Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Dag 17 og 18, d. 31. dec. og 1. jan.

Kære elskede Eline

Vi har bestilt en snorkel tur og skal af sted fra morgenstunden. Der er kun Sofus, Jose og jeg og så en engelsk pige, der hedder Clair. Vi bliver afhentet på 4 motorbikes og ankommer til en lille, grim havn, med ca. 10 faldefærdige fiskerbåde. Manden der siger han er vores kaptajn, viser os hen til én af dem. Clair skal leje snorkeludstyr, men får kun en maske og en snorkel, ingen finner. ”Kaptajnen” siger at det er ligegyldigt. Båden har bestemt kendt bedre dage. Den er slidt og rodet, der ligger endda en død fisk i den og da den ikke har nogen stige hængende på siden, går jeg ud fra turen går hen til et sted, hvor vi kan svømme ud fra en strand. Vi tøffer ud af havnen og rundt om en pynt. Her ligger ”hovedstranden” åbenbart og den er PROPPET med lokale turister, ponyrideture, bildæk, parasoller og masser af små både, nogle ligger så dybt at jeg ikke fatter folk tør sejle i dem, men de er så fyldte med mennesker, at de nærmest hænger ud over siderne. Alle de små både overhaler os. Med i båden har vi kaptajnens ”crew”. Det er 3 teenagedrenge med røde tænder og hårde blikke. Da vi kaster anker ud for en lille ø, som ligger ret tæt på fastlandet og hvor hundredevis af lokale turister bliver sat i land, bliver jeg forundret. Damen på hotellet fortalte nemlig, at denne ø havde et flot coralrev for 5 år siden, men at det nu er ødelagt af turister. Kaptajnen siger at vi skal hoppe i her, så han kan se hvor øvede vi er, specielt børnene. Her er kun 2 meter dybt. Clair og jeg kigger på hinanden inden jeg får spurgt om han da har tænkt sig, at vi skal hoppe i fra denne her båd. Det har han. Der er godt en meter ned fra stævnen og han mener vi skal klatre op, via et algebevokset bræt i bådens bagende, som ligger i vandkanten. Clair melder sig hurtigt til at hoppe i først. Hun er frisk og fast besluttet på at snorkle. Da hun hopper i og råber at hun har set en fisk, følger jeg efter. Ungerne har ikke mod på det. Vi er dog kun i vandet et par minutter, før vi bliver brændt af Jellyfish og desuden er revet så dårligt og sigtbarheden så ringe, at vi kun ser meget få fisk. Vi kæmper os op på det glatte bræt, det eneste vi har at holde fast i, er skruen på båden som er fuld af alger og vipper fra side til side. Ingen af de 4 mænd på båden gør noget som helst for at hjælpe. Vores guide siger, at han nu vil sejle os hen til et rigtig godt sted. Han flytter båden ca. 20 meter og siger at her er det meget bedre. Vi plumper i igen, også her er revet meget dårligt og vi bliver brændt af jellyfish. Vi beder nu fyren om at sejle os hjem og kræver pengene tilbage. Efter nogen parlamenteren indvilger han os i at give os nogle af pengene tilbage, men siger at vores utilfredshed kun skyldes at vi ikke er dygtige nok og bange for vandet. Skuffelsen overskygger vreden, mest fordi jeg ikke ser andre muligheder for at komme til at snorkle. De rev som er omtalt i LP er ødelagt og jeg ser ikke nogle både her, som jeg vil sejle længere væk med.

Hjemme igen bliver far meget overrasket over at se os, han har til gengæld været ude at løbe og fundet en rigtig dejlig strand kun 3 km fra hvor vi bor. Eftermiddagen bruger vi på klipperne ved stranden, hvor vi finder fisk, eremitkrebs og andet kryb vi stadig fascineres af.

Vi får også den dejlige overraskelse, at hotellet har planlagt at fejre nytår med os og at de derfor inviterer til en buffet i aften. Det betyder at stort set alle hotellets gæster samles ved 19 tiden i restauranten. Buffeten er ikke fantastisk, men det er langt mere festligt and at skulle bestille fra det kedelige menukort. Vi køber øl og sodavand og i dag er det mig der vinder en gratis øl. Kl 21 er der en konkurrence hvor hoved præmien er en gratis overnatning. Alle værelser har et lod og alle vinder noget. Vi vinder 3 grimme T-shirts med hotellets logo og en flot sarong. Bagefter er der fest og fyrværkeri på et hotel, som ligger 15 min gang herfra, af en meget mørk og smal vej. Jose vil jo ikke gå glip af noget, så vi trasker op mod byen. Den lille hundehvalp, der bor ved siden af vores hotel, bliver dog ved og ved med at følge efter os, så vi må tilbage flere gange med den. Festen afholdes på et noget større hotel end vores og det ligger helt ud til vandet. Her er langt flest lokale turister. Der er sat en scene op, hvor der skråles karaoke, ulideligt, men alligevel sjovt. De unge går helt amok og danser vildt. På stranden er der fyrværkeri og det viser sig, at 5- 6 årige drenge, går rundt og sælger store raketter, som man så kan købe og fyre af. Det ser flot ud, men vi tør ikke købe noget og det er Sofus helt ok med, selv om det var det, han var allermest ked af at gå glip af. Vi går hjem igen og opdager, at baren er lukket, vi kan ikke købe mere at drikke. For første og forhåbentlig sidste gang, må vi altså skåle i vand og skylle kransekagen ned med det. Heldigvis har kransekagen holdt sig fint i bøtten i rygsækken og smager som en bid af himlen.

 

I dag har personalet vist tømmermænd, for buffeten som ellers åbner kl 7, er først klar 7.45.

Vi trasker ud til det dejlig stykke strand far har fundet. Det er en kæmpe fornøjelse at følges med Sofus og Josefine. Jeg tror det tager 1½ time at gå de 3 km. Vi finder skaller, konkylier, snegle, fisk, eremitkrebs osv. Alt det liv jeg aldrig selv får øje på, får jeg lov at se, fordi dine søskende opdager det og viser mig det. Vandet er roligt i dag og de lange hvide sandstrande er nærmest tomme, bortset fra nogle få lokale der drøner forbi på scooter. Der er flere lokale på den gode strand, men ikke mange og vi kan købe kolde drikke. Her får vi det meste af dagen til at gå, inden vi går hjem og spiser frugt på terrassen og laver lektier.

Vi har hørt at flere har været syge her på hotellet og vi tror det skyldes dårlig hygiejne, her er nemlig slet ikke rent. Vi har 3 nætter mere og har bestemt os for at vælge retter uden kød….

For resten er det sjovt som vi bliver ved med at have noget at tale om. Hvad mon en taxichauffør tænker om en familie, der stadig fører lange samtaler efter 20 timers køretur? ;O) Ungerne har fortalt at de syntes vores familie er den bedste. Sofus kalder os ”Chill”. Vi har det ikke så pænt, man må altid have venner på besøg også til spisning og overnatning og der er ikke ret mange regler. Det er meget bedre end hos de fleste af vennerne…. Gad vide hvad andre unger siger om deres egne familier og om vores……;O)

Kærlig hilsen mor

 

 

Der er lukket for kommentarer.