Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Sri Lanka - Dag 28.

Kære Eline
I dag vil vi i parken. Det er Sri Lankas største park, hvilket ikke siger så meget, da vi ikke rigtigt har set andre parker, men det viser sig faktisk at den er pænt stor. Der er legepladser, et lille akvarium svarende til en dansk dyrehandel og en sø med en bro. I søen er der både storke og pelikaner. Her er også is-sælgere og det er noget af det sjoveste syntes jeg, for der er otte- ni is-sælgere af den slags på cykel, med en frostboks på. De holder med få meter i mellem sig, tæt på legepladsen og de mest irriterende af dem, har et båthorn, som de båtter med i tide og utide. Vi køber ingen is, men jeg sørger for at skule irriteret og med jævne mellemrum til ham som båtter mest, men det lader faktisk bare til at opmuntre ham. Det er varmt og vi er lidt fra Colombos største mall, men vi ender med at tage en tuk tuk det sidste stykke af de omkring 4 km. Mallet er ikke noget særligt og jeg finder ikke den lille spiceshop som jeg stadig leder efter. Vi er blevet prakket krydderier på i alle andre byer vi har været i, men ikke købt så meget, det kunne vi jo gøre i Colombo. Og nu er vi her og ingen sælger tilsyneladende krydderier….. Vi har i hvert fald ikke fundet det endnu og i morgen er sidste dag…..
Nå, resten af dagen bruges ved poolen, vi køber endda cocktails og smoothies og ungerne har vist allerede vænnet sig til, at vi siger ja hver gang de spørger om de må få noget…. Sidst på eftermiddagen går vi i bad og klæder om, inden vi sætter os i loungen får te og spiller kort.
Middagen består i dag af 24 fusionsretter og de bliver serveret som en så stor menu gør, i små fine anretninger med 2-5 retter på tallerknen. Det er alt sammen meget fornemt, men ikke i nærheden af den kvalitet man ville opleve hjemme med en lign. menu. Vi spørger tjeneren til råds om hvilke vine, der passer til maden og det er tydeligvis helt ukendt for ham, at vin og mad skal passe sammen. Han foreslår at vi vælger en hvid vin, hvis vi kan lide det og en rød vin, hvis vi bedre kan lide rød. Vi ender nu med at bestille vand, hvilket gør sig godt til alle retterne ;O) Det er en fornøjelse at have ungerne med ud at spise, de smager på samtlige 24 retter og først da vi når til desserten, levner de nogle af retterne, men altså først efter at have smagt på dem. Omgivelserne vi sidder i er hyggelige, vi kan sidde udenfor på denne restaurant og det er dejligt, da der er en tendens til at der skrues så højt op for airconditionen indenfor at selv far fryser. Vi er i området tæt ved poolen og her er dejlig bevoksning og hyggelig belysning.
I morgen tager vi hul på sidste hele dag af ferien og det er nu lidt vemodigt syntes jeg ;O/
Mange kærlige hilsner fra mor

2. dag i New York

Kære Eline

Vi vågner lidt senere i dag, men ikke senere end at det er fint for ungerne at skrive dagbog og gå i bad inden vi går ned på bagelsstedet og spiser morgenmad igen. Der er godt gang i den biks lige fra morgenstunden og man får også meget for pengene syntes vi.

Vi starter dagen med at traske mod en gigantisk elektronikbutik som far gerne vil købe et kamera i. På vejen køber vi T-shirts til ungerne (Sofus får nogle med flabede tekster) og et telekort så vi kan ringe og have data i usa. Elektronik butikken er intet mindre end GIGANTISK, det er fuldstændigt vildt og den er tydeligt jødisk ejet, idet alle medarbejderne ligner hinanden og stort set alle bærer kalot og mange har de der jødiske slangekrøller. Butikken er så stor at den har adskillige kæmpe afdelinger og derfor kan medarbejderne ikke gå rundt med de ting man vil købe, så når man ved en skranke bestiller et produkt, så bliver det tastet ind i en computer, som sender det videre til lageret, som pakker det og sætter det på et transportbånd der kører under loftet i butikken og til sidst ankommer det til den skranke hvor man henter sine varer, når man altså har betalt ved en anden skranke. Vi stiller os forkert et par gange og står derfor unødigt meget i kø, men det betyder bare at jeg kan stå og more mig over alle de her lettere overvægtige jøder med kalot og slangekrøller som pakker varer og tager i mod penge, alt imens pakkerne suser af sted over hovederne på os….. Det MÅ simpelt her være den her butik der har givet inspiration til Gringots banken ;O)

Efter Gringots tager vi subwayen til Central park. Hold nu fast hvor er der dejligt, parken er kæmpe, kæmpe stor, vejret er pludselig med os, solen skinner og ungerne som før havde trætte ben, klatrer nu rundt på de store klippestykkeområder der ligger mellem plæner, træer og blomster. Der er simpelt hen så frodigt, varieret og hyggeligt og det er så surrealistisk at gå i noget der nogle steder ligner skovområder, men med udsigt til skyskrabere. Vi ser både skildpadder og flotte fugle i parken. Det er helt sikkert vores favoritsted i NY og vi bare nyder det i stille tempo. På et tidspunkt begynder vores maver dog at larme og vi må have fundet noget mad. Der er masser af ”pølsevogne” med is, snacks og den slags, men ikke noget mad, så vi går uden for parken og går og går langs parken, uden at finde mad. Til sidst begiver vi os videre mod Rockefeller center, som vi har planlagt at se og her finder vi mad på vejen. En slags buffet, hvor man tager mad i en beholder, får det vejet og betaler efter vægt. Dyrt, men godt og så får vi jo også lige hvilet ben og spillet røvhul.

Det viser sig at det koster 100 usd for os at komme op og se udsigten fra Rockefeller og det syntes vi godt nok er lidt dyrt og da ingen af os syntes det er rigtig vigtigt, går vi videre mod Grand central, verdens største banegård. Den er KÆMPE stor og meget, meget smuk, med masser af hyggelige spisesteder/ bikse og desuden en slags marked i den helt eksklusive slags. Det er lige som en lille arkade på togstationen og her er der små eksklusive butikker stillet op som boder og med de dejligste kvalitetsvarer af slagtervarer, fisk, chokolade, kage mm. Alt ser utroligt lækkert ud, men priserne er også der efter, så vi nøjes med at købe et friskbagt brød som vi deler.

