Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Sri Lanka - Dag 30

Kære Eline

Nu ses vi snart og det glæder jeg mig sådan til ;O)

Vi skal først være ude af værelset klokken 12, så vi spiser morgenmad, pakker og bruger resten af formiddagen ved poolen. Klokken 11 går vi op i bad og pakker det sidste ned og klokken 12.00 sharp forlader vi vores værelse.

Den internationale restaurant Taprobane som vi fik buffet på forleden, har også buffet til frokost og vi har lige akkurat rupees nok til at vi kan nyde vores sidste frokost og bruge et par timer der. Man kan få mangolian, sushi, mange salater også skaldyrssalater og den slags, mange hovedretter fra mange forskellige lande, pasta og pizza på bestilling, supper, oste, ca. 20 forskellige desserter og pandekager på bestilling, masser af frugt osv. Retterne er nogle andre end dem vi fik forleden. Uhmmmmm….. God måde at bruge pengene på.

Vi tager en taxi til lufthavnen og ferien er ved at være slut.

Kærlig hilsen mor.

Sri Lanka - Dag 29

Kære Eline

Vi har ingen planer i dag. Colombo har ingen ”must sees” og vi er lidt dovne. Vi kan dog ikke holde ud at ligge en hel dag ved poolen, så jeg spørger i receptionen hvor det er bedst at købe krydderier og da den søde dame smilende forklarer, at det bedste sted er i supermarkedet i centret lige ved siden af, går jeg derhen og køber karryblandinger til jer og til os. De har dog ingen vaniliestænger og det ærgrer mig, for vi har fået det tilbudt i hver eneste af de andre byer vi har været i. I supermarkedet fortæller de hvor jeg kan købe det, det er på et lille lokalt marked i gå afstand her fra. Vi går alle sammen af sted og finder snart det lille marked af de rigtig lokale slags. Det er en markedsbygning i to etager, møgbeskidt og stinkende og med slagtede dyr hængende fra kroge i loftet. På de døde sidder kragerne, som er en landeplage på Sri Lanka. Kragerne stjæler mad og skider alle steder og de sidder altså også på det kød man kan købe på markedet. Ardr….. Vaniliestængerne er næsten lige så dyre her som der hjemme og det er kun én af de handlende der har dem, så der er ingen konkurrence. Jeg nøjes med at købe 4 stk inden vi tager en tuk tuk til det område i byen der hedder Cinnamon Gardens. Det er et pænere område af byen og der hvor de pænere butikker og caféer ligger. Engang var der kanelplantager, der af navnet. Man kan se forandringen i de forskellige byområder når man kører i gennem, det her ligger tæt ved parken. Vi får ret hurtigt øje på et butikscenter der hedder Odél, som er et pænt center med dyre mærker. Det er rigtig lækkert at gå rundt i det pæne, velordnede lille center eller varehus og selv toiletterne er pæne. Vi køber nogle få ting og en is inden vi går igennem parken og tager en tuk tuk resten af vejen hjem. Dovenskaben længe leve, det er vist godt vi snart skal hjem;O)

Resten af dagen bruges ved poolen, hvor vi spiser frokost og drikker cocktails, inden vi går til ”afternoon the” i loungen og spiser vores sidste aftensmåltid på hotellets italienske restaurant.

Vi har aldrig før boet på et femstjernet hotel. Man er aldrig mere end et blik væk fra et smilende personale. Når man ankommer til hotellet den første dag, får man serveret en velkomstdrink ved indcheckning. Kommer man for tidligt og må vente et øjeblik på sit værelse, får man serveret the i loungen på husets regning. Når man går til poolen eller i fitnesscentret, skal man ikke medbringe håndklæde, det får man udleveret. Madrassen til liggestolen bliver bragt. Mad og drikke bliver bragt, lige som regningen også bliver det. Når man sætter sig i en restaurant, står der en tjener og lægger stofservietten i dit skød. Ved morgenbuffeten går tjenerne rundt og ser til, at det hele går som smurt. Får du hænderne lidt for fulde, kommer de straks og assisterer med at bære hen til din plads. På værelserne står der ikke bare shampoo og sæbe, der er også barbergrej, tandbørste, badehætte, vatpinde, neglefil, skopussergrej, hårtørrer, balsam, bodylotion, strygejern- og bræt, minibar, gratis drikkevand i flasker og safetybox. Er den lille pudseklud til skoene ikke nok, står der en bemandet skopudserstol i loungen, hvor du gratis kan sidde og få pudset dine sko. Din bagage skal du ikke slæbe på, den bliver kørt på en vogn og ønsker du maden serveret, herunder også morgenmaden, kan du naturligvis ringe efter roomservice. Flere gange dagligt bliver der banket på døren til dit værelse, blot for at spørge om du har hvad du har brug for og oplyse at hvis du senere skulle komme til at mangle noget, er du velkommen til at ringe til receptionen.

Ret sjovt at prøve alt den luksus, jeg minder mig selv om, at det ikke skal blive en dårlig vane ;O)

Kærlig hilsen mor

Sri Lanka - Dag 27

Kære Eline
Jeg glæder mig ikke til ferien er slut, men jeg glæder mig til at knuse dig på søndag ;O)
De danske konferencecentre har de senere år lagt en ære i at lade deres buffeter overgå hinanden i overdådighed. Alligevel må jeg give far ret i, at vi aldrig har oplevet et så rigt udvalg andre steder, som der er her til morgen. Godt nok er deres brød og deres store udvalg af Wienerbrød ikke så delikat som derhjemme, men til gengæld er morgenbordet internationalt, også asiatisk, og under hensyntagen til mange forskellige diæter. Vi mæsker os i frugt og juicer og børnene slubrer cornflakes i sig, som var det sidste chance for cornflakes i dette liv.
Vi har valgt at dagen skal bruges på markeder og stik i mod alle andre, begiver vi os af sted til fods. Vi går selvfølgelig forkert et par gange, men på vejen ser vi både luftvåbnet eksercere, køber bøger i en boghandel og hilser på en masse fremmede mennesker som hilser på os. Colombo er som en hovedstad er. Nogle områder er meget pæne, det er de kedeligste og der hvor forretningsfolk og turister holder til, andre steder er der rodet, larmende og beskidt, det er det rigtige dagligdags liv. Vi traver igennem det mest lokale marked, et turistmarked og nogle travle, tætpakkede gader med masser af små skrammelbutikker, herunder butikker med stoffer og blonder hvor Josse og jeg køber ind. Gamle og yngre mænd kommer slæbende med sække og kurve så tunge, at de ser ud til snart at segne under vægten, men de smiler alligevel og hilser når vi går forbi. Der skulle også være en stor markedsbygning i fem etager, men den er desværre under ombygning. Vi er vist blevet lidt dovne af alt den afslapning, for vi bliver hurtigt enige om en tuk tuk hjem. Det en køretur mindst dobbelt så lang som den i går, men forgår i ”metered” taxi/ tuk tuk og prisen lander på 178 R da vi holder ved skiltet som forbyder tuk tuk-er på hotellets parkeringsplads.
Vi bruger eftermiddagen ved poolen som er stor og god. Personalet omkring poolen varter os op og vi begynder efterhånden at vænne os til at have en tjener på hver finger.
Vi går i bad og klæder os på i det pæneste vi har (som ikke er ret pænt), inden vi går ned i loungen til ”afternoon the”. Flyglet spiller og her er en virkelig hyggelig stemning. Vi spiller kort mens vi drikker te og kakao og går i det lille mall ved siden af hotellet inden det er spisetid kl 19. Vi har bestilt bord ved endnu en overdådig buffet, denne gang med mere internationale retter, både fra øst og vest og når vi får så god mad og så stort udvalg, kan jeg næsten ikke bære du og Alex ikke er med, I ville elske det. Vi spiser til vi kan trille og taler om vi ikke har godt af så meget mad, men på vej tilbage til værelset går vi forbi en anden restaurant på hotellet, som har et tilbud i morgen. Prøv 24 forskellige ”fusionsretter” for kun 2000 R (100 DK). Det må vi da prøve….. Vi bestiller bord, så må vi jo se om vi orker det ;O)
For resten tror jeg, jeg skrev i går at her er 7-8 restauranter. Det passer ikke. Her er 13 ;O)
Mange kærlige hilsner fra mor

