Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Kære elskede Eline
Jeg er igen vågen i flere timer i nat, så da fars vækkeur ringer kl 6, vender jeg mig om på den anden side og sover videre. Jeg vågner ved at Jose hamrer på døren kl 7, fordi de ud af panoramavinduet i deres værelse, kan se kvindelige munke, som syngende går rundt efter almisser, ligesom vi plejer at se de mandlige munke gøre det. Kvinderne og pigerne er klædt i lyserødt og gult og er glatravet ligesom mændene.
Vi tager et koldt brusebad og går ned til morgenmad. Morgenmaden serveres i et rodet lokale som ligger lige om hjørnet fra gaden vi bor på. Man sidder ved et langbord og der serveres hurtigt et spejlæg, u ristet toastbrød med margarine og marmelade og lidt forskelligt frugt. Her er så meget rod alle vegne. Der hvor vi spiser, på gaderne, i butikkerne, i de hjem vi kan kigge ind i osv.
Vi har kun indtil kl 12.15, for der har vi lavet en aftale med en chauffør, som vil køre os til busstationen, hvor vi skal være kl 13. Vi syntes ikke rigtigt vi kan nå en decideret attraktion, så vi vælger bare at drysse rundt i de små gader omkring området hvor vi bor. Mandalay er altså en skæg by. Det ligner visse steder nærmest en landsby der bare er vokset sig stor. Ind imellem primitiv bebyggelse, med boliger, små virksomheder, butikker og spisesteder, ligger der små pagoder, templer og klostre. Vejene er mange steder jordveje, fulde af huller og store vandpytter. Hunde, katte og høns render rundt som det passer dem og småbørn tusser rundt og leger med hvad de kan finde. Vi kommer snart til et marked og jeg tror faktisk aldrig vi har set noget så travlt og proppet og det siger jo en del. Det simpelt hen VRIMLER, med køretøjer af enhver art, mennesker i alle aldre, mænd der slæber kæmpe stabler af stablet karton eller varer i sække og kvinder der kommer balancerende med kæmpe byrder på hovedet. Der er grøntsager og urter af enhver art, men især løg og tomater dominerer og ligger i stakke som nærmest er store nok til at kunne kaldes bjerge. Mange kører på cykler med en speciel anordning på siden, som både kan bruges til transport af én eller et par passagerer, hvis den ene er et barn, eller varer i stabler. Sofus er så vældigt fascineret især af det køretøj og han beder mig fotografere dem fra alle vinkler, fordi han gerne vil tegne én. Mange smiler og vinker til os og lader sig gerne fotografere. Vi drejer nu snart lidt væk fra det vanvittige mylder og går af nogle lidt mere stille gader. Her får far øje på en frisør, også den er omgivet af rod, men traditionen tro må han have en klipning. Herrerne i salonen syntes det er alle tiders. Ungerne og jeg sætter os på en bænk foran den åbne salon og det er ganske fint, for det giver os rig lejlighed til, at jeg kan fotografere køretøjer til Sofus og mennesker til mig selv. På et tidspunkt opdager Sofus, at to af frisørerne står og kigger længselsfuldt på hans hår, mens de udveksler en bemærkning og han ryster grinende, men meget bestemt på hovedet, ham får de ikke lov at klippe. Mændene griner tilbage og har forstået hvad han mener. Da der kommer en kvindelig munk forbi efter almisser, ser jeg at frisøren lægger penge i hendes krukke. Derfor løber jeg efter hende for at gøre det samme. Det udløser mange smil hos de omkringboende og snart efter kommer en flok små pige, også munke, forbi og jeg må lægge endnu et par sedler. Far skal give 700 Kyat (1000 Kyat=1 USD) for klipningen som har varet en halv time. Vi drysser hjemad for at pakke færdig. Far er sulten og vil have frokost inden vi skal af sted, men vi andre kan ikke spise noget. Jeg regner med at finde mad på busstationen, men da far fortæller der ligger et shopping mall lige i nærheden, suser Jose og jeg lige derhen, mens far går for at finde mad. Igen af smalle, travle gader går vi hen til det såkaldte ”shopping mall”. Det står godt nok på skiltet, men det er i virkeligheden en totalt crowded hal, PROPPET med varer fra gulv til loft, efterladende få centimeter ledige, til at man kan mase sig igennem rækkerne. Vi maser os snart ud igen og køber lidt frugt til turen inden vi går tilbage.
