Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Sri Lanka - Dag 26

Kære elskede Eline
Josse og jeg går en tidlig morgentur, mens drengene pakker færdigt. Jeg bliver på en måde lidt rørt over, hvor mange mennesker der er ude at gå kl 7 om morgenen. Man skulle tro det mest var turister der ville have de bedste billeder fra fortet over havet, men det er lokale familier som går tur med deres børn, fædre der powerwalker og laver armstrækkere og unge drenge der spiller bold. Vi sludrer så hyggeligt, mens vi går og taler om de fede oplevelser vi har. Josse skal lige forbi de bedste steder og sige farvel og vi går et par omveje i de små gader, fordi vi går forkert. Det gør ikke spor, drengene er ikke færdige med at pakke da vi kommer tilbage og da de endelig er, går vi ned og spiser morgenmad, inden vi tager en vemodig afsked med Frangipani.
Sofus, jeg og bagagen tager en tuk tuk til togstationen, far og Josse går. Jeg køber billet til anden klasse, da jeg har læst det ikke er så crowded. Det fortryder jeg dog da vi bliver stoppet ind i det fyldte tog og det går op for os, at vi kan se frem til tre timers stående togtur. Ungerne tager det i stiv arm, men det har du jo nok gættet. Inden længe leger vi ordleg og snart finder ungerne ud af at lave ”sæder” af deres rygsække så de ikke skal stå op hele vejen. Vi griner da vi kommer i tanker om, at vi på stranden i går hørte nogle drenge synge ”I´m a Barbie girl”. Tænk engang her så mange år efter….. Og du har selvfølgelig gættet hvilken historie det minde får mig til at fortælle om ;O) for gud ved hvilken gang ;O) Børnene griner ved tanken om dig der fik en halv bus fuld af nedtrykte mennesker til at synge sammen ( i Vietnam) og hvordan en tanke og en lille handling, kan vende en dårlig oplevelse til en god.
Da vi har møvret os af det fyldte tog på Colombos travle hovedbanegård, bliver vi selvfølgelig tilbudt lift af ti forskellige tuk tuk chauffører der vil køre os. De vil have 500 R, en helt horribel pris for en lille bitte køretur og det kan selvfølgelig ikke komme på tale. Og nu bliver det så lidt skørt. Efter lange skarpe forhandlinger, får jeg en chauffør til at love, at han kan presse 4 mennesker, 8 rygsække, en meget fuld PC-taske, en stor kamerataske og en pakke med 3 surfboards ind i en tuk tuk, beregnet til max 3 passagerer og jeg får ham også til at gøre det for 300 R. Andre chauffører bliver ved at forhandle, men nu har vi jo en aftale. Vores chauffør giver imidlertid op og siger vi skal have 2 tuk tuk-er. Så forhandler vi igen med en chauffør mere. Jeg husker jeg minder far om, at vi kun prutter om 5 kroner, men så kommer der en og tilbyder et lift i bil. Det viser sig dog at bilen næsten er mindre end tuk tuken og koster det dobbelte. Rigtig skørt bliver det, da den første chauffør i ren og skær frustration over de tåbelige turister, nærmest kaster alle vores tunge tasker og ting ind i tuk tuken og siger han vil gøre det nu for 400 R, og vi så hopper ind og lader os køre til det dyreste hotel vi nogensinde har boet på. Jeg må sidde med mit hoved vredet i en 45 grader vinkel, presset ned mellem boards og rygsække og vi griner hele vejen af det tåbelige i vores handling. Tuk tuker må ikke køre ind på det fine hotel, så vi bliver sat af ved skiltet der forbyder tuk tuker indkørsel, inden vi slæber alt vores pik pak ind i den fine foyer, klamme og svedige som vi er. Vi vækker klart opsigt mellem springvand, uniformsklædte medarbejdere, stilletter og fine kjoler. Jeg venter bare på de uniformsklædte skal bede os forlade stedet, men vi har jo da betalt for et værelse, som vi efter en kort ventetid bliver vist op til. Uden bagage, det kommer personalet med. Værelset har fint udstyr og dimser som når vi er på kurser og konferencer derhjemme hvor andre betaler, men det er ikke særligt stort og består af en queenbed og en opredning. Det er hotellet med over 1000 værelser, to pool-områder, spa, smykkebutikker, springvand, 7-8 restauranter, masser af uniformsklædt personale, dresscodes osv der er det rigtigt fine. Ungerne syntes det er vildt fedt, men Sofus har jo lidt svært ved at være stille og opføre sig ”pænt”, nu når han har stået stille i toget i 3 timer. Det er godt jeg glemmer at tage håndklæder med til poolen, for det får man selvfølgelig udleveret dernede. Frokost glemmer vi alt om og da vi pludselig opdager klokken nærmer sig 18, opdager vi også vi er sultne og tager på værelset og prøver at få vores afdankede, krøllede rejse garderobe til at leve op til hotellets dresscodes. Vi føler os helt forkerte og det bliver ikke bedre da vi styrter rundt mellem de forskellige restauranter og leder efter de retter vi har set på menukortet på værelset. Men det er selvfølgelig kun til roomservice. Jamen hvor kan man så få de retter? Vides ikke, men på nogle af alle de forskellige restauranter…..En oversigt så? Nej…. Et kort over hotellet? Heller ikke…. Nå, vi opdager en indisk restaurant som siges at have 5 stjerner, hvad det så end betyder, men de har buffet om tirsdagen, så den nupper vi. Fars næsten lange bukser ryger i kategorien shorts og han får valget mellem en lånt sarong eller tilbage og skifte. De skuler også til vores sandaler og jeg bereder mig på forsvarstale, det er IKKE klipklapper, men gode treckingsandaler og det er dem eller løbesko……De indiskklædte tjenere siger dog ikke mere, men begynder serveringen af velkomstdrinks og appetizers, inden vi bliver vist ind på den fine buffet med vegetarretter fra hele det sydindiske området. Her er MEGET mad og det er superlækkert og flot anrettet. Tjenerne står på pinde for os og vi glemmer næsten at vi er forkerte. Bordene er flot dækket, med guld og sort og sølvfarvet service og alt er så rent og fint. Børnene taler om forskellen på Rotishops og det her og om hvad de bedst kan lide. Josse nyder alt det fine og sidder med rank rynk i sin fine kjole (som vi købte i Galle til 30 DK) og husker næsten hele måltidet igennem at spise med kniv og gaffel i små pæne bidder. Sofus syntes det er helt urimeligt han skal spise med kniv og gaffel, det er jo lige som det der er det fede ved indisk…. At man må spise med fingrene….. Vores maver er helt skrumpet ind på ferien og selv om vi ikke har spist nær så meget som vi plejer, kan vi dårligt gå da vi forlader restauranten for at gå på værelset og slå mave. Vi skal vist parken og brænde lidt energi af i morgen, vi har nemlig bestilt bord på en anden buffet, som ser endnu større ud og har endnu flere desserter.
Nu lyder det jo som om vi totalt har skiftet stil og nægter at spare, men det er der faktisk en god grund til…. Vi har brugt for få penge og har for mange R. Det er en ret dårlig forretning at veksle dem tilbage, så ærgerligt ærgerligt….. Vi skal have dem brugt ;O)
Bare du kunne være med til det ;O)
Mange kærlige hilsner fra mor

Der er lukket for kommentarer.