Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Dag48. Hjem kære hjem…

Dag 48, d. 10 august.

Så blev det endelig dagen, hvor vi skal rejse hjemefter, morgenmaden var ok uden at være prangende.

Vi tog en taxi ind til centrum, fik set San Francisco kirken med katakomber.

Fandt Chinatown og fik spist kinesisk, vi fik resterne af maden med i en doggybag og gav det til en tiggende ældre kvinde.

Kom tllbage til hotellet, blev hentet at chaufføren fra i går, han ville have 15 US$ for turen i dag, gad ikke parlementere, vi havde pakket bilen op.

Skulle for gud ved, hvilken gang igennem tjek ind og div. sikkerhedstjek i en lufthavn, det g tager tid, ialt ca. 2 timer.

Vi er her heldigvis i god tid så vi når flyet til tiden.

Turen til Holland tager 13 timer, i Amsterdam har vi ca. 2 timers ventetid, da vi så endelig skal videre mod Hamborg får vi i bussen ude ved flyet at vide at det er blevet ”grounded” pga. en ødelagt toiletdør.

Det tager yderligere ½ time inden vi kan stige ombord i et andet fly, det oprindelige var tanket og loadet med bagage, mad osv. så ½ time for omlæsning er da hurtigt, det er selvfølgelig fordi der kun er tale om et lille fly, 50 personer at det går så hurtigt.

Flyveturen til Hamborg tager ca. 1 time, så vi ankommer omkring kl. 1900, efter bagageudlevering mv. tager jeg bussen ud til P8 parkeringspladsen til vores bil, det er spændende om den vil starte efter 7 ugers stilstand, det vil den selvfølgelig, jeg skal nu blot betale p-afgift, damn…  jeg kan ikke finde den billet vi fik da vi parkerede, jeg er sikker på at vi efterlod den i bilen, så den ikke skulle blive væk.

Jeg ringer til Hanne og orienterer og hører om hun evt. skulle have fået parkeringsbilletten i sin bæltepung, mens jeg taler med hende finder jeg billetten i bunden af bilen, jeg får betalt og kører hen .

Jeg kører forbi terminalen, men kan ikke se dem, 2. gang jeg kommer forbi ringer jeg, 3. vælger jeg at tage stueetagen, hvor busserne kører ind og samler op, jeg ser Hanne, ruller vinduet ned og beder dem gå op oven på, jeg kører rundt igen, de er der ikke, jeg ringer til Eline, hun tager ikke tlf., jeg forsøger senere og får fat på hende, Hanne har ikke forstået min besked, jeg får forklaret at de skal gå op på 1. Sal, for at gå ud der.

Vi får læsset bilen op og kører mod grænsen, vi aftaler at handle ved grænsen, her går det lidt galt og vi kommer ud på en lille omvej, jeg kører tilbage mod Padborg og vi får handlet, Hanne er træt og synes at det er åndsvagt, jeg synes det ligeså åndsvagt ikke at få handlet nogle af de ting vi går og bruger derhjemme når vi alligevel er forbi, det har kun taget ½-1 time ekstra, vi ankommer sent til Vejen og får pakket ud, Hanne får ringet til sine forældre, vi har aftalt at de og Hannes søster med familie kommer og spiser dagen efter.

Vores hjem er indhyllet i spindelvæv rigtig mange steder, det er tydeligt at der ikke har været aktivitet her i 7 uger.

Min lillebror har leveret Hanne’s mc., han har været så venlig at låne mig en styrthjelm, jeg skal køre på den på arbejde i morgen, det bliver helt dejligt at prøvet at køre lidt mc. igen, har stort set aldrig kørt siden jeg i sin tid tog kortet.

Vi går sent i seng, Hanne har fri i morgen, det samme har Eline, jeg og ungerne skal skole og på job, vi tager rugbrød og pålæg op af fryseren, så vi kan få smurt madpakker i morgen, i fryseren ligger også minutrundstykker som vi skal have til morgenmad i morgen.

Det er dejligt at være hjemme igen, men jeg glæder mig allerede ved tanken om den næste tur som skal foregå på mc., jeg er spændt på, hvilke mc’er vi får købt til formålet, men jeg tror det ender med nogle ældre Honda TransAlp’s fra Tyskland, da det passer bedst til vores økonomi.

 

Dag 47. Farvel til solen goddag til smog’en.

Dag 47, d. 09. august.

Så blev det dagen da vi skulle tage endelig afsked med La Paz og Bolivia.

Hanne vil som sædvanlig op før en hvis herre får sko på, så jeg har sat mit ur til at vække os, just in case, det er endnu ikke sket på denne rejse at jeg ikke er vågnet får uret har ringet, det sker heller ikke denne gang.

Jeg glæder mig til at komme hjem, hjem til alt det vi har savnet, et spil squash, en arbejdsdag, rugbrød, mælk (ikke uht eller mælkepulver), en gåtur i byen, et besøg hos venner og familie, ja alt det man ikke kan når man har valgt at være væk i 7 uger, 7 uger mine damer og herrer er lang tid, man får virkelig trukket stikket ud og når man stresser mens man af sted, hvis man da gør det, er det ikke over det manglende arbejde, men mere over børnene, der ikke kan sidde på deres flade mens man er på restaurant, Sofus der for gud ved hvilken gang lige skal røre ved et eller andet ulækkert, der med garanti indholder flere bakterier osv. end et dørhåndtag på hovedbanegården eller lign., det bliver også underligt at vende hjem, hvad er det lige mine password er til alle de forskellige programmer mv. som jeg bruger på mit arbejde, nå jeg dvæler nu ikke meget ved disse tanker mens jeg er på rejse, men lige nu trænger de sig på, jeg sidder og skriver om gårsdagen her i flyveren, så dette er skrevet på lokaltid kl. 0813 – ? over det Atlantiske Ocean i en højde af 10972 m ved en hastighed på 1126 km/t med -47 grader celcius uden for vinduet, , vi har nu ca. 1700 km. tilbage og det tager ca. 2 timer inden vi er i Amsterdam, hvor tiden lige nu er 1113 , jeg har netop talt med Hanne om det at flyve kontra det at køre i bus, vi har jo kørt med bus på stræk, der har varet mere end 13 timer, vi er begge enige om at bussen er mere komfortabel at rejse med end fly, også når der skal krydses grænser, her mærker man ikke terrorrens grimme ”ånde”, der gør at man skal tømme sine tasker for drikkevarer osv., her tager det ikke op til 2 timer at få tjekket bagage ind, komme igennem sikkerhedstjek osv., her sidder man ikke altid som sild i en tønde, det gør man heller ikke altid fly bevares, men i fly er en VIP/1.st. class ikke noget der er inden for vores økonomiske rækkevidde, så det er ”monkey class”, hvor der ikke er meget plads, jeg er ikke sikker på at Sofus, Eline og Josse er enige i betragtningerne, de ville savne computerspillet, filmene, musikken atmosfæren osv. ved flyveturen, men de vil sikkert som mig gerne undvære al ventetiden mv. i lufthavnene.

Nå, nok om nu, vi får spist morgenmad og jeg går efterflg. ned for at få afregnet de 2 x 280 bol. pr. nat.

Da vi efter at have tømt værelset står med al vores pikpak og er klar til at gå ud og praje en taxi, siger de i receptionen at vi skal af med yderligere 10 bol., for en i h……, hvorfor kunne de ikke fortælle mig det, da jeg afregnede, her står vi og er klar til at gå, med alt vores grej, jeg bliver stiktosset, for det første har jeg ikke aftalte penge, jeg brugte de sidste småpenge da jeg afregnede, da de ikke kunne give tilbage, så jeg stikker hende en 100 bol. seddel, aarhhh siger hun så, for fa….. siger jeg så, hvad forventer du, jeg sender Hanne & Co. ud for at praje taxien, mens piccoloen bliver sendt i byen for at veksle min 100 bol. seddel, således at jeg kan få 90 retur, lige før han kommer tilbage, komme Hanne og siger de har fået en taxi og fået forhandlet prisen ned i 40 bol., selvom den vel ikke burde koste mere end 25-30 bol., hun er ikke den skrappeste forhandler og lægger altid for blødt ud,men 40 er stadig billigere end de 50, som er standardtakst for udlændinge. Jeg får byttepenge og iler mod taxien som er ved at blive proppet med vores tasker.

