de ikke er danskere, så kan vi godt gå videre. Hængekøjefabrikken er faktisk bare et hjem, som har et værksted, hvor en far og hans sønner laver hængekøjer. Vi må gerne kigge og de har også en pæn hængekøje, men den er lige så dyr som dem på markedet og markedet er tættere på busstationen og så skal vi jo ikke slæbe dem så langt.
Så vi går tilbage til markedet for at købe det sidste. Jeg hæver penge i en ATM. Da jeg skal betale for de ting jeg har valgt, vil damen ikke tage imod mine 20 dollars sedler, fordi der er tegnet på dem. Det kender vi fra andre steder i verden, men da jeg vil give hende en ny er der også tegnet på den og det viser sig at der er tegnet på alle 15 sedler jeg har fået af ATM-en. Banken lægger med garanti de sedler i automaten, der er tegnet på, fordi ingen vil tage i mod dem ved skranken. Jeg foreslår damen (mest på tegnsprog) at hun går med mig hen til banken, som har ATM´en. Den ligger nemlig ved siden af markedet. Det gør damen gerne og sammen går vi der hen. Ved skranken er de meget afvisende, damen lader nærmest som om hun ikke forstår hvad jeg mener. Desværre for hende, har jeg jo en skrap handelskvinde med og hun spørger om jeg har kvitteringen, hvilket jeg tilfældigvis har. Desuden taler hun i skarpe vendinger og forklarer bankdamen, at jeg jo ikke kan betale nogen steder med sedlerne og at de derfor er totalt værdiløse i det her land. Sandelig om jeg ikke får byttet sedlerne. Min handelskvinde og jeg giver hinanden hånden og efterhånden tungt belæsset, kan vi begive os mod busstationen igen. Vi når det næsten inden det begynder at regne.
Hjemme igen når vi også lige i hus inden det øser ned, så ingen har lyst til poolen, men vi slapper lidt af og spiller lidt, inden vi går op og spiser aftensmad. Sofus vil så gerne på et pizzaria vi har set og der har også været mange mennesker der, de gange vi er gået forbi. Mest lokale. Vi har nu lært at det ikke nødvendigvis er et kvalitetsstempel, men vi har besluttet at prøve det i dag, i fald det er godt, for så har vi da et par steder at skifte i mellem. Der er lige som en slags café i det forreste lokale, med få borde og en disk hvor der står forskellige desserter, pizza slices og croissanter med fyld. I det bageste lokale, som igen ikke er et lokale, men bygget på den traditionelle måde med gården i midten af firkanten, som også er til åben himmel og en kun tag langs ydermuren og dermed over terrassen som løber hele vejen rundt langs ydermuren. Det er så hyggeligt at man nærmest er både inde og ude hele tiden. Her er rigtig mange borde, over 20 og der sidder mennesker ved rigtig mange af dem. Bordet er fedtet og musikken lidt for høj. Tjeneren er til gengæld opmærksom uden at være påtrængende og maden er langt bedre end forventet. Fars pizza er den bedste han har fået på turen (ikke så fedtet) og både børnenes og min salat er indbydende og gode. Good value, ville de have skrevet i LP, hvis det her sted havde været nævnt. Sofus er glad, fordi det var ham der foreslog stedet.
Hjemme igen spiller vi (far og jeg rumble, Sofus og Josse hjerterfri) og ser lidt TV, inden vi bader og lægger os til at sove. For resten hilser Josse lige på sin kunstner på vejen hjem. Desværre tegner han ikke i dag, men sidder uden for ved et bord og drikker en øl med en ven.
Jeg tænker så meget på dig og håber det går godt med eksamensforberedelserne ;O)
Mange kærlige hilsner fra mor

