Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Flores - djævlerokker og komodovaraner

  1. juli 2016

Vi havde en vemodig afsked med Corinne og hendes medarbejdere på On the Rocks, det var et meget dejligt sted og vi sluttede af den sidste dag, med at se orangutanger i udkanten af nationalparken fra restauranten og en ret stor slange i et træ.

Vi er nu i byen Labuan Bajo på øen Flores. Vi bor et sted der hedder Le Pirates og det er indrettet så man næsten tror man bor i en skandinavisk strandhytte af træ i hvide og turkise farver og ikke på 2. sal af et hotelbyggeri. Her er lavet hytter med hver sin indgang, restaurant på 1. sal og rooftopbar med pool og filmfremvisning. Virkelig cool.

Lad mig starte med at fortælle, at vi forleden bookede en 3- dages tur til Rinca og Komodoislands og nogle forskellige snorkelspots ect. Noget gik galt i kommunikationen og da vi befandt os på skibet, fandt vi ud af, at denne tur slet ikke indeholdt besøg på Rinca og Komodo. Heldigvis var et andet par udsat for præcis den samme fejltagelse og fejlen blev derfor rettet så vidt, at vi dog kom til at se Rinca, men ikke Komodo. Jeg nægter at ærgre mig over denne fejl, ligesom jeg IKKE vil spilde dårlige tanker på det faktum, at jeg tabte og ødelagde mit undervandskamera forleden da jeg hastede efter orangutangerne og at jeg derfor ikke har billeder fra under vandet.

Jeg har nemlig haft en fantastisk tur og har besluttet, at intet skal sætte skår i min glæde.

Båden er ret fint indrettet. Der er et fint dæk med et stort spisebord beregnet til otte personer, fire sækkestole på dækket og udspændte net på siden af båden, hvor fire mand kan ligge tæt på bølgerne og slikke sol. Alt er holdt i de samme fine farver som vores hotel. Her er naturligvis også et styrhus, et lille toilet og et simpelt udendørs køkken i bagenden. Oven på hele balladen, er der lavet fire teltkabiner med madrasser.

Egentlig er der kun 4 kabiner og plads til otte, men som en undtagelse er her en niende mand med også. Vi følges med et ungt par fra det nordligste Norge, Kristina og Ludvig, de læser begge to til læge og har rejst en del. Kristina har boet i Århus i ½ år ifm hendes studie og forstår alt hvad vi siger, hvilket er temmelig irriterende, eftersom de taler så nordnorsk at vi ikke opfanger så meget som et enkelt ord af deres samtaler. Så er der Stephan, som er franskmand, men bosat i Indonesien, hvor han har ledet en møbelfabrik i halvandet år. Han ligner én der har vundet i lotto, når han beskriver sit indonesiske liv, men han ligner præcis en franskmand, iklædt ternede, smarte shorts, Ralph Lauren polo og den stråhat vi ofte ser franskmænd med (den detalje husker Sofus, vi mødte nemlig nogle franskmænd i Burma, iført hatte magen til). Jeg skyder ham til at være omkring 30 år. Med ham følger hans yndige indonesiske kæreste Anna, hun ligner nærmest en filmstjerne og den første times tid på båden, inden jeg kender deres baggrund, tager jeg dem for at være noget selvoptagede og højrøvede pga af alle de selfier de tager og hele deres fremtoning. Jeg kunne ikke have taget mere fejl, Anna er uddannet psykolog, hun taler nogenlunde engelsk og er i gang med at lære fransk, ligesom Stephan taler flydende indonesisk efter bare 1½ år her og engelsk med den flotteste franske accent. De er velbegavede og ikke spor højrøvede. Stephans franske ven, fik jeg ikke navnet på, jeg syntes han så lukket og kedelig ud og hørte derfor ikke ordentligt efter, da han præsenterede sig, senere blev det lidt pinligt at spørge. Han har den her lidt lukkede udstråling, der gør, at alt sjovt der kommer fra hans mund, bliver endnu sjovere, bare pga af hans facon. Han har klippet får i Wales, arbejdet i Canada og har arbejdet med vin i Frankrig. Han bor nu i Paris og arbejder med human ressources. Behøver jeg sige mere? Han er alt andet end kedelig.

Husk det nu fru Lyngholm, døm aldrig på udseende og udstråling, virkeligheden er alt for ofte en anden.

Himlen er blå, vandet stille og båden dejlig. Vi sejler ud til et snorkelingspot, hvor der kastes anker og vi hopper i vandet. Jeg ved ungerne, især Sofus, ikke bryder sig om at hoppe i fra en båd, men her er en trappe som er nem at hoppe i fra og vandet er klart, lunt og dejligt. Her er naturligvis andre både også, men egentlig fylder det ikke meget i min bevidsthed. Revet er fantastisk der hvor det ikke er ødelagt. Korallerne er de flotteste vi har set og for første gang ser vi klovnfisk, fordi her også er søanemoner. Jeg sender mormor en tanke, da jeg glider over korallerne, fordi de er så flotte og varierede, at de næsten udgør en flot have i mange farver. Vi ser også både sommerfuglefisk, påfuglefisk og mine yndlings picasso- og kuffertfisk. Josefine svømmer længere ind mod stranden end Sofus og jeg, så hun ser også kæmpe søstjerner. Sofus dykker ned med sin snorkel og kan derved se ind under korallerne. Når han ser noget flot, peger han det ud for mig, jeg tør ikke dykke ned. Da vi kommer op er der frokost, inden vi sejler videre. Det næste sted vi holder ind, er en lille ø, hvor vi skal ud at gå en aftentur, det er ikke noget særligt og vi syntes generelt vores guide virker noget usikker. Desværre er strømmen ved øen meget stærk og guiden fraråder os at svømme ud, men fra båden kan vi se adskillige flotte og farvestrålende fisk og koboltblå søstjerner. Efter aftensmaden bliver der vist film på dækket på et stort lærred og det er hyggeligt i mørket og det gode selskab.

