Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Dagbog d. 20. maj, dag 27

Kære Eline
Vi går op i byen til morgen, igen for at lave aftale med tatovøren, som stadig ikke har åben. Så prøver vi at gå i en bank fordi jeg har en 100 dollars som nogen har sat et stempel på og desuden har en lille revne. Det er folk så krakilske med her, at vi nu har opgivet at få nogen som helst til at acceptere den som betalingsmiddel. Banken vil heller ikke bytte den….Jeg køber en enkelt taske på markedet og Sofus spørger om jeg er “gået over til” tasker i stedet for støvler…..Vi laver en aftale med en chauffør i byen om at hente os kl. 13 og køre os til en flydende landsby på Tonle sap søen. Vi vælger den landsby de andre ikke vælger. Det gør de ikke fordi den ligger længst væk, men vi tror den de andre vælger nu er et turistmekka. Vi får chaufføren ned på 9 dollars.
Så spiser vi på en lille Khmerrestaurant hvor vi får rørende billige sandwich og shakes. Der nu lidt husspektakler. Et par af børnene har været oppe at skændes og den ene får regulære “smæk” af moderen, imens vi kigger på. Børnene (altså vores) husker den anden mor der slog i bussen, altså hende den fulde og Sofus mener denne mor er lige så slem og selv skulle have smæk….. Det har vi en længere drøftelse om… En lille dreng kommer for at sælge postkort og da vi ikke vil købe beder han om mad. Jeg ryster på hovedet med blødende hjerte og gør det igen da han kommer anden gang. Da vi skal gå sidder han stadig med store sultne øjne uden for restauranten, men rejser sig og går da vi går. Jeg løber efter ham og spørger om han vil have mad. Vi står uden for en lokal restaurant, de ligger på stribe og er en del af markedet og drengen ser forbavset ud. Han vælger det fedeste og mest ulækre kød, men får serveret en stor portion med ris til og ser glædestrålende på mig. Jeg ønsker ham held og lykke frem over.
Far og ungerne er næsten nået hjem før jeg indhenter dem efter mit madindkøb og vi går alle i poolen imens vi venter på klokken bliver 13. Vi går ud et par minutter i 13 for at chaufføren ikke skal vente, for det er nok ikke helt vel set at en anden tager hotelchaufførernes kunder…..
Vi kører af gode landeveje en rum tid, indtil vi drejer ind af en lille, smal, men dog asfalteret vej. Chaufføren har sagt det er dårlig vej vi skal køre på og vi mener nu nok han har overdrevet lidt. Smal ganske vist, men da ikke dårlig….. Vi er mere og mere på landet og husene vi passerer, er lavet af pæle og palmeblade. Omkring går børn, høns og radmagre køer, med knoglerne stikkende ud alle vegne. Husene her har ikke indlagt vand og et enkelt sted ser vi en gammeldags vandpumpe, men det er også meget almindeligt med brønde. Folk vinker begejstret til os og råber ”hello” og ”goodbye” og vi vinker og råber tilbage. Bagved husene langs vejen, kan man se hvor floden løber når det er regntid. Nu er et bare et udtørret flodleje og jo længere vi kører, jo brunere bliver landskabet. Kanoer ligger langs ”floden”, men gør ingen nytte nu. Asfalteringen hører op og vi bumper af sted på en sandet vej og stenet vej. Nogle steder er det helt fast, men bare bulet, andre steder er det løst strandsand vi kører i. Vores fremragende og smilende chauffør, må flere gange bede os om at stå af, mens han lige bugserer forbi et særligt slemt sted. Nu forstår vi hvad han mener med dårlig. Vi kører og kører og der bliver længere og længere imellem husene. Vi kommer til et sted hvor der står ”Both ticket”. Det betyder ”boat ticket”. Sådan er der så meget….. De siger vi skal betale 15 dollars pr. mand for båden. Det lyder helt vanvittigt og er væsentligt mere end beskrevet i bogen. Far himler en smule og de siger så at børn er gratis. Det er nu stadig vanvittigt, men vi må jo betale hvis vi vil se landsbyen. Den forfærdelige vej er helt klart beregnet på en firhjulstrækker og ikke en gammel tuk tuk, men vi kører og kører og hver gang vi syntes, nu må vi da snart være der, kan vi bare fortsætte. Så kommer vi pludselig til en landsby. Husene her er tårnhøje. Det er faktisk pæle hytter i tre etager og bygget side om side. Op om husene vokser der slyngplanter og folk har flere steder bourgonvillaer stående i potter. Her plejer floden at dække hele området og byen står normalt under vand. Kun fordi regntiden lader vente på sig kan vi nu køre her. Folk her er ikke vant til så lyse turister som os, det er helt sikkert. De råber, vinker og smiler fra alle verdenshjørner og vi råber, vinker og smiler tilbage igen. Jeg vil så gerne tage billeder, men det bumper simpelt hen så meget, at det er helt umuligt. Chaufføren har aldrig før kørt her, for her plejer jo at være vand, så han kører af den forkerte sti mod søbredden og må vende om. Så er vi nødt til at stå af og inden han får vendt på den smalle sti, er jeg oppe ved landsbyen på gåben og kan fotografere. De