D. 8. juni, dag 35

Kære Eline
Vi vågner tidligt (surprise;O), men kan ikke få morgenmad før kl. 8. Morgenmaden består i, at der er lavet kaffe og at der bliver sat en pakke hvidt toastbrød frem, samt 1 kniv, en stak tallerkner, en pakke smør, en dut marmelade, en lille, bitte smule cornflakes og noget mælk der smager surt. Der er en lille ovn man kan riste brødet i og et meget beskidt køleskab, som i den grad trænger til at blive afrimet. Køleskabet må bruges af gæster og jeg har lyst til at stå op nat og gøre det rent…… Vi bliver enige om selv at købe cornflakes og mælk til i morgen.
Josefine vil jo gerne ned til vandet og gå armgang på legepladsen, så vi går af sted lige efter morgenmaden, inden varmen bliver for massiv. Gaderne ligger næsten øde hen, da vi går i skyggesiden ned til vandet. Vi ser både heste og køer i rabatten på vejen. Parken ved vandet er lige så øde som gaderne, bortset fra hestekuskene der indimellem stopper og spørger om vi vil se ”La islas”. Børnene går armgang og Josefine bliver arrig, enten fordi Sofus griner, eller fordi vi hepper på hende og hun er lige ved at gå ud af sit gode skind. Det er svært at blive så vred og ikke have et sted at gå hen og være alene, så vi stryger hende lidt med hårene og hun bliver god igen, inden vi trasker hjemad.
Vi har set et sted med ”all you can eat” breakfast indtil kl. 12 og far og Sofus har bestemt at vi skal derhen inden de lukker og spise morgenmad til frokost. Buffeten ligger tæt ved plazaen og ved siden af et lille museum, som vi besøger først, for at vi kan samle appetit. Buffeten er del af et stort spa hotel, hvor man også kan købe plads ved deres store pool eller deltage i chokolade workshops. Lokalerne er imponerende, med den klassiske have i midten af den firkant det er bygget op omkring og så højt til loftet og noget der ligner arkitekttegnede møbler. Vi skal give 6 USD pr mand. Far og Sofus regner med det er en god forretning og de mener nærmest de skal rydde buffeten. Vi tænker tilbage på den gang i Chiang Mai, hvor Sofus og far spiste til vi piger skammede os, kan du huske det? Morgnemadsbuffeten, hvor Sofus hentede det ene glas saftevand efter det andet i saftevandsMASKINEN;O) I denne her buffet står mange ting fremme, andet skal man bestille, men man kan bestille så mange gange man vil. Sofus starter med at bestille 2 portioner vafler (jeg er med Josse på toilet, fast procedure næsten hver gang vi er ude at spise, jeg holder døren, så den ikke kan gå i baglås ligesom i Hemsedal) derfor får han lov at bestille 2….. Far bestiller ligeledes 2 portioner pandekager, man er vel på buffet…… Far når igennem begge sine portioner, men Sofus kapitulerer efter første portion. Heldigvis kan Josse spise en smule af det….. Rigtig dårlig forretning….. Josse og jeg har ikke spist noget videre og det hat far og Sofus jo så heller ikke;O) Vores maver er vist skrumpet ind pga. vores uregelmæssige måltider…..
Vi går ned og køber cornflakes og frugt inden vi går hjem i middagsheden. Nå ja, og så for resten M&Ms, som vi har aftalt vi skal have til fredagsslik, fordi vi forleden kom til at tale om, hvor M&Ms bliver produceret og hvem der leverer chokoladen, om den måske kommer fra Nicaragua. Det må kunne læses på pakkerne;O) Ungerne kaster sig i poolen da vi kommer hjem. Far og jeg drikker en kold øl og spiller rumble. Det er dejligt bare at dase og betragte det søde egern, der hopper rundt i palmerne og mangotræet over os…
Jeg går hen til ”Seeing hands blind massage” som også ligger ved plazaen. Det er der er flere steder i verden og formålet er at give blinde mulighed for at arbejde sig til en indtægt. Jeg får 35 min massage, fordi de ikke har tid til en hel time, men det er dejligt og selv om damen ikke er uddannet massør, har hun gode hænder.
Imens jeg er væk, har far hjulpet ungerne med matematik og så har de fundet en organisation på nettet, som er dansk og som har startet et projektop i Granada, hvor de bla. Bespiser flere hundrede børn hver dag. Man kan besøge projektet og det beslutter vi, vi vil gøre én af dagene.
Jeg tjekker mail og Face, mens far og ungerne tager en sidste dukkert før aftensmad. Igen bliver Josse sur over et eller andet og går ud på toilettet, hvilket Sofus syntes er ustyrligt morsomt og remser alt op hvad et toilet kan bruges til, ud over det det er tænkt til. Jeg forstår det nu godt og vi taler om vores behov for at være alene engang imellem, uden at det har noget med de andre at gøre. Jeg har stort behov for det hjemme, men sjovt nok, her hvor vi er sammen 24 timer i døgnet, tænker jeg slet ikke på det. Jeg nyder hvert sekund jeg er sammen med min dejlige familie og det eneste jeg mangler er dig og Alex.
Vi spiser igen på Garden café, der hvor vi har spist et par gange før. Det er mest café, men de laver de lækreste sandwiches og Sofus vælger en ny igen, for tredje gang og har alle gange spist dem, med hver eneste dråbe fyld i, lige fra oliven til dressing og løg. Han nyder hver en bid;O) Far får en kæmpe burger han næsten ikke kan spise.
Vi går hjem og spiser M&Ms, drikker sodavand og ser en film, der handler om at alle på jorden skal optjene tid for at leve og hvis man rinder tør for tid, dør man. Det lyder lidt skørt, men den er faktisk helt god og i hvert fald tankevækkende.
Dagen i dag har jo ikke lige frem været stoppet med aktivitet, så i morgen vil vi til Masaya for at handle. Her er absolut ikke mange attraktive ting at købe, men jeg håber, jeg finder noget til dig i morgen, Masaya skulle være den bedste handelsby i Nicaragua.
Kære dejlige du, jeg savner dig og elsker dig og glæder mig til vi snart ses.
Kærlig hilsen mor

