Categories

A sample text widget

Etiam pulvinar consectetur dolor sed malesuada. Ut convallis euismod dolor nec pretium. Nunc ut tristique massa.

Nam sodales mi vitae dolor ullamcorper et vulputate enim accumsan. Morbi orci magna, tincidunt vitae molestie nec, molestie at mi. Nulla nulla lorem, suscipit in posuere in, interdum non magna.

Dag 19, d. 2. dec.

 

Kære elskede Eline

Tænk engang, i går faldt FAR i snak med et par danske piger der bor her og de fortalte om en dejlig snorkeltur de havde været på, med en fyr der hedder Nemo. Efter det gik far og jeg straks op til hovedgaden, hvor vi mødte fyren og fik en aftale med ham. FEDT.

Til morgen bliver vi hentet uden for vores hotel af et par gutter på motorbikes. Vi kører på stranden (ligesom dem jeg kalder motorbøller alle de andre dage) mod nord. Du vil måske henvise til min tilbøjelighed til at overdrive, når jeg fortæller at her er kilometervis og atter kilometervis af hvide sandstrande, med kokospalmer og turkisblåt vand, som INGEN bruger. Vi kører og kører i 45 min og vi ser stort set ikke et andet menneske, når først vi når ud efter Coralbeach hvor vi var i går. Båden ligger alene i en lille vig. Der sejler en lille bitte bilfærge, som dem der sejlede busserne over floderne i Bolivia, den sejler over til en ø, et stenkast fra hvor vi befinder os. Ellers er der lyst sand, palmer, blå himmel og turkis vand, lige meget hvor vi vender blikket hen. Vi sejler først ud til en lille bitte klippe ø og plumper i vandet fra båden. Nemo giver os det råd, at smøre os godt ind i solcreme, selv om vi allerede har gjort det hjemmefra. Det beskytter nemlig mod Jellyfiskene som her ikke er mange af, men nok til at de genere og vi kan skam også høre den sitre i vandet. Nemo har spyd med og fanger faktisk et fisk med det, desværre taber han fisken, han fortæller ellers at bådmanden plejer at få den. Korallerne er døde eller døende og kedelige og her kan det jo ikke være pga turister, for ingen kommer her, men her er stadig flotte fisk, om end på ingen måde så mange, som vi har været heldige at se andre steder. Efter nogen tid, sejler vi videre, igen kun i kort tid. Vi er nu tættere på stranden og børnene føler sig mere trygge her, fordi vandet er lavere og vi kan blive tættere på båden. Mærkeligt nok føler de sig utrygge når der er for langt til land og båden er et stykke væk, de er jo dygtige svømmere begge to. Korallerne er også ødelagt her, men her er flere fisk. Nemo finder et flot stort konkylie på bunden som han rækker mig, men ungerne opdager at det er beboet af en snegl, så jeg må lade det synke til bunds igen. Det er stadig ikke fantastisk snorkeling, men vandet er ok klart, Nemo er sød og vi får trods alt set mange flotte fisk, inden vi sejler ind til den fuldstændigt øde strand, for at spise den frokost, Nemos hustru har lavet til os. Vi spiser på en væltet kokospalme. Josefine finder et stort flot konkylie, men efter den har ligget stille ved min side i nogle minutter, begynder den pludseligt at spadsere væk og vi må se i øjnene at det allerede tilhørte en anden og at den anden er den største eremitkrebs vi nogensinde har set. Her vrimler med liv, hundrede hvis ikke tusindvis af eremitkrebs i alle størrelser, lukrerer på den store rod af palmen, hvor vi tror der må befinde sig en masse insekter de kan spise. Vi har også set de spiser kokosnødder, hvid de ligger på stranden. Vi får 1½ time til at gå her med at bade i det lune vand, finde skaller, sole os og lege md krebsene. Da Nemo spørger om vi er klar til at komme hjem, svarer jeg at jeg syntes vi skal bliver her for evigt. Desværre venter virkeligheden som jo heller ikke er så dårlig og vi bliver kørt hjem af de sandede veje på motorbikes.

Far er været ude at løbe i varmen og er ikke hjemme da vi kommer hjem, men han bliver så glad da han endelig kommer og hører hvor dejligt vi har haft det. Nemos slidte maske gik i stykker da vi snorklede, så jeg gav han 10 USD i drikkepenge, foruden de 30 USD vi har betalt i alt for turen. På hotellet har jeg fortalt om den dejlige tur, men den søde dame svarer noget studst at der er forskel på gæster og andre gæster har været SÅ glade for den dumme fyr vi var af sted med forleden, hvilket jeg simpelthen ikke kan få mig selv til at tro på. Desværre er Nemo ikke på tripadvisor og har ikke adgang til PC. Der findes ikke en netcafé i denne by og han kender ingen der har en computer. Tænk engang…. I 2016. Men det går op for mig, at de på det her ret store hotel, heller ikke har én. De registrerer alt i en stor bog med kuglepen. Vildt…..

Elskede skat, vi sender dig de kærligste tanker;O)

 

Dag 17 og 18, d. 31. dec. og 1. jan.

