Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Dag 9. & 10 Juice og chokolade er 2 forskellige størrelser…

Dag 9 eftermiddag og 10, d.2.- 3.juli

 

dag9

Jan er dårlig igen og jamrer sig i sengen med stigende tp. der kører op og ned som hos et lille barn. Eline og jeg løber lige op og køber lidt snoller inden Vi selv må selv må ud at spise. Jeg tør stadig ikke gå efter den kinesiske i det ret lokale kvarter, så vi går hen til den vi har spist på to gange før, som er ret lokal, men ligger i et område hvor der er masser af mennesker.

Da  vi komme hjem er Jan stort set blevet mand igen og han kan hjælpe med at pakke og mens jeg læser Bulderby, sætter han en go´nat film på den bærbare.

 

Jeg har ligee en lille historie.

 

jeg blev jo sur over det med juicen på markedet. Da vi kom hjem opdagede Jan et stykke snickerspapir i min lomme. Da vi skulle til macchu Picchu havde jeg købt fem chokoladebars. Og tro det eller ej, men Jan var for dårlig til at spise sin og fik bare en bid af min, imod lovning på at han skulle betale bidden tilbage når han ville fortære sin. Da vi var på Macchu Picchu, ville Jan og Sofus gå lidt længere væk i ruinerne, langt ned og langt op igen, imens jeg blev siddende med pigerne på toppen af en ruin og så ned på “mændene” der gik. Pigerne var så sultne. jeg rodede i m ine lommer på min absolut sexede kopihægløffsbukser efter noget spiseligt og helt tilfældigt opdagede jeg Jans snickers. Jeg formodede at jan havde glemt alt om ckokoladen, tog selv en enkelt bid og forærede generøst pigerne resten. Jeg blev lidt bekymret da jeg kunne skimte i det fjerne at drengene havde videokameraet rettet imod os, men da de ikke sagde noget bagefter gik jeg ud fra de ikke havde zoomet. Og alt var iorden indtil Jan så papiret jeg hev op af lommen da bukserne skulle til vask. Han sammenlignede chokoladen med juicen, hvilket naturligvis var dybt uretfærdigt, eftersom jeg forsøgte at stille mine pigers sult, imens han, i ren grådighed, drak to glas juice selv, istedet for at gemme det ene glas til mig. Jeg har efterfølgende købt en snickers til Jan. Bare for en ordens skyld, hvis han skriver andet.

 

Jeg glemte at skrive at man i Pisac kunne købe sandaler lavet af gamle bildæk og at alle de lokale gik rundt i dem og at de i Aqua Callientes havde fine skraldespande rundet i hele byen. En grøn til organisk g en rød til uorganisk affald. jeg var meget benovet over deres miljøbevidsthed indtil jeg så spandene blive tømt….. Ned i den samme pose….

Men signalværdien er selvfølgelig ok.

 

Dag 10

Vi står tideligt op, får afregnet på hotellet og spist lidt meget hurtig morgenmad. Vi trasker afsted af den halvtomme av. el. sol, men møder snat en taxa der kan køre os til busstationen. Busstationen er fuld af liv og tykke damer i taditionel påklædning og indviklet i kæmpe ponchoer og tæpper.

Bussen er helt ok og der bliver endda vist alene hjemme 2 undervejs. å mange måder er det bedre end det ville være derhjemme, for her kommer flere gange koner ind i bussen og sælger madvarer og juice. Vi hr dg købt brød på terminalen og har ikke brug for mere.

Vi køer igennm bjerge i over 4000 m højde og det må saftsusemig være barskt at bo der. Alt er bare brunligt og gråligt. Det er helt ufatteligt at der kan bo mennesker der. Hvad pokker lever de af? Deres huse er de sædvanlige små skæve firkanter af lermursten og mane steder er der langt imellem dem og heller umiddelbart vand i nærheden. Ind imellem kommer vi forbi n lille landsby med skole og et pa små “butikker”, amlet med “inka cola” reklamer, men der er bare så langt imellem og solen er ligeså ubarmhjertig som kulden når solen går ned.

Turen varer syv timer uden pauser og giver stof til eftertanke.

Vi ankommer Puno ved 2-tiden. Byen er fuld af live, men ligner nærmest en stor byggeplads. Stort set intet er bygget færdig, hverken hoteller, butikker eller huse. vi bliver selvfølgeligt nærmest overfaldet på busterminalen af flk der vil tilbyde hoteller og kørsel. Vi afviser en uofficiel taxi og tager en med tyeligt taxiskilt. Ind i bagagerummet kravler en dame som er helt forhippet på at få andel i vores hotelvalg. Voes første valg er optaget. Da vi så skal til næste valg få hundrede meter væk, vil chaufføren have samme pris som først aftalt, en gang til. Det vil vi ikke betale, men det vil damen i bagagerummet. Vi kommer til hotellet som har varmt vand og fem senge på værelset. Juhuuuuu, jeg skal sove selv for anden nat i træk. Sofus syntes værelset er luksus, hvilket Eline og jeg morer o meget over, for det er ved gud gammel, spartansk og meget, meget slidt. Vi har valgt et værelse på 2. sal for vi har fundet ud af at det er varmest højest oppe og vi har ikke mødt nogen radiatorer endnu. Vi befinder os i 3800 m højde og kulden og hovedpinen plager igen. Vi går straks ned til Titicacasøens havn og bliver med det samme tilbudt en færdig pakke til øerne. Vi presser prisen ned i 250 soles for 2 dage med fuld forplejning og overnatning hos en familie på øen. åber det er en god pakke.

Vi går hjem og henter tegnesager og går lige om hjørnet på vores traffikerede gade og finder et spisested med kylling og pommes for ialt 31 soles (62 kr) og det smager usandsyneligt godt og serveringen er hurtig og effektiv. Kyllingerne sprøde, saftige og lækre. Badet med det varme vand virker ikke helt og fire afos kommer i bad i varmt vand, imens eline må klare sig med koldt, til trods for at manden i foyeren netop har været at lave det. Og jeg skal love for her er koldt. Jeg gætter på max 10 gr. indenfor. Jan går i en ATM og hæver penge og går en ekstra runde, fordi byen vrimler med liv. Gadesælgere, skoleelever der går rundt i uniformer, cykloer, tuk tuker eller hvad de hedder her og meget andet. Hvis er ikke var så forbandet koldt ville det være en fed by. her er også mange lokale markeder med alt muligt skammel. Nå, men nu vil jeg under dynen, inden vi skal aftsted tidligt imorgen. 

Dag 7. & 8. Machu Picchu…….jubii

d. 30.juni og 1 juli

 

Gaderne er næsten tomme da vi går i raskt trav hen til togstationen, hvorfra vi skal mod Aqua Callientes, som er den by, hvorfra man tager til Macchu Picchu.

Der er gang i handelen ved stationen og de de mange handlende forsøger at lokke alle os tursieter til lige at bruge de sidste penge inden vi forlader cuzcu.Vi løber over til markedet overfor og køber et stort rundt brød og til en lille butik ved siden af og køber vand. Der er orden i sagerne på stationen og de mange backpackere og turister bliver først vist ind i en ventesal, hvorfra vores billetter bliver set efter og sammenlignet med passene før vi får anvist vores pladser i toget, som er rent og pænt og med et sæde til hver. Toget hedder Backpacker toget. Ma kan også rejse med en luksusmodel, som jeg blive enig med ungerne om at det er godt vi ikke skal med, fordi vi så ville skulle sidde alt for pænt……Vores ånde står som hvid damp ud af vores munde. Vi har ikke set varmeapperater i Peru. Uanset om man er inde eller ude, klæder man sig på efter vejret og det altså også i toget. Vi har fået vore store rygsække opmagasineret på hotellet og har bare vores små sække med.

Toget kører i sik sak op af bjerget uden for cuzco og fortsætter igennem bjerglandskabet. Det er bestemt ikke nogen kedelig tur og dn bliver grønere og grønnere som vi under den 4 timer lange køretur nærmer os Aqua callientes, som ligger næsten 1000 m lavere end cuzco. Toget gør et par stop udervejs for at smide passagerer af som har valgt at gå hele, eller noget af turen f Inkatrail imod Macchu Picchu. Vi ser en lille smule misundeligt på dem som skal det og alle bærerne med rygsække, campingudstyr og kogegrej.

Det er en helt surrealisstisk fornemmelse da vi stopper i Aqua callientes. Det er en lille by, næsten udelukkende med det formårl at føre turister til Macchu Picchu og den ligger i en lille bitte dal om givet af kæmpehøje bjerge. Vi har bestilt plads på et hotel, som ejes af den samme som det hotel vi bor på i cuzco og vi bliver modtaget af en fra hotellet i de overdækkede markedsgader der ligger tæt helt op til jernbanen. Vi bliver ført af smalle gader op igennem byen og vist ind på vores hotel, som dse ret tarveligt ud. Foyeren er mørk og tarveligt møbleret og det værelse vi får anvist har ganske vist 4 sengepladser, men et er mørkt og der er til jans store fortrydelse intet toiletbræt på toilettet. Det er helt klart et ringere værelse end det vi har i cuzco og vi spørger om de har andre værelser. Vi bliver vis op på tredje sal. Der mangler adskillige store viduespartier ud imod gaden og fjerde sl er slet ikke bygget færdigt, men her er jo lunere end i cuzco pga den lavere højde og det er faktisk lyst og venligt med et par sofaer uden for værelserne. værelset vi bliver vist har kun tre senge, men det lever vi med, til fordel for toiletbræt og TV.

Jan er ved at være frisk igen og han undskylder sin højlydte natlige jamren med at mænd bliver til drenge når de er syge. Eline kommenterer tørt at de ikke bliver til drenge, men til kvinder, som opfører sig som mænd når de er syge.

Vi er lidt sultne, for det man kunne købe i toget var til danske DSB priser fx 7 soles (14 kr) for en lille pose m&ms osv. og selvom brødet i tget var fint, er det som om man ikke bliver så mæt af tørt brød. Vi begiver os ud i de små gader, som byder på den ene restaurent efter den anden og souvenirbod på souvenirbod. Det er faktisk rdselsfuldt, men bliver lid redet af floden der bruser langs byen og decharmerende gader, hvor mange børn er ude at sjippe og lege. Josefine får sit sjippetov og sjipper imens vi går og vi købe brød som vi forsærer på en bænk. Vi ved at de er varme kilder i byen o finder hutigt ud af hvor det er. Vi har badetøjet i tasken og køber billetter til kilderne ved en lille bod, for foden af en sti der går lidt op af bjeget. Billetterne koster 10 soles( 20 kr) pr mand. Kilderne ligger i et poollign område og man skal klæde om inogle små aflukker og d erefter aflevere sit tøj, som man mod betaling kan få låst inde i et skab.

