Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Fairplex Pomona Koa sucks

Hej min dejlige skat
Selv du ville have svært ved at lave positive omformuleringer her….
Vi ringer til et par andre campgrounds til morgen, for at høre om de har plads, men det har de desværre ikke i 4 nætter, så vi dropper at prøve at få pengene igen. Jeg går dog op i receptionen her, for at forhøre mig om den offentlige transport her omkring og måske for at få et googlemap print af lokalområdet. Damen der står bag skranken er simpelt hen så ubehøvlet i sit kropssprog, tonefald og attitude, allerede over for kunden før mig og hun fortsætter i helt samme stil, trods mine kæmpe anstrengelser for at virke venlig (det er rent strategisk for at opnå god behandling). Damen er simpelt hen direkte ubehøvlet og da jeg beder om hjælp til at finde togstationen får jeg EN KOPI af et håndtegnet kort, der ligner noget der er lavet af et meget lille barn. Kortet er helt ubrugeligt, men har til hensigt at skulle vise vej til nærmeste togstation. Damen oplyser, at det er helt umuligt at parkere i LA, hun kan ikke oplyse om hverken busser eller tog, det må vi selv finde ud af… Og så er det jo i øvrigt Memorial day, så hun ved da virkelig ikke hvad vi vil til LA efter…. Hun er så spydig og uvenlig at jeg nærmest sprutter af raseri da jeg når hjem til far. Han skal senere der op i andet ærinde og oplever at se både andre og sig selv blive behandlet på samme måde.
For resten og mænd og kvinder står i kø i bunker for at komme til at bade bag de små forhæng i det fælles bad……
Vi går mod toget og bruger GPSen at gå efter. Vi finder togstationen, som er tom for både skilte og mennesker, men vi møder da en enkelt mand, som har købt en billet (det tillod automaten) han kan oplyse at han lige har opdaget at der ikke kører et eneste tog i dag. Vi går hjem af de store veje i solskinnet. Noget vemodige må man sige, da der pludselig kommer en bus forbi. Uden at tale ret meget sammen, stopper vi bussen og springer på. Den venlige chauffør smiler og siger at vi kan køre med til endestationen og derfra tage et andet busselskab ind til LA. Bussen er nærmest tom og inden vi når endestationen og har set på GPSen at der er 42 miles til Hollywood, går der kylling i resten af selskabet og de er bange for vi ikke kan komme hjem. Chaufføren lader os smilende køre med tilbage (ca. ½ time hver vej), uden at skulle købe billet igen. Hun syntes vist vi er lidt skøre……
Vi tager tilbage til pladsen og noget er der sket med hende den sure, i de timer vi har været væk. Hun anstrenger sig virkeligt for at være venlig, da vi skal have hjælp til at få printet billetter til Universal Studios, købt på nettet. Det tager adskillige forsøg, før det dårlige net lader os gennemføre hele processen med købet, men nu har vi da billetter til både det og Seaworld. Damen foreslår os ligefrem at tage til stranden og opfordrer os til at passe på vores sarte hud hvis vi gør det…. Gad vide hvad der er sket med hende siden i morges…..
I går da jeg gik tur, så jeg en park, så vi laver madpakker og går der ned i mod. KOA ligger lige ved siden af et kæmpe, gigantisk fairplex anlæg (det var det jeg gik tur rundt om i går), hvor der afholdes forskellige ting, i dag er der ride konkurrence kan vi se igennem hegnet, men vi har ikke antihistaminer med, så vi går snart videre. I parken som ikke er så stor, kommer flere familier for at afholde memorial day, med picnics og socialt samvær. Der er nogle rigtigt store mørke kvinder imellem og vi taler om Wall E, altså filmen og hvor tæt den er på den amerikanske virkelighed. Her står sådan nogle handicap scootere foran indkøbscentrene og overvægtige der ikke gider at gå, bruger dem når de skal rundt i Walmart og handle….
Nå, vi spiser, nyder solen og kigger på mennesker, inden jeg overtaler de andre til at gå videre, for jeg så en større park i går på min vej… Vi går og går, ungerne laver grin med at det er en ”Lyngholmsk genvej” hvilket kun kan betyde trætte ben…. Hvad mener de dog med det? ;O))) Parken viser sig at være en golfbane og vi ender med at gå hele vejen rundt om fairplexanlægget (mit gæt er ca. 7 km), inden vi er hjemme og går i poolen, skriver til dig osv. Jeg har igen fået mail fra Linda (min hostmother) og det er fint at skrive med hende.
Inden aftensmaden har jeg set at her er flere ledige pladser tæt ved vaskerummet hvor nettet er bedst…. Desværre er der kommet en ny sur dame og med samme spydige og uvenlige behandling, bliver min anmodning om at skifte plads blankt afvist.
DON´T EVER USE KOA POMONA FAIRPLEX RV PARK, YOU WILL REGRET IT……..(Tror du google finder den? ;O)
Og forresten…. Vi har aftalt at vi ikke må brokke os over pladsen, så hvis vi fx møder en sur skrankedame kan vi fx sige ”Hun udforsker godt nok forskellige sider af sig selv hva?” og den slags ;O) Det får vi da lidt sjov ud af…..
Mange knus og kærlige hilsner fra mor
Da vi senere går op for at få et spil pool (i dag er clubrummet åbent til kl 19, rent luksus) må far først tømme poolbordet for bøger og en stor plade der ligger over, før vi opdager at poolbordet ikke virker. Damen i receptionen står og ser på far gør det, men bremser ham ikke, oplyser os først da vi beder om køerne, at det ikke virker…. Frækt…..