Kære elskede Eline

Vi har bestilt en snorkel tur og skal af sted fra morgenstunden. Der er kun Sofus, Jose og jeg og så en engelsk pige, der hedder Clair. Vi bliver afhentet på 4 motorbikes og ankommer til en lille, grim havn, med ca. 10 faldefærdige fiskerbåde. Manden der siger han er vores kaptajn, viser os hen til én af dem. Clair skal leje snorkeludstyr, men får kun en maske og en snorkel, ingen finner. ”Kaptajnen” siger at det er ligegyldigt. Båden har bestemt kendt bedre dage. Den er slidt og rodet, der ligger endda en død fisk i den og da den ikke har nogen stige hængende på siden, går jeg ud fra turen går hen til et sted, hvor vi kan svømme ud fra en strand. Vi tøffer ud af havnen og rundt om en pynt. Her ligger ”hovedstranden” åbenbart og den er PROPPET med lokale turister, ponyrideture, bildæk, parasoller og masser af små både, nogle ligger så dybt at jeg ikke fatter folk tør sejle i dem, men de er så fyldte med mennesker, at de nærmest hænger ud over siderne. Alle de små både overhaler os. Med i båden har vi kaptajnens ”crew”. Det er 3 teenagedrenge med røde tænder og hårde blikke. Da vi kaster anker ud for en lille ø, som ligger ret tæt på fastlandet og hvor hundredevis af lokale turister bliver sat i land, bliver jeg forundret. Damen på hotellet fortalte nemlig, at denne ø havde et flot coralrev for 5 år siden, men at det nu er ødelagt af turister. Kaptajnen siger at vi skal hoppe i her, så han kan se hvor øvede vi er, specielt børnene. Her er kun 2 meter dybt. Clair og jeg kigger på hinanden inden jeg får spurgt om han da har tænkt sig, at vi skal hoppe i fra denne her båd. Det har han. Der er godt en meter ned fra stævnen og han mener vi skal klatre op, via et algebevokset bræt i bådens bagende, som ligger i vandkanten. Clair melder sig hurtigt til at hoppe i først. Hun er frisk og fast besluttet på at snorkle. Da hun hopper i og råber at hun har set en fisk, følger jeg efter. Ungerne har ikke mod på det. Vi er dog kun i vandet et par minutter, før vi bliver brændt af Jellyfish og desuden er revet så dårligt og sigtbarheden så ringe, at vi kun ser meget få fisk. Vi kæmper os op på det glatte bræt, det eneste vi har at holde fast i, er skruen på båden som er fuld af alger og vipper fra side til side. Ingen af de 4 mænd på båden gør noget som helst for at hjælpe. Vores guide siger, at han nu vil sejle os hen til et rigtig godt sted. Han flytter båden ca. 20 meter og siger at her er det meget bedre. Vi plumper i igen, også her er revet meget dårligt og vi bliver brændt af jellyfish. Vi beder nu fyren om at sejle os hjem og kræver pengene tilbage. Efter nogen parlamenteren indvilger han os i at give os nogle af pengene tilbage, men siger at vores utilfredshed kun skyldes at vi ikke er dygtige nok og bange for vandet. Skuffelsen overskygger vreden, mest fordi jeg ikke ser andre muligheder for at komme til at snorkle. De rev som er omtalt i LP er ødelagt og jeg ser ikke nogle både her, som jeg vil sejle længere væk med.

Hjemme igen bliver far meget overrasket over at se os, han har til gengæld været ude at løbe og fundet en rigtig dejlig strand kun 3 km fra hvor vi bor. Eftermiddagen bruger vi på klipperne ved stranden, hvor vi finder fisk, eremitkrebs og andet kryb vi stadig fascineres af.

Vi får også den dejlige overraskelse, at hotellet har planlagt at fejre nytår med os og at de derfor inviterer til en buffet i aften. Det betyder at stort set alle hotellets gæster samles ved 19 tiden i restauranten. Buffeten er ikke fantastisk, men det er langt mere festligt and at skulle bestille fra det kedelige menukort. Vi køber øl og sodavand og i dag er det mig der vinder en gratis øl. Kl 21 er der en konkurrence hvor hoved præmien er en gratis overnatning. Alle værelser har et lod og alle vinder noget. Vi vinder 3 grimme T-shirts med hotellets logo og en flot sarong. Bagefter er der fest og fyrværkeri på et hotel, som ligger 15 min gang herfra, af en meget mørk og smal vej. Jose vil jo ikke gå glip af noget, så vi trasker op mod byen. Den lille hundehvalp, der bor ved siden af vores hotel, bliver dog ved og ved med at følge efter os, så vi må tilbage flere gange med den. Festen afholdes på et noget større hotel end vores og det ligger helt ud til vandet. Her er langt flest lokale turister. Der er sat en scene op, hvor der skråles karaoke, ulideligt, men alligevel sjovt. De unge går helt amok og danser vildt. På stranden er der fyrværkeri og det viser sig, at 5- 6 årige drenge, går rundt og sælger store raketter, som man så kan købe og fyre af. Det ser flot ud, men vi tør ikke købe noget og det er Sofus helt ok med, selv om det var det, han var allermest ked af at gå glip af. Vi går hjem igen og opdager, at baren er lukket, vi kan ikke købe mere at drikke. For første og forhåbentlig sidste gang, må vi altså skåle i vand og skylle kransekagen ned med det. Heldigvis har kransekagen holdt sig fint i bøtten i rygsækken og smager som en bid af himlen.

 

I dag har personalet vist tømmermænd, for buffeten som ellers åbner kl 7, er først klar 7.45.

Vi trasker ud til det dejlig stykke strand far har fundet. Det er en kæmpe fornøjelse at følges med Sofus og Josefine. Jeg tror det tager 1½ time at gå de 3 km. Vi finder skaller, konkylier, snegle, fisk, eremitkrebs osv. Alt det liv jeg aldrig selv får øje på, får jeg lov at se, fordi dine søskende opdager det og viser mig det. Vandet er roligt i dag og de lange hvide sandstrande er nærmest tomme, bortset fra nogle få lokale der drøner forbi på scooter. Der er flere lokale på den gode strand, men ikke mange og vi kan købe kolde drikke. Her får vi det meste af dagen til at gå, inden vi går hjem og spiser frugt på terrassen og laver lektier.

