Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Jungletur i Bukit Lawang

Vi mødes med vores guider og to unge mennesker Katie og Thomas som kommer fra Scotland kl 9. Man kan gå direkte her fra ind i nationalparken og det første vi møder er en lille flok Thomas the Leaf monkeys. De er vældigt sjove, for de har sådan nogle sjove frisurer og så er det en art der kun lever her på Sumatra. De er tydeligt vant til mennesker her i udkanten af parken og vi kan komme helt tæt på dem. Kort efter møder vi de første orangutanger. De er semi-vilde, dvs de har været håndteret af mennesker, enten fordi de har levet i fangenskab og er blevet reddet fra det, eller fordi de er blevet reddet i junglen og har tilbragt tid i et rescuecenter. Centeret er lukket nu og det samme er den station hvor man indtil for 6 mdr siden lagde mad ud. Det at orangutangerne har været håndteret af mennesker, betyder at vi kan komme tættere på. Her så tidligt på turen, ser vi flere grupper af turister og det føles lidt som zoo, når flere grupper står og kigger på de samme aber. Vi har en 1. guide og en 2. guide, 1. guiden er ham som styrer vores gruppe og fortæller om de ting vi ser, den anden går bagerst og bærer en masse ting, han er meget stille. Snart bevæger vi os væk fra de andre turister og guiden skåner os ikke. Junglen er tæt og her er næsten mørkt, stierne er smalle og eftersom junglen ligger i bjerge går vi stejlt, stejlt op og stejlt, stejlt ned. Hvad der for mig ser fuldstændigt ufremkommeligt ud, er for guiderne fremkommelige stier og de går i samme tempo som jeg gør, når jeg går i Brugsen derhjemme. Cikader, insekter, fugle og aber holder en koncert af den anden verden og luftfugtigheden er ubegribelig høj. Thomas og Katie er i god form og Sofus og Josefine holder trit i fin stil. Jan og jeg udgør bagtroppen efterfulgt af 2. guiden. Ret snart ser vi også gibbonaber der svinger sig højt oppe og hurtigt rundt, de er svære at se fordi de bevæger sig så hurtigt, men længe kan vi høre deres kalden på hinanden. 2. guiden har masser af frugt i sin store rygsæk og vi holder pauser til både frugt og frokost inden vi når de første lejr først på eftermiddagen. Ved siden af en stille flod, er der lavet primitive barakker, som er gjort vandtætte med sort plastik. I to af barakkerne er der slået telte op, to telte til os i den ene barak, ét telt til Thomas og Katie i den anden. I en tredje barak er der køkken, altså ildsted og køkkengrej. Vi opdager at tre yngre mænd er gået i forvejen og har gjort det hele klar til os. De laver mad, vasker op i flooden, dækker op, laver te, koger vand og køler ned til drikkevand osv. Resten af eftermiddagen går med at bade i floden, gå til et vandfald, udse os toiletsteder og finde os til rette. Vi har heldigvis taget kortspil med og det er fint og også en icebreaker ift Thomas og Katie. Da mørket falder på, serveres der aftensmad på måtter på jorden og jeg må sige at jeg forstår noget helt andet ved bålmad nu, end jeg gjorde før denne tur. Der diskes op med mange forskellige retter og selvfølgelig ris og kogt flodvand der smager af røg. Vores guide giver os forskellige gåder og lærer os nogle spil, som vi hygger os med inden vi går til ro. De søde campfolk har sat lys op hist og pist, så vi kan finde vores telte i mørket. Her er en larm af den anden verden, altså en god larm af insekter og nattedyr. Teltene er nye, men alt for tætte og der bliver varmt og vådt indenfor. Underlagene er selvoppustelige liggeunderlag og de er jo bedre end sivmåtter, men en plage for mit bækken og for fars krop. Jeg deler telt med Josefine og vi holder alt hermetisk lukket af frygt for kryb. Far og Sofus sejler så meget i vand i deres telt, at de til sidst giver pokker i kryb og åbner døren. Natten er lang, lang, lang… Jeg er ikke den store campist og kun min kærlighed til regnskoven og dens dyr, har fået mig til at acceptere at campere, i bytte for de fede oplevelser. Jan og jeg er tidligt oppe og de cikader der lyder præcis som ambulanceudrykninger larmer så hyggeligt.

Hvis vi syntes det var hårdt første dag, skulle vi bare have vidst, hvad vi havde i vente 2. dag. Hold nu op hvor skal vi op, op, op og ned, ned, ned. Mange steder er det nærmest lodret og bortset fra benene selvfølgelig syrer til, så er det også bar SÅ svært at gå, særligt ned, uden at falde. Hver gang jeg lige når at tænke ”hjælp”, så står 2. guiden bag mig, eller foran, alt efter hvad han ser jeg har brug for. Når han kan se det er vanskeligt at gå med et kamera om halsen, foreslår han at jeg pakker det væk, når jeg nægter at pakke det væk, tager han det om halsen. Ned af de stejleste skråninger, går han foran mig, bøjer grene ned som jeg kan bruge til gelænder, rækker mig sin hånd til støtte, børster blade væk fra træernes rødder så jeg kan se naturens trappetrin og på de allersværeste steder, sætter han mine fødder de rigtige steder. Jeg lagde nærmest ikke mærke til ham i går, men jeg skal love for jeg ser ham i dag.