In Time er en helt vild god film...

I dag stod vi op og spiste morgenmad. Så gik vi ned på legepladsen og gik i armgang. Så tog vi hjem. Så gik vi ned til et lille museum. Så gik vi ind på en restaurant , hvor vi spiste morgenmadsbuffet. Så købte vi ind og gik på markedet. Så gik vi hjem i poolen. Vi dykkede og svømmede. Mine dykkerbriller gik i stykker . Så måtte jeg låne Sofus dykkerbriller. Så kunne han låne fars. Vi spillede også computer. Så gik vi ind på The Garden Cafe. Jeg bestilte en tun sandwich. Den smagte bare perfekt. Far fik en kæmpe stor hamburger. Det svarede til det samme som jeg spiste. Jeg spiste nemlig det hele. Det gjorde vi vidst alle sammen. Så tog vi hjem og så en film der hed In Time. Den var bare helt vildt god. Så børstede vi tænder og gik i seng. (det gjorde mor og Sofus. Mig og far spillede Rumble, men så gik vi også i seng).  det var det for i dag.
Josefine

Pelikaner

Vi stod op på vores hotel. Så fik vi morgenmad.
Så pakkede vi og gik ud og ventede på færgen.
Vi så…..(tromme hvirvel)…… PELIKANER!!!!!!!!!!!
Det var bare så AWESOME ! Så ankom vi til Rivas og blev hentet i taxi, vi kørte til Granada og fik så et værelse. Så badede vi i poolen og spillede lidt computer.
Så gik vi på restaurant og så nogle drenge med et kostume og nogle trommer. Så gik vi hjem og nu blev jeg TVUNGET TIL AT SKRIVE BLOG!!! Og Josefine skal ha’ computeren ;(