Vi har hørt at flere har været syge her på hotellet og vi tror det skyldes dårlig hygiejne, her er nemlig slet ikke rent. Vi har 3 nætter mere og har bestemt os for at vælge retter uden kød….

For resten er det sjovt som vi bliver ved med at have noget at tale om. Hvad mon en taxichauffør tænker om en familie, der stadig fører lange samtaler efter 20 timers køretur? ;O) Ungerne har fortalt at de syntes vores familie er den bedste. Sofus kalder os ”Chill”. Vi har det ikke så pænt, man må altid have venner på besøg også til spisning og overnatning og der er ikke ret mange regler. Det er meget bedre end hos de fleste af vennerne…. Gad vide hvad andre unger siger om deres egne familier og om vores……;O)

Kærlig hilsen mor

 

 

Dag 15 og 16 d. 29. og 30. dec.

Kære elskede dig

I dag skal vi jo forlade Zawgi Inn. Det er fint nok, her er dejligt, men vi har set, hvad vi vil se her.

I går gik Jose og jeg til massage. Det var hos en familie i en lille indrettet bambushytte, med måtter på gulvet. Vi blev budt på te først af manden, mens alle ungerne løb omkring og legede. Vi fik, til vores store fornøjelse, fodmassage i en hel time, fordi deres egentlige koncept var en times helkropsmassage og da vi i stedet bad om fodmassage, syntes de altså vi skulle have det i en hel time. Dejligt.

Bagefter spiste vi på Sunflower inden vi gik ned for at stå på rulleskøjter. Her er sådan en udendørs disco rulleskøjtebane. De lokale unge mennesker suser omkring og laver de vildeste piruetter, forlæns og baglæns og drengene er helt vilde med Josefine. Sofus mister desværre modet da vi står der, mest fordi det er så amerikansk disco-firser film agtigt at det føles helt forkert. Derfor lokker Josefine mig med, under kraftige protester. Rulleskøjterne er tunge og så slidte at det næsten er trist og jeg må indrømme, at vi mest af alt ligner en usikker udgave af Bambi på glatis. Vi har dog også kun kørt en enkelt runde, da jeg bliver braget ned af en smart teenager i fuld fart og baglæns. Han jorder ind i mig, uden jeg når at tage den mindste smule fra og jeg lander direkte på halebenet på det hårde beton gulv. Av for pokker hvor gør det ondt. Heldigvis hjælper det med en håndfuld smertestillende og en god nats søvn stablet op med puder omkring mit skrøbelige bækken og jeg bliver klar til køreturen i dag.

Jose og jeg dulrer på marked og handler småting, får vekslet penge osv. og vi spiser alle på Sunflower, inden vores chauffør henter os kl 14. Vi kører igennem bjerge de første timer og det er flot og meget langsomt. Senere kommer vi til en motorvej, som er noget dårligere end en europæisk motorvej, men man må dog køre 100 km i timen, hvilket de fleste andre gør, vores chauffør sniger sig enkelte gange op på 70, men holder sig mest på omkring 60 km i timen natten igennem. Da vi igen rammer landevej med den sædvanlige uoplyste trafik af hestevogne, oksekærrer, forgængere, dyr, cykler og scootere uden lys, falder hastigheden til omkring 25. Eline du ville elske ikke at skulle være bekymret over eventuelle trafikuheld ;O)

Vi når Chaung Tha Beach kl 9. På det sidste stykke vej har børn og kvinder været i gang med at bygge vej. De hælder sten på ved håndkraft og overhælder det derefter med tjære, som de har opvarmet i olietønder og derefter hælder på ved håndkraft med små ”vandkander”. Pyhh ha, det er ikke rart at se på.

Vores guesthouse ligger lidt væk fra larmen på hovedstranden. Det er bungalows omgivet af bananpalmer, papaya, blomster osv. Det kunne minde lidt om det i Mae Sai, men noget større. Restauranten ligger i midten og vi når lige resterne af en sørgelig morgenbuffet, inden vi bliver vist hen til vores bungalows, som heldigvis ligger ved siden af hinanden. De er af bambus og hyggelige og pæne, men bestemt ikke ”very, VERY clean room”, det må jeg prøve at overse. Den her strand er mest for lokale og det bærer det hele præg af. Vi har valgt denne strand fordi den bedste strand kun huser luksusresorts og den anden ikke havde hoteller i vores prisklasse på nogen bookingside og i øvrigt går for at have meget dårlig valuta for pengene. Der er en mindre og endnu ikke opdyrket strand et stykke fra ”hovedstranden” og tættere på vores hotel end de 20 min gang vi har til den anden. Her er vi stort set de eneste, bortset fra, at nogle lokale kommer drønende forbi på scootere, en enkelt i bil og en flok køer også lige passerer stranden. Der ligger et par ”resorts”, som ser ud til at være ved at dø. Det er højeste højsæson og alligevel ligger de nærmest øde hen. Sandet er ikke helt hvidt, men fint og selvom her ligger affald, er det ikke så slemt som andre steder vi har været. Vi har det hele for os selv. Fordelen siger sig selv, ulempen er, at her ikke kommer nogen forbi med en kold sodavand, en is eller en gang fodmassage. Vi har oplevet det her flere gange før. Man siger det er højsæson og ALT skal bestilles hjemmefra, men nu LOVER vi hinanden at vi aldrig vil høre på det mere, her er masser af plads. Vi hygger os indtil lidt over middag og trasker så hjem, inden far og jeg spadserer alene op i byen i middagsheden. Her er ikke andet end en støvet hovedgade, med store, men slidte hoteller til den ene side, ud mod stranden og små fedtbikse til anden side. Vi køber noget kedelig kage ved en lille café, det er jo fars fødselsdag og en vandmelon og trasker hjem igen. Vi får juice og øl på terrassen og det lykkes elvfølgelig far at vinde en gratis øl ved at få det rigtige symbol på bagsiden af kapslen. Fætter Højben.

