Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Sri Lanka - Dag 23

Kære Eline
I dag skal din far og Anette giftes og vi tænker sådan på dem og på jer. Øv at vi ikke kan være med til at fejre dem…..
Solen skinner i dag og det trænger vi sandelig også til. Morgenmaden indtages på terrassen, mens vi drøfter hvad dagen skal bruges til. Manju har ringet på fars telefon flere gange og ungerne og jeg er enige om, at far har en slags ansvar. Vi ville jo i første omgang slet ikke have været med Manju hjem, for vi vidste godt at vi ikke ønskede en udflugt med en så insisterende chauffør. Far sagde ja til at gå med ham, fordi han ikke ønskede at virke så afvisende og han sagde ja til at udveksle telefonnummer med Manju, fordi da vi stod der, var det så svært at sige nej. Han har simpelthen sådan brug for at tjene de penge han kunne tjene på os. Når vi har været hjemme hos Manju, har vi uden tvivl også givet ham forhåbninger, det virker som et halvt ja. Omvendt har ingen af os faktisk lyst til turen og nu hvor Manju er over 40 km og bare en ringetone på telefonen, er det nemmere at skyde det fattige hus, de fire børn og den trætte kone ud af tankerne. Og der er jo tusindvis af chauffører som Manju her i byen. Faktisk er serveringspersonalet her på hotellet også Tuk Tuk chauffører og han som serverer netop nu, spørger igen og igen om vi ikke vil på den selv samme udflugt, som Manju også har tilbudt. Men ham har vi jo ikke besøgt….På den anden side, skal Manju så bestemme, at vi skal ud at bade ved et vandfald? Børnene er lidt strenge ved far, mens jeg er mere tilbageholdende, jeg ved nemlig godt, at det lige så godt kunne have været mig der havde været fortaler for at besøge Manju og at det lige så godt kunne have været mig der lavede den halve aftale. Det korte af det lange er, at vi har lyst til at tage til stranden i dag og det beslutter vi os for, trods den nagende dårlige samvittighed, som vi forsøger at dulme med alle mulige udtalelser til os selv og hinanden. Vi går til busstationen med boards og snorkeludstyr og bumler mod stranden, som ligger omkring 15 km væk. Hikkaduwa er også en nationalpark og trods tsunamiødelæggelser og menneskeskabte ødelæggelser, skulle det være et godt sted at snorkle. Vi kommer ind på den smalle strand af en sti, der ligger mellem utallige hoteller, guesthouses, souvenirshops og restauranter mellem hovedgaden og stranden. Det her er tydeligt ældre og mere opdyrket end de andre steder vi har været. Vi lander på netop det stykke af den smalle strand hvor informationsboden til nationalparken er og de informerer at det ikke koster penge at være i nationalparken (som er et koralrev) og at vi kan snorkle, men at vandet pga af uvejret i går er meget uklart. Der ligger en masse små både i vandet til venstre for hvor vi står og lige ud for os, er der lige som lavet en indhegning med bøjer og reb, inden for hvilken en masse lokale familier bader. Far mener at have læst det er længere nede af stranden der bedst og for at komme der ned må vi ud på vejen igen. Da vi kommer der hen, kan vi se det stykke strand ligger lige ud for et stort hotel i mange etager og stranden vrimler med hvide turister og mørke sælgere. Vi bliver tilbudt alverdens souvenirs, mens vi ligger der, snorkel udstyret bliver i tasken og boardsene bliver prøvet, men dur ikke her. Vandet er for dybt og bølgerne brydes for tæt på land. Der er en trappe, et repos og nogle klipper, hvor stranden knækker i en skæv vinkel og får Josse øje på en masse krabber og nogle sjove ”landfisk” kalder børnene dem. Vi ved ikke hvad det er, men det ligner små slanger med finner, som springer fra sten til sten og suger noget af stenene. Ungerne bygger et stort sandslot, mens vi soler os og efter nogle timer, pakker vi sammen og går til bussen. Det er så dejligt hvordan børnene hygger