Det ser meget hyggeligt ud med poolområdet omgivet af de meget øje bjerge der går nærmest lodret op og floden der bruser ved siden af. Man kan skylde sig af med badetøjet på og vandet i de forskellige pools er grumst og ser meget urnt ud. Godt vi har ørepropper med til Josefine. Sofus er jo syg efter at svømme og dykke, men vi forbyder ham at få hovedet under vand, for det må da være den rene bakteriebombe, men det er dejlig varmt. Da vi har badet går vi en tur rundt i byen. Vi skal have købt billetter til bussen til Macchu Picchu og de koster det blå ned fra himlen. Vi skal også have billetter til selv Macchu Picchu og finder da også det billetkontor, som ligge et andet sted i byen, men de taget kun imod soles og ikke Visa og det kan vi ikke klare, så vi må have fat i byens eneste ATM. På tværs af de små gader der går op af bjerget, går jernbanen igennem byen og folk leger og går der og slæber og skubber tunge vogne med varer op i byen. Når toget kommer tuder det så folk kan nå at komme væk. Eneste forbindelse til byen er jernbanen og den eneste vej der er, fører til Macchu pcchu. dfor skal mange varer fragtes ind i byen med tog og der er ingen biler i byen. ATMem er i stykker. Der ligger et lille kontor ved siden af automaten og derinee kan de ikke lade os hæve penge, men de forsikrer os for at automaten vil være lavet om 10- 20 min. Vi sætter os til at vente. Eller rettere sagt Jan venter, jeg løber efter frugt og sodavand og ungerne leger tik og og ned at de små gader. ja altså ikke Eine. Flere kommer til automaten og vi forklarer at den er is tykker. da vi har ventet et godt stkke længere end en halv time, kommer nogen ud fra det lille kontor og fortæller at automatn først bliver lavet ved 6 -tiden i aften, altså om ca. 3 timer. godt vi har USD som vi kan veksle så vi kan får øbt billetter. Vi går hjem og spiller kort efter at Eline har afprøvet en internetforbidelse der er så langsom at hun ikke kan bruge den. Da klokken sniger sig efter kl 5 går vi ud for at finde et spisested. Det vrimler med tjenere i d små gader og de har det enesteformål at hive turister ind for at spise. Vi vælger et vilkårligt spisested for de har alle stort set det samme på menuen. Serveringen er tæt på elendig, på det ellers meget hyggelge sted. En lille dame nærmest løber undt og serverer langsomt for de få gæster, alt imens fatter står ude ved gaden og forsøger at række folk til. Josefine får nærmest ingenting at spise, men hun får tegnet en masse og Sofus, der har en masse energ der ikke er brændt af, løber frem og tilbage foran restaurenten da han er færdig med at spise. Vi går tidligt til ro, for bussen kører 5.30 imorgen tidlig. Vi har lidt diskussioner om hvem der skal sove hvor alle vil sove ved mor) og det ender med vi rykker to senge sammen. Hvis jeg skulle glæde mig til at komme hjem, må det være at kunne skrue op for varmen og slippe for at kæmpe om lagner og tunge lamatæpper hver eneste nat. Hvorfor har de ikke dyner i Peru? det må være et oplagt område for dynelarsen.

Sofus vågner om natten med ondt i maven og har diarre. Æv.

 

dag 8.

 

Vi står op lidt i halv fem og Eline er lid morgensur og har ondt i maven. Sofus har til gengæld ikke ondt maven mere. Hotellet reklamerer med at man kan få morgenmad kl 5, men to tjenere er næsten en halv time om at servere for 4 små borde og vi må sluge vores juice og smøre madder som vi tager med i hånden da vi skynder os ed til busserne. Jeg når at blive iriteret og det bliver Jan irriteret over. For det vrimler med mennesker der vil tidligt nok afsted til at se solen stå op over Macchu Picchu. Der er en lang lang kø og busserne som er nydelige liner op og tager passagerer med som der er sæder til. Det går relativt hurtigt og virker meget effektivt. Det er stdig mørkt, men ikke så koldt som i Cuzco. Turen i sik sak op af bjerget som det er ved blive lyst er uafttelig smuk. Der hænger lave skyer om bjergene og eline syntes det er fantastisk at opleve, selv om det er tidligt og hun har ondt i maven. busserne holde ved det fine hotel for foden af mcchu picchu og køen op til indgangen er meget, meget lang, men også her går det hurtigt. Vi kommer først til nogle terasser som vi går langs, men inden længe mødes vi af Macchu picchu og jeg får tårer i øjnene så smukt er det. det ser ud fuldstændigt som på postkort, men der hører man ikke lydene og dufter ikke duftene og mærker ikke fortidens sus. Vi finder en god siddeplads og venter på det magiske øjeblik da solen kaster sine første stråler på macchu Picchu.

Der er masser af folk, men det er jo så stort at der er rigeligt med plads til alle. Sofus får øje på et dyr imellem ruinerne som vi først tror er en hare, Men da vi ser dens hale der ligenr et egerns forstår vi at det ikke er en hare og finder senere ud af at det er en vischacha. Dem ser vi flere af.

Det er dejligt at Eline også syntes det er smukt og fantastisk. Formddagen går med at vi går rundt imellem ruinerne og forsøger at finde ud af hvad der er hvad. Vi fortæller historier for børnene og fantaserer os til hvordan liver der har været. Derhjemme lånte vi en børnebog som beskrev hvordan indianerne og Inkaerne levede i og omkring Macchu Picchu og det er fint nu. Dr går lamaer på terasserne som vi ka kappe og der er mange firben også. Sofus løber utrætteligt op g ned af alle trapperne, med en energi som enhver ville misunde ham.

Lidt før middag tager vi bussen ned igen. jan henter vores rygsække på hotellet og vi finder et sted at spise frokost. Vi vælger etandet sted end igår og får en menu der ligner men en bedre betjening. Josefine sjipper og sofus løber op og ned af gaden.

Eline går å en anden net cafe end den igår og vi sætter os ned på byens plaza, some r lille torv med springvand, mange turister og en masse lokale børn. Vi sætter os i solen. ungerne finder tegnesager frem og ligger sig skyggen med det. Jeg ser på de mange børn der løber og leger. Der er en hel gruppe af smådrenge som har tre scootere. Børnene ser ikke ud til at være mere en to -tre år, men de er måske bare små, for de samarbejder om at skiftes til at skubbe og køre og det ene kapløb tager det andet. Vi skal bruge mere end tre timer på plazaen og vi køber frugt og vand, skiftedes til at gå tur med ungerne og spiller kort. Der bliver tidligt skygge på plazaen fordi de høje bjerge skygger for solen, men der bliver ikke koldt.

Vi spiser brød i toget og ungerne får børstet tænder og sover det meste af vejen hjem. Vi tager en taxa hjem fra banegården, for ungerme er så trætte og klokken er næste 10.

Vi får udleveret et andet værelse på hotellet denne gang. På anden sal og med BADEKAR og varmt vand. Så jan skvulper rundt i 3 kvarter eller sådan noget.

 

Dag 9, d 2. juli.

 

Vi sover til kl er næsten 7.30 tror jeg og nogle af os er meget sultne. Sofus og josefine går i badekar imens Eline sover endnu længere og vi ser CNN og spiser sent morgenmad. Eline får ingenting at spise fordi hende og jan har en kontrovers om hvorvidt vi skal spørge om lov før vi låner hendes bærbare……

Vi taer en taxa til busstationen som jeg jo ikke kunne finde forleden og den ligger da også godt gemt og bag indhegning. Den er stor og overdækket og der er et virvar af handlende, altså busrejse handlende derinde. vi bliver nærmest overfaldet af folk der vil sælge busrejser til Puno og mange andre steder og der er mange, mange små boder langs hver side af hallen.Vi shopper rundt og finder et selskab som kører allerede kl 7 og som kun tager 30 soles (60 kr.) pr sæde. Vi tager 4 sæder og begiver os på gåben tilbage imod byen. Vi ser automekanikere som holder til i en række små blikskure og mange små gade sælgere. Vi kommer forbi en stor legepark hvor man kan køre på store rutsjebaner mm for kun ½ soles pr mnd. Vi bruger det meste af formiddagen der inden vi går imod togstationens marked hvor vi vil købe ost og peanuts. Vi går en anden vej end den vi kender og kommer igennem de lokales gader, hvor bitte små butikker ligger side om side og sælger alt lige fra æg, kød, grøntager, brød, urter, plastik mm der er TV reperatører og meget meget andet og det hele er bare så charmerende og livligt med alle de skørteklædte kvinder med bowlerhatte og børn på ryggen i farvestrålende tørklæder. jeg fotograferer til de andre blive vanvittige af mig, selvom jeg ikke tager halvt så mange biledere som jeg har lyst til. Vi køber det sædvanlige på markedet og slutter af med saft. desværre har saftmutter fri idag og vi må handle med en anden. Jeg bliver sur fordi jeg gør opmærksom på vi ikke behøver at købe 5 saft, når man nu får fyldt op og reelt får to glas hver. Så kan vi jo bare dele. Men Sofus blive først færdig og vil gene se efter vagtelæg, så jeg går med ham imens de andre venter på saft. Vi finder ikke hende med vgtelæg, men til gengæld ser vi en skærsliber som har en smart foddreven slibemaskine, som Sofus næsten ikke kan løsrive sig fra. da jeg kommer tilbage er alt saften drukket og betalt for og jeg syntes bare det er så lavt. Jan syntes jeg er smålig, mend et var jo heller ikke ham der ikke fik saft.

Han bliver ved at sige at vi “lige skal”, have øl og sodavand til maden, have lidt snoller osv. og jeg kan ikke forstå at han ikke kan forstå at priserne her er tårnhøje i forhold til Thailand og at mange bække små osv. Jeg syntes han fråser og kan ikke forstå at et glas juice til ham ikke var nok…..

ÆV

vi tøer dog hurtigt p, køber brød til maden og møder en dreng med vagtel æg. han har en smart lille kasse på sin vogn hvori man selv kan lægge penge, så han ikke skal røre ved pengene med de samme hænder som han piller æg med. Vi spiser hjemme og de fleste af os går kold imens jan skriver dagbog og henter vand mm. nu skriver vi alle.

Josefine brugte forresten pausen på at læse “Gummitarzan” selv og hun skriver også dagbog i sin tegnebog. Fx Jeg er 6 år imens vi er på rejse. jg har kørt i tog og nu spiser jeg frokost.

det er ret hyggeligt. Vi vil vist spise kinesisk i aften og gå tidligt i seng, så vi kan komme med bussen imorgen.