Fra p-plads til LA

Kære elskede Eline
Vi vågner på P-pladsen efter at have sovet en fantastisk nat i vores hus på ryggen. Vi har simpelt hen været så trætte, at støjen fra P-pladsen ikke har forstyrret os. Sofus føler sig snydt for take out og vi mangler Wifi, (tænk at det skal udgøre så stort et problem i selveste det store USA), så vi vælger at gå på Dennys til morgenmad. Af et fastfoodsted er det sådan set meget hyggeligt, her er gammeldags siddebåse i det bløde læderagtige look og damen, der serverer, er smilende og hjælpsom. Menukortet er stort, men ganske forfærdeligt, jeg bliver helt dårlig af at se hvad folk får serveret til morgenmad…. Og spiser….. De andre vælger noget skrækkeligt pandekagenoget, jeg nøjes med en smoothie. Internettet er slow, slow og man bliver smidt af for et godt ord….
Sidst på eftermiddagen finder vi den KOA plads vi har udset os. De ligefrem reklamerer med landligt miljø, internet og let adgang til LA’s forlystelser…. Jeg betaler for 5 nætter med det samme…..
Og hvornår fanden lærer vi det…. Uanset om det hedder KOA eller noget andet, så holder de her campgrounds bare sjældent hvad de lover….. Her er ET badeværelse til 188 pladser. Så skulle man jo tro der var et til mænd og et til kvinder, men det til mænd er under ombygning, så de vil have man skal råbe ind på badeværelset inden man går ind, for at høre om der er nogen af det andet køn til stede…. De 3 brusekabiner har løse plastikforhæng for og toiletterne er i samme lokale. Camperne står parkeret med godt en meter imellem sig, grill er her ikke noget af og bænke-borde er her ikke til alle pladserne, så hvis man vil sidde ude, må man stjæle et bord fra dem der ikke lige er hjemme….Her er ikke et picnic area, legeplads eller andet…. Internettet er omtrent det dårligste vi har haft og virker stort set kun i vaskerummet (hvor hyggeligt) eller i klublokalet som lukkes og låses kl. 17. Det er også i klublokalet man kan spille pool og alt det andet hyggelige her reklameres med, men det kommer vi jo så ikke til….. Et kort over LA eller bare denne bydel kan vi ikke få…. Det er lidt svært at finde på nettet, som jo ikke virker….Den bus der kører fra campingpladsen til LA på rundture så man kan ”nyde hvad LA har at byde på” byder på 4- timers rundture til 85 USD pr person…. Ingen rabat til børn…..
Her er ualmindeligt rædselsfuldt…. Jeg er rasende over at blive snydt så det driver, og min rædselsfulde stemning smitter af på de andre, som ikke orker at flytte….. Det ene barn sidder i vaskerummet, det andet barn uden for vaskerummet, far ligger på sengen med Ipaden, jeg har gået en tur og sidder nu og skriver…. Jeg PRØVER at jage surheden væk, men jeg syntes faktisk det er bedre at overnatte på en P-plads, så føler man sig i det mindste ikke snydt….. Og internettet er lige så ringe som her….
God nat du elskede
Kærlig hilsen mor

Kings Canyon mod LA

Hej søde skat
Far kommer tilbage til bilen omkring midnat, han har fået antibiotika og smertestillende og har det ok. Vi skal finde et apotek med 24 timers åbent og et sted at sove (ungerne er faldet i søvn i deres seng). Fresno er en stor by, men det lykkes os både at få købt medicin, få tanket og at få smidt vores lille hus på en P- plads foran et indkøbscenter, hvor vi vil sove. Kl. er vel tæt på to om natten da jeg falder i tung søvn og den er ikke seks endnu, da jeg vågner ved at far starter bilen. Vi kender jo vejen fra Fresno til Kings Canyon, det er en smuk tur og den varer godt 1½ time.
Vi har besluttet os for at køre ned til Hume lake igen (som vi sluttede af ved i går da vi måtte til Fresno), den ligger faktisk i Seguoia national forrest, som er en del af nationalparken og vi kan se den er meget besøgt. Den ligger mellem bjerge og skov, meget idyllisk og her er allerede tidligt på morgenen mange mennesker. Folk, der fisker, sejler og går tur, familier med børn og hunde osv. Solen skinner og her er knapt så koldt som højere oppe i bjergene, selv om jeg nu ikke begriber de få, der er hoppet i badetøjet og sopper rundt i den iskolde sø. Vi spiser morgenmad og går en tur hele vejen rundt om søen. Her er så dejligt og egerne piler omkring.