Sri Lanka - Dag 26

Kære elskede Eline
Josse og jeg går en tidlig morgentur, mens drengene pakker færdigt. Jeg bliver på en måde lidt rørt over, hvor mange mennesker der er ude at gå kl 7 om morgenen. Man skulle tro det mest var turister der ville have de bedste billeder fra fortet over havet, men det er lokale familier som går tur med deres børn, fædre der powerwalker og laver armstrækkere og unge drenge der spiller bold. Vi sludrer så hyggeligt, mens vi går og taler om de fede oplevelser vi har. Josse skal lige forbi de bedste steder og sige farvel og vi går et par omveje i de små gader, fordi vi går forkert. Det gør ikke spor, drengene er ikke færdige med at pakke da vi kommer tilbage og da de endelig er, går vi ned og spiser morgenmad, inden vi tager en vemodig afsked med Frangipani.
Sofus, jeg og bagagen tager en tuk tuk til togstationen, far og Josse går. Jeg køber billet til anden klasse, da jeg har læst det ikke er så crowded. Det fortryder jeg dog da vi bliver stoppet ind i det fyldte tog og det går op for os, at vi kan se frem til tre timers stående togtur. Ungerne tager det i stiv arm, men det har du jo nok gættet. Inden længe leger vi ordleg og snart finder ungerne ud af at lave ”sæder” af deres rygsække så de ikke skal stå op hele vejen. Vi griner da vi kommer i tanker om, at vi på stranden i går hørte nogle drenge synge ”I´m a Barbie girl”. Tænk engang her så mange år efter….. Og du har selvfølgelig gættet hvilken historie det minde får mig til at fortælle om ;O) for gud ved hvilken gang ;O) Børnene griner ved tanken om dig der fik en halv bus fuld af nedtrykte mennesker til at synge sammen ( i Vietnam) og hvordan en tanke og en lille handling, kan vende en dårlig oplevelse til en god.
Da vi har møvret os af det fyldte tog på Colombos travle hovedbanegård, bliver vi selvfølgelig tilbudt lift af ti forskellige tuk tuk chauffører der vil køre os. De vil have 500 R, en helt horribel pris for en lille bitte køretur og det kan selvfølgelig ikke komme på tale. Og nu bliver det så lidt skørt. Efter lange skarpe forhandlinger, får jeg en chauffør til at love, at han kan presse 4 mennesker, 8 rygsække, en meget fuld PC-taske, en stor kamerataske og en pakke med 3 surfboards ind i en tuk tuk, beregnet til max 3 passagerer og jeg får ham også til at gøre det for 300 R. Andre chauffører bliver ved at forhandle, men nu har vi jo en aftale. Vores chauffør giver imidlertid op og siger vi skal have 2 tuk tuk-er. Så forhandler vi igen med en chauffør mere. Jeg husker jeg minder far om, at vi kun prutter om 5 kroner, men så kommer der en og tilbyder et lift i bil. Det viser sig dog at bilen næsten er mindre end tuk tuken og koster det dobbelte. Rigtig skørt bliver det, da den første chauffør i ren og skær frustration over de tåbelige turister, nærmest kaster alle vores tunge tasker og ting ind i tuk tuken og siger han vil gøre det nu for 400 R, og vi så hopper ind og lader os køre til det dyreste hotel vi nogensinde har boet på. Jeg må sidde med mit hoved vredet i en 45 grader vinkel, presset ned mellem boards og rygsække og vi griner hele vejen af det tåbelige i vores handling. Tuk tuker må ikke køre ind på det fine hotel, så vi bliver sat af ved skiltet der forbyder tuk tuker indkørsel, inden vi slæber alt vores pik pak ind i den fine foyer, klamme og svedige som vi er. Vi vækker klart opsigt mellem springvand, uniformsklædte medarbejdere, stilletter og fine kjoler. Jeg venter bare på de uniformsklædte skal bede os forlade stedet, men vi har jo da betalt for et værelse, som vi efter en kort ventetid bliver vist op til. Uden bagage, det kommer personalet med. Værelset har fint udstyr og dimser som når vi er på kurser og konferencer derhjemme hvor andre betaler, men det er ikke særligt stort og består af en queenbed og en opredning. Det er hotellet med over 1000 værelser, to pool-områder, spa, smykkebutikker, springvand, 7-8 restauranter, masser af uniformsklædt personale, dresscodes osv der er det rigtigt fine. Ungerne syntes det er vildt fedt, men Sofus har jo lidt svært ved at være stille og opføre sig ”pænt”, nu når han har stået stille i toget i 3 timer. Det er godt jeg glemmer at tage håndklæder med til poolen, for det får man selvfølgelig udleveret dernede. Frokost glemmer vi alt om og da vi pludselig opdager klokken nærmer sig 18, opdager vi også vi er sultne og tager på værelset og prøver at få vores afdankede, krøllede rejse garderobe til at leve op til hotellets dresscodes. Vi føler os helt forkerte og det bliver ikke bedre da vi styrter rundt mellem de forskellige restauranter og leder efter de retter vi har set på menukortet på værelset. Men det er selvfølgelig kun til roomservice. Jamen hvor kan man så få de retter? Vides ikke, men på nogle af alle de forskellige restauranter…..En oversigt så? Nej…. Et kort over hotellet? Heller ikke…. Nå, vi opdager en indisk restaurant som siges at have 5 stjerner, hvad det så end betyder, men de har buffet om tirsdagen, så den nupper vi. Fars næsten lange bukser ryger i kategorien shorts og han får valget mellem en lånt sarong eller tilbage og skifte. De skuler også til vores sandaler og jeg bereder mig på forsvarstale, det er IKKE klipklapper, men gode treckingsandaler og det er dem eller løbesko……De indiskklædte tjenere siger dog ikke mere, men begynder serveringen af velkomstdrinks og appetizers, inden vi bliver vist ind på den fine buffet med vegetarretter fra hele det sydindiske området. Her er MEGET mad og det er superlækkert og flot anrettet. Tjenerne står på pinde for os og vi glemmer næsten at vi er forkerte. Bordene er flot dækket, med guld og sort og sølvfarvet service og alt er så rent og fint. Børnene taler om forskellen på Rotishops og det her og om hvad de bedst kan lide. Josse nyder alt det fine og sidder med rank rynk i sin fine kjole (som vi købte i Galle til 30 DK) og husker næsten hele måltidet igennem at spise med kniv og gaffel i små pæne bidder. Sofus syntes det er helt urimeligt han skal spise med kniv og gaffel, det er jo lige som det der er det fede ved indisk…. At man må spise med fingrene….. Vores maver er helt skrumpet ind på ferien og selv om vi ikke har spist nær så meget som vi plejer, kan vi dårligt gå da vi forlader restauranten for at gå på værelset og slå mave. Vi skal vist parken og brænde lidt energi af i morgen, vi har nemlig bestilt bord på en anden buffet, som ser endnu større ud og har endnu flere desserter.
Nu lyder det jo som om vi totalt har skiftet stil og nægter at spare, men det er der faktisk en god grund til…. Vi har brugt for få penge og har for mange R. Det er en ret dårlig forretning at veksle dem tilbage, så ærgerligt ærgerligt….. Vi skal have dem brugt ;O)
Bare du kunne være med til det ;O)
Mange kærlige hilsner fra mor