d. 7. juni, dag 34

Hej du dejlige datter
I dag står vi op på vores hotel American til dejligt solskinsvejr. Vi pakker, det er hurtigt gjort og går hen på coffecorners til morgenmad. Altså, de laver bare det bedste mad og der er bare så hyggeligt. Hjemmebagt brød, det får man ikke mange steder i Nicaragua. Jeg spørger den unge kvindelige ejer fra Canada, hvordan hun og hendes kæreste endte her og hun fortæller at de har mødt hinanden på backpacker tur i Nicaragua og da han var på udkig efter et ”buisness opportunity” og hun var på udkig efter at styre en restaurant, kunne det jo ikke passe bedre. De fandt stedet på Ometepe og selv om det er udfordrende, så kan man se de nyder de og de har virkelig gjort det godt og planlægger bare at blive nogle år, for senere at vende tilbage til Canada, hvor hun er fra. Han er fra England. De har også værelser og vi ærgrer os over vi ikke har boet der. Det er dejligt at se nogen der har gjort deres drøm til virkelig og tager det sure med det søde, uden at drømmen er brast. Vi har set alt for mange som løber sur i det og enten bliver sure eller triste, eller begynder at drikke for meget.
Vi går ned til færgen som sejler kl. 9. Vi er der i god tid og da jeg kommer i tanker om jeg har glemt at tage et billede af hotellet, løber jeg lige tilbage og gør det. Moyogalpa består jo nærmest kun af hovedgaden og et par gader på tværs, så afstandene er ikke noget at snakke om og alle ved hvilke turister der bor hvor og hvad de har lavet. Fx er ”vores” taxichauffør ved færgen, fordi han i går kom til hotellet og spurgte om vi ville have taxi til Granada når vi ankommer til fastlandet. Hans bror vil køre til 40 USD. Jeg svarer at vi vil give 20. Nu til morgen står han så ved færgen og tilbyder 30, hvilket far og jeg allerede har regnet ud han vil gøre og derfor allerede har aftalt, at det vil vi godt give. Nå, men jeg løber op for at tage det billede og imens står far og ungerne og kigger ud over vandet og ser et par måger, der pludselig viser sig at være pelikaner. Og de får set deres store gule pose under næbbet og det hele…. Og jeg har kameraet…. Far når ikke at få videokameraet frem, før fuglene er fløjet. Børnene er sindsygt ærgerlige over vi ikke får billeder, Sofus har altid drømt om at se en pelikan, som er hans absolutte yndlingsfugl. Senere ser jeg dem på afstand og tager billeder, men ikke nogen der retfærdiggør den flotte fugl.
Færgen er bedre end lanchaen og vejret er fantastisk, så vi sætter os på soldækket og nyder udsigten til Ometepes to vulkaner.
Da vi kommer i land efter en times tid, står der en chauffør og tager imod os. Det syntes Sofus er dejligt, han hader jo de tæt pakkede rumlebusser. Det er virkelig drønvarmt i dag, så det er skønt at vi har hotel med pool og Josefine når dårligt at komme inden for døren, før hun springer i badetøjet og hopper i. Sofus følger efter og de lokker også far i og spiller smørklat med rattanbolden. De ser for resten også egern i et træ lige uden for vores gårdhave.
Jeg går hen med vasketøj. Gaden her er en stille gade og her ligger masser af turistbarer og restauranter, men det er jo low season og derfor virker det ikke så massivt. Her er en hyggelig bygning med et galleri, en moderne og pæn isbar, en restaurant og inde i gården et vaskeri og et par der udbyder spanskundervisning (men det er vist for sent for os ;O). Desværre forklarer spanskunderviseren, er vaskeriet lukket. Jeg spørger hvornår de åbner igen og han forklarer at vaskedamen lige er gået og han trækker lidt på skuldrene og siger at hun måske er tilbage om en halvtimes tid. Jeg kan efterlade mit vasketøj der, men hvis jeg lige vil komme tilbage og selv træffe aftale med damen? Jo da…. ;O)
Jeg går hjem og nyder synet af far og ungerne i poolen, til der er gået noget i retning af hvad der føles som en halv time….. Da jeg kommer tilbage er damen gået i gang med vasketøjet og jeg ser straks, at det her er en seriøs dame, som garanterer at hvidt og farvet vaskes hver for sig osv. Vaskeriet er lille bitte, men ingen tvivl om at hende her nok skal passe på vores tøj ;O)
