Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Dag 11, d. 25. dec.

I dag skal vi på søen Inle Lake. Det er det man er her for. Vi havde egentlig aftalt at købe vores tur på vores guesthouse, fordi de er så søde og fordi vi ikke havde opdaget man kun måtte bo 3 på værelset da vi bestilte og derfor nu er 4 der bor og spiser morgenmad for 3 mands pris, fordi de ikke vil have betaling for 4. mand. Far kom dog i snak med en mand og hans lille kone på gaden og du ved hvordan det er…. Når man først har indladt sig, er det så nemt at ende med en aftale, man egentlig ikke havde tænkt sig. Jeg er småirriteret, fordi jeg syntes vi burde vide bedre, men nu er det altså sådan og jeg NÆGTER at lade mig gå på af, at vi faktisk har gjort noget andet end det vi ville.

Vi går gennem hovedgaden før klokken 8 om morgenen, ned til ”havnen” hvor alle long boats ligger. Her er allerede masser af liv i gaden, handlende, turister, skolebørn osv.  Damen vi lavede aftalen med, lader næsten til at have glemt os og jeg tror hun er en benhård forretningskvinde og ikke den lille stakkel vi så forleden. Hun har lovet os redningsveste og en guide der taler engelsk. Der ligger nogle redningsveste i båden, som på ingen måde kan rede liv og jeg siger til damen, at vi ikke sejler med dem, hvis vi ikke får nogle ordentlige redningsveste, hvilket vi så straks får. Bådføreren taler ikke et ord engelsk, men jeg VIL ikke ærgre mig mere, bare i fremtiden stoppe far mere bestemt, når han kaster sig i snak med chauffører og folk der vil sælge ham noget….

Vi sejler af en slags flod eller indsejling til søen, et godt stykke tid, før vi rammer selve søen, hvor det første, der møder os, er en af de der fiskermænd, med ét ben på åren og ét på båden og med den store fiskeruse. Han står helt tæt på os og jeg får taget nogle gode billeder, så holder han, nærmest karikeret, en lille fisk op foran mig og opfordrer mig med hånden til at tage et billede. Jeg gør det, selv om jeg ikke har lyst og bliver ikke forbavset, da han bagefter opkræver penge. Jeg giver ham den mindste seddel jeg har og føler mig turistscammet. Senere går det dog op for mig, at det faktisk giver mening. Der er jo mange fiskere på den store sø, som rent faktisk fisker på den traditionelle måde og hvis de skulle forstyrres af, at alle vi mange turister vil tæt på for at have gode billeder, så ville de ikke fange mange fisk. Vi bliver sejlet rundt til flere forskellige workshops. Man sejler ligesom igen ud af smalle floder der udgår fra søen og de er omgivet af åkander og bevoksning. Der er pælehuse af meget forskellig kvalitet og størrelse, nogle steder står de alene, men mest står de i små bysamfund rundt ved hele søen. Workshopsene vi ser, laver sølv, cigarer og stof og materialer af åkandefibre. Man får vist håndværket og forventes så at købe noget i deres butikker bagefter. Vi køber ingenting, låner bare deres toiletter. Vi ser også et par pagoder og spiser frokost på en ”pælerestaurant”. I én af pagoderne er der et par flokke fnisende kinesiske piger, som først spørger Jose om de må fotografere hende og siden tager mere mod til sig og spørger Sofus også. Ungerne lader sig fotografere med først den ene, så den anden og flere af gangen. Vores chauffør siger på intet tidspunkt et eneste ord. Det bedste vi ser er de flydende haver som vokser rundt i ”floderne”, her gror tomater og andre afgrøder som sælges på markedet i byen. En anden fed ting er ”5 dages markedet”, som kun afholdes hver 5. dag. Det er et ret skønt marked, fordi det er en komplet blanding af turist boder med souvenirs og så helt og aldeles lokale ”boder” eller faktisk bare tæpper smidt ud på jorden, hvorfra der sælges grønt, frugt, urter osv. som handles af kvinder der slæber tunge kurve på hovedet og babyer på ryggen og af beteltyggende mænd i alle aldre. Det hele vejes af på gammeldags maner med lodder på vægtskåle. Hunde, katte og unger, løber selvfølgelig omkring over det hele. Vi køber snacks af en gammel, beteltyggende mand. Han siger med et smil at det er ”Inle chokolade” og lader os smage, gavmilde stykker af noget sødt karamel. Han vil så gerne sælge os en hel pose for 500 Kyat, men vi vil kun have et par stykker og så må han jo rode alle sine pengesedler igennem for at kunne give os tilbage. Den almindelig burmeser, kunne ikke drømme om at snyde, bare fordi vi er dumme turister. Sofus er faldet for nogle små figurer, som han vil bruge til dungens and dragons. Dem køber han flere af, ved flere boder og han bliver bedre og bedre til at forhandle. Her er de stadig i så ”lavt turistgear”, at de siger:”This is my price, but you can negotiate”.

Selv om vi er irriterede på det ægtepar som solgte os turen (damen minder faktisk om ”du ved hvem”, altså busdamen i Vietnam), bliver vi enige om at det jo ikke er bådførerens skyld at de lover noget de ikke kan holde, så vi giver ham en slat drikkepenge og er enige om, at vi har haft en dejlig dag trods alt. På vej hjem gennem hovedgaden, bestiller vi hjemmelavet middag ved vores taxidame, det kan man nemlig hos hende og drikker derefter juice samme sted som i går, på Sunflower.

Vi håber I havde en dejlig aften i går og at i vil nyde resten af juledagene ;O)

De kærligste hilsner fra mor.

 

Der er lukket for kommentarer.