Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Dagbog d. 19. maj, dag 26

Kære Eline
På vores hotel som er ganske stort, er der er en stor foyer med højt til loftet og direkte i forbindelse til 2 gange med værelser, hvor vi bor på ene gang. Hele gulvet af dette areal er dækket af store, kvadratiske, blanke, hvide fliser. Da der ikke er fortove langs gaderne uden for, slæber folk jord og skidt med ind på det flotte gulv og derfor går der nærmest i døgndrift en dame og fejer gulvet. Heldigvis går hun der ikke, da vi lister ud kl. 5 til morgen for at overholde vores aftale med den sædvanlige chauffør. Til vores overraskelse er han der ikke, men en anden som vi godt kender, fordi han i går ringede “vores” chauffør op for at vi kunne træffe en aftale med ham. Han forklarer at “vores” chaufførs motobike er i stykker og at han derfor selv vil køre os. Vi har nu en fornemmelse af, at chaufførerne her er lidt dovne og kommer for let til deres penge og at han her har fået turen, fordi vi ikke vil betale nok. Men i går blev vi oppe i byen tilbudt en chauffør en hel dag for 10 dollars og han her giver vi 12 for at køre fra kl. 5- kl 12. Tuk tuk chaufførerne her på hotellet har deres eget fine overdække med TV og det hele, lige ved siden af restauranten og der ligger de i hængekøjer eller sidder på bænke og sludrer og spiser dagen lang, når de altså ikke lige er ud at køre. Eftersom hotellet her ligger lidt uden for centrum, er det nok lidt let for dem at aftale priser indbyrdes, men oppe i centrum står der tuk tuk-er på hvert et gadehjørne og de nærmest tigger os om at få lov at køre og ser ikke ud til at have det helt så hyggeligt som dem her på hotellet….
Når, det er lidt underligt at køre afsted i de menneske tomme gader i mørket. Jo tættere vi kommer på Angkor Wat, jo mere trafik kommer der nu. Vi er ikke de eneste der har fundet på at se solopgang. Her er meget overskyet til morgen og himlen bliver ikke flot lyserød som jeg havde håbet på, men ganske flot alligevel. Sofus syntes det er groft at jage ham op så tidligt og så ikke engang give ham noget at spise, mens Josse finder ro ved at gå rundt på ruinerne og sidde og se himlen blive lysere og lysere. Far mindes hvordan vi sad og ventede ved Macchu Picchu, du bare på samme sted, vi lidt mere omflakkende, på at solen skulle vise sig i horisonten. Han syntes ikke det her har helt samme magi, men jeg tro nu det er fordi vi har oplevet Macchu Picchu og fordi han og Sofus bliver ved at snakke om mad, i stedet for at nyde udsigten. Vi kører hjem kl. 0700 og da er det helt lyst, men solen har ikke vist sig bag Angkor Wat endnu.
Til morgenmad spiser Sofus sit sædvanlige frenchtoast, samt ikke mindre end 40 stykker vandmelon (skåret i trekanter). Bagefter proklamerer han, at han er træt af vandmelon…..
Kl. 0900 kører vi afsted igen mod et andet tempel. Sofus er helt klart tempeltræt, mens Josse og far stadig nyder og gå rundt på ruinerne. Jeg må indrømme min interesse også er dalende, ikke at forstå jeg ikke nyder at gå rundt i det gode vejr og hygge mig med stemningen, men jeg har lidt svært ved at bevare entusiasmen når jeg læser om hvilke konger der byggede hvad, hvorfor, hvornår osv. Jeg tænker på mormor der ville kunne gå rundt her i dage el. ugevis og fordybe sig i alle historierne og nyde de flotte relieffer og udsmykninger…. Hvis altså hun kunne gå….
Nå, vi har chaufføren til kl. 1200, men allerede kl. 1100 tager vi hjem. Vi har købt frugt ved templet og det spiser vi til frokost. Heldigvis er Sofus kommet sig over morgenmaden og har åbenbart helt glemt han er blevet træt af vandmelon….. Jeg læser et kapitel i Bulderby og bestemmer at børnene (og jeg ;O) skal sove, fordi vi vil til skyggeteater i aften.
Sofus og far tager en tur i poolen mens Josse og jeg bliver på kanten og hhv læser og tegner.
Så går vi op til byen. Sofus har proklameret at han er sulten og det er vel de færreste af os der ikke kan klemme en bid ned, efter vandmelon og ananas til frokost. Heldigvis kommer vi forbi en vaffeldame der ikke plejer at være der. Hun og hendes veninde sidder på jorden med nogle små ildsteder jeg mener vi har set før, sådan nogle små, nærmest lerkrukker, med en lille rist over og så et gammeldags vaffeljern. Vi får otte vafler for en dollar. Så prøver vi tatoomanden, som desværre har lukket og bagefter går vi lidt rundt på må og få. Vi vil gerne donere blod og går ind på et hospital her i midtbyen. Der ser godt nok noget sølle og faldefærdigt ud og da vi ikke umiddelbart kan finde ud hvor vi skal gå hen, beslutter vi at tage ud på børnehospitalet i udkanten af byen én af de næste dage. Det ser nemlig pænere ud udefra og der er store skilte der opfordrer folk til at give blod og der garanteres sterile nåle.