Jeg går ud på gaden igen og mit blik fanges af en tourudbyder, som tilbyder en Masaya vulkan aften tur, hvor man ser glødende lava og en grotte med flagermus. Det er netop hvad vi gerne vil på, så jeg går ind og forhører mig om prisen. Desværre fortæller fyren at Masaya vulkanen er lukket pga. aktivitet og det vides ikke, hvornår man kan komme der igen. Jeg er ikke helt klar over om det passer eller der er andre grunde, så jeg går lidt videre op af gaden, ind til den næste udbyder, som desværre giver samme melding. Så får jeg øje på en butik, med nogle lækre ting jeg gerne vil købe. Jeg har ikke penge nok og spørger om jeg kan betale med Visa. Damen i butikken informere mig at det kan jeg godt, men man pålægges et ekstra gebyr, så det vil være billigere for mig at hæve pengene og så komme tilbage. Jeg går hen mod banken, men ser jo lige et par restauranter undervejs, som jeg lige skal tjekke ud, så hæver jeg penge og da jeg går tilbage, kommer jeg til at gå forbi butikken og finder så en tredje tourudbyder og ser de har en tur til en anden vulkan, så jeg går lige ind og forespørger en pris. Så må jeg jo tilbage og finde butikken og sådan går tiden så godt.
Da jeg kommer tilbage står far ude ved vejen og spejder efter mig, ikke fordi han skal bruge mig, han kunne bare ikke lige forstå det tog så lang tid at aflevere vasketøj ;O) Han smiler da han ser mine poser og spørger undrende hvordan i al verden jeg vil få de tasker til at passe ned i rygsækken. Jeg trøster ham med, at jeg har min mand med og han kan få ALT til at passe i rygsækken, så det går nok. Han bør først blive rigtig bekymret når jeg køber hængekøjer i Masaya ;O)
Det er simpelt hen så varmt i dag, at det ikke er til at gå rundt, så vi bliver lidt ved poolen og på det dejligt svale værelse og går tidligt ud for at spise (igen har vi ikke fået frokost). Vi vandrer en del rundt, fordi drengene ikke vil på Garden café igen, men her er altså mest meget lokale steder med friture, ris og bønner eller turiststeder med steak pommes, tilberedt uden skygge af kærlighed. Josefine har nærmest ikke fået mad, for vi har kun fået morgenmad og da havde hun ingen appetit, så hun begynder at mugge lidt og endelig beslutter drengene sig for den café ved vasketøjet og galleriet. Her er vældigt hyggeligt i gårdhaven med springvand og det hele. Vi er de eneste, men sådan er det de fleste steder, så det kan vi ikke helt regne med. Vi venter længe på maden, men heldigvis har vi jo kort med. Jeg har bestilt en salat, der koster mere end både fars kæmpe kyllingefilet og ungernes store portioner spaghetti og tænk, så er det bare den kedeligste salat jeg nogen sinde har fået, slatten og kedelig, med tre dryp tun og tre kvarte æg, hvad har de gjort ved den fjerde kvarte?. Æv. Men de andres mad er ok, så ved man da det ikke er her man skal bestille salat.
Vi går lige op på plazaen der ligger foran en stor kirke og kirken er fuld, så jeg går lige ind og kigger. Der er også masser af mennesker uden for og børn og unge der spiller bold og leger. Da vi trasker hjemad i mørket får Josefine og jeg øje på en mand der sidder og tegner mellem bordene på turistrestauranterne. Vi stopper op og ser på han tegner. Josefine bliver lidt optaget af det og han vender sig flere gange om og smiler lidt spørgende. Da vi har stået en rum tid, spørger han om vi vil se hans ”arbejder” og vi går med ind i restauranten som også er hotel og sætter os i en sofa med hans mappe og en stak store tryk på naturpapir. Josefine vælger to små sjove kuglepens tegninger af Granada og dem får vi for 15 USD. Kunstneren rækker kuverten med billeder til mig og smiler da jeg peger på Josefine, at de er til hende. De skal rammes ind og hænges på hendes værelse når vi kommer hjem, har hun bestemt.
Josefine hopper glad hjem og springer i poolen igen til et lille aftendyp :O)
Drengene har opgivet at forstå os og er for længst hjemme og begravet i hver deres laptop.
Du dejlige skat, vi savner dig og elsker dig og glæder os til vi snart ser jer begge igen.
Mange kærlige hilsner mor