Dag 6. Marked i Pisac – mums…

d. 29, juni

 

Jan render på toilet hele natten og rigtig ynkelig. (Forresten har jeg glemt at fortælle at hovedpinen var som blæst væk igår). Jeg udleverer imodium fra rejseapoteket og da ungerne står op hjælper jeg dem klar. Voes plan er at tage bussen til Pisac, en lille bjerglandsby som har marked om søndagen. Vi spiser de tørre boller og drikker den dejlige te og juice i kælderen og Jan syntes det går fremad med maven,så han vil godt vove busturen. Vi spørger receptionisten hvor bussen kører fra, men da vi kommer derhen, kan vi ikke finde den rigtige bus og må spørge om vej. Vi bliver vist i en helt anden retnng, men spørger os så for flere gange og finder tilsisdst busstationen i en lille baggård, som vi kun får øje på, fordi en ansat ser os med kort og det hele og spørger om vi skal til pisac. Busterminalen består af en lille gård omgivet af vægge af lermursten, jordstampet underlag, en lille blik kiosk og et lille billetkontor. Bussen bliver hurtigt fyldt op og vi får ikke siddepladser til at begynde med, men et par lokale koner råber op, indtil vi forstår at vi skal gå op og sidde ved chaufføren. Jeg sætter mig derop med ungerne, imens Jan blver stående. Busturen er fantastisk og vi keder os absolut ikke undervejs. Vi kommer igennem flere små landsbyer der har marked idag og det vrimler med skørteklædte koner, børn, mænd og dyr. Ved vejsiden står flere steder børn på 8-10 år og sælger håndarbejder og det er bare så sørgeligt at se på. Deres kinder er heltr læderagtige, her er ikke noget der hedder solcreme.

Vi når byen Pisac som ligger i en lille dal, omgivet af høje bjerge og byen vrimler med liv. Vi går op igennem nogle meget smalle gader som har en rende i  midten, til markedet som bare VRIMLER med folk af alle slags og der er både boder med brød, varme retter man kan indtage siddende ved små borde, frugt og grønt, håndarbejder og meget, meget mere. Sofus gider overhovedet ikke gå der, men bliver jo desværre tvunget til det. Vi ser en lille pige på måske 3 år, der er klædt fint ud i traditionelt tøj og har et lille lam under armen. Når nogen tager et billede af hende, rækker hun hånden frem for at få en mønt. Jeg har lyst til at tage hende med hjem.

Vi køber Inkacola for at lukke munden på de tørstige børn og indtager det siddende på en lille bænk lidt væk fra markedet. Folk der går forbi hilser venligt. Jan har set en østrisk biks hvor man kan få apfelstrudel og til min store fortrydelse meddeler han at han vil derind og have et stykke. Jeg syntes bare det er for langt ude, men jeg kommer i tanker om at de sikkert har pæne toiletter på en østrisk restaurent, så jeg indvilger i at gå med, men køber ingenting derinde. Apfelstrudel, så har man hørt det med. Det er da skørt at tage så langt hjemmefra for at købe østriske specialiteter.Fra byen kan man vandre op af en stejl sti til nogle ruiner som vores turistbillet gælder til.Turen skulle tage en god times tid, så vi vil nok ikke hele vejen op. Eline gider ikke at vandre, men vil heller ikke blive på markedet imens vi går, så vi begiver os alle afsted. Stien er pænt stejl og bugter sig i hårnåle sving rundt og trapperne lavet af bjergets egne sten, så det er lidt af en hård omgang i varmen, særligt for Eline og Jan. Sofus og Josefine derimod springer afsted som et per bjerggeder. Flere steder er det ret stejlt, men vi går og går. Eline orker ikke mere og sætter sig ned. Vi tager en pause og spiser lidt af det frugt vi har købt, for så at gå lidt videre. Eline sætter sig igen og siger at vi bare kan fortsætte, hun vil sole sig lidt. Jan går vist kun med fordi det ville være for pinligt at stoppe. Det går op for mig at vi ikke har mere vand, kun ca 100 ml inkacola og jeg må meddele Sofus at vi stoppe og gå ned. Han indvilger modvilligt og siger flere gange at han overhovedet ikke er træt. Det er Josefine og vil gerne ned. Vi taler meget om at det bliver sjovt at fortælle om vores oplevelser hjemme og vi tager mange billeder på vejen så vi kan vise hvor langt op vi har gået. Da vi kommer ned køber vi friskpresset juice af et par damer der står strategisk lige hvor nedstigningen slutter og senere køber vi mere inkacola og brød vi spiser på bænken fra før. En lille pige kommer ud fra et af husene overfor bænken og hendes lille lam piler hen til os og slikker på vores fingre. Pigensfar skælder hende lidt ud og tager lammet og giver hende. Hun går ind med lammet, men det bliver ved at pile ud til os og til sidst smiler hendes far også af det. Da vi kommer ned til stedet hvor bussen satte os af, passer det lige med der kommer en bus og vi får siddepladser allesammen. Da vi kører kan vi se over til hvor vi har gået og det er jo helt skægt. Da vi næsten er tilbage i cusco kommer vi forbi en mark hvor lokale holder picnic og steger mad i små hjemmelavede ovne, som er lavet af lerkuler.

Nede i cusco igen kommer vi forbi det kunstværk Sofus klatrede på igår og han vil bare ud og klatre igen, så da de andre går hjem går Sofus og jeg i parken imens vi taler om hvor ynkelige de andre er. Vi har været forbi en bagerbutik som havde kager der fik os til at tænke på Søren, Peter og Annette. De havde fodboldbanekager, Lynet mc queenkager og flotte prinsessekager. Jan har forbudt mig at gå ind i butikker bare for at fotografere, så i får ingen billeder unger.

Jan er så ynkelig, så ynkelig da vi kommer hjem. Eline er på internet i receptionen og jeg sætter ungerne igang med et spil på Elines bærbare imens jeg skriver dagbog til lyden af Jan der ryster og klaprer tænder.  Jeg beslutter mig for at finde ud af hvor busstationen ligger, så vi kan være klar til at tage til puno allerede onsdag morgen. Jan er lidt betænkelig ved at jeg går selv, men jeg lader mine dollars ligge herhjemme og tager bare et par hundrede soles i lommen til evt. Røvere og tager desuden walkien med i lommen. Først går jeg på turistkontoret lige om hjørnet for at spørge til afgange mm. De kan kun fortælle at der er afgange om morgenen men ikke præcist hvilke selskaber der afgår hvornår. De giver mig et kort hvor de tegner busstationen ind. Jeg kan se det er et godt stykke ud af hovedgaden og jeg begiver mig afsted i raskt tempo. Jeg går meget langt og kommer til det sted hvor busstationen skulle ligge. Gaden er bred og der er ligesom et smalt parkanlæg i midten. Jeg spørger om vej og en ung kvinde viser mig en retning som slet ikke kan passe med kortet. Det ærger mig at jeg ikke bare kan finde det, for jeg er ved at komme af med mit image som ”dårlig til at finde vej” og jeg finder bedre vej i denne by end Jan. Jeg spørger om vej igen og bliver vist ind af mod slumkvarteret. Der står unge mænd og drikker i barer lavet af bølgeblik og alt ser bare SÅ fattigt ud. Det er ikke mørkt endnu, men alligevel har jeg ikke lyst til at rende mere rundt der og ej heller tage en taxi alene, så jeg traver hjemad med uforrettet sag. Nå, vi finder vel ud af det…… Jeg prøver radioen for at briefe Jan, men den rækker kun tre km og jeg får ikke kontakt. Jan er stadig meget dårlig da jeg kommer hjem og jeg går så småt igang med at pakke og bade børn mm. Vi skal jo tidligt afsted imorgen og jeg håber sandelig Jan har det bedre da. Han har tydeligvis feber og er bare rigtig skidt. Jeg aftaler med ungerne at vi går på ”Inka hut” og spiser, for det ligger kun få hundrede meter ned af hovedgaden og jeg har ikke lyst til at gå alt for langt, eller af for små gader selv med børnene. Eline syntes det er okay, selvom hun havde drømt om kinesisk.

Stedet er hyggeligt. Børnene bestiller pizza og jeg suppe. Pizzaerne er så små, at det næsten er at gøre grin med os og Eline bliver faktisk ikke mæt, men vi gider ikke vente på at bestille mere og syntes desuden overhovedet ikke det er prisen værd. Da sofus og jeg gik tidligere idag kom vi ellers forbi mange hyggelige og mere lokale spisesteder, men jeg tør ikke gå ind af de små sidegader om aftenen, uden Jan.

Godt vi har lidt brød på værelset. Vi pakker færdigt og går tidligt til ro.

Dag 6. Det blev loose loose = “jallamave” damn…..:-(

d. 29. Juni

Loose – loose, det blev undertegnede, der trak det korte strå, har fået “jalla-mave”, om jeg tisser eller laver stort er et fedt konsistensen er den samme, danm, jeg har det virkelig af h….. til, det spænder og værker i sækken og jeg stort set ikke sovet i nat, det er bare utur.

Jeg vælger dog at tage med til Pisac, køreturen er begrænset og der er vel  toiletter på stedet.

Vi spørger vores receptionist om hvorfra bussen går, vi bliver vist et forkert sted hen, men finder til sidst stedet, nærmest en lille baggård med blikskur, hvorfra billetterne sælges.

Det er billigt at køre med bus her i Peru men man kan så også risikere at komme til at stå op hele vejen, det gjorde jeg, Hanne  og ungerne blev kaldt frem og fik ”rejseleder-stolene”, mens en stor mama fik pladsen oven på motoren.

Turen varer højest en time, jeg kommer i snak med en ældre amerikansk mand og hans kone, han fortæller at de for 2 år siden har været i Bolivia, da de havde en datter, der var med i et skoleprojekt det, de fortæller også om busture, der var meget værre end denne, ikke noget jeg reelt kan bruge til noget, jeg er sgu ikke god til smalltalk, nå bare jeg ikke skal på toilettet inden ankomst går det nok.

Det gik! Vi ankom til denne lille velbesøgte bjerglandsby med marked, der fylder hele bymidten, lige noget for Hanne, de samme ting kan nu købes i Cuzco og prisen kan vel forhandles så den også bliver den samme, men så får man jo ikke denne oplevelse med, så vi må give og vi må tage, men det er nok mere for hendes skyld end nogen anden at vi er her, der er dog et ruinkompleks på toppen af et bjerg bagved byen, vores turist kort giver adgang, jubii så får vi da lidt for pengene, jeg er lidt mør efter natten men holder trit i starten, men jeg kan godt mærke at maveondet plager mig, det irriterer mig at være en ”tøs”, men det er der jo ikke så meget at gøre ved, det går nok over igen, ungerne nærmest spurter op og vi efterlader først Eline, herefter er jeg ved at blive ”sat”, men henter dem igen, det er lidt et omvendt Tour de France for mig, i stedet for at ligge med drop op til etapen, har jeg afgivet den ene liter væske efter den anden i nat, det kommer klart til udtryk nu, jeg går helt ned til sidst, nå det viser sig heldigvis at vi ikke har væske nok til hele turen, reddet af gongongen, som en anden groggy bokser, går det så ned ad bakke, jeg formår dog at få videofilmet en del af turen, så må vi som det bliver særlig seværdigt eller ej, man forbavses over den korte rute man har tilbagelagt når man vandrer nedad, men for ungerne var det en fin præstation her et par dage inden Machu Picchu turen.

