Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Sri Lanka - Dag 21

Kære Eline
Vi vælger morgenmaden her på hotellet, selv om den, som alt andet, er væsentligt dyrere end hvad vi har set andre steder, faktisk er det næsten dobbelt så dyrt som i fx Kandy. Til gengæld får vi den nede i den dejlige have og serveringen er venlig og maden god. Det øsregner i dag og vi kan se på skyerne det ikke er én af de dage, hvor det bare er en kraftig byge, så da vi trasker af sted for at gå tur på fortet, er det med regnjakker på og paraplyer i tasken. Der er mange mennesker på fortets mure, som er ca. to km lange og strækker sig omkring Galles gamle bydel. Omkring murene er der grønne arealer og havde det ikke været for alt det regn og mudder, ville det have indbudt til frokost i det grønne. Da vi står på den del af muren, som vender over mod busstationen i den ”nye” bydel, ser jeg at der også ligger en lille park. Vi går der ned og betaler 2x 1,50 DK for at komme ind. Parken er anlagt efter tsunamien i 2004, men ser meget ældre ud. På de to små legepladser er der flere ting der ikke virker og alt ser noget medtaget ud. Man bruger ikke penge og tid på vedligehold her. Parken er lille, men vi får øje på den også har et turistkontor og der går vi ind, for at få et bedre kort over byen osv. Herefter går vi over i Cargills Food City, som er en supermarkedskæde, den eneste vi har set på Sri Lanka, med supermarkeder svarende til en lille gammeldags købmandsbutik i størrelse og udvalg. Slik er i små pakker og køledisken med mælkeprodukter er ikke meget større end et køleskab. Alligevel har vi en vis higen efter at komme i en butik, som rent faktisk har et rigtigt udvalg. Og det er noget pjat og ret dobbeltmoralsk, for faktisk vil vi meget hellere købe ved den lille handlende og vi begræder den lille handlendes død i DK. Men vi går altså der hen, bare for at kigge og købe hårshampoo. Det ender nu med vi også falder for at man kan købe Twix og Snickers. Her kan man få dem i tre størrelser, hvor den største her, er den vi kalder den normale i DK. Så der er den helt lille vi kender fra de blandede poser, den normale og så en størrelse midt imellem som vi ikke kan få derhjemme. Og klart nok, for folk har jo ikke råd til at købe den ”normale”, den koster 7,50 DK her og det kan man jo få et helt måltid mad på, ved en lokal restaurant. Vi køber mellemstørrelsen;O) Frokosten indtages hjemme og består af det mad far og Josse fik ved en lille kommunikationsfejl i går;O)
Vi går på stationen for at tage bussen til Kosgoda som ligger godt 40 km og ca en time i bus her fra. Vi vil ud at se et skildpadde projekt som ligger i den lille flække. Så snart vi står af bussen, er der en venlig tuk tuk chauffør der tilbyder at køre os til projektet. Det går dog snart op for os, at det kun ligger ca. 200 meter væk, men det siger noget om hvor pressede de er. Projektet ligger ned af en grusvej som er en sidegade til hovedvejen. Hovedvejen er vist den eneste asfalterede vej i byen. Tuk chaufføren følger os hele vejen der ned til fods og fortæller om dengang da tsunamien ramte. Han selv reddede livet ved at flygte op i et højt træ, da han så alt vandet forsvinde, for der efter at blive til en mange meter høj bølge. Hans far mistede livet. For enden af grusvejen ligger projektet og ser meget faldefærdigt og primitivt ud. Vi bliver dog taget meget venligt i mor, efter at have betalt hvad der svarer til 100 DK for at komme ind. Først bliver vi vist ind i en primitiv indhegning, hvor der ligger bunker af sand på jorden med skilte i hver bunke, der angiver datoen for hvornår æggene under bunkerne er lagt og hvilken