Det er blevet sidst på eftermiddagen og vi traver hjem ad, godt trætte, for at tage et lille hvil inden vi vil på Time Square igen i aften. Far har som du ved opdaget at vores nye bil ikke er omregistreret som han troede, trods det den står angivet i vores navn og forsikringspolicen står angivet til at være på vej. Noget er gået galt i omregistreringsprocessen og det har stresset far enormt at være her og så opdage det, fordi han jo skal bruge nogle papirer for at få det på plads. Heldigvis hjælper du og Alex jo, men da han så her i pausen vil omregistrere bilen ”igen”, virker hjemmesiden ikke. Far bliver så irriteret over det, at han ikke vil med os ud at spise. Jeg syntes det er vildt barnligt og kan simpelt hen ikke fatte at SKATs dumme hjemmeside, skal ødelægge vores aften, men ungerne og jeg går selv af sted, lige rundt om hjørnet, for at spise indisk. Vi får dejlig mad på et lille spisested, men børnene kan ikke spise op og får derfor tilbudt en ”doggybag”, som de takker ja til. Vi pakker maden sammen og vil bringe det hjem til far inden vi går på TS, men netop som vi skal til at rejse os, kommer far. SKATs hjemmeside kører igen og bilen er omregistreret, så nu er far glad og spiser resterne fra flamingobeholderen, mens tjenerne smiler og skænker vand til ham.

I nærheden af hvor vi bor, ligger Madison Square park. Her vrimler det med egern, som vi går forbi og fodrer, inden vi går til TS. Foruden alt bling blinget, ser vi nytårsuret, en GIGA Toys R us, med indendørs pariserhjul og 3 etager og en KÆMPE M&Msbutik. Nå ja og så en stor skobutik, som desværre ikke har det par Nikes jeg gerne ville købe i min størrelse.

Klokken er mange og ungerne er helt færdige. Selv om vi bor centralt, bliver det til mange, mange kilometer hver dag og vi tager subwayen hjem. Børnene sover næsten før de ligger hovederne på puden ;O)

Ha det godt du kære og tusind tak til jer begge for hurtig assistance i dag, det var vi godt nok taknemmelige for.

Dag 0 – snart er vi klar til afgang

Efter en veloverstået konfirmation hos niece Annette er vi alle kommet hjem igen, Eline og Alexander er her også, nu er alle gået til ro undtagen mig, jeg er for anspændt, det er ikke udsædvanligt at jeg ikke får sovet op til at vi skal afsted.
Tankerne flyver tilbage til nogle af de andre ture vi har været på, har jeg mon fået pakket alt det ned som jeg har ansvaret for (det tekniske) ungerne er store nu, de har fået 40L rygsække, vi har snorkeludstyr med, det fylder en del, så det er rart at de selv kan bære lidt.
Vi kører mod København (Kastrup) kl. 0230 så er vi i god tid, flyet mod London flyver først kl. 0750, men vi skal kunne håndtere en punktering uden at misse flyet.
Eline og Alexander skal flytte i lejlighed så det er fint at de har bilen, det gør det hele lidt lettere for dem, Eline bliver tilbage i huset og Alexander kører med os til København og tager så bilen hjem.
Jeg har fedtet lidt med billeder fra de sidste ture og mangler nu at få samlet dagbøgerne i noget pdf format således at man kan læse dem alle i en sammenhæng.
Jeg er vildt spændt, vi skal igen betræde et for os ukendt terræn, vi har læst (nok mest Hanne) om både Nicaragua og Honduras, men har ikke lagt egentlige planer ud over et par overnatninger samt afhentning i lufthavnen, herefter går turen mod Honduras, hvor vi tager sigte mod den caribiske bugt, her ligger der et par øer, hvorfra man kan snorkle, efter sigende skulle verdens 2. største koralrev befinde sig her, der er mulighed for at se hvalhajer mv., men vi må se, hvad det bringer.
Alle de “store” rygsække er pakket i bilen, 2 notebooks er pakket ned, div. kabler, hermafrodit omformerstik etc. gaffatape og strips, jeg har husket IKKE at pakke lommeknive i håndbagagen.
Nu ligger boardingcards mv. klar i mavebæltetaskerne og venter kun på at blive brugt, vi har været inde og vælge sæder. mod London kan vi ikke sidde 4 ved siden af hinanden, så her har vi 2 vinduespladser til ungerne, bag vingerne således at det skulle være muligt at se ned, mod Miami har vi valgt 4 midterpladser ca. midt i flyet, vi har ikke kunnet booke fra Miami mod Managua, men det betyder mindre, da turen her ikke er så lang.

Jeg har bestilt DSB Orange billetter til d. 16. juni så må vi håbe at flightplanen holder, da de jo kun gælder til én afgang, men til kr. 350 for 2 voksne og 2 børn var det for fristende ikke at købe, bliver vi forsinket er det jo bare ærgeligt…
Det var alt for nu, indtil nu har alt været som det skal være.

Der var ikke sprængstof i vores 2 notebooks

I Hamburg blev jeg (selvfølgelig) peget ud til et mere indgående sikkerhedstjek, for det første havde jeg glemt at de bærbare skal ud af taskerne, jeg slæber jo rundt på 2 stk. i min dagrygsæk, så jeg fik venligt men bestemt besked på at få dem pakket ud efter de havde været igennem røntgenapparatet, så jeg måtte jo have ondt i sinde, så afsted med mig sammen med en beslutsom sikkerheds”bandit” efter de var kørt igennem endnu engang, denne gang udpakket, han havde udstyr (ikke hunde) som kunne opspore/-snuse sprængstof, så vi er nu sikre på at der ikke er sprængstof i de bærbare.
Ellers er turen indtil nu forløbet som planlagt, kl. er 00:25 i Dubai (DK-tid +2) og vi afventer boarding videre mod Bangkok kl. 02:25.
De andre prøver på at få en lille “morfar”, mens jeg sidder her og skriver lidt.
Der er ikke mange mennesker her i lufthavnen, så her er dejlig stille.
Hvorfor er det lige man skal igennem endnu et sikkerhedstjek når man er i transit, jeg synes de er gået lidt amok med den sikkerhed, kan de ikke bare forbyde salg af div. knive mv. i flyene, jeg ved ikke hvor jeg i mellemtiden skulle have fået sprængstof som jeg kunne skjule i de bærbare, denne gang pakkede jeg dem behørigt ud og de gled lige igennem, men det er nu rart at man har så meget r.v at man kan holde bukserne oppe uden bælte, det er et værre cirkus, men det er jo for vores egen sikkerheds skyld, så vi bærer over med det – sådan da.
Jeg har brugt vores geotagger derhjemme, i Hamborg og nu i Dubai, taget et billede hvert sted og vil forsøge mig ud i at knytte geodata til billederne, det er nu helt sjovt at man så efterflg. kan se på Google Earth, hvor billedet blev taget.
G’nat.

