Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

D. 14. juni, dag 40

Kære Eline
Nu er det i overmorgen vi skal hjem og bortset fra jeg glæder mig som en sindssyg til at se dig, så glæder jeg mig slet ikke til at komme hjem. Josse og jeg pjatter med, at vi sender drengene hjem og så tager vi er par uger mere….. Josefine siger hun får dårlig mave af at tænke på, på fredag og hun beder os lade være at tale om det…. Det har Sofus meget svært ved, for han glæder sig helt vildt og kan næsten ikke lade være med at sige det hele tiden….
Far har det heldigvis bedre og vi spiser morgenmad sammen, mens regnen stille siler ned. Vi skal hen over poolområdet for at komme til terrassen hvor vi spiser morgenmad, men her er så varmt at det ikke gør noget vi bliver lidt våde. Næsten alle huse og hoteller er indrettet, så man skal under åben himmel, for at komme fre det ene til det andet.
Far vil se fodbold og ungerne og jeg ville have solet os, men det sætter vejret jo en stopper for, så da jeg har rumblet lidt, tjekket mails og den slags, går jeg mig en tur. Jeg bliver vanvittig af at sidde her, mest fordi jeg ikke har en god bog, børnene læser e-bøger. Jeg går sådan lidt rundt på må og få og kommer forbi en lille hængekøjeproduktion, som hænger sammen med en café. Jeg går ind og kigger og det viser sig, at det er et projekt for døvstumme, som alle er ansat til at betjene caféen eller lave hængekøjer. Rundt på væggene er der malet håndtegn, så man kan lære at kommunikere med de døvstumme. Her er ret hyggeligt, men desværre ser menuen meget kedelig ud.
Jeg går ud i regnen igen og hører gardermusik. Lidt oppe af gaden ligger der en kirke og udenfor den, bliver der spillet musik af en garde, som også laver en slags dans. Jeg finder ikke ud af hvad det går ud på, men det samler mange mennesker og senere da jeg går hjem, ser jeg flere garder, der samles på plazaen, foran en stor bygning.
Jeg går forbi markedet, hen til supermarkedet. Gaderne her er meget forskellige fra den pæne gade vi selv bor i, husene her er faldefærdige og her er masser af mennesker og boder på fortorvene. Jeg køber lidt morgenmads ting og opdager at de faktisk også har grillede kyllinger, så det køber jeg også. På vejen hjem køber jeg udskåret frugt og en enkelt stor muffin fra Garden café.
Da jeg kommer hjem er kampen næsten færdig og det er blevet frokost tid, så vi spiser kyllingen og det andet jeg har købt. Regnen er stilnet af og vi begiver os af sted mod en gammel togstation, som far har set er lavet om til teknisk skole, hvor de bl.a. Skulle have en restaurant. Vi kan se et par veteran tog vogne bag et hegn og et skilt hvor der står noget med restaurant, men vi kan ikke se der er en restaurant. Remisen står endnu, men er låst af. Et enkelt tog står så man kan klatre på det, hvis man skulle have lyst til det, men det har Sofus og Josefine sjovt nok ikke….Josefine går forsigtigt op i førerhuset, men rykker godt i stangen man kan holde ved, for at se om den sidder godt fast, før hun lægger vægt i og kravler op. Foran stationen ligger der en plaza, med nogle legeredskaber for mindre børn og en lille kiosk. Her er en del unge mennesker og nogle store drenge griner og peger på kameraet og jeg tager et billede af dem.
Vi begynder at gå ned mod vandet. Normalt går vi ned fra vores egen gade og drejer til højre mod parken når vi kommer ned. Nu befinder vi os et godt stykke til venstre fra vores gade og vil ned til vandet for at gå af den vej, vi ikke har set før. Selv om vi ikke er langt væk fra bymidten, kan man tydeligt se forandringen i gaderne. Her kommer ikke mange turister og her er flere små spiseboder med borde og stole uden for og med primitive ildsteder til at lave maden på. Flere vinker til os når vi går forbi. Gaderne er dog forholdsvis øde. Vi går forbi en stor kyllingefabrik og kan se ind når portvagten åbner en stor port i den høje mur der omkranser fabrikken. Der står kyllinger i bitte små bure lige som der hjemme….. For at komme ned mod vandet her fra, må vi ned af nogle u-asfalterede veje med små, faldefærdige huse eller skure langs siden. Her kommer så absolut ingen turister, er vi virkelig kun et par kilometer fra vores pæne gade? Det er næsten ikke til at forstå. Gaden er mudret og man kan se hvordan regnvandet samler affald, som løber af vejen ned mod søen. Her står flere heste bundet og vi ser også en enkelt hestevogn foran et af de små huse. Vi taler om, at så kan man bedre forstå, kuskene somme tider næsten løber efter os og bliver ved og ved at spørge, om vi dog ikke skal en tur til La Islas…. De må virkelig være desperate….. Josefine reflekterer meget over, alle de muligheder hun har i sit liv, som de børn der vokser op her, ikke har. Vi taler om fordele og ulemper ved skoleuniform. Her er der nemlig mange børn der ikke kommer i skole, fordi de ikke har råd til den påkrævede skoleuniform….. Som for resten, utroligt nok, altid er kridhvid, der hvor den skal være