Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Spis, bed og elsk i Ubud - i hvert fald bed og elsk ;-)

11. juli 2016

Vi ankommer til Ubud på Bali med taxi fra lufthavnen. Ingen tvivl om, at vi betaler for meget for taxien, for han starter på 60 USD, men ryger hurtigt ned på 40 og indvilger herefter i, at køre forbi Mac drive inn og han gør det med et smil.

Ubud ligger inde i landet og har du læst bogen (eller set filmen) ”Spis, bed, elsk” vil du trække på smilebåndet og ikke undre dig, når jeg fortæller at mange steder har navne som ”Ketuts place” og noget der ligner. Ubud er en halvstor by, her er masser af trafik i de smalle gader, både biler og scootere og gående. Fortovene er så smalle at man dårligt kan passere hinanden, hvorfor der også går folk på vejene. ”Folk” er her mest turister fra hele verden og også mange danskere. Byen er kendt for kunst og kultur, balinesisk dans, yoga og den slags, samt de smukke hindutempler og de omgivende rismarker.

Vi har 4 nætter her på et lille familiedrevet hotel, inde midt i centrum. Stedet er også familiens hjem og som de fleste andre små hoteller i Ubud, opbygget nærmest som et hinduistisk tempel, med flere smukt udsmykkede bygninger på samme grund og et decideret tempel/ alterområde i midten. Stedet drives hovedsagligt af sønnen, med lidt hjælp fra hans meget gamle far og det gør de ikke særligt godt. Værelserne er store, med egen balkon, men desværre er de møgbeskidte og her bliver hverken gjort rent eller tømt skraldespande mens vi er her, ligesom vi heller ikke får håndklæder og toiletpapir hvis vi ikke specifikt beder om det. Desuden er de sværere at ryste af sig, end sultne myg i Sveriges skove, i deres iver efter at sælge ture, fastboattickets osv. Jeg vil ikke tæske rundt i det, men der findes dem som driver et sted med lysten til at gøre det så godt som muligt og dem der driver deres sted, med et ønske om at slippe så nemt om ved det som muligt… Dem der har det her sted hører til sidstnævnte kategori.

Her er masser af fede butikker der sælger tøj, souvenirers, spirituelle ting, yogaudstyr og den slags og her er også mange restauranter, isboder og cafér. Men ingen madboder eller muligheder for hurtig og billig mad og heller ingen steder at købe frisk frugt osv., her er simpelt hen for turistet og for dyrt. Men vi nyder livet, spiser is hver dag og drikker friskpresset juice og den slags og så har vi fundet et godt og billigt pizzeria, hvor vi faktisk samlet set har fået den bedste spiseoplevelse her i Ubud.

Vi besøger også den berømte abeskov, et lille konstrueret jungleområde med templer i udkanten af byen, totalt invaderet af makak aber, meget hyggeligt, men meget turistet som alt andet her. Den bedste oplevelse er faktisk, at vi finder ud til de omkringliggende rismarker og har nogle dejligt lange gåture der. Det fede er, at man rundt om rismarkerne, har lavet ok stier, hvor det er nemt at gå og langs stierne er der små boder og simple restauranter, men langt imellem dem, så det er ikke for meget. Det er heller ikke sådan det ligefrem vrimler med turister, her er meget stille, men det er lavet så turister kan synet af de flotte risterasser, samtidigt med at de lokale kan sælge en sodavand eller et maleri. Og risene skal jo dyrkes alligevel… Her sidder bla en meget lille og meget gammel og rynket mand og skærer skøre hoveder ud af kokosnødder. Han har bare et lille bord som bod, men hans scooter er dekoreret med skøre kokoshoveder og glasmosaikker og jeg kan så godt lide ham, at jeg køber ét af de grimme hoveder, selv jeg ikke aner hvad jeg skal med det…

Jeg får naturligvis også zoneterapi/ massage her, det vrimler med den slags steder og jeg deltager i en yogatime i den fedeste spa. Det hele er meget yogaagtigt og for at komme ned til yoga pavillonen, må man først igennem receptionen, for dernæst at gå ned af en lang trappe, med rindende vand løbende ned af trapper til begge sider, med den rislende lyd det fremkalder og omgivet af konstrueret jungle. Her er virkelig smuk og hyggeligt. Af små stier, fortsætter man igennem den tætte bevoksning til en lille pavillon, indrettet til yoga. Vi er kun 4 deltagere, men det er noget særligt at lave yoga i de omgivelser. Bagefter får man ingefær te med honning i deres smukke udendørs café og jeg er så begejstret at jeg overtaler resten af familien til at spise aftensmad her, hvor de både laver rawfood og international mad. Maden er lækker, men portionerne franske, så desværre bliver jeg ikke udråbt til ”verdens bedste mor” den dag;O)

I morgen tager vi videre. Vi har kigget på strandene her på Bali, men har besluttet os for at nyde den sidste uges tid på Giliøerne, nærmere bestemt Gili Air, som ligger tættere på Lombok end på Bali og som vi derfor må tage til med fastboat.  Nettet skulle efter sigende ikke være fantastisk på Gili Air, så bliv ikke bekymret hvis i ikke hører fra os de næste dage, vi har bestilt 8 overnatninger der;O)

Mange kærlige hilsner fra os

Der er lukket for kommentarer.