Sri Lanka - Dag 25

Kære Eline
Vi spiser morgenmad i ro og mag og tager derefter bussen fra busstationen til Hikkaduwa. Vejret er vindstille og solen skinner, så hvis det er muligt at snorkle der på denne årstid, må i dag være perfekt. Jeg håber så meget på bare en dag mere med flotte fisk.
Far mener ikke det stykke strand som jeg vil hen til er det bedste til snorkling, så jeg spørger et par unge mænd ved en lille diveshop om, hvor det er bedst at snorkle. To minutter efter har de solgt mig en guide i en time. Han lover farvestrålende fisk og havskildpadder og vi kan svømme ud direkte fra stranden. Det lyder næsten for godt til at være sandt og jeg spørger om turen nu er 100 % egnet til børn og det lover han. Vi går hen til det stykke strand, som er rammet ind med bøjer. Der fra svømmer vi ud, Josse med guiden i hånden. Vandet er uklart og strømmene i vandet og bølgerne gør, at der er lidt at svømme. Ydermere ligger der klipper i vandet som nogle steder er helt tæt ved overfladen og den dårlige sigtbarhed gør, at vi flere gange nærmest svømmer ind i klipperne. Josse og guiden svømmer under bøjerne, da Sofus bestemt vender om og begynder at svømme m,od land. Jeg prøver at overtale ham til at svømme lidt videre, men stopper mig selv og ser at guiden også vender om med Jose. Jeg forklarer guiden at det her er for svært og han siger vi bare kan snorkle lidt inden for bøjerne. Han laver det dog hurtigt om til, at vi kan gå hen og se skildpadderne. Jeg forstår ikke en brik og spørger igen og igen, men guiden fastholder at vi kan gå hen til skildpadderne. Vi går og går og da vi kommer til det sted hvor stranden ligesom ”knækker” og hvor krabberne og landfiskene holder til og bølgerne ser sjove ud fordi de kommer på skrå mod hinanden lige som ved Skagen, går vi ud i det forholdsvist lave vand. Der står vi så og venter ca. 10 minutter uden at se noget som helst andet end bølger, hvorefter guiden gør tegn til at vi kan gå ind på stranden igen. Han forklarer at skildpadderne er her hver morgen, men det hjælper os jo ikke meget nu. Far har lagt sig på stranden og jeg går hen til ham, inden jeg henter børnenes og mine ting i diveshoppen. Guiden er gået og jeg venter lidt, inden jeg bestemmer mig for, at han er flov over de brudte løfter og derfor ikke vil forlange penge for hans tid. Far samler resten af vores ting sammen og vi går hen til indhegningen og lægger os på stranden der. Jeg prøver igen at snorkle lidt, men det er simpelt hen ikke ulejligheden værd. Vi bruger resten af formiddagen og en del af eftermiddagen ved stranden og glæder os over hvor mange lokale, der bruger stranden også på en mandag. Vi ser unge novicer fra munkeklosteret der bader og mange familier med børn i alle aldre og det endda på en mandag. Ja og så selvfølgelig turister. Vi tager bussen hjem og ved busstationen sender jeg de andre i forvejen hjem med grej, imens jeg går efter frugt og samosas.
På hotellet sidder jeg på den dejlige balkon. Her kunne jo være fredeligt, men det er der heldigvis ikke, fordi hotellets personale jo tørrer tøj og linned på tagene omkring vores balkon og derfor ofte kommer og flytter rundt på tøjet eller skifter det tørre ud med vådt. Da jeg har fyldt skraldespanden med frugtskræller, tømmer den tandløse mand, som plejer at tage sig af tøjet, som det mest selvfølgelige min spand, over i hans, som er tom. Det er så dejligt at mærke, den omtanke og venlighed det her personale har. Jeg tror de har meget klare instrukser fra chefen, men jeg tror også hun behandler dem så godt, at de respekterer hende. Hun er nok lidt ældre end mig og så er hun venlig og interesseret, uden at være påtrængende. Vi ved hun også hjælper lidt med værelserne og beder man om noget, kan man være sikker på hun ikke glemmer det. Så hun er ikke for god til selv at bestille noget, men hun har en myndighed over sig alligevel.
Vi går i bad og vasker det sidste tøj, inden vi går en tur på fortet. Fortet er jo omgivet af grønne arealer og klipper og det er en god legeplads og et godt sted at kigge på mennesker. Luften er så dejlig omkring solnedgang, for er varmt uden at være hedt og gaderne her inden for fortet er jo så rolige.
Jeg ville have spist på en restaurant hvor man kunne få Rice & curry med 10 forskellige slags curry. Vi elsker jo den slags mad alle sammen, men min kære familie er ved at få nok af Rice & curry. Jeg bøjer mig og vi finder i stedet en café som jeg har lagt mærke til altid er velbesøgt. Det plejer jo at være et godt tegn og det viser det sig også at være. Maden er rigtig god, betjeningen hurtig og venlig og atmosfæren er hyggelig. Vi går en tur igen da vi har spist. Hjemme på hotellet spiller vi kort på morgenmadsterrassen og afregner med chefen, som har nogle lange arbejdsdage. Jeg tror familien bor her på hotellet og at de bruger de fælles møbler som deres dagligstue.
Øv i morgen er det pakning til sidste destination. Sofus har efterhånden lidt hjemvé og kunne vist godt undvære Colombo, men vi har virkelig haft og har en dejlig ferie og jeg kunne som altid godt lige have brugt en uge mere, selv om jeg må sige, vi har fået fuld valuta for pengene. Hold fast hvor har vi oplevet meget og jeg kan næsten ikke forstå, det ikke engang er fire uger siden vi tog hjemme fra.
Jeg glæder mig dog til at give dig et kæmpeknus og høre rigtigt om dit praktiksted, Heinrich og Anettes bryllup og hvad i ellers har oplevet i August ;O)
Mange kærlige hilsner fra mor