D. 6. juni, dag 33

Hej skat
Vi er lidt modløse da vi vågner efter en god nats søvn. Det regner uden for og vi tænker på Sam Neua… Som far siger: Når det ikke kan blive værre, begynder det at regne ;O)
Vi går 7 skridt hen af gaden til et sted der hedder ”corner coffe shop” og vi ser med det samme, at det er stedet for os. De har hjemmelavet det ene og det andet, alt er smukt og rustikt indrettet og her er bare den hyggeligste atmosfære. Her er desuden gæster, andre backpackere. Mens de andre går på nettet (vi har ikke net på hotellet, men har købt det på coffe shoppen) traver jeg lidt ned af gaden, for at finde nogen der kan arrangere en tur. På vejen bliver jeg stoppet af en ung fyr på MC, der spørger om ikke jeg vil leje en MC. Han har smil i øjnene, ikke på den smarte, men på den rare måde. Jeg siger at det vil jeg ikke, men da jeg ser at de som udbyder ture har lukket og ikke har åbningstider på skiltet, går jeg alligevel tilbage og drøfter idéen med resten af familien. Det er nemlig holdt op med at regne. Far får med det samme julelys i øjnene…. Vi går op og får en aftale med fyren, som har forretningen sammen med sin far og sine søstre. De har en del cykler og vi kan vælge mellem forskellige størrelser. Far vælger. Desværre kommer jeg i tanker om, at jeg ikke har mit kørekort med, men de trækker lidt på skuldrene og spørger hvad jeg så har…. De udstyrer mig nu med et kørekort, en kvinde engang har glemt, for vi vil med nogen sandsynlighed blive stoppet ved et checkpoint. (Checkpint, hvorfor har man det på sådan en lille ø?). Nå jeg starter cyklen og den er nu meget livlig…. Det tager et par forsøg og en lille prøvetur før det går nogenlunde… Børnene hugger om hvem der skal køre med far, for de syntes ikke det ser ud som om jeg har styr på det… Godt de har hjelme til alle mand.
Vi har ikke kørt langt da vi bliver stoppet af politiet. Jeg tror den unge mand vidste det ville ske for 3 min. efter vi bliver stoppet, kommer han forbi og redder os ud af suppedasen. Det kørekort jeg er udstyret med, er udløbet, men den unge fyr fra forretningen hjælper mig smilende med at forklare, at det anede jeg intet om og det ender med vi får lov at køre, men skal betale en lille bøde når vi kommer tilbage. Det sjove er, at de slet ikke studser over at pigen på billedet har langt, kraftigt, kastaniebrunt hår og en helt anden ansigtsform end jeg.
Øen er som sagt formet som et 8 tal, men kun den ene halvdel af den ene cirkel har en ”god” vej, dvs en flisebelagt vej. Alt andet er grusveje af mere eller mindre elendig beskaffenhed. Vi kan køre fra vores by, til øens hovedby med ca. 6- 7000 indbyggere så det gør vi. Far kører forrest, men jeg kan se en glimrende udsigt til vulkanerne og vil gerne stoppe og fotografere. Jeg fanger far og vi aftaler at jeg skal køre foran, så jeg kan stoppe, når jeg kan se et godt udsigtspunkt. Vejen er jo smal og ikke så god og der går jo dyr alle vegne, så vi kører kun omkring 40 km/t. Da jeg ser mit udsigtspunkt stopper jeg op. Nu burde vi jo have tænkt på, at da jeg ikke er så god til at bruge mine spejle og da far ikke er så god til at holde afstand, er det måske ikke så godt, at jeg kører forrest og far hamrer da også lige op i mig og smadrer et sidespejl, men heldigvis ikke andet, da han og Sofus lander i rabatten. Jeg spørger ungerne hvorfor de helst vil køre med far, han væltede jo også med Sofus i Cambodia… Og nu hvor jeg har kørt lidt og har vænnet mig til det, føler jeg mig lige så sikker som derhjemme. Heldigvis har ingen slået sig.
Vi kommer til byen Altagracia, som er hyggelig og mest beboet af lokale og kun få turister. Byen består mest af en lang gade og den vrimler med folk, fordi børnene har fået fri fra skole og fylder gaden, iført deres hvide og blå skoleuniformer. Der er et lille torv eller park og også her sidder masser af folk, selv om det er midt på dagen og hverdag. Der er en meget ”kitch” udgave af et springvand, med skildpadder og en rædselsfuld figur af vulkanerne. Her ligger også et lille museum, som er så småt, at de næsten ikke kan være bekendt at tage penge for det.
Vejen går ikke længere end til Altagracia, så vi beslutter at dreje af vejen, mod playa santa Domingo, den strand vi ”boede på” i går. Her kan man køre på lidt af den ”tarm” der forbinder øens to cirkler med hinanden. Et stykke vej er der fliser, siden bliver det grusvej, men ok vej. Alt på øen er bevokset tæt med grønt, der går som sagt dyr alle vegne og folk rider på heste og køer, går, cykler, motorcykler el. andet. Her er kun få busser og biler. Alle huse er små og primitive og der dukker et hotel eller et resort op i ny og næ, eller bare en lille butik eller restaurant. Der er ikke mange bygninger der ser pæne ud…. Et par steder sidder folk og vasker tøj i floden eller hænger det våde tøj op på et pigtrådshegn i nærheden. Mange vinker eller smiler til os.
Igen bliver vi stoppet af politiet, men denne gang opdager de intet galt med mit kørekort ;O)
Vi kommer så langt at vejen bliver så ufattelig dårlig at jeg ikke vil køre på den. Vi vender om og finder en lille bitte café agtig ting. Der ligger nogle få huse i nærheden, men det kan nu dårligt kaldes en by. Sjovt nok viser det sig, at de har et glimrende menukort. Vi bestiller bare et par retter, som vi deler. Det ene er en tortilla der er overhældt med en dejlig frisk og stærk tomatsalsa (Helt klart hjemmelavet) og noget krydderurter og revet ost, det andet er tortillas, med hjemmelavet hønsesalat og en stor bunke frisk, salat, som de lover, er skyllet i drikke vand. Og så får vi juice af passionsfrugt. De som serverer, ser lokale ud, men menukortet virker nu ikke som om, det er lokale der har fundet på det… Man kan også få Dahl, humus og kyllingeleverpaté… Måske undervurderer jeg dem….. I hver fald får vi spillet lidt kort og børnene vover sig ud på toilettet som bare er et latrin, altså et hul i jorden, med et tomt toilet oven på.
Vi kører hjem ad i godt humør. På vejen hjem stopper vi mange gange og fotograferer vulkanerne og andre sjove ting på vejen. Klokken er vel næsten 16. 30 da vi afleverer motorcyklerne. Vores bøde lyder på 10 USD og det samme gør sidespejlet. Vi får os en god snak med den unge fyr fra tidligere. Han taler perfekt engelsk, men er herfra. Forretningen har familien sammen og vi kan høre og se de driver den godt. Robinsons bike´s hedder den.
Der er ikke gjort rent på vores værelse (læs: tømt spand på badeværelset med toiletpapir vi ikke må smide i toilettet), jeg tror det ældre ægtepar der har stedet her, er løbet tør for energi.
Vi spiser på et rædselsfuldt pizzaria her ved siden af, fordi coffe shoppen har lukket for i dag. Men vi får da Wi fi…..
Nu vil vi pakke til i morgen, så vi kan tage færgen og bussen til Granada, hvor vi vil tilbringe de sidste dage. Jeg har foreslået vi kan tage ud til Stillehavet et par dage, men der er ikke rigtigt stemning for flere dage i rumlebus og nu da der er pool på hotellet, kan det gøre det ud for badeferie.
Vi sender dig alle de kærligste tanker.
Hils Alex ;O)
Kærlig hilsen mor