På hotellet opdager jeg, at de annoncerer at en taxi til busstationen koster 7 USD. Vores chauffør, som fangede os lige uden for vores hotel, sagde at det kostede 10 USD og at det var prisen fordi det tog 45 min at køre der ud. Jeg føler mig hustlet og beder hotellet om at køre turen i stedet. Jeg føler mig helt i min gode ret, for han ved jo hvor vi bor og HELT sikkert også hvad prisen er her. Vi bærer alt vores bagage ned og jeg følger efter vores ”nye” chauffør af den lille gade vi bor på, med de andre følgende efter. De har på vejen mødt den chauffør vi først havde en aftale med og da de kommer hen til bilen hvor jeg er i gang med at læsse baggage ind, fortæller far om det. Sofus siger tørt, at det nok havde været bedre at give pengene til én der virkelig trængte til dem, end til én der ejer et hotel og tydeligvis ikke mangler noget. Jeg forsvarer mig, men far siger: ”Du skulle have set ham……”, hvorefter fyren dukker op ved bilen. Han fægter af mig, ind igennem den endnu åbne bildør og skælder mig ud. Jeg forklarer, at jeg følte mig snydt, da hans pris jo var langt højere, end turen egentlig koster. Han råber: ”Don´t do that again” og går sin vej. Jeg læser i hans øjne, at han virkelig havde brug for de penge og at han er dybt skuffet over den manglende, forventede indkomst. Jeg SKAMMER mig og føler mig skyldig, så det sidder som en klump i maven. Egentlig syntes jeg, jeg havde ret, men hans blik gør, at jeg næsten ikke kan bære, at byde ham det, for at spare 3 USD, som ganske vist er en mindre formue her, men som ingen betydning har for mig. Jeg an næsten ikke ryste det af mig og Jose fortæller at hun også har det skidt over det, selv om hun er helt uden skyld.
Reminder til mig selv: ”Lad være at kæmpe for nogle få dollars, når jeg har med folk at gøre der har alt for lidt”.
På busstationen er der ikke det sædvanlige mylder. Masser af rod naturligvis, men få busser og ingen travle handlende. De handlende der er, sælger chips og den slags, i ro og mag og de få madboder der er, har vi ikke lyst til at købe noget ved. Efter lidt ventetid, finder vi vores pladser i den flotte bus og jeg har første parket til et lille gadekøkken, hvor jeg følger kundernes gang på tæt hold. Menuen består af nudler med noget jeg tror er grisehaler. Halerne skæres i stykker og hvert lille stykke, sættes på en lille pind og sættes tilbage i fadet hvor de er kogt. Folk får udleveret en skål nudler og tager så selv det antal ”pinde” de kan spise. Pindene ryger efter brug tilbage i en stak og bruges så på ny. Der er en stor beholder med koldt vand. Oven på den, ligger der et tinkrus. Når nogen er tørstig, tager de koppen og fylder den fra beholderen, drikker og lægger derefter koppen tilbage på plads. Det hele er i øvrigt rent og pænt.
Busturen er fin i flotte bjerge, men airconditionen er skruet så langt ned, at det nok er omkring 15 grader i bussen. Trods mange lag tøj pivfryser jeg, ligesom de fleste andre omkring mig, som sidder pakket ind i jakker og tæpper. Min venlige forespørgsel hos buschaufføren om lidt mere varme er kort og kontant. ”No”. Godt så….. Vi får en kort pause undervejs, hvor vi får tisset. På denne lille station er der en dejlig lokal restaurant med buffet af lokale retter. Lige noget for os…. Desværre er vi for længe om toiletbesøget, mest fordi Sofus ”bliver væk” eller det vil sige, har sat sig ind i bussen, som derefter er blevet låst af, så vi ikke kan finde ham og han ikke kan komme ud…. Før far redder ham ved at få døren til at åbne, hvorefter vi så ikke kan låse den igen. Så et par minutter efter at far har forsynet sig selv og ungerne med lækre portioner mad (klokken er 16, vi ha ikke fået frokost, kun snacks), mens jeg har ”holdt vagt” ved den åbne bus dør, bliver vi kaldt ud til bussen. Jeg når lige ind og sluger et par mundfulde, men vi må levne langt det meste. Øv.
Klokken er 20.30 da vi når frem til Hsipaw i mørke, men heldigvis er der afhentning fra MR Charles guesthouse. Det er et stort backpacker sted og vi har bestilt værelser på forhånd. Der er lidt rod med reservationerne, men vi ender i et dejligt familieværelse med masser af plads og egen altan og da vi også kan få stegte ris, øl og sodavand selv om klokken er mange, kan vi vist kun kalde det for en god dag.
Jeg har for resten siddet ved siden af Jose i bussen og har haft fornøjelsen af den her slags samtale med hende du ved, som du og jeg også kan have. Den slags hvor man sammen reflekterer over livet her og der og deler tanker med hinanden. Jeg ELSKER at rejse, man får bare så meget mere af alt det gode også med børnene. Sofus stråler faktisk og jeg ser ham sjældent så glad og levende derhjemme som han er her. Han suger til sig af indtryk og reflekterer over hvad han ser. SKØNT er livet, når det er sådan her ;O)
De kærligste tanker til dig og Alex min skat:O)

Der er lukket for kommentarer.