Tidligt oppe – snart går det løs igen

Hmmmm, skal have lavet lidt om på mit søvnmønster, det er nok ikke befordrende for et langt liv at sidde her kl. 04.xx, men nu jeg er her – har fået opdateret vores website, således at det klar til næste gang, afgang d. 24. april mod Bangkok for straks derefter at drage mod Cambodia, vi er reduceret til 4 denne gang, da Eline skal passe sit studie, denne gang er sidste gang som globetrotter med rygsæk inden det går afsted med paktasker på mc i stedet, jeg forventer at det bliver 2013, hvis indtjening mv. tillader dette.
Her sker nok ikke meget før end sidst i april.

Dag 19, “another day at the office”

dag19, d. 12 juli

Vi står igen halvsent op og går ud på den dejlige terasse for at spise morgenmad. Josefine kaster lige op et par gange, før hun holder pandekagerne i sig. En ægte franskmand kommer forbi og sælger fransk bagerbrød som han selv har bagt. Han fortæller at han er bager, men egentlig ikke vil bage. Han har dog boet her i nogle år og ernærer sig ved lidt forskelligt, deriblandt ved at sælge lidt brødsom han bager i baglokalet af en restaurent hvor han lejer sig ind. Da Eline ser chokoladecroissanterne, stryger hendes tanker fluks tilbage til Les arces hvor hun som lille traskede afsted, hånd i hånd med morfar, afsted til bageren efter brød og chokoladecroissanter og vi køber fem og får en ekstra med i købet.
Igår sagde Sofus at han følte sig “Som en fugl der………….liiiiiige har fanget en frisk fisk”. Han legede så godt med Galit at han følte sig helt lykkelig, men her til morgen er hun lidt snerper og vil ikke lade Sofus lege med aben hun altid har i snor. Desuden er Sofus sur på Galit, fordi hun ikke er så sød ved aben men behandler den meget hårdhændet, svinger rundt med den osv. Da hun bandt den til en lang gren og svingede rundt med den imens den stakkels abe skreg af skræk, pegede Sofus på aben og sagde:”No, No…” indtil hun holdt op.
Så Sofus er i halvdårligt humør, indtil den større edderkopabe, der løber frit dumper ned på vores bord og begynder at spise rester af Eline´s tallerken…. Snart efter dumper også den ene af de stækkede papegøjer ned på bordet og tager for sig af resterne. Det er godt nok spøjst at dele morgenmad med både en abe og en papegøje.
Papegøjen kan ret godt lide mig og sætter sig helt hen for at sludre med mig. Den siger både: “Rrrrreeeeeeevvvvvvvvvaaaaaa…” og “okydoky”. Jeg bliver lidt forskrækket da den gør mine til at hoppe over på mig, men da vi har talt længe med hinanden tager vi begge mod til os og papegøjen går forsigtigt over på min arm, så jeg kan bære hende hjem til træet ved siden af terassen. Senere idag gentager den seance sig, med kun den forskel at vi hurtigt tager mod til os……
Sofus og Josefine er også blevet gode venner med edderkopaben, som tager imod et stykke tomat eller banan når de rækker det frem til den. Sofus bliver snart gode venner med Galit igen og de leger med Josefine der har det bedre og en større dreng. Galit har forstået at Amigo hedder ven på dansk og terassen genlyder af Amiiiiga, amiiiigo og veeen. De fleste backpackere er allerede taget på pampas eller jungletur og her er faktisk kun faderen med den store dreng som måske hører til værternes familie, fuglemanden som er englænder og tre unge israelere som var så flinke igår at tilbyde Josefine bolsjer og urtemedicin for maven. Alle spørger venligttil Josefine idag og værterne tilbyder hjælp til at kontakte lægen hvis det er nødvendigt.
Eline og jeg går lige en tur op i byen for at finde lidt brød og lidt tøj til Eline. Tøjet er nu så grimt at vi ikke køber noget, men vi hygger os da.
Senere spiller vi kort og sludrer med fuglemanden, som har været i stort set hele verden og rejst de sidste 18 mdr i sydamerika. Han er pensioneret og forventer ikke at vende hjem til england igen, hvor han ellers har fire store børn som han savner. Han er besat af fugle og bruger hele sit liv på at se så mange arter som muligt. Imens han har rejst i sydamerika har han stort set befundet sig i jungle og pampas og han ved stort set alt hvad der at vide om insekter, som han har forsket i i 10 år, og fugle. Jeg fortæller at vi har valgt IKKE at bestille vorews pampas tur her på hostelet, fordi jeg er usikker på om de vil kunne lave en sikker nok tur. Jeg er træt af at skulle fortælle det til det rare værtspar, men jeg bliver nødt til det idag. Fuglemanden siger at der ikke er andet end myg at bekymre sig om. Anakondaerne vil højst sandsynligt ikke engang gide at tage vores børn, om vi så smed dem lige ud til dem og caimanerne er slet ikke interreserede i mennesker og ville kun angribe hvis man virkelig truede eller angrem dem først. Han siger at det ene selskab kan være ligeså godt som det andet og at vi i øvrigt skulle tage at tage på jungletur her fra byen også, i stedet for at vente til Trinidad, som ikke har ligeså god jungle. Efter nogen overvejelse beslutter vi os for at gå til Erland, som vores vært hedder og fremlægge at den sippede kone (mig) var for nervøs til at bestille en tur ved et selskab der ikke var anbefalet i LP og at Jan derfor imod sin vilje var gået med til det. Nu da jeg er blevet beroliget vil vi gerne bestille vores jungletur hos Erland, som forklarer at han entrerer med et meget velanset selskab i byen og da han siger navnet på selskabet kan vi høre at det var det ene selskab vi indhentede tilbud hos igår. Det var tilfældigheder der afgjorde at vi valgte et andet selskab og nu kan vi glæde os til begge dele. Erland har sagt at vi gerne må opbevare vores bagage her og at de nok skal have et værelse til os når vi kommer tilbage.
Forresten fortæller fuglemanden også at han i ´69 kørte til Indien på motorcykel og griner da han hører vores motorcykelplaner. Han har haft en dansk kæreste der hed Hanne og han kan nogle få ord pådansk. Han anbefaler at hvis man virkelig skal opleve noget ikke mange oplever, skal man tage til Antarktis, for der er så smukt at når solen farver isen lyserød græder selv fuldvoksne mænd incl. ham selv. Man kan også tage til Ny guinea, hvor folk stadig er så primitive og uspolerede, som ingen andre steder. Fuglemanden har rejst på alle kontinenter og ved hvad han taler om.
Tiden går så hurtigt at jeg ikke begriber det kan lade sig gøre for tiden at gå så hurtigt, når vi absolut INTET fornuftigt har udrettet idag, men kun gjort det som Jan kalder “at slå tiden ihjel” og som jeg kalder at bruge tiden på noget rart og godt.
Vi, Jan og jeg, henter burgere til aftensmad, fordi Josefine stadig er slap i koderne og så træt at vi ved hun vil gå i “Josse-tude-mode”, hvis hun skal nogen steder. Hun er faktisk liiige ved at gå i det mode fordi vi ikke skal på restaurent, men da vi lover at bringe hende en burger får hun det bremset i tide. Pyhhhhh ha, det var på et hængende hår.
Eline har forresten talt med fuglemanden imens, så hun får rigtigt trænet sit engelske.
Forresten kigger de unge drenge efter hende i byen og da én hilste på hende idag, lod hun som om hun ikke hørte det. Jeg hilste venligt igen og han så slemt skuffet ud……