Jeg glemte helt at jeg fik apfel-strudel, en østriger (Ulrike) har åbenbart bosat sig her og servere bla. østrigske specialiteter, det er ikke noget Hanne forstår sig på, man kan da godt spise østrigske specialiteter selvom man er i Peru, jeg har i hvertfald ingen problemer med det, jeg deler med Eline ungerne vil ikke smage, Hanne vil gerne bruge restaurantens toilet, hun er mere til lokale specialiteter, efter i går har jeg  nu pt. fået nok ”brændt barn skyer ilden”, vi får dog købt frugt mv. på markedet, får taget en del billeder samt lidt video.

Vi indtager vores brød på en bænk i en lille sidegade, her bliver vi gode venner med et lille lam, jeg får det til at sutte på fingeren, så det er nok på flaske endnu, det er vildt nysgerrigt og springer omkring os til stor jubel fra ungerne.

Bagefter passer det så fint med bussen at vi nærmest kan sætte os direkte ind i den og få et sæde til alle, på nær de mindste, der får et skød, rimeligt nok, da de jo ikke betaler for nogen billet, prisen frem og tilbage blev på 13,50 Soles = ca. 30 kr., hvilket vel er billigt for en tur på ca. 45 min.

Da vi kommer tilbage er jeg fuldstændig smadret, min mave gør oprør og kræver et toilet snarest, jeg spænder, hvad der kan spændes og drager med Eline og Josse hjem mod hotellet, vi går lidt forkert men kommer hjem og jeg kommer på toilet.

Jeg er løbet ind i noget feber, det er nok imunforsvaret der er i gang, jeg synes nu ikke helt at indsatsen går som forventet og ligger og hakker tænder og er virkelig en ”tøs”, jeg kommer til at høre for denne ikke tilfredsstillende indsats på resten af vores ferie, hvis jeg kender mine fæller ret, når ret skal være ret, vil jeg nok have givet dem samme behandling, så det er ok, blødsødenhed kan vi ikke bruge til noget, vi må bare stramme balderne og kommer videre også når det gør lidt ondt.

Lidt hjælp fra Hanne er der da, nogle piller mod dårlig mave, de virker ikke for en døjt , jeg prøvede dem med samme succes i Thailand, hvor det endte med at jeg fik noget pencillin i stedet, hvilket kurede maven.

Hanne og Sofus er gået ned til monumentet fra forleden, da Sofus vil klatre, de kommer hjem noget tid efter os, herefter går Hanne ud for at finde ud af, busstationen for busser mod Puno, hun finder den ikke, men bliver dirigeret hid og did, hun har ikke turdet tage en taxi da hun var alene, så vi ved stadig ikke, hvor den er.

Jeg går ikke med på restaurant om aftenen og har ingen appetit, hvilket ikke gør min situation nemmere, jeg er ved at være mør, jeg sover elendigt hele natten og vandrer endeløst mellem seng og lokum, fedt nok, det her skal bare ikke gøre at jeg ikke får set Machu Picchu.

Dag 5. Slut med kolde fødder, alpacasokker varmer ;-)

28 juni

 

Det går skam fremad… Idagstår vi først op lidt over seks… Og jeg har kastet op hele natten, men har det okay igen.

Vi spiser morgenmad og jeg tror næsten at bollerne idag er rester fra igår, som var rester fra i forgårs, for de er simpelthen så tørre at vi næsten ikke kan skære dem over. Men juicen opvejer det meste… Vi fortæller i receptionen at vi vil til Salinas, som er et sted hvor der udvindes salt. Vandet løber fra to saltholdige kilder ned i en masse store kar, hvorfra vandet fordamper og saltet udvindes. Det lyder til at være ret besværligt at tage bussen derud, men receptionisten forklarer at vi kan tage collectivos og hvorfra de går.Det er hundkoldt og vores ånde damper når vi trækker vejret. Vores lille supermarked har ikke åbent endnu, men vi møder på vejen en lille dreng med en hel kurv fuld af dampende varme brød, som han bærer på ryggen og han vil gerne sælge os en stak brød, så vi har lidt til frokosten senere. Vi finder stedet receptionisten har tegnet ind på kortet og der står da også en masse mænd mænd der ligner chauffører. De viser ind i en lille gård hvor der holder en masse biler. Vi spørger efter collectivos og de forklarer at det er det skam, selvom det er helt almindelige personbiler og stationcars. Vi spørger hvad de skal have for at køre os derud og de siger 10 soles. Vi tænker det må være 10 soles pr. voksen. Jeg er lidt utryg, fordi der ikke er tydeligt taxiskilt og navn på selskabet, men der står bare et eller andet med “turist service”. Jan afviser min bekymring og vi stiger ind. Køreturen ud af byen er spændende og man kan se at jo længere ud man kommer jo mere primitivt og fattigt bliver det. Helt i udkanten er et lille lokalt marked, hvor børn, æsler og koner i skørt og bowlerhat går rundt imellem hinanden og køber og sælger. Vi ved godt at køreturen vil vare en times tid og det brokker Sofus sig lidt over, men der er så meget at se på undervejs. Fx ser vi flere steder hvor der bliver tørret mursten der er lavet af rødt ler. Alle husene er bygget af den slags sten og de pæneste huse er så pudset med mudder eller ler og kalket bagefter. Det er bjergområde og alt er brunt og ser ud til at være svært at dyrke. Livet må virkelig være hårdt heroppe og vi taler om hvad man mon drømmer om når man vokser op i en lille, fattig landsby i bjergene?

Nogle steder ser vi bjerge med sne på toppen og et sted hvor vi særligt meget roser udsigten, spørger chaufføren, som udelukkende taler spansk, om vi vil ud og fotografere. Det kan vi jo ikke sige nej til og vi holder ind på en lille plads hvor et par enkelte handlende har et lille udbud af håndværk. Jeg køber et par alpaccasokker, til de kolde morgener og aftener og tager en flok billeder. Også et par af en ille pige og et gedekid. Vi kører videre og Jan forsøger at forklare at vi gerne vil standse i Tarabamba, hvorfra man kan gå et par km op til saltkarrene. Chaufføren kigger vantro på os og siger en hel masse som vi ikke forstår. Vi kører forbi Maras hvor chaufføren spørger om vi ikke skal køre ind og gå derfra, men Jan insisterer på at vi skal vandre. Chaufføren fortsætter ned igennem en lille dal med små hyggelige byer, alt imens han forsøger at banke ind i knolden på os at det er helt hen i hegnet at tage ungerne med på sådan en gåtur, men vi vil ikke høre før vi kommer til den lille sti, som ser ud til at føre stejlt opad. Jan spørger chaufføren om han vil køre op til Salinas og vente på os der, men det vil han i hvert fald ikke, for han mener det vil tage os mindst 2-3 timer at gå derop. Jeg mister modet ved tanken om tre timers gårtur med tre unger (i den sammen hæng er Eline en unge), kun 2 flaske vand og nogle brød, en lille landsby uden mange transportmuligheder osv osv.

Og Jan overgiver sig modvilligt og indvilger i at lade os transportere til Salinas, så vil chaufføren nemlig gerne vente imens vi ser på saltkar. Vi drejer af den asfalterede vej og drejer ind af en lille grusvej som vi kører på nogle km. Vi drejer om et hjørne og bliver mødt af en fabelagtig og spektakulær udsigt. Det ser helt fantastisk ud med de saltkar. Ned af bjergvæggen ligger hundredevis af kar som er dannet i bjerget og har forskellige nuancer af hvid, dannet af saltet. Vandet fra kilderne løber ned i karrene af små render og processen i hvert kar er på et forskelligt stadie, så derfor har karrene forskellige farver.  De arbejdende går rundt i karrene og nogle steder ligger der bunker af salt de har sorteret fra. Man holder oven for karrene og har udsigten ud over og går ned af nogle trapper og igennem et par boder med snacks og souvenirs og så helt ned til karrene som man kan gå rundt imellem. Himlen er blå og de omkringliggende bjerge rejser sig op over os. Hold da fast hvor er det bare smukt. Da vi har set færdigt siger jeg til ungerne at de må dele en sodavand, for lige så koldt det var imorges, ligeså varmt er det nu. Sofus er blevet helt pjattet med Inka cola, hvilket Eline ikke kan fordrage, så de har lidt svært ved at blive enige og Sofus har stadig meget at lære om at forhandle. Vi forklarer ham at hvis man kun vil en ting og ikke rokker sig derfra, så kan man jo ikke forhandle. Han melder sig ud af diskussionen og vil ingenting, så pigerne køber en kold Fanta, som de venligt deler med deres sure bror. Eline køber også nogle sjove, store, ristede majskorn som smager godt. Chaufføren tilbyder at køre os til en anden seværdighed i nærheden, hvilket vi dog venligt afslår og beder om at blive kørt til Pedro stationen, så Jan kan hæve de 120 soles som turens pris er steget til undervejs. Hjemturen er ligeså smuk som udturen. Vi holder på stationen og Jan forklarer chaufføren at han lige skal forbi en ATM. Vi venter i bilen imens. Og venter og venter…. i måske en halv time og Jan dukker stadig ikke op. Da han endelig kommer tilbage er vores tålmodighed forlængst brugt op og Jan forklarer at han har styrtet rundt for at finde en ATM der virkede.

Vi runder lige markedet for at købe et par ting og går hjem og hviler. Sofus og Josefine spiller på Elines bærbare, Eline går på netcafe her på hotellet, Jan skriver dagbog og jeg indhenter min mistede nattesøvn.