Sri Lanka - Dag 24

Kære Eline
Vi hyrer morgenmadstuk- tuk chaufføren til at køre os til en månestensmine i dag. Vi har ikke set en mine før og selv om det ikke er de fedeste anmeldelser vi har læst om sådan et besøg, vil jeg alligevel gerne se det. Chaufføren tilbyder en længere udflugt, hvor vi også skal se en sø og nogle øer. Det er en anden tur (ikke bedre) end den Manju ville tilbyde, men Manju er jo over en times transport væk. Det her er meget lettere, dog ikke billigere. Fordi chaufføren her hører til på hotellet, føler vi ikke rigtigt vi kan prutte om prisen og vi kommer helt sikkert til at betale alt for meget.
Vi kører ud til månestensminen, som er et hul i jorden der ligner en stor brønd. Pga monsunen er minen ikke i drift på denne årstid, men vi ser det primitive maskineri og får fortalt hvordan der bliver brudt månesten op af minen. Vi ser også eksempler på hvide og blå månesten, både slebne og uslebne og vi ser mange andre semiædelsten og ædelsten og får forklaret forskellen. Så guider vores guide os op i det han kalder ”museet” på 1. sal af en stor bygning, der ligger ved siden af minen og det lille værksted. Det ligner det der smykkehus vi endte i vores allerførste dag i Bangkok, kan du huske det? Der skulle vi bare lige køres i parken og vores chauffør tvang os med hen til et smykkehus, hvor han ikke ville køre os væk fra, medmindre vi købte noget;O) Her er der ingen tvang, men efter at have fået vist et stort antal sten og smykker og er blevet spurgt mange gange hvad ”Madam” kan lide, må jeg fortælle vores ”guide”, at jeg ikke ønsker at købe smykker eller sten. Det går dog op for mig, at Josse ikke er uinteresseret, hun er faldet for den sten der hedder en ”stjernesafir”. Den er helt mørkeblå og når man holder den op i lyset, viser der sig en hvid stjerne i den. Vi spørger om prisen på den mindste sten på 1 karat. Med kæde vil den koste 150 USD siger manden. Det syntes Josse er en formue, det kan slet ikke komme på tale og hun afviser at købe den. Vi forklarer manden, at det er Josse han handler med og hendes penge, der skal bruges. Prisen falder straks til 110 USD. Det er stadig for meget. Og vi har læst alle steder at priserne ved de her steder er alt for høje. Jeg spørger Josse hvad hun vil give og hun siger 75 USD og så vil hun gerne at det skal være hendes fødselsdagsgave fra os. Vores ”guide” syntes selvfølgelig det er et helt urimeligt tilbud og lægger papir og kuglepen foran Jose, så hun kan skrive sit ”sidste” tilbud ned. Og hun skriver selvfølgelig 75. Efter flere udregninger og en del tænketid, giver manden hende hånden og siger at hun er en ”tough buisness woman”. Jeg tænker på dig på vores første tur i Thailand, der vendte du også ryggen til T-shirtsælgerne hvis de ikke solgte til den pris du ville give. De endte altid med at løbe efter dig alligevel og som far siger: Hvis de ikke tjener penge på en handel, så handler de ikke.
Vi kører langs kysten sydpå og drejer så ind af en mindre vej mod søen. Det viser sig at udgangspunktet til søen, er en indhegnet ”spicegarden”, hvorfra vi kan købe en times bådtur til 6000 R (300 DK). Det lyder måske ikke voldsomt, men her er det virkelig en formue og en aldeles urimelig pris. Vi kan se et gammel tempel på en lille ø og en anden ø hvor der vokser og bliver lavet kanel. Vi går lidt rundt i haven og bliver enige om, at vi max vil give det halve for turen og ellers vil vi bare køres hjem eller til et sted hvor vi kan gå en tur. Det meddeler vi chaufføren og spicegardenmanden, som er klædt i fint tøj og guldsmykker. De prøver med 5000 og 4000, men da de bliver ved, sætter vi os ind i tuk tuk-en og beder om at blive kørt væk. Så falder prisen pludselig til 3000 og det er stadig en meget høj pris her, men jo altså det vi vil give. Båden er en lille motorbåd og den styres af en ung knægt Jimmi på 18 år. Jimmi har mistet sin mor til tsunamien og har ingen søskende, kun sin far. Han er sød, venlig og god til at fortælle. Han forklarer at søen, som nu er en lagune plejede at have masser af varaner og krokodiller da vandet var ferskt. Efter tsunamien blev ferskvandet til saltvand og søen til en lagune og nu kan man fiske tun her, hvilket vi kan se fiskere i små både der gør. Kaneløen er lille bitte og frodig som en jungle. Der bor en familie på øen, som lever af at producere kanel på gammeldags vis. En ældre herre kun iført sarong, viser os rundt på den lille ø. Vi ser et 200 år gammelt termitbo, en brønd som blev ødelagt af tsunamien og selvfølgelig kaneltræer, som han tager bladene af og smuldrer, så vi kan dufte kanelen. Faktisk dufter hele øen af jul. Derpå bænker han os foran et lille lerklinet hus og viser os hvordan man skræller og forarbejder kanelen. Han fortæller og viser hvad kanelen kan bruges til, serverer kanelte for os og smører Sofus myggestik med kanelolie. Til sidst viser han os hvilke produkter vi kan købe og vi køber noget til os og noget til jer. Bagefter sejler vi ud til øen med det gamle tempel. Templet er selvfølgelig et lille bitte og ikke særligt pænt tempel, men vores unge ven viser os, at billederne rundt på væggene, fortæller historien om Buddah. Han spørger om han skal foræller den og går der efter rundt sammen med os og fortæller tålmodigt om alle billederne. Bagefter giver han os noget frugt og kage, som først har været ofret til den store Buddahfigur og nu vil bringe os lykke hvis vi spiser noget af det. På vej mod fastlandet giver vi drengen 200 R, for at ham i det fine tøj ikke skal se det.
Vores tuk tuk chauffør har vist dårlig samvittighed over at vi har betalt ham alt for meget for turen, for han tilbyder flere steder vi kan køre hen på vejen hjem, hvilket vi dog afviser. Vi beder om at blive sat ved frugtmarkedet. Her køber far og Sofus frugt og går hjem, mens Josse og jeg shopper et par ekstra sarijackets til dans og oser lidt rundt, inden vi også går hjem. Vi spiser frugt og far og jeg går til byen igen, efter bukkehornsfrø, far har googlet lidt på nettet og læst at man kan lave omslag af disse og lægge på hans dårlige akillessene, så den kan blive god inden løbet i september. Bagefter handler vi lidt tøj og gaver i butikken her ved siden af og går en aftentur på fortet, mens solen går ned. Fortet er nærmest proppet med mennesker der går aftentur, kærestepar der holder i hånd, familier på udflugt, legende bør, teenagere der hænger ud, sælgere, turister og os. Her er simpelt hen så dejlig. Vejret er skønt og himlen og havet simpelt hen SÅ smukt. Der ligger store klipper ude i havet og bølgerne slår i mod dem med stor kraft og sprøjter ud over dem. Solen blandet med de få dunede skyer, kaster det perfekte lys ned over havet. Og så masser af glade stemmer til at gøre det helt perfekt.
Ungerne har bestemt sandwich på den franske og det får vi og spiller selvfølgelig Uno og røvhul både før og efter maden.
Ungerne løber ud før os, de vil hen og købe Milo (små kakao med sugerør). Da vi kommer ud af butikken/ den franske (de hænger sammen) kommer ungerne efter os og far og jeg går ind på hotellet, tager skoene af (det gør man inden man går ind) og begynder at gå op af trappen, da det går op for mig jeg ikke kan høre børnene i hælene på mig. Jeg går ud igen og kan ikke se dem. Så styrter jeg selvfølgelig på bare tæer, ind igennem butikken igen ingen børn. Ud på gaden igen, stadig ingen børn. Jeg mærker panikken brede sig, da jeg opdager en rengøringsmand fra hotellet, der står og vasker biler. Han ser panikken i mine øjne og peger mod hotellet og siger at børnene lige er gået ind. Pyhh ha. Da jeg er uden foran værelset er børnene allerede inde og jeg kan høre gennem vinduet at far grinende siger til ungerne at de må ned igen, for nu kan far regne ud, at jeg er i panik. Det griner vi alle sammen af og Sofus reflekterer bagefter over, at det er én af de her situationer, hvor noget nogen gør, kan påvirke et helt handlingsforløb. Han laver i tankerne det handlingsforløb, hvor rengøringsmanden ikke havde ulejliget sig med at oplyse mig, at børnene var gået ind. Eller at han slet ikke havde lagt mærke til at de var gået ind. Eller slet ikke havde lagt mærke til at det var mine børn. Tja den slags tanker har vi tid til at gøre os mange af. Josefine har diskuteret med drengene i dag. Hun er så glad for sin stjernesafir, ikke mindst fordi safir er hendes lykkesten siger hun. Det syntes drengene er noget sludder og Josse spørger om de så heller ikke tror på astrologi. Det syntes de også er noget pjat. Josse ved at mormor har fået lavet sit horoskop engang og så MÅ der da være noget om snakken. Og desuden er der jo så meget vi ikke tror, fordi vi bare ikke er dygtige nok til at forklare eller bevise det. Det betyder vel ikke at det ikke findes. Tænk bare på det gamle Egypten og mange andre kulturer. Selv for tusinder af år siden brugte man planeterne og stjernerne til at forudsige ting. Fedt med alle de samtaler.
Vi sender jer de kærligste tanker og hilsner