her vokser forresten stjernefrugter og papaya i haven og i haverne omkring er der flittigliser og hawaiblomster så store som træer.

Dag 5. Lokal mad er ikke altid god mad ;-)

Cuzco kl. 13.15 d. 28.06.2008
Vi havde talt om, hvad dagen I dag skulle bruges til, enten at køre rundt til alle spændende steder, der er her i The Secret Valley eller ud for at se nogle kilder, der er saltholdige og hvor der derfor udvindes salt på store terrasser.
Det blev saltet vi gik efter, vi fik spist morgenmad, denne dag var bollerne næsten umulige at skære igennem, godt at der er te og juice til at bløde det hele op med.
Mens resten af familien gik på toilet efter maden, gik jeg hen til vores hotel mama og forklarede at vi skulle til Machu Picchu mandag og derfor kunne bruge noget overnatning i Aguas Calientes, hun har et hotel der, vi har booket et værelse med 4 senge heraf 1 køjeseng til samme pris som de vi har dvs. 40$ per nat.
Jeg fik også forklaret at vi i dag ville til Salinas, nærmere bestemt Tarabamba, hvorfra man kan gå op mod salt terrasserne, hun tegner ind på et kort, hvor taxierne og busserne går, vi begiver os mod holdepladserne undervejs passerer vi vore supermarked, der er lukktet, jeg ville godt have haft noget brød med, på vejen møder vi en ung fyr med en kæmpe kurv på ryggen, vi får ham stoppet han sælger brød, vi køber rigeligt, ser er der til duerne også, ved holdepladsen vælger vi en collectivo tror vi nok, vi er dog lidt i tvivl om det ikke bare er en taxi, anyway får forhandlet prisen på plads, 50 Soles for at køre os til Tarabamba, undervejs foreslår han at kører ind ved maras i stedet, det ligger ovenfor salt terrasserne, jeg fortæller at vi stadig agter at køre til Tarabamba, han fortæller en masse undervejs som vi ikke forstår, vel ankommet til stedet prøver vi at forhandle os til at han venter på os, han fortæller at turen op er en 3 timers tur og at den vil være hård for børnene, derfor vil han ikke vente, ok siger jeg vi finder da nok en anden, der kan køre os hjem, men Hanne vil det anderledes (heldigvis), hun synes at risikoen for at turen er for streng for ungerne er for stor og at vores 1½ dunk vand nok ikke er nok, når der er 3 timers vandring, vi beslutter derfor at køre tilbage til Maras og køre ned i stedet for at vandre op.
Da vi ankommer møder der os et betagende syn, hvis man da kan kalde saltterrasser for et betagende syn, det minder mig lidt om Pamukala i Tyrkiet der er det dog kridtaflejringer i stedet for.
Vi vandrer ned mellem saltterrasserne, der er godt nok mange, jeg har læst at saltet udvindes og bruges til saltslikkeblokke til kalve, vi går lidt rundt og balancere på de tynde gangstier, der er imellem terrasserne, jeg tror jeg har lavet en aftale om at vi går op til et hus som ligger forneden på det stykke, hvor vi har gået, jeg er dog den eneste, der dukker op, nå pyt, jeg træder af på naturens vegne, kravler et stykke op til en grusvej, som løber ovenfor, efter at have gået et stykke tid kan jeg se resten af familien neden under mig, jeg vinker og vi mødes igen da jeg kommer ned til dem, her er en forhandling omkring en enkelt sodavand i gang, Hanne har tilbudt en sodavand til deling mellem os alle, men det er svært at beslutte, hvad for en det skal være, de små vil gerne have Inka cola, men det kan Eline ikke lide og nedlægger veto, det hele skulle gerne ende ud i at man finder en vand alle kan lide, Sofus bliver sur da det ikke kan blive Inka cola og melder sig ud af forhandlingen, vi har tidligere fortalt ham at han derved stiller sig uden for indflydelse, han proklamerer at han er ligeglad, han vil hverken have noget at drikke eller spise, det ender med en Fanta, Sofus tøer op og smager alligevel, vi har også købt ristede saltede majs, hvilket han også er sur over, han smager dog, men kommer i tanke om at han har resterne af en pose peanuts lommen, chaufføren foreslår at vi kører til Moreay, hvor der findes nogle terrasser lavet lidt i stil som et amfi teater, på postkort ser det virkelig spændende ud, børnene har dog ikke lyst til at køre mere, men vil hellere hjem, så vi kører mod Cuzco i stedet, jeg beder om at vi bliver kørt til San Pedro station, vi har ikke flere soles og jeg ved der er en ATM ved billetsalget, damn… der er lukket, jeg går videre, det typisk når man står og skal bruge en sådan ”fætter” er det ikke til at finde en, jeg når næsten helt ned til Plaza de Armas, før jeg i en bank får mulighed for at hæve nogle soles, da jeg kommer tilbage er Hanne næsten klar til at afregne i dollars, da de ikke kan forstå, hvor jeg bliver af, vi får afregnet.
Vi går på marked for at finde et sted, der sælger saltede ristede majs, de har inden været igennem en valse der har trykket dem flade, da de jo ellers bare ville blive til popcorn, vi finder ikke nogen der, men ved en lille biks på vejen hjem får vi købt 3 poser.
Vi går på værelset, Hanne sover, ungerne spiller på Elines notebook, Eline går nedenunder for at komme på internet og jeg skriver denne dagbog.
Senere går vi ud for at finde et stort center, vi finder det, Josse får købt en hat, Hanne får købt en poncho, bagefter går hen til en lille park, med et monument som en 6 årig dreng bare må klatre på, det er skægt med Sofus, han falder som sådan ikke for de fine designede legepladser, men at kravle rundt her i over 2 meters højde, med risiko for at det gå helt galt, det tiltaler ham, man skal virkelig tage sig sammen f or ikke at udstede et forbud pga. faren for liv og helbred, men vi giver ham lov, Josefine vil også deltage, men har lidt svært ved at nå op og trække sig selv op i armene, Sofus hjælper hende og sammen får de hende op i højden.
På stedet løber der en af de mange løse hunde rundt, det er en boxer, den ser syg ud og leder desperat efter noget at spise.
På vej ned til centeret kom vi forbi Santa Domingo/Qoricancha-guldpaladset, her byggede Spainerne en domkirke oven på inkaernes mest betydningsfulde inkatempler, jeg mener at vores Boleto Turistico Integral giver os adgang, det gør den ikke, den giver adgang til et lille museum under jorden ifm. det store græsareal foran domkirken, museet huser nogle få ting fra udgravninger på stedet over er hurtigt overstået, men herefter må man gå rundt på det store græsareal, hvor der er kanaler, jeg og Sofus følges ad og Sofus får lavet et par dæmninger vi er der vel 30-45 min., hvorefter vi begiver os mod det lokale spisested, der var proppet forleden.
I dag kommer vi tids nok til at få et bord, vi bestiller lidt mad uden helt at vide hvad udover at vi ved at Josefine og Sofus får kylling, det viser sig at vi andre ”bare” får store fede pommes frittes, føj jeg er normalt ikke kræsen, men det her , luften er tyk af friture og det er kun 3-4 basale retter, der er trangt, selv Eline kunne næsten ikke komme ind på plads,så tæt står bordene, det er ikke billigt i forhold til kvaliteten, hvordan fa…. kan de få fuldt hus på det?
Det er det dårligste jeg har fået endnu, det her er godt nok loose – loose, hvis det viser sig at hygiejnen på stedet gør at vi får bøvl med maven bagefter.
Bagefter trisser vi hjem efter, vi (Hanne) har bestemt os for at tage på markede i Pisac i morgen.