Det er så dejligt at ungerne hopper glade omkring på klipperne og glæder sig over naturen og dyr og insekter på vejen. Josefines hånd finder stadig min når vi går og jeg ved jeg vil savne det, den dag hun ikke længere gider at holde i hånd.
Inden vi kører får ungerne lokket os til at købe slushice til dem ved en lille butik ved søen ;O)
Vi vil hen til et trail, som går til, efter sigende, verdens største træ General Sherman. Det ligger i Seguoia national park, og det er tydeligt, at jo længere vi kommer ind i parken, jo flere turister er her. Og så er det lørdag….. Vi kører af de snoede bjerg og skovveje og på vejen kan vi stoppe ved en skråning med giganttræer, hvor det er tilladt at lege i træerne. Her er et kæmpetræ med en hule i stammen, her er både en ”hovedindgang” og hele to kringlede ”bagindgange”, det er virkeligt skægt og selv om her er andre end os, er her ikke så mange at vi ikke kan være her. Ved General Sherman er der en stor P- plads og en flot cementeret sti hele vejen ned til det største træ og en masse andre. Alle træer er hegnet ind og folk står i kø for at tage billeder af dem selv og deres familier ved de store træer.
Vi er enige om at vi nok hellere må prøve at finde en campingplads, klokken er kun midt på eftermiddagen, men alligevel….. Og det viser sig da også at være helt umuligt….. ALT er optaget alle vegne…. Vi har et enkelt sted mere vi bare VIL se, det hedder Moro Rock og er en stor flot klippe man kan klatre til toppen af og nyde den skønneste udsigt. Vi ville gerne have taget et 3 timers trail omkring Moro rock, men vi må indse vi ikke når det. Vores bil er for stor til de små veje der fører ned til klippen, så vi må tage en shuttlebus. Køerne til busserne er kæmpe lange, her vrimler med folk, men vi går op på klippen, som er sådan meget glat og rund (og høj) og trinene der fører der op er stejle, smalle og ujævne, men her er så smukt, med udsigt til både skov og sneklædte bjerge. Sofus nærmest løber op til toppen og hjertet sidder helt oppe i halsen af mig flere gange, tænk hvis han faldt…. På vej ned flyver et par kolibrier flere gange lige over Josefines hoved, så hun ligefrem kan høre deres vingers brummende basken.
På vej tilbage med shuttlebussen kommer vi også forbi et væltet Seguoia, som er så stort at man har lavet hul i stammen så personbiler kan køre igennem træet ;O)
Vi har for resten også fået afleveret Josefines junior ranger book, hvor hun har lavet opgaver om Kings canyon og Seguoias national parks og hun må aflægge ed, hvor hun lover at beskytte naturen og dele sin viden om nationalparkerne med venner og familie. Meget fint junior ranger program, som er i alle nationalparker. Opgaverne er tilpasset alder fra 5 år til voksen.
Klokken er vej 18 da vi begiver os mod udgangen af parken. Det er lettest at køre syd om, men vejene anbefales ikke til biler over 22 fod og vores er 25. Og her er jo mange trafikanter i dag…..Så vi vælger omvejen…. Og æv hvor er det ærgerligt vi ikke kan få et par nætter mere her…….For her er så dejligt…. Vi gider ikke lave aftensmad, vi er segnefærdige af træthed efter de her gode dage, med nætter med meget lidt søvn…. Vi kender vejen væk fra nationalparken og mens vi kører går solen ned på smukkeste vis og Sofus går ud som et lys, på den lille sofa han sidder på.
Da vi finder den P- plads foran et stort indkøbscenter hvor vi vil tilbringe natten, prøver vi at vække Sofus for at vi kan spise aftensmad, take out, fra én af de utallige fastfoodkæder, der omgiver P- pladsen. Vi kan ikke vække ham og Josefine og far går på Dennys, mens Sofus og jeg overgiver os til søvnen.
Kærlig hilsen mor