Mange kærlige hilsner fra mor ;O)

Dag 14, d. 28. dec.

Kære Eline

Pigerne her hvor vi bor er altså bare noget af det sødeste. Hvis man er her om eftermiddagen kommer de med te og juice og i går da vi kom hjem med Zawgi, kom de med kolde avocado smoothies til os og det hele er uden beregning.

Nå, i dag vil vi igen gå, men vores ubeslutsomhed fører os igennem en del af byen og ud af et par markveje, før Josefine giver os et egentligt mål. Vi har fået øje på en jordvej i det fjerne, som fører op af et bjerg. Vi går ud af byen af en smal, ret trafikeret vej med boder ved den ene side af vejen på det stykke tættest mod byen. Vi kan se der er for langt at gå ud til vejen, så vi rækker tommelfingeren op, de få gange der kommer noget på 4 hjul forbi. En pickup stopper op. En ung mand spørger smilende, næsten grinende, hvor vi skal hen og vi peger mod jordvejen, som han godt ved hvor ender. Vi springer op på ladet, selv om vi har gættet det ikke er en taxi vi har stoppet. Den unge mand kører os helt hen til det lille T-kryds hvor stien starter og nægter smilende at tage i mod penge, selv han vender om og kører tilbage mod byen igen. Der ligger en lille restaurant i T-krydset og da vi lige vil købe lidt ekstra drikkevarer, bliver vi inviteret ind til te. På den anden side af vejen har de en hund med de sødeste hvalpe og dem må vi jo også lige have snakket med, inden vi begiver os op af bjerget. Stien er rød, smal og stejl. Der er mest græsser og træer, men også en enkelt solsikkemark. Vi går længe og stejlt i den bagende sol, godt vi fik købt ekstra væske. Udsigten tæt på toppen er fantastisk. Vi kan se ned over byen og ud over søen. Nede ved vejen igen er det ikke så let at finde et lift. Alle de taxier der kommer forbi, kommer fra lufthavnen og er fyldt op og da der endelig kommer en tom, vil han have uhyrlige 5 USD for at køre os et par km tilbage til byen. På den måde havner vi på ladet af en pickup igen, denne er bare proppet til bristepunktet med rygsække, både på ladet og i førerkabinen. Men fyren stoppede og går efter skarpe forhandlinger med til, at tage os med for 3. Ungerne og jeg maser os grinende ind mellem alle sækkene på ladet, mens far snupper kabinen.

Frokosten på Sunflower er fantastisk. De laver de lækreste salater, særligt deres avocadosalat er som en bid af himlen. Og da vi kommer hjem venter der en overraskelse på værelset. Pigerne har flyttet terrassebordet ind på værelset og lavet en helt buffet af forskellig frugt. Druer, æbler, pærer, klementiner, bananer og papaya. SÅ søde er de altså.

I aften vil ungerne stå på rulleskøjter, der er nemlig en rulleskøjtebane her og måske går Jose og jeg hen og får massage et sted. Ellers står den bare på pakning i morgen, hvor vi bliver hentet af taxien kl 17.

Vi sender jer de kærligste tanker og hilsner

Dag 13, d. 27. dec.

Kære Eline

I dag har vi haft en hund….Den valgte os selv…. Vi går ned til markedet, da jeg mener at have læst, der ligger et ret fint tempel dernede. Jeg må nu have læst forkert, for det gør der ikke, så vi beslutter os for at gå ud af en vej og lave tempelturen om til en vandretur. Da vi har gået 3-4 km kommer vi til et tempel, ikke det jeg har læst om, men et andet, fint, oldgammelt tempel, et af dem som faktisk har lidt sjæl. Da vi har set det og leget med alle kattekillinger og hundehvalpe i nærheden, beslutter vi os for at gå en anden vej hjem. Det er en smal vej, modsat den vi kommer fra og her er hyggelige pælehuse og små bitte boder på begge sider af vejen, men den fører ikke i retningen ”hjem”. Folk hilser og smiler. Efter nogle km, syntes Sofus vi skal vende om og gå tilbage, men du kender jo far…. Når først han er besluttet på en ordentlig travetur, er det ikke sådan at få vendt kareten, så da Josefine opdager en lille sti, der fører ind imellem markerne og rent faktisk peger i retning mod ”hjem”, okser far af sted efter hende og Sofus og jeg følger efter. Vi er omgivet af høj bevoksning, træer og majsmarker og det er dejligt at være i skygge. Netop her er det, at Zawgi som vi senere kalder ham, slår følge med os. Han er meget ung, ikke engang teenager, kun en hvalp og af racen ”ubestemmeligt gadekryds med meget venligt sind”. Vi mindes hunden som fulgte os til vandfaldet i sidste uge og syntes bare det er drønhyggeligt at have følgeskab. Set i bakspejlet burde vi jo nok have værfet ham væk og lidt skamfuldt må jeg jo nok indrømme, at vi faktisk måske endda ligefremopmuntrer ham til at blive hos os, med alle vores kærtegn og søde ord. Det er først da vi nærmer os byen og der begynder at komme andre hunde og køretøjer, at vi begynder at blive betænkelige ved, at Zawgi har fulgt os så langt. Han er tydeligt utryg og går med halen mellem benene. Flere gange må vi nærmest redde ham fra andre hunde, som viser tænder og gøer af lille Zawgi, men ikke desto mindre følger han efter os, hele vejen til Zawgi Inn som vores guesthouse hedder. Her løber han rundt og snuser til det hele og opfører sig i det store hele som om, dette er hans hjem og været det altid. De søde piger kommer ud og efter et øjeblik har Zawgi både vand og mad. Vi er jo nok klar over, at dette lille problem ikke går væk af sig selv. Far fantaserer om et helt nyt liv for Zawgi, som tydeligt viser tegn på at være blevet slået og kastet ting efter, som alle hunde bliver det her. Et liv som guesthouse hund, en ven for alle gæsterne og en vagthund for de søde piger, drømmer far. Sofus påpeger lidt tørt, at de nok havde haft en hund, hvis de ønskede sig en hund, eftersom Zawgi Inn skiller sig ud, ved at være omtrent det eneste sted i byen der ikke har en hund. Der er hvalpe i ca. hvert 3. hus og vi undrer os til stadighed over, hvad de mon gør ved alle de hunde. Vi kan i øvrigt heller ikke gå ned i byen efter frokost, Zawgi følger jo efter os og der er alt for mange hunde på vejen. Det ender med vi beslutter os for at spise i hold. Først går far og Sofus på Sunflower og da de kommer tilbage, går Jose og jeg. Så er det meningen, at far skal løbe tilbage med Zawgi, men da Jose siger hun gerne vil med, vælger jeg også at tage med og så altså på gåben. Lille Zawgi følger os trofast alle 5 km tilbage til hvor vi fandt ham, men det lader godt nok til han har besluttet sig for, at vi er hans nye familie. Vi siger strengt farvel til ham flere gange, men må tæt forbi det hus vi tror han kommer fra, før det lykkes os at ryste ham af os. Med en smule vemod begiver vi os tilbage og vi er godt trætte da vi når hjem. Over 20 km har vi gået i dag og til vores overraskelse har Sofus lavet 5 sider matematik da vi når hjem.