Dag 4. “Det her er bare livet”, siger Sofus

d. 27 juni

Vi vågner lige efter fem i morges. Jeg har som den eneste endnu ikke vænnet mig til højden og mit hoved dunker stadig. Ungerne får en leg igang med en masse rygsække og tæpper og laver hule i sengen, imens Jan og jeg ser på billeder og film og Eline læser. Vi spiser morgenmad og får idag hele fem boller og friskpresset appelsinjuice og cocate.Vi afleverer fem kg vasketøj på hotellet og skal betale 30 soles (60 kr)for det.Vi beslutter os for at tage på det lokal historiske museum som åbner allerede kl 8. Den er dog mindst ti over, før de lukker os ind, men vejret er jo dejligt omend hundekoldt, så vi står bare og ser på morgentrafikken imens vi venter og Sofus glæder sig over at vi havde en varm jakke til ham i min rygsæk. Da vi skal ind, skal vi have et “boleto turistico” som er en fælles indgangsbillet til 16 seværdigheder i og omkring cuzco. Det er lige meget om man kun ønsker at se en enkelt seværdighed, man skal have dette pas for at komme ind. Børnene syntes det er vældigt spændende, men igen er vi hæmmet af at alt står på spansk, undtagen de formanende skilte om at man ikke må røre, det står på engelsk.
På museet er blnadt andet en mumificeret inka med 1½ meter langt hår.
Da vi er færdige, går vi ud til togstationen for at ordne de biletter til macchu picchu. Vi får på vejen følgeskab af en hund. Vi tror den følger efter fordi børnene har brød og Josefine prøver at give den et stykke, men den vil ikke have brødet bare følges..Der er mange, mange hunde der løbe frit rundt, men de er alle meget venlige også dem der er sammen en fire fem stykker.
Her er så mange tiggere, mange med små børn og jeg kan næsten ikke holde ud at se på det. Særligt en jeg så igår, en lille dame, med en lille, bitte pige på måske 1½-2 år, som stod og græd og græd, gjorde stort indtryk på mig og jeg ville virkelig ønske jeg vidste hvad jeg kunne gøre for at hjælpe. Mon jeg ville hjælpe dem hvis jeg gav denne ene dame 1000 soles? Ville det forandre deres liv, så de kunne starte noget op, eller ville det bare være som at tisse i bukserne når det er koldt?
Nå markedet er helt fantastisk. Det ligger i en kæmpestor hal. Omkring halle går masser af koner rundt, klædt i de karakteristiske knælange nederdele med vidde, en trøje og bowlerhat. Alt bæres i farvestrålende tørklæder på ryggen. Inde i markedet kan man købe kød og fisk, mange, mange varianter af tørret majs i forskellige farver, mange slags bønner, oliven, ost, brød, grønt, frugt, urter, køkkengrej, ponchoer, hatte og meget, meget mere. Vi køber tørret frugt, oliven og ost. Så ser vi en pige med en lille vogn med et bur, med et par små vagtler og et lille blus med en lille gryde vand til at koge vagtelæggene. Vi køber for 2 soles (4kr.) og får to poser med hver fem kogte og pillede æg. Det er Sofus der insisterer på at vi skal have æggene og abgefter da han finder ud de smager godt, siger jeg at det var da godt han insisterede på vi skulle have dem. Det er nu et nyt ord tilføjet Sofus´s ordforråd og han har genfortalt det manbge gange. Altså at han insisterede…Vi køber også et par strikkede huer til Jan og jeg til hver 6 soles (12 kr) og en lille fin trøje til Josefine til 20 soles. Jeg prøver på Jans opfordring en meget stor poncho i alpacca uld til under 200 kr og den er bare så lækker, men ligner et telt, så jeg køber den ikke til Jans store fortrydelse.Bagefter går vi hen til saftdamen fra igår og køber saft. Hun er glad for at se os igen og snakker og snakker på spansk og tror vist at hvis hun bare bliver ved længe nok, så går det nok op for os hvad hun mener. Jeg tager et billede af nogle traditionelt påklædte handlende, som straks ender deres lille pige hen for at opkræve penge. Det er svært at tage nogle rigtigt gode billeder her, for folk bryder sig slet ikke om det på samme måde som i Thailand. Nå, men vi forlader markedet uden at have fået stjålet noget. Vi går hen på plaza san fransisco som