Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Kings Canyon

Kære elskede Eline
Vi fryser igen natten igennem og har god tid til at lytte efter bjørne, som vi dog ikke hører tegn på. Far står først op og fryser så meget, at han giver sig til at lede efter noget varme…. Og minsandten…. Efter at frosset i to nætter i træk, opdager far hvor man tænder for varmen i camperen….. Så da vi andre står op, viser termometeret hele 19 grader og alle er glade ;O) Udenfor skinner solen, men det er koldt, dog ikke frostvejr.
Vi har egentlig lyst til nyde vores dejlige campingplads, for her er masser af store klipper man kan klatre på og kæmpe koglerne flyder omkring, men vi vil gerne gå et par trails og kører derfor først til visitorscentret, som her i parken åbner kl. 9. Her er slet ikke så overrendt som i Yosemite og det er rigtigt dejligt. Vi ser en film om parken og Josefine får et junior ranger hæfte hun skal udfylde og aflevere senere.
Det første lille trail ligger en ganske kort køretur fra visitorscentret og er et kort trail, som fører os rundt om nogle KÆMPE store seguoiaer. De er verdens største træer og kan bliver over 3000 år gamle. De dør ikke af alderdom men dør først når de vælter eller bliver fældet og de indeholder nogle stoffer som gør, at de kan overleve selv den vildeste skovbrand. Her i parken er der både træstubbe fra træer, der blev fældet for næsten 150 år siden, træer der er væltet og som har så tykke stammer at vi kan gå oprejst igennem dem, træer med brandskader og flotte, ranke flere tusinde år gamle, sunde og raske træer. Det meste af området er spærret af med trails, som man skal holde sig på, men et enkelt sted ligger og står nogle træer, som man må lege og klatre på og børnene hygger sig gevaldigt og syntes det her er den bedste park vi har været i.
Vi kører videre til det næste trail vi vil gå, her kan man se en 150 år gammel stub af et fældet godt 3000 år gammel træ. Trailet skulle tage ca. en time. Vi kan se man skal køre ned af en jordvej for at komme til trailet og det må vi jo ikke i vores RV, så vi parkerer for enden af jordvejen, der kan vel ikke være så langt….. Her er ikke andre end os, som sagt er denne park ikke så besøgt…. Vi går af vejen, omgivet af smuk natur, vel ca. en mil, da vi får øje på et par campingvogne parkeret på nogle pladser mellem noget buskads. Deres lille hund er ikke i snor og er så aggressiv at jeg råber og fægter af den, da den nærmest angriber Sofus. Manden, som ejer hunden undskylder og jeg sender ham et vredt blik til svar….
Vi fortsætter videre mod vores trail og går og går, faktisk er vi lige ved at tro vi må være gået forkert, da vi endelig ser et skilt der fører os væk fra skov-bjergvejen og ind i en slags grøn dal, hvor der går en sti, der fører os til kæmpestubben, der er flere meter høj. Ungerne klatrer selvfølgelig op på og vi tager billeder, inden vi går tilbage til skov-bjergvejen. Jeg mener kortet viste at trailet ligesom lavede et loop, så da vi kommer ud fra stien, drejer vi til højre, i stedet for venstre, som var den side vi kom fra. Vi går og går og ser mange af de store stubbe på vejen, så det giver mening at trailet fører den vej, selv om de ikke har været så gode til at skilte…. Vi går og går…. Sofus spørger flere gange om vi er helt sikre på det er den rigtige vej og vi svarer at det er vi (måske er det mest mig, der svarer)….. Sofus mener vi går meget ned af…. Han syntes vi burde gå mere opad…..Men vi fortsætter, det ville da være dumt at vende om nu og så skulle gå hele den lange vej tilbage…Så vi går og går… Da vi i alt har