Kings Canyon

Kære elskede Eline
Vi fryser igen natten igennem og har god tid til at lytte efter bjørne, som vi dog ikke hører tegn på. Far står først op og fryser så meget, at han giver sig til at lede efter noget varme…. Og minsandten…. Efter at frosset i to nætter i træk, opdager far hvor man tænder for varmen i camperen….. Så da vi andre står op, viser termometeret hele 19 grader og alle er glade ;O) Udenfor skinner solen, men det er koldt, dog ikke frostvejr.
Vi har egentlig lyst til nyde vores dejlige campingplads, for her er masser af store klipper man kan klatre på og kæmpe koglerne flyder omkring, men vi vil gerne gå et par trails og kører derfor først til visitorscentret, som her i parken åbner kl. 9. Her er slet ikke så overrendt som i Yosemite og det er rigtigt dejligt. Vi ser en film om parken og Josefine får et junior ranger hæfte hun skal udfylde og aflevere senere.
Det første lille trail ligger en ganske kort køretur fra visitorscentret og er et kort trail, som fører os rundt om nogle KÆMPE store seguoiaer. De er verdens største træer og kan bliver over 3000 år gamle. De dør ikke af alderdom men dør først når de vælter eller bliver fældet og de indeholder nogle stoffer som gør, at de kan overleve selv den vildeste skovbrand. Her i parken er der både træstubbe fra træer, der blev fældet for næsten 150 år siden, træer der er væltet og som har så tykke stammer at vi kan gå oprejst igennem dem, træer med brandskader og flotte, ranke flere tusinde år gamle, sunde og raske træer. Det meste af området er spærret af med trails, som man skal holde sig på, men et enkelt sted ligger og står nogle træer, som man må lege og klatre på og børnene hygger sig gevaldigt og syntes det her er den bedste park vi har været i.
Vi kører videre til det næste trail vi vil gå, her kan man se en 150 år gammel stub af et fældet godt 3000 år gammel træ. Trailet skulle tage ca. en time. Vi kan se man skal køre ned af en jordvej for at komme til trailet og det må vi jo ikke i vores RV, så vi parkerer for enden af jordvejen, der kan vel ikke være så langt….. Her er ikke andre end os, som sagt er denne park ikke så besøgt…. Vi går af vejen, omgivet af smuk natur, vel ca. en mil, da vi får øje på et par campingvogne parkeret på nogle pladser mellem noget buskads. Deres lille hund er ikke i snor og er så aggressiv at jeg råber og fægter af den, da den nærmest angriber Sofus. Manden, som ejer hunden undskylder og jeg sender ham et vredt blik til svar….
Vi fortsætter videre mod vores trail og går og går, faktisk er vi lige ved at tro vi må være gået forkert, da vi endelig ser et skilt der fører os væk fra skov-bjergvejen og ind i en slags grøn dal, hvor der går en sti, der fører os til kæmpestubben, der er flere meter høj. Ungerne klatrer selvfølgelig op på og vi tager billeder, inden vi går tilbage til skov-bjergvejen. Jeg mener kortet viste at trailet ligesom lavede et loop, så da vi kommer ud fra stien, drejer vi til højre, i stedet for venstre, som var den side vi kom fra. Vi går og går og ser mange af de store stubbe på vejen, så det giver mening at trailet fører den vej, selv om de ikke har været så gode til at skilte…. Vi går og går…. Sofus spørger flere gange om vi er helt sikre på det er den rigtige vej og vi svarer at det er vi (måske er det mest mig, der svarer)….. Sofus mener vi går meget ned af…. Han syntes vi burde gå mere opad…..Men vi fortsætter, det ville da være dumt at vende om nu og så skulle gå hele den lange vej tilbage…Så vi går og går… Da vi i alt har gået 2½ time, deler vejen sig….. Og her er ingen skiltning…. Far okser lidt den ene vej og lidt den anden vej mens vi venter, men han kommer tilbage med uforrettet sag…. Vi medbragte kun ½ l vand til turen, som jo kun skulle vare en time… Og vi startede kl. 11 da det stadig var koldt…. Nu står solen højt på himlen, men der er ikke andet at gøre end at vende om….Josefine har længe været træt og Sofus har også brokket sig lidt, men da det går op for dem, at der ikke er nogen vej uden om, begynder Sofus at remse alle lyspunkterne op… Vi overlever jo… Vi har stadig en smule vand… Vi kender vejen… Forbrænder fredagsslikket…. Får god tid til at tale hyggeligt sammen…. Osv… Jeg er skidesur og tørstig og vil nødigt spolere den gode stemning Sofus 11 år er i gang med at skabe, så jeg går lidt foran og lader mig smitte af hans humør, uden at spolere noget. Jeg mindes dig og ”Barbie girl” i bussen til Hanoi for ca. 6 år siden, da du formåede at gøre det samme, som Sofus gør i dag og jeg er sgu simpelthen så pave stolt af jer. Da jeg er dampet af, anerkender jeg Sofus for det han bringer frem og fortæller historien om dig dengang (igen ;O). Der kommer en offroadbilting kørende med to mænd i og jeg stopper dem og spørger, om der er en lettere vej… Den ene af mændene præsenterer sig som ejeren af den dumme hund og siger at vi desværre bare må gå videre, der er ikke nogen anden vej….. Vi har jo mest gået ned på udturen og okser os nu op af bakkerne…. Og går og går og går…. Mændene på offroadtingen kommer forbi os igen da de kører tilbage og spørger om vi har brug noget vand, hvilket vi afslår… Men da den ene af mændene, efter at have været tilbage ved sin camper, kommer kørende tilbage med det ene formål at bringe os vand, tager vi gladelig i mod de to kolde flasker vand… Det er nemlig næsten 5 timer siden vi forlod vores bil og far og jeg har ikke drukket, for at gemme vandet til børnene….. Vi får os en sludder med gutten, som jo faktisk vældigt rar, han tilbyder endda at køre os det sidste lille stykke ud til vejen, hvilket vi naturligvis afslår…. Og mens vi går det sidste stykke, reflekterer vi over, at amerikanere ofte beskyldes for at være overfladiske… Det er egentlig ikke rimeligt syntes jeg, der er da meget kortere vej ind i dem, end der er ind i os… De er simpelt hen altid så hjælpsomme og venlige og jeg føler mig overbevist om, at det ikke er så svært at lære dem at kende….
Børnene har fået lov at spise og drikke præcist hvad de vil og det ordner vi med det samme vi er ved bilen.
Far har længe haft en tand der drillede og får pludselig voldsom tandpine, men mener ikke vi skal gøre noget ved det, så vi kører og finder en dejlig campingplads, stadig i nationalparken, men tæt ved en sø Hume lake. Også her er vi i bjerge omgivet af træer. Far føler stor lindring ved at have is på sin tand, men smertestillende har ikke hjulpet… hen ved 19- tiden er pinen så slem, at vi beslutter at der må gøres noget… For at gøre en lang historie kort, så holder ungerne og jeg i skrivende stund, parkeret i camperen foran Fresno hospital (1½ times kørsel fra Kings Canyon), mens far er på skadestuen. Han har nu været væk i et par timer og det eneste vi ved, er at her ikke er en tandlæge… Sådan én har det ikke lykkedes os at skaffe et tlf nr på en fredag aften…. Igen… Ungerne er positive…. Vi har jo fredagsslikket med os…. Og vi havde jo alligevel besluttet at droppe aftensmaden…. Og vi kan spille kort… og gå i seng…..Og skrive dagbog…..
;O)
Slutningen på den historie får du i morgen ;O)
Kærlig hilsen mor.

