Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Dagbog d. 10. maj, dag 17

Kære Eline
Sofus tænder alt lys 6.30 i morges og da vi kom halv sent i seng i går, kan det jo mærkes på Josse fra morgenstunden…..
Nå, vi tager til stranden samme sted som sidst, fordi vi ved der er skygge. Da vi drager afsted med tuk tuk har vi alle et hvidligt skær af den ca. halve tube faktor 50 vi har fordelt over vores kroppe fra top til tå. Chaufføreren er denne gang en ung gut. Her holder fast 5- 6 chauffører uden for hotellet og de kæmper hver i sær på deres måde om “vores ture”. Han her bebrejdede far i går at han hele tiden siger; “maybe next time”, men faktisk har vi jo kun kørt én tur her fra hotellet…. Nå, men i dag får han turen og er glad.
På stranden flyder det med affald i dag pga. pålandsvind… Det er simpelt hen SÅ ærgerligt, i sær når man ved hvor billig arbejdskraft er her…. Det ville ikke koste en formue at lønne nogen for at rydde op….
Vi bader i det badekarsvarme vand og Josse bliver uvenner med far og Sofus, fordi de er bedre til hende i “smørklat”. Og så kan de jo ikke lade være med at drille… Teatralsk går hun ud i vandet og siger grædende at hun vil drukne sig selv når de er så dumme. Jeg får heldigvis reddet hende fra druknedøden i det næsten blikstille og meget lave vand og overtaler ungerne til at lege i sandet i stedet. Vi har taget to IKEA-krus med og de fungerer fint som både skovl og spand og der bliver bygget det fineste femstjernede hotel, inspireret af ét der er ved at blive bygget på vejen til stranden, alt imens de små sandfarvede krabber piler omkring og graver huller. Jeg selv får fodmassage og ordnet negle af de søde damer på stranden.
Vi tager hjem til middag og heldigvis kan Josse selv mærke hun trænger til en lille lur, så det tager hun i 3 timer..
Vandet i poolen er så varmt at man må gå langsomt i og det er som at ligge i en varm kilde, så jeg hopper med i vandet for en gangs skyld. Vi laver lektier, ser film (starwars) og spiser aftensmad her på hotellet. Vi slapper så meget af at vi er i risiko for aldrig at komme videre, hvis vi ikke snart tager os sammen, så vi vil bestille et cruise ud til tre forskellige øer her omkring. Desværre kan det først blive onsdag og den søde dame i receptionen spørger hvor længe vi egentlig har tænkt os at blive. For vi havde jo kun bedt om værelset i først 3 dage og så 4.. De er jo gået nu….Og værelset er lovet ud fra onsdag… Ups.. Nå, vi tager på cruise onsdag, får et mindre værelse onsdag nat og tager så videre torsdag. Godt vi fik det lille “spark”…..
Og så er vi forresten gået i gang med at lave en dyrefilm. Vi har filmet en krabbe, en myresti, bigfoot, tudsen som sidder under en bestemt stol på terrassen hver aften og en gekko.
Jeg glemte at fortælle hvad Sofus sagde den ene dag. Vi sad i morgenmadsrestauranten, så sagde han:” Mor, jeg syntes du er pænere end mange af de andre damer her……… Som fx. hende der….” sagde han så og nikkede over mod en ikke særlig pæn russisk dame….. “Tak Sofus. det var da sødt sagt…….” (tror jeg nok).
En anden dag sagde han eftertænksomt:” Mor jeg syntes du er sød”. Straks blev jeg mistænksom og spurgte hvad han var ude på…. Så så han skuffet på mig og sagde:” Jeg er ikke ude på noget, jeg syntes altså bare du er sød”. Så var jeg altså lige ved at fælde en tåre…..
Vi savner dig og tænker på dig hele tiden søde skat.
Ha´det rigtig godt og hils omkring.
Kærlig hilsen mor

1 comment to Dagbog d. 10. maj, dag 17

  • Hej mor
    Jeg synes da godt nok du er grov mistænksom overfor din søn der 🙂 Jeg har i den senere tid ofte tænkt på den dag hvor han sagde at han ikke var sikker på at jeg elskede ham og josefine…jeg sender lige noget til far som jeg vil bede dig læse for dem.
    Herhjemme er jeg en del sammen med alex denne uge. I går var vi til hans søsters kærestes fødselsdag og dagen før kom han over til mig kl 22 om aftenen. Jeg tror han har lidt behov for at passe på mig 🙂
    Trods det at vi har forlænget weekend denne uge har jeg en smule travlt. Onsdag skal jeg nok engang forsøge at lave mad til alex. torsdag skal jeg selv holde fest, fredag skal jeg til 18-års på CC og lørdag skal jeg til nannas 18-års, og søndag skal jeg på 8-timers vagt.
    Jeg har endelig fået taget mig sammen til at bestille den glarmester, så der kommer en i morgen og skifter ruden ud. Iøvrigt tror jeg moster og mormor er lidt bekymrede over at jeg er alene hjemme, de skriver og ringer ihvertfald jævnligt til mig.
    Jeg savner jer sådan, og har stadig dage hvor tårerne strømmer når jeg læser din dagbog.
    Kys Eline