Da hvilet er slut (De andre gør nar af at de kan mærke på mig når min tålmodghed er brugt op og jeg bare skal ud) går vi efter det center sonm vi ikke fandt igår og finder det. På vejen får ungerne en is ved en lille vogn. Josefine køber en hue og jeg en alpacca poncho. Det er ret skægt. Jeg handler ponchoen ned fra 140 soles til 85. Jeg betaler med en 100 soles seddel og manden og konen der har boden løber rundt fra bod til bod og ud af centret og tilbage igen og ca. 15 min senere får jeg byttepenge. Vi går ud i en lille bitte park som har et kunstværk man kan klatre på hvis man er seks år og en sulten og meget påtrængende hund hopper næsten op af os for at få mad. Vi har ingenting. På vej ned så vi en stor, flot, højtbeliggende bygning, som har en meget flot, stor og parklignende plæne nede foran. Vi tror måske vores dyrtkøbte turistbillet giver adgang og begiver os op til bygningen, men bliver afvist i døren og får at vide at billetten kun gælder til det lille museum der ligger foran plænen og som også giver adgang til at vi må gå ind på plænen. Museet er hurtigt set. Mest spændende effekter er tre mumificerede inkaer, men ude på plænen er der en lille kilde som Sofus boltrer sig med imens pigerne har pigesnak. Solen går ned som ved et fingerknips og vi går hen til restaurenten som vi ikke kunne komme ind på igår fordi den var fyldt. Vi kommer lige tilpas idag og når at få et bord inden det vælter ind med lokale peruvianere. Jan, Eline og jeg bestiller en ret der hedder noget med papas et eller andet, der viser sig at være en gang pommes frites og til Sofus og Josefine bestiller vi kylling, som er en kvart kylling med pommes frites og pølsestykker drysset ud over det hele. Menukortet er begrænset til varianter af det vi har fået og det hele er i en ret ringe kvalitet. Lokalerne er meget spartanske. Jan og Eline siger at jeg ikke kan tillade mig at fotografere, så jeg kan ikke vise billeder af stedet, men vægge, gulve og lofter er af beton. Borde og stole står så tæt at vi næsten ikke kan får os sat. Der stinker af friture og alt er slidt og beskidt.Pæneste dekoration er en hylde fuld af gule inkacolaer. Om vi kan begribe at folk af alle slags, om det så er en hel flok unge mænd i sorte jakkesæt, gider at spise der, når naborestauranten som ligger LIGE ved siden af, står tom? Vi finder ikke en forklaring, men efterlader mere på tallerknerne end vi har spist. Det er bare for ulækkert, så den der med at man skal gå efter hvor de lokale går hen den holder altså ikke altid. Det er på en eller anden måde en lidt sjov rytme vi får her. Det er så koldt om aftenen at vi ikke har så meget lyst til at være ude, så vi er også idag tidligt hjemme ved 7-tiden og ungerne får en historie og vil gerne sove. Vi ender alle sammen med at gå tidligt i seng og vågner vel så igen imorgen før f…….får sko på. Nå det kan vel vise sig at være nyttigt, når vi skal til Macchu picchu…

Dag 4. “Det her er bare livet”, siger Sofus

d. 27 juni

Vi vågner lige efter fem i morges. Jeg har som den eneste endnu ikke vænnet mig til højden og mit hoved dunker stadig. Ungerne får en leg igang med en masse rygsække og tæpper og laver hule i sengen, imens Jan og jeg ser på billeder og film og Eline læser. Vi spiser morgenmad og får idag hele fem boller og friskpresset appelsinjuice og cocate.Vi afleverer fem kg vasketøj på hotellet og skal betale 30 soles (60 kr)for det.Vi beslutter os for at tage på det lokal historiske museum som åbner allerede kl 8. Den er dog mindst ti over, før de lukker os ind, men vejret er jo dejligt omend hundekoldt, så vi står bare og ser på morgentrafikken imens vi venter og Sofus glæder sig over at vi havde en varm jakke til ham i min rygsæk. Da vi skal ind, skal vi have et “boleto turistico” som er en fælles indgangsbillet til 16 seværdigheder i og omkring cuzco. Det er lige meget om man kun ønsker at se en enkelt seværdighed, man skal have dette pas for at komme ind. Børnene syntes det er vældigt spændende, men igen er vi hæmmet af at alt står på spansk, undtagen de formanende skilte om at man ikke må røre, det står på engelsk.
På museet er blnadt andet en mumificeret inka med 1½ meter langt hår.
Da vi er færdige, går vi ud til togstationen for at ordne de biletter til macchu picchu. Vi får på vejen følgeskab af en hund. Vi tror den følger efter fordi børnene har brød og Josefine prøver at give den et stykke, men den vil ikke have brødet bare følges..Der er mange, mange hunde der løbe frit rundt, men de er alle meget venlige også dem der er sammen en fire fem stykker.
Her er så mange tiggere, mange med små børn og jeg kan næsten ikke holde ud at se på det. Særligt en jeg så igår, en lille dame, med en lille, bitte pige på måske 1½-2 år, som stod og græd og græd, gjorde stort indtryk på mig og jeg ville virkelig ønske jeg vidste hvad jeg kunne gøre for at hjælpe. Mon jeg ville hjælpe dem hvis jeg gav denne ene dame 1000 soles? Ville det forandre deres liv, så de kunne starte noget op, eller ville det bare være som at tisse i bukserne når det er koldt?
Nå markedet er helt fantastisk. Det ligger i en kæmpestor hal. Omkring halle går masser af koner rundt, klædt i de karakteristiske knælange nederdele med vidde, en trøje og bowlerhat. Alt bæres i farvestrålende tørklæder på ryggen. Inde i markedet kan man købe kød og fisk, mange, mange varianter af tørret majs i forskellige farver, mange slags bønner, oliven, ost, brød, grønt, frugt, urter, køkkengrej, ponchoer, hatte og meget, meget mere. Vi køber tørret frugt, oliven og ost. Så ser vi en pige med en lille vogn med et bur, med et par små vagtler og et lille blus med en lille gryde vand til at koge vagtelæggene. Vi køber for 2 soles (4kr.) og får to poser med hver fem kogte og pillede æg. Det er Sofus der insisterer på at vi skal have æggene og abgefter da han finder ud de smager godt, siger jeg at det var da godt han insisterede på vi skulle have dem. Det er nu et nyt ord tilføjet Sofus´s ordforråd og han har genfortalt det manbge gange. Altså at han insisterede…Vi køber også et par strikkede huer til Jan og jeg til hver 6 soles (12 kr) og en lille fin trøje til Josefine til 20 soles. Jeg prøver på Jans opfordring en meget stor poncho i alpacca uld til under 200 kr og den er bare så lækker, men ligner et telt, så jeg køber den ikke til Jans store fortrydelse.Bagefter går vi hen til saftdamen fra igår og køber saft. Hun er glad for at se os igen og snakker og snakker på spansk og tror vist at hvis hun bare bliver ved længe nok, så går det nok op for os hvad hun mener. Jeg tager et billede af nogle traditionelt påklædte handlende, som straks ender deres lille pige hen for at opkræve penge. Det er svært at tage nogle rigtigt gode billeder her, for folk bryder sig slet ikke om det på samme måde som i Thailand. Nå, men vi forlader markedet uden at have fået stjålet noget. Vi går hen på plaza san fransisco som ligger lige i nærheden og på vejen hjem og tager et hvil, hvor vi mæsker os med vores indkøb. Jeg skal tisse og det skal Josefine også, så vi går til hotellet og aftaler at mødes med de andre på Plaza de armas. Da vi finder dem, begiver vi os op af bakken mod et lille spisested vi så igår, som desværre havde lukket. Det er frygteligt hårdt at gå op ad. Pyhh ha hvor det dunker i hovedet og syrer i benene. Vi finder restaurenten i de små stejle gader, som har så fin beløgning af sten som er lagt i fine mønstre, men desværre har de igen ikke madservering, fordi kl. kun er halv tolv. Men vi har jo været vågne længe og er både sultne og trætte. Vi holder familieråd og ungerne beslutter at vi skal gå ned til vores lille supermarked og købe ind til frokost. Som besluttet så gjort. Det er jo fredag i dag og Sofus er blevet lovet cacaomælk, Josefine skal have yougurt med frugt i et lille bæger og Eline skal have cola. Vi køber desuden deres vidunderlige brød som er rørende billigt. Jeg køber 9 brød som er lige så store som store rundstykker eller sandwhichbrød (så vi også har til duerne senere) og kommer af med lidt over 2 soles (4-5kr), Og i kavliteten slår de dansk bagerbrød med adskillige længder. Vi spiser på hotellet og krummer ud over gulvet på vore nyrengjorte værelse. Sofus vil have en lur og Josefine og jeg falder også i søvn imens de andre går på internetcafe´for at uploade billeder.
Ungerne vågner først ved halvfiretiden og da er Eline og Jan allerede kommet hjem. Eline har fået sine karakterer fra de skriftlige prøver og det er blevet til to 7-taller og resten 10-taller. Det var flot. Jan griner af den dårlige internetforbindelse, som betyder at han kun fik uploaded 17 procent af billederne på et par timer. Vi går hen på plaza de armas for at fodre duer, med brødresterne. På vejen går vi ind i den lille gårhave med butikker, hvor vi købte trøjer forleden. Eline køber en trøje, Sofus bruger nogle af morfars lommepenge til to forskellige fløjter og Josefine køber en lille dukketrøje i samme stil som dem hun selv har fået. Det er køligt nu solen er ved at gå ned, men plazaen er fuld af folk, som hviler sig, sludrer, “lufter” børn, fodrer duer, køber, sælger osv…. Ungerne fodrer duer og et par damer med en lille pige, kommer hen og spørger om hun må tage et billede af den lille pige sammen med vores lyse børn. Sofus vil ikke, men Josefine stiller op og damen takker mange gange. Jeg mener at kunne huske at vores turistbillet gælder til den anden kirke på plazaen, så Jan løber hjem efter billetterne, men det viser sig de ikke gælder til kirken. Heldigvis ligger der et lille naturhistorisk museum lige ved siden af, som har fået rædselsfulde anmeldelser i guiderne, men som vi vælger at besøge alligevel, fordi der er mange udstoppede dyr og det kun koster 2 soles at komme ind. Det er bare alletiders. Totalt primitivt og lille bitte, men der er masser af udstoppede dyr, sommerfugle, insekter, fugledderkopper og siamesiske gedelam og kalve. Ungerne elsker det. Bagefter vil vi finde et stort center Jan har læst om og som han tror er noget for Eline. Vi trasker ned af en stor hovegade der går gennem byen og hvor alle de dyre hoteller og restaurenter ligger. Vi kommer forbi mange små slikboder (som er overalt i byen) og ungerne syntes vi skal købe lidt, selvom mormors kæmpeposer slet ikke er tømte. Vi køber en ganske lille smule og trasker videre. Det er nu helt mørkt og vi går og går uden at finde centeret, så vi drejer på tværs for at gå tilbage mod centrum af en parralelgade. Vi går ind på en restaurent som er proppet med lokale folk. Desværre så proppet at der ikke er et eneste bord ledigt og vi ender til sidst på den fra igår, inden vi går hjem for at se fredagstegnefilm og spise snoller og drikke sodavand.

Og til alle dem der syntes det er synd for Sofus at blive slæbt med på rejse imod sin vilje, så sagde han idag:”Det her er bare livet”. Det var altså imens han spiste pommes frites og kylling.

Når vi spørger jan hvad klokken er så begynder Eline næsten at grine fordi hun ved at han først siger:” Vi befinder os nu i 3382 meters højde og klokken er…..” Han har nemlig et ur der måler højde;O))

Dag 4. Op ad bakke gør det ondt.