Yosemite

Hej du dejlige
Man kan ikke sige vi ”vågner” til morgen, for der er rimfrost uden for og jeg ved ikke hvor varmt der er i camperen, men alle har frosset og flere har taget ekstra tøj på i løbet af natten. Sofus står fx op fuldt påklkædt i hættetrøje, lange bukser og strømper…..
Turen til Yosemite valley føles ikke nær så lang til morgen, som det føltes i går da vi var trætte og kørte ”baglæns”. Og turen er jo smuk igennem bjergene. Det første vi ser da vi er kørt igennem indgangen til parken og er på vej ind i Valleyen, er dådyr (eller mule deer), der går rundt og græsser, helt tæt ved bilerne, der i hopetal lister sig vej forbi dyrene.
P- pladserne er kæmpe store, men allerede godt fyldt op her klokken halv ni. Godt vi er tidligt på færde. Vi spiser morgenmad og går, Sammen med mange andre besøgende, til visitorscentret, som desværre først åbner klokken 10. Giftshoppen derimod, åbner klokken 9. Det giver jo ingen mening, men vi tager altså den første shuttle bus mod den første tur vi vil gå. Vi har fået et lille hæfte, som bla. indeholder beskrivelser af de forskellige trails, hvor svære de er, hvor lange osv. Vi tager den sværeste, af dem vi har valgt, først. Her er masser af turister alle vegne og gangstier, veje og shuttlebusser. Det første trail går op af et bjerg langs et vandfald, som det første lange stykke ligner en brusende flod. Vi syntes vi går meget stejlt op ad, men faldet er ikke så stejlt at det endnu ligner et fald. Gangstien er asfalteret og kravler op langs en bjergeside, godt beklædt med skovagtig beplantning og på den anden side af faldet, tårner bjergvægge sig nærmest lodret op over os. Her er meget smukt og længere væk på andre bjerge, kan vi se et stort vandfald. Vi når til det punkt vi havde aftalt at gå til, her bruser faldet flot, men ligner stadig mest en flod, som vi kan stå på en bro og nyde. Vi syntes ikke, vi har gået helt nok og knokler os videre op ad, stien bliver til stejle trin og pludselig får vi øje på det rigtige brusende vandfald, jo længere vi kommer jo mere våde bliver vi, af vandfaldet, der sprøjter ud over os og laver de flotteste regnbuer i solen. Sofus er kommet i bjergged gear og okser opad, helt til toppen af hvor det for os ser ud som om faldet starter og med os andre i en hale efter sig. Da vi kommer til ”toppen” er det jo slet ikke toppen, det starter jo længere oppe, men de trætte ben er glemt og vi nyder udsigten og de knaldblå fugle der flyver rundt i træerne på klippeafsatserne. Nedturen er ikke så hård som opturen og stemningen er høj, fordi det hele er så smukt og fordi alle føler sig brugte på den fede måde.
Det næste trail vi tager en shuttlebus til er nemt og næsten lige, og går ud til ”Mirrorlake”, som egentlig ikke er en sø, men et stille sted på floden. Man kan se bjergene spejle sig i søen og der er store sten og klatre på og et sted hvor man kan ”stable en sten” og lave tårne, produceret af alle de som kommer forbi. Igen en smuk tur.
Sidste trail viser sig at være, bare en flot udsigt, til et smukt vandfald ned af en bjergside.
Vi har set flere egern helt tæt på, og et par enkelt dådyr i løbet af dagen.
Vi spiser frokost i bilen, inden vi kører mod Kings Canyon og Seguoias national park.
Mens vi kører, skifter landskabet fra bjerge, til mere fladt landskab, med bakker med gyldent og vissent græs, græssende heste og køer, vinmarker og appelsinmarker. Vi køber frugt ved en bod langs vejen og nyder at se alt det nye. Det her er virkelig kontrasternes ferie. Fra NMs ørken, til Las Vegas glitter og glimmer, fra fattigdom til ekstrem rigdom, fra goldt til frodigt osv.
Vi når Kings Canyon lige før kl. 19 og krydser fingre mens vi spørger om der mon er plads på én campsite ved indgangen smiler og siger at der er rigeligt plads og vi finder en dejlig naturcampingplads, med høje træer og kæmpekogler, der ligger på jorden over alt. Her er ikke mange andre campister og de andre er i telt. Her står ”bjørnebokse” ved hver plads og der er skilte som påbyder at man lægger ALT mad og duftende genstande af en hver art i de bjørnesikrede bokse. Det virker helt uoverskueligt at skulle tømme hele bilen for alt, men heldigvis opdager vi at der står man ikke må ”efterlade” sin bil med mad i, så det problem må vente til i morgen….. Men børnene snakker meget om bjørne til aften og laver bål med far for at skræmme dem væk…. Inden vi ser Ice age på det næsten sidste strøm på computeren…..
Kærlig hilsen mor

Til Yosimite fra øst siden.

Kære Eline
Vi vågner ved fuglekoncert på campingpladsen ved søen. Her er dejligt, men vi må videre og begynder at køre før børnene vågner. Mens vi kører mod Yosemites eneste østvendte indgang, opdager jeg tilfældigt ved at kigge i en brochure, at det pas vi skal igennem først åbner sidst i maj eller først i juni. Vi har d. 22. maj….. Hvis ikke passet er åbent, skal vi køre en mange timer lang omvej. Vi kører nogle timer og ungerne vågner, far har set der skulle ligge en sø i nærheden af motorvejen vi kører på, med Sierra Nevada bjergkæden på den ene side. Vi kører derfor ind mod bjergene, for at få en pæn udsigt ved en sø til morgenmaden. Det bliver nu en længere omvej og vi får ganske vist en pæn udsigt, men det blæser en stiv pelikan og der er sne lige i nærheden, så morgenmaden bliver spist i bilen. Her er skiområde om vinteren og de små byer vi kører igennem har restudsalg af skiudstyr….. Og i går var vi igennem Death Valley med over 45 grader celsius…..
Heldigvis er passet åbent og vi kører ind i Yosemite. Det her er den mindst udviklede og turistede side af parken og visitorscentret er så småt, at vi i første omgang kører lige forbi, uden at stoppe op, så vi må adskillige mil tilbage igen, for at få information om vandrestier mm. Her er smukt på den norske facon syntes vi. Vi er i 3000 meters højde og her er koldt og blæsende, blå himmel, høje træer, bjergtoppe med sne osv. Vi finder et trail som går igennem en smuk skov, med sprudlende små floder, flot natur osv., men vi er enige om, at det ikke er så smukt som det vi så i Sverige i en ”helt almindelig” skov. Vi er blevet advaret om mudder og da stien bliver for mudret efter en times tid, går vi tilbage til bilen. Vi har kun set et egern og ikke andre dyr. Her er ellers både bjørne, bjergløver og flere andre spændende dyr, men så heldige er vi altså ikke i dag. Midt på eftermiddagen efter at have spist frokost i bilen, vender vi snuden mod vest. Det er ikke muligt at overnatte i parken, alle campgrounds er optaget flere måneder i forvejen, så vi fortsætter ud af parken mod vest, igennem bjergene og flere bjerge, mens vi håber på at finde et sted hvor vi kan holde ind og overnatte, men desværre er der store skilte med camping forbudt alle steder…. Der når at brede sig en lidt anstrengt stemning, vi skal nemlig hele vejen tilbage til parken i morgen og de mange mil koster både på pengepungen og på den gode oplevelsestid, så da der endelig viser sig en KOA plads som har plads til os, slår vi til med det samme, selv om vi syntes det er vanvittigt at give 55 USD for ”kun” en overnatning, når vi i dag ikke kommer til at bruge de faciliteter, der er….. Men Josse når da lige et dyp i den kolde pool, i den kolde bjergluft….. Og vi har da strøm så vi kan lave popcorn…… og det hele er jo ikke så skidt endda ;O)
Mange kærlige hilsner fra mor