Vi har nu ret meget med efterhånden, en ektra sportstaske samt en guitar incl. et kaktusrør med korn eller hvad det nu er i, i et guitarhylster/-taske, vore 3 store rygsække, de rnu er fyldt helt op, samt vore 5 små rygsække, der ligeledes er fyldte, hertil kommer en plastikpose samt 2 kameratasker og 2 bærbare i egne tasker, så der stuves, det er godt vi ikke flytter os med alt grejet, hver dag…..

Taxien holder hele vejen til lufthavnen og vi takker og bukker og betaler 40 bol. til den venlige chauffør.

Vi har ikke fået et billede om aftenen ud over La Paz, en ren forglemmelse, det er et prægtigt syn ud over dalen, hvor alle husene lyser op som stjerner om aftenen, det ærgrer mig at vi ikke selv har fået taget billedet, jeg beder Hanne om hun ikke kan finde et postkort, selvom jeg har billedet af det inde i hovedet.

Vi får brugt de sidste håndører og får tjekket ind, det går stærkt, i sikkerhedskontrollen borer en medarbejder hul i vores kaktusrør/-instrument, for at se om der skulle gemme sig kokain mm., intrumenterne bliver kørt gennem scanneren flere gange inden vi bliver sluppet videre, jeg forstår ikke, hvorfor de ikke gør brug af hunde, de ville signalere at de gør en indsats mod drugs, det her er latterligt, han borer lidt og slikker så på borestøvet, vel i håb om at få sin daglige dosis coke, nå spøg til side, jeg er bekendt med at Hanne skriver at det var guitaren, men det var nu mest kaktusrøret, der var i søgelyset, vi kommer igennem, alt i alt er det gået hurtigere, meget hurtigere end forventet, vi har betalt 25 US$ i lufthavns tax pr. billet, så det koster at flyve, fremfor at tage bussen, det går så også lidt hurtigere…..

Det er en lille Airbus vi skal flyve med, det er tydeligt at det er et nyere fly end den store Boing 777-200 som vi skal flyve til Europa i, det hele er gennemtænkt og der er mere plads til ben osv.

Det er kun en kort flyvetur på 1½-2 timer, så vi får lige en/et lille snack/mellemmåltid i flyet og kan lige nå at få den/det fortæret inden vi lander.

Vi venter i en rum tid på vores bagage, jeg har udfyldt immigrationspapirer mv. hjemmefra, fik det printet sammen med billetterne, nu står de så og vil have endnu flere papirer udfyldt, jeg skummer og vi udfylder, jeg lærer aldrig nogensinde at sætte pris på dette bureaukratiske p.., hvad fa…. bruger de alle disse data til, statistik og målrettet markedsføring, jeg ved det ikke, det virker hul i hovedet og er en torn i øjet på turisterne, vi tjekker om hotellet i lufthavnen er for os, ud fra bygningen at dømme er det nok ikke, nope priserne på værelserne starter ved 325 US$ pr. nat, så tjekker vi om opbevaring af bagage i lufthavnen er for os, med en pris på 10 US$ pr. skab, vi skal bruge 3-4 skabe til de store sække og en sportstaske, det er hvad en overnatning ca. koster, så det dropper vi også, vi går ud mod taxierne, en chauffør kommer os imøde, han vil køre os til byen for 10 US$, han anbefaler dog ikke Lima centrum, men mener at vi i stedet skal bo i Miraflores, det gjorde vi også sidst, grunden til at vi denne gang vil vælge centrum er at vi godt lige vil se os lidt rundt og måske besøge en kirke, katakomber mv., vi lader os dog overtale, specielt da han viser os det hotel han vil anbefale, han har fået at vide at vores limit ligger på ca. 40 US$ pr. nat, jf. pamfletten som han viser, har hotellet svimmingpool, så kunne ½ dag evt. tilbringes her, specielt ungerne ville være begejstrede.

Da vi ankommer til hotellet, kan jeg ud fra skiltningen på hotellet se at normalprisen for det billigste værelse ligger på 125 US$, jeg fortæller at vi vil betale omkring de 40 US$, receptionisten siger at så har hun et værelse, jeg lige skal se, jeg ser værelset, det ser ok ud, jeg kommer ned og siger, det er ok, jeg orienterer lige Hanne, jeg vil lige have bekræftet prisen igen, inden vi begynder at tømme prisen, prisen er 80 US$, nej det vil vi ikke være med til, så bliver prisen 60 US$, vi fortæller chaufføren at han må køre os et andet sted hen i stedet, hvad vil vi betale spørger han, 50 US$ må være max. får han at vide, han går ind igen og vupti, så er prisen 50 US$, det vist ikke højsæson nu, vi får tømt bilen, da vi kommer ind i receptionen, kan vi se poolen, den er tom for vand, Hanne er klar til at tjekke ud igen, beliggenheden er godt nok i Miraflores, men ikke optimalt da det ikke er centrum, her boede vi sidst på Flying Dog, det var dog meget basic, her var prisen 40 US$ uden bad mv. på værelset, her er det et rigtigt hotel, fri internet, gym., morgenmad mv. og 10 US$ dyrere, men en beliggenhed lige ud til en stor vej og med motorvejen nedenfor, så der er mere støj, vi diskuterer lidt og Hanne må bøje sig for flertallet, vi bor ikke længere væk fra centrum end vi sagtens kan gå derind, så vi synes nok at hun overreagerer lidt, hun er helt uenig, men roen sænker sig efterhånden, jeg får tjekket om der er wireless uden beskyttelse, det er der, jeg får ordnet vores KLM billetter og får booket sæder ved siden af hinanden på hjemrejsen, så smider jeg det på en memorystick og mangler så blot at få dem skrevet ud, det må vi klarer når vi går til byen, det gør vi da jeg er færdig, inden har ungerne lige været nede for at løbe om den tomme pool.

Vi går ind mod Miraflores centrum, det tager vel ca. 20. min. i Josse tempo, der er ikke længere end vi sagtens kan gå derind, på vejen kommer jeg forbi en biks, der annoncerer med at han udskriver billeder mv., jeg prøver at forklare at det ikke er billeder men billetter, han henviser efter nogen tid til en kopi-biks i stdet,, vi kommer forbi det sted, hvor Eline og jeg handlede sidst vi var der og kommer også forbi den lille park med legeplads, den ligger lige foran Flying Dogs, hvor vi boede sidst.

Jeg og ungerne tilbringer lidt tid der, mens Hanne og Eline går på jagt efter en kinesisk restaurant, de kommer tilbage uden den store succes

Vi går lidt videre, tøserne mener de har set en gågade, det viser sig ikke at være tilfældet, til gengæld er her masser af fastfood steder, MC D., BurgerKing , KFC mfl., Eline får lov til at vælge, hvor vi skal spise, hun vælger MC D. uden at have været udsat for pres, jeg får veklslet 100 US$ til Soles, vi går ind, Eline og ungerne finder et bord på 1. sal, Hanne og jeg får bestilt, vi går op får spist, ungerne skal have børnemenu, vi får dobbelt op på plastic toy ved en fejl, legepladsen inden for er for pattebørn siger Sofus, men efter lidt tid suser de dog rundt, sammen med nogle lokale unger.

Hanne og jeg deler en sundae ice, Josse får en selv Eline får en MC Flury brownie et eller andet….

Bagefter går vi i parken igen, jeg går ud for at handle ind til lidt ektra aftensmad i fald MC D. maden ikke slår til, jeg glemmer at købe øl til Hanne, jeg går afsted igen, for at få printet E-ticket mv. og købe øl, jeg glemmer igen øllen, bagefter går vi hjemefter, på tilbagevejen møder vi et par mimere, der står sølvfarvede og udfører bevægelser mv., når primært børn ligger penge i deres pengedåse, jeg går ind for at købe denglemte øl, i mellemtiden bliver resten af familien foreviget af nogle unge tøser og deres mor, som åbenbart synes at det er noget særligt at blive fotograferet sammen med ”hvide”.

Vi kommer hjem på hotellet, ser lidt OL, tjekker mail mv. og går til ro, jeg falder ikke i søvn før kl. 0230 er nok lidt spændt på flyveturen og den snarlige hjemkomst.

 

Dag 47. Farvel La Paz og velkommen til Lima.

Dagbog d. 9, august dag 47

 

Vi står tidligt op. De andre gør nar fordi jeg vil så tidligt op, men vi bruger nu som sædvanligt al tiden alligevel.