Dag 4. d.27. juni – Cuzco

Jeg synes selv at jeg er ved at have akklimatiseret mig, men tidsforskellen…. jeg vågner før f….. får sko på ca.kl. 0430 og kan så overhovedet ikke falde i søvn igen, det lykkedes mig så at få alle vækket før kl. 05.30, denne morgen får vi et rundstykke hver.

Morgenmaden er ikke noget at råbe hurra over, men den ligner den morgenmad vi før er blevet præsenteret for på lignende overnatningssteder, juicen er dog friskpresset og særdeles velsmagende.
Vi skal på det historiske museum i dag, for at komme ind skal man købe en billet der gælder 16 andre steder, det koster for Hanne, Eline og jeg 175 soles, så vi bør nok komme rundt at se de udgravninger mv. som billetten giver adgang til for at det er en god forretning for os.

Museet fortæller bla. om de udgravninger, der er foretaget, det bedste ved besøget er en billedserie fra National Geographics, det er nogle fremragende billeder og der er en tekst på engelsk, alle andre steder står der kun noget på spansk, hvilket vi jo ikke fatter meget af på trods af at Hanne og Eline har forsøgt at lære nogle gloser hjemmefra.

Bagefter går vi mod San Pedro station for at få vores togbilletter og samtidig købe returbilletter til dagen efter, vi får følgeskab af én af de mange løse hunde som er her, de er nu fredelige nok, sikkert pga. varmen som er høj når solen først har fået magten.

Bagefter går vi på markedet overfor stationen, primært et frugt og grøntmarked, men der kan også købes tekstiler, Hanne og jeg får købt en hat hver, man kan mærke på den at det ikke er maskinstrik men håndlavet, jeg forsøger at lokke Hanne til at købe en poncho i en lækker kvalitet, men hun mener at der er for meget cirkustelt over den.

Vi køber oliven, peanuts og tørrede abrikoser, vi går hen til saftdamen fra sidst vi var der, hun virker glad for at se os igen og snakker og snakker på spansk og vi fatter ikke en bønne men forsøger at byde ind på det der må være spørgsmål, Sofus bestiller i dag agurk og æblesaft (det gør han aldrig igen) Eline får ananassaft, Josefine får gulerod og æble, jeg selv får appelsin og pomelo og Hanne hjælper Sofus med at få gjort kål på sit og smager bagefter fra alle vi andres.

Sofus får bagefter øje på en lille pige der sidder og piller vagtelæg og derefter koger disse, han vil gerne have et par stykker, pigen opfatter det som at vi vil have 2 poser, det får vi så, det koster 2 soles, hvilket jo svarer til 4-5 kr., der er 5-6 æg i hver pose så i forhold til Danmark er det vist billigt, da vagtelæg vist koster en del mere.

Vi går på Plaza San Fransisco og fortærrer en del af det indkøbte, bagefter går Hanne og Josse hjem for at komme på toilettet, Hanne mener ikke at det på restauranten som er vores næste mål er præsentabelt nok til hende.

Vi aftaler at mødes på Plaza de Armas, vi begiver os mod restauranten som ligger op ad bakke, Hannes hovedpine tager til men hun klager sig ikke, hun er nu sejg min kone, lidt synd at det er hende, der er så hårdt ramt af højden, hendes træningstilstand taget i betragtning, restauranten har lukket og vi bliver enige om at gå i supermarkedet for at købe ind og spise på værelset, brødet herovre er fantastisk, det smager bedre end det vi får fra både Kvickly, Guldbageren og Bavinchi til sammen (ja, undskyld at I bliver hængt ud) at det så ydermere er vanvittig billigt gør det ikke dårligere, men kornet er måske ikke steget så meget i Peru, for 9 brød der i Vejen ville have kostet 8-9 kr. stykket kommer vi af med 2 soles ca. halvden af hvad et enkelt brød ville have kostet i Vejen.

Der bliver også købt ind til “Disney aften” cacaomælk youghurt og sodavand, vi går hjem og får spist, der var iøvrigt blevet gjort rent på værelset, men pyt de krummer vi spilder bliver jo støvsuget op i morgen eller så, efter frokosten går Eline og jeg på internetcafe for at maile/uploade mv., hastigheden er nu ikke noget at skrive hjem om, jeg skal bla. uploade billeder til flikr.com men når kun ca. 17% af dem vi har taget indtil nu på de 2 timer jeg sidder der, Eline har fået mail fra Mille indeholdende sit afgangsbevis, hun har rent faktisk fået et højere snit i matematik end i dansk, hvilket kommer en del bag på mig, da jeg synes at hun formulerer sig særdeles godt, har en god forståelse for sproget og bruger det bredt, men karakteren for orden og stilen trak ned, stilen var Eline klar over at hun måske ikke havde fået lavet hel optimalt og orden tja., den kom ikke bag på nogen, men hun har et snit på over 9 på sit afgangsbevis og det kan hun være stolt af, godt gået tøs, hun går efter en time og jeg bliver siddende blot for at konstantere at hastigheden ikke ændrer sig til det bedre, vi må prøve et andet sted næste gang, evt. et sted, hvor man kan medbringe sin egen notebook.

Vi går på Plaz de Armas, vi har alle taget noget mere tøj på da solen er ved at gå ned, når det ingen sol er, er der forbandet koldt, man mærker det tydeligt når vi går ad strædet/smøgen der forbinder vores vej med Plazaen, for enden bliver vinden trukket ind og det er bidende, vi får fodret duer, jeg finder ud af at det billetter, gælder til 16 steder ligger på værelset, ikke så smart når Hanne har annonceret at vi skal besøge den anden kirke, der ligger ved plazaen, der skulle billetterne efter sigende gælde til, jeg smutter hjem efter disse, imens bliver der fodret duer og da jeg kommer tilbage, går vi mod kirken blot for at få at vide at billetterne ikke gælder hertil, vi beslutter os for ikke at besøge kirken, men i stedet besøge det naturhistoriske museum, det minder mig om min tid i folkeskolen når vi havde biologi, da havde vi også udstoppede dyr og vel ca. ligeså mange som her, dog ikke leoparder, dovendyr & bæltedyr, men pyt de mindste i familien sluger det hele råt og vi får vel ½ time til at gå der.

Jeg har læst om et stort center i LP, jeg er ikke helt sikker på placeringen, men vi går i den retning, hvor jeg mener det ligger, efter at have gået en del opgiver vi, på vej tilbage af en parallel gade kommer vi forbi en restaurant, der er fyldt med lokale folk, vi beslutter os for at gå derind, men der er desværre proppet, så vi drager i stedet mod biksen fra i går, der er lidt snak undervejs, hvor Hanne først siger at hun ikke vil bestemme i dag, men da Sofus udpeger et pizzaria, glemmer hun vist, hvad hun har sagt og stemningen bliver lidt mørk, vi ender i den lille biks og Hanne og jeg får suppe (stor portion) og Eline, Sofus og Josefine får kylling, vi drikker kun vand til, da sodavandene venter derhjemme.

Sofus og Josefine får tegnet inden maden serveres, Sofus har udviklet sit tegnetalent og bliver bedre og bedre, han har også affundet sig med at være blevet slæbt med på rejsen og udtalte ved maden; “Dette er bare livet” dejligt at se og høre at han er tilfreds, for er Sofus tilfreds er vi det alle tror jeg

Dag 3. The return of the backpack

I dag var vi tidligt vågne, vi gik jo også I seng med hønsene i går, det er svært at omstille sig rent tidsmæssigt og jeg tror vi alle har lidt jetlag, vi får spist lidt morgenmad, værelset er med morgenmad, dvs. Kun 3 boller selvom vi er 5 personer, vi får dog 5 papyajuice og 3 coca te.
Bagefter begiver jeg mig mod lufthavnen for at få afhtentet rygsækken, jeg har en idé om at gå en del af vejen, jeg køber en cola undervejs, der er langt derud, i hvertfald når man befinder sig i mere end 3000 m. højde, jeg bliver ramt af hovedpine igen, den opstår når man anstrenger sig har jeg lagt mærke til, jeg får prajet en taxi, chaufføren er snaksagelig men kan kun spansk, vi for dog talt lidt sammen og jeg får forklaret at jeg er på vej til lufthavnen for at hente en rygsæk, det koster 10 sol, hver vej han venter på mig i lufthavnen, men det tager tid vi er jo i Peru, da han kommer ind i lufthavnsbygningen for at se, hvor jeg bliver af, har jeg netop fået en medabejder tll at lede efter den manglende rygsæk, jeg skriver under og får den udleveret, vi kører tilbage til Cuzco, jeg kan selvfølgelig ikke huske hotellets navn eller adresse, så jeg beder ham om at køre til Plaza de Armas, så kan jeg finde hjem derfra, han insisterer dog på at køre mig helt hjem, vi finder også hotellet.
Jeg får smidt ”sækken” op på værelset og tager en walkie med ned, jeg kalder op og Hanne svarer og fortæller de næsten er tlbage ved hotellet efter indkøb, jeg får afhentet en kniv mv. , imens begiver Hanne & Co. sig mod Plaza’en for at spise frokost (frugt + brød) samt fodre duer, de er i gang med at fodre duer da jeg ankommer, der kommer flere og tilbyder postkort og korn til duerne, jeg køber nogle kort og vi har nu fået os en lille ven, en dreng på 8-9 år som hænger us hos os mens vi sidder ved springvandet, pludselig går et optog med musik osv. i gang, der er en masse børn med i optoget og jeg får taget lidt video, mens Hanne får taget nogle billeder.
Bagefter går vi lige forbi vores værelse og lægger det vi ikke fik spist, bagefter begiver vi os mod banegården San Pedro, vi går nu ikke den lige vej og kommer forbi et kvarter, der virker meget fattigt, det ligner nogle af de steder jeg passerede i morges på vej til lufthavnen, vi komer dog på rette spor og finder stationen, damn jeg har fået flybillet bekræftelsen med og ikke togbilletbekræftelsen, nå så må jeg gå herhen i morgen, på vej tilbage mod Plaza’en går vi lige et smut ind på det lokale marked, der ligger lige ved stationen, her får vi lige noget friskpresset saft, lækkert og billigt, vi går på Plaza’en og sidder der lige 5-10 min. før vi drager videre mod hotellet, undervejs får vi købt frisk brød og marmelade, da vi kommer hjem spiser vi brød, hvorefter der hviles, jeg skriver lidt dagbog imens, da jeg ikke fik skrevet færdigt i går.
Sofus kan ikke rigtig sove til middag, han får vækket Hanne og sammen får de læst en bog, jeg får sat Monsters Inc. igang på Elines notebook, kort efter vågener Josefine og hun gør Sofus selskab, kort efter er alle vågne, jeg glemte helt at de kom for at gøre rent mens familien hvilede jeg bad dem komme imorgen i stedet, ikke fordi det ikke trænger lige nu, der ligger en del krummer på gulvet efterhånden, så det er fint at få gjort rent i morgen.
Ved 3 tiden går vi mod Plazaen for at se katedralen, vi misforstår prisen som er skrevet, 25$ burde have fået klokkerne til at ringe, da vi skal betale forklarer damen i billetlugen at det er i Soles, godt så, hvor var vi dumme, det ville også have været en prisstigning jf. LP Peru fra 2007 på mere end 100%, så meget er dollaren jo heller ikke faldet.
Vi får betalt og går rundt i katedralen som rent faktisk består af 3 kirker, den har været ramt af jordskælv 3 gange mener jeg, så en del af katedralen er nyopført, Sofus er meget hurtig til at komme rundt at se det hele, han spørger dog ind til de forskellige ting, Josefine tager det stille og roligt og går rundt sammen med Eline, der venligt forklarer om de forskellige ting, det er nu rart at vi har hende med ikke for at passe ungerne, men som aflastning er det nu fint en gang imellem.
Bagefter begiver vi os op mod legepladsen som vi var på forleden, her møder vi en nordmand som arbejder som frivillig på et hjem for døve børn, han skulle oprindeligt bare herover på ferie, men havde så hørt om hjemmet og havde booket sig ind som logerende der, de spurgte ham så om han ville hjælpe det ville han gerne, så det havde han nu gjort i en måned, han fortalte at man her i Peru ikke skilter med sit handicap og at de fleste af børnene er forældreløse dvs. de er blevet afleveret på hjemmet!
Det er nonner (fransiskaner), der driver hjemmet, vi hilser på den søster, der er med hun virker rar og varm.
Vi får en ordentlig krammer af en af pigerne, hvor er det dejligt at der nogle der tager sig af de udstødte, der også 2 amerikanske unge piger, der er udsendt som frivillige, Elien tænker en del over det mens vi går tilbage, det vil ikke undre mig om hun efter gymnasiet måske tager til Thailand eller lign. for måske at hjælpe til på et hjem for børn eller lign.
Hanne er hårdt ramt af at være her i højderne, jeg håber hun snart er ovre det, da hun har en del hovedpine og nej mine damer og herrer, det er ikke derfor, vi sover alle i samme rum og sengen bliver nu og da delt med Josefine. 😉
Bagefter finder vi et meget lille spisested, jeg får alpaca, Hanne får noget gineoa suppe (sikkert stavet forkert), ungerne og Eline får kylling.
Det smager ok, men er måske lidt dyrere end vi bryder os om, vi går hjem og denne aften går vi ikke i seng før efter kl. 2000.