Las Vegas, igennem Death Valley

Kære Eline
Jeg står tidligt op og vasker tøj, det er dyrt her på Koa, koster 2 US$ pr. maskine, modsat de andre hvor det har kostet 1.25- 1.75.
Vi går op på Circus Circus morgenbuffet, mest fordi det er nemt. Og altså fordi jeg har fødselsdag og det skal jo fejres (igen ;O). Buffeten er stor, men kvalitetsmæssigt ikke så god som Ceasars og også væsentligt billigere. Her er tydeligt amerikansk fokus på alt det farvede og søde, mens brødet fx er billigt og kedeligt og frugten meget sparsom.
Op af formiddagen kører vi mod en spøgelsesby og nationalparken Death valley i Californien. Inden vi når spøgelsesbyen, kører vi igennem en by, som er tæt på at være en spøgelsesby. Her er lukkede butikker, afdankede tankstationer og spisesteder, verdens mindste kirke tror jeg og masser af faldefærdige trailers… Og så en ”antikvitetsforretning”. I den går vi en tur, den har en masse skrammel…. Sofus køber et tegneseriehæfte og jeg køber en gammel dåse. Mens vi kører til en lille afdanket spøgelsesby, Rhyamit ogsenere Death valley, læser Sofus i tegneserien. Efter ca. 2 timer, spørger han hvad ”soil” betyder, og læser der efter videre i et par timer igen…. Death Valley kan virkelig kun være blevet nationalpark, fordi den der fandt på at gøre den til det, ikke har kørt igennem NM fra syd til nord…. Ørken, ørken, ørken…. Vi vil gerne nå Sequioa nationalpark i dag, men da vi når udgangen af Death Valley, er klokken 17. Vi har ikke haft et kort at køre efter, men her er et visitorscenter og vi finder ud af, at vi skal køre helt om på vestsiden, for at komme ind i parken. Det er for langt for i dag, jeg har jo fødselsdag og vi vil grille…. Heldigvis kommer vi, straks efter den opdagelse, til en dejlig naturcampingplads, som ligger ved en sø. Vi kan ikke hooke up, men det er lige meget… Far tænder op i grillen og jeg gør resten klar, mens Josefine dulrer rundt og ser på fugle, Sofus sætter sig ud og læser videre…. På engelsk jo, fuldstændigt opslugt ;O)
Vi spiser og jager fugle væk mens vi griller, spiller kort og laver lektier, inden vi går tidligt i seng ;O)
Vi så et søskendepar i går, hvor storesøster var træls ved lillesøster…. Børnene har talt meget om, hvor heldige de er med dig som storesøster…. De kan ikke huske du nogen sinde har været træls eller har skældt ud…. Og det kan vi heller ikke…… Hvor er I heldige kære, dejlige børn og hvor er vi heldige med, vi fik lige netop jer ;O)
Mange kærlige hilsener fra mor

Ørken til Las Vegas

Hej elskede skat

Vi vågner til den flotte solopgang i ørkenen og kører videre da vi har spist morgenmad.

Vi har valgt at se Hoover dam på vej til Las Vegas. Jeg har set den før, det har alle andre der har været i Las Vegas også og jeg har fundet ud af hvorfor….. Den ligger jo lige på vejen og så ville det jo næsten været ærgerligt ikke at se den…. Det er en stor, stor dæmning der blev bygget i 1935. Den ligger lige på grænsen mellem Arizona og Nevada og man kommer til den gennem grå stenørken. På de asfalterede veje som fører ned til dæmningen, er der et stop hvor man bliver sikkerhedstjekket. De kommer simpelt hen ind i bilen, for at lede efter???? Det vil jeg ikke tænke på, men dæmningen er selvfølgelig et oplagt terrormål, eftersom den producerer en stor del af Nevadas strøm.

Dæmningen er stor og imponerende, far er meget imponeret, jeg ser den altså kun fordi den ligger lige på vejen…. Det griner Sofus lidt af….. At alle har set den fordi det ville være en skam bare at køre forbi…..