Sri Lanka - Dag 23

Kære Eline
I dag skal din far og Anette giftes og vi tænker sådan på dem og på jer. Øv at vi ikke kan være med til at fejre dem…..
Solen skinner i dag og det trænger vi sandelig også til. Morgenmaden indtages på terrassen, mens vi drøfter hvad dagen skal bruges til. Manju har ringet på fars telefon flere gange og ungerne og jeg er enige om, at far har en slags ansvar. Vi ville jo i første omgang slet ikke have været med Manju hjem, for vi vidste godt at vi ikke ønskede en udflugt med en så insisterende chauffør. Far sagde ja til at gå med ham, fordi han ikke ønskede at virke så afvisende og han sagde ja til at udveksle telefonnummer med Manju, fordi da vi stod der, var det så svært at sige nej. Han har simpelthen sådan brug for at tjene de penge han kunne tjene på os. Når vi har været hjemme hos Manju, har vi uden tvivl også givet ham forhåbninger, det virker som et halvt ja. Omvendt har ingen af os faktisk lyst til turen og nu hvor Manju er over 40 km og bare en ringetone på telefonen, er det nemmere at skyde det fattige hus, de fire børn og den trætte kone ud af tankerne. Og der er jo tusindvis af chauffører som Manju her i byen. Faktisk er serveringspersonalet her på hotellet også Tuk Tuk chauffører og han som serverer netop nu, spørger igen og igen om vi ikke vil på den selv samme udflugt, som Manju også har tilbudt. Men ham har vi jo ikke besøgt….På den anden side, skal Manju så bestemme, at vi skal ud at bade ved et vandfald? Børnene er lidt strenge ved far, mens jeg er mere tilbageholdende, jeg ved nemlig godt, at det lige så godt kunne have været mig der havde været fortaler for at besøge Manju og at det lige så godt kunne have været mig der lavede den halve aftale. Det korte af det lange er, at vi har lyst til at tage til stranden i dag og det beslutter vi os for, trods den nagende dårlige samvittighed, som vi forsøger at dulme med alle mulige udtalelser til os selv og hinanden. Vi går til busstationen med boards og snorkeludstyr og bumler mod stranden, som ligger omkring 15 km væk. Hikkaduwa er også en nationalpark og trods tsunamiødelæggelser og menneskeskabte ødelæggelser, skulle det være et godt sted at snorkle. Vi kommer ind på den smalle strand af en sti, der ligger mellem utallige hoteller, guesthouses, souvenirshops og restauranter mellem hovedgaden og stranden. Det her er tydeligt ældre og mere opdyrket end de andre steder vi har været. Vi lander på netop det stykke af den smalle strand hvor informationsboden til nationalparken er og de informerer at det ikke koster penge at være i nationalparken (som er et koralrev) og at vi kan snorkle, men at vandet pga af uvejret i går er meget uklart. Der ligger en masse små både i vandet til venstre for hvor vi står og lige ud for os, er der lige som lavet en indhegning med bøjer og reb, inden for hvilken en masse lokale familier bader. Far mener at have læst det er længere nede af stranden der bedst og for at komme der ned må vi ud på vejen igen. Da vi kommer der hen, kan vi se det stykke strand ligger lige ud for et stort hotel i mange etager og stranden vrimler med hvide turister og mørke sælgere. Vi bliver tilbudt alverdens souvenirs, mens vi ligger der, snorkel udstyret bliver i tasken og boardsene bliver prøvet, men dur ikke her. Vandet er for dybt og bølgerne brydes for tæt på land. Der er en trappe, et repos og nogle klipper, hvor stranden knækker i en skæv vinkel og får Josse øje på en masse krabber og nogle sjove ”landfisk” kalder børnene dem. Vi ved ikke hvad det er, men det ligner små slanger med finner, som springer fra sten til sten og suger noget af stenene. Ungerne bygger et stort sandslot, mens vi soler os og efter nogle timer, pakker vi sammen og går til bussen. Det er så dejligt hvordan børnene hygger sig med hinanden. På vej til bussen, falder min sandal nærmest fra hinanden. Bunden går næsten af og hælremmen ligeså. Limen er gået op i de grimme, klodsede, behagelige sandaler, der har vi været min faste følgesvend på alle rejser siden den første i 2006. Der købte jeg dem i Prachurap Khiri Khan i Thailand, da mine sandaler var gået i stykker. Øv, jeg kan ikke gå i dem, jeg låner fars flipflopper nogle han har købt da vi gik rundt i Galle, men jeg er næsten ved at falde i dem da bussen kommer, jeg er lidt efter de andre og må løbe, da vi er i Galle igen, sender jeg far og ungerne hjem, mens jeg hyrer en tuk tuk chauffør og beder om at blive kørt til en skomager. Han griner af mine sandaler, men kender en skomager et øjebliks kørsel der fra. Skomagerens værksted er vel ½ m2 stort. Han tager min sandede sandal og limer og syr den med kompetente og øvede hænder. Det koster 100 R (5 DK). Jeg går derefter ud for at købe noget frugt og på vejen går hælremmen af min anden sandal. Også her er limen åbenbart gået. Mystisk. Sandalerne har været i vand på mange rejser og alligevel går begge sandaler i stykker samme dag. Heldigvis kan jeg finde skomageren i den lille gade igen og han laver den anden sandal med et smil og får 20 R i drikkepenge ud over de 100 for arbejdet.
På hotellet er vores balkon fuld af både vores og andres vasketøj. Solen skinner og alle skal have tørret tøj, også hotellet. Her tørrer man tøj på borde, på hustage, på gelændre, på plænen osv. Personalet her klatrer rundt på hustagene omkring os, for at få tørret hotellets håndklæder og sengelinned. Vi tager alt det tørre ind og hænger strandtøjet op. Derefter går vi til byen. Josse vil gerne have en sari overdel, en sarijacket lærer vi at det hedder, for hun vil pynte den med glimmer og bruge den til dans. Det går hende og jeg på jagt efter, mens far går til frisør, hvor Sofus også venter. Vi er inde i flere kæmpe saributikker. De har de flotteste, glitrende sarier i alle farver og mønstre. Efter at være blevet vist fra den ene butik til den anden, finder vi vores sarijackets og Josse vælger to til sig selv og én til Maria. De koster 25 DK i alt. Vi er enige om at købe flere, hvis vi ser de rigtige farver.
Sofus er blevet lovet at vi skal have pizza i dag. Inden for fortet er der et sted, som går for at lave Galles bedste pizzaer. Desværre har de fået en anmeldelse på tripadvisor, hvor en kunde beskriver hvordan han og hans venner er blevet afvist fordi de var Sri Lankanere. Nu ville alt logik jo så pege på, at det er hvide, der har restauranten, men det er det ikke. Vi oplever her, at der mange steder står uden for hotellerne ”Only for foreigners” og det samme gør sig åbenbart gældende i restauranterne. Så der vil vi ikke spise. Vi vælger Pizza Hut, der er som Pizza Hut jo er. Det sædvanlige, men tilpasset efter det enkelte land, her betyder det ingen salatbar, men vi bliver da mætte og Sofus er tilfreds.
Det regner da vi går hjem, det gør det næsten hver aften her.
På værelset spiller vi kort og det sædvanlige.
Forleden spurgte Sofus om jeg vidste hvorfor man kan høre havet bruse i et konkylie. Det mente jeg jo nok jeg vidste, det er jo ens eget blod man kan høre. Sofus forklarede at man kan høre blodet, fordi konkyliets udformning laver et perfekt ekko af lyden fra ens blod og det er det man kan høre.
I dag ser vi en ko med reb i næsen. Sofus forklarer at rebet, eller ringen i andre lande, er der fordi tyrekalven, som er blevet for stor til at die, gerne vil blive ved at die hos sin mor. Hvis den kan komme til det, tager den det mælk der ikke er til den, men til en anden kalv eller til malkning.
Sådan kommer han hele tiden med små informationer om alt muligt og man kan aldrig rigtigt vide, hvad det er han ved noget om.
Mange kærlige hilsner fra mor