Vi skal spise hos vores taxi dame igen i dag. I går havde vi bestilt en middag hos hende, som var ok, men ikke fantastisk. I da har hun inviteret os til traditionel middag med nudler, ikke noget vi som sådan ser frem til og jeg må strengt minde far om, at han jo selv siger, at gratis mad er god mad.

Jeg lægger mig til at sove, med et endnu større ønske om en hund derhjemme, end jeg havde før.

Mange kærlige hilsner og tanker fra mor

Dag 12, d. 26. dec.

Kære elskede dig

I dag lejer vi cykler på vores guesthouse. Det koster kun 1 ½ USD. Ungerne, især Sofus, er ikke alt for trygge ved det, fordi trafikken er så kaotisk her, omvendt siger jeg til ham, er alle andre gader end hovedgaderne jo nærmest landsbygader og meget sparsomt trafikeret. Vi humpler af sted på de gamle damecykler, på de dårlige veje. Snart er vi næsten ude af vores lille by og far drejer ind på en humplet jordvej. Det er så smukt et landskab, fladt med rismarker, men med bjerge i det fjerne. Småbønder holder køkkenhaver der ligger som små, velholdte frimærker og der arbejdes ihærdigt på alle jordlodder med gammeldags hakker. Der dyrkes også blomster, hvilket jeg ser som et tegn på et vist overskud. Som sagt virker befolkningen her fattige, men ikke sultne eller pressede og vi ser ingen tiggere. Foran mange boliger, også pælehytter, står en karakteristisk lerkrukke, hvorpå der ligger eller hænger et tinkrus. Enhver der kommer forbi, kan drikke sig et krus vand. Ved alle floder og vandløb, ser man folk der vasker tøj eller tager bad. Nå, men vi bumler i solskinnet af stien, som bliver smallere og smallere og netop da far punkterer, stopper Sofus op og siger, at nu vender han altså om. Godt far punkterede, ellers var vi jo nok fortsat, men mens ungerne og jeg cykler tilbage til den rigtige vej, trækker far sin cykel i så raskt tempo, at han ikke når meget senere frem til vejen end os andre. Han låner min cykel og mens vi venter, cykler han hjem med sin egen cykel på slæb og kommer efter mindre end en halv time tilbage, med en anden cykel. Vi cykler videre rundt på småveje i udkanten af byen og det er så hyggeligt at komme rundt i de små bitte landsbysamfund. Sofus syntes nu det er ret træls og er tilfreds da vi begiver os hjemefter og på vejen køber samosas til at akkompagnere vores vandmelon, som vi har tænkt os at spise på terrassen til frokost.

Eftermiddagen tilbringer vi på terrassen, hvor de søde piger serverer te for os, mens ungerne laver lektier og vi læser.

I aften skal vi spise middag hos vores taxadame, som vi har bestilt en hjemmelavet middag hos. Hun har desuden inviteret os til at spise traditionel mad hos hende i overmorgen, helt uden beregning.

Vi sender jer de kærligste tanker og hilsner og håber i nyder juledagene og dem I er sammen med ;O)

Dag 11, d. 25. dec.

I dag skal vi på søen Inle Lake. Det er det man er her for. Vi havde egentlig aftalt at købe vores tur på vores guesthouse, fordi de er så søde og fordi vi ikke havde opdaget man kun måtte bo 3 på værelset da vi bestilte og derfor nu er 4 der bor og spiser morgenmad for 3 mands pris, fordi de ikke vil have betaling for 4. mand. Far kom dog i snak med en mand og hans lille kone på gaden og du ved hvordan det er…. Når man først har indladt sig, er det så nemt at ende med en aftale, man egentlig ikke havde tænkt sig. Jeg er småirriteret, fordi jeg syntes vi burde vide bedre, men nu er det altså sådan og jeg NÆGTER at lade mig gå på af, at vi faktisk har gjort noget andet end det vi ville.