Vi spiser og går ned med vores stopfyldte tasker. Jan har allerede afregnet, men lige da vi skal til at forlade hotellet siger den venlige dame ved skranken at vi skal betale 10 B ekstra. Det forstår vi ikke, men hun forklarer at den “dovne” morgenmadsdame har sagt at vi skal betale 10 B akstra for morgenmad, fordi vi jo kommer fem og spiser. Jeg siger at vi hele tiden har givet 280 pr. nat og at det hele tiden har været incl. morgenmad. Damen insisterer og da Jan hiver vores allersidste penge op, en 100 B seddel, siger damen at den kan hun ikke give tilbage på. Vi forklarer at vi jo er på vej ud af Bolivia og derfor ikke har andre penge og så sender hun guddøddemig piccoloen afsted for at veksle. Vi står allesammen stablet op med tasker og store tunge rygsække…. Jan bliver tosset og den eneste grund til jeg ikke også bliver det synligt er at jeg ubevidst bliver mere rolig når Jan bliver umulig….

Vi prajer en taxa, som vi får lidt billigere nu da vi har prøvet at køre med en lokal, Marcos; og ved hvad en taxatur skal koste.

Jan har boardet os til flyet hjemmefra og vi slipper for at stå i kø i lufthavnen, men kan bare aflevere vores bagage, bruge de sidste håndører og gå igennem sikkerhedschecket. De er noget mistroiske omkring Jans guitar og holder ham tilbage og ridser og skraber i guitaren så den får et hul i sig. De har ingen narkohunde og det virker helt latterligt. Vores bolivianske instrument der er lavet af en hul kaktus og ligger i guitartasken værdiger de ikke et blik, trods det, at det da ville være et meget mere effektivt narkoskjulested. Nå, men vi kommer på flyet som er fint og nyt. Turen varer kun ca 1½ time. Vi ankommer Lima og får alt vores bagage. Vi er lige ved at blive nervøse, men endelig kommer den sidste taske da kørende. Da vi skal ud, skal vi pludselig til at udfylde papirer på os alle igen om hvorvidt vi er gift, hvad vi arbejder med osv. Alle steder har de taget kopier af vores pas. Vi spørger os selv hvad de dog bruger alt det papir til og ikke mindst hvordan de opbevarer det, det virker jo helt skørt. Nå, jeg har hørt at man kan opbevare bagage i lufthaven og efter at have styrtet lidt rundt imens vi småskændes, finder vi endelig bagage opbevaringen der koster væsentligt mere end beskrevet i LP, så vi dropper det og går ud efter en taxa. En chauffør byder sig til, men han har ikke skilt i forruden og så bliver jeg jo mistroisk. Han viser mig sin taxalicens, men alle steder advarer de imod fuskerchauffører, endda i lufthavnen, men de andre er irriterede på mig og stiger ind i taxaen og jeg følger med. Chaufføren bakker ind i en anden bil på vej ud af lufthavnen. Det klares ved at de skælder hinanden højlydt ud og kører videre. Nå ja, de fleste biler har jo buler alligevel og Jan mener at have læst at 7 ud af 10 biler i Lima er taxaer. Det samme eller mere gør sig vist gældende i La Paz, for der er næsten ingen P-pladser i byen….

Nå, chaufføren fraråder os at søge bolig i Lima centrum. Han siger det er alt for farligt og usikkert. Der vrimler det med tyve og banditter og man kan ikke færdes sikkert om aftenen. Han syntes i stedet vi skal tage til Miraflores som vi også boede i sidst. Vi vælger at høre på ham og spørger om han kan anbefale noget til omkring 40 usd. Han viser os en brochure fra et ret fint hotel med pool og det hele. Vi kører i Limas smog langs kysten imod hotellet. Der er surfere i bølgerne og vi kan tydeligt se da vi nærmer os det fine kvarter. Jeg spørger chaufføren om solen nogen sinder skinner igennem smoggen og han ryster på hovedet og forklarer at Lima altid er dækket af smog. Temperaturen er vel omkring 18-20 gr. og luften er meget fugtig som en stor kontrast til La Paz´s ulidelige tørre luft, som fik vores hår til at flyve, vores læber til at sprække og vores hud til at rynke og skalle. Chaufføren griner da han hører at DK har omkring 5 mill. indbyggere. I Lima er der omkring 9 mill……Hotellet ligger ud imod en stor trafikkeret hovedvej og et stykke uden for Miraflores centrum. Jan går ind og får vist et værelse, som han opfatter koster 48 usd for 4 senge. Jeg spørger Jan om der er pool og det siger han ja til.Vi begynder at bære bagage ud af bilen, da chaufføren siger det koster 80 usd og vi begynder at pakke i bilen igen. receptionisten kommer ud og foreslår 60, men vi siger at det er for dyrt. Chaufføren spørger om vi vil give 50 og det siger vi ja til. Så forhandler han og kommer ud og siger at 50 er ok. og incl morgenmad. Vi pakker ud igen og bærer ind, da jeg får øje på poolen, der er UDEN VAND. Jeg siger at så syntes jeg altså vi skal køre ind til Miraflores centrum og finde et sted. Det her område er jo slet ikke hyggeligt, med den store vej og hvad skal vi dog her, hvis der ikke engang er en pool, når vi ved vi kan finde mindst lige så billige (og selvfølgelig ikke lige så gode) hoteller i centrum? Jan bliver vred og Eline lige så. De syntes jeg brokker mig og jeg syntes det er latterligt at bo et træls sted, når vi med lethed vil kunne finde noget, der ligger meget billigere. Vi skændes højlydt hele vejen op af trappen til et værelse med kun 3 senge. Jan fik fremvist ét med 4….. Jeg er tosset på Eline og Jan og de syntes jeg er rædselsfuld. Sofus bliver ked af at vi skændes og syntes jeg skal være glad for det dejlige værelse, som faktisk ER ret dejligt og hotellet er rigtig fint med græsplæne, pool (uden vand), træningsrum, vaskemaskiner osv. Jeg spørger Sofus om: “Hvis du nu gik ud for at købe en bluse, gik ind i en butik hvor du kun fik fremvist bluser du ikke brød dig om, ville du så købe en bluse i den butik, eller vælge en butik med pænere bluser?” Sofus svarer at han da er ligeglad med hvordan hans tøj ser ud. Jeg prøver historien igen med computerspil og han fatter pointen men nægter at hoppe på krogen og siger at han altid ville være frisk på at afprøve om et spil ville være bedre end først antaget……

Vi genopretter den gode stemning og går ned for at se på den tomme pool og haven, inden vi begiver os på gåben op imod Miraflores centrum, hvor vi boede sidst. dengang havde vi ikke tid til at se på bydelen og legepladsen i parken var aflåst. I dag er her livligt og fuldt af børn på legepladsen i den fine park, med mange siddepladser og flotte blomsterbede. Eline kalder mig mormor da jeg kommenterer den flotte burgonvilla. Omkring parken er der masser af trafik og mennesker og der står malere på rad og række med deres malerier, ligesom langs Seinen i Paris. Eline vil gerne spise kinesisk. kl er ganske vist 15, men vi har kun fået en lille tør croissant i flyet til frokost og er sultne,så Eline og jeg går en runde om den store park, imens Jan bliver hos ungerne på legepladsen.

Vi finder kun semikinesiske der ikke ser indbydende ud. Desuden er der KFK, Mac D, Burger King, Dunkin donuts og flere andre kendte kæder.

Vi vender tilbage til legepladsen og diskuterer hvad vi så gør. i Lima centrum er der en kinesisk bydel med mange kinarestauranter, men der er vist næsten 10 km derind og for langt til vi kan gå. Desuden er det et usikkert område efter mørkets frembrud. Vi foreslår Eline at hun vælger, hvor vi skal spise nu og at vi så spiser kinesisk til frokost imorgen, når vi alligevel er i centrum for at se Plaza de Armas og kirken med katakomberne. Eline indvilger og hun vælger storsmilende at vi skal spise på Mac D, hvilket hendes små søskende er yderst tilfredse med. I modsætning til i Thailand ligner burgermaden her den vi kender fra DK og ungerne hygger sig i legerummet. bagefter påstår Josefine at vi har LOVET at de kunne prøve legepladsen igen senere. Det har vi vist ikke, men Eline og jeg tager plads på kunstgræsset på legepladsen imens Jan går hen for at handle ind til lidt sen aftensmad og få printet vores boardingpass til i morgen. Børne hygger sig SÅ meget på karrusellen med de andre børn og her ser sproget ikke ud til at være en hindring for at have det hyggeligt. Eline og jeg taler hyggeligt sammen om mormor og morfar, Heinrich og hans familie. Da vi går fra parken har et par “sølvstatuer” eller “sølvmimere” taget plads og vi står lidt og ser på, hvor dygtige de er. Imens Jan lige er inde i en butik spørger et par fnisende præ-teenagere og deres mor om de godt må tage billeder af os. Jeg forsøger at undslippe, men de ender med at få billeder af os alle sammen, imens pigerne efter tur lægger armene om os og får taget billeder.

