Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Hjemturen

Miami kl. 18.52 d. 15.06.2012
Vi er broke eller rettere det siger ATM’erne, jeg tror snarere at der må have været nogle transaktioner, som har gjort at jeg er nået over en eller anden grænse for forbrug på VISA, har jeg taget vores MasterCard med – Nej, vi bruger bare Hannes VISA, nå nej det har hun jo forlist.
Det var tæt på at vi ikke havde til lufthavnsafgiften i Managua, måske helt fint at få prøvet, hvordan det er ikke at have penge, nu har vi jo set masser af mennesker, som lever med det hver dag, så overlever vi vel også en enkelt dag eller 2.
Men Hanne er blevet lidt desperat, vi er gået ombord i chips som hun mente vi bare skulle efterlade på værelset, men som jeg insisterede på at tage med – heldigvis.
Det var også heldigt at vi havde 129 US$ i cash, nu vi troede at vi kunne bruge mit VISA kort, det lykkedes at trække de sidste 11 US$ ved skranken i lufthavnen i Managua, da det koster 35 US$ pr. pers. i lufthavnsafgift at flyve hjem, var det et krav og uden betaling ingen hjemtur…
Men det betød så at far her ikke kan købe, hverken rom eller cigarer, lidt nedtur men overlever det helt sikkert.
Jeg kan se at ”Svennerik” skal løbe Berlin marathon i 2013 og er gået i skarp træning, så jeg må have sat mig et mål når jeg kommer hjem, der skal høvles nogle kg. af den spækfyldte krop og så skal der nogle km i benene, jeg starter nok med at cykle på job, når jeg kommer hjem og så tager vi den derfra.
Nu kommer Hanne og ungerne retur fra en shop seeing, det bliver billigt i mellemlandinger, da vi jo ikke har kongens mønt, Hanne har SMS’et til Eline om lige at indkøbe noget rugbrød så vi har lidt at spise når vi ankommer til Vejen.
19.28 Er netop gået gennem security gaten, jeg bliver lige irriteret hver gang, hvis man vil disse sindsyge kontroller, bør det gøre ens for alle der passerer igennem, hvorfor skal børn fx ikke have skoene af osv., det giver ikke mening at differentiere, hvis det er pga. potentielle terrorister – ssshhh, man tør jo næsten ikke engang skrive det, der kunne jo været et kamera bag mig som opfanger det…. 😉
Men hermed er rådet givet videre til kommende selvmordsterrorister, I skal tage jeres børn med, hermed kan vi måske også få brudt fødekæden af terrorister….
Der må også bliver omsat gud ved, hvor mange flasker drikke (Cola, Fanta, vand etc.) når man nu ikke må tage dette med længere, alt sammen i bestræbelser på at undgå yderligere terroranslag, jeg er glad for at jeg ikke er frequent flyer, det ville simpelthen drive mig til vanvid, at være vidne til at visse steder tager man sikkerheden højtideligt og alle får samme behandling og andre steder tager man en slapper og det går jo nok, jeg stemmer for en ”slapper” og det går jo nok, skulle en vanvids terrorist ville lave et anslag mod det fly jeg var med, ville døden (ved et perfekt attantat) jo komme lynhurtigt og det er måden jeg ønsker at dø på, ikke det langstrakte, hvor man stille og rolig afkræftes for til sidst at være afhængig af andre mennesker og opleve uværdigheden ved ikke selv at kunne foretage de mest basale ting uden hjælp.
Nå nok om det, vi er på vej hjem og jeg og Sofus glæder os, tøserne kunne vi godt have efterladt 14 dage mere, de savner ikke at komme hjem, jeg glæder mig til at komme på job og påbegynde noget målrettet træning igen.
Man bliver lidt dvask af 6 ugers ferie i rap, men det er skønt at kunne koble helt af og bare være sammen med familien uden at have en masse forstyrrende elementer.
Jeg har sagt til Hanne at jeg tror vi får aftensmad på flyet og morgenmad, hun har taget nej-hatten på og tror at vi skal sulte ihjel, normalt er jeg den negativ tænkende af os, men rollerne er pt. byttet rundt, formentlig fordi vi er på vej hjem, at vi så heller ikke kan købe noget når vi kommer til KBH overlever vi nok, vi får vist en lille snack mellem London og Kastrup og hvis Eline har fået SMS’en er der lidt mad i køleskabet når vi kommer hjem….
Slut på en dejlig ferie, hvor ingenting helt blev som forventet.
Vi ville oprindeligt have været til Syrien og mellemøsten på MC, men der var lige en revolution, der skulle overstås, så var det Cuba, men visumreglerne og vores ønske om at rejse til Cuba være der lidt og så rejse videre for siden at returnere til Cuba, blev simpelthen for besværligt og ville have krævet at vi skulle detailplanlægge for meget, I stedet blev det så Nicaragua og Honduras, Nica fordi prisniveauet mv. var attraktivt for denne del af verden og så var der også lige et par vulkaner eller 3, Honduras pga. Bay Islands, hvor der kunne snorkles på en del af verdens næstlængste koralrev.
Sofus uheld betød at der var nogle ting vi ikke fik gjort, en aktiv vulkan betød at vi ikke fik set rødglødende lava, var det så en god ferie alligevel – Ja, vi forstod ikke at lade os gå på at de ændrede forudsætninger og nød bare det at være afsted sammen, gør vi det igen – ja, planen lige nu er USA’s sydlige stater om ca. 2 år, hvis ikke der sker ting, der forhindrer os i at tage af sted.
Tak for denne gang til hele min dejlige familie, I har været en fornøjelse at være sammen med i hele ferien, vi ender med at komme til at holde af hinandens nærvær, hvilket nok var en prøvelse første og anden gang vi var afsted, men vi har lært af turene og prøver at give hinanden den plads, der skal til for at man stadig kan være sig selv, hvis der er behov for dette.
Slut.

Efterskrift, da vi kom til KBH fik jeg hævet i en kontantautomat, så kunne der købes div. sandwiches mv. og dagen blev reddet, Eline og Aleksander stod på banegården i Vejen da vi ankom, hjem og være lidt social, dvs. jeg kunne lige nå at se afslutningen på de 2 fodboldkampe der blev spillet og se lidt Le Mans, sent i seng og for første gang i jeg ved ikke hvor lang tid, fik jeg en laaang nats søvn, vi vågnede først kl. 0832 søndag morgen, Hanne vil gerne være social med sin familie, men jeg orker det ikke og det ender med at Sofus og jeg bliver hjemme, Sofus får besøg af Jonas og jeg får lige skrevet det her færdigt.

Der er lukket for kommentarer.