Vi går gennem hovedgaden før klokken 8 om morgenen, ned til ”havnen” hvor alle long boats ligger. Her er allerede masser af liv i gaden, handlende, turister, skolebørn osv.  Damen vi lavede aftalen med, lader næsten til at have glemt os og jeg tror hun er en benhård forretningskvinde og ikke den lille stakkel vi så forleden. Hun har lovet os redningsveste og en guide der taler engelsk. Der ligger nogle redningsveste i båden, som på ingen måde kan rede liv og jeg siger til damen, at vi ikke sejler med dem, hvis vi ikke får nogle ordentlige redningsveste, hvilket vi så straks får. Bådføreren taler ikke et ord engelsk, men jeg VIL ikke ærgre mig mere, bare i fremtiden stoppe far mere bestemt, når han kaster sig i snak med chauffører og folk der vil sælge ham noget….

Vi sejler af en slags flod eller indsejling til søen, et godt stykke tid, før vi rammer selve søen, hvor det første, der møder os, er en af de der fiskermænd, med ét ben på åren og ét på båden og med den store fiskeruse. Han står helt tæt på os og jeg får taget nogle gode billeder, så holder han, nærmest karikeret, en lille fisk op foran mig og opfordrer mig med hånden til at tage et billede. Jeg gør det, selv om jeg ikke har lyst og bliver ikke forbavset, da han bagefter opkræver penge. Jeg giver ham den mindste seddel jeg har og føler mig turistscammet. Senere går det dog op for mig, at det faktisk giver mening. Der er jo mange fiskere på den store sø, som rent faktisk fisker på den traditionelle måde og hvis de skulle forstyrres af, at alle vi mange turister vil tæt på for at have gode billeder, så ville de ikke fange mange fisk. Vi bliver sejlet rundt til flere forskellige workshops. Man sejler ligesom igen ud af smalle floder der udgår fra søen og de er omgivet af åkander og bevoksning. Der er pælehuse af meget forskellig kvalitet og størrelse, nogle steder står de alene, men mest står de i små bysamfund rundt ved hele søen. Workshopsene vi ser, laver sølv, cigarer og stof og materialer af åkandefibre. Man får vist håndværket og forventes så at købe noget i deres butikker bagefter. Vi køber ingenting, låner bare deres toiletter. Vi ser også et par pagoder og spiser frokost på en ”pælerestaurant”. I én af pagoderne er der et par flokke fnisende kinesiske piger, som først spørger Jose om de må fotografere hende og siden tager mere mod til sig og spørger Sofus også. Ungerne lader sig fotografere med først den ene, så den anden og flere af gangen. Vores chauffør siger på intet tidspunkt et eneste ord. Det bedste vi ser er de flydende haver som vokser rundt i ”floderne”, her gror tomater og andre afgrøder som sælges på markedet i byen. En anden fed ting er ”5 dages markedet”, som kun afholdes hver 5. dag. Det er et ret skønt marked, fordi det er en komplet blanding af turist boder med souvenirs og så helt og aldeles lokale ”boder” eller faktisk bare tæpper smidt ud på jorden, hvorfra der sælges grønt, frugt, urter osv. som handles af kvinder der slæber tunge kurve på hovedet og babyer på ryggen og af beteltyggende mænd i alle aldre. Det hele vejes af på gammeldags maner med lodder på vægtskåle. Hunde, katte og unger, løber selvfølgelig omkring over det hele. Vi køber snacks af en gammel, beteltyggende mand. Han siger med et smil at det er ”Inle chokolade” og lader os smage, gavmilde stykker af noget sødt karamel. Han vil så gerne sælge os en hel pose for 500 Kyat, men vi vil kun have et par stykker og så må han jo rode alle sine pengesedler igennem for at kunne give os tilbage. Den almindelig burmeser, kunne ikke drømme om at snyde, bare fordi vi er dumme turister. Sofus er faldet for nogle små figurer, som han vil bruge til dungens and dragons. Dem køber han flere af, ved flere boder og han bliver bedre og bedre til at forhandle. Her er de stadig i så ”lavt turistgear”, at de siger:”This is my price, but you can negotiate”.

Selv om vi er irriterede på det ægtepar som solgte os turen (damen minder faktisk om ”du ved hvem”, altså busdamen i Vietnam), bliver vi enige om at det jo ikke er bådførerens skyld at de lover noget de ikke kan holde, så vi giver ham en slat drikkepenge og er enige om, at vi har haft en dejlig dag trods alt. På vej hjem gennem hovedgaden, bestiller vi hjemmelavet middag ved vores taxidame, det kan man nemlig hos hende og drikker derefter juice samme sted som i går, på Sunflower.

Vi håber I havde en dejlig aften i går og at i vil nyde resten af juledagene ;O)

De kærligste hilsner fra mor.

 

Dag 10, d. 24. dec.

Kære elskede Eline

I dag skal vi ikke andet, end at holde jul. Vi spiser morgenmad efter solen er kommet op og vælger derfor at sidde ude og lidt længere end vi plejer. Her får man en kæmpe stor, halv avocado til morgen, foruden frugt, æg og toast.