hvid, uanset om børnenes hjem er omgivet af mudder og deres mor skal vaske skjorten i en beskidt vask, i beskidt vand og skal hænge den op på en beskidt snor. De kan noget særligt, kvinderne her…. Vi går forbi et skur, hvor der render en masse børn uden for. Jeg tager et billede og de nærmest skriger af grin, da jeg viser dem, dem selv på billedet. Jeg må tage adskillige billeder før alle børn er tilfredse. Forældrene kigger til med et lille smil fra sidelinjen. Bagefter siger de ”pesos, pesos” og hvert barn får en mønt. Jeg gemmer 1 pesos mønterne til den slags og har heldigvis én til dem hver. Vi kan ikke komme helt ned til vandet, for der går et par bistert udseende dobbermanns som vi skal passere og det har vi ikke lyst til. Vi vender om og går tilbage og finder en anden vej, som er lige så fuld af affald og grimme skure som den her…. Vi kommer nu aldrig helt ned til vandet, for det kan man ikke, men vi går ind mod byen igen og havner på vores egen gade, ned mod vandet. Pludselig standser far, han har fået øje på en butik, der ligger et par huse fra vores hotel. Her har de lædervarer i en helt anden stil, end vi ellers har set. Jeg har været i flere forretninger, fordi læder er billigt her, men jeg har simpelt hen ikke fundet noget jeg kunne lide. Her derimod, kunne jeg købe hele butikken hvis jeg havde råd (og plads). Alt er simpelt hen så lækkert og også ret meget dyrere end i de andre butikker. Vi ser en sjov rygsækagtig skoletaske, som far har lyst til at købe til dig, men vi ved jo ikke om du kan lide den og den er både stor og dyr, så vi lader være. Far går efter børnene som er gået i forvejen til hotellet og da jeg henvender mig til damen bag disken, smiler hun og siger på dansk, at vi vist lige så godt kan skifte sprog. Hun har boet her med mand og teenager i 3½ år. De har rejst i Nicaragua flere gange og fik så tilbud af danske Peder Kolind som har startet børneprojektet ”Caritas feliz”, om de ville drive hans hotel i Granada i et år. Hotellet har til formål at skaffe penge til projektet. De flyttede her til og har nu startet denne læder butik. Jeg køber en taske og tænker ved mig selv, at jeg vist kommer tilbage i morgen og køber en mere….
Børnene laver matematik (Josefine var alligevel ikke færdig, hun havde set forkert) og far og de bader i poolen. Det er så dejligt at se på dem, for far nyder at pjaske, lege og pjatte med børnene og de nyder det sammen med ham. Det glæder mig sådan og det er dejligt bare at sidde og se på. Jeg føler mig så heldig.
Vi går ud for at spise aftensmad. Der er stemning for at prøve noget nyt. Egentlig var pizzariaet jo ok, men ingen af os har rigtigt lyst til at gå der ind. Vi har set en ret dyr restaurant lige over for pizzariaet og der prøver vi at gå ind. Jeg er ved at vende om i døren, for det første man få øje på når man kommer ind i det nydelige lokale, er en meget velassorteret bar. Og der hvor man prioriterer en god bar, har jeg ikke stor tiltro til køkkenet….. Det viser sig, at de har en dejlig have ude bag ved, med en nydelig terrasse, med borde der er dækket flot op med hvide duge og høje vinglas. Maden er godt nok dyr, men det er jo vores næstsidste aften…. Vi skal have sodavand og øl og lige det at spise vi kunne tænke os. Tjeneren er meget opmærksom og alt tegner godt…. Indtil maden kommer. Fars bøf er helt rå og må ud og steges igen. Børnene får ben, der er så fede, at de faktisk er uspiselige. Vi må skære næsten alt væk og alligevel er de for fede. Jeg får en salat…. Du tror det er lyv, den koster 12 USD, her…. I Nicaragua…. Og den består af 3 salatblade og nogle ganske få strimler stegt og slatten gulerod og squash, samt to skiver ost fra en skivepakke…. 12 USD…. Det ville man ikke engang være bekendt der hjemme… Fars bearnaise sovs er desuden heller ikke en bearnaise…. Det er helt uden tvivl det allerdårligste mad vi over hovedet har fået på turen og det absolut dyreste. Det er endnu dyrere, end da vi spiste på min fødselsdag og fik både forret og dessert…. Vi spiser det vi kan af maden og jeg tilkalder tjeneren og påpeger alle anker… Jeg beder om en discount. Han kommer med regningen og jeg giver ham den tilbage og siger at vi ønsker en discount. Da jeg får regningen igen, er der fratrukket 100 cordobas. Regningen lyder nu på 1500 Cordobas, næsten 400 kr. Vi plejer at spise for mellem 500 og 700 C. De skulle skamme sig, skulle de. Men vi glæder os over dette ikke var den sidste aften og at vi har fået så mange gode måltider på Garden ;O) Hvor vi i øvrigt går hen og køber brownies på vejen hjem, for at stille den værste sult…
Da vi har været hjemme et par timer, får jeg dårlig mave. Jeg tager af vores sidste brev Imodium, som vi havde aftalt at gemme til fredag, for alle tilfældes skyld…. Nu må jeg på et farmacie i morgen…
Nu ses vi snart igen du dejlige ;O) Det er så dejligt at det gik så godt med eksamen, vi er simpelt hen så stolte af dig ;O)
Kærlig hilsen mor

Der er lukket for kommentarer.