På et tidspunkt holder vi en lille pause og pludselig får Jose øje på Gibbon højt, højt oppe i trækronerne. De er hurtigt væk og vi får kun et glimt af dem. Det overrasker mig ikke, at Josefine ser dem før guiden, det er nemlig ikke første gang, at mine unger udpeger dyr for erfarne guider. Vi ser også næsehornsfugle, en stor vild påfugl, en ørn og masser af insekter, kæmpe sommerfugle, firben og den slags. I en pause sidder vi øverst på bjerget og kigger ud over regnskoven, hvor alt er grønt så langt øjet rækker og jeg fatter ganske enkelt ikke, at vi er GÅET op på den her top.. Der var da ingen der havde fortalt mig, at jeg skulle bestige bjerge…

Hen på eftermiddagen, da vi er kommet ned af den stejleste, sværeste, længste skråning, som jeg ALDRIG ville have klaret uden 2. guiden, skal vi krydse floden for at komme til vores camp. Selv om vi smøger bukserne helt op, bliver vi våde næsten til livet, men vandet er svalende og dejligt og vores campfolk tager i mod og bærer vores ting sikkert over i vandtætte poser.

Også denne camp ligger dejligt, ved en stenbred ved floden, som her er bredere end ved den sidste camp. Her er et lille vandfald bag ved campen og her kommer flokke af makakaber på den anden side af floden heldigvis, de er nemlig nogle labaner, der hærger og stjæler, men på afstand ser de søde ud. Der flyver svaler rundt over floden, de har et blåligt skær på ryggen og er meget fine. Guiden har vist Jose, at man kan lave okkerfarve med nogle af stenene ved floden, så ungerne hygger sig med at male sig selv og de store sten, de bader, kaster sten efter en ophængt vandflaske på den anden side af floden og laver et stentårn sammen med mig. Vi spiller selvfølgelig også doubble, uno og kort og får serveret te på måtterne og siiden aftensmad. Også her er teltene stillet under de sorte plastikbarakker, som campfolkene piller ned og sætter op, hver gang et nyt hold turister kommer eller rejser. Vi får igen den lækreste aftensmad, men den efterfølgende hygge må flyttes ind i køkkenteltet, fordi det regner. Som guiden siger med et bredt smil, ”No rain, no rainforrest”. Han er god til at holde selskabet i gang med gåder og skøre lege og det er en fornøjelse at være sammen med Katie, som netop er færdig som læge og Thoomas som netop er færdig som ingeniør. De er glade, varme og har god humor. Josefine er rigtigt i sit es. Hun HYGGER sig, med alt det sociale og taler så flot engelsk at Katie kalder det ”flydende”. Sofus hygger sig også og det har været en fornøjelse i dag at se, at han har sluppet restløsheden over det manglende internet og bruger tiden med det der er og med os andre. Han er bestemt ikke campist og er KUN med på den her tur, fordi vi har bestemt han skulle. Derfor glæder det mig ekstra, at han lægger modviljen på hylden og får det bedste ud af det og faktisk samtidig lader sig selv opleve. Inden vi går til ro i teltene, spørger Katie om vi kan lade teltene stå åbne. Guiden siger, at selvfølgelig kan vi det. Jose og jeg spørger om der er slanger og scorpioner og guiden svarer med et smil, at det er der i køkkenteltet og mændenes barak, men de håber da ikke de kommer over i teltene. Hvor er det dog også et tåbeligt spørgsmål, det er jo regnskoven og ikke en forlystelsespark.

Vi har god tid denne sidste formiddag, Sofus har lidt dårlig mave og er faldet godt i søvn og står sent op, vi andre dovner bare i roen. Vi har fået flere options i dag og har valgt den lette, at gå lidt op ad floden, bade og hygge os, spise frokost og så riverrafte hjem. Der er strøm i floden, som vi flere gange skal krydse. Vi har sko på og noget let tøj og det er dejligt at gå i det kølige vand, med den vilde jungle på begge sider af floden. Vi ser en lille vandslange, som 2. guiden peger ud. Længere oppe af floden slår vi os ned, bader, slår smut, soler os, kigger på sommerfugle og Jose maler med farvesten. Frokosten er himmelsk som sædvanlig og frugterne driver af saft. Campfolkene gør de store baderinge klar til båd og pakker alle vores ting vandtæt. Vi undrer os over hvor 2. guiden er blevet af, men han og en anden kommer tilbage, med kroner lavet af blade og pinde, til Jose, Sofus og Katie. Han maler dem også i hovedet og så er vi klar til sejlads. Det er vildt skægt at drøne af sted på floden. Guiderne har prøvet det så mange gange før og man kan bare mærke de har HELT styr på det. Junglen ser så stor, så stor ud, men på billederne bagefter ligner det ingen ting. Vi siger øv da sejlturen er slut og vi skal klatre op af vores 265 trappetrin til vores hotel.

Hvor har det bare været en fed oplevelse, jeg har næsten allerede glemt, at jeg hader at sove i telt og hader ikke at have toilet og bade faciliteter.  Sofus er glad for at være tilbage, Jose kunne snildt have brugt et par dage til, hun ELSKER altså bare at opleve.

Der er lukket for kommentarer.