Sri Lanka - Dag 22

Kære Eline
Det bliver nemt at skrive om i dag. Det regner i tykke stråler fra morgenstunden og blæser en stiv pelikan, så meget at morgenmaden ikke kan indtages i tørvejr på den overdækkede terrasse og vi må derfor spise inden for.
Der er klart dømt museums dag. Det maritime museum som ligger inden for fortets mure skulle være ret godt og der går vi hen iført sandaler og næsten vandtætte skaljakker. Jeg syntes faktisk museet er godt og bagefter begiver vi os på en gåtur uden mål. Vi havde flere muligheder for udflugter i dag, men de krævede alle bedre vejr syntes vi og vælger derfor bare at gå. Galle er, så vidt vi indtil nu har opdaget, ikke nogen særligt spændende by. Vi har i hvert fald ikke fundet charmen, de helt fede markeder eller de super hyggelige gader og selv om vi går ind i et par butikker, bliver vi ikke fristet før vi kommer til Food City og ungerne kommer i tanker om det er fredag. Så må de jo have lidt snoller inden vi, stadig i regnvejr, går hjem på værelset. Vi er våde til skindet, men ikke kolde. Det er midt på eftermiddagen og vi spiser frugt til frokost og sætter derefter en film på computeren og hygger med snoller. Det føles forkert at bruge en feriedag på et kedeligt værelse, men det er nu altså lige hvad vi trænger til, oven på den våde gåtur og regnen og rusken der ude, indbyder absolut ikke til flere udendørs aktiviteter. Her er en butik lige ved siden af hvor vi bor. Det er den lækreste butik jeg har set her. De har både bedre souvenirartikler og almindeligt tøj som er pænt og indbydende. Det må være europæiske ejere. Josse og jeg går der ned og Josse får et par T-shirts og nogle klip klapper. Hun er på jagt efter gaver til Inge og Maria og her er det svært at vælge, for der er mange lækre ting. Vi opdager at der ligger en bruchure fra café som hænger sammen med butikken. Den hedder Delifrance og har primært sandwich på menuen. Vi tager brochuren med hjem og lokker drengene med på sandwich i bedste europæiske stil (og prisleje, men sådan er det alle steder inden for fortet). Vi bliver hængende og spiser også brownies og spiller uno og kan opdager pludseligt at regnen er klinget af og blæsten har lagt sig. Nu håber vi godt nok på bedre vejr i morgen.
Mange kærlige hilsner fra mor