Vi går hjem og skriver dagbog og jeg tror vi går i haven for at spise aftensmad senere….

Dag 13. Nøgle til værelse med 4 senge nær stor fiskesø, kan lånes….

d. 6. Juli
Vi kommer tidligt ud af fjerene, jeg bærer de store rygsække nedenunder, vi har købt brød dagen før som vi fortærer nu, den unge pige I receptionen skaffer en taxi som er betalt qua det vi betalte damen for bus billetterne, jeg giver den unge dame et par soles I drikke penge for god behandling.
Vi finder bussen på stationen, udemærket bus med fede sæder, jeg sidder selv og har et frit sæde ved siden af mig, undervejs finder jeg ud af at Hanne har bildt os noget på ærmet, sikkert bare for at få en overnatning i en hyggelig by;-)
Fra Copacabana tager det kun ca. 3 – 3½ time at køre til La Paz, så det vælger vi, vi køber tilslutningsbilletter og går på torvet for at købe noget mad, for første gang blæser vi på alle regler om ike at spise salat osv, vi køber sandwiches produceret på gadehjørnet og køber samtidig nogle friture fætre (kartoffelmos/krydret kød), det hele smager godt og vi satser på ikke at få jallamave, byen er et sted, hvor folk hænger ud og der en afslappet og tilbagelænet stemning, godt vi skal væk herfra hurtigt.
Bussen vi kører videre i er noget mindre, vi har valgt at købe 4 sæder, da et af børnene som regel alligevel gerne vil sidde på skødet, prisen var lidt dyrere til gengæld er forholdene på bussen lidt ringere, det giver mening.
Undervejs skal vi passere en flod, der bliver formentlig aldrig etableret nogen bro, da overfart af passagerer og overfart af køretøjer må beskæftige halvdelen af byen, der er pramme, der fragter køretøjerne over og små motorbåde der tager sig af os.
Desværre har vi, hverken fået kamera eller video med ud af bussen, så vi gemme og lagre det i hovedet, det var i hvertfald en speciel oplevelse og noget man vil huske.
På den anden side venter vi lidt på bussen, da den dukker op, sidder vi op igen og ridtet mod La Paz kan fortsætte af de hullede ujævne veje.
Først kører vi igennem Al Alto som er den fattige forstad til La Paz, her bor ca. 650.000, her er en befolkningstilvækst på 6-5% pr. år, den betragtes som Aymará indianernes hovedstad og er som sådan en by for sig selv. Selve La Paz ligger i en dal og det er et smukt syn når man første gang får øje på byen, når man kører ad vejen fra Al Alto og videre ned, her bor ca. 830.000, busstationen vi stopper ved ser forholdsvis ny ud, jeg har undervejs i bussen skrevet et par hotel optioner ned og vi beder om at blive kørt til det første ”Tiquiana Palace Hotel” , det er ikke det billigste, men det er med morgenmad, vi finder en taxichauffør og får et værelse med 4 senge, super madrasser, varmt vand og en fin rengøringsstandard, det er lidt dyrt ca. Kr. 200,- men måske vi kan kigge efter noget andet når vi har fået pakket ud.
Klimaet er varmere end vi har været vant til siden Lima, vi går på jagt efter et billigere overnatningstilbud og bliver skrevet op hos Hostal Maximiliano, her virker hyggeligt, vi køber popcorn ved en bod, går videre mod et marked, hvor vi både får burger og majs, det hele bliver spist mens vi sidder og kigger på en lille dreng på måske 9-10 år, der passer en gammel karrussel.
Sofus melder positivt ud; ”at det er ligemeget hvor vi er, bare vi er sammen, vi går tilbage til vores hotel for at gå til ro.