art der har lagt dem. Æggene er på størrelse med bordtennisbolde, vi får nogle at se som er ”døde” og ser også nogle ny udklækkede unger, som ikke er begyndt at kravle ud af bunken endnu. Guiden fortæller om de 5 arter som lever i havene omkring Sri Lanka og om hvordan de lokale fiskere samler æggene ind og afleverer dem på projektet. Nu passer alle i nærområdet godt på skildpadderne, modsat tidligere hvor mange slog dem ihjel og spiste dem, eller brugte deres skjold til pyntegenstande og souvenirs. Projektet har eksisteret i 40 år, vores guide har arbejdet der i 9. Efter tsunamien måtte man bygge alt op igen. Skildpadder i forskellige størrelser ligger og flyder i forskellige betonbassiner, som bare er placeret på sandet og overdækket med primitive tag af bølgeblik. De mindste er kun tre dage gamle og skal sættes ud i dag eller i morgen. De er alle hanner. Kun 1-2 ud af 100 unger er hunner og kun ca. 2% ud af ungerne overlever. Hunnerne bliver sorteret fra og holdt på projektet i op til 5 år, for at øge deres chancer for overlevelse. Der er hunner i forskellige aldre og også skildpadder i forskellige aldre med medfødte handicaps. Nogle er blinde, andre har deformiteter eller en skæv balance. De bliver ikke aflivet, da man lever efter en buddhistisk tankegang. Her er også kæmpestore skildpadder med skader efter at have været fanget i fiskernes garn. Den største har mistet begge arme og begge ben. Børnene får lov at holde de allermindste skildpadder og nogle som er omkring 8 mdr og noget større og de får lov at føle og se forskellen på de forskellige skjold og hoveder. Bagefter år vi lov at se en stor albinoskildpadde, som bor i en stor balje i rummet i et hus. Den kan ikke stå ude, fordi den er meget sart. Vi får at se hvordan skjoldet er meget blødt og vores guide fortæller at kun én ud af en million skildpadder fødes albinoer. De bliver ikke særligt gamle i naturen, da de er for sarte. Jeg spørger om der skal sættes unger fri i dag. Vores guide kan ikke svare, det er chefen der bestemmer og han er ikke på stedet lige nu. Han er på markedet for at købe fisk, hele 30- 35 kg skal der bruges hver eneste dag, for at fodre alle padderne. Skildpadderne er tre dage gamle og bør derfor sættes ud i dag, men måske er vejret for dårligt og så skal det måske vente til i morgen. Jeg spørger om vi må vente, eller evt ringe senere og høre ad, vi vil så gerne se skildpaddernes første rejse ud i det fri. Guiden går til chefens søn og får lov til, under alle omstændigheder, at lade os sætte to skildpaddeunger fri i dag. Jeg skubber den fæle tanke væk der melder sig i mit hoved. Vil vi sætte dem fri i dag, hvis det ikke er det mest optimale? Tanke gå væk….Vi skal komme tilbage kl 18 og der er 1½ time til, så vi går op på den kedelige hovedgade. Josse og jeg skal tisse og der ligger et stort turistforetagende af en souvenirbutik med træskærer arbejder i alle størrelser. Det ser utroligt pænt ud og der er ikke et øje, bortset fra dem som passer butikken, så vi bliver taget godt i mod og fulgt rundt i butikken. Vi ender med at købe en lille figur som forestiller en pælefisker. Vi giver 2000 R for den (100 DK). Så låner vi toilettet og går hen til en lille fedtet rotishop for at få en sodavand. Her bliver vi vartet op som vi plejer, flere mænd skynder sig at finde sodavand og sætte tallerkner og ”short eats” frem. Vi ville egentlig ikke spise, men nu bliver vi jo nødt til at smage. Imens er der en yngre mand som vist udelukkende sidder i shoppen for at kigge på os, som ser mig kigge på min nyindkøbte figur. Han spørger hvad den har kostet og ryster på hovedet da jeg fortæller det. 500 R