ligger lige i nærheden og på vejen hjem og tager et hvil, hvor vi mæsker os med vores indkøb. Jeg skal tisse og det skal Josefine også, så vi går til hotellet og aftaler at mødes med de andre på Plaza de armas. Da vi finder dem, begiver vi os op af bakken mod et lille spisested vi så igår, som desværre havde lukket. Det er frygteligt hårdt at gå op ad. Pyhh ha hvor det dunker i hovedet og syrer i benene. Vi finder restaurenten i de små stejle gader, som har så fin beløgning af sten som er lagt i fine mønstre, men desværre har de igen ikke madservering, fordi kl. kun er halv tolv. Men vi har jo været vågne længe og er både sultne og trætte. Vi holder familieråd og ungerne beslutter at vi skal gå ned til vores lille supermarked og købe ind til frokost. Som besluttet så gjort. Det er jo fredag i dag og Sofus er blevet lovet cacaomælk, Josefine skal have yougurt med frugt i et lille bæger og Eline skal have cola. Vi køber desuden deres vidunderlige brød som er rørende billigt. Jeg køber 9 brød som er lige så store som store rundstykker eller sandwhichbrød (så vi også har til duerne senere) og kommer af med lidt over 2 soles (4-5kr), Og i kavliteten slår de dansk bagerbrød med adskillige længder. Vi spiser på hotellet og krummer ud over gulvet på vore nyrengjorte værelse. Sofus vil have en lur og Josefine og jeg falder også i søvn imens de andre går på internetcafe´for at uploade billeder.
Ungerne vågner først ved halvfiretiden og da er Eline og Jan allerede kommet hjem. Eline har fået sine karakterer fra de skriftlige prøver og det er blevet til to 7-taller og resten 10-taller. Det var flot. Jan griner af den dårlige internetforbindelse, som betyder at han kun fik uploaded 17 procent af billederne på et par timer. Vi går hen på plaza de armas for at fodre duer, med brødresterne. På vejen går vi ind i den lille gårhave med butikker, hvor vi købte trøjer forleden. Eline køber en trøje, Sofus bruger nogle af morfars lommepenge til to forskellige fløjter og Josefine køber en lille dukketrøje i samme stil som dem hun selv har fået. Det er køligt nu solen er ved at gå ned, men plazaen er fuld af folk, som hviler sig, sludrer, “lufter” børn, fodrer duer, køber, sælger osv…. Ungerne fodrer duer og et par damer med en lille pige, kommer hen og spørger om hun må tage et billede af den lille pige sammen med vores lyse børn. Sofus vil ikke, men Josefine stiller op og damen takker mange gange. Jeg mener at kunne huske at vores turistbillet gælder til den anden kirke på plazaen, så Jan løber hjem efter billetterne, men det viser sig de ikke gælder til kirken. Heldigvis ligger der et lille naturhistorisk museum lige ved siden af, som har fået rædselsfulde anmeldelser i guiderne, men som vi vælger at besøge alligevel, fordi der er mange udstoppede dyr og det kun koster 2 soles at komme ind. Det er bare alletiders. Totalt primitivt og lille bitte, men der er masser af udstoppede dyr, sommerfugle, insekter, fugledderkopper og siamesiske gedelam og kalve. Ungerne elsker det. Bagefter vil vi finde et stort center Jan har læst om og som han tror er noget for Eline. Vi trasker ned af en stor hovegade der går gennem byen og hvor alle de dyre hoteller og restaurenter ligger. Vi kommer forbi mange små slikboder (som er overalt i byen) og ungerne syntes vi skal købe lidt, selvom mormors kæmpeposer slet ikke er tømte. Vi køber en ganske lille smule og trasker videre. Det er nu helt mørkt og vi går og går uden at finde centeret, så vi drejer på tværs for at gå tilbage mod centrum af en parralelgade. Vi går ind på en restaurent som er proppet med lokale folk. Desværre så proppet at der ikke er et eneste bord ledigt og vi ender til sidst på den fra igår, inden vi går hjem for at se fredagstegnefilm og spise snoller og drikke sodavand.

Og til alle dem der syntes det er synd for Sofus at blive slæbt med på rejse imod sin vilje, så sagde han idag:”Det her er bare livet”. Det var altså imens han spiste pommes frites og kylling.