Dag 11. & 12. Vores tur på Titicaca søen

D. 04 & 05. Juli, Titicaca søen
Vi har ikke morgenmad incl. på hotellet, så vi må finde noget brød på vej til havnen, vi har pakket de små sække har opmagasineret resten incl. de bærbare bare de nu behandler vores grej godt.
Vi er på havnen i rigtig god tid, vi venter i den opgående sol, vores båd er en gammel skude af en motorbåd, hvor man har bygget i højden, men den har klaret det før og gør det nok igen.
Vi møder noge canadiere og australiere som vi taler lidt med, vi får at vide at vi skal betale yderligere 5 soles pr. næse for at komme til sivøerne, mærkeligt når jeg, har fået at vide at det var all included, men sådan er det, jeg betaler vi kan jo ikke andet og fanme om jeg vil lave en scene for skaldede ca. 50 kr., det er jo ikke skipperen jeg har lavet aftalen med en Jong, de er driftige de kinesere, inden længer sejler vi gennem højt siv, efter en halv times sejllads ankommer vi til øen, en af ca. 30-40 øer, det er noget specielt at se op til flere sivbåde, der rent faktisk bliver brugt, vi bliver bænket og en af øernes unge repræsentanter forklarer (på spansk) noget om øerne måden de konstrueres på osv., det eftergivelige underlag er sjovt at gå på og ungerne synes det er sjovt, specielt da Hanne og alle børnene køber en sejltur i en sivbåd, jeg filmer lidt med videoen i stedet.
Vi andre sejler videre i motorbåden og sejler til den sivø, der huser restauranter mv., kort efter ankommer Hanne & Co., da vi skal afsted igen, er der kommet yderligere turister på båden, de har bla. 2 piger med,det er lidt synd at øboerne sådan har solgt deres sjæl til turistindustrien, da det er tydeligt at det nu kun bliver holdt i live pga. turismen, men sådan er det jo med så mange ting, når først turistindustrien får øje på noget, kan det underminere et sådant lille samfund komplet.
Vi anløber Armantani om eftermiddagen og går i land i en mindre havn, Armantani og Taquile har bestemt at de selv vil styre turistindustrien, ude fra set er det det rigtige valg, øboerne fremstår troværdige og lever et ukompliceret liv, det hele virker som et cooporativ og man skiftes til at huse de turister, der vil overnatte hos en familie, vores ”mutter” virker rigtig sød og oprigtig, vi traver efter hende op af bakke, specielt Josefine imponerer mig når hun med sin lille fyldte rygsæk bare spadserer opad uden at brokke sig, utroligt at hun på andre tidspunkter er klar til at holde pause efter 2 min. gang.
Alt er bygget af lersten tørret i solen, alt ser pænt og rent ud, der er begrænset strøm på øen, så gadelamper er der ikke nogen af, det hus vi skal bo i er ikke ret stort, men familierne, der vil stille overnatning til rådighed forpligter sig til at have lokaler forbeholdt de overnattende, hvilket også ses her, det vi skal bo i ser væsentligt pænere/nyere ud end det de selv bor i, det er lavet fine mønstre og det er malet pænt, vi bor på 1.ste salen og familien bor i stuen.
De forstår ikke engelsk og vi forstår ikke spansk, så selv om manden i huset kommer og vil konversere bliver det begrænset, hvad vi kan udveksle af ord, vi overlades til os selv og er faktisk i tvivl om vi får middagsmad, kl. er mere end 15:00, men de kommer og kalder os til bordet, vi bliver vist ind i et ganske lille køkken, her har mutter kreeret et lille velkomst måltid til os, suppe, kartofler af forskellige slags og noget ristet ost ala ristet haloumi efter maden bliver vi budt på mynthe the/vand, det vokser vildt på hele øen, jeg kommer her til at tænke på den hestemynthe som Hanne plantede lidt af der hjemme og som bredte sig vildt hurtigt og faktisk var svær at få has på igen, jeg henter LP da fatter ikke forstår, hvor Dinamarca ligger, så viser jeg ham det på kortet og nu forstår de at vi er langt langt hjemmefra.
Vi køber lidt drikkevarer af dem da vi løb tør for vand på båden og mutter viser os vej til øens plaza, de siger at vi dog skal have hjemmestrikkede huer på så vi ikke fryser, det får vi men glemmer i farten overtøjet, vi når plazaen som ikke er så stor, snart kommer resten af flokken fra båden, nu kommer vi i tanke om at der i LP er beskrevetm hvordan man sammen vandrer til nogle gamle ruiner (øens mor og far), vi begynder vandringen mod øens midte som er det højste sted på øen, det er hårdt arbejde det her.
Josefine og Sofus må opgive lige inden toppen, Hanne drager hjem med de små og jeg fortsætter og møde på toppen med Eline, vi ser solnedgangen sammen, jeg får taget lidt billeder af denne samt lidt video på vejen ned, ruinerne var ikke imponerende, jeg tror mere det er deres status som øens mor & far, der gør dem interessante, turen ned går hurtig da det er ved at blive koldt nu da solen er gået ned.
Da vi kommer tilbage er der tændt levende lys i værelset og Josefine er klar til at sove, mens vi alle ligger og slænger os kommer mutter for at byde os ned til aftensmad.
Det er igen traditionel bondemad suppe og en grøntsagsstuvning, det hele smager fortrinligt og vi slutter igen af med mynthe the/vand, så får de forklaret at der i aften er fiesta, børnene er dog så trætte og Hanne og jeg har heller ikke energien til at deltage i en fiesta til ære for turisterne (vi havde set det kommenteret i LP), så vi vælger sengene.
Jeg vågner tidligt, går på toilet og kigger på himlen som er som en frostklar nat derhjemme, dog med væsentlig flere tydelige stjerner, jeg forsøger at få taget et par billeder, hvor gode de bliver må vi se senere, hopper til køjs igen for at få varmen.
Efterhånden vågner vi alle, vi får pakket, vi bliver budt på pandekager og brød, Josse sponserer sin pandekage til Sofus, hun er stadig træt, vi beslutter os for at købe 3 af de huer som vi lånte i går.
Herefter følger vi med mutter ned til havnen, vi får sagt pænt farvel og kommer ombord på skuden, på kajen står skipper og diskuterer med nogle amerikanere formentligt fra New Mexico da deres spanske var ret godt, de er utilfredse med det de har fået for pengene, vi ved ikke helt, hvorledes de har overnattet, men de kommer da til sidst ombord og vi er klar til at sejle til Taquile.
Da vi ankommer Taquile skal vi betale for at komme ind på øen, det gør vi og følger så en smal sti ind til midt på øen, hvor vi alle samles på plazaen, stemningen er helt anderledes end på Armantani, her siger børn og gamle fotos fotos, så vil de have vi skal tage billeder og de skal have betaling, det virker provokerende på os og gør ikke at vi har lyst til at tage billeder af de lokale, men med lidt zoom og på god afstand gik det nu alligevel.
Strikkende mænd, så har jeg set det med, jeg kender kun én mand i dk, der kan strikke eller rettere kender og kender er så meget sagt, det er Hannes chef Ole, der som ung hønsestrikkede så vidt jeg har opfattet det, jeg plejer at prale med at de aldrig kunne lære mig at strikke, da vi havde håndgerning i skolen, jeg lærte at slå masker op og det har jeg glemt alt om igen, men her på øen strikker mændene altså.
Vi vælger ikke at gå på restaurant men spiser i stedet nogle købte brød, da vi kan se at nogle af de andre fra båden drager af afsted, går vi efter og på et tidspunkt ligger vi i front, vi er da også de første, der efter de 255 ujævne stentrin ned når båden og sidder her og nyder solen, Eline og jeg får en plads bagerst i båden så vi kan sidde i solen hele vejen hjem, Hanne tager tjansen med ungerne, de falder i søvn og de sover næsten indtil vi er hjemme i Puno igen.
Da vi kommer hjem får vi Eline til at passe unger mens vi søger mod busstationen, det var i hvertfald meningen, men vi bliver opholdt af damen fra bagagerummet hun kan sælge os en tur til Copacabana i Bolivia, hun giver os et tilbud som vi ikke kan sige nej til, det betyder at vi ”stjæler” os lidt af alene tid og går på marked, det er kæmpestort og vi får købt lidt af hvert og går herefter på hotellet, for at hente børnenen og gå på grillbaren fra forleden, vi får kylling igen.
Hanne og Eline forlader selskabet for indkøbe slik mv., det var jo fredag i går, men da vi var på øen blev dette ikke ”fejret” på behørig vis, selvom vi er hjemmefra, er der disneyfredag, sådan er det!
Ungerne og jeg tager tilbage på hotellet og jeg vælger at få badet dem inden Eline og Hannne kommer hjem, elvarmeren er en såkaldt brusehovedvarmer og den har været ustabil, men de og jeg når at komme i bad mens den virker, da ”slikfolket” kommer hjem går Hanne i bad og pludselig lyder der høje hvin fra badeværelset , jeg går derud, her står Hanne og danser en dans jeg sjældent har set mage til, vandet er selvfølgelig blevet koldt, lidt ærgeligt når hun nu har fået shampoo sæbet godt ind i håret, at værelset i forvejen er koldt her om aftenen og om morgenenen gør det ikke bedre, det tager lige lidt tid at få varmen efter en kold douche, jeg får fat i personalet, der ikke kan udbedre varmeren, så Eline bliver fulgt hen på et andet værelse, hvor vandvarmeren virker, men i skyndingen har hun selvfølgelig glemt sin shampoo, så hun kommer i et varmt bad, men får ikke vasket sit hår.
Bagefter er der hygge med slik osv., det bliver ikke alt for sent, da vi jo skal videre dagen efter.