Jeg husker da mormor og morfar og jeg kørte gennem ørkenen og de første glitterskilte begyndte at dukke op, på den hovedvej der førte os ind i Las Vegas…. Jeg må sige jeg bliver skuffet, da de første tegn på storby viser sig i form af kedelige butikscentre og huse til helt almindelige mennesker… Ingen glitter her, alt er simpelt hen vokset sig stort, at det ikke er til at kende igen. Sofus falder i søvn i bilen og Josefine spejder ihærdigt efter glitter, men vi får det faktisk ikke at se, før vi holder foran vores Campground, som ligger sammen med Circus Circus. .Vi ankommer allerede kl 13. Pladsen er Koa og vældig fin, men dødkedelig. Vi er så heldige at få en plads ved et lille bitte stykke græs og i skyggen under et træ, men ellers er det bare en grå parkeringsplads. Til gengæld er her hundelegeplads og hundevaskestation og så selvfølgelig en ordentlig pool…. Til mennesker….. Her er blå himmel og bagende varmt. Vi spiser frokost og bevæger os op mod ”The strip” som nærmest starter her. Altså det starter med Circus Circus, så der går vi ind først…… Eline du vil simpelt hen ikke kunne forestille dig hvor stort et hotel det er….. Det er større end det største storcenter….. Her er en larm og et leben af en anden verden…. Spillemaskiner, boder, restauranter, spillemaskiner, madboder, EN FORLYSTELSESPARK….. INDE I HOTELLET….., spillemaskiner, flere butikker og madboder, skydetelte, circusopvisninger og….. Jamen det er simpelt hen helt vildt….. Josefine iagttager, Sofus vil jo straks i gang med at bruge penge….. Far er ved at gå ud af sit gode skind og det er Sofus snart også…. Vi må ud… Jeg ser en skranke med ”Lost and found” og jeg overvejer at sige vi er ”lost”, for vi går kilometervis igennem larm og glitter før vi endelig finder udgangen…

Vi går lidt op af the strip, som er dødkedeligt i dagslys… Og varmt…. Godt vi kun har i morgen med….

En tur i poolen gør godt i varmen, men det bedste er, at Sofus, Josefine og jeg falder i snak mens vi ligger der…Du ved de der samtaler, hvor man taler om små og store spørgsmål og kommer et lag dybere i dem, man allerede syntes man kender til bunds.

Vi spiser aftensmad og bevæger os igen mod the strip. Far er irriteret allerede inden vi går hjemmefra, men som vi bevæger os tættere og tættere på alt det skøre, vilde sjove og store tør han alligevel op. Ungerne trasker af sted foran os. The Strip er Las Vegas hovedgade kan man sige. Langs den ligger kæmpe store hoteller, så store at man næsten ikke tror sine egne øjne. Alle har de skærme og glitter uden for, med den ene mere spektakulære udsmykning end den anden. Her vrimler med Limousiner og fodgængere af alle slags. Fortovene er tætte af mennesker og gaderne brede og fulde af biler. De bredeste gader passerer man over broer, som er lavet til de mange fodgængere, de går mange gange fra det ene hotel, over i det andet. Alle færdes rundt i det hele. Hotellerne er ikke bare hoteller, men også casinoer, madsteder, butikscentre og alt muligt andet. Mange steder er der særlig shows og vi stopper op og kigger. Et sted går en kæmpe vulkan i udbrud x antal gange hver aften, akkompagneret af musik og gigantisk lysshow, et andet sted er der sang og dans på piratskibe i næsten naturlig størrelse og her er både ildebrande og skibe der synker… Et tredje sted er der et KÆMPE springvand, som springer i takt til musikken, med forskellige musikstykker hvert kvarter…. Osv…. Vi går i menneskevrimlen i mørket og væmmes, glædes og forundres over alt det skøre, vilde og sjove…. Et sted har en flok unge gutter lavet et fantastisk gadedanseshow, det er noget af det bedste vi ser i vi smider penge i spanden da den går rundt… Her er mange hjemløse og skøre udklædte, som går rundt med en ”tipbox”. Klokken er næsten 23 da vi kommer hjem og tro det eller ej, Sofus og Josefine hopper, danser og løber nærmest hele den lange gåtur hjem og far er for længst tøet op, man kan ikke andet. Det er forfærdeligt og rædselsfuldt, men alligevel sjovt og beundringsværdigt.

Vi spiser is inden vi lægger os til at sove ;O)

Kærlig hilsen mor

 

Grand Canyon og på vej mod Las Vegas

Kære Eline

Jeg vågner ved solen står op jeg lister hen til udsigtspunktet før kl. 6, for at få morgenlyset ned over kløften. Jeg håber på at se en bjergløve eller noget andet spektakulært, opløftet over gårdsdagens Bobcat, men jeg ser nu ikke andet end et jordegern. Og så solen selvfølgelig. Da jeg kommer hjem, er far stået op og så lister han af sted.

Vi er tidligt på vej ned mod Grand Canyon Village, ikke for at se den, men fordi alle udsigtspunkterne ligger på vej der ned. Desuden kører der shuttle busser rundt il de punkter man ikke må køre til i egen bil, så efter at have set en masse flotte udsigter (jeg mindes min tur her med mormor for mange år siden ;O) og et par egern og kaniner, tager vi en shuttle til et punkt, hvor man kan mødes med en ranger og få noget at vide om liv og planter i kløften. Desværre er rangeren uinspirerende at høre på, så efter at have udvekslet blikke med ungerne, sniger vi os væk og tager en ny bus, til et nyt punkt, hvor vi har aftalt at gå et stykke ned i kløften. Her dør 7- 8 mennesker hvert år, mest pga. af faldulykker fordi folk er for vovede når de skal tage flotte billeder og den slags, så selv om vores trail er et af de nemme og er forholdsvist pænt, er jeg skrækslagen hver gang jeg syntes ungerne kommer for tæt på kanten. Vi går derfor i adstadigt (og sikkert) tempo, mens far iler af sted så hurtigt, at han overser enden på vores trail. På det tidspunkt er han laaaanggt foran os, så han får en lidt længere tur og vi må klare os uden vand…..

