Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Dag 4. “Det her er bare livet”, siger Sofus

d. 27 juni

Vi vågner lige efter fem i morges. Jeg har som den eneste endnu ikke vænnet mig til højden og mit hoved dunker stadig. Ungerne får en leg igang med en masse rygsække og tæpper og laver hule i sengen, imens Jan og jeg ser på billeder og film og Eline læser. Vi spiser morgenmad og får idag hele fem boller og friskpresset appelsinjuice og cocate.Vi afleverer fem kg vasketøj på hotellet og skal betale 30 soles (60 kr)for det.Vi beslutter os for at tage på det lokal historiske museum som åbner allerede kl 8. Den er dog mindst ti over, før de lukker os ind, men vejret er jo dejligt omend hundekoldt, så vi står bare og ser på morgentrafikken imens vi venter og Sofus glæder sig over at vi havde en varm jakke til ham i min rygsæk. Da vi skal ind, skal vi have et “boleto turistico” som er en fælles indgangsbillet til 16 seværdigheder i og omkring cuzco. Det er lige meget om man kun ønsker at se en enkelt seværdighed, man skal have dette pas for at komme ind. Børnene syntes det er vældigt spændende, men igen er vi hæmmet af at alt står på spansk, undtagen de formanende skilte om at man ikke må røre, det står på engelsk.
På museet er blnadt andet en mumificeret inka med 1½ meter langt hår.
Da vi er færdige, går vi ud til togstationen for at ordne de biletter til macchu picchu. Vi får på vejen følgeskab af en hund. Vi tror den følger efter fordi børnene har brød og Josefine prøver at give den et stykke, men den vil ikke have brødet bare følges..Der er mange, mange hunde der løbe frit rundt, men de er alle meget venlige også dem der er sammen en fire fem stykker.
Her er så mange tiggere, mange med små børn og jeg kan næsten ikke holde ud at se på det. Særligt en jeg så igår, en lille dame, med en lille, bitte pige på måske 1½-2 år, som stod og græd og græd, gjorde stort indtryk på mig og jeg ville virkelig ønske jeg vidste hvad jeg kunne gøre for at hjælpe. Mon jeg ville hjælpe dem hvis jeg gav denne ene dame 1000 soles? Ville det forandre deres liv, så de kunne starte noget op, eller ville det bare være som at tisse i bukserne når det er koldt?
Nå markedet er helt fantastisk. Det ligger i en kæmpestor hal. Omkring halle går masser af koner rundt, klædt i de karakteristiske knælange nederdele med vidde, en trøje og bowlerhat. Alt bæres i farvestrålende tørklæder på ryggen. Inde i markedet kan man købe kød og fisk, mange, mange varianter af tørret majs i forskellige farver, mange slags bønner, oliven, ost, brød, grønt, frugt, urter, køkkengrej, ponchoer, hatte og meget, meget mere. Vi køber tørret frugt, oliven og ost. Så ser vi en pige med en lille vogn med et bur, med et par små vagtler og et lille blus med en lille gryde vand til at koge vagtelæggene. Vi køber for 2 soles (4kr.) og får to poser med hver fem kogte og pillede æg. Det er Sofus der insisterer på at vi skal have æggene og abgefter da han finder ud de smager godt, siger jeg at det var da godt han insisterede på vi skulle have dem. Det er nu et nyt ord tilføjet Sofus´s ordforråd og han har genfortalt det manbge gange. Altså at han insisterede…Vi køber også et par strikkede huer til Jan og jeg til hver 6 soles (12 kr) og en lille fin trøje til Josefine til 20 soles. Jeg prøver på Jans opfordring en meget stor poncho i alpacca uld til under 200 kr og den er bare så lækker, men ligner et telt, så jeg køber den ikke til Jans store fortrydelse.Bagefter går vi hen til saftdamen fra igår og køber saft. Hun er glad for at se os igen og snakker og snakker på spansk og tror vist at hvis hun bare bliver ved længe nok, så går det nok op for os hvad hun mener. Jeg tager et billede af nogle traditionelt påklædte handlende, som straks ender deres lille pige hen for at opkræve penge. Det er svært at tage nogle rigtigt gode billeder her, for folk bryder sig slet ikke om det på samme måde som i Thailand. Nå, men vi forlader markedet uden at have fået stjålet noget. Vi går hen på plaza san fransisco som ligger lige i nærheden og på vejen hjem og tager et hvil, hvor vi mæsker os med vores