sig med hinanden. På vej til bussen, falder min sandal nærmest fra hinanden. Bunden går næsten af og hælremmen ligeså. Limen er gået op i de grimme, klodsede, behagelige sandaler, der har vi været min faste følgesvend på alle rejser siden den første i 2006. Der købte jeg dem i Prachurap Khiri Khan i Thailand, da mine sandaler var gået i stykker. Øv, jeg kan ikke gå i dem, jeg låner fars flipflopper nogle han har købt da vi gik rundt i Galle, men jeg er næsten ved at falde i dem da bussen kommer, jeg er lidt efter de andre og må løbe, da vi er i Galle igen, sender jeg far og ungerne hjem, mens jeg hyrer en tuk tuk chauffør og beder om at blive kørt til en skomager. Han griner af mine sandaler, men kender en skomager et øjebliks kørsel der fra. Skomagerens værksted er vel ½ m2 stort. Han tager min sandede sandal og limer og syr den med kompetente og øvede hænder. Det koster 100 R (5 DK). Jeg går derefter ud for at købe noget frugt og på vejen går hælremmen af min anden sandal. Også her er limen åbenbart gået. Mystisk. Sandalerne har været i vand på mange rejser og alligevel går begge sandaler i stykker samme dag. Heldigvis kan jeg finde skomageren i den lille gade igen og han laver den anden sandal med et smil og får 20 R i drikkepenge ud over de 100 for arbejdet.
På hotellet er vores balkon fuld af både vores og andres vasketøj. Solen skinner og alle skal have tørret tøj, også hotellet. Her tørrer man tøj på borde, på hustage, på gelændre, på plænen osv. Personalet her klatrer rundt på hustagene omkring os, for at få tørret hotellets håndklæder og sengelinned. Vi tager alt det tørre ind og hænger strandtøjet op. Derefter går vi til byen. Josse vil gerne have en sari overdel, en sarijacket lærer vi at det hedder, for hun vil pynte den med glimmer og bruge den til dans. Det går hende og jeg på jagt efter, mens far går til frisør, hvor Sofus også venter. Vi er inde i flere kæmpe saributikker. De har de flotteste, glitrende sarier i alle farver og mønstre. Efter at være blevet vist fra den ene butik til den anden, finder vi vores sarijackets og Josse vælger to til sig selv og én til Maria. De koster 25 DK i alt. Vi er enige om at købe flere, hvis vi ser de rigtige farver.
Sofus er blevet lovet at vi skal have pizza i dag. Inden for fortet er der et sted, som går for at lave Galles bedste pizzaer. Desværre har de fået en anmeldelse på tripadvisor, hvor en kunde beskriver hvordan han og hans venner er blevet afvist fordi de var Sri Lankanere. Nu ville alt logik jo så pege på, at det er hvide, der har restauranten, men det er det ikke. Vi oplever her, at der mange steder står uden for hotellerne ”Only for foreigners” og det samme gør sig åbenbart gældende i restauranterne. Så der vil vi ikke spise. Vi vælger Pizza Hut, der er som Pizza Hut jo er. Det sædvanlige, men tilpasset efter det enkelte land, her betyder det ingen salatbar, men vi bliver da mætte og Sofus er tilfreds.
Det regner da vi går hjem, det gør det næsten hver aften her.
På værelset spiller vi kort og det sædvanlige.
Forleden spurgte Sofus om jeg vidste hvorfor man kan høre havet bruse i et konkylie. Det mente jeg jo nok jeg vidste, det er jo ens eget blod man kan høre. Sofus forklarede at man kan høre blodet, fordi konkyliets udformning laver et perfekt ekko af lyden fra ens blod og det er det man kan høre.
I dag ser vi en ko med reb i næsen. Sofus forklarer at rebet, eller ringen i andre lande, er der fordi tyrekalven, som er blevet for stor til at die, gerne vil blive ved at die hos sin mor. Hvis den kan komme til det, tager den det mælk der ikke er til den, men til en anden kalv eller til malkning.
Sådan kommer han hele tiden med små informationer om alt muligt og man kan aldrig rigtigt vide, hvad det er han ved noget om.
Mange kærlige hilsner fra mor

Der er lukket for kommentarer.