Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Sri Lanka - Dag 24

Kære Eline
Vi hyrer morgenmadstuk- tuk chaufføren til at køre os til en månestensmine i dag. Vi har ikke set en mine før og selv om det ikke er de fedeste anmeldelser vi har læst om sådan et besøg, vil jeg alligevel gerne se det. Chaufføren tilbyder en længere udflugt, hvor vi også skal se en sø og nogle øer. Det er en anden tur (ikke bedre) end den Manju ville tilbyde, men Manju er jo over en times transport væk. Det her er meget lettere, dog ikke billigere. Fordi chaufføren her hører til på hotellet, føler vi ikke rigtigt vi kan prutte om prisen og vi kommer helt sikkert til at betale alt for meget.
Vi kører ud til månestensminen, som er et hul i jorden der ligner en stor brønd. Pga monsunen er minen ikke i drift på denne årstid, men vi ser det primitive maskineri og får fortalt hvordan der bliver brudt månesten op af minen. Vi ser også eksempler på hvide og blå månesten, både slebne og uslebne og vi ser mange andre semiædelsten og ædelsten og får forklaret forskellen. Så guider vores guide os op i det han kalder ”museet” på 1. sal af en stor bygning, der ligger ved siden af minen og det lille værksted. Det ligner det der smykkehus vi endte i vores allerførste dag i Bangkok, kan du huske det? Der skulle vi bare lige køres i parken og vores chauffør tvang os med hen til et smykkehus, hvor han ikke ville køre os væk fra, medmindre vi købte noget;O) Her er der ingen tvang, men efter at have fået vist et stort antal sten og smykker og er blevet spurgt mange gange hvad ”Madam” kan lide, må jeg fortælle vores ”guide”, at jeg ikke ønsker at købe smykker eller sten. Det går dog op for mig, at Josse ikke er uinteresseret, hun er faldet for den sten der hedder en ”stjernesafir”. Den er helt mørkeblå og når man holder den op i lyset, viser der sig en hvid stjerne i den. Vi spørger om prisen på den mindste sten på 1 karat. Med kæde vil den koste 150 USD siger manden. Det syntes Josse er en formue, det kan slet ikke komme på tale og hun afviser at købe den. Vi forklarer manden, at det er Josse han handler med og hendes penge, der skal bruges. Prisen falder straks til 110 USD. Det er stadig for meget. Og vi har læst alle steder at priserne ved de her steder er alt for høje. Jeg spørger Josse hvad hun vil give og hun siger 75 USD og så vil hun gerne at det skal være hendes fødselsdagsgave fra os. Vores ”guide” syntes selvfølgelig det er et helt urimeligt tilbud og lægger papir og kuglepen foran Jose, så hun kan skrive sit ”sidste” tilbud ned. Og hun skriver selvfølgelig 75. Efter flere udregninger og en del tænketid, giver manden hende hånden og siger at hun er en ”tough buisness woman”. Jeg tænker på dig på vores første tur i Thailand, der vendte du også ryggen til T-shirtsælgerne hvis de ikke solgte til den pris du ville give. De endte altid med at løbe efter dig alligevel og som far siger: Hvis de ikke tjener penge på en handel, så handler de ikke.
Vi kører langs kysten sydpå og drejer så ind af en mindre vej mod søen. Det viser sig at udgangspunktet til søen, er en indhegnet ”spicegarden”, hvorfra vi kan købe en times bådtur til 6000 R (300 DK). Det lyder måske ikke voldsomt, men her er det virkelig en formue og en aldeles urimelig pris. Vi kan se et gammel tempel på en lille ø og en anden ø hvor der vokser og bliver lavet kanel. Vi går lidt rundt i haven og bliver enige om, at vi max vil give det halve for turen og ellers vil vi bare køres hjem eller til et sted hvor vi kan gå en tur. Det meddeler vi chaufføren og spicegardenmanden, som er klædt i fint tøj og guldsmykker. De prøver med 5000 og 4000, men da de bliver ved, sætter vi os ind i tuk tuk-en og beder om at blive kørt væk. Så falder prisen pludselig til 3000 og det er stadig en meget høj pris her, men jo altså det vi vil give. Båden er en lille motorbåd og den styres af en ung knægt Jimmi på 18 år. Jimmi har mistet sin mor til tsunamien og har ingen søskende, kun sin far. Han er sød, venlig og god til at fortælle. Han forklarer at søen, som nu er en lagune plejede at have masser af varaner og krokodiller da vandet var ferskt. Efter tsunamien blev ferskvandet til saltvand og søen til en lagune og nu kan man fiske tun her, hvilket vi kan se fiskere i små både der gør. Kaneløen er lille bitte og frodig som en jungle. Der bor en familie på øen, som lever af at producere kanel på gammeldags vis. En ældre herre kun iført sarong, viser os rundt på den lille ø. Vi ser et 200 år gammelt termitbo, en brønd som blev ødelagt af tsunamien og selvfølgelig kaneltræer, som han tager bladene af og smuldrer, så vi kan dufte kanelen. Faktisk dufter hele øen af jul. Derpå bænker han os foran et lille lerklinet hus og viser os hvordan man skræller og forarbejder kanelen. Han fortæller og viser hvad kanelen kan bruges til, serverer kanelte for os og smører Sofus myggestik med kanelolie. Til sidst viser han os hvilke produkter vi kan købe og vi køber noget til os og noget til jer. Bagefter sejler vi ud til øen med det gamle tempel. Templet er selvfølgelig et lille bitte og ikke særligt pænt tempel, men vores unge ven viser os, at billederne rundt på væggene, fortæller historien om Buddah. Han spørger om han skal foræller den og går der efter rundt sammen med os og fortæller tålmodigt om alle billederne. Bagefter giver han os noget frugt og kage, som først har været ofret til den store Buddahfigur og nu vil bringe os lykke hvis vi spiser noget af det. På vej mod fastlandet giver vi drengen 200 R, for at ham i det fine tøj ikke skal se det.
