Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

D. 14. juni, dag 41

Kære Eline

Jeg står op til vores sidste dag i Nica, med en vis vemod. Jeg glæder mig sindsygt til at se dig og Alex, men jeg er trist over vores eventyr er forbi. Josefine har det på samme måde og hun har dårlig mave i dag, ved tanken om dagen i morgen, eller skulle jeg måske sige døgnet. Vi skal rejse i ca. 30 timer og det er ikke fordi hun er bange, hun er bare spændt og urolig. Jeg spørger hende om ferien har levet op til hendes forventninger og hun svarer: “Ja, meget bedre end forventet”.

I dag har vi besluttet os for at leje cykler og cykle ud til “Laguna de Apoyo”. Sofus modsætter sig dog, han ønsker ikke at cykle i nicaraguansk trafik, selv om der er meget mindre trafik her end i dk og de kører meget pænere. Fx er her stort set ingen lyskryds. Der er jo masser af kryds, men hverken trafiklys, fodgængerovergang eller hajtænder. Folk holder pænt tilbage for andre billister og for fodgængere. Vi siger til børnene at der er langt, ca. 6-7 km hver vej, men hvis de hellere vil gå, er det da ok.

Vi går afsted før det endnu er blevet rigtig varmt. Ud af byen, mod kirkegården, som ligger helt i udkanten. Lige forbi kirkegården bliver vejen til en grusvej og husene langs siderne er mest skure lavet af planker og blik el. en blanding af diverse affaldsmaterialer, nogle små stenhuse og enkelte pænere huse. Skurene er som regel omgivet af mudder og pigtråd. Nogle steder er skurets huller dækket med plastikposer eller plastikstykker. Toiletterne er simple latriner, også i små skure ved siden af “husene”. Udenfor står der cementvaske, hvor flere mødre står og vasker tøj i hånden, tøjet bliver bagefter hængt til tørre på pigtråden. Der render dyr rundt over det hele, heste, grise, køer, hunde, katte og høns, her af flere med kyllinger. Der er lige så mange børn som dyr og alle steder råber de, “Hola” og vinker og når jeg tager et billede af dem, griner eller fniser de, når jeg viser dem billedet. Det er ikke et helt kvarter, bare en grusvej omgivet af marker og vildnis. Gaden er nogle steder godt mudret, der hvor pytterne samler sig ruller grisene sig i mudderet og sommerfugle i alle farver basker lystigt omkring. Solen bliver skarpere som vi går. Da det er ved at være slut med huse, deler vejen sig i to. Her er der en lille, bitte bod og udenfor den, holder der en mand med sin hest og vogn, bare en helt primitiv én. Vi spørger ham om vej og han peger til højre. Vi går og går og drikker masser af vand. Laguenen skulle ligge 5 km uden for kirkegården, men da vi har gået noget mere end 5 km (tror vi i hvert fald) kan vi stadig ikke se skyggen af vand og ungerne begynder at brokke sig lidt. Jeg lader kun være at brokke mig, fordi jeg er den voksne og skal holde hovedet koldt og modet oppe…. Men vi skal jo også hjem igen og her kommer ingen taxier….. Far foreslår at vi kan hvile os i skyggen under et træ, mens han går lidt videre og finder ud af, om der er noget at gå efter. Børnene finder naturligvis straks nogle orange tusindben og nogle andre insekter som de kan lege med i den lille halve time far er væk. Han kommer tilbage endnu mere koks rød i ansigtet end da han forlod os. Han har fundet lagunen, men det er næsten umuligt at komme helt ned til vandet. Han kan dog se, at der er adgang et godt stykke længere henne, men så skulle man nok have været en helt anden vej. Vi beslutter os for at vende om. Selve gåturen har været det hele værd, for det har jo været lige som at være på “treck” til en landsby, bortset fra vi ikke er inviteret inden for. Jeg kan godt mærke at ungerne er ved at være brugte, her er jo nok over 30 gr. og solen står lige på, så jeg begynder at spørge Josse om, hvordan hendes bondegård skal være, altså den bondegård hun skal have, når hun bliver stor. Vi snakker og snakker. Da vi kommer til hvilke hunde hun skal have, blander far og Sofus sig og vi snakker og snakker om hvilke hunderacer vi kender, hvilke vi kan lide, hvad hver race er gode til osv. Vupti, pludselig er vi ved den lille kiosk, hvor vejen delte sig. Så må vi ind og have en cola ved gamle bedste, der er ved at lære sit lille barnebarn, at sy på en gammeldags symaskine. Colaerne er usædvanligt billige og Sofus insisterer på, at vi skal lægge drikke penge til bedste. Det gør vi så… Og tager billeder af lille pigen….. Så går vi videre og snakker om fattigdom, om kiosken og den gamle dame og lille pige, hvordan vi bor og hvordan de bor osv. Vupti, så er vi ved kirkegården og inden længe er vi hjemme ved poolen….. Som tiden dog går når man snakker godt. Vi har gået i over 5 timer.