Dag 2. Partyhotellet

Der er larm i nat, hotellet er åbenbart et rigtigt party hotel, men på en eller anden måde gør det ikke så meget og vi kan godt sove til musik
og larm. Sofus vågner og skal tisse og må have hjælp til at komme ud, da han jo sov da vi ankom og faktisk ikke kan huske, hvordan der ser ud. Vi falder lidt i søvn igen, (efter jeg har været i natbad) men vågner alligevel igen før en vis herre får sko på. Det gør nu ikke noget, får vi har jo bestilt chauffør til at køre os til lufthavnen hvor vi skal være 7.30. Igår havde Eline og Jan kylling, pommesfrites, bananer og brød med hjem og det børd og bananer vi ikke fortærede igår, spiste vi til morgenmad. Natportieren har tilbragt natten i en stol i forhallen, men da vi larmer for meget tænder han for tegnefilm og ungerne ser med. Jeg spørger hvornår chaufføren vil komme og hente os og natportieren svarer 7.30. Jeg forklarer at der skal vi jo være i lufthavnen, så han ringer straks efter en anden chauffør og vi kommer kun et kvarters tid for sent. Der er masser af trafik i storbyen trods det tidlige tidspunkt og folk dytter af hinanden i et væk. Skønt. Vi får møjsommeligt indleveret vores baggage, eller resterne af det og får at vide at vores fly er forinket på grund af dårligt vejr i cuzco. Pokkers også, så har vi ikke tøj nok med til børnene…. Jeg lægger mærke til noget sjovt i lufthavnen, som faktisk er ret moderne. Man kan købe sig til at få sin baggage rullet stramt ind i film, som en ekstra sikkerheds foranstaltning. Vi finder en mc. D hvor vi kan få morgenmad, , meget, meget smukt men når knapt at spise, før vi bliver kaldt til gaten. Resten af maden fortæres imens vi går, men vi finder nu ud af at vi havde god tid. Flyet var forsinket ca. 40 min. Da vi kommer om bord, morer vi os lidt over flyets tilstand, men vi kan trøste os selv med at det har gennemført MANGE sikre landinger og er sikkert vældig stabilt trods de små skavanker det har…… Og vi får endda mad under vejs på den kun 1 time lange tur.Vi lander i strålende solskin og langt over de 13 grader forecasten har lovet os. Luften er dejlig og helt anderledes end Limas grå og fugtige tåge. Vi får fat i vores baggage og bliver straks forsøgt fanget af et antal “hotellernes forlængede arm”, som har det ene gode tilbud efter det andet. Jeg vil ignorere dem alle sammen, men Jan stopper op og taler med en ung smuk kvinde, som vil køre os til byen for 10 soles (20 kr), vise os to hoteller og køre os til hvilket hotel vi vil, hvis vi ikke syntes om dem hun viser os. Det lyder som en ok ide og da vi ved der har festival i byen i går kan det måske være svært at finde et sted at bo?… Vi følger med damen i en fin stor van. Byen cuzco ligger jo omgivet af brune bjerge og der er bygget fra dalen og op af bjergvæggen. Det er på sin egen farveløse facon meget, meget smukt. Byen har godt 300.000 indbyggere og der er ikke så langt fra lufthavnen til bymidten hvor det første hotel damen vil vise os ligger. Det ligger kun en blok fra Plaza de armes, som er hjertet af byen. Damen beder Jan og jeg gå med op og lover det er meget sikkert, men vi vælger alligevel at jeg skal gå op selv. Vi kan få et familieværelse med tre senge og bad på værelset for kun 40 usd. pr døgn. Det er dyrt, men vi kan se i LP at vi næppe finder noget billigere her, da Cuzco er den dyreste by i Peru. Jeg siger ja til værelset og heldigvis er de andre enige da de ser det. Hotellet er meget hyggeligt med en masse trapper og en lille have i midten. Restaurenten ligger halvt i en kælder og der bliver budt på coca te, som smager af spinatvand imens damen fortæller om de tilbud hun har på udflugter. Jeg brækker mig indvendigt, men hun er nu meget venlig. Hun forklarer at hun kan sørge for at få hentet min bagage i morgen, hvis vi giver hende en kopi af Jans pas, hvilket vi gør. Da vi har pakket lidt ud, går vi en tur op i byen til plazaen. Mange af gaderne er smalle og brostensbelagte og meget meget hyggelige. Der sidder mange tiggere også med børn, og der går mange rundt i nationaldragter, med en lama i snor, hvor man kan betale for at tage et billede. Vi får hævet penge og vil egentlig gerne sidde lidt i parken ved plazaen, men vi er sultne og vil finde et spisested lidt væk fra plazaen hvor det er billigere. Vi går op af bakke, da jeg har læst at det er billigst op af bakke, eftersom folk ikke er så villige til at gå op ad i den tynde luft. Jeg skal også lige love for vi nu mærker hvor tynd luften er. Især Eline og jeg hiver noget efter vejret som vi går op af de små gader. I udkanten på toppen af byen finder vi et lille bitte spisested, som har en lille altan på taget og vi bestiller mad hos en amerikansk dame, som er i restauranten. Hun forklarer at på grund af festivalen i går er der ikke så meget på menuen, men vi bestiller 3 portioner dagens menu, som er nudelsuppe og hakkebøf med ris og søde kartofler. Vi deler menuerne. Da vi har spist ser vi en lama komme gående op af bjerget og derefter en lille dame i nationaltøj. Hun er langt bagefter, så jeg tager et billede af børnene og lamaen med hende i baggrunden, men hun kommer og kræver en soles, som vi giver hende. Eline er en perle til at hjælpe med ungerne, tage dem i hånden osv. Vi har set en legeplads på vej op, og finder den igen på vej ned. Den er ret afdanket, men har vipper, gynger, armgang og en udendørs pool uden vand i. Der er også en sportsplads, hvor der kommer en flok børn, men Sofus og Josefine tør ikke gå hen til dem og slevom børnene kigger nysgerrigt kontakter de heller ikke os. På et tidpunkt løber børnene ned af en stejl skrænt mod en lille vandløb som de krydser og Sofus vil løbe efter. Han bliver sur da jeg syntes det er for farligt og mukker hele vejen ned mod byen igen. Han vil dog gerne se nærmere på et lille marked vi gik forbi tidligere. Det ligger imellem vores hotel og plazaen i en lille gårdhave. Da Jan også syntes vi skal købe tøj til mig og ungerne, går vi derhen. Det er et rigtigt turiststed, men ingen tvivl om at det er fattige mennesker, med mange børn der løber omkring. Der hænger masser af pjnchoer uden for de små butikker og masser af andre suveniers. Vi køber et par trøjer til sofus og josefine, men kan ikke få en kvittering, så vi kan ikke få dem dækket af forsikringen, til jans store ærgelse. Vi sidder lidt i gården og ser på de peruvianske børn, inden vi går mod hotellet. Jan orker ikke at alle er lidt pirrelige pga. træthed og hovedpine, så Jan går op på hotellet med alle ungerne og jeg går mod et marked som damen har tegnet ind på et kort, i håb om at finde lidt tøj. De andre har spurgt mig om jeg havde gang i en pose til vasketøj og det har vi jo grint lidt af, eftersom jeg kun har det jeg går og står i og et par ekstra trusser. Jeg finder det supermarked damen har anvist, men det sælger kun mad. Jeg køber brød, ost og frugt til aftensmaden. Hovedpinen er rigtig slem nu og heldigvis ser jeg en alsidig tøjbutik på den anden side af vejen. Jge får købt lid tøj til mig og børnene, så vi har lidt rent og husker at få kvittering til forsikringen. Da jeg kommer hjem er det blevet mørkt og ungerne ligger og spiller på Elines computer, imens Jan næsten er faldet i søvn med hovedpine. Jeg kommer i tanker om at de lufthavnen har sagt at vi skulle ringe dertil for at få dem til at sende baggagen det rigtige sted hen og jeg panikker nærmest ved tanken om vi ikke har fået det gjort. Da Eline jeg og børnene har spist lidt af den mad jeg har købt, vækker jeg Jan og beder han være lidt behjælpelig. Han går modvilligt ned til hotellets reception, hvor de henviser ham til et callcenter lidt henne af vejen. Jan ringer til de numre vi har fået, men får bare en tlfsvarer som siger en masse på spansk. Han går frem og tilbage tre gange og vi kommer op at skændes inden vi til sidst ender med at forlade en vågen teenager og to sovende unger på værelset for at finde et turistbureau. Det ligger til vores store glæde lige om hjørnet og de er meget behjælpelige. De tager kontakt til Lima lufthavn og kan fortælle at baggagen ligger der og vil blive sendt med det første fly i morgen tidlig. Jubii…… Jeg finder ud af at vi har varmt vand i bruseren i ca. 3 min af gangen og det er bare skønt for værelset er koldt og jeg orkede næsten ikke et iskoldt brusebad også.Jeg vil tro alle sover før kl 19.30.