Sri Lanka - Dag 21

Kære Eline
Vi vælger morgenmaden her på hotellet, selv om den, som alt andet, er væsentligt dyrere end hvad vi har set andre steder, faktisk er det næsten dobbelt så dyrt som i fx Kandy. Til gengæld får vi den nede i den dejlige have og serveringen er venlig og maden god. Det øsregner i dag og vi kan se på skyerne det ikke er én af de dage, hvor det bare er en kraftig byge, så da vi trasker af sted for at gå tur på fortet, er det med regnjakker på og paraplyer i tasken. Der er mange mennesker på fortets mure, som er ca. to km lange og strækker sig omkring Galles gamle bydel. Omkring murene er der grønne arealer og havde det ikke været for alt det regn og mudder, ville det have indbudt til frokost i det grønne. Da vi står på den del af muren, som vender over mod busstationen i den ”nye” bydel, ser jeg at der også ligger en lille park. Vi går der ned og betaler 2x 1,50 DK for at komme ind. Parken er anlagt efter tsunamien i 2004, men ser meget ældre ud. På de to små legepladser er der flere ting der ikke virker og alt ser noget medtaget ud. Man bruger ikke penge og tid på vedligehold her. Parken er lille, men vi får øje på den også har et turistkontor og der går vi ind, for at få et bedre kort over byen osv. Herefter går vi over i Cargills Food City, som er en supermarkedskæde, den eneste vi har set på Sri Lanka, med supermarkeder svarende til en lille gammeldags købmandsbutik i størrelse og udvalg. Slik er i små pakker og køledisken med mælkeprodukter er ikke meget større end et køleskab. Alligevel har vi en vis higen efter at komme i en butik, som rent faktisk har et rigtigt udvalg. Og det er noget pjat og ret dobbeltmoralsk, for faktisk vil vi meget hellere købe ved den lille handlende og vi begræder den lille handlendes død i DK. Men vi går altså der hen, bare for at kigge og købe hårshampoo. Det ender nu med vi også falder for at man kan købe Twix og Snickers. Her kan man få dem i tre størrelser, hvor den største her, er den vi kalder den normale i DK. Så der er den helt lille vi kender fra de blandede poser, den normale og så en størrelse midt imellem som vi ikke kan få derhjemme. Og klart nok, for folk har jo ikke råd til at købe den ”normale”, den koster 7,50 DK her og det kan man jo få et helt måltid mad på, ved en lokal restaurant. Vi køber mellemstørrelsen;O) Frokosten indtages hjemme og består af det mad far og Josse fik ved en lille kommunikationsfejl i går;O)
Vi går på stationen for at tage bussen til Kosgoda som ligger godt 40 km og ca en time i bus her fra. Vi vil ud at se et skildpadde projekt som ligger i den lille flække. Så snart vi står af bussen, er der en venlig tuk tuk chauffør der tilbyder at køre os til projektet. Det går dog snart op for os, at det kun ligger ca. 200 meter væk, men det siger noget om hvor pressede de er. Projektet ligger ned af en grusvej som er en sidegade til hovedvejen. Hovedvejen er vist den eneste asfalterede vej i byen. Tuk chaufføren følger os hele vejen der ned til fods og fortæller om dengang da tsunamien ramte. Han selv reddede livet ved at flygte op i et højt træ, da han så alt vandet forsvinde, for der efter at blive til en mange meter høj bølge. Hans far mistede livet. For enden af grusvejen ligger projektet og ser meget faldefærdigt og primitivt ud. Vi bliver dog taget meget venligt i mor, efter at have betalt hvad der svarer til 100 DK for at komme ind. Først bliver vi vist ind i en primitiv indhegning, hvor der ligger bunker af sand på jorden med skilte i hver bunke, der angiver datoen for hvornår æggene under bunkerne er lagt og hvilken art der har lagt dem. Æggene er på størrelse med bordtennisbolde, vi får nogle at se som er ”døde” og ser også nogle ny udklækkede unger, som ikke er begyndt at kravle ud af bunken endnu. Guiden fortæller om de 5 arter som lever i havene omkring Sri Lanka og om hvordan de lokale fiskere samler æggene ind og afleverer dem på projektet. Nu passer alle i nærområdet godt på skildpadderne, modsat tidligere hvor mange slog dem ihjel og spiste dem, eller brugte deres skjold til pyntegenstande og souvenirs. Projektet har eksisteret i 40 år, vores guide har arbejdet der i 9. Efter tsunamien måtte man bygge alt op igen. Skildpadder i forskellige størrelser ligger og flyder i forskellige betonbassiner, som bare er placeret på sandet og overdækket med primitive tag af bølgeblik. De mindste er kun tre dage gamle og skal sættes ud i dag eller i morgen. De er alle hanner. Kun 1-2 ud af 100 unger er hunner og kun ca. 2% ud af ungerne overlever. Hunnerne bliver sorteret fra og holdt på projektet i op til 5 år, for at øge deres chancer for overlevelse. Der er hunner i forskellige aldre og også skildpadder i forskellige aldre med medfødte handicaps. Nogle er blinde, andre har deformiteter eller en skæv balance. De bliver ikke aflivet, da man lever efter en buddhistisk tankegang. Her er også kæmpestore skildpadder med skader efter at have været fanget i fiskernes garn. Den største har mistet begge arme og begge ben. Børnene får lov at holde de allermindste skildpadder og nogle som er omkring 8 mdr og noget større og de får lov at føle og se forskellen på de forskellige skjold og hoveder. Bagefter år vi lov at se en stor albinoskildpadde, som bor i en stor balje i rummet i et hus. Den kan ikke stå ude, fordi den er meget sart. Vi får at se hvordan skjoldet er meget blødt og vores guide fortæller at kun én ud af en million skildpadder fødes albinoer. De bliver ikke særligt gamle i naturen, da de er for sarte. Jeg spørger om der skal sættes unger fri i dag. Vores guide kan ikke svare, det er chefen der bestemmer og han er ikke på stedet lige nu. Han er på markedet for at købe fisk, hele 30- 35 kg skal der bruges hver eneste dag, for at fodre alle padderne. Skildpadderne er tre dage gamle og bør derfor sættes ud i dag, men måske er vejret for dårligt og så skal det måske vente til i morgen. Jeg spørger om vi må vente, eller evt ringe senere og høre ad, vi vil så gerne se skildpaddernes første rejse ud i det fri. Guiden går til chefens søn og får lov til, under alle omstændigheder, at lade os sætte to skildpaddeunger fri i dag. Jeg skubber den fæle tanke væk der melder sig i mit hoved. Vil vi sætte dem fri i dag, hvis det ikke er det mest optimale? Tanke gå væk….Vi skal komme tilbage kl 18 og der er 1½ time til, så vi går op på den kedelige hovedgade. Josse og jeg skal tisse og der ligger et stort turistforetagende af en souvenirbutik med træskærer arbejder i alle størrelser. Det ser utroligt pænt ud og der er ikke et øje, bortset fra dem som passer butikken, så vi bliver taget godt i mod og fulgt rundt i butikken. Vi ender med at købe en lille figur som forestiller en pælefisker. Vi giver 2000 R for den (100 DK). Så låner vi toilettet og går hen til en lille fedtet rotishop for at få en sodavand. Her bliver vi vartet op som vi plejer, flere mænd skynder sig at finde sodavand og sætte tallerkner og ”short eats” frem. Vi ville egentlig ikke spise, men nu bliver vi jo nødt til at smage. Imens er der en yngre mand som vist udelukkende sidder i shoppen for at kigge på os, som ser mig kigge på min nyindkøbte figur. Han spørger hvad den har kostet og ryster på hovedet da jeg fortæller det. 500 R skulle den have kostet. Vi bliver hængende en rum tid og de ældre herrer rydder af og begynder vist at undre sig over, at vi bliver siddende, så vi rejser os op og den yngre mand begynder at fortælle om et helt fantastisk sted vi bør se. Et vandfald og flotte fugle og alt muligt andet, han skal nok køre og bla bla bla. Han viser os billeder hvor han poserer med andre turister og præsenterer sig som Manju. Han ved vi venter på at sætte skildpadder ud og insisterer på, at vi lige skal hjem og se hans hus, hans kone, hans tre døtre og hans nyfødte, fem dage gamle søn. Far får sagt ok og vi trasker efter Manju ned af en anden lille grusvej. Her har Manju sit lille beton hus, et meget lille, beskidt, primitivt et af slagsen. Uden for flyder det med rod, hundehvalpe og børn og indenfor består stuemøblementet i den lille, bitte stue, med det møgbeskidte gulv (klar med alt det mudder udenfor), af fem knækkede havestole, et bord og et TV overdækket med et klæde. Manju præsenterer os for sine døtre og viser os meget insisterende ind i soveværelset, hvor den yngste pige og nyfødte søn ligger og sover. Drengen er lille bitte, måske 2 kg og så fin, så fin. Han vågner brat, da Manju lidt hurtigt løfter ham op for at vise ham frem. Far når lige at bremse ham i også at vække den lille pige. Vi bliver præsenteret for den trætte, nybagte mor, som kommer ind da hun hører barnet græde og Manju lader hende tage sig af den lille mens han placerer os i de knækkede havestole med en kop te som døtrene kommer med. Vi skal både se billeder og en gæstebog hvor flere turister har skrevet hilsner til Manju når han har kørt for dem. Han insisterer på, at i morgen vil han køre os ud til det der sted. Han vil lave mad til os (jeg får opkastningsfornemmelser da jeg får et hundehår i munden da jeg drikker en slurk te) og det skal næsten ikke koste os noget. Han er simpelt hen så sød, men også meget desperat for at få en handel i hus. Vi beder om hans telefonnr. og taster det straks ind i telefonen. Han beder os om at prøve nummeret med det samme, sikkert for at sikre sig, at han kan ringe os op i morgen. Vi må tilbage til skildpaddeprojektet og siger farvel til Manju, men han følger os helt til dørs og endda med inden for. Han fortæller at han arbejder der, men vi gennemskuer nu at han vist bare er ”hang a round”. Han kan ikke svare på vores spørgsmål, men får alligevel lov at sætte fire små skildpadder over i en spand med vand og gå med os ned til vandet og sætte dem ud. Han er dog meget omhyggelig med, at solen skal være gået helt ned, før børnene må sætte dem på sandet, hvor de skal kæmpe sig ud på deres livs rejse. Den ene skildpadde knokler løs og kommer langt hurtigere i vandet end de andre. Ham navngiver vi Fighter og vi tror han bliver voksen og bliver far til mange unger. En enkelt unge skal hjælpes så meget, at vi ikke tror den klarer sig igennem natten. Vi donerer nogle penge i donationskassen og skriver en hilsen i gæstebogen, inden vi med Manju som følge går til bussen ved hovevejen. På vej ser vi ildfluer og da Manju ser børnenes begejstring, fanger han straks to ildfluer og sætter dem i børnenes hænder. Så kan man rigtigt se fluernes lille ildplet, det er ret sjovt. Vi tager afsked med Manju og rumler hjem med bussen. På busstationen køber vi samosas og tager med hjem, vi orker ikke at spise rigtigt, klokken er blevet for mange. Vi har fået talt rigtigt meget sammen i dag og det er så dejligt at høre børnenes tanker om alt muligt og Sofus oplysninger om ditten og datten han har læst i Illustreret videnskab eller set på nettet.
Mange kærlige hilsner fra mor