Dag 11. & 12. Titicaca, sivøer, Armantani og Taquile

dag 11og 12, d. 4-5 juli

Vi står tidligt op og tror egentlig vi skal have morgenmad på hotellet, men Jan har misforstået det, så vi må købe brød i de halvtomme gader.
Damen som fulgte med os herhen, er så frohppet på at sælge os en tur til øerne, at hun opfordrer os til at droppe den tur vi allerede har bestilt og betalt depositum til og hun bliver nærmest vred over at vi ikke føjer hende.
Vi trasker afsted og forundres over hvor tomme gaderne, som var så livlige i går aftes, er her 7.30 om morgenen. Vi spiser brød på vejen og kommer o god tid til havnen. Vi sidder lidt og venter i solen, inden vi bliver ist hen til vores båd, som ser lidt faldefærdig ud, men har en kahyt med sæder langs langsiderne, siddepladser udenfor i samme niveau som kahytten og et lille soldæk, som man skal klatre op på, idet der ikke er nogen stige. Båden bliber hurtig fuld og vi kommer lidt i snak med et par franskcanadiere og et par austarliere. Det er hundekoldt og vi er glade for vores skiunderbukser og varme trøjer og huer. Straks vi er ombord bliver vi bedt om at betale 5 soles pr mand for at se sivøerne. Vi bliver lidt skeptiske, for Jan spurgte nok 10 gange igår om alt var includeret, men vi betaler uden at brokke os, fordi skipper ikke er den samme som ham vi talte med igår. Vi sejler igennem højt siv, et tager vel 30 min. Øerne er virkeligt et specielt syn. Der er vist omkring 40 øer og der bor ca. 6 fam. på hver ø. Vi enterer en og det er en sjov fornemmelse at gå på sivet, som er ret blødt.
Vi bliver med det samme bænket på ruller af siv lagt i en rundkreds. Vi er vel omkring 20 fra båden. En mand fortæller og viser med en lille model, hvordan sivøerne er konstrueret og fortæller lidt historie (altså på spansk, så det forstår vi jo vildt meget af) og vi får lov at smage lid siv, der smager lidt sm agurk. Bagefter kan vi se på deres fiskedam og deres huse udvendigt og købe deres souvenirs, some r sindsygt dyre fx et post kort, 2 soles (4kr). Vi køber lidt. Der er konstrueret en slags udkigstårn som vi går op i for at se de andre øer der ligger tæt omkring og vi kan se at d alle har lavet forskellige dekorationer om deres varemærke og at nole hse er runde, mens andre er firkantede. Deres siv skibe er meget forskellige og nogle ligner faktisk vikinngebåde, hvilket en af australierne også bemærker. Børnene og jeg køber en tur i en sivbåd, sammen med nogle af de andre turister, imens resten af holdet sejler i vores egen båd, hen til restaurent og butiksøen, hvor vi mødes. Det er på en gang fantastisk og rædselsfuldt, fordi det hele udelukkende er baseret turister. Tænk at have fremmede i sit hjem hver eneste dag og se sine ganske små børn stille op til fotografering imod betaling……
Vi sejler videre imod Armantani, som er den ø vi skal overnatte på hos en familie. Turen varer ca. 3 timer…. Forresten kommer der en stor familie mere ombord fra siøerne, de ser ikke ud til at komme derfra, men de er vist 8 voksne og to børn, så båden er ved at være godt fuld.
Vi ankommer Armantani om eftermiddagen og går i land i en lille havn, hvor der allerede ligger en flok andre både. Her på øen skiftedes famileir til at hav folk boende en nat, med kost og pengene går til et fælles cooperativ. De er stolte folk som ikke vil i kløerne på fastlandets turhajer. Vi bliver tildelt en kvinde som vi skyder ældre end vi senere finder ud af hun kan være. Øen er nærmest et lille bjerg, som har få huse spredt ud over det hele i et meget tørt og stenet landskab. Husene er lavet af ermursten som vi ser det på fatslandet, men alt er nydeligt holdt. Flere steder vokser der blomster og der er lavet små stendiger rundt over det hele som indhegninger til dyrene. Stierne op over øen er belagt med natursten og alle stedr mødes vi af smil. Vi går et godt stykke og det går stejlt op. Damen går i rask tempo og her i næsten 4000 m højde har vi en anelse svært ved at følge med. Jeg tænker på Inges fantastiske tørrestativ der kan dreje rundt, når jeg ser vasketøjet hænge til tørre uden foran husene på stendiger, grene og hvad der ellers lige er ved hånden. Øboerne her ville også være glade for et fint tørrestativ…..
Vi ankommer til vore hus som også er lavet af ler, er i to etager, trelænget og hvidkalket på noget af facaden. Der vokser kæmpe pelargonier udenfor som jeg har fotograferet til min mor. Vi skal sove på 1 sal, som man går op til via en trappe på ydersiden af huset, men ind imod gården, op til en svalegang hvorfra der er en dør ind til vores værelse, som er meget lyst, venligt og rent og har tre fine senge og et spisebord med stole. Der hænger et rent håndklæde opå væggen ved siden af et lille spejl og der er natpotte under sengen. Det er det pæneste værelse vi har haft og også her tænker jeg igen på min mor, som også ville kunne lide de lyse lofter og gulve og de lyse blå vægge. Fatter kommer og siger hej og også han virker varm og venlig. Vi bliver oveladt til os selv lidt. Sofus skal på toilet og Jan finder toilttet i et lille grønt blikskur, som vi har set står udenfor alle huse. Der er skam et lille toilet derinde og udenfor en spand vand til at skylle ud med. Der ligger sæbe til at vaske fingre i og der hænger et rent håndklæde. Alt er efter omstændighederne rent og pænt. Vi venter spændt på om vi bliver inviteret på mad som lovet hjemmefra, for kl er over tre, men de kommer og kalder p os og vi bliver vist ind i et lille bitte køkken som ligger i et rum for sig selv, bygget udepå resten af huset. Gulvet er af jord, ildstedet er komfur og der er lave siddepladser langs to vægge (som er af ler), hylder på væggen til kopper, gryder og service og et lille bitte spisebord med fem siddepladser. Vi får serveret dejlig quinoasuppe, som mone kære familiemedemmer må indrømme smager godt, selvom de ikke er så vilde med quinoa og derefter tre slagskartofler (to af slagsene er lange g ligner næsten larver og er hhv røde og gule og smager sødt) og noget som ligner Halloumi, men smager af morfars blinis.. Vi havde netop talt om å markedet havd det mon var….Maden er portionsanrettet og vi er ved at revne da vi er færdige og Sofus og Josefine spiser høfligt, men kan slet ikke spise op….
Vi slutter af med the af mynte som fatter bliver sendt ud efter i haven. Det vokser vildt på hele øen. Vi forsøger at kommunikere lidt og viser vores værter på et kort i LP hvor DK ligger, De er meget benovede over vi er rejst sp langt. Vi er løbet tør for vand i varmen (nu hvor det er dag) og spørger om der er butikker på øen. De henter en flaske vand og en flaske cola vi kan købe af dem for 6 soles, men siger at konen gerne vil vise os op på plazaen. Først skal vi dog have hjemmestrikkede huer på, så vi ikke kommer til at fryse. Vi kommer så hurtigt afsted at vi ikke får de varme trøjer med, men vi går af de små gader imellem marker, dyr o små huse til plazaen, som er llle og næsten mennesketom, men har et par bitte små butikker og thehuse). Da flere af turisterne fra båden møder op på Plzaeen går det op for os at alle følger et ret fast program. Vi bliver tilbudt at se øens ret kendte ruiner og vi begynder at følge flokken op, op, op af små gader/ stier. Flere stedr kommer hyrder eller børn med fåreflokke.Vi er næsten nået toppen af øen da Sofus og Josefine giver op. De er også ret kolde, så Jan stæser efter Eline der er langt foran, imens jeg går hjemad med to trætte og kolde børn i solnedgangen som er helt fantastisk.
Vi finder mirakuløst hjem og jeg vil gerne snart af med mit gamle “finde vej image”. Der er helt mørkt i værelset, men der står et stearinlys, som jeg dog ikke har ild til, så jeg vover mig ned til familien, som jeg finder i det lille køkken. Familens to piger p 2 og 10 år er nu til stede ( de sov til middag før)Og de er som deres forældre klædt i traditionelt tøj. Jeg har forrestenn glemt at fortælle at der ikke er biler her på øen….
Nå men damen smiler venligt, finder et helt nyt lys frem og følger med mig op og tænder det og lægger også en æske tændstikker. Vi ved at ALT hvad der ikke dyrkes her på øen, sejles hertil i små både og at familien primært forsøgersig ved at dyrke deres eget mad, sælge håndarbejde til turister og have logerende som os. Josefine kravler starks under dynen for at få varmen, men Sofus tegner i skæret fra stearinlyset. Jeg tager en stol med ud på svalegangen og nyder de sidste rester lys med udsigt over Titicacasøen. Det er fantastisk smukt. Josefine kmmer ud o vi nyder synet af de første stjerne og ser orions bælte og taler om at de derhjemme ser på den samme himmel, men at vi er langt, langt væk, blandt mennesker som aldrig har set eller hørt om vores verden…Jan og Eline kommer hjem, godt forfrosne. her bliver saftsusemig koldt når solen er væk. Josefine får børstet tænder og går til ro og vi andre ved ikke rigtigt om vi mon bliver budt på mad igen. Vi er så mætte at vi håber vi ikke gør, men mutter kommer og henter os. Vi hiver Josefine op og går ned i køkkenet igen. Vi kan høre der er kyllinger gemt i et lille aflukke i en krog i køkkenet og hele familien sidder på de lave sæder iens vi bliver bedt om at tage plads ved bordet igen. Der er kun lys fra ilden i ildstedet. Vi får igen en slags suppe og en meget lækker grøntsagsstuvning med ris og myntete. Vi kan gså vælg pulver kaffe, men vælger alle te. Alt er særdeles velsmagende og måske det bedste mad vi har fået endnu, selvom det er utroligt simpelt….
Vi bliver spurgt om vi vil til fiesta kl 8, men børnene er så trætte, så trætte og vi voksne orker heller ikke rigtigt en gang turistunderholdning i kulden, så vi takker venligt nej og går op. Stjernehimlen er så fantastisk at jeg ikke kan beskrive det. Forestil dig en frostklar nat derjemme med mange, mange stjerner og gang det med ti… Jeg har aldrig set noget ligenende. Mon det er fordi vi e tættere på stjernene at vi kans e så mange?
Vi går i seng med det meste af tøjet på og kan godt holde varmen under de gode tæpper. Efter lange forhandlinger er sengene fordelt så Sofus sover alene, Pigerne sammen og jan og jeg sammen.