indkøb. Jeg skal tisse og det skal Josefine også, så vi går til hotellet og aftaler at mødes med de andre på Plaza de armas. Da vi finder dem, begiver vi os op af bakken mod et lille spisested vi så igår, som desværre havde lukket. Det er frygteligt hårdt at gå op ad. Pyhh ha hvor det dunker i hovedet og syrer i benene. Vi finder restaurenten i de små stejle gader, som har så fin beløgning af sten som er lagt i fine mønstre, men desværre har de igen ikke madservering, fordi kl. kun er halv tolv. Men vi har jo været vågne længe og er både sultne og trætte. Vi holder familieråd og ungerne beslutter at vi skal gå ned til vores lille supermarked og købe ind til frokost. Som besluttet så gjort. Det er jo fredag i dag og Sofus er blevet lovet cacaomælk, Josefine skal have yougurt med frugt i et lille bæger og Eline skal have cola. Vi køber desuden deres vidunderlige brød som er rørende billigt. Jeg køber 9 brød som er lige så store som store rundstykker eller sandwhichbrød (så vi også har til duerne senere) og kommer af med lidt over 2 soles (4-5kr), Og i kavliteten slår de dansk bagerbrød med adskillige længder. Vi spiser på hotellet og krummer ud over gulvet på vore nyrengjorte værelse. Sofus vil have en lur og Josefine og jeg falder også i søvn imens de andre går på internetcafe´for at uploade billeder.
Ungerne vågner først ved halvfiretiden og da er Eline og Jan allerede kommet hjem. Eline har fået sine karakterer fra de skriftlige prøver og det er blevet til to 7-taller og resten 10-taller. Det var flot. Jan griner af den dårlige internetforbindelse, som betyder at han kun fik uploaded 17 procent af billederne på et par timer. Vi går hen på plaza de armas for at fodre duer, med brødresterne. På vejen går vi ind i den lille gårhave med butikker, hvor vi købte trøjer forleden. Eline køber en trøje, Sofus bruger nogle af morfars lommepenge til to forskellige fløjter og Josefine køber en lille dukketrøje i samme stil som dem hun selv har fået. Det er køligt nu solen er ved at gå ned, men plazaen er fuld af folk, som hviler sig, sludrer, “lufter” børn, fodrer duer, køber, sælger osv…. Ungerne fodrer duer og et par damer med en lille pige, kommer hen og spørger om hun må tage et billede af den lille pige sammen med vores lyse børn. Sofus vil ikke, men Josefine stiller op og damen takker mange gange. Jeg mener at kunne huske at vores turistbillet gælder til den anden kirke på plazaen, så Jan løber hjem efter billetterne, men det viser sig de ikke gælder til kirken. Heldigvis ligger der et lille naturhistorisk museum lige ved siden af, som har fået rædselsfulde anmeldelser i guiderne, men som vi vælger at besøge alligevel, fordi der er mange udstoppede dyr og det kun koster 2 soles at komme ind. Det er bare alletiders. Totalt primitivt og lille bitte, men der er masser af udstoppede dyr, sommerfugle, insekter, fugledderkopper og siamesiske gedelam og kalve. Ungerne elsker det. Bagefter vil vi finde et stort center Jan har læst om og som han tror er noget for Eline. Vi trasker ned af en stor hovegade der går gennem byen og hvor alle de dyre hoteller og restaurenter ligger. Vi kommer forbi mange små slikboder (som er overalt i byen) og ungerne syntes vi skal købe lidt, selvom mormors kæmpeposer slet ikke er tømte. Vi køber en ganske lille smule og trasker videre. Det er nu helt mørkt og vi går og går uden at finde centeret, så vi drejer på tværs for at gå tilbage mod centrum af en parralelgade. Vi går ind på en restaurent som er proppet med lokale folk. Desværre så proppet at der ikke er et eneste bord ledigt og vi ender til sidst på den fra igår, inden vi går hjem for at se fredagstegnefilm og spise snoller og drikke sodavand.

Og til alle dem der syntes det er synd for Sofus at blive slæbt med på rejse imod sin vilje, så sagde han idag:”Det her er bare livet”. Det var altså imens han spiste pommes frites og kylling.

Når vi spørger jan hvad klokken er så begynder Eline næsten at grine fordi hun ved at han først siger:” Vi befinder os nu i 3382 meters højde og klokken er…..” Han har nemlig et ur der måler højde;O))

Der er lukket for kommentarer.