Sofus er lidt sløj og har hovedpine og feber, så igennem natten strømmer farefantasierne i gennem mit hoved og jeg er inde i hans telt og mærke hans varme krop mange gange i løbet af natten, indtil han til min store lettelse ikke længere er varm ud på morgenstunden og jeg kan tage en formiddagslur i ét af de udspændte net, mens vi sejler videre til næste snorkelspot. Også Sofus og Josefine kommer godt ud af det med resten af forsamlingen og deres gode engelsk gør, at de andre taler med dem, ligesom de gør med os.

Også dette sted byder på flotte fisk og franskmændene og Anna ser endda små revhajer. Det gør vi ikke, men vi ser baby Nemoer i kæmpeanemoner og Jose tager sig mod til at dykke ned ligesom Sofus og overraskes over, hvor meget tydeligere man ser de flotte fisk, når man kan komme så tæt på.

Næste stop er ”Mantapoint”, altså et sted hvor man efter sigende skulle kunne se djævlerokker. Vi har set mange naturudsendelser og vi tør ikke tro på, at vi virkelig vil få en djævlerokke at se. De er jo gigantiske dyr og det ville være som en drøm, der gik i opfyldelse, bortset fra, at vi finder den drøm så urealistisk, at vi aldrig har turdet at drømme den. Jeg kan simpelt hen ikke beskrive hvad der sker inden i mig, da den første kæmpemæssige djævlerokke passerer tæt forbi mig, efterfulgt af endnu en kæmpe. Vi er ude på havet, så her er for dybt til at vi kan se bunden, men vandet er klart og vi ser dem SÅ tydeligt, at det er helt uvirkeligt. Her er masser af de her små, forbistrede Jellyfish i vandet, som er så små at man næsten ikke ser dem, men som brænder når de rammer ens krop. Jose må op og have en pause, men hun plumper snart i vandet igen, for pludselig er både båden og vi i vandet, omringet af kæmper, med stor åbne munde og så fredelige som kæmpesommerfugle under vand. Her er måske 10-20 mantaer, som bare kredser om os, bedst som man ligger og kigger efter en manta, svømmer der en kæmpe lige under én. Sofus kan ikke dy sig for at svømme med dem, helt tæt på og selv om han ved han ikke skal røre dem, rækker han en hånd ud og rører en vinge. Da han har gjort det et par gange, rækker Jose også en hånd ud, da en manta er helt tæt på hende. De smertefulde jellyfish burns, bliver ligegyldige. I kan nok høre, at jeg kan skrive om det her i én uendelighed og først da for mange turister kommer til i både og plumper i vandet, er det på tide for os at komme op og fordøje den kæmpe, kæmpe oplevelse. De billeder forsvinder ALDRIG fra mit hoved, det var simpelt hen SÅ fantastisk. Vi er helt i ekstase og heldigvis har far taget fantastiske billeder fra båden og er ligesom os VILDT begejstret over den oplevelse, da han har set dem helt tæt på fra båden. Sofus skifter ønsket om at komme en tur til Kreta ud med ønsket om at svømme med djævlerokker igen og han overvejer om det måske ville være muligt for ham, at komme til at arbejde for Animal Planet.

Vi går en tur til toppen af en høj, stejl bakke på en ø, inden vi sejler lidt ud, for at se den smukkeste solnedgang. Øerne ligger meget tæt her, lidt ala Halongbugten i Vietnam, så lige meget hvor vi vender blikket, kan vi se øer og det gør kun solnedgangen endnu smukkere.

Denne nat bliver bedre for mig, da jeg ikke har syge børn jeg skal forstyrres af natten igennem.

På dag tre, sejler vi til Rinca efter morgenmaden. Rinca er en del af Komodo National Park, men en lidt mindre ø end selve Komodo. Det tager en rum tid at komme her hen og en rum tid at stå i kø til betaling af en ranger, som er obligatorisk for en rundtur på øen. Her er rigtigt mange turister, også lokale, det er nemlig Ramadan og helligdag i dag. De komodovaraner, der holder til tættest på indgangen til parken, er mætte og dovne efter at have nedlagt en bøffel forleden. De spiser alt på dyret, undtagen kraniet og det betyder et de fordøjer i 2-3 uger, inden de har behov for at spise igen. Vi går en rundtur på ca 1½ time med vores ranger, men vi ser kun 5-6 store komodovaraner og en ét år gammel unge. Det er nu ganske fint, men selve oplevelsen blegner lidt ift. gårdsdagens uventede djævlerokkesucces.

Vi har ikke tid til mere i dag og sejler direkte hjem efter komodooplevelsen. Det er en halvlang tur, men vi nyder luften og solen på dækket og udsigten til det blå hav, den blå himmel og alle de grønne småøer.

Vi siger varmt farvel til vores dejlige og inspirerende rejsefæller og glæder os over, at turen har budt på hyggeligt socialt samvær som en ekstra bonus.

Vi har haft en smule internet på turen og desværre har vi læst, at Inge og Jaris lejede mobilehome i Italien er brændt, sammen med alle deres ejendele og mange andre tilsvarende mobilehomes. Heldigvis er ingen kommet noget til, men de er godt nok i vores tanker.

Vi sender jer de kærligste tanker;O)

 

 

Der er lukket for kommentarer.