Vi vågner til lyden af æsler der skryder. jan er oppe at morgentisse og kmmer iskold tilbage. Damen banker tidligt på og iviterer til morgenmad. Vi pakker sammen og går ned. Josefine får tisset hvilket hun ikke har gjort i et helt døgn (hun hader grimme toiletter) og hun er træt og uoplagt og vil bare have vand, til trods for at damen serverer pandekager og brød. Tænk havd man dog kan fremstille under så primitive forhold.
Huerne fra igår var meget, meget velavede, meget flottere end hvad vi ellers har set, så vi spørger hvad de koster 20-25 soles alt efter mønster og vi køber tre til damens store tilfredshed, men vi har på ingen måde følt at vi skulle købe dem eller at vi blev dem prakket på. Forresten går alle damere og pigerne på øen rudt med et stykke håndarbejde i hænderne når de går, hvis de da ikke vogter får eller bærer på småbørn.
Damen følger os til båden og vi siger varmt farvel.
På vej hjem skal vi forbi n mindre ø Taquile. Den er også et lille bjerg og vi går og går opad og opad. ofus o Josefine brokker sig noget ove det, men Eline er igen langt foran. Vi går igen af små gader og der er marker som på Armantani og langt imellem husene. Alligevel hersker her en helt anden stemning. Hyrder og traditionelt klædte børn og voksne der kommer gående med deres strikketøj (Her strikker mændene også), nærmest befaler os at tage billeder af dem for at tjene en soles og bliver næsten vrede når vi ikke føjer dem. Vi når plazaen, som ville være hyggelig, hvis vi ikke følte os presset til at gå på restaurent og købe ting. Vi gør ingen af delene, men da Sofus skal tisse går jeg ind på en lille restaturent og låner toilettet for 1 soles. Der er instaleret toiletter med træk og skyld, men der jo ikke rindende vand, så vi må skylle ud med en spand g en tjener hælder vand over hænderne når vi vasker dem i de fine vaske med vandhaner…..;O)
Vi følger flokken som efter sigende skal på restaurent for ikke at blive koblet af , så vi ikke kan finde båden der er sejlet rundt om øen og holder på den anden side. vi går af de små gader og overalt er der minibutikker og bittesmå¨restaurenter. Vi har købt lidt brød på plazaen og spurgt til hvad saftevand koster (6soles/12kroner), så det køber vi ikke. Vi går næsten 300 ujævne naturstenstrin ned til båden, hvo vi venter noget tid inden de andre kommer og vi sejler hjem. ungerne sove det meste af vejen inde hos mig imens Eline og Ja soler sig udenfor.
Da vi kommer hjem går vi å hotellet og aftaler med eline at hun vil blive der med ungerne imens vi taer til busstatinen for at arrangere billetter til imorgen. På vej ned møder vi turdamen, som vi forhandler ned i 15 soles pr mand for 4 timer i bus, med afhentning her, så vi stjæler lidt tid for os selv og går på byens lørdagsmarked. LP beskriver denne by som en transit by som bare er et stop på vejen og ikke særlig hyggelig, men det er are så fedt. Det VRIMLER med liv. Der er marked der breder sig i mange gader på kryds og tværs og nærmest fylder hele byen og der er bare SÅ meget gang iden og man kan jo købe stort set alt. Grønt og frugt ligner det vi har i DK om efteråret og vi får handlet lid forskelligt nden vigår hjem til ngerne, for at gå ned at spise kylling so forleden. Mørket er faldet på og Eline o jeg går efter snoller imens Jan går op med ungerne. Jeg er forkølet og skal have papirlommetøklæder. Vi har spurgt flere steder og da vi endelig finder dem ved vi hvorfor vi ikke kan få dem 1 lille pakke altså ikke en pakke med flere pakker i, bare EN pakke) koster 1 soles/2kr. Eline skal have slik, men det er så dyrt at hun vælger de lokale bolsjer som også er hel ok. Da vi kommer hjem er Jan og ungerne i gang med at bade og jeg når lige at få shampo i håret før elvarmeren går i stykker og de andre griner da jeg under høje hvin vasker shampoo ud…, Pyhhhh Det er bare SÅ koldt. De er søde på hotellet og anviser Eline et sted at tage varmt bad og nu sidder alle og har “fredagshygge” på en lø’rdag..

Dag 10. Farvel Cuzco

D.03. juli
Vi står tidligt op og får lidt mad, der er ingen appelsinjuice, så vi nøjes med det tørre brød og lidt te, det er ikke morgenmaden som vi kommer til at savne.
Bus stationen er fyldt med mennesker, lokale iklædt deres tradionelle påklædning og så er der de backpackere, der ud over os står og venter, heriblandt nogle der har gøglerting med, 1-hjulet cykel mv., gad vide om de financierer den del af turen ved at optræde eller….?
Bussen lever op til det lovede og der bliver endda vist film på spansk, men ungerne får lidt ud af den alligevel, ”Home alone – Lost in New York” da der er en masse falden på halen komik, da vi ankommer har vi kørt i ca. 7 timer uden break, Puno ligger også højt som Cuzco men da vi ankommer er her dejlig varmt da kl. kun er 14.00.
Vi bliver overfaldet af de sædvanlige udsendt af hotellet folk, specielt en kvinde er særlig ihærdig og sidder bagi godt duknakket, da alle vore rygsække jo er stuvet i baggagerummet.
Det første sted vi kører til er fuldt booket, da vi skal køre til næste sted, højest 1-2 min. kørsel vil chaufføren have dobbelt op, hvilket vi afslår, men kvinden bagi indvillligere i at betale, så vi kører videre, næste sted har et familieværelse med hele 5 senge, nu kan vi alle få en seng hver, skønt det kan være det give nogle rolige nætter uden at man får lagen og lama revet af midt om natten af en af ungerne, der lige synes at der kun er nok lagen og lama til én.
Vi havde valget mellem et værelse i stuen og et på 2. Sal, vi vælger det øverste belært af erfaring, det betyder lidt at være hævet lidt op når det er så pis.. koldt om natten.
Vi pakker nødtørftigt ud og går herefter på havnen for at få arrangeret en sejltur med overnatning osv.
Vi køber en færdig pakke på 2 dage med besøg på sivøerne den første dag, efterfulgt at sejllads til Armantani med overnatning og efterfølgende sejllads til Taquile dagen efter.
Vi går hjem henter de obligatoriske tegnesager, lige rundt om hjørnet finder vi den nærmeste lokale grillbar bestiller kylle m/pommes for hele 31 soles, det smager rigtig godt kyllingerne er kødfulde og velsmagende, da vi kommer hjem bøvler vi lidt med det varme vand, trods besøg af én af de ansatte formår Eline ikke at komme i et varm bad, men klat vasker under en iskold bruser.
At der samtidig er koldt i værelset gør det jo ikke mere behagelig, jeg går efterflg. ned for at hæve i en ATM og går lige en runde i byen, da vi skulle spise, vrimlede det pludselig med mennesker og det gør det stadig, byen er faktisk vældig hyggelig og har den venlig atmosfære, hvis en by da kan have det, synd for dem at det mest er en transit by.
Da jeg kommer hjem er det ved at være sengetid, vi skal jo tidligt op i morgen.

Dag 9. Mig en “kylling”? No way!

Dag 9. D. 02. Juli
I dag sover vi længe, men er sultne da vi vågner, Eline kommer lidt på tværs, da vi har givet ungerne lov til at spille på hendes notebook, jeg har en lille snak med hende, jeg kan godt tænke min nogle klare retningslinier for brugen af HENDES notebook, når hun tager på vej, jeg tror hun fortryder sine handlinger men vil ikke med ned at spise, så vi spiser uden hende.
Vi tager en taxi mod busstationen som Hanne ikke fandt forleden aften, nej hvor skægt alle selskaberne råber deres tilbud ud over forsamlingen, vi finder et selskab som har afgang mod Puno dagen efter kl. 0700, vi får billetter til 30 soles pr. sæde, vi booker 4 og drager tilbage mod byen, vi går mod en legepark som vi så på vejen ud, manuel legepark, med div. rutchebaner, ungerne hygger sig, det koster ½ soles pr. besøgende, der går en halv formiddag, inden vi drager mod markede ved San Pedro stationen, hvor vi vil købe ost, peanuts osv., på vejen har vi en en fotoivrig mor med, der til alles store irritation stopper og skal tage billeder, vi når dog markedet og får købt ost mv. og slutter af med saft, Sofus og Hanne vil købe vagtelæg, vi andrer får drukket ud, da Hanne og Sofus returnerer føler hun sig snydt for saft, hun har ikke bestilt noget og har kalkuleret med at få resterne fra os andre, ærgeligt godt nok er saften dyr i forhold ex. Thailand, men det skal altså ikke afhold mig fra at deltage og bestille, hvis jeg har lyst til saft!
Vi får købt brød og vagtelæg hos en anden ægsælger en lille dreng, betalingen klarer man selv, det betyder at han ikke skal håndtere pengene og derved ikke får urene fingre.
Vi går hjem på hotelværelset og spiser, i aften er der planlagt spisning på kinesisk restaurant.
Inden aften bliver jeg dog dårlig igen, jeg får ligesom noget feber og har det igen dårligt og melder fra til spisningen.
Da de kommer tilbage er jeg med panodil look a like blevet bedre og feberen er forsvundet, jeg mander mig lidt op og får sat en film på den bærbare, så ungerne kan hygge sig mens vi får pakket til afrejsen i morgen.