Formiddagen bruger vi på at ”dalre” rundt i byen af de stille gader og vi får talt med en del hundehvalpe til Joses store fornøjelse. Vi drikker øl og juice ved en lille biks og får den dejligste avocadosalat til frokost, efter at have købt is og snolder i en butik og et par souvenirs på markedet. Efter at have hvilet lidt, fletter vi julepynt. Jose er møgforkølet, men SÅ opsat på at skabe en dejlig jul og hun spiller julemusik, fletter stjerner og pynter ”juletræ”. Her er masser af planter i krukker og vi vælger bare én og bærer den hen foran vores altan. Vi har pebernødder med hjemmefra og dem putter vi i kræmmerhusene. Vi giver også de søde damer her et julehjerte hver med pebernødder i. Vi lægger gaverne under træet og Jose syntes egentlig vi skal danse om juletræ, men det bliver så underligt kejtet, omgivet af japanske og kinesiske naboer at vi bare vælger at synge et par sange på altanen, inden vi deler gaver ud. Okay…. Jeg må indrømme det er lidt svært at komme i rigtig julestemning, men her er i det mindste ingen julestress…..

Vi går ned for at spise på den restaurant, hvor vi har bestilt bord, fordi de har en særlig reward fra Tripadviser. Den ligger i en ret stille gade, men restauranten er et stort, flot pælehus og vi skal sidde øverst på den store terrasse. Da strømmen pludselig går, er hele byen mørklagt indtil der kommer gang i generatorerne flere steder. Andre steder må man nøjes med stearinlys. Vi har sagt til ungerne, at de må bestille præcis hvad de ønsker og derfor bestiller vi både forretter og hovedretter. Maden er ikke ligefrem fantastisk og vi læser da også siden på tripadviser, at kokken vist er skiftet ud, siden de fik den flotte pris. Serveringspersonalet er til gengæld utroligt opmærksomme og aftenen rundes af med en pandekage, hvori jeg har stukket mandler, så ungerne kan få deres snydemandelgaver som de plejer hos mormor. Vi går hjem i mørke, strømmen er endnu ikke tilbage og slutter dagen af med Polarekspressen på værelset.

Vi sender jer de varmeste kærligste tanker;O)

Dag 8 og 9, d. 22. og 23. dec.

Kære Eline

I dag skal vi jo starte med at pakke, vi skal være ude af værelset kl. 11.30. Jeg gruer for busturen senere i dag og faktisk ved jeg ikke helt hvorfor, for vi har jo prøvet det her så mange gange før under meget bedre vilkår. Tænk på turen i slowboat gennem Laos og den senere tur i bus til Vietnam og tænk på turene i Bolivia, særligt den hvor jeg blev bidt i tåen af en næsebjørn står skarpt i min erindring ;O) Men jeg gruer altså for den her tur, uden altså at være bekymret over den.

Vi har endnu ikke fundet ud af, hvilken dag der er Burmesernes fridag. Vi syntes de har været i skole alle dage og alting har haft åbent hver dag. I den skolegård som ligger lige bag vores hotel, udspiller der sig det sjoveste scenarie hver morgen. Jeg tror det alderstrinene 1.- 5. klasse. Hver morgen bliver der afspillet et stykke musik flere gange i træk, som får os til at tænke på de allerældste sorthvid film med lyd. Det er et stykke klavermusik med en stemme på, der guider ungerne igennem et gammeldags gymnastikprogram med armsving osv., som stammer fra en tid fra lang tid før jeg som barn har set mormor og morfar undervise i gymnastik. Lyden er som en meget, meget gammel optagelse og vi er HELT sikre på, det bliver afspillet på gammeldags bånd og spolet tilbage, så samme stykke spilles flere gange hver morgen, mens ungerne svinger armene i takt. Desværre står der et stort træ mellem vores altan og skolegården, så vi kan kun skimte ungerne igennem det grønne, men har altså videooptaget alligevel ;O)

Selv om vores værelse ligner en mindre katastrofe da vi går i gang, tager det os ikke mange øjeblikke at pakke og alle (undtagen far måske, men jeg bærer passene og billetterne) ved hvor vi har vores ting. Sofus har dog mistet sine briller, hvilket han ikke er alt for ærgerlig over, godt vi købte de billige. Vi går ned på markedet og køber snacks. I går købte far og jeg noget chokolade til Sofus han så brændende har ønsket sig fra en meget lokal butik og det smagte selvfølgelig ligeså rædselsfuldt som vi troede, så i dag vælger ungerne lokalt fremstillede snacks og ikke wannabe vestligt. Der efter afleverer vi nøglen til vores værelse og trasker ud til fru Popcorn. Hun gør store øjne da vi dukker op igen, for hun ved nemlig vi skal rejse i dag. Hun minder lidt om damen fra vores hotel i Luang Prabang, så utroligt sød og imødekommende og med den der stærke udstråling. Vi får serveret et kongemåltid og lægger gode drikkepenge. Ungerne får en hel pose lokale chips som gave til rejsen.

Eftermiddagen bruges på den fælles altan, hvor vi spiller et spil der hedder Dobble, som en australsk kvinde henter på sit værelse og giver os lov til at låne.