gået 2½ time, deler vejen sig….. Og her er ingen skiltning…. Far okser lidt den ene vej og lidt den anden vej mens vi venter, men han kommer tilbage med uforrettet sag…. Vi medbragte kun ½ l vand til turen, som jo kun skulle vare en time… Og vi startede kl. 11 da det stadig var koldt…. Nu står solen højt på himlen, men der er ikke andet at gøre end at vende om….Josefine har længe været træt og Sofus har også brokket sig lidt, men da det går op for dem, at der ikke er nogen vej uden om, begynder Sofus at remse alle lyspunkterne op… Vi overlever jo… Vi har stadig en smule vand… Vi kender vejen… Forbrænder fredagsslikket…. Får god tid til at tale hyggeligt sammen…. Osv… Jeg er skidesur og tørstig og vil nødigt spolere den gode stemning Sofus 11 år er i gang med at skabe, så jeg går lidt foran og lader mig smitte af hans humør, uden at spolere noget. Jeg mindes dig og ”Barbie girl” i bussen til Hanoi for ca. 6 år siden, da du formåede at gøre det samme, som Sofus gør i dag og jeg er sgu simpelthen så pave stolt af jer. Da jeg er dampet af, anerkender jeg Sofus for det han bringer frem og fortæller historien om dig dengang (igen ;O). Der kommer en offroadbilting kørende med to mænd i og jeg stopper dem og spørger, om der er en lettere vej… Den ene af mændene præsenterer sig som ejeren af den dumme hund og siger at vi desværre bare må gå videre, der er ikke nogen anden vej….. Vi har jo mest gået ned på udturen og okser os nu op af bakkerne…. Og går og går og går…. Mændene på offroadtingen kommer forbi os igen da de kører tilbage og spørger om vi har brug noget vand, hvilket vi afslår… Men da den ene af mændene, efter at have været tilbage ved sin camper, kommer kørende tilbage med det ene formål at bringe os vand, tager vi gladelig i mod de to kolde flasker vand… Det er nemlig næsten 5 timer siden vi forlod vores bil og far og jeg har ikke drukket, for at gemme vandet til børnene….. Vi får os en sludder med gutten, som jo faktisk vældigt rar, han tilbyder endda at køre os det sidste lille stykke ud til vejen, hvilket vi naturligvis afslår…. Og mens vi går det sidste stykke, reflekterer vi over, at amerikanere ofte beskyldes for at være overfladiske… Det er egentlig ikke rimeligt syntes jeg, der er da meget kortere vej ind i dem, end der er ind i os… De er simpelt hen altid så hjælpsomme og venlige og jeg føler mig overbevist om, at det ikke er så svært at lære dem at kende….
Børnene har fået lov at spise og drikke præcist hvad de vil og det ordner vi med det samme vi er ved bilen.
Far har længe haft en tand der drillede og får pludselig voldsom tandpine, men mener ikke vi skal gøre noget ved det, så vi kører og finder en dejlig campingplads, stadig i nationalparken, men tæt ved en sø Hume lake. Også her er vi i bjerge omgivet af træer. Far føler stor lindring ved at have is på sin tand, men smertestillende har ikke hjulpet… hen ved 19- tiden er pinen så slem, at vi beslutter at der må gøres noget… For at gøre en lang historie kort, så holder ungerne og jeg i skrivende stund, parkeret i camperen foran Fresno hospital (1½ times kørsel fra Kings Canyon), mens far er på skadestuen. Han har nu været væk i et par timer og det eneste vi ved, er at her ikke er en tandlæge… Sådan én har det ikke lykkedes os at skaffe et tlf nr på en fredag aften…. Igen… Ungerne er positive…. Vi har jo fredagsslikket med os…. Og vi havde jo alligevel besluttet at droppe aftensmaden…. Og vi kan spille kort… og gå i seng…..Og skrive dagbog…..
;O)
Slutningen på den historie får du i morgen ;O)
Kærlig hilsen mor.

Der er lukket for kommentarer.