Når vi spørger jan hvad klokken er så begynder Eline næsten at grine fordi hun ved at han først siger:” Vi befinder os nu i 3382 meters højde og klokken er…..” Han har nemlig et ur der måler højde;O))

Dag 3. Av mit hovede…

Kaere laeser baer over med div. slaa fejl, de bliver ikke rettet foer end vi komme hjem!
dagbog dag 3, 26. juni

vi vågner allerede ved halvfemtiden og jeg går straks igang med at skrive dagbog. Her er koldt om natten også på værelset. Vi tager godt med tøj på og ved sekstiden kan man få morgenmad i restaurenten i “kælderen”, så der går vi ned. Damen der serverer har en stor dynejakke på og nogle af de andre gæster har huer på. Vi får serveret papayajuice, cocate og tre tørre boller med smør og syltetøj. Jeg ved ikke om de ikke tror danske børn skal have morgenmad. Eline mener de måske syntes vi trænger til at tabe os lidt og det kan der jo måske være noget om….Da vi har spist, tager Jan afsted imod lufthavnen og vi andre går på værelset. Ungerne spiller og jeg læser om cuzcos seværdigheder. Ungerne får lynhurtigt bad og får deres nye tøj på. Jeg kan ikke holde ud at være sålænege på værelset, så ved halvnitiden, da Jan stadig ikke er kommet, går vi ned i supermarkedet og handler lidt ind, Frugt og seks boller og lidt ost. Så går vi hjemad, mod plazaen. Jeg har på Jans opfordring taget walkien med i lommen og da vi er næsten hjemme, kalder Jan fra hotellet, hvor han netop har arriveret med min intakte rygsæk. Jubiiiii……Vi går sammen til plazaen, hvor vil spise og købe duefoder. Desværre er “foderdamen” der ikke, men der er mange andre, både lokale og turister. Plazaen er smukt udsmykket med amnge blomster og omgivet af smukke bygninger og solen skinner fra en skyfri himmel. Vi finder vores mad frem. Den ene bolle bliver doneret til duerne og Jan når netop at sige han har det lidt dårligt med at se alle de fattige mennesker, og så sidder vi og fodrer duerne med menneskemad, før en fattig mand kommer og tigger en bolle. Han får min morgenmad/frokost og jeg må trøste min sultne mave med den ananas vi også har købt. Et par børn kommer og vil sælge duefoder og drengen vil også gerne sælge postkort. Vi køber lidt af begge dele og vi deler vores anannas med drengen, da pigen går. Vi hører musik og ser der er et optog på vej. Det er åbenbart børnefestival og optoget består hovedsageligt af smukt udsmykkede børn i mange farver. Der er mange flag, stribede i mange farver, som symboliserer hver deres ting. Flaget var inkaernes flag og ret brugt i cuzco, som er inkaerne taknemmelige for alt hvad de har efterladt. Vi filmer og tager billeder og taler bagefter om hvordan man skal kunne vide hvornår man støtter nogele ved at give dem penge eller købe deres varer og vhornår man fastholder dem i en træls livsstil. Men hvis de kunne finde noget bedre gjorde de vel det og det ser nu ikke ud som om de bliver rige af det.Jan skal have ordnet noget med nogle togbiletter til macchu picchu og vi går turen ud imod togstationen. Vi farer en lille smule vild og kommer til at gå i et ekstremt fattigt kvarter hvor husene er lavet af det rene affald. Alle værdier incl. kameraer bliver pakket godt væk og selv om vi smiler da en lille dreng råber “many doller man” efter Jan,føler jeg et stik af dårlig samvittighed over at vi har det så let og de så svært. Hvor er det bare uretfærdigt.Vi finder togstationen og det store lokale marked lige evd siden af. Jan har taget de forkerte papirer med til togstationen, men vi runder lige markedshallen, hvor vi blandt et utal af forskellige varer også kan købe friskpresset frugt. Børnene bestiller hver sin shake og den søde dame vi køber det ved bliver ved at fylde deres glas op med saft hun har presset for meget. Vi betaler ialt 7½ soles (15 kr). Jeg har lyst til at gå rundt på markedet og kigge, men ungerne er så trætte og orker det ikke. På vej ud bliver Josefine stoppet af en dame og en lille pige, der ælige skal hen og sige goddag. Udenfor står nogle gmle damer med noget mad der ligesom ar stablet op på en tallerken. Det er feks grønne blade, kød og gulerødder som er dekorativt stablet op. Jeg håber ikke det er noget det er meningen man skal spise, for det ser ikke appetitteligt ud.På vej hjem går vi lige forbi en mindre plaza og supermarkedet så ejg kan få stillet min sult. Vi tager et middagshvil hvor Josefine, Eline og jeg sover lidt, Jan skriver dagbog og Sofus tegner. Ved tretiden går vi op på plazaen fordi vi vil ind og se katedralen. Det er en fornøjelse med Eline. Hun suger bare alt til sig og det vi godt ved hun ikke gider kommenterer hun ikke så meget på. Men i katedralen, gik hun rundt med Josefine i hånden og fortalte om gud og Jesus mm, imens Jan og jeg forsøgte at holde trit med Sofus der ser det hele på ingen tid, men iøvrigt stiller et utal af spørgsmål undervejs. Efter at have set det hele (i ungernes tempo) beslutter Sofus at vi skal op til legepladsen fra igår. Pigerne jubler ikke ligefrem, men lader sig dog overtale. Mit hoved dunker smertefuldt og jeg får syre i benene og åndenød, hver gang jeg bare sætter tempoet en smule op og de andre driller mig med at timerne i mortionscenteret vist ikke helt har givet pote. Ved legepladsen er der en masse børn. Dt viser sig de er døve fra et børnehjem. En af de voksne er en ret voksen nordmand, som for en måned siden kom til cuzco for at holde ferie i 1½ mdr. han havde ste en dokumentar i tv om børnehjemmet og besøgte det en af de første dage han var her. De havde så hårdt brug for hjælp at de havde bedt ham hjælpe til på børnehjemmet, så det havde han nu gjort i en måned. Han fortalte at mange af ungerne var forældreløse. En af børnene, en meget stille dreng, havde tigget med sin mor de første år af sit liv og var vant til at tilbringe hele dage med at sidde stille. Da børnehjemmet havde tilbudt at tage sig af den døve dreng, havde hans mor bare afleveret ham og havde ikke set ham siden. Her i Peru er det åbenbart ikke så velset at have “skavanker”. Børnehjemmet blivver drevet af nonner og hende som er med idag er ung og har et utroligt varmt blik. Solen er ved at gå ned og vi går ned imod byen igen. Vi fortæller Sofus og Josefine hvad nordmanden har fortalt og Eline bliver optaget af tanken om at rejse ud og arbejde som frivillig i en periode når hun er færdig med gymnasiet. Vi finder et lille rart spisested, som egentlig er en anelse for dyrt (71½soles) for mad til os alle, incl sodavand og øl, som Jan ved en fejl annoncerede vi skulle have idag på en helt almindelig torsdag. Øllen gør min hovedpine værre og jeg fortryder nu bittert at jeg drak den, for panodil har ikke hjulpet det mindste og jeg er glad for at vi er hjemme og at dagbogen nu er færdig.