Offroader dagbog

I dag skulle vi finde et sted at spise morgenmad i øsende regnvejr. der løb vand ned ad vejene og over det hele. vi havde fået at vide at Corner House havde wi-fi. Så gik vi derhen, det lå heldigvis næsten lige ved siden af hotellet, vi spillede spil på nettet, altså kun mig og Sofus, så gik mor ud for at finde et tur bureau.
I stedet for fandt hun et sted, hvor vi kunne leje offroadere, bagefter lejede vi to offroadere.
Så kørte vi en lille tur hen til hotellet, vi tog en omvej.
Så pakkede vi vand og kamera, så kørte vi afsted, der var hunde, katte, heste, køer, grise, høns og kalkuner.
Vi kørte hen til den anden del af øen, der gik vi på museum. (det var ekstremt lille), så kørte vi ud af den vej hvor det hotel vi boede på i går lå, vi ville køre ud til et meget øde sted med mange floder, det kunne vi ikke så godt for terrænet var ikke godt at køre på, så gik vi ind på en cafe, hvor vi spillede kort og spiste frokost.
Så kørte vi hjem til hotellet, hvor Sofus og mig blev hjemme, imens mor og far tankede offroaderne, det var det for i dag.
Josefine

Ometepe volcano island of awesomeness

Det startede med at internettet ik’ virkede i Granada.
Så spiste vi morgenmad. Så sku’ vi med en bus til Rivas.
Faktisk var det to forskellige busser og nummer to bus
den var så proppet at vores tasker sku’ op på taget af bussen altså.
Så sku’ vi ha’ en taxi hen til færgen. Men vi sku vente TO EN HALV TIME!!!
Færgen var egentlig bare en old gammel passager båd.
Mens vi sejlede ku’ vi se Ometepe’s to vulkaner of awesomeness.
Så fandt vi en taxi chauffør, der kørte os til et resort, som der lå femogfyrre
minutter fra havnelejet. Hotellet lå ud til egen strand. Så så vi et egern.
Så spiste vi, jeg ville ha’ hummer, men det havde de ik’, så jeg fik spagetti.
Midt i maden så vi en punker fugl. Så bestilte vi nogle ture i båd.
De startede med at lyve med en masse dårlige røverhistorier.
Men til sidst måtte de indrømme at båden var i stykker.
Så gad vi F****** ikke bo der. Så ventede vi på en taxi og vi så: En
vandrende pind, nogle flagermus, og ildfluer. Så fandt vi et andet sted
og sov.