Vi skal se skyggeteater i aften, men vi har ikke helt kunne finde nøjagtige informationer om hvordan, hvornår osv. Det vises på et hotel i udkanten af byen og kun om onsdagen. Egentlig tror vi ikke børnene kan gå hele vejen, men det går nu ganske fint og helt uden brok. Vi taler om ”det gode og det onde”, om dyr vi ser på vejen og alt muligt andet. Vi taler om det at være tvillinger og om at man kan være bedste venner resten af livet lige som moster og jeg. Sofus opsumerer at hvis vi dør eller hvis moster og onkel gør, så tager vi sig af hinandens børn. Måske inspireret af alle de børn vi ser her tage sig af mindre søskende, siger Josse at hun tror nu også godt du og Alexander kan tage jer af hende og Sofus……. Og så kan i jo også holde nogle fester og Josse kan sludre med alle dine venner…….. ;O)
Josse elsker alle de hunde eller katte vi kommer forbi og lige meget hvor magre og grimme de er siger hun:”Åhhh, hvor er den bare nuttet”. Og så synger hun:” Åh mona, Mona, Mona, hvornår kommer den dag……” Far har den med på mobilen og når vi kører bus sidder hun med hørebøffer i og synger med, så nu kan hun hele teksten udenad.
Vi kommer hen til det hotel med restaurant som skyggeteateret skal finde sted i. Det er et nydeligt sted og også væsentligt dyrere end angivet i LP, men jo stadig billigt og da vi opdager det går til et godt formål er det jo bare rigtig fint. Vi når at spise inden det går i gang. Man sidder i en restaurant med en slags indhegning i midten. På den ene side af den, hænges et lærred op hvor skyggeteateret spilles bagved. Det viser sig at teateret er efterfulgt af traditionelle danse og der spilles traditionelt musik til. Skyggeteater ”uddøde” under Pol Pots regime, hvor alle former for dans og forlystelser var forbudte. De svære år bagefter gjorde at det ikke blev praktiseret som det ellers altid er blevet, men heldigvis fik det renesance for 10- 15 år siden. Børnene her deltager alle i et projekt som tager sig af flere forskellige områder. Gadebørn kan få husly, forsømte børn får hjælp til skolegang, der er undervisning for døve og blinde osv osv. Og så er der kunstskoler som børnene kan komme på i dagtimerne og lære at spille, danse og lave skyggeteater. Alt foregår på traditionel vis og der er kun ganske få europæere ansat i projektet, som har centre fordelt over hele Cambodia. Man mener der er 10- 20.000 gadebørn alene i Phom Phen og at der kidnappes og sælges 3000 børn, hovedsaglig til Thailand hvert eneste år…. Altså til prostitution… Børn…..Her er nok at tage fat på. Både skyggeteater og danse er sjovt og spændende og børnene er optagede af det, selvom Sofus godt syntes vi kan undvære dansene….. Det syntes Josefine og vi andre ikke… Vi går hele vejen hjem igen. Halvvejs burde hoppepuden være i fuld gang, men heller ikke i dag er der gang i den…. Æv. Så nu står den på Bulderby….
Forresten har vi fundet et rigtig dårligt vaskested. De binder røde tråde i tøjet for at kende det og i dag har de ikke engang pillet dem af igen. Det er også et være niffel og laver huller i tøjet. Desuden har tøjet klemmebuler….. Far mener nu at jeg skal være glad for det er det største problem jeg har og mener ikke det bliver nødvendigt at finde et nyt sted…..
Jeg forstår godt hvad han mener. Cambodias mange, tapre børn er kommet fuldstændigt under huden på mig og der er så mange svære skæbner i det her land, at man skulle være svært kynisk for ikke at blive påvirket. Jeg bliver ved at se den lille pige, der tog Josses afgnavede kyllingelår, for mig. Hvor er verden bare uretfærdig og jeg syntes det er så lidt vi gør…… Og jeg ved ikke rigtigt hvordan vi kan gøre mere…..Tankerne fylder mit hoved både dag og nat…… Jeg føler mig så egoistisk når vi bare går her og handler og spiser på restaurant og går til skyggeteater osv. Det vi bruger om dagen, svarer til mange cambodianeres månedsløn…. Nå, nok om det….
Forresten skal far beslutte sig for en tatoo. Han tænkte på at få skrevet sine tre børns navne på cambodiansk….. Jeg syntes der er lidt uopfindsomt, men sødt alligevel…. Så overvejede han sit cambodianske stjernetegn….. Indtil han fandt ud af det var en kanin…. (Dit er en abe og Josse og Sofus en slange). Det ender nok med han får skrevet et citat i retning af ”Det du ikke dør af, bliver du stærkere af”… Det passer også godt til far.. Det skal altså skrives med de flotte cambodianske bogstaver i en slags armbånd rundt om overarmen…
Kan du have godt søde skat. Vi elsker dig og savner dig;O)
Kærlig hilsen mor

Der er lukket for kommentarer.