snottede, møgbeskidte, grinende børn er helt ville efter at se dem selv bag på kameraet og til sidst må chaufføren kalde på mig, for at vi kan køre det sidste lille stykke. Vi skal sejle fra der hvor floden mod søen begynder at blive til flod. Der ligger et par overdækkede træbåde med påhængsmotor af en slags og vi entrer via en planke. Jeg når lige at købe et par flasker vand i et lille palmeskur og sandelig om de ikke er isafkølede…. Hvordan mon de kan få is herud….? Jeg byder chaufføren en flaske vand, men han smiler og ryster på hovedet og siger han selv har vand. På træbåden er monteret kurvestole som siddepladser, 8 stk tror jeg, så vi sidder behageligt. Vores kaptajn er vel omkring 15 år og hans medhjælper måske 10. Han er sandelig vaks den lille gut. Floden er jo så lav bundet at vi hele tiden er ved at støde på grund. Motoren er en lang sag der får det til at sprøjte ud til alle sider, så hver gang en fisker i en lille kano sejler forbi, må der gasses ned. Drengene, især den lille, springer fra forende til bagende og hjælper til med at styre motoren og stage når det er nødvendigt. Vi ser et lille jordegern ved flodbredden. Vi sejler ikke længe før vi er ude på søen, som er næsten lige så lav bundet som floden. Husene på søen er jo næsten lige som de huse vi lige har set, disse har bare det meste af pælene under vand og ligger længere fra hinanden. Der sejler masser af kanoer og lidt større både som vores rundt og det er sjovt at se et helt samfund der lever på den måde. Denne by er ikke for turister. De der lever her, lever af at fiske og har levet sådan her altid. Hele sejlturen tager vel ikke meget over en time. Da vi klatrer i land igen tager en sød ung dame i mod. Hun spørger om vi vil købe skolehæfter at give børnene. 10 hæfter for 5 dollars. Det vil vi gerne. Hun rækker mig en stak hæfter og beder chaufføren om at stoppe ved skolen i landsbyen, så vi kan dele hæfterne ud. Jeg spørger chaufføren om han vil stoppe i landsbyen så jeg kan tage billeder. Han stopper i landsbyen og jeg fotografer et par børn. De skrupgriner når de ser sig selv og er tydeligvis ikke vant til så tæt kontakt, med de få turister der kommer forbi. Jeg kommer i tanker om, at far har en masse engangstandbørster, sæber og farveblyanter i sin taske, som vi har samlet sammen undervejs. Jeg opdagede for et par uger siden at far gemte de engangstandbørster man i dette land bruger at lægge på hotellerne og endda guesthouses. Du ved jo han ikke kan lade være at samle og jeg bad ham lade det ligge, indtil vi fik den idé af nogle andre, at man kan forære det væk. Tænk, børnene bliver ellevilde da de får tandbørsterne og de andre småting. Den unge dame er fulgt efter os og siger at jeg også bare kan dele hæfterne ud nu og ungerne jubler højlydt og kommer spænende fra alle kanter. Èn lille pige, stopper et hæfte ned i sine bukser for at jeg ikke skal se hun allerede har fået og griner da jeg viser hun er opdaget. Jeg køber 10 hæfter mere, men så er det slut. Tænk engang altså….. Èngangstandbørster…… Det er helt vildt og SÅ hyggeligt….Flere af børnene må lige hen og røre Josefine og Sofus siger:” Det er sgu´da klart. ALLE er bare vilde med Josefine, det fordi hun er SÅ PISSEsød”. Det fede er at han ikke siger det i pjat, det kommer lige fra hjertet og Josse stråler som en lille sol. Vi kører forbi skolen, der slet ikke ligner en skole, hvor børnene i deres hvide og blå uniformer nu har fri. Det ser helt forkert ud med uniformerne imellem alle de små børn i hullet tøj og kun delvis påklædte og alt det beskidte og primitive. En flok skolepiger råber i kor:”One, two, three…… HELLOOOOOOO”, da de ser os komme kørende og skraldgriner da vi råber tilbage. Et sted er der hængt et volley net op og top trimmede voksne mænd og store drenge spiller i bar overkrop. Hver en muskel er tydeligt aftegnet og giver baghjul til alle de danske mænd jeg kender. På hjemturen er vi helt høje og chaufføren som også fungeret som guide et par gange under vejs får 12 dollars da turen er slut, i stedet for de 9 vi havde aftalt. Han har stadigvæk kørt den længste og sværeste tur for de færreste penge, så vi bestiller ham til på lørdag hvor vi vil ud at se på templer og jeg kan se på ham at han er lige så glad for os, som vi er for ham.
Ungerne og far når en tur i poolen, inden vi går på markedet og spiser aftensmad. Vi opdager på vejen at hoppepuden er i gang igen i dag, så mens far går til tatovøren bare for at aftale pris og design, slutter ungerne og jeg af på hoppeborgen og da vi alle er færdige, følges vi hjem til Bulderby og dagbog.
Fed dag i dag. Det kan godt være 1000 år gamle templer er spændende, men der er simpelt hen ikke noget der slår sådan en oplevelse som den vi har haft i dag. Æv at du ikke var med;O(
Mange kærlige kys og tanker
Fra os til dig;O)

Der er lukket for kommentarer.