Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Kære dejlige skat.
Josefine har sovet hele natten fra kl 23, men vi andre har haft en noget rodet nat. Klokken fire lægger jeg mig til at sove igen og da vækkeuret ringer kl 6, sover jeg som en sten og har på ingen måde lyst til at vågne. Vi står dog op og nyder en simpel morgenbuffet, bestående af ristet toast med marmelade, på terrassen med udsigt til poolen. Hotellet har en chauffør, som er inkluderet i overnatningsprisen, kører os til den gamle lufthavn, hvor fra vi skal flyve til Mandalay. Ungerne og jeg syntes det er fantastisk at være i god tid, mens far syntes det er brand ærgerligt og spild af tid. Flyveturen er kort og det samme er køen til visa- og paskontrol i Mandalay. Lufthavnen er lille og surrealistisk stille og rolig. Der holder et enkelt fly ud over vores og de eneste i lufthavnen der er i gang, er det for vores skyld, resten ligger nærmest øde. Vi venter en evighed på vores bagage, der nærmest kommer i hold på bagagebåndet, hvilket jo selvfølgelig sætter gang i vores kreative idéer og forestillinger om, hvordan de mon håndterer vores bagage.
Vi tager en taxi til byen. Turen varer omkring en time og vi forhandler os vagt ned i en pris på 15 usd for os alle i en minivan. Vejen mod byen er vel en tosporet motorvej, men den er humplet og vist lavet af beton og ikke asfalt. Trafikken er alt andet end hektisk og der er masser af mulighed for at nyde udsigten, mens det er umuligt at tage gode billeder fordi vi humpler sådan. Landskabet er præget af at det er tørketid, for græsset er helt svedet af, mens træer, buske og palmer er grønne endnu og midterrabatten er pyntet med flotte, men ikke overdådige bourgonvillaer. Jose sender mormor en tanke og syntes det ærgerligt hun ikke er med og kan se dem ;O) Jose opdager, at lygtepælene ved vejsiden har solpaneler, sjovt moderne, samtidigt med at enkelt ko krydser motorvejen mens vi kører. Lige meget hvilken retning man vender blikket, ser man på en pagode, som oftest gylden. De findes i alle størrelser og stikker deres spir op imellem bevoksningen på hele køreturen, det er i sandhed de gyldne pagoders land vi er kommet til.
Mandalay er en storby med over en million indbyggere. Visse steder ligner den også en storby, men mest af alt ligner det en landsby, der bare er vokset og vokset. Kun de største gader har ordentlig og god asfalt. Den gade vi bor på, er så slidt, at det nu nærmest er en jordvej. Renovation har man vist ikke et system til, for der ligger affald alle vegne. Trafikken er tæt inde i byen og køretøjerne er mangeartede i deres udformning. Nogle ligner nærmest en slags traktorer, mens andre er store kærrer, skubbet af små stærke mænd og så selvfølgelig biler, busser, songthaew og scootere. Der er butikker og boder i enhver størrelse, men mest små og de ligger nærmest smidt allevegne, hulter til bulter og breder sig ud på det der skulle have været fortov, ligesom scooterne står parkeret hvor der skulle have været vejkant. Vores hotel ligger i en smal sidegade og vores værelser er acceptable, uden at være dejlige, men det er nu lige meget, vi skal jo kun være her én nat. Vi er sultne og går lidt ned af gaden, hvor der ligger et lille gadekøkken, der skiller sig ud fra de andre ved at være renere. Det er blot et lille blus, en bod og et langbord i vejsiden. To gryder er i kog og vi bestiller nudelsuppe til den søde dames store overraskelse. Snart stimler flere lokale sammen om os, ivrige efter at hjælpe og servicere, med ekstra servietter fra den lille butik overfor og en stor dunk drikkevand, så vi ikke kan være i tvivl om vandets renhed. Maden smager dejligt, selv om den indeholder ingredienser vi ikke hel ved, hvad er og den koster 2 usd for os alle fire. Jeg er stolt over at have børn, der villigt og smilende er med på at spise sådan og det fortæller jeg dem da vi går hjem.
Efter at have holdt tissepause går vi igennem byen for at se ”the hill”, som er et udsigtspunkt på toppen af en høj og stejl bakke inde i byen. Vi snupper en songthaew det sidste stykke derhen og igen møder vi masser af smil fra de lokale. For at komme op til udsigtspunktet må man op af lange, stejle trapper. Indgangen er bevogtet af to kæmpemæssige hvide drageskulpturer og man skal sætte sine sko ved foden af trappen. Trappen er stejl og de fleste steder overdækket af et tempellignende tag. Langs siderne er der mange små boder og butikker og vi tror at nogle familier bor under de primitive halvtag. På afsatserne undervejs, som flere steder er kringlede og store, er der helligdomme som Buddha figurer, drager og den slags. Katte, hunde og høns løber frit omkring og her er tydeligt både lokale og turister. Jeg kommer i snak med nogle unge munke, som stiller spørgsmål til hvilke lande vi har rejst i, hvor vi kommer fra og den slags. Selv fortæller de, at de kommer fra området omkring Inle Lake og at de har været munke i hhv. 1 og 7 år. Udsigten foroven er bestemt turen værd. Solen er på vej ned og det ser smukt ud, ud over landskabet og byen. På vej ned stopper vi ved én af boderne og drikker sodavand. Sofus har haft hovedpine, men den klinger af da vi hviler os. Da vi når foden af trappen igen bliver vi mødt af en chauffør, som vi også talte med inden vi gik op. Han tilbyder at køre os ind til byen for 6 usd, helt sikkert for dyrt, men jeg orker ikke at prutte om prisen i dag, så vi indvilger og lader os transportere næsten hjem, til en meget lokal restaurant, men af en helt anden type, end det lille gadekøkken tidligere i dag. Det her er et rigtigt lokale og tydeligvis et drikkested, hvor lokale mænd kommer for at hygge sig og drikke spiritus. Her er dog også en vis hygge og et menukort på engelsk, som byder på turisttilpassede, lokale retter. Omelet, stegte ris og forårsruller, med pinligt rent service og til en samlet pris af 10 usd inkl. colaer. Herfra går vi hjem på hotellet i mørke og med glæde over at have brugt den første dag så godt.
For resten kan jeg ikke lade være at tænke på dig for 9 år siden, hvor alle de unge drenge og mænd, sendte lange blikke efter dig og fnisende råbte ”hello”. Det samme scenarie udspiller sig i dag og selv om vi har set en del lyse turister også børn og teenagere, så tiltrækker Josefine sig altså en hel del opmærksomhed. ;O)
De kærligste tanker til jer derhjemme:O)

Der er lukket for kommentarer.