Da alle føler vi har set Grand Canyon begiver vi os videre. Vi har set der skulle gå en Imax film i en by tæt her ved, men da vi kommer ned til byen og læser beskrivelsen, har ungerne ikke rigtigt lyst, i stedet kigger de på sten i den tilhørende gavebutik. Man kan mange steder fylde en lille pose med flotte, blandede sten for et bestemt beløb og det har de gjort flere gange. De vil bruge det til rollespil og vi ved efterhånden hvor vi kan finde dem i butikkerne, for de står altid og kigger på sten og krystaller ;O)

Ørken, ørken, ørken…… Og en lille bid af route 66, hvor der bliver fotograferet og handlet souvenirs….. Nå ja, og så er der noget andet…. Ved de forskellige seværdigheder, står der sådan nogle maskiner, hvor man kan putte en penny og to quarters i, dreje på et håndtag og så få en penny ud med en prægning fra det sted man er. I dag er det altså en penny med et tryk af route 66 der kommer ud.

Ørken, ørken, ørken….. Radiokanalerne dur ikke så langt ude på landet….. ørken, ørken…. Og endelig noget der ligner en lille by, med en campingplads der er placeret i den omkringliggende ørken……;O) Men her er poolbord, fjernsyn og hestesko (et spil der er på de fleste campingpladser her ovre…).

Vi glæder os til lidt civilisation i morgen…. Hvis altså Las Vegas kan kaldes det ;O)

Vi sender jer de varmeste tanker og hilsner ;O)

 

Kærlig hilsen

 

 

 

 

 

 

Mesa Verde, Monument Valley & Grand Canyon

Kære elskede Eline

Du må næsten tro jeg tager pis på dig, men Josefine og jeg så en Bobcat i morges… Det er vi i alt fald helt overbeviste om… Altså ikke en Bobcat som i gravemaskine, men som i vildt kattedyr der lever i Mesa Verde….

Vi er ude at gå en meget tidlig morgentur, fordi vi vil se efter dyr… Vi kan se på et billede at de her dyr der ligner rådyr med lidt større ører, hedder Mule deer på engelsk… Solen er på vej op og det er stadig ikke helt lyst, men lyst nok til man kan se godt. Netop som vi runder et hjørne på campingpladsens stier, lunter et dyr hen over noget græs ret tæt på os… Vi fryser (altså står stille)….. Dyret er lyst og har pletter og en lang hale og det bevæger sig meget adræt…Jeg hvisker til Josefine: ”Det er da et kattedyr……..”…. Josefine hvisker tilbage:” Eller en ulv…..”… Dyret forsvinder om bag en busk, men kommer ud igen på den anden side og vi får et glimt mere. ….. De andre griner da vi kommer hjem og forklarer vi har set en ulvekat…. Det mærkelige er jo at den havde pletter…. Og at halen var lang, men ikke busket…. Og hovedet rundt og ikke spidst….. Vi har ærgerligt nok ikke wireless, end ikke telefonforbindelse her i Mesa Verde, men da vi senere holder foran en MC D og googler ”Mesa Verdes dyr” kan vi se på billederne at det ER en bobcat vi har set…. VILDT…. Og de andre (undtagen Josefine hun er for sød) håner mig over, at jeg havde videokameraet i lommen og ikke sansede at tage det frem…. Måske kunne jeg have nået det……

Her i Mesa Verde kan man købe ”all you can eat pancake breakfast”, men man kan ikke få andet end pandekager og det syntes børnene og far er for dårligt, så vi køber en pose med ”blue corn pancake dough” (noget indianer noget) med ”Prickley pear cactus sirup” og det prøver far at lave pandekager af til morgen. Han forsøger at lade være at bande over den elendige pande den her vogn er udstyret med, lige meget hvor meget fedt man hælder på, brænder skidtet på…. Men det bliver da til et par pandekager som ungerne høfligt siger, smager dejligt, især det der sirup der er med til…..;O)

Efter pandekager og Bobcat kører vi mod ”Four corners”. Det er monument som er lavet hvor fire stater (som det eneste sted i USA) grænser op mod hinanden, hvilket jo betyder man har mulighed for at befinde sig i fire stater på én gang. Turen der til varer vel en times tid og vi kører gennem ørken, ørken, ørken…. Monumentet er hegnet ind og har små boder i en firkant omkring monumentet, som er en flad plade i cementen, så man kan ligge hen over staterne. I boderne sidder Navajoindianere og sælger deres håndværk. Sofus køber en kniv, lavet af bøffelhorn, vi køber en bue og pil og Josefine og far en t-shirt.

Vi fortsætter gennem ørkenen til Monument Valley. MV er en dal omgivet af de smukkeste, smukke røde klippeformationer. Navajos blev fordrevet her fra af den amerikanske stat, men fik siden ”lov” at få et lille stykke af deres eget land tilbage. Det de fik tilbage, var ikke det der var vigtigst for dem, derfor valgte de at bosætte sig uden for det de havde fået tildelt, nemlig i Monument Valley, som har mange spirituelle steder, steder hvor der er vand og hvor der vokser medicinske planter. Jeg mener det var i tresserne, at området blev gjort til statspark og er nu kontrolleret så turister har begrænset adgang. Native Americans fik stemmeret i 1958 i Arizona og New Mexico og endnu senere i Utah…. Her er et udsigtspunkt hvor man kan fotografere og nyde de flotte formationer.

Vi kører videre mod Gran Canyon. Køreturen er meget flot. Vi når Dessert View, den østlige indgang til nationalparken, sidst på eftermiddagen og HELDIGVIS er der et par pladser tilbage på den primitive campingplads. Igen er vi omgivet af den smukkeste natur og tæt ved campingpladsen er visitors centeret og det første udsigtspunkt, så vi når at få lidt information, se udsigten og købe en bluse til Josse, inden vi går hjem og griller aftensmad. Da vi har spist, skynder vi os op for at få endnu et kig på den flotte udsigt mens solen farver himlen rød. Vi afslutter denne dejlige dag med fredagsslik og kortspil.

Håber alt er vel der hjemme og at vi kan uploade i morgen.

Kærlig hilsen mor