Så må jeg ind og købe flere tasker, far brokker sig til den danske dame over, at hendes butik ødelægger vores feriebudget, det syntes hun er helt fint ;O)

Eftermiddagen tilbringes i solen og ved poolen. Der falder hele tiden insekter i vandet og Sofus og Josefine redder nænsomt dem alle sammen op. Nogle af dem bider, men det er ikke et problem, de bliver hejst op i dykkermaskerne. Desværre ryger rattanbolden i kådhed, over taget på den bygning vores værelse ligger i og vi må indse, at den rattan bold vi købte på vores første tur i 2006, nu ikke længere er vores….. Josse er bare SÅ træt af det…. Den er så god at have med på rejse og vi har den jo ALTID med, hvad skal vi så gøre næste gang???? Vi må se om vi kan finde én på nettet…..

Sofus er løbet tør for læsestof og vi vil downloade flere E-bøger. Det viser sig dog, at vi har lånt alt det vi må og da Sofus bliver død træt af det, får jeg den lyse idé, at tjekke om du stadig er tilmeldt Vejen bibliotek. Jeg må med skam sige, at jeg logger på som dig og spørger Sofus hvad han gerne vil låne. Sofus udbryder med en blanding af fryd og forargelse:” Altså mor, har du HACKET DIN EGEN DATTER????”. Jeg får en flov smag i munden og far er også ret forarget, men ikke nok til de ikke syntes Sofus skal låne E-bøger… Bare rolig, de afleverer sig selv… Jeg håber du kan tilgive mig, jeg vil aldrig gøre det igen…… Og du har reddet din lillebrors hjemrejse….

Jeg begynder at få pakket lidt og far får styr på billetterne. Jeg går på apoteket for at købe flere Imodium, for alle tilfældes skyld, til turen i morgen. Apoteket er ret stort. Jeg trækker først et nr. Så bestiller jeg Imodium hos én dame. Hun spørger hvos mange jeg skal bruge og jeg spørger hvor store pakkerne er. Hun viser mig en brudt pakke…. Nååå…. Man køber ikke en pakke, siger bare hvor mange piller man skal have…. Indlægsseddel? Sådan noget pjat. Jeg finder penge frem, men nej, nej… Jeg skal hen til “La caja”, kassen og betale. Her tror jeg så jeg får pillerne, men nej, den første dame går rundt om hele skranken. for at aflevere pillerne til den tredje dame, som så udleverer dem til mig. Det er nu meget smart med de her arbejdsgange i et land med 50% arbejdsløshed. Ellers var arbejdsløsheden vel 70 %. I det lille supermarked i vores gade, hvor jeg aldrig har mødt andre end min egen familie, står der en vagt i døren og desuden er der altid en til at betjene og sommetider også en ekstra ved kassen.

Vi vil egentlig gerne på børneprojektet Carita Feliz og der skal man komme omkring kl. 18, men da vi ikke har fået noget at spise siden i morges, kan vi simpelt hen ikke vente med at spise og vi går på Garden café lidt over 17, i håb om at kunne spise først og nå det andet bagefter. Desværre kommer vi så for sent til Carita Feliz og da vi kommer hen til projektet, vrimler det ud med børn i mørket. De er færdige med at spise og på vej hjem. Børnene kan få gratis mad der og man kan se at de vrimlende børn drysser ind i husene langs vejene omkring projektets bygninger. Vi kan da se her gøres noget godt. Projektet støtter også børns skolegang og vi har læst at man for 300 kr. om året, kan få et barn i skole, så det må vi have set på når vi kommer hjem.

Som vi pakker færdigt, opdager jeg, at Josses “top model” bog mangler….. Åh nej, ikke flere ting der er blevet væk…. Jeg mener, hun havde den sidst på det andet hotel her i Granada. Klokken er næsten 21….. Far og jeg ender med at gå derhen sammen i mørket. Gaderne hotellet ligger på, er nemlig ret skumle, især om aftenen. Sandelig om ejeren af hotellet ikke har bogen liggende på kontoret, som desværre er aflåst nu, forklarer “aftenvagten”, men hvis vi vil komme tilbage i morgen tidlig, skal ejeren låse dem ud til os. Nej hvor bliver Josse glad da vi kommer hjem og fortæller det.

Sofus er så glad for at skulle hjem i morgen. Josefine kan næsten ikke falde til ro og hun snakker og snakker om ferien, om hvordan andre holder ferie og om hvordan hun syntes det er godt at holde ferie. En ferie skal være lang og man skal have mange oplevelser. Det er hun og jeg enige om. Sofus har en drøm om, at vi engang skal en uge til Kreta….. Så når Josse for gud ved hvilken gang, snakker om at hun og Sofus kan rejse sammen når de bliver store, så siger Sofus:”Ja, så tager vi til Kreta”;O)

Vi bliver hentet kl. 8.30 i morgen af vores transport til lufthavnen. Køreturen tager ca. 1 time. I overmorgen for mig, i morgen for dig, ses vi;O)

Knus og kærlige hilsner fra mor

Der er lukket for kommentarer.