Sri Lanka - Dag 20

Kære dejlige Eline
De andre begynder at tale om, at ferien snart er slut og det kan jeg slet ikke holde ud, for vi har trods alt en tredjedel tilbage. Og vi har oplevet så meget allerede, at det føles som om vi har været væk i meget længere tid.
Til morgen står vi tidligt op og pakker, inden vi går ned og spiser morgenmad på vores eget hotel. Det er første gang vi gør det, og ham der står for det, står på pinde for os. Morgenmaden er faktisk rigelig og helt ok og vi spiller selvfølgelig kort som vi plejer. Efter morgenmaden går vi en sidste tur langs stranden, lidt hurtigt, fordi en anden familie jo venter på at få vores værelse. Alligevel finder vi igen sjove eremitkrebs, flotte skaller og et haj æg.
Vi pakker vores boards i store sække og tager med under armen til busstoppestedet. Vores bagage består af fire store og fire små rygsække som du ved. Der ud over har far en stor PC taske og en halvstor kamerataske. Med boards-ne også ser det helt uoverskueligt ud, men mærkeligt nok er der igen siddepladser i bussen og busstoppestedet er lige foran vores hotel, så faktisk går det hele ret nemt. Busturen er kort, kun omkring en times kørsel. På vejen ser vi noget, vi ellers kun har set på billeder. Her på Sri Lanka fisker man på en lidt speciel måde. Der står pæle ude i vandet, hvor der lige som er lavet et par trin på. Fiskerne sidder så ude i vandet på pælene, på hug på de små fodstøtter eller trin og fisker der fra. Vi ser hele flokke af den slags fiskere, siddende i klynger i vandet på deres pæle. Desværre kan jeg ikke komme til at tage billeder, vi kører for stærkt forbi, men jeg vil gemme billedet i minderne.
Vi stiger af bussen på busstationen i Galle. Galle er bygget op om et fort, som portugiserne påbegyndte at bygge, men som hollænderne siden erobrede og herskede i et par hundrede år. Fortet udgør nu en hel bydel, med hoteller, restauranter, butikker osv og den er selvfølgelig meget europæisk i byggestilen og gaderne er som en rolig sydeuropæisk lille by, ret stille og stilen er næsten kun brudt af de mange tuk tuk- er og rice and curry skiltene foran restauranterne, som ellers er rigtige turist foretagender. Udenfor fortets mure er byen præcis som andre Sri Lankanske byer, rodede, livlige, larmende, beskidte, farvestråelende, stinkende, duftende og smilende. Kan byer være smilende? Ja, her kan de godt. Folk smiler og vinker og spørger hvor vi kommer fra og den slags. Mange gør det for at sælge noget, men dem der ikke har noget at sælge, gør det fordi de er venlige og imødekommende. Det er noget HELT andet end at rejse i syd- og mellemamerika. Vi har på intet tidspunkt følt os utrygge.
Vi går til vores forhåndsbookede hotel inden for fortets mure. Hotellet er bedre og dyrere end hvad vi ellers har boet på, mest fordi det er den slags steder der ligger her. Frangipani som hotellet hedder, startede som et lille sted på den ene side af gaden og udvidede derefter til flere andre matrikler, bla til en bygning på den anden side af gaden. Der er en køn have udenfor og når man så træder ind på hotellet, er møblementet faktisk som en dagligstue i et velstående hjem. Der går også hele to trapper op til den næste etage og flere trapper op til andre etager i hver sine retninger. Der er vist ikke noget der er ens. Værelserne er forskellige, mange har egne terrasser og altaner. Vores værelse ligger på anden sal og den trappe der fører op til vores kæmpebalkon, bruges kun af os og fører kun op til vores værelse. Værelset har kun én seng, men personalet viser, at de vil ligge en tyk dobbeltmadras på gulvet og rykke lidt rundt, så er her plads til os alle. Da det hele først er på plads, fungerer det faktisk fint og her er rent og pænt og lidt møbler så vi kan sidde osv.
Middagsvarmen er strid, selv for en varmeelsker som jeg, så vores gåtur på frugtmarkedet uden for fortets mure, bliver forholdsvis kort. Vi køber en masse frugt og da vi kommer hjem skærer jeg det i stykker og vi spiser det på terrassen. Børnene får lavet lidt lektier og jeg har fundet en Liza Marklund bog på bogreolen som jeg kaster mig over.
Sidst på eftermiddagen går vi ud for at finde et sted at spise. Jeg skal love for priserne har fået et hak op ad her i Galle og vi må minde os selv om, at selv om det er ”dyrt”, er det stadig billigt. Gaderne er jo så hyggelige og de mange små butikker og caféer ser så indbydende ud, at jeg kunne have tusset rundt der i evigheder, men det er resten af flokken ikke til og vi vælger en café, hvor Sofus får spaghetti og vi andre får sandwich. Josse og far føler sig ikke rigtigt mætte, de vil gerne have en samosa og så må vi til busstationen uden for murene, for de helt små fedtbikse er der altså ikke noget af her. Her er mørkt og ikke meget gadebelysning men i mylderet omkring busstationen finder vi de helt rigtige fedtbikse. Far prøver at bestille to samosa, men i hans bestræbelser på at slippe for at få dem med fisk, kommer han åbenbart til at bestille to portioner mad. Vi bliver gelejdet ind i den smalle, smalle restaurant, som rummer 4 borde der næsten ikke er plads til. Vi bliver venligt men bestemt puffet ind ved et bord og får serveret vand, tallerkner og et fad med ”shorteats”, altså samosa, forskellige rotis og poris. Far og Josse får deres samosa og vi andre ja, vi er jo egentlig ikke sultne, men en enkelt pori kan man vel altid få plads til. Og så får vi en pose med to portioner mad ”to go”. At det var det vi bestilte anede vi ikke, men det dufter fantastisk og vi dropper hurtigt tanken om at forære maden til en tigger. Heldigvis møder vi ingen tiggere på hjemvejen der kan give os dårlig samvittighed over den beslutning og far spiser lidt af maden da vi kommer hjem og stiller resten i køleskabet (ja det har vi også fået) til frokosten i morgen.
Mange kærlige hilsner fra mor