Dag 7 & 8. Machu Picchu

Dag 7. d. 30. Juni
Vi står tidligt op, da det jo er i dag der er afgang mod Machu Picchu eller rettere Aqua Callientes, som er endestationen og udgangspunktet for busserne mod MP.
Vi har vores små rygsække og begrænset bagage med og drager mod San Pedro station, der er fyldt med rejsende og handlende, der lige skal lokke de sidste Soles ud af de rejsende inden toget går.
I venteværelset sætter vi os ned og spiser nogle af de brød vi har købt overfor stationen.
Der er faste pladser i toget og vel er det ikke nyeste IC4 standard, men det har vi jo heller ikke i Danmark;-)
Vejen ud af Cuzco går op ad bakke, det kan ikke klares i et hug, så den er del i 4 gange zigzag, så det går frem og baglæns osv. indtil vi er langt oppe over byen og har et fornemt view ud over den stadig sovende by.
Turen tager 4 timer og ungerne tager det pænt, det er et par stop undervejs for de, der har valgt at tage det sidste stykke til MP, vi kan se bærere med telte og gasflasker osv., så lidt snyd er det vel, faktisk behøver man ikke bære sin egen store rygsæk og så er det jo kun for gåturen, jeg kunne selv have tænkt mig at gå, havde vi ikke haft ungerne med, havde valget ikke været så svært, men i den nuværende situation, med dårligt mave osv. trækker det slet ikke i mig.
Vi ankommer til Aques Callientes som er gået fra at være en lille ukendt bjergby i ca. 2800 m. højde, til at være det sted, hvorfra man tager til MP, vi startet på selv at drage mod hotellet, men da vi ser søgende ud, spørger nogle af de lokale om, hvilket hotel vi skal bo på, pludselig kommer en ung fyr, han er ikke kommet hjemmefra til tiden tror jeg, da han skal afhente turister og vise dem vejen til hotellet, han forklarer at han kommer lige om lidt igen, han skal først på stationen og hente de, der står og venter, vi drager i samlet flok gennem det lokale turistmarked, der praktisk nok er etableret lige ved stationen.
Vi bliver anvist et værelse i stuen, da der ikke er noget brædt på wc’et afviser vi det og tager et på 3. Sal, det har godt nok kun 3 senge, men det er vi jo vant til, min mave er bedring så jeg håber på en hel nat uden toiletbesøg.
Byen er en ren turist by, ikke min kop the, vi spiser noget brød købt lokalt og bliver enige om at gå mod de varme kilder som har givet byen sit navn.
De ligger ikke langt oppe, vi får klædt om at låst vores ejendele inde mod behørig betaling, der er sand i bunden, der er vel 5-6 små pools, de ser ikke sunde ud, men bakterier mv. stortrives sikkert også i det varme vand, Sofus får dykkerforbud og Josse får sine ørepropper i og en earbandit til at holde dem på plads, vi er der vel 45 min. til 1 time og nyder det varme vand.
Bagefter drager vi ned i byen igen, vi skal have købt busbilletter til MP samt billetter til selve MP, damn. de tager kun imod Soles ikke dollars og kan ikke tager imod Visa, så styrter vi byen rundt efter en ATM, da vi finder en er den ude af drift, vi ender med at veksle hos en handlende fra dollars til soles og få købt billetterne til MP.
Vi går hjem og spiller røvhul, Eline taber klart, lidt ærgeligt for hende da hun netop har proklameret at hun ikke kan huske, hvornår hun sidst har tabt.
Vi ender på et spisested lige ved siden af vores hotel, indpiskeren virker, men betjeningen er mangelfuld eller ikke til stede, vi skal selv gøre opmærksom på de gratis drikkevarer som var det store reklamenummer for at få folk ind og spise.
Vi skubber 2 senge sammen og har ungerne hos os, midt om natten vågner Sofus og skal på toilet, damn han har fået diarre.
Dag 8. d. 01. Juli
Machu Picchu here we come, Sofus toilettur om natten var en enlig svale, han virker frisk om morgenen og bekymringerne har været forgæves.
Maden kommer ikketil tiden det stresser fruen, som er ved at ramme de høje omdrejninger igen, jeg siger at vi jo ikke kan gøre noget for at ændre på og at busserne går i pendulfart , så det går nok, hun vil ikke høre, men bliver kortfattet og får hurtigt gjort klemmer klar til at tage i hånden, jeg vil nu have min cocate, jeg henter dem inden vi når busserne som holder på rad og række, folk står allrede i kø, vi går bagi køen og kommer på en bus i løbet af få minutter, gode busser med et sæde til hver, her på turiststedet betales for børn i busserne, underligt når de ikke skal betale entré til selve Machu Picchu, turen derop er fasinerende på smalle serpentinerveje, udsigten bliver mere og mere som et postkort, bjergene er indhyllet i skyer, da solen jo ikke er stået op endnu, da vi ankommer stiller vi os i kø igen.
Der går nogle min. inden vi begiver os opad, et fantastiske syn venter os, selvom der er mange besøgende, syner det af ingenting efterhånden som folk fordeler sig på hele området,vi afventer alle solopgangen, imens ser vi bla. en vischaca (en blanding mellem et egern og en kanin/hare), de fleste turister søger mod et højt punkt, for at få det bedste view ifm. at de første solstråler rammer Machu Picchu.
Eline har det ikke optimalt og vælger at tage en slapper, imens går vi andre mod de højest liggende steder, Sofus og Josefine og jeg har fået øje på nogle lamaer, på halvejen vender Josefine om, hun løber tilbage til Hanne, så må vi håbe hun ikke har flyttet sig siden vi forlod hende,
Sofus og jeg kommer nu så tæt på lamaen at den bare må klappes, den har nærmest pels som et får, formentlig med ligeså meget lanolin i, hvilket gør pelsen vandskyende og fedtet.
Efter solopgangen går vi rundt mellem ruinerne og ser for os de gl. Inkaer i de dengang intakte bygninger, man kan ikke mærke på Sofus at han har været oppe i nat, han udstråler utrolig energi og jagter firben og bener op og ned af de mange trapper.
Til sidst går Sofus og jeg en herretur, pigerne gider ikke mere, da vi er kommet langt væk ser vi gennem videokameraet at de sidder og spiser et ellet andet slik, typisk at holde det for dem selv.
Omkring kl. 1200 tager vi bussen ned til byen igen, vi finder et at andet spisested end sidst i håb om at betjeningen er bedre, prisen er stort set den samme.
Eline drager på netcafe og har en af vores walkietalkier med, vi finder ud af de er ved at løbe tør for strøm, så vi kan ikke kontakte hende, Sofus løber rundt og Josefine sjipper, hun er ved at være sejg til det og har trænet meget de sidste dage.
Herefter går vi på plazaen, de små finder tegnesager frem og ligger sig i skyggen og tegner, vi skiftes til at gå lidt med ungerne, får fat på Eline, får pakket alt vores habengut og drager mod stationen, vi har købt lidt brød til hjemturen som vi spiser først på turen, ungerne sover det meste af vejen, bag os sidder en amerikansk ung mand som har oplevet en masse sin unge alder til trods, han sidder sammen med et ældre ægtepar som han underholder på hele turen, til gengæld giver de ham lidt brandy sour osv., en rigtig hyggespreder, gad vide om vi var kommet til at snakke med ham, hvis han havde siddet hos os?
Da vi ankommer til Cuzco er vi enige om at tage en taxi hjem og det gør vi, da vi ankommer til hotellet har det givet os et andet værelse med karbad, da alle de der skal i bad har været det, fylder jeg karret og flyder rundt i næsten 1. time

Kaere laesere grundet lidt mave tam tam, er jeg lidt bagud

Det vil der blive raadet bod paa snarest, jeg ynder ikke kun at oploade Hannes syn paa sagen, jeg bliver lidt for udhaengt, jeg haaber ikke nogen af de andre skal samme tur igennem.

Men det gik jo godt, vi har overstaaet en overnatning hos en familie paa oen Armantani i Titicaca soen, en god oplevelse som lige skal skrives paa den baerbare, ioevrigt har den ene baerbare lidt overlast, under udpakning af denne i dag (har vaeret opmagasineret i maven paa min store rygsaek mens vi stod til soes), fandt Eline ud af den havde faaet en revne midt i displayet, den fungerer endnu, men godt at Eline har sin med.

De andre hygger sig ovenpaa med film og slik, vi rejser mod Bolivia i morgen tidlig.

Alle har det godt og vi glaeder os til at opleve mere, hils alle omkring jer.