Dag 2. Fra Lima til Cuzco og sedlen der blev væk.

Lima,  Jorge Chávez lufthavn 09:34 d. 25. juni 2008
Ham der afhentede os i går kom ikke til morgen, vi sagde til natportien at nu må han da snart komme, han sagde at han ikke regnede med at han kom før end kl. 0700-0730, men vi havde en aftale om at vi skulle være i lufthavnen senest kl. 0730, så det holdt jo ikke helt, der blev bestilt en ny chauffør, denne gang i en ganske almindelig taxi efter peruviansk standard dvs. en mellemklasse bil som er godt ramponeret, de kører som vinden blæser her, det er rent anarki og det virker mest som om at den eneste regel der er, er at der ikke er nogen regel, for det med at vise hensyn i trafikken skal vi ikke stjæle herfra, survivest of the fittest/biggest kunne man måske omskrive det til.
Vi når vores fly, det er forsinket 40 min. pga. dårligt vejr i Cuzco, det lover jo ikke så godt.
Lufthavnsafgiften blev på $ 6,05 pr. person, så prisen for at komme til Cuzco bliver pr. voksen $ 122,48 og pr. barn $ 91,04 ialt $ 549,52 hvilket er ca. kr. 2700, med den nuværende dollarkurs.

Jeg glemte iøvrigt min lille rygsæk ifm. gennemlysningen, jeg vænner mig aldrig til det cirkus, heldigvis kom jeg i tanke om det da vi skulle stille al bagagen fra os og vente på flyet.

Jeg er lidt spændt på, hvad vi skal ud at købe af tøj, regntøj mv. har vi jo ikke lige nu, men forhåbentlig dukker rygsækken op i morgen, hvis ikke har vi et større problem og skal både købe rygsæk samt indhold, dvs. tøj til Hanne, Sofus og Josefine samt regntøj.

Ellers er stemningen i familien fin og vi er klar til at indtage Cuzco.

Cuzco, Hostal Qori Inti 15:09 d. 26. juni 2008
Vi kom med flyet, det var en afdanket Boing 337, dens bedste år var forbi, det var tydeligt, foran os sad en flok englændere, de skulle lige justere håndtaget på stolen, så røg det af, den ene lænede sig tilbage i sædet så røg Elines bord ned og vi var ikke engang kommet i luften endnu.
Det gik nu som det skulle, det larmede en del i kabinen indtil vi havde nået flyvehøjden, en larm jeg husker fra en tur hjem sydfra (Cypern) i et Tupolev fly, selve flyveturen gik fint det tog ca. 1 time og vi fik endda mad ombord (bolle, kage og en sodavand)
Da vi landede stod flokken af ”hotel indpiskere” klar til at tage sig ”kærligt” af os, vi afviste dog de fleste og fik fat i vores bagage, der kom en nydelig yngre kvinde og spurgte om vi skulle bruge overnatning mv., hun ville transportere os til Cuzco for 10 Sol, en fair pris, det indebar så at hun ville vise os nogle indkvarterings muligheder uden at vi dog var forpligtet til at gøre brug af disse, vi sagde top og vi begav os mod Cuzco, undervejs kom vi forbi en rutchebane der mere mindede mig om en vandrutchebane uden vand, en af dem hvor man sidder 5-10 ved siden af hinanden og så rutcher om kap, Josefine og Sofus så den også ifm. den var der en legeplads så vi, havde en idé om at vi nok ville stikke forbi én af dagene så ungerne kunne prøve denne brede rutchebane.
Vi kom ind midt i Cuzco ikke langt fra Plaza de Armas, hvor flere inka’er har måttet lade livet, hotellet hed Qori Inti (http://www.qoriinti.com), vi fik et familieværelse med 2 normale senge og 1 ¾ seng fint til os, der er toilet og bad på værelset og værtinden virker rar.
Vi blev budt nedenunder til noget coca te, de smager nu ikke af synderlig meget, Hanne og Eline synes det minder om spinatvand, jeg ved nu ikke rigtig, jeg kunne forestille mig at lamaerne vil synes om det, men jeg drikker det nu alligevel.
Elvira som damen fra lufthavnen hedder, kommer og vil præsentere os for nogle ture som hun kan arrangere, hvis vi har lyst, hun virker ikke rigtig påtrængende men prøver vel blot at slå lidt mønt af os, hun er bare ikke klar over at alt det færdig arrangerede ikke lige er os, men vi må se om vi kommer til at gøre brug af noget af det, hun tilbyder også at hente og levere rygsækken for os, jeg skal blot udfylde en seddel om at hun må afhente den sammen med en kopi af mit pas, jeg får lavet en kopi og lavet en fuldmagt til afhentning som jeg underskriver.
Hotellet har en filial (Nusta Wasi Hostal eller Hotel Royal Inti Inn jeg kan ikke rigtig se det ud fra den folder vi har fundet) i Aguas Calientes, det ville måske være smart at booke en overnatning der ifm. vores besøg på Machu Picchu, vi skal jo med toget d. 30 juni, selve togturen tager omkring 4 timer og et besøg herefter vil være at ”spænde buen for meget”, når man har børn med, så en overnatning og så med den første bus ud til ruinerne dagen efter og så hjem med toget om aftenen og tilbage til vores nuværende logi virker som en god løsning for alle.
Der ligger nogle ruiner umiddelbart uden for Cuzco som jeg har en idé om at vi skal ud at se når vi nu er her, så det må bliver fredag, lørdag eller søndag.
Efter vores kop te, fik vi lige pakket vores ting ud og så gik vi ud for at se lidt på byen, vi vandrede en del rundt og nåede også at gå en del op ad, øverst oppe fandt vi en lille ”fedtbiks” som havde lidt mad at byde på, vi fik bestilt lidt mad og noget vand, vi fik spist og begav os så småt nedaf igen, inden nåede der dog lige at komme en lama forbi, kvinden der havde lamaen med ville have penge fordi jeg havde filmet dyret, godt så, for ikke at fornærme nogen gav jeg hende lidt småpenge.
Vi havde undervejs nogle kontroverser med Sofus, han er ikke til disse ture, hvor han ikke kan udfolde sig fysisk i det omfang han har lyst til det og når det bliver for farligt, bliver vi jo nødt til at stoppe ham vi vil jeg gerne have hele familien hjem i hel tilstand, Sofus har svært ved at håndtere de begrænsninger vi sætter for ham og han bliver sur og er klar til at tage det første fly hjem og han hader sin far, ihvertfald i situationen, da vi endelig er kommet ned i byen igen og han for jeg ved ikke, hvilken gang skaber sig over et eller anden har jeg fået nok, jeg fortæller at jeg ikke agter at gå med mere, da jeg simpelthen ikke kan holde ud at lægge øre til det længere.
Iøvrigt er jeg også blevet udstyret med en hovedpine som er taget til, i situationen tror jeg nok at Hanne synes at jeg er en idiot, men jeg har brug for at kunne melde fra på nettet når dette er påkrævet, ellers tror jeg bare at alle pludselig får nok og det bliver bare til en gang smælden og skænden, det ender med at jeg tager ungerne og Eline med hjem til hotellet og Hanne går ud for at købe nødvendigt tøj til hende og ungerne, da hun kommer hjem, har hun tænkt over situtationen, vi har tidligere talt om at respektere når vi hver i sær har fået nok og herefter melder dette ud, hun takker mig for at jeg fortalte, hvordan jeg havde det og vi får alle set på det tøj som hun har købt.
Det er så småt blevet aften og ungerne har spillet lidt på Elines notebook, jeg har drønende hovedpine, det er nok højden, der påvirker også min appetit som er lig nul og det eneste aftensmad jeg får er en bid af en bolle.
Vi har glemt at få ringet til de telefonnumre som KLM manden skrev på den rapport omkring den manglende rygsæk, Hanne beder mig om at tage affære, jeg har mildest talt ikke lyst til noget som helst men modvilligt begiver jeg mig nedenunder for at se om jeg kan ringe derfra, det kan jeg ikke fordi det longdistance cellphone call, nå jeg bliver henvist til en lille biks, der ligger 10 m. Herfra, her forsøger jeg så at få kontakt, det kan jeg ikke.
Jeg går tilbage til værelset for aflægge rapport og foreslår Hanne at vi gør det fra morgenstunden dagen efter, det vil hun ikke høre tale om, jeg tror hun er bange for ikke at se sin rygsæk igen, ligeledes savner hun vel efterhånden også sit skiftetøj.
Elvira havde lavet en seddel med tourforslag hvorpå hun også skrev sit tlf.nr., jeg leder efter sedlen men kan ikke finde den, Hanne bliver vred og tager så selv affære, hun går nedenunder og får et tlf.nr. til Elvira af aften-/natportien, han er nu ikke til ret megen hjælp og taler ikke meget engelsk, jeg bliver igen sendt afsted for at ringe til Elvira således at hun måske kan kontakte KLM på de tlf.nr. som vi har fået oplyst, jeg får ikke fat i hende, damen som styrer biksen forklarer at tlf.nr. ikke eksisterer.
Hmmm. nu synes jeg sgu ikke rigtig det er sjovt længere, jeg vender tilbage aflægger rapport og Hanne er helt urimelig, det ender med at vi får endevendt det hele for at finde sedlen som Elvira har lavet, den lå i bunden af min endagsrygsæk, det forbedrer jo ikke min situation, så jeg drager igen afsted, jeg får ikke fat i Elvira, da er optaget på nummeret hele tiden, jeg vender tilbage og aflægger rapport.
Nu er Hanne ved at være i det røde felt, jeg synes hun overreagerer, men det er jo heller ikke mit tøj, der er savnet. Vi bliver enige om at finde et turistbureau, vi spørger manden nedenunder, han kan ikke hjælpe os, det kan en kvindelig gæst, hun forklarer os vejen, vi går derhen og de hjælper alt, hvad de kan de får fat i KLM og forklarer at rygsækken ankommer med et LAN Peru fly dagen efter omkring kl. 0710.
Vi går hjem og bliver enige om at jeg tager en taxi ud for at hente rygsækken dagen efter.
Alt ånder igen fred og idyl og familiefreden er sikret