Vores tuk tuk chauffør har vist dårlig samvittighed over at vi har betalt ham alt for meget for turen, for han tilbyder flere steder vi kan køre hen på vejen hjem, hvilket vi dog afviser. Vi beder om at blive sat ved frugtmarkedet. Her køber far og Sofus frugt og går hjem, mens Josse og jeg shopper et par ekstra sarijackets til dans og oser lidt rundt, inden vi også går hjem. Vi spiser frugt og far og jeg går til byen igen, efter bukkehornsfrø, far har googlet lidt på nettet og læst at man kan lave omslag af disse og lægge på hans dårlige akillessene, så den kan blive god inden løbet i september. Bagefter handler vi lidt tøj og gaver i butikken her ved siden af og går en aftentur på fortet, mens solen går ned. Fortet er nærmest proppet med mennesker der går aftentur, kærestepar der holder i hånd, familier på udflugt, legende bør, teenagere der hænger ud, sælgere, turister og os. Her er simpelt hen så dejlig. Vejret er skønt og himlen og havet simpelt hen SÅ smukt. Der ligger store klipper ude i havet og bølgerne slår i mod dem med stor kraft og sprøjter ud over dem. Solen blandet med de få dunede skyer, kaster det perfekte lys ned over havet. Og så masser af glade stemmer til at gøre det helt perfekt.
Ungerne har bestemt sandwich på den franske og det får vi og spiller selvfølgelig Uno og røvhul både før og efter maden.
Ungerne løber ud før os, de vil hen og købe Milo (små kakao med sugerør). Da vi kommer ud af butikken/ den franske (de hænger sammen) kommer ungerne efter os og far og jeg går ind på hotellet, tager skoene af (det gør man inden man går ind) og begynder at gå op af trappen, da det går op for mig jeg ikke kan høre børnene i hælene på mig. Jeg går ud igen og kan ikke se dem. Så styrter jeg selvfølgelig på bare tæer, ind igennem butikken igen ingen børn. Ud på gaden igen, stadig ingen børn. Jeg mærker panikken brede sig, da jeg opdager en rengøringsmand fra hotellet, der står og vasker biler. Han ser panikken i mine øjne og peger mod hotellet og siger at børnene lige er gået ind. Pyhh ha. Da jeg er uden foran værelset er børnene allerede inde og jeg kan høre gennem vinduet at far grinende siger til ungerne at de må ned igen, for nu kan far regne ud, at jeg er i panik. Det griner vi alle sammen af og Sofus reflekterer bagefter over, at det er én af de her situationer, hvor noget nogen gør, kan påvirke et helt handlingsforløb. Han laver i tankerne det handlingsforløb, hvor rengøringsmanden ikke havde ulejliget sig med at oplyse mig, at børnene var gået ind. Eller at han slet ikke havde lagt mærke til at de var gået ind. Eller slet ikke havde lagt mærke til at det var mine børn. Tja den slags tanker har vi tid til at gøre os mange af. Josefine har diskuteret med drengene i dag. Hun er så glad for sin stjernesafir, ikke mindst fordi safir er hendes lykkesten siger hun. Det syntes drengene er noget sludder og Josse spørger om de så heller ikke tror på astrologi. Det syntes de også er noget pjat. Josse ved at mormor har fået lavet sit horoskop engang og så MÅ der da være noget om snakken. Og desuden er der jo så meget vi ikke tror, fordi vi bare ikke er dygtige nok til at forklare eller bevise det. Det betyder vel ikke at det ikke findes. Tænk bare på det gamle Egypten og mange andre kulturer. Selv for tusinder af år siden brugte man planeterne og stjernerne til at forudsige ting. Fedt med alle de samtaler.
Vi sender jer de kærligste tanker og hilsner

Der er lukket for kommentarer.