skulle den have kostet. Vi bliver hængende en rum tid og de ældre herrer rydder af og begynder vist at undre sig over, at vi bliver siddende, så vi rejser os op og den yngre mand begynder at fortælle om et helt fantastisk sted vi bør se. Et vandfald og flotte fugle og alt muligt andet, han skal nok køre og bla bla bla. Han viser os billeder hvor han poserer med andre turister og præsenterer sig som Manju. Han ved vi venter på at sætte skildpadder ud og insisterer på, at vi lige skal hjem og se hans hus, hans kone, hans tre døtre og hans nyfødte, fem dage gamle søn. Far får sagt ok og vi trasker efter Manju ned af en anden lille grusvej. Her har Manju sit lille beton hus, et meget lille, beskidt, primitivt et af slagsen. Uden for flyder det med rod, hundehvalpe og børn og indenfor består stuemøblementet i den lille, bitte stue, med det møgbeskidte gulv (klar med alt det mudder udenfor), af fem knækkede havestole, et bord og et TV overdækket med et klæde. Manju præsenterer os for sine døtre og viser os meget insisterende ind i soveværelset, hvor den yngste pige og nyfødte søn ligger og sover. Drengen er lille bitte, måske 2 kg og så fin, så fin. Han vågner brat, da Manju lidt hurtigt løfter ham op for at vise ham frem. Far når lige at bremse ham i også at vække den lille pige. Vi bliver præsenteret for den trætte, nybagte mor, som kommer ind da hun hører barnet græde og Manju lader hende tage sig af den lille mens han placerer os i de knækkede havestole med en kop te som døtrene kommer med. Vi skal både se billeder og en gæstebog hvor flere turister har skrevet hilsner til Manju når han har kørt for dem. Han insisterer på, at i morgen vil han køre os ud til det der sted. Han vil lave mad til os (jeg får opkastningsfornemmelser da jeg får et hundehår i munden da jeg drikker en slurk te) og det skal næsten ikke koste os noget. Han er simpelt hen så sød, men også meget desperat for at få en handel i hus. Vi beder om hans telefonnr. og taster det straks ind i telefonen. Han beder os om at prøve nummeret med det samme, sikkert for at sikre sig, at han kan ringe os op i morgen. Vi må tilbage til skildpaddeprojektet og siger farvel til Manju, men han følger os helt til dørs og endda med inden for. Han fortæller at han arbejder der, men vi gennemskuer nu at han vist bare er ”hang a round”. Han kan ikke svare på vores spørgsmål, men får alligevel lov at sætte fire små skildpadder over i en spand med vand og gå med os ned til vandet og sætte dem ud. Han er dog meget omhyggelig med, at solen skal være gået helt ned, før børnene må sætte dem på sandet, hvor de skal kæmpe sig ud på deres livs rejse. Den ene skildpadde knokler løs og kommer langt hurtigere i vandet end de andre. Ham navngiver vi Fighter og vi tror han bliver voksen og bliver far til mange unger. En enkelt unge skal hjælpes så meget, at vi ikke tror den klarer sig igennem natten. Vi donerer nogle penge i donationskassen og skriver en hilsen i gæstebogen, inden vi med Manju som følge går til bussen ved hovevejen. På vej ser vi ildfluer og da Manju ser børnenes begejstring, fanger han straks to ildfluer og sætter dem i børnenes hænder. Så kan man rigtigt se fluernes lille ildplet, det er ret sjovt. Vi tager afsked med Manju og rumler hjem med bussen. På busstationen køber vi samosas og tager med hjem, vi orker ikke at spise rigtigt, klokken er blevet for mange. Vi har fået talt rigtigt meget sammen i dag og det er så dejligt at høre børnenes tanker om alt muligt og Sofus oplysninger om ditten og datten han har læst i Illustreret videnskab eller set på nettet.
Mange kærlige hilsner fra mor

Der er lukket for kommentarer.