Klokken 16 bliver vi kørt til busholdepladsen, bare et lille stop ved hovedvejen, af Charles bil som ligner en songthaew. Her er en songthaew ellers en motorcykel med et stort lad på, med plads til 8 personer og den bliver bare brugt som taxi og hedder nok slet ikke en songthaew. Men Charles er altså en rigtig bil. Bussen er 45 min forsinket, men da den endelig dukker op, bliver vi lettede over at opdage, at det er en rigtig fin bus, med både tæpper og hovedpuder på hver plads. Jeg fatter ikke de absolut skal skrue så højt op for den air con, at alle incl chaufføren, skal sidde pakket ind i flere lag tøj OG tæpper, men flere gange viser temperaturen i bussen 11 gr celsius. Tissepauserne er meget få og den ene foregår bare bag en busk, men altså bortset fra et par små forskellige ubehageligheder under den 14 timer lange tur, så overlever vi jo turen og bliver kl 6.30 i morges, smidt af på en mørk og kold hovedvej, sammen med en flok andre backpackere. Busselskabet har lovet at der vil være transport ind til byen som ligger 7 km her fra, men vores buschauffør kan kun få kontakt med en enkelt songthaewchauffør, som kun har plads til 1/3 af os. Han ringer og ringer og omsider kommer der et køretøj mere, som vi springer op i, sammen med 4 andre. Vi sidder nærmest kilet ind mellem hinanden, da den første chauffør forklarer at denne chauffør ikke har en aftale med busselskabet og derfor ikke kan køre os alligevel. Her kan vi altså ikke lade være at grine, de får det dog løst og vi bliver, i bidende kulde og igennem et meget smukt, tåget landskab med morgensol, kørt ind til byen, faktisk direkte til vores nye ”hjem”.  Vi bliver modtaget i et lille lokale, omgivet af en dejlig terrasse med masser af planter og blomster. Vores værelse er en slags bungalow med egen lille terrasse. Vi får dejlig morgenmad og som solen står op, får vi langsomt varmen. Personalet er de sødeste og vil bestemt ikke have betaling for morgenmaden, selv om vi jo i virkeligheden først har morgenmad fra i morgen.

Vi tager bad og går en tur igennem denne lille (ca. 10.000 indbyggere) tæt ved Inle Lake. Byen er meget turistet, men på den lidt kiksede måde som en by, hvor turismen er så ny, at det lokale er helt blandet med det turistede. Butikkerne er bittesmå og mange, mange steder udbyder trecks, bådture på søen, bus- og flybilletter osv. Vores plan når vi tager herfra er, at vi skal med bus til Yangon (12 timer), have en overnatning der og så videre med bus til stranden dagen efter (7 timer). Lidt spontant går vi ind flere steder og spørger om der kan arrangeres en bil til den lange tur og det lykkes os at få en aftale vi er tilfredse med, så vi sparer overnatningen i Yangon og kan køre direkte herfra og til stranden. Vi får desuden bestilt en bådtur til i overmorgen. Ungerne kan næsten ikke hænge sammen, så vi går hjem med dem og går så selv op i byen igen, Hvor vi bestiller bord på en god (tror vi) restaurant og køber mandelgaver til juleaften. Resten af dagen står på middagslur, lektier og julepyntproduktion.

Mange kærlige hilsner fra mor

Dag 7, d. 21. dec.

Kære elskede Eline

Vi slutter aftenen af i går med kylling på altanen, superfight på den fællesterrasse og film. Selv far lever sig ind i superfightkampen på imponerende vis og til ungernes begejstring.

I dag går vi ud til MR Charles River Lodge. Det er en spadseretur som først bringer os igennem byen, der efter af en lang grusvej ud til lodgen. Vi går kun den vej, for at have et må at gå efter, men langs grusstien er der små landsbyer og i flere af husene laver de bambus ting. De strimler selv bambus i fuldstændigt ens, lange, lige stykker, farver dem og fletter af dem.

Burmeserne er et stolt folk. Vi har ikke set en eneste tigger. Kun én gang er jeg blevet prakket nogle uspiselige frugter på, af en gammel, gammel dame med en meget tung last. Ellers er de handlende tilbageholdende og venlige. Folk er fattige, men ikke som i Cambodia, hvor de også var sultne.

På lodgen, som er meget flot og i klassisk lodgestil med bungalows ud mod floden, møder vi selveste MR Charles og sludrer lidt med ham. Han fortæller at han startede for 20 år siden, fordi han mente Myanmar kunne have gavn af den økonomiske vækst turismen fører med sig. Han var også bevidst om, at turismen mange steder har ødelagt den oprindelige kultur, men han mener det må kunne gøres uden at det sker. Dengang var her mest israelske turister og dem er er her også mange af nu. Først åbnede Charles et lille guesthouse, for 11 år siden udvidede han med den hotelbygning vi bor i og sidste år åbnede han så lodgen. Vi roser det burmesiske folk og han fortæller, at burmesere altid er tilfredse. Da jeg roser den tilfredshed og siger at vi i vesten kan lære af den, i stedet for altid bare at stræbe efter mere og mere, svarer han lidt eftertænksomt, at alting har flere sider. Var det ikke for vesten, havde vi hverken fly, busser, biler, maskiner, medicin eller sanitet. Og han har jo helt ret. Vi er enige om, at forskellige samfund kan lære af hinanden.

Vi år tilbage i retning mod MRS Popcorn som ligger i den anden ende af byen. Her har vi nemlig aftalt at spise frokost. I dag er her igen flere borde fyldte, men vi bliver varmt modtaget. Vi bestiller lidt forskellige retter og får den LÆKRESTE frokost. MRS Popcorns menukort har også israelske retter og dem har vi valgt nogle af. Det er bare så hyggeligt og så godt og tænk engang, vi kommer af med 9½ dollars og giver selvfølgelig også drikkepenge. Det er først på eftermiddagen da vi når hjem, men så har vi også gået næsten 15 km, i går gik vi nok omkring 20.

I morgen skal vi på en 14 timers lang bustur der starter kl 16.30. Jeg gruer for den, men med måde, jeg skal jo ikke tage bekymringerne på forskud. Det værste er ikke det at sidde i bussen. Det værste er det, at bussen er iskold og at der ikke er toilet. Jeg har dog besluttet mig for at iklæde mig ALT det varme tøj jeg har og har desuden købt et dejligt, vævet tæppe på markedet i morges, som jeg kan pakke mig ind i.

Vi sender jer de kærligste hilsner ;O)