Dag 1. Flyveturen til sydamerika og rygsækken der blev væk!

Hamborg lufthavn kl. 05.31 d. 24.06.2008
Vi sidder nu og venter på at blive boardet, turen hertil gik glat bortset fra at det var lidt svært at finde P8 parkeringspladsen, men med kyndig vejledning fra co-driveren lykkedes det alligevel hurtigt at finde derhen.
Vi blev samlet op af en shuttlebus og kørt til terminal 1 & 2.

Efter små 10 min. fandt vi skranken, hvor vi skulle have vejet bagage ind, men der var ikke personale på endnu, så vi måtte vente ½ time inden vi kunne gøre dette.

Vi fik vejet ind og begav os mod sikkerhedskontrollen, det er blevet en noget omstændelig affære at flyve, det er lige før man taber bukserne når man har smidt livremmen og ellers fået tømt alt, hvad der ligner metal, pc’er, kamera etc. ud i bakken til gennemlysning etc.

Eline havde ikke helt forstået budskabet så hendes pc var i tasken da den blev scannet, så den måtte lempes ud så pc’en kunne køres igennem for sig selv, jeg er ikke helt klar over, hvad det skal til for, men det kan være at pc’en kan skygge for andre “grimme” ting som man kunne have i tasken.

Hanne, Eline og Josse gik en tur og kom tilbage med croissanter, ikke nok for en som mig, jeg håber på lidt mad i flyet mod Amsterdam, men får vi ikke det, har vi et par timer i Amsterdam til at få fundet noget ordentlig morgenmad.

Amsterdam, Schipol lufthavn, kl. 08:11

Vi er nu ankommet til Holland og sidder blot og afventer næste afgang som er kl. 1020, der er boarding fra 09:05, vi fik lidt “kedelig” catering morgenmad i flyet fra Tyskland, så mætte er vi ikke, jeg er i hvertfald ikke.

Men jyden griber jo ikke så nemt til “skindet”, jeg afventer hellere det måltid som vi helt sikkert får på den transatlantiske del af vores flyrejse, turen tager ca. 13 timer, så jeg tror jeg kan få sovet lidt, nåede knap nok at falde i søvn sidst, men turen tog også kun 45 min. i luften.

Hanne er gået for at købe noget læsestof, Eline sidder og spiller på sin notebook mens jeg skriver lidt, det helt skægt igen at dokumentere sin dag, underligt så belastende de kan føles nogle gange at skulle gøre det på jobbet, men der bliver man jo også forstyrret i mens det foregår, lige nu er det ligesom at være i en tidslomme, vi venter godt nok på et fly, men er allerede så småt ved at være kommet i “ferie-gear/-mode, hvilket gør at man tager tingene som de kommer, vi kan jo ikke ændre på alverden alligevel.

Lima, FlyingDog, kl. 20:14 (03:14 25.06.2008 dansk tid)

Så kom vi til Peru, efter at have set bagagebåndet blive tømt måtte vi konstantere at vi mangler Hannes rygsæk, damned det var da lige det der manglede, vi flyver til Cuzco i morgen formiddag og rygsækken kommer tidligst omkring kl. 16.20, så hvis den ikke er forsvundet, vil vi have den i Cuzco i overmorgen, alt børnenes og Hannes tøj er i den, heldigvis dækker vores rejseforsikring indkøb af fornødne ting, hvordan de så definerer “fornødne ting” det ved jeg ikke, men vi kommer til at købe noget tøj til børnene i morgen da deres overtøj er i den manglende rygsæk og det er pi…koldt i Cuzco, det tog nogen tid at få udfyldt papirer mv. og Josefine nåede at kaste op og ramte bla. Sofus bukser, så lidt nødtørftig rengøring måtte der til, da han jo ikke har andet tøj vi kan give ham på i morgen.

Modet har ikke svigtet os selv om Hanne var ved at skrue lidt op for det negative blus, det er noget skidt for det smitter specielt ungerne mærker at stemningen ikke er som den skal være, men jeg forstår det da godt, det er mega træls at stå uden skiftetøj, heldigvis havde hun været så forudseende at tage rene trusser med i håndbagagen.

Chaufføren som FlyingDog, havde sørget for, ventede på os selvom vi var mere end 3/4 time forsinkede pga. bagagevrøvlet, jeg fik vekslet billetbekræftelsen fra StarPeru hos deres “bod” til rigtige billetter og vi blev kørt til FlyingDog, værelset er spartansk, beskidt, dårlig beliggende ud til en støjfyldt vej, lige ved siden af receptionen og uden bad/toilet på værelset eller umiddelbart ved siden af, men det går nok, vi har da prøvet noget tilsvarende før, nu må vi se fremad og bevare det gode humør, Sofus sov ikke på hele flyveturen, han faldt først i søvn lige inden vi landede og var gået helt kold da taxaen “ramte” FlyingDog, han har fået lidt skældud i dag, berettiget eller ej, han tager det nært, så vi må blive bedre til at irettesætte på en pædogisk måde, selvom det kan være svært 5’te gang han gør et eller andet han har fået at vide at han ikke må.

Han ligger lige nu ved siden af mig og sover, Josefine og Hanne er også gået til ro, Elines Aldi “supercomputer” kan ikke finde noget åbent wlan, men fars billige Packard Bell er på, godt nok ikke noget hurtigt netværk men det virker, så det er ok.

Eline og jeg var lige nede for at købe noget mad, 1 hel kylling m/pommes + 1½ l coke og vådservietter samt baquettes + bananer til i morgen, da vi skal afsted før den inkluderede morgenmad er sat på bordet.

Jeg skal lige have bekræftet at det var kl. 0600 chaufføren kommer og henter os, men det mener jeg, ved indenrigsruter er det kun 2 timer før afgang man skal møde op..

Ellers kan jeg kun anbefale at flyve med KLM, det har været mindst lige så godt eller bedre end Thai Air, så pluspoint til dem, når vi ser bort fra den manglende rygsæk, men det er nok lufthavnspersonalet i Schipol lufthavnen, der har l kludret i det.

Jeg tror jeg slutter nu, så må vi se om vi kan finde noget wlan i Cuzco i morgen, så vi måske allerede der kan få uploadet nogle billeder mv.