Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

D. 15.juni, dag 42

Kære Eline
I dag tager vi hjem til dig. Jeg skal jo tidligt op, fordi vi jo har en aftale på vores ”gamle” hotel, om at skulle hente Josefines bog. Josefine står også op og vi går glade af sted i solskinnet, selv om vi jo begge er trætte af at ferien er forbi. Da vi kommer hen på hotellet står ejeren klar og er helt klar over hvad vi kommer for. Han tilkalder rengørings personalet og meddeler os så, at de ikke har fundet bogen. Jeg er helt uforstående, for i går fik vi jo netop at vide de havde fundet den, men at den låst inde på kontoret. Vi får den ikke og Josefine græder hele vejen hjem og fortsætter på hotellet. Det hjælper ikke at jeg lover hende en ny top model bog, for hun har jo tegnet en masse flotte designs i den her, som hun ikke kan få igen.
Vi spiser morgenmad og Josefine kaster selvfølgelig sin op igen, sådan er det jo, når hun er urolig.
Vi pakker færdigt og går ud til vejen med alt vores bagage. Klokken bliver 5 min. over halv, den bliver 10 min. over halv….. Så går jeg hen til ”Eric tours” som skal hente os. Selv om de har skrevet kvitteringen med gennemslag og dermed kan se tidspunktet som også står på min seddel, tror de først det 9.30, men vi har aftalt 8.30. Klokken er næsten 9 da der endelig dukker en tudsegammel og lidt for lille bil op. Vi må have en stor del af bagagen på skødet, men det går jo…..
Da vi kommer til lufthavnen går køen helt i stå og vi venter i evigheder. Da det endelig bliver vores tur, må far om pakke sin George Georgeløs oppakning, med 13 kg hængekøjer surret fast uden på og vi bremser køen yderligere…. Så skal vi betale 150 USD i lufthavnsskat og far giver damen sit visakort, det eneste kort vi har tilbage. Damen giver far kortet tilbage og siger, at der ikke står penge på…. Det står jo masser af penge på og vi brugte jo kortet så sent som i går, så vi insisterer på hun prøver igen, vi har nemlig ikke alt for mange USD tilbage. Det ender med far må løbe til en ATM for at hæve, men han kommer nedslået tilbage, mens folk bagved i køen, står og tripper utålmodigt. Kortet skriver, at vi ikke kan hæve. Vi forstår det simpelt hen ikke, for selv om der er et max man kan hæve pr dag, har vi slet ikke været i nærheden af det beløb og jeg bliver aldeles klam, da det går op for mig, at hvis vi ikke kan betale, kan vi ikke komme med vores fly. Vi tømmer vores punge for hver eneste dollar vi har, i alt 129 USD. Damen siger, at hun kan se på vores kort, at vi kan hæve, netop 11 USD, det giver altså nøjagtigt 140 USD. Pyhhha, men det betyder stadig, at vi skal rejse i 30 timer, uden at kunne købe så meget som en flaske vand. Vi har simpelt hen ikke så meget som en dollar tilbage, eller for den sags skyld nogen anden mønt…… Det er altså lidt svært at bevare optimismen, især fordi vi ikke med sikkerhed kan huske, om vi skal betale noget i Miami også….. Godt vi har orange billetter til toget fra Kastrup…. Men vi får kun mad på den lange flyvning, så 30 timer er GODT NOK lang tid, når vi kun har fået en skål cornflakes til morgenmad…..
Børnene tager det overraskende pænt, de trækker lidt på skuldrene og siger: ”Det går nok, bare vi ikke skal betale i Miami….., Hvad hvis vi skal betale i Miami???” . Det kan vi ikke svare på, men far siger med sikker stemme, at han er sikker på vi har betalt det vi skal betale.
Det har vi heldigvis også. Ved hver flyvning hamstrer vi væske, som vi så skal drikke inden sikkerhedstjek til næste flyvning. Vi hamstrer også tørre boller, ulækker cheesecake og flypersonalets frugt, men ungerne brokker sig ikke en eneste gang på hele turen og vi får KUN mad på den lange flyvning på 9 timer…. Og kun ét måltid…..Jeg er lige ved at dø af sult og forsøger ikke at brokke mig for meget, men jeg er helt klart den der har sværest ved det. Far syntes det er lidt sjovt, fordi jeg normalt er den der har lettest ved at undvære mad. Vi har afprøvet visakortet ved mellemlandingerne, men med samme resultat. Da vi ankommer til Kastrup er fars rygsæk ikke med flyet… Vi står i kø i evigheder og igen…. Ungerne brokker sig ikke en eneste gang….. På hovebanegården lokker jeg far til at forsøge visakortet en sidste gang, bare for at være sikker på det ikke virker, jeg tænker også på indkøb i morgen, brændstof til bilen osv. Og minsandten om det ikke virker. Mine tre rejsefæller, som for få minutter siden bekendtgjorde at de da ikke er spor sultne og jeg må tænke på der kun er 4 timer til vi er hjemme, jubler næsten lige så meget som jeg og da det første Sofus øjne falder på er et skilt med et billede af en fransk hotdog, beder han om sådan én. Det ender nu med en dejlig, grov sandwich fra Sunset, som vi indtager stående ved bagagen. Bagefter får børnene et blad hver. Vi får ringet til elskede Eline, som har fyldt køleskabet og lavet aftensmad til i morgen.
Jeg er så uendelig taknemmelig over min dejlige familie og over at jeg har mulighed for at tage på disse rejser, hvor jeg har så god tid til at sætte pris på det.
Når du læser det her, er vi kommet hjem ;O)
Mange